Det store grønne håb – Danmarks nye klimalov

Jeg frygter for det røde støv
som røgen fra en brand,
og jeg vil aldrig tørre ind
i søvn i dette land,
for jeg kan ikke slænge mig
i slået græs og tro,
at kølighed vil skænke søvn
og græsset kærlig ro.

Jeg frygter for det røde støv,
som varmen stønner i,
så jeg må styrte eller stå
på denne brændte sti,
og jorden puster som en ovn
med glød i røde skred
og med en bleg og blålig ild
bag sunket, sodet ved.

-Tom Kristensen (1932)1

Danmark har fået en ny klimalov. Målet om 70 pct. reduktion af CO2-udledningen inden 2030 er blevet konkret lovgivning, der bakkes op af et bredt politisk flertal og danner ramme for håndteringen af klimakrisen. Frygt for fremtiden og stor folkelig mobilisering har gjort klima til en uomgængelig politisk dagsorden, men giver den nye lov anledning til at udskifte frygt med håb?

Af Marc Grønlund
Billede af Patrick Hendry

Han er kendt for knibe øjnene sammen, når han skal koncentrere sig. Så meget, at han nu har fået briller. Med styrke, må man gå ud fra. Dan Jørgensen er, udover at være dansk klimaminister, også indehaver af en karakteristisk fremtoning, hvor stemmeføring og ansigtsudtryk går hånd i hånd. Nu er der kommet et par briller til.

Jeg har selv fået briller tidligere i år, så vi er på omgangshøjde på den front. Og jeg har iført de briller nærlæst aftalen om den nye klimalov, som på mange måder er kulminationen på ministerens politiske karriere. Som både EU-parlamentariker og folketingspolitiker har han været engageret i klimadebatten i en årrække. Hans politiske forbillede er Svend Auken, der som miljøminister i 90’erne lagde grunden til den danske satsning på vindenergi. Og så har han skrevet en bog om emnet2 – den kommer vi tilbage til.

Først skal det handle om loven. Det store grønne håb, der skal tage kampen op med global opvarmning og vise verden, at Danmark går forrest.

Flotte rammer uden svar

Den 6. december 2019 indgik et stort set samlet Folketing en politisk aftale om at vedtage en ny klimalov.3

Både venstre- og højrefløj blev med aftalen forenet i ønsket om at skabe en langtidsholdbar lovgivning. En bred aftale var et erklæret mål for den nye socialdemokratiske regering anført af klimaministeren, som kort efter sommerens folketingsvalg fremsatte målet om, at Danmark skal reducere sin CO2-udledning med 70 pct. inden 2030. Det budskab har ministeren siden turneret rundt med, og det er nu på vej ind i dansk lovgivning som en forpligtende målsætning for den til enhver tid siddende klimaminister, som løbende skal stå på mål for, om reduktionen kan opnås inden for det angivne tidsrum, og med loven får pligt til at handle, hvis ikke det er tilfældet:

”Aftaleparterne er enige om, at Danmark skal have en bindende klimalov med et mål om 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 ift. 1990 og et langsigtet mål om klimaneutralitet i senest 2050 og med 1,5 graders målsætningen for øje.”

Det er den overordnede ramme og ambition bag aftalen, derudover angives en række ’guidende principper’, der er vejledende for vejen til målet:

”Indfrielsen af Danmark klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt, under hensyntagen til både den langsigtede grønne omstilling, bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse. Dansk erhvervsliv skal udvikles og ikke afvikles. Danmark skal vise, at vi kan lave en grøn omstilling og samtidig bibeholde et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres.”

De ’guidende principper’ er bredt anlagt og formuleret i positive termer; ingen skal frygte, at noget bliver taget fra dem, synes budskabet at være.  Det kan umiddelbart virke som et lidt besynderligt paradigmeskifte, hvis politikken reelt lægger op til at fortsætte som hidtil. Men det er også det eneste, der indikerer noget om fremgangsmåden, politikerne lægger op til. Resten af den indgåede aftale er dybest set et katalog, der beskriver, hvordan afrapportering og løbende evaluering af målsætningen skal foregå, hvem der skal inddrages, og hvilket handlerum ministeren har.

Djævlen sidder i detaljen. Aftalen indeholder intet konkret om, hvilke løsninger der skal til for at nå målet. Det må vi vente til foråret med at finde ud af. Her vil regeringen lancere en handlingsplan, der udmønter lovens præmisser og indeholder strategier for sektorer, erhvervsliv og civilsamfund. Først her ved vi reelt, om de mener det alvorligt. Man har da lov at håbe. Eller frygte.

Hvis man vil vide mere om, hvordan den førte politik bliver, skal man derfor søge andre steder hen. Debatten op til aftalen om klimaloven er illustrativ. Det samme er Dan Jørgensens tidligere bog.

Det må ikke koste noget

Det mest kendetegnende ved den danske debat siden valget er det entydige fokus på at få lavet en aftale, der indskriver målsætningen om en 70 pct. reduktion i CO2. Alt andet er blevet forbigået; hvilke løsninger der skal til, hvordan fremtidens samfund skal indrettes, og hvordan vi fremover skal forbruge, producere og konsumere, er overladt til uvished.4 Regeringen har ikke engang været villig til at svare på, om den vil stoppe olieudvindingen i Nordsøen. Det turde ellers være let at svare på, hvis de grønne ambitioner skal tages bogstaveligt, men der er nok en god grund til, at svaret er stoppet midt i halsen, før et klart ”ja” eller ”nej” kunne udtales. Én ting, der har forenet venstre- og højrefløj, og i ét og alt har været regeringens hovedfokus, er nemlig forestillingen om, at vi ikke grundlæggende skal ændre på vores samfund. Omkostningerne ved at forandre må ikke blive for store. Den danske velstand og velfærd må ikke reduceres. Det må ikke koste noget for nogen, hvilket også er reflekteret i de ’guidende principper’.

For regeringen, og især Dan Jørgensen, er narrativet, at Danmark kun kan blive et forbillede for resten af verden, hvis vi opretholder vores samfund, og viser, hvordan vi kan skabe vækst og fremgang, mens vi samtidig reducerer vores CO2-udledning og på den måde får andre lande til at følge efter.

Det lyder unægtelig besnærende, og mange iagttagere har undret sig over, hvordan det ikke kan koste noget at skabe en omstilling af samfundet. Det er vel næsten for godt til at være sandt? Sandheden ligger et andet sted. Forestillingen om grøn vækst er en ideologi, som gennemsyrer debatten.

Det er i din egen interesse!

Teknologien er klar, videnskaben er entydig, der mangler blot politisk mod og vilje. Men vækst er prismen. Vækst er betingelsen.Dan Jørgensen har skrevet et helt manifest ud fra denne ideologi. I bogen ”Grønt Håb” fra 2010 fremfører han en vision for klimapolitik, som fortsat ser ud til at være regeringens ledestjerne. Bogen er præget af skuffelsen oven på klimatopmødet i København året før, men frem for at give efter for sin skuffelse sigter han med bogen mod at inspirere til håb og skabe en ’klimapolitik 2.0’ baseret på lige dele idealisme og egennytte.

Han indleder med at slå en streg over ’håbløshed’, så kun ’håb’ står tilbage, og skriver dernæst under overskriften ’Mod til at håbe’:

”Måske har vi, der ønsker en grøn revolution, grebet opgaven forkert an. Måske har vi appelleret for meget til folks frygt og for lidt til deres begejstring. Måske har vi talt for meget om mareridtsscenarier og for lidt til folks drømme […] Har historien ikke lært os, at risici og frygt ikke nødvendigvis er de bedste motivationsfaktorer, hvis man vil have mennesker til at handle?”

Den nye politik beskrives således sidst i bogen:

”Den nye vej adskiller sig fra mange tidligere tilgange til klimaudfordringen ved, at den ikke handler om at ofre sig. Desuden appellerer den ikke kun til menneskers idealisme og fællesskabsfølelse, men også til deres egeninteresse.”

Igennem bogen drøfter han klimaets tilstand med talrige eksperter og meningsdannere og når frem til, at det stadig kan lade sig gøre at skabe grøn omstilling, netop fordi det kan betale sig. Teknologien er klar, videnskaben er entydig, der mangler blot politisk mod og vilje. Men vækst er prismen. Vækst er betingelsen. Vi kan vende udviklingen ved at bruge de samme markedsmekanismer, som har skabt krisen. Fordi det er smartere og bedre. Folk skal ikke ofre sig, de skal indse, at det er i deres egen interesse at handle imod klimaforandringerne. Sammen kan vi drømme og redde verden.

”Min hovedpointe er, at klimaforandringerne kan tackles, uden at det koster store ofre.”

Grønt håb er dybest set valuta for den vækstideologi, som den danske regering er stemplet ind i klimadebatten med. Den foreløbige kulmination er vedtagelsen af den nye klimalov, som retfærdigvis også har fået massiv omtale og skabt forhåbninger hos mange.

Demokratisk impuls og krav nedefra

Det folkelige pres, skolestrejkerne, demonstrationerne, underskriftsindsamlingerne og den store mobilisering, som er foregået siden 2018 har ført til den nuværende situation. Det er ikke kommet som en gave ovenfra, det er kommet som et krav nedefra.Hvorfor er klimaloven blevet til virkelighed? Det bliver let overset, at der er én eneste grund til dette, som også er den samme grund til, at vi diskuterer klimapolitik så intenst, som vi gør: den folkelige mobilisering og det borgerforslag om en forpligtende klimalov, som inden valget i sommer fik opbakning fra mere end 50.000 underskrivere.5 Dette er grunden til, at det danske valg blev kendt som et ’klimavalg’, og at der nu er indgået en bred aftale om en klimalov. Det folkelige pres, skolestrejkerne, demonstrationerne, underskriftsindsamlingerne og den store mobilisering, som er foregået siden 2018, har ført til den nuværende situation. Det er ikke kommet som en gave ovenfra, det er kommet som et krav nedefra.

Flere og flere, især blandt de unge, har fået øjnene op for, hvor alvorlig situationen faktisk er. Og så har de handlet på den frygt. Snarere end håb, har netop frygt og en blank erkendelse af krisens omfang været den primære motivation bag protesterne. De fleste gør sig ingen illusioner, de kræver blot, at der bliver handlet på baggrund af den overvældende videnskabelige dokumentation. Dette er i sig selv et nybrud for social og politisk mobilisering, omend vi så noget lignende i Danmark under den kolde krig, hvor folk gik på gaden og marcherede imod atomkraft, fordi de simpelthen var bange for, at Jorden ville gå under. Så der er historisk præcedens, uanset Dan Jørgensens bekvemme idé om, at kun håb motiverer.

Det reelle nybrud i den nye lov bliver da også oprettelsen af et ’Borgerting’, hvor tilfældigt udvalgte borgere skal være med til at foreslå tiltag og diskutere mulige løsninger. Det bliver dog i skarp konkurrence med de eksperter og virksomhedspartnerskaber, som regeringen også har nedsat sideløbende, hvor især det oprustede Klimaråd bestående af eksperter bliver centralt for de anbefalinger, politikerne vil handle på for at nå målet. Om basisdemokrati kan stå distancen over for teknokrati og stærke interesseorganisationer, bliver i sig selv en interessant lakmusprøve. Et tegn på styrkeforholdet er måske, at Borgertinget blot har fået tre linjer i aftalen, mens hele tredje kapitel er helliget Klimarådet.

Men der er altså en vis demokratisk impuls bag den klimalov, som nu er aftalt. Der gik dog ikke lang tid, før flere af højrefløjens aftaleparter såede tvivl om netop den del og understregede, at de er valgt til at tage beslutningerne. Her stoler man ikke helt på borgernes input, men det bliver de så nødt til at gøre, eller i det mindste lytte. Et ironisk udfald, eftersom det folkelige pres netop er kommet som følge af politikernes manglende handling over for klimakrisen. Nu påstår de så, at de godt vil handle. Det må komme an på en prøve.

Håb eller frygt

Den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer fører i sin seneste bog6 en dialog med sin sjæl, hvor de bl.a. taler om håb i en tid med klimaforandringer:

”Har du lagt mærke til, hvor tit samtaler om klimaforandringer ender ud i spørgsmålet om håb?

– Har du lagt mærke til, hvor tit samtaler om klimaforandringer ender?

Det er, fordi vi føler os håbefulde og har det fint med at stoppe samtalen.

– Det er, fordi vi føler håbløshed og har det dårligt med at tale om det.

Uanset hvad er det håbet, som gør, at klimaforandringerne overdøves – hvis du var læge, ville du så spørge en kræftpatient, om han følte sig håbefuld?

– Måske. Positive tanker kan tilsyneladende forbedre chancerne for at blive rask.

Hvis du var læge, ville du så spørge en kræftpatient, om han følte sig håbefuld, uden samtidig at spørge, hvilken behandlingsplan han ville følge?

– Nej, sikkert ikke.

Og hvad hvis han svarede, at han slet ikke havde tænkt sig at gøre noget? Ville du så spørge ham, om han følte sig håbefuld?

– Jeg ville måske spørge ham, om han ventede på et mirakel, eller om han bare havde accepteret døden.

Netop. Hvis nogen står over for en livstruende krise og vælger ikke at gøre noget, så er spørgsmålet om håb det samme som at spørge, om han sætter sin lid til et mirakel eller bare har accepteret døden.”

De fleste er færdige med at vente på mirakler, men mange håber stadig på konkrete løsninger frem for at acceptere Jordens undergang. Og nu hvor håb åbenbart er blevet et retorisk kodeord i den danske debat, er det værd at se på håbets status i lyset af klimakrisen, hvor det ser ud til at den globale CO2-udledning når et rekordhøjt niveau i 2019.7

Det stort anlagte klimatopmøde COP25 endte ikke med at byde på meget, der var håbefuldt. Faktisk bød det på skarpe reaktioner mod netop det at udtrykke håb, for som mange af aktivisterne sagde: hvad skal vi håbe på, når politikerne ikke handler?

Der er intet ubekendt ved krisens omfang og karakter. Det har været kendt længe, at vi står over for en katastrofe på længere sigt, og især på kortere sigt for de fattigste lande, der også var blandt de mest protesterende ved klimatopmødet over manglen på fremskridt og bindende mål.

Og er man ramt af beundring for den danske regerings ’ambitiøse mål’ om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030, er det værd at bemærke, at Skotland har overhalet Danmark indenom og nu sigter på 75 pct. reduktion inden 2030. Gad vide, om de tror på mirakler i højlandet? Her i lavlandet må vi vente og se, hvad den politiske klasse finder på. Imens stiger temperaturen støt. Det store grønne håb redder os næppe.

Den danske forfatter Tom Kristensen skrev i 1932 digtet om ”Det røde støv”, som blev citeret i indledningen. Moderne litteratur har notorisk haft svært ved at koncipere klimakrise og vejrforandringer generelt som andet og mere end en metaforik på menneskets natur og indre kamp. Den indiske forfatter Amitav Ghosh har skrevet et mesterligt essay om dette tab af fantasi og forestillingsevne.8 Men den opvarmede klode skyldes netop menneskets ageren, og derfor synes det passende at lade Tom Kristensen få den sidste bøn. De mere end 80 år, der er gået, siden han skrev disse linjer, har ikke ændret stort på den beskrevne frygt – snarere end håb er det, hvad vi er efterladt med i den nuværende situation.

Men det kalder omvendt også på modstand og fortsat mobilisering. Den har vi brug for, for fjenden har et navn, selvom det næsten aldrig bliver nævnt i klimadebatten – dens navn er kapitalisme. Årsagen til krisen kan ikke også være løsningen på den, dét bør være startpunktet for enhver meningsfuld diskussion om den eksistentielle krise, vi står i.

Jeg frygter for det røde støv
som for et febersyn
og længes imod bygevejr
i kast mod skovens bryn,
for aldrig er jeg jorden nær
som i en nordisk egn,
når fældet løv og faldet støv
har sødlig duft af regn.

Jeg frygter for det røde støv,
som om jeg skulle dø,
og jeg vil ikke tørre ind
i død på denne ø,
og jeg vil ikke fyge bort
i feberagtig hast,
for jeg vil blive kølig jord,
som ligger fint og fast.

Marc Grønlund er klimaredaktør på Eftertryk Magasin

  1. Fra En fribytters ord (1932).
  2. Dan Jørgensen: Grønt Håb – Klimapolitik 2.0 (2010).
  3. Hele aftaleteksten findes her: https://kefm.dk/media/12965/aftale-om-klimalov-af-6-december-2019.pdf
  4. Der er ellers nok at tage fat på; de fleste videnskabelige rapporter fastslår, at hvis vi skal nå målet om at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader, skal det gennemsnitlige forbrug pr. indbygger være reduceret med 50 pct. i 2030 og 80 pct. i 2050.
  5. I Danmark kan stemmeberettigede borgere som del af en forsøgsordning fremsætte politiske forslag. Hvis der opnås støtte fra mindst 50.000, er Folketinget forpligtet til at drøfte forslaget og beslutte, om det skal realiseres.
  6. Jonathan Safran Foer: Vi er vejret – At redde planeten begynder ved morgenmaden (2019).
  7. Den globale udledning af CO2 er steget tre år i træk med 1,5 pct. i 2017, 2,1 pct. i 2018 og 0,6 pct. i 2019.
  8. I The Great Derangement: Climate Change and the Unthinkable (2016), fremstiller Ghosh klimaforandringerne som en økologisk og naturmæssig krise, såvel som en krise for vores forestillingsevne. Siden 1800-tallet har moderne litteratur været præget af et psykologisk-realistisk skisma, der udgør rammen for ’lødig’ finlitteratur i modsætning til ’underlødig’ genrelitteratur med sine fantastiske eller utænkelige fortællinger. Dette skisma har ifølge Ghosh gjort det svært at beskrive, hvordan naturens kræfter bryder ind i vores tilværelse. Dermed har den samme modernitet, som skabte klimakrisen, også fjernet grundlaget for at skabe nye fortællinger om den. Flere nutidige danske forfattere udfordrer dog denne tendens til ’inderlighed’ ved at skrive en mere fabulerende fiktion. Her kan eksempelvis nævnes Kaspar Colling Nielsen og Jonas Eika, der samtidig har taget hver deres retning i det politiske domæne, som henholdsvis taleskriver for klimaministeren (med et erklæret mål om at indgyde håb!) og uforsonlig kritiker af regeringens ’statsracisme’.