Derfor handler deportationslejrene og ghettoplanen om kolonialisme og racisme

Den danske nationalstat og dens udlændinge- og boligpolitik er betinget af racisme og historisk kolonialisme. For at kunne bekæmpe racismen må vi både forstå dens historiske kontekst og indse, hvordan den virker i dag. Et svar til Lasse Winther Jensen.

Af Jonas Eika, Laura Na Blankholm, Mikas Lang og Julia Suarez-Krabbe
Foto af Tobias Nilsson, ‘Protester i København imod forholdene på udrejsecenter Sjælsmark’ (2018-19)

På Eftertryks hjemmeside kunne man den 9. november læse en kommentar af Lasse Winther Jensen, hvori han forsøger at affeje sammenhængen mellem den danske ghettolovgivning, udlændingepolitik og racisme, som om denne kobling var noget, Laura Na og Mikas Lang lige havde hevet op af lommen. Winther skriver, at Na og Lang “baserer deres analyse på dovne, uunderbyggede beskyldninger,” og at deres argumentation har rødder i “et unuanceret og dybt ufleksibelt” syn på racisme.

Man fristes til at sige, at Winthers kritik peger tilbage på ham selv. Hans afvisning af, at ghettolovgivningen er racistisk, sker primært med henvisning til, hvad de seneste regeringer selv har sagt om motivationen og målet for den. Kort sagt: Ghetto-pakken er ikke racistisk, fordi den “har som eksplicit formål at forebygge udviklingen af parallelsamfund,” og fordi “det eksplicitte ønske” er “at hjælpe de mennesker, der bor i de såkaldte ghettoer.”

Selv hvis vi for et øjeblik antog, at magten følte sig særligt forpligtet på sandheden, ville Winthers argumentation være ubrugelig. For at kunne vurdere en bestemt politik, er man nødt til at se på, hvad den rent faktisk gør, frem for hvad den officielt siger, den vil. Det ville ikke være første gang, at afstanden mellem disse to ting var stor. Og desuden blev Ghettopakken fra begyndelsen, i Lars Løkkes nytårstale 2018,1 præsenteret som et middel mod en trussel; som en løsning på “huller i Danmarkskortet,” der truede både den offentlige sikkerhed og “danske værdier” som tolerance, frisind og ligeværd. Løkke forklarede i øvrigt problemet med “årtiers slappe udlændingepolitik.”

Også når det kommer til de danske deportationslejre, er Lasse Winther på linje med staten: “Mennesker bliver ikke interneret i asylcentre på grund af deres etniske ophav, men fordi de ikke lever op til kravene for ophold i Danmark (…) Det bunder helt simpelt i nationalstatens logik.”

Vi medgiver, at nationalstaten i sin natur er ekskluderende; men det betyder ikke, at eksklusionen uden videre kan adskilles fra racisme. En sådan konklusion kræver, at man løsriver Danmark og Europa fra deres koloniale historie og deres plads i den globale kapitalisme, som er med til at bestemme, hvem der er nødt til migrere, og under hvilke forhold det må gøres.

Winthers kommentar, der begrænser sig til statens perspektiv, repræsenterer en position, som er fremherskende i den brede offentlighed og på store dele af den parlamentariske venstrefløj. Positionen tjener til at låse samtalen fast i en skruestik, hvori udpegning af racisme automatisk afvises med, at politikerne og den brede befolkning ikke selv bekender sig til racisme. Alene af den grund er positionen værd at tage seriøst. Vi vil bruge den som en invitation til at dykke dybere ned i vores egne belæg – og til at argumentere for, at en effektiv anti-racisme nødvendigvis er i opposition til nationalstaten.

Racehierarkier på grænsen

De mange mennesker, der i disse år migrerer mod Europa, gør det ikke i et historisk vakuum, men i en verden, der i sig selv er en arv fra kolonialismen. Den europæiske kolonialisme var katalysator for kapitalismens opståen, som fra begyndelsen har været uadskillelig fra racismen.2 Og størstedelen af nutidens migration sker som en fortsat konsekvens af imperialistiske ressource-krige og en global kapitalisme, der driver rovdrift på ressourcer i det globale syd, udkonkurrerer lokale industrier, unddrager sig skat og bruger gældsætning som pressionsmiddel. Når det kommer til nutidens migration og Europas voldelige forsøg på at kontrollere den, er det nødvendigt at tænke i en postkolonial kontekst, som Danmark ikke er løsrevet fra.

Allerede i starten af nullerne, længe før “den europæiske flygtningekrise”, har europæiske stater, via EU, været massivt investeret i nedlukningen af lovlige migrationsveje samt ’eksternaliseringen’ af de europæiske grænser. Konkret har EU finansieret og udliciteret såkaldt “migrationskontrol” til særligt Libyen og andre nordafrikanske lande, hvor migranter interneres under forhold, der minder om kolonitidens: udbredt tortur, voldtægt, menneskehandel, mord og racisme mod især mennesker fra sub-saharisk Afrika. Og ligesom under kolonialismen er den racistiske vold forbundet med stærke stats- og kapitalinteresser: Grænse-eksternaliseringen har banet vejen for et eksportmarked for europæisk sikkerhedsudstyr i milliardklassen. Samtidig har den delvist været drevet af et ønske om europæisk konkurrencedygtighed i forhold til amerikansk, russisk og kinesisk våbenindustri.3

Fortællingen om en europæisk flygtningekrise har bestemt været med til at legitimere grænsepolitiken og de mange undertrykkende politikker, der understøtter den, herunder også udbygningen af det danske detentions- og deportationssystem. Men tiltagene følger en ældre og større udvikling henimod et transnationalt grænsesystem, der sigter efter at holde mennesker fra det globale syd ude af Europa, og som de facto gennemtvinger apartheid på både globalt og lokalt plan.4

Ser vi på den danske migrationslovgivning, er den gennemsyret af strukturel racisme. I bogen Danske udfordringer af det europæiske menneskerettighedssystem beskriver juraprofessor Jens Vedsted-Hansen de seneste årtiers udvikling på området. Han fremhæver den tendens, at hvor den selektive kontrol med udlændinge i Danmark tidligere blev udøvet på individniveau, baseres den i dag på mere generelle kategorier: ophav i Norden og EU, behovet for specialiseret arbejdskraft og en tredje, bredt defineret gruppe, der rummer alt fra asylansøgere til migranter og efterkommere. Denne sidstnævnte gruppe, som næsten udelukkende består af racegjorte ikke-hvide, oplever ifølge Vedsted-Hansen en generel nedprioritering af deres menneskeretlige hensyn.

Det er altså ikke tilfældigt, hvilke udlændinge der bliver kriminaliseret, der bliver nødt til at leve udokumenteret eller bliver placeret i Sjælsmark og Kærshovedgård. Det erklærede mål for disse lejre er at øge deportationsraterne. Som rapporten “Stop Killing Us Slowly” fra 2018 viser, opfylder de dog langt fra dette mål.5 I stedet nedbryder de beboerne mentalt, minimerer deres rettigheder og retsgarantier, skubber dem ud i illegalitet og kriminaliserer deres overlevelsesstrategier. Deportationslejrene er tidsubestemt frihedsberøvelse6, og det er en kendsgerning, at forholdene i centrene er værre end i danske fængsler.7 Danmark ville ikke være Danmark, hvis det var en 34-årig hvid dansker, som døde i politiets varetægt under en deportation. Danmark ville ikke være Danmark, hvis det var hvide mænd, der fik brændt deres personlige ejendele i Folkets Park på Nørrebro. Danmark ville ikke være Danmark, hvis det var hvide børn på flugt fra krig, der blev interneret på marker ved siden af militære øvelsesterræner.Man kan spørge, hvordan denne kløft mellem lovenes tilsigtede mål og deres egentlige funktion kan legitimeres? Hvordan kan magthaverne, gentagne gange, og uden konsekvenser, ignorere retslige afgørelser8, kritik fra ombudsmanden9 og advarsler fra juridiske eksperter?10 Vores svar er, at tiltagene, de såkaldt “motivationsfremmende foranstaltninger”, kun kan legitimeres og normaliseres i det bredere samfund, fordi de følger en allerede eksisterende racistisk logik med lange historiske tråde, som udgør et kerneelement i den hvide identitet.

Vi kunne også sige det på en anden måde: Danmark ville ikke være Danmark, hvis det var en 34-årig hvid dansker, som døde i politiets varetægt under en deportation. Danmark ville ikke være Danmark, hvis det var hvide mænd, der fik brændt deres personlige ejendele i Folkets Park på Nørrebro. Danmark ville ikke være Danmark, hvis det var hvide børn på flugt fra krig, der blev interneret på marker ved siden af militære øvelsesterræner. Europa ville ikke være Europa, hvis det var hvide mennesker, der druknede i Middelhavet. Europa ville ikke være Europa, hvis det var hvide mennesker, der blev slavegjort og tortureret i EU-finansierede detentionslejre i Libyen.

Nationen, kolonien og racismen

Når Winther skriver, at statens politikker intet har at gøre med racisme, men derimod bunder i nationalstatens logik, opstiller han et falsk modsætningsforhold. Nationalstatens logik hænger netop sammen med historisk racial eksklusion og racisme, og denne sammenhæng er central i forhold til at forstå EU’s og den danske stats dødspolitikker.11 Den racegørelse, de europæiske kolonimagter brugte på det amerikanske kontinent, var en videreudvikling af den, de havde brugt i forbindelse med forfølgelsen, udryddelsen og fordrivelsen af romaer og semitter (både jøder og muslimer) fra den iberiske halvø. Kriterierne, som lå til grund for racegørelsen, handlede om, hvorvidt de oprindelige befolkninger kunne blive kristne, om de havde evnen til ‘rationel tænkning’, om de havde privat ejendom, og om de havde en korrekt udfoldelse af deres seksualitet og køn.

I takt med at den nordeuropæiske kolonialisme senere tilkæmpede sig en central plads i det globale magthierarki, begyndte racekategorien at blive mere ‘videnskabelig’. Den blev knyttet til videnskabelige discipliner såsom biologi, medicin og antropologi. Og den biologiske determinisme blev brugt til at legitimere yderligere undertrykkelse, udbytning og folkemord i kolonierne.

Den biologisk funderede racisme er, for Winther og for mange andre, den eneste, der findes. Men dette ”dybt ufleksible syn” på racisme, for at låne Winthers terminologi, er blindt for, hvordan racebegrebet løbende bliver omformuleret, så det passer til tidens magtinteresser og videnskabelige diskurser. Det tillader en farveblind racisme, der afviser beskyldninger om racisme med argumentet om, at den ikke er funderet i “race”. Imens fortsætter racismen og racediskriminationen baseret på etnicitet og kulturelle stereotyper.

Nutidens racisme

I dag er den racistiske diskurs og lovgivning i Danmark i høj grad baseret på en forestilling om essentiel kulturel og etnisk forskellighed. Problematiseringen af ikke-vestlig kultur og etnicitet bliver til racisme i det øjeblik, den – fuldstændigt som den biologiske racelære – bliver brugt til at legitimere og retfærdiggøre undertrykkelse af mennesker på basis af hierarkier, hvor vestlig/kristen/dansk kultur/etnicitet udgør en norm, som står over alle andre.

I sådan et hierarki vil enhver afvigelse fra normen ikke blive set som et tegn på forskellighed, men på mindreværd. Dét fører til krav om assimilation og kulturelt selvmord og til lovgivninger, der fratager ‘afvigerne’ grundlæggende rettigheder.

Pointen her er ikke, at kulturracismen helt og aldeles har fortrængt den eksplicit farvekodede racisme. Kulturracismen er tværtimod en videreudvikling af den traditionelle racisme og er med til at sikre dens fortsatte eksistens.Det ses for eksempel, når muslimske børn tvinges i obligatoriske læringstilbud om jul og påske; når folk tvinges til at give hånd for at få statsborgerskab; eller når muslimske kvinders loyalitet over for det danske fællesskab vurderes på, hvorvidt de vil opgive at bære tørklæde.12 Faktisk rammer langt de fleste af de seneste års lovgivninger, som bryder med grundlæggende velfærdsprincipper, frihedsrettigheder og retsstatsprincipper, primært folk, der er racegjorte som ikke-hvide13. Tænk for eksempel på den fattigdomsskabende integrationsydelse, forbuddet mod “utryghedsskabende lejre” eller på fratagelsen af statsborgerskab for syrienskrigere, der viser, at et brunt tilhør til Danmark altid er betinget. Statsborgerskab er ikke længere bare statsborgerskab, og i den forstand er alle de, der afviger fra normen (vestlig, kristen, dansk), på tålt ophold i Danmark.

Pointen her er ikke, at kulturracismen helt og aldeles har fortrængt den eksplicit farvekodede racisme. Kulturracismen er tværtimod en videreudvikling af den traditionelle racisme og er med til at sikre dens fortsatte eksistens. Det ses blandt andet på, hvordan de virksomme kultur- og etnicitetskategorier er stort set overlappende med et forsimplet, kolonialt racehierarki: Hvordan vestlig, dansk og kristen koder for hvid, mens ikke-vestlig og muslimsk dækker over en gruppe, som altovervejende består af mennesker, der er racegjorte som ikke-hvide. At der findes undtagelser – at ovennævnte love undertiden rammer hvide mennesker – er ikke et bevis på, at racismen ikke findes, men at der i al moderne krigsførelse er ’collateral damage’.

Og så er der selvfølgelig ’ghettopakken’. Når “andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande”14 er afgørende for implementeringen af en lovpakke, der blandt andet omfatter tvangsinstitutionalisering, dobbeltstraf og tvangsflytning, ja, så har vi at gøre med statsracisme.

Denne kategori – “ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” – sniger sig i øvrigt ind i flere og flere af de undersøgelser, som staten bestiller og ofte sørger for at få udsendt inden fremsættelsen af endnu et diskriminerende lovforslag. Undersøgelserne skal give videnskabeligt bevis for, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere koster statskassen dyrt, at de halter bagud i nationale tests, at de er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker, osv. Fælles for magthavernes brug af disse undersøgelser er, at det, som egentlig er socioøkonomiske forhold, knyttes til en fuldstændig statisk etnicitetskategori. Undersøgelserne tager heller ikke højde for, at det eneste, der knytter den meget heterogene gruppe “ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” sammen, er, at de udsættes for racisme i skolesystemet15, på arbejdsmarkedet, boligmarkedet16 og i mødet med politiet.17

På denne måde flyttes fokus effektivt fra de problemer, visse grupper står over for, ved at gøre dem til problem-mennesker, med henvisning til deres etnicitet eller formodede kultur. Det er en klassisk, racistisk logik – påpeget allerede i 1929 af sociologen W.E.B. DuBois – og baner vejen for racistiske politikker.

En anti-national anti-racisme

De mest radikale eksempler på racisme, der skyder op i form af Rasmus Paludan eller den nationalsocialistiske ideologi hos den Nordiske Modstandsbevægelse, skal ikke tolkes som arbitrære fænomener langt væk fra folkevalgte politikere med legitimitet.

Det er tydeligt, at Rasmus Paludans tankegods deles af den brede befolkning, når hver fjerde dansker mener, at indvandrere uden arbejde skal sendes ud af landet18, eller når Martin Henriksens tilslutter sig teorien om “Den store udskiftning”19 – ligesom terroristen Brenton Tarrant, der skød og dræbte 51 muslimer i en moské i New Zealand.

Teorierne om den store udskiftning, der herhjemme især udbredes af den nyfascistiske gruppe20 Generation Identitær, kommer fra Det Nye Højre, der har det tilfælles med den danske kulturracisme, at man affejer racisme-prædikater.21 Og den ekstremistiske, udenomsparlamentariske højrefløj skaber dermed en forudsætning for en radikalisering af Dansk Folkeparti og i højere grad en fælles ideologisk referenceramme.

Både Paludan, Generation Identitær og udlændingeordførere i dansk politik afviser at være imod bestemte etniciteter, kulturer og racer, men udtrykker samtidig bekymring for, om muslimsk indvandring betyder islamisk kolonisering af Europa.

Man kan stille spørgsmålstegn ved, om den politiske legitimering af teorier, der normalt var forbeholdt den yderste højrefløj, ikke bare er et kontinuum uden ende, når Mette Frederiksen i sin åbningstale byder et samarbejde velkommen med alle nye partier i Folketinget.22

I Danmark har vi vænnet os så meget til racisme, at vi ikke længere bliver overraskede, når det når nye højder. Og vi kan ikke se, hvor store konsekvenserne er, før det er for sent.

Den hvide nationalisme, som er stærkt repræsenteret i både lovgivning, statistikker og den brede offentlighed, hænger sammen med racismen på gaden.23 Den hænger sammen med den racisme, der vokser sig kraftfuld i online-fællesskaber og udfolder sig i form af terrorister, der bekender sig til det hvide overherredømme.

Når racegjorte ikke-hvide over mange år problematiseres med henvisning til deres etnicitet eller religiøse tilhørsforhold, banes vejen for den ekstreme racisme. Og når det politiske spektrum rykker sig så langt til højre, forpurrer centristerne og deres indædte forsvar af status quo vores muligheder for modstand.

Men den politiske virkelighed kalder på klarsyn. Den kalder på, at vi ikke ser stiltiende på, når staten fortsætter sine dødspolitikker. Først og fremmest må vi insistere på, at det er legitimt at udpege racismen. Hvis vi ikke kan tale højt om racisme, kan vi ikke finde hinanden eller organisere os bredt imod den. Vi må  insistere på, at antiracismen skal være grundlæggende i vores politiske bevægelser. Vi må vise ubetinget solidaritet med flygtninge og migranters fri bevægelighed og deres ret til at få del i den velstand, som har koncentreret sig i dele af det globale nord. Vi må turde at sige, at den danske nationalstat, i dens historiske og nuværende funktion, er inkompatibel med den verden, vi vil have. Vi må kræve, at mennesker værdi og retten til at have rettigheder, ikke skal betinges af en nationalistisk verdensorden.

Julia Suarez-Krabbe er lektor på RUC og medforfatter til rapporten “Stop Killing Us Slowly – En forskningsrapport om de motivationsfremmende foranstaltninger og kriminaliseringen af afviste asylansøgere i Danmark”, Mikas Lang og Jonas Eika Rasmussen er begge forfattere, og Laura Na Blankholm er journalist og antropolog.

  1. Lars Løkkes nytårstale 2018: https://www.regeringen.dk/statsministerens-nytaarstale/lars-loekke-rasmussens-nytaarstale-1-januar-2018/
  2. Quijano, Aníbal. 2000. Coloniality of Power, Eurocentrism, and Latin America. Nepantla: Views From the South. 1(3): 533–580; Omi, Michael; Winant, Howard (1986), Racial Formation in the United States (1st edition), New York: Routledge; Cox, Oliver Cromwell (1948) Caste, Class, and Race: A Study in Social Dynamics Monthly Review Press: New York
  3. Lemberg Pedersen, Martin, ‘Migrantkrisen – når Europa meler sin egen kage’, bragt på POV Interntional, d. 19. januar 2018. Www: https://pov.international/eu-s-plan/
  4. Arce, José & Julia Suárez-Krabbe. 2018. Racism, Global Apartheid and Disobedient Mobilities: The Politics of Detention and Deportation in Europe and Denmark. Kult (15): 107-127.
  5. Tal fra politiet viser endvidere, at der i starten af 2018 kun var 18 personer, som rejste ud af Danmark efter at være blevet anbragt i en deportationslejr. Se: ”Udrejsecenter sender flere ud i samfundet end ud af landet”, bragt i Nordjyske d. 29 marts 2018. Www: https://nordjyske.dk/nyheder/udrejsecenter-sender-flere-ud-i-samfundet-end-ud-af-landet/0c60a009-bf64-4d31-8d0b-9cf36ad4bc23.
  6. Amnesty International. 2016. “Regler for tålt ophold strammes for hårdt”. Www: http://amnesty.dk/danske-pressemeddelelser/regler-for-taalt-ophold-strammes-for-haardt; Institut for Menneskerettigheder. 2016. ”Dok. Nr. 16/02880”. Www: https://menneskeret.dk/monitorering/hoeringssvar.
  7. Helsinki-Komitéen for Menneskerettigheder. 2017. Notat vedr. udlændinge- og udrejsecentre i Danmark. Www: http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/UUI/bilag/218/1774547/index.htm
  8. Eksempler: I januar 2017 erklærede Højesteret (sag 216/2017), at kravene om opholds- og meldepligt i Kærshovedgård var ”uproportionelt indgribende” i beboernes bevægelsesfrihed og dermed i strid med menneskerettighederne. http://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Pages/Enudlaendingsovertraedelserafopholds-ogmeldepligt1.aspx. I 2012 ignorerede regeringen dommen i den såkaldte Karkavandi-sag, sammen med den efterfølgende kritik fra ombudsmanden: http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2012/hoejesterets-dom-aendrer-ikke-reglerne-udlaendinge-paa-taalt. Denne beslutning blev kritiseret for at underminere retssystemet af Højesteret, Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Det Danske Institut for Menneskerettigheder, Dignity, Retspolitisk Forening og Foreningen af Udlændingeretsadvokater. Se også Amnesty International, “Regler for tålt ophold strammes for hårdt.” http://amnesty.dk/danske-pressemeddelelser/regler-for-taalt-ophold-strammes-for-haardt, fra september 2016, og ”Tålt ophold. Regeringen ignorerer højesteret.” http://amnesty.dk/nyhedsliste/2016/taalt-ophold-regeringenignorerer-hoejesteret fra november 2016.
  9. Ombudsmanden, Uanmeldte tilsynsbesøg i Udrejsecenter Sjælsmark – forholdene for børn’, 20. december 2018. Www: http://www.ombudsmanden.dk/find/udtalelser/beretningssager/alle_bsager/2018-39/
  10. Heriblandt Amnesty International, Danske Institut for Menneskerettigheder og Helsinki-Komitéen for Menneskerettigheder
  11. De centrale elementer af de kolonialt nedarvede dødspolitikker opstod i forbindelse med seks udryddelsesprocesser, der foregik i perioden, hvor Europa blev en global imperial magt (ca. 1480-1630). Disse seks processer var de såkaldte hekseforfølgelser, erobringen af Al-Andalus (og dermed fordrivelsen af jøder og muslimer fra ’kristent’ territorium), koloniseringen af Amerika, den transatlantiske slavehandel, og fordrivelsen af romaer. Via disse seks udryddelsesprocesser udvikledes de grundlæggende elementer af statens racistiske dødspolitikker hånd i hånd med skabelsen af forestillinger om kulturel, racemæssig og religiøs ensartethed som politisk organiserende principper.
  12. Se også Center for Dansk-Muslimske Relationers (CEDAR) kommende rapport om Islamofobi i Danmark 2018/2019. Udkommer i 2020.
  13. Dette forhold afdækkes i ‘Shadow report to the UN Committee on Economic, Social and Cultural Rights on relevant topics concerning Denmark’, 2019.
  14. Transport- og Boligministeriet, ’Ny Ghettolov’, 2018, Www: https://www.trm.dk/nyheder/2018/ny-ghettoliste/
  15. Laila Colding Lagermann: Farvede forventninger, 2019, Aarhus Universitetsforlag. Bygger bl.a. på hendes Ph.D. Www: https://www.folkeskolen.dk/52188/folkeskolen-er-for-danskere-interview; Tara Skadegaard Thorsen, ’Brun skoling’, Eftertryk Magasin. Www: https://www.eftertrykket.dk/2018/11/30/brun-skoling/; Institut for Menneskerettigheder, ’Lige Adgang til Praktikpladser’, 2016. Www: https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/ligebehandling_2016/lige_adgang_til_praktik.pdf
  16. Ankestyrelsen, ’ Omfanget af forskelsbehandling af nydanskere: Et felteksperiment på lejeboligmarkedet’, d. 11. marts 2015. Www: https://ast.dk/filer/ankestyrelsen-generelt/antidiskriminationsenheden/rapport-om-etnisk-diskrimination-pa-boligmarkedet.pdf/view
  17. Dokumentations- og Rådgivningscenteret om racediskrimination, ‘En afrikaner med røde øjne! – Rapport om politiets praksis i forbindelse med visitationer’, 1. udgave 2011, Www: www.sosracisme.dk/userfiles/downloads/Storerapporter/Rapport_om_etnisk_profilering_DRC_2011.pdf
  18. Jens Reiermann og Torben K. Andersen, ‘Hver fjerde dansker: Muslimer skal ud af Danmark’, Mandag Morgen, bragt d. 21. oktober 2019. Www: www.mm.dk/artikel/hver-fjerde-dansker-muslimer-skal-ud-af-danmark
  19. Mikkel Walentin Mortensen, ‘Efter valget fik DF-profil en central opgave: Nu taler han om »den store udskiftning«’, Berlingske, bragt d. 21. oktober 2019. Www: https://www.berlingske.dk/politik/efter-valget-fik-df-profil-en-central-opgave-nu-taler-han-om-den-store
  20. Redox, ‘Analyse: Derfor kalder vi Generation Identitær for nyfascister’, bragt d. 19. april 2019. Www: https://redox.dk/nyheder/analyse-derfor-kalder-vi-generation-identitaer-for-nyfascister/
  21. Pedersen Hee, Mathias, ‘Hvem er de identitære og hvordan forholder vi os til dem?’, Eftertryk Magasin, bragt d. 13. maj 2018. Www: https://www.eftertrykket.dk/2018/05/13/hvem-er-de-identitaere-og-hvordan-forholder-vi-os-til-dem/
  22. Statsminister Mette Frederiksens tale til Folketingets åbning 2019: https://www.altinget.dk/artikel/live-statsministerens-tale-fra-folketingets-aabning
  23. Intercepted with Jeremy Scahill (podcast på The Intercept), ‘Radical White Terrorism’, sendt d. 20 marts. 2019. Www: https://theintercept.com/2019/03/20/radical-white-terrorism/