Usynlig alarm: Derfor er Frankrig altid i oprør

Af Matthias Dressler-Bredsdorff

Valget af Emmanuel Macron blev af intellektuelle over hele Europa hyldet som en sejr for fornuften og det åbne samfund. Men præsidentens embedsperiode har været præget af oprør og opstande. Nu sker det igen: Arbejderne strejker, og i Paris hænger en halvpermanent em af tåregas. Så hvad er det, der foregår i republikken?

Står man på den parisiske metro en tidlig morgenstund, vil man typisk møde to klasser af mennesker: Dem, der fester, og dem, der skal rydde op efter festen. Som i de fleste europæiske metropoler er kupeerne, de sidder i, fælles, men deres tilværelser så forskellige som kan være. De ligner hinanden, og så alligevel ikke.

De første kan kendes på deres bevægelser: De sludrer, kysser, taber måske lidt øl på gulvet, misser deres stop.

Gaber, står af, går i seng.

Over for de første sidder de andre. For dem gælder det, at natten er morgen, og dagen endnu er lang. De andre sidder for det meste stille, pakket ind i klaser af tøj, hvis vinteren er strid, med lukkede eller åbne øjne, småsovende eller i færd med at læse; på telefoner, i lommebøger, i gratisavisernes gentagelser. De venter på, at de kan komme på arbejde, så de kan udføre en meget almindelig, men også essentiel funktion i enhver moderne nation: at udviske sporene fra de førstes liv og få det til at se ud, som om samfundet bliver født på ny hver eneste dag. Deres arbejde er usynligt, og hvis det ikke er det, er det, fordi de har gjort det dårligt. At gøre sig bemærket er fyringsgrund. En vellykket dag består i at få det til at se ud, som om man slet ikke har været der.

Og sådan kan det blive ved, og bliver ved. I Europas travleste transportkorridor bliver millioner af mennesker, rige som fattige, transporteret rundt hver eneste dag i året. Man krydser hinanden og tager derefter hjem til sig selv. Systemet fungerer, som det skal.

Så hvad er problemet?

Problemet er, når solopgangens virkelighed flyder over og ud i dagen – trænger sig på, bliver for åbenbar, som det sker for tiden. Når metroens lamper kaster deres lys ud i verden, og republikkens principper (farveblindhed, meritokrati) pludselig ikke længere rækker til at dække for virkeligheden, fordi det nu med ét bliver tydeligt – i det øjeblik strejken bliver erklæret, og maskinen bliver bragt til standsning – hvordan arbejdet egentlig er fordelt: I det frie samfund er det de sorte og de brune, der gør rent efter de hvide.

Protest

Om ikke andet er det nogenlunde sådan, man kan opridse situationen i Ile de France-regionen, hvor Paris ligger: Sandheden er den skandale, vi til hverdag gør vores for at undgå at se. Andre steder i landet er uretfærdigheden mere monokrom, men mindst lige så iøjnefaldende. I Frankrig som helhed, hvor strejken siden den 5. december har paralyseret både tog- og metronet, gælder imidlertid en og samme konstatering: De normalt så usynlige hænder, der får tingene til at hænge sammen, er med ét blevet overtydelige i deres pludselige fravær. I butikkerne mangler medarbejdere, og på gaden flyder uafhentet glasaffald, mens de af statens logistikere, der normalt bringer folk fra A til B, er vandret ud af deres centraler og førerkabiner og har indtaget boulevarder og pladser med deres kroppe. Mellem de organiserede og de uorganiserede arbejdere – hvilket i Frankrig groft sagt betyder mellem dem, der er ansat i det offentlige, og dem, der er ansat i det private – eksisterer en art livlinje, som først bliver tydelig, så snart den skæres over.

På den måde kan man sige, at strejken fungerer som en fremkaldervæske, der får systemets indre konflikter til at træde klart frem. Og det helt ind i hjertekulen. For den moderne kapitalisme kan, fra et eurocentrisk perspektiv, netop forstås som en proces af usynliggørelse: Det beskidte – og farlige – job med at producere forbrugssamfundets varer bliver flyttet over på den anden side af Jorden, mens de tiloversblevne hjemlige arbejdere enten bliver parkeret på permanent overførselsindkomst eller placeret i et af de mange lavtlønnede servicejobs, der består i at pleje, rengøre, reparere eller på anden måde yde omsorg for samfundets krop, og som gerne foregår i tidslige eller geografiske aflukker, hegnet af fra resten af hverdagen. Når arbejdsnedlæggelsen rammer, er det dette finmaskede servicenet, der bryder sammen – eller sagt på en anden måde: Det viser, hvordan de fattige til hverdag lever med et sammenbrud, der for os andre fremstår som sammenhæng.

I landets hovedstad, hvor kvadratmeterprisen for nylig har passeret 75.000 kr., har strejken særligt voldsomme konsekvenser. Den forhindrer nemlig den togtrafik, der hver morgen bringer indbyggerne fra Paris’ nord- og østlige banlieues (hvor særligt immigranter og efterkommere fra det tyvende århundredes kolonihistorie har deres bolig) til byens centrum for at udføre vigtige funktioner: De holder orden i de pæne kvarterer, vasker gaderne, passer de gamle og skifter børnene, bager baguetter, bygger bygninger og bemander supermarkederne.

Helt konkret nærer de prækære farvede fra forstæderne de velhavende hvide. Den ene gruppe udgør den andens eksistensgrundlag – og omvendt. Det var det, som Marx identificerede som kapitalismens iboende svaghed (og kilde til fremmedgørelse): Det er de arbejdende klasser, der skaber vores verden.

Problemet er bare, at det normalt ikke ser sådan ud. Et mellemlag af reklame og anden ideologi slører de egentlige produktionsforhold. Det er dén uretfærdighed, som strejken stiller skarpt på: Arbejderne og de fattige bliver først synlige, i det øjeblik de ikke længere er der. Deres hænder og deres stemmer opfattes først som en mangel.

Hvad med at blive bager?

Den politiske kamp er, blandt andet, en kamp om retten til rummet. Til at trække skillelinjerne mellem det offentlige og det private. I den kapitalistiske storby, der i 90’erne og 00’erne blev forstået som lykkelig multikulturel meltingpot, lurer disse kampe altid under overfladen. Til hverdag, når folk er i stand til at tage på deres mere eller mindre lange odysséer for at komme på arbejde, udstilles den profitbårne byplanlægnings systemiske konflikter imidlertid sjældent. Det sker dog en gang imellem. Som da Emmanuel Macron, sidste år i Élyséepalæets have, i forbindelse med et åbent hus-arrangement, kom i clinch med en yngre, arbejdsløs mand, der klagede til præsidenten over, at han ikke kunne finde et job. Svar? Jamen, han skulle da bare gå tværs over gaden. Der var præsidenten overbevist om, at der var masser af jobs. For eksempel i hotelbranchen, på en café eller i en restaurant. Eller hvad med i et bageri, var der nogen, der tilføjede.

Det kan alt sammen være rigtigt – også selvom arbejdsløsheden stadig ligger på omkring 8,5 %, og kontanthjælpen for en ung under 25 ligger på den svimlende, undskyld, motiverende sats af 4.100 kr.1 Men hvad hjælper alt dette, når startlønnen for en bager er omkring 10.000 kr. netto, og en lejlighed på 30 m2 i det 8. arrondissement koster i hvert fald 8.500?

Det er først, når bageren – der til daglig må tage det sidste nattog for at nå sin halvanden time lange transport fra forstaden til bageriet – decideret er forhindret i at nå på arbejde for at bage croissanter til gnaskende ministre, at strejken gør os opmærksomme på, hvor umulig en urban geografi den kapitaliserede by har skabt.

At være fattig i dag betyder at være fattig på tid. At bo i udkanten, men at være tvunget til at arbejde i centrum.

Veste versus fagforeninger

Et blik ud over de sidste 15 års Frankrigshistorie viser, hvordan denne samfundsmodel, der udstøder de fattige til periferien, bliver stadig mere udfordret: Fra ’forstadsurolighederne’ i 2005, over protesterne mod forringelserne af arbejdsmarkedsloven og Nuit debout i 2017, til de gule veste i 2018, og nu strejken, mobiliserer forskellige dele af befolkningen sig i mere eller mindre organiserede protester. Oftere og oftere hænder det, at replikfordelingen i nationalkomedien bryder offentligt sammen, og dem, der før var blevet reduceret til at arbejde bag tæppet, dukker frem og insisterer på at indtage scenen på lige fod med den sædvanlige besætning af hovedpersoner: chefer, journalister, politikere.

»On est là,« lød slagsangen fra de gule veste rundt omkring på landets rundkørsler: »Vi er her« – underforstået: også selvom I ikke bryder jer om det. Her skete der det, at folket, eller i hvert fald en del af det, skabte en ny politisk formation og hævdede suverænitet over for en kaste (demokratur er et ord, man hører mere og mere), der forsvarede sig ved at være folkevalgt, men som samtidig udmærkede sig ved konsekvent at afvise alle ‘populistiske’ krav (beskat de rige, bring bankerne under kontrol, gør noget ved den økologiske katastrofe) som urealiserbare. Der var ikke plads til deres stemme inden for systemet, så derfor gik de på gaden.

De nuværende protester mod pensionssystemet er derimod af mere klassisk tilsnit. Strejken drives af fagforeningerne, hvis kernetropper består af jernbanefolkene, der har for vane at stå i frontlinjen, og som til lejligheden er blevet fulgt af lærerne, medarbejdere fra raffinaderierne samt det parisiske metronets funktionærer. Tilsammen har de dannet en koalition, der i en vis grad har haft held til at lamme landet – og ifølge regeringen ikke mindst true julen (eller julehandlen, hvilket måske er det samme). Til demonstrationen den 17. december var der 1,8 millioner  på gaden2.

Den umiddelbare årsag til protesterne, der siden begyndelsen har været støttet af et flertal af befolkningen3, er regeringens forslag om at ’reformere’ pensionssystemet. Konsekvensen vil for mange franskmænd være, at de vil få en højere pensionsalder til en lavere sats. Dette vil ske, da man ikke længere vil udregne pensionssatsen ud fra de sidste arbejdsår (hvor man har tendens til at have tilkæmpet sig en højere løn), men over hele livet. I den forbindelse vil de offentligt ansatte, der typisk har en endog meget lav startløn, blive særligt hårdt ramt4. Deraf strejkevilligheden.

I Frankrig har man allerede en delvist differentieret pension, som tager hensyn til det forhold, at kroppen hurtigere går i stykker i nogle job end andre. Et fag kan således være mere ”penibelt” end et andet, hvorfor man i Frankrig taler om en penibilité de travail. En term, som præsidenten, hvis hele karriere – fra investeringsbanken Rothschild til Élyséepalæet – har foregået i forgyldte lokaler, erklærede, at han ikke brød sig om. Det var alt for negativt. For at klare sig i den nye virkelighed må man elske sit job og i øvrigt hele tiden være klar til at tage et andet. Optimisme leder til innovation. I la start-up nation, hvor selv de ulykkelige burgerudbringende madbude betragtes som auto-entrepreneurs5, er det altid en lykke at arbejde. På arbejdspladsen realiserer man, i lighed med præsidenten, sig selv som et rigtigt menneske6.

Det er den samfundstanke, som den nuværende strejke stiller sig op imod. ’Reformen’ er i den forstand et symptom, men også et påskud. Fordi befolkningens vrede i det nuværende system ikke har noget sted at gå hen, dukker den som trold af en æske op ved enhver nogenlunde given lejlighed.

Oprørets symmetri

I forhold til de gule veste, der repræsenterede en ny faretype, netop fordi bevægelsen var uorganiseret, organisk og dermed uforudsigelig, er den nuværende konflikt med fagforeningerne på mange måder nemmere at håndtere for regeringen. Her er ledere og klare organisationer. Nogle at forhandle med – og hvis forhandlingen går galt, kan man altid klandre arbejderlederne for at være ikke-repræsentative, håbløst gammeldags og dertil julefjendtlige marxister. Der er med andre ord tale om en klassisk symmetrisk magtkamp inden for rammerne af et veldefineret lovligt system, snarere end et asymmetrisk oprør mod systemet som helhed.

Både i det ene og det andet tilfælde findes der imidlertid, ud over regeringen og de protesterende, en anden helt central spiller, hvis rolle i de udenlandske medier har været underbelyst: Politiet.

Det franske politikorps, navnlig den notorisk brutale oprørsafdeling, ’CRS’, har i de sidste par år været på noget, der ligner permanent overarbejde for at sørge for, at staten ikke falder. Oprindeligt skulle også deres specielle pensionsordning reformeres, men dette blev hurtigt skrinlagt, da betjentenes fagforeninger på linje med de andre lønmodtagere truede med at gå på strejke. Noget lignende skete sidste år i de mest ekstreme af de borgerkrigslignende decemberdage, hvor brændende barrikader blokerede store dele af byen, og regeringskilder snakkede uden for citat om frygten for gul paladsstorm. Her fik politiet, i det øjeblik det offentliggjorde sin frustration over at være regeringens nyttige håndlangere, med lynhast forhandlet en lønforhøjelse hjem.

Det lyder vanvittigt, men det er ikke desto mindre rigtigt: Frankrig i slutningen af 10’erne er en republik, hvor regeringens hånd over folket er så svag, at politiet kan holde den som gidsel.

Et par tal kan i den forbindelse anskueliggøre, hvordan dette er muligt: I perioden fra protesterne omkring de gule veste begyndte i november sidste år til 12. marts 2019, var antallet af sårede som følge af begivenhederne enormt: 202 personer havde fået alvorlige hovedskader, 21 mennesker havde mistet i hvert fald et øje efter at have være blevet beskudt med højhastighedsgummikugler fra det såkaldte Flash-ball-gevær, og 5 havde mistet hænder som konsekvens af ordensmagtens granatdetonationer. Dertil kom en ældre dame i Marseille, der blev slået ihjel af en gasbombe, politiet havde kastet ind i hendes lejlighed.7

Og det er kun tal for dem, der kom på hospitalet (eller i lighuset), og som medierne fik nys om.

Selvom der på nettet florerer utallige videoer, der dokumenterer det ekstreme omfang af statsudførte overgreb, er til dato kun to politimænd blevet dømt: Én for at have kastet en brosten og én for at have slået en  demonstrant ned. De fik henholdsvis 2 og 3 måneders betinget fængsel og kan ubekymret fortsætte i tjenesten.

Konfronteret med denne bølge af vold reagerede staten, som stater nu engang gør: Den uddelte medaljer. Mere præcist annoncerede indenrigsministeren, Christophe Castaner, at 9.162 fortjenstmedaljer skulle distribueres til mandskab, der havde været aktivt i nedkæmpningen af de gule veste, heriblandt flere, der beviseligt havde slået forsvarsløse ned. Ministeren mente, diskussionen om ordensmagtens handlinger var helt hen i vejret: »Når jeg hører visse ansvarspersoner tage parti for ballademagerne i stedet for sikkerhedsapparatet, og man derudover taler om en uhørt, og illegitim [politi]brutalitet, bliver jeg lamslået.«8At der for regeringen således kun fandtes legitim brutalitet, kom præsidenten selv til at bevidne, da han blev konfronteret med en borger, der udfrittede ham om situationen. Med simple ord forklarede Macron, at begreber som »repression« og »politivold« overhovedet ikke kunne finde anvendelse i en »retsstat« som den franske9. Det var faktisk meningsløse stavelser uden noget muligt referencepunkt i virkeligheden. Det kunne logisk set ikke eksistere. Færdig, slut.

Krig og fred

Det er en kendt sag, at de lande, hvis våben- og sikkerhedsindustrier er mest succesfulde, er dem, der har et hjemmemarked, hvor man kan teste den nye teknologi i praksis på udvalgte dele af befolkningen. Det gælder for USA (de sorte), for Israel (palæstinenserne) og for Frankrig (beboerne i forstæderne og demonstranterne)10. I Europas suverænt mest militariserede stat har politiet, efter undtagelsestilstanden blev ophævet ved simpelthen at skrive den ind i civillovens kodeks, endvidere fået nye beføjelser til at kontrollere befolkningen uden domstolskontrol. Går man til demonstration i dag, er forudgående kropsvisitation ved checkpoints, der afskærmer folkemængden, blevet hverdag.

Dertil kommer, at de galliske betjente råder over et våbenarsenal, der ville kunne få selv den mest hårdhudede autokrat til at rødme – og hvoraf dele (som den TNT-baserede tåregasgranat GLI-F4, der har ført til både manddrab og utallige afsprængte hænder) i øvrigt er forbudt i resten af EU. Ved demonstrationen den 1. december 2018 skød det franske politi 10.000 granater af.

Og det fortsætter. I Macrons Frankrig, hvis valg blev hyldet af intellektuelle og magthavere over hele Europa fra Jürgen Habermas til Rune Lykkeberg11, er det åbne samfund blevet realiseret som en stærkt bevæbnet forsamlingsplads, hvor modsætningen mellem krig og fred i praksis er blevet ophævet i en tilbagevendende ilddans af politiblokader, persontjek, belejringer, gasbomber og gummikugler. Her er det farligt at befinde sig på bunden, eller sagt på en anden måde: på gaden.

Til gengæld er der lunt på toppen, i det luftlag, hvor jetstrømmene bærer privatfly og personlige helikoptere rundt: Bernard Arnault, CEO i LVMH-koncernen og en kær ven af det franske præsidentpar, er netop kravlet op på andenpladsen i Forbes’ årlige kåring af verdens rigeste. Selvom han er 70 år og ikke har nogen planer om at trække sig tilbage, har han sparet fornuftigt op til sin pension. 109 milliarder dollars står der indtil videre i banken. Så bliver det vist også jul igen i år.

Matthias Dressler-Bredsdorff er Europa-redaktør på Eftertryk Magasin og lektor ved Sorbonne Université i Paris.
Fotografiet øverst er taget af Patrice Calatayu (creative commons).

  1. Service-public.fr: “RSA jeune actif”, 1. april 2019. www: https://www.service-public.fr/particuliers/vosdroits/F286.
  2. Ifølge fagforeningen CGT. Ifølge indenrigsministeriet var tallet 615.000. France 24: ”Réforme des retraites : 615 000 manifestants en France selon l’Intérieur, 1,8 million selon la CGT”, 17. december 2019. www: https://www.france24.com/fr/20191217-en-direct-suivez-la-journ%C3%A9e-de-mobilisation-du-mardi-17-d%C3%A9cembre-contre-la-r%C3%A9forme-des-retraites.
  3. Cassandre Jeannin: ”Réforme des retraites : 62% des Français soutiennent le mouvement de grève”, RTL, 17. december 2019. www: https://www.rtl.fr/actu/debats-societe/reforme-des-retraites-62-des-francais-soutiennent-le-mouvement-de-greve-7799715653
  4. Lærernes startløn har til eksempel ligget fast i efterhånden mange år, og er dermed de facto blevet spist op af inflationen. Le Café Pédagogique: ”Comment les salaires enseignants ont baissé”, 11. September 2019. www: http://www.cafepedagogique.net/lexpresso/Pages/2019/09/11092019Article637037834734421219.aspx
  5. En type kontrakt, der tillader deres arbejdsgivere at undgå at betale deres skatter.
  6. Louis Nadau: “Monde parallèle : Macron conteste le mot ‘pénibilité’ car… ‘ça donne le sentiment que le travail serait pénible’”, Marianne, 4. oktober 2019. www: https://www.marianne.net/politique/monde-parallele-macron-conteste-le-mot-penibilite-car-ca-donne-le-sentiment-que-le-travail
  7. Wikipedia: “Violence policière”. www: https://fr.wikipedia.org/wiki/Violence_polici%C3%A8re#Cas_de_violences_polici%C3%A8res
  8. France 24: “Christophe Castaner décore des policiers soupçonnés de violences”, 19. juli 2019. www: https://www.france24.com/fr/20190719-france-christophe-castaner-decore-policiers-soupconnes-violences-gilets-jaunes
  9. Le Monde: “«Gilets jaunes» : pas de « violences policières », selon Emmanuel Macron”, 8. marts 2019 https://www.lemonde.fr/societe/article/2019/03/08/gilets-jaunes-pas-de-violences-policieres-selon-emmanuel-macron_5433154_3224.html
  10. Se til eksempel Didier Fassins Enforcing Order og Jackie Wangs Carceral Capitalism.
  11. »Macrons bog viser, hvorfra vi kan tænke vores samfund så stort og solidarisk, at de kan blive great og grand igen,« skrev Rune Lykkeberg i en tidlig artikel om den fremtidige præsident. Jeg har tidligere skrevet om de intellektuelles forblændelse af Macron her: ”Åbne samfund, lukkede øjne”, Information, 23. februar 2017. www: https://www.information.dk/debat/2017/02/aabne-samfund-lukkede-oejne