Eika, Na og Lang tager fejl: Den danske regerings tiltag kan ikke kaldes ”statsracisme”

Af Lasse Winther Jensen

DEBAT: På Eftertryks hjemmeside kunne man 7. november læse en kommentar af Laura Na og Mikas Lang, der bakkede op om Jonas Eikas tale i forbindelse med modtagelsen af Nordisk Råds litteraturpris. Her beskyldte den unge forfatter statsminister Mette Frederiksen og skiftende danske regeringer for at udøve ”statsracisme.” Na og Lang baserer imidlertid deres analyse på dovne, uunderbyggede beskyldninger og en problematisk teoretisering af fænomener som kolonialisme, racisme og diskrimination. Jeg vil her gå i rette med en håndfuld uddrag fra deres korte kommentar.

Blandt de meget få konkrete aspekter ved den angivelige danske statsracisme, som Na og Lang nævner, er følgende beskyldning: “I Danmark er diskrimination og racisme også baseret på modstand mod kulturel forskellighed. Derfor skal muslimer spise frikadeller, hvis de ikke vil være en trussel mod ‘vores’ demokrati og sammenhængskraft.” Deres tekst foregiver at handle om de politikker, der blev vedtaget af den foregående regering, og som nu i vid udstrækning videreføres med den nuværende statsminister, Mette Fredriksen, ved roret for en socialdemokratisk ledet regering. Mig bekendt er der ingen politikere i hverken den forrige eller den nuværende regering, der har hævdet, at muslimer er en trussel mod demokratiet og sammenhængskraften, hvis de ikke spiser frikadeller. Det er muligvis synspunkter, man kan støde på blandt visse mere kulørte medlemmer af højrefløjen, men det er meget langt fra at være gangbar valuta i dansk politik. Sigende nok underbygger de to kronikører ikke deres påstand med eksempler.

I samme problematiske boldgade finder man kommentarer som, at “Det er racisme, når det er sværere at få et job, hvis man hedder Hassan og ikke Hans.” Det siger sig selv, at danskere med anden etnisk baggrund er ofre for racisme, når de systematisk forfordeles af folk med etnisk dansk baggrund. Det er imidlertid en meget malplaceret observation i en kommentar, der angiveligt handler om ”dansk statsracisme,” for den slags diskrimination sker jo på ingen måde med den danske stats gode vilje. Der er ingen, der har grund til at tro andet end, at ethvert medlem af regeringen og dets støttepartier finder det dybt problematisk, at det er sværere at få et job for folk med minoritetsbaggrund end for folk med etnisk dansk baggrund.

Desuden viser Na og Lang stor mangel på analytisk og faktuel præcision i deres kommentarer om det forkætrede ghettoudspil, hvor de blandt andet hævder, at “Skønt unge med ikke-vestlig baggrund i lige så høj grad er i uddannelse som jævnaldrende med dansk baggrund, skal de tvangsflyttes for at integreres i det danske samfund.” Det er mildt sagt misvisende at tale om ‘unge med ikke-vestlig baggrund’ som en samlet gruppe. Ghettoudspillets tiltag har som eksplicit formål at forebygge udviklingen af parallelsamfund blandt ikke-vestlige flygtninge, indvandrere og efterkommere med en særlig socio-økonomisk baggrund. At der findes sociale problemer og tendenser til parallelsamfund i områder med en høj koncentration af borgere med ikke-vestlig baggrund, er for de fleste mennesker en ukontroversiel konstatering. Ghettoudspillets tiltag har som eksplicit mål at afhjælpe disse problemer. Man kan sagtens være uenig i den grundlæggende ide om, at eksempelvis nedrivning af boliger og omstrukturering af sociale boligbyggerier på nogen måde bidrager til at løse problemerne. Man kan endda mene, at den slags tiltag kun vil gøre problemerne værre. Men det er fejlagtigt at antyde, at tiltagene skyldes et ønske om en bloc at genere unge med ikke-vestlig baggrund. Det er jo ikke alle danske borgere med ikke-vestlig baggrund, der bor i de såkaldte ghettoer.

Flere andre dele af kommentaren afslører, at denne mangel på præcision og ærlighed i argumentationen sandsynligvis har rødder i et teoretisk unuanceret og dybt ufleksibelt syn på begreber som racisme og diskrimination. Na og Lang strækker sig så langt, at de godt vil anerkende, at den foregående regerings ghettoudspil ikke have noget med biologisk racisme at gøre. Alligevel diverterer skribenterne efterfølgende med følgende: “Racisme eksisterer ikke på grund af forskellige racer, men racer og idéen om, at nogen står over andre, findes på grund af racisme. Derfor kunne man ifølge kolonialismens logik udbytte og udrense mennesker og frarøve dem deres land. Derfor kan man internere børnefamilier, der er flygtet fra krig, ved siden af militære øvelsesterræner.” Denne glidende overgang fra kolonialismens udbytning og udrensning til de nok så kritisable forhold for afviste asylansøgere anerkender ikke kategoriforskellen mellem de to sammenhænge. Flygtninge er ikke interneret på Sjælsmark og Kærshovedgård, fordi den danske regering mener, de er af en laverestående race, men fordi de ikke opfylder de givne krav for at få ophold i Danmark. Disse krav kan man sagtens gå i rette med, men at det skulle have noget som helst at gøre med de racistiske mekanismer, der definerede kolonialismen, det formår Na og Lang ikke at anskueliggøre. Det forbliver luftig og løs teori.

Som udgangspunkt er der et stort mindretal af folk med anden etnisk baggrund end dansk i Danmark, fordi den danske stat har givet dem lov til at slå sig ned i landet ud fra humanitære principper og med en principiel ambition om, at de skal være borgere på lige fod med alle andre. Kolonialismen opererede ud fra en præmis om, at de koloniserede folkeslag var mindre værd end kolonisatorerne, og det derfor var tilladt at udbytte dem. Det er svært at slippe tanken om, at sproget til at tale om kolonialismens forbrydelser risikerer at blive udvandet, hvis samme begrebsapparat og register anvendes på forhold i Danmark anno 2019. Na og Lang anskueliggør på ingen måde, hvordan kolonialismen og interneringen af afviste asylansøgere udgør punkter på samme spektrum. Mennesker bliver ikke interneret i asylcentre på grund af deres etniske ophav, men fordi de ikke lever op til kravene for ophold i Danmark og følgende ikke har samme rettigheder inden for landets grænser som danske statsborgere har. Disse krav kan man være modstander af, men det har intet at gøre med racisme. Det bunder helt simpelt i nationalstatens logik.

Selve pointen med ghettoudspillet præsenteres sådan her af den foregående regering: ”Vi ønsker at nedbryde parallelsamfund én gang for alle.” Det eksplicitte ønske er således at hjælpe de mennesker, der bor i de såkaldte ghettoer. Man kan så være lodret uenig i, at udspillet opnår det, der intenderes fra politikernes side, men det giver ingen mening at sammenligne ghettoudspillet med politik fra verdenshistoriens mørkeste kapitler, hvor det eksplicitte formål var at undertrykke dele af befolkningen på baggrund af deres hudfarve eller etnicitet. At anvende en sådan teoretisk ramme bidrager ikke til forståelsen af hverken kolonialismen eller forholdene i dagens Danmark.

Naturligvis kan det være, at skoen trykker hos Na og Lang ved selve ideen om nationalstaten, som uvægerligt medfører, at nogle mennesker har ret til at bo i Danmark, mens andre ikke har. Hvis dét er tilfældet, så burde et opgør med selve ideen om nationalstaten være diskussionens udgangspunkt frem for underlødige og komplet uunderbyggede sammenligninger med kolonialismen. Og hvis de to skribenter tilslutter sig nationalstaten som koncept, så burde udgangspunktet for en diskussion være en anerkendelse af, at politiske tiltag som ghettoudspillet er sat i verden med den hensigt at afhjælpe problemer blandt visse borgere i socio-økonomisk udfordrede dele af Danmark. Dernæst er vejen så banet for eventuelt, med konkrete eksempler, at anskueliggøre, hvorfor udspillet ikke hjælper, og hvilke tiltag der kunne hjælpe i stedet.

Såvel Jonas Eika som Laura Na og Mikas Lang taler om ”statsracisme” i Danmark. Jeg gad godt vide, hvilke ord, de ville tage i brug, hvis de skulle påtale nogle af de ting, der foregår i lande som Kina og USA. Det er svært at forestille sig andet end, at det ville medføre en vis kognitiv dissonans hos en kinesisk uighur eller en sort amerikaner, hvis det, de udsættes for på daglig basis skal indføres i samme teoretiske ramme som de nok så kritisable ting, der foregår i Danmark.