Historien om dansk kapitalisme

Kapitalismen har – big surprise! – vundet frem i Danmark i de sidste 100 år, men hvor meget? Faktisk kan der sættes tal på fremgangen. Men hvordan har det numeriske styrkeforhold mellem arbejderklasse, offentligt ansatte og selvstændige udviklet sig? Og i hvilken udstrækning er kapitalen blevet koncentreret på færre hænder? Politisk økonom Anders Lundkvist bryder tallene ned og analyserer bevægelserne for os.

Af Anders Lundkvist

Kapital er penge, der gives ud for at generere en profit, altså blive til flere penge, og kapitalisme er et økonomisk system, hvor denne profitmaksimering er den herskende drivkraft.1 Hverken i dag eller for 100 år siden var dansk økonomi 100 % kapitalistisk. Der er også en offentlig sektor, hvis indretning bestemmes demokratisk af Folketing og kommunalbestyrelser; der findes i vores tid stærke tendenser til kommercialisering, men målsætningen er stadig typisk at skaffe velfærd til befolkningen, altså ikke profitmaksimering. Og der er stadig dele af den private sektor, hvor den økonomiske aktivitet ikke sigter på profit og ekspansion, men på at sikre udkommet for en familie, hvor målsætningen er brugsværdi/nytte snarere end entydig profit.

Når man er interesseret i en analyse af dansk kapitalisme, bør økonomien derfor opdeles i tre sektorer: den kapitalistiske sektor og dens to modmagter, nemlig den offentlige sektor og den ikke-kapitalistiske del af den private sektor. Opgaven i denne artikel bliver først og fremmest at kvantificere de tre sektorer og beskrive den historiske udvikling i styrkeforholdet mellem dem.

Den årlige værdi af produktionen af varer og tjenesteydelser i den danske økonomi beskrives bedst af bruttofaktorindkomsten (BFI). Opgaven er at bestemme, hvor stor en andel de tre sektorer hver især bidrager med. Vi véd alle, at den offentlige sektor og den kapitalistiske sektor har fået langt mere vægt i forhold til den tredje sektor, men kan vi sætte tal på forskydningen? I 1800-tallet foregik den meste økonomiske aktivitet på landet, hvor husmænd og gårdejere bestræbte sig på at få det til at løbe rundt for sig selv og deres familie; i dag varetages den private del af økonomien helt overvejende af selskaber, der stræber efter maksimal profit. Men kan vi måle denne vægtforskydning? 10 % kapitalisme i 1850, 85 % i 2019?

I 1800-tallet er det statistiske materiale for spredt og usikkert til at foretage en sådan måling – så vi må nøjes med mere upræcise vurderinger – men efter 1901 øges kvaliteten af det statistiske materiale.2 Som det vil fremgå i det følgende, benytter jeg mig af to metoder: Frem til 1973 inddeler jeg den private sektor i kapitalistiske og ikke-kapitalistiske (eller mindre kapitalistiske) brancher, fx industri vs. håndværk. Derefter ser jeg i stedet på ejerforholdene, idet selskaber vurderes at være kapitalistiske, mens de små enkeltmandsvirksomheder kategoriseres som ikke-kapitalistiske.

Til sagen! Vi starter med et kort blik på forhistorien til den danske kapitalisme, nemlig 1800-tallet.

1800-tallet: Mellem feudalisme og kapitalisme

I 1700-tallet var den danske produktionsmåde feudalistisk. Langt det meste af jorden var ejet af godsejerne (oftest adelige) og noget af Kongen. Bønderne var fæstebønder, og der var meget få selvejere. Dermed var den danske feudalisme en af de ‘reneste’ i Europa, fx var selveje betydelig mere udbredt i Frankrig og Norge.

Afviklingen af denne produktionsmåde begynder med landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet; de tidligere fæstebønder køber deres gårde og bliver selvejere, enten som husmænd eller som gårdmænd. Taberne i denne proces bliver landarbejderne, der berøves den relative sikkerhed i landsbyfællesskaberne, og derfor må arbejde som, mere eller mindre, frie lønarbejdere for gårdmændene og godsejerne (der stadig ejer jorden knyttet til godset).

Hvordan skal vi karakterisere den nye produktionsmåde? Nogle har talt om ‘agrar kapitalisme’,3 men det er kun godserne, der profitmaksimerer, især ved at sælge korn til udlandet. Den største del af produktionen varetages af de nye selvejere, og de bestræber sig på at få et udkomme for sig selv og deres familie. Den økonomiske ekspansion, der er indbegrebet af den kapitalistiske profitmaksimering, ligger selvejerne fjernt og er faktisk umulig helt frem til omkring 1960, fordi det indtil da er forbudt at sammenlægge gårde. I starten af århundredet var der en betydelig grad af selvforsyning hos landboerne, fx i form af ‘husflid’; man producerede en stor del af livsmidlerne selv. Produktionsmåden kan bedst karakteriseres som ikke-kapitalistisk markedsøkonomi, også kaldet simpel vareproduktion.

Men efterhånden begynder man at sælge til og købe fra byerne; varehandlen næsten firedobler sin vægt, fra 3,2 % af BFI i 1820 til 11,8 % i 1890.4 Anderledes udtrykt får pengeøkonomien stigende betydning. Endnu i midten af 1850’erne betalte sognebeboerne over halvdelen af skatterne i naturalier, men i slutningen af perioden (omkring 1900) var denne naturalieøkonomi helt forsvundet.5

Kapitalismen eksisterer i udkanten af produktionsmåden, i form af først handelskapital, senere også finanskapital, med oprettelsen af Privatbanken (Tietgen) i 1857 og Landmandsbanken (Glückstadt) i 1871, men bortset fra godsdriften har kapitalismen endnu ikke fået greb om produktionen. Dette forudsætter ifølge Marx en oprindelig akkumulation, nemlig dels pengeophobning, dels etableringen af frie lønarbejdere.6 Pengene kommer fra godsernes overskud og fra handelskapitalen, mens en urban arbejderklasse får betydning fra 1870’erne, da overskudsbefolkningen fra landet begynder at søge til byerne.

I 1890’erne er scenen således sat for det kapitalistiske gennembrud.

1901-1957: Stækket kapitalisme

Den periodeinddeling, man opererer med, afhænger af ens forskningsinteresse. Forskellige valg af perioder giver meget forskellige billeder af udviklingen.

I en generel fremstilling af Danmarks økonomiske historie er det for eksempel naturligt at betragte de to verdenskrige som skel, for her sker der dramatiske begivenheder, også på det økonomiske område. Til eksempel er vilkårene i 1930’erne meget forskellige fra efterkrigstiden. Når interessen, som her, rettes mod kapitalismens strukturelle udvikling, er der andre kriterier på spil.

De store industrivirksomheder inkarnerer byens kapitalisme, og denne produktion går kraftigt frem i 1890’erne, så industriens bidrag til BFI i 1901 er nået op på paritet med håndværket, der indtil da var dominerende. De to erhverv bidrager nu med hver 10 % til BFI, og i de følgende år lægger industrien stadig mere afstand til håndværket.7 Kapitalismen har nu fået greb om produktionen. Når jeg netop vælger 1901 som skel, skyldes det også, at Danmark samme år får parlamentarisme og dermed demokrati; tidligere måtte folket (Folketinget) dele magten med Kongen og overklassen i Landstinget, og som Estrup viste, var det disse to spillere, der fik sin politik igennem indtil ca. 1895. Det betyder også, at den offentlige sektor ændrer karakter i 1901, fra at være et redskab for overklassen til at være demokratisk.

Der er tre grunde til at afslutte perioden i 1957.

Indtil slutningen af 1950’erne foregår den økonomiske vækst, og dermed også kapitalismens udvikling, i et moderat, for ikke at sige langsomt tempo. Først derefter buldrer den højkonjunktur, der varer frem til 1973, af sted. Endvidere tager landbrugets nedtur for alvor fart i slutningen af 1950’erne; Danmark ophører med at være et landbrugsland, og med dansk landbrugs overvejende ikke-kapitalistiske karakter betyder dette i sig selv en relativ styrkelse af kapitalen. Endelig markerer vedtagelsen af folkepensionen i 1957 begyndelsen på en grundlæggende ændring i den danske kapitalismes karakter, idet velfærdsstaten, og dermed en stor offentlig sektor, vokser frem, således at en betydelig del af økonomien unddrages direkte kapitalistisk styring.

Lad os nu se på forskydningerne mellem de tre hovedsektorer i denne periode.

Bestemmelsen af den offentlige sektor og dens bidrag til landets BFI giver sig selv, men hvordan skelne indenfor den private sektor mellem den kapitalistiske og mindre kapitalistiske del? Jeg bruger her metoden at se på de forskellige brancher og vurdere, i hvilken udstrækning de er kapitalistiske. Vi starter med at se på udviklingen i de forskellige erhvervs relative (procentvise) bidrag til landets samlede BFI, jf. Tabel 1.

Tabel 1. Erhvervsudviklingen 1901-1957, andel af BFI (procent):

 190119141922192519291935193919481957
Landbrug m.v.31½3223½24½231818½2117½
Håndværk1078
Bygge og anlæg53335
Industri101010½11½1114½15½1918½
Varehandel14151819½181717½1614
Privat transport45757577
Finans422
Bolig-benyttelse7685
Det offentlige910½1412½121312½13½15½
Øvrige51035
I alt100100100100100100100100100

Kilde: Beregnet ud fra Hansen (1974): Økonomisk vækst i Danmark, Bd. II, Appendiks, Tabel 3. Note: ‘Øvrige’ er hoteller, restauranter, biografer og teatre, der trods enkelte større virksomheder, helt er præget af smådrift, samt liberale erhverv og husgerning, der naturligvis er ikke-kapitalistiske.

Ikke overraskende er hovedtendenserne, at landbruget går kraftigt tilbage, mens industrien og den offentlige sektor oplever en betydelig fremgang; håndværket går tilbage, men ikke meget, dvs. det udkonkurreres ikke af industrien.

Hvilke erhverv er kapitalistiske?

Industrien er oplagt en del af kapitalismen, for det er store virksomheder med over 5 ansatte, mens håndværksvirksomheder har færre. Modsat håndværket styres industrien ikke af hensynet til familiens levefod, men af markedet, og her er det nødvendigt at profitmaksimere for ikke at tabe i konkurrencen.

Varehandel består af store engrosvirksomheder (og agenturer) og detailhandlens utallige småbutikker; de første er helt klart kapitalistiske, de sidste ikke. Bidraget til BFI fra de to typer af handel kan adskilles, omend det med det foreliggende statistiske materiale ikke er let. Det afgørende er her ikke, om snittet lægges det helt rigtige sted, men at kriterierne for inddelingen fastholdes gennem perioden; tendensen er det vigtigste.8

Privat transport (den offentlige del er inkluderet i ‘det offentlige’) består overvejende af en mængde små vognmandsforretninger og et mindre antal store rederier af klar kapitalistisk karakter.

Indenfor den finansielle sektor er banker og til dels forsikring kapitalistiske, mens sparekasser og kreditforeninger var knyttet til andelsbevægelsen og dermed det økonomiske demokrati på landet. Den kapitalistiske andel har i de fleste år ligget mellem 33 % og 40 %.

Den sidste korrektion vedrører ‘boligbenyttelse’, hvis bidrag til BFI er værdien ved at bebo en lejlighed eller et hus. Dette er huslejen. Denne foreligger direkte ved beboelse af udlejningsejendomme, mens ‘huslejen’ ved beboelse af eget hus skønnes ud fra huslejen for en tilsvarende bolig. Mennesker, der ejer deres bolig eller bor i almennyttigt byggeri, er ikke drevet af profitmotivet, men privat udlejning af boliger er klart en kapitalistisk aktivitet (ofte af spekulativ karakter).

Endelig skal nævnes, at landbruget stadig er familiebaseret, altså ikke kapitalistisk orienteret (godserne mister hurtigt økonomisk betydning), og at bygge og anlæg i denne periode er klart håndværkspræget; de store entreprenørvirksomheder hører en senere epoke til.

Vi kan nu kvantificere de kapitalistiske branchers bidrag til BFI, hvilket sker i Tabel 2.

Tabel 2. Den kapitalistiske sektor 1901-1957, andel af BFI (procenter):

 190119141925193519481957
Industri101011½14½1918½
En gros og agenturer810½88
Rederier2222
Finans-kapitalen½1½11
Udlejnings-firmaer332
I alt2324½2828½32½33½

Kilde: Erhvervstællingerne for 1925, 1935, 1948 og 1958; Hansen, 1974; II: Tabel 3.

Den private sektors bidrag til BFI er landets samlede BFI minus den offentlige sektors bidrag (jf. Tabel 1), og fratrækkes ovenstående bestemmelse af den kapitalistiske del, får vi den ikke-kapitalistiske del af den private sektor.

Vi kan nu sammenfatte udviklingen i de tre sektorers relative bidrag til BFI, jf. Tabel 3.

Tabel 3. De tre hovedsektorer 1901-1957, andel af BFI (procenter):

 190119141925193519481957
Offentlige sektor910½12½1313½15½
Private sektor9189½87½8786½84½
- den kapitalistiske del2324½2828½32½33½
- den ikke-kapitalistiske del686559½58½5451
I alt100100100100100100

Når den ikke-kapitalistiske del af den private sektor mister vægt i økonomien, skyldes det helt overvejende landbrugets tilbagegang; i byerne går håndværket kun marginalt tilbage, men det kompenseres af fremgangen for bygge og anlæg (Tabel 1).

Tabel 2 viser, at den relative fremgang for den kapitalistiske sektor alene skyldes industrien; den danske økonomi bliver mere kapitalistisk, men det går langsomt, og i efterkrigstiden frem til 1957 sker der næsten ikke noget, hvilket må skyldes, at økonomien generelt stagnerer. Kapitalen klarer sig rimeligt gennem 1930’ernes krise, dels fordi konkurrencen fra udlandet stort set falder bort, dels fordi politiske indgreb holder hånden under byerhvervene.

For at kunne sammenligne må kategorierne have samme kvalitet over tid, men er ‘industri’ det samme i 1901 og 1957? Det er det, for så vidt som definitionen – fremstillingsvirksomheder med flere end 5 ansatte – forbliver den samme. Men branchen ændrer karakter, fordi der bliver flere store virksomheder; kapitalen koncentreres. Denne tendens gælder hele perioden, men især i årene frem til første halvdel af 1920’erne, hvor kapitalen stort set var ureguleret, karteller florerede, og der var mange fusioner og overtagelser.

Især finanskapitalen styrkes frem til begyndelsen af 1920’erne:

“Det er åbenbart, at de danske kapitalinteressers greb omkring det politiske liv som helhed strammedes under krigen [1.Verdenskrig] og ikke mindre i de nærmeste år derefter. Koncentrationsprocessen i erhvervslivet havde før krigen taget nogle vældige skridt fremad, og den kapitalekspansion, som krigen skabte, øgede yderligere storfinansens opfattelse af egen styrke og prestige, en vurdering, som underbyggedes af, at meget få lovmæssige bånd begrænsede dens aktiviteter, og ved at statsmagten under krigstidens reguleringer og handelsforhandlinger i væsentlig grad støttede sig til de store finansielle foretagenders ledere. I de nærmeste efterkrigsår, inden krisen og Landmandsbankkrakket havde pillet glorien af stormagnaterne, talte man ligefrem om ‘Det tredie Ting’, som udtryk for den indflydelse, som storfinansen øvede på politisk administration og presse.”9

Dennes magt udtrykkes slet ikke ved finanssektorens meget beskedne bidrag til landets BFI (Tabel 1). I stedet må vi se på den kapital (aktiver), som den råder over, for det er gennem især udlån til erhvervslivet, at finanssektoren gør sin indflydelse gældende.

Kapitalen er selvfølgelig ikke en del af landets BFI, men ved at sætte den i relation til landets BFI i de forskellige år kan vi få et indtryk af udviklingen. Her viser det sig, at hele den finansielle sektors vægt falder fra 179 % af BFI i 1914 til 100 % i 1957, og for så vidt foreligger der – måske overraskende – en affinansialisering af den danske økonomi; ser vi specielt på den egentlige finanskapital (banker og livsforsikring), er faldet fra 64% til 44%. Perioden er realøkonomiens, ikke ‘pengeøkonomiens’ tidsalder. Årene omkring 1. Verdenskrig var en parentes.

1957-1982: Velfærdskapitalisme

Som nævnt begynder perioden i 1957. Den internationale højkonjunktur buldrer nu ind over Danmark, og med indførelsen af folkepension begynder opbygningen af velfærdsstaten, med en kraftigt ekspanderende offentlig sektor. Perioden slutter i 1982, da denne sektor når sit maksimum; samtidig kommer Schlütter til magten og drejer politikken i nyliberal retning, på et tidspunkt da landet stander i våde, med høj arbejdsløshed, kraftig inflation og stort underskud på betalingsbalancen.

I øvrigt består perioden af to skarpt adskilte dele, før og efter 1973. I det år vender jordskredsvalget op og ned på det politiske landskab, og i 1974 kommer oliekrisen til landet, med kraftigt stigende arbejdsløshed. Der er samtidig et jordskred på det metodologiske plan, for efter 1973 ophører Danmarks Statistik med at skelne mellem industri og håndværk; et nyt redskab, nemlig opdeling af økonomien på ejerforholdet, må nu tages i brug for at bestemme den kapitalistiske sektors vægt i økonomien.

1957-1973: Højkonjunktur

Med samme metodologi som i forrige afsnit, altså baseret på branchernes kapitalistiske eller ikke-kapitalistiske karakter, fortæller Tabel 4 historien.

Tabel 4. De tre hovedsektorer 1957-1973, andel af BFI (procenter):

 195719651973
Offentlige sektor15,719,325,7
Private sektor84,380,774,3
- den kapitalistiske del33,032,031,5
- den ikke-kapitalistiske del51,348,742,8
I alt100100100

Kilde: Se Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, Kapitel 5; efter 1970 opgøres den offentlige sektor lidt anderledes, hvilket formentlig har øget dens andel med ca. 2 % af BFI.

Det, der springer i øjnene, er den voldsomme stigning i den offentlige sektors vægt. Det beror udelukkende på en vækst i offentlige tjenester (især uddannelse og sundhed), idet offentlige virksomheder (især værker, jernbaner og post) ligger konstant på godt 6 %. Indkomstoverførsler (især offentlig pension, dagpenge og kontanthjælp) omfordeler blot, dvs. bidrager ikke til BFI, men de øges også kraftigt i perioden, grundet bl.a. folkepensionen.

Denne relative vækst går især ud over den ikke-kapitalistiske del af den private sektor. Det skyldes, at landbruget går voldsomt tilbage, nemlig med næsten 10 procentpoint (stadig som andel af landets BFI), mens håndværket ligger forbløffende stabilt, og bygge/anlæg går faktisk frem. Men også den kapitalistiske del af økonomien mister vægt, omend i marginalt omfang (fra 33 % til 31,5 % af BFI); industrien ligger stabilt, men engroshandel og især rederier går lidt tilbage.

Det samlede billede er, at den private styring af økonomien, herunder kapitalen, fortrænges af den offentlige sektor, altså demokratisk styring.

1973-1982: Krise

I stedet for den branchebaserede metode skelner jeg nu mellem kapitalistisk og ikke-kapitalistisk aktivitet ud fra ejerforhold.

Statistikken opdeler virksomhederne i små enkeltmandsvirksomheder og selskaber, nemlig aktieselskaber, anpartsselskaber (der er mindre aktieselskaber) og ansvarlige selskaber (interessentskaber og kommanditselskaber). Enkeltmandsvirksomhederne havde i 1982 en gennemsnitlig omsætning på 0,6 mio. kr., aktieselskaberne 25,8 mio., anpartsselskaberne 2,5 mio. og de ansvarlige selskaber 2,2 mio. På det grundlag vurderer jeg, at enkeltmandsvirksomhederne drives ikke-kapitalistisk, altså især fokuserer på nyttemaksimering, mens alle tre typer af selskaber har profitmaksimering som drivkraft og derfor er kapitalistiske. Hertil kommer andelsforeningerne; målt på omsætningen er de større end aktieselskaber, men deres status er i denne periode uklar, fordi de er på vej til at blive forandret fra brugerstyrede foreninger til kapitalstyrede selskaber (i dag er de sammenfattet i de to multinationale selskaber Arla og Danish Crown). Derfor får de deres egen kategori, altså hverken kapitalistiske eller ikke-kapitalistiske.

Problemet er nu, at Danmarks Statistik indtil 1982 kun giver tal for virksomhedstypernes omsætning, ikke deres bidrag til BFI, derfor kan vi ikke direkte sammenligne med tidsserierne frem til 1973. Omsætningen er naturligvis betydeligt større end bidraget til BFI. Tabel 5 angiver disse andele af privat omsætning.

Tabel 5. Procentuel andel af privat omsætning 1973-1982:

 19731982
Enkeltmandsfirmaer30,620,4
Aktieselskaber51,250,3
Anpartsselskaber-8,9
Ansvarlige selskaber6,06,4
Andelsforeninger12,214,0
I alt100100

Kilde: Statistisk Årbog 1985; i 1973 var anpartsselskaber endnu ikke oprettet.

Det ses, at enkeltmandsvirksomhederne i løbet af blot 10 år på dramatisk vis har mistet vægt i forhold til de kapitalistiske selskaber; det kan tilføjes, at de i 1958 stod for 36,3 % af den private omsætning.

For at kunne sammenligne, dels med tidligere perioder, dels med den offentlige sektors bidrag til BFI, går jeg nu ud fra, at omsætningsandelen er et rimelig godt mål for andelen af BFI. Det er – indrømmet – et upræcist mål, men der er ikke andre, og der er ingen grund til at tro, at tendensen i omsætning mellem 1973 og 1982 adskiller sig fra tendensen i BFI. Lidt forholdstalsregning giver da bidragene fra de tre hovedsektorer (plus andelsforeningerne) til BFI, jf. Tabel 6.

Tabel 6. De tre hovedsektorer (plus andelsforeningerne) 1973-1982, andel af BFI (procenter):

 19731982
Offentlige sektor25,730,6
Private sektor74,369,4
- den kapitalistiske del42,545,5
- den ikke-kapitalistiske del22,714,2
- andelsforeninger9,19,7
I alt100100

Kilde: Se Lundkvist (2017): Dansk kapitalisme, s. 169 (Tabel 5.2) om den offentlige sektor.

Vi ser, at den offentlige sektor stadig går frem, trods Glistrups skatteoprør. Krisen dengang gav altså ikke anledning til en nedskæringspolitik som efter krisen i 2008; snarere blev velfærdsstaten og den offentlige sektor udbygget som kompensation for den private sektors krise.

I 1970’erne var de ledende politikere og økonomer keynesianere, så man førte overvejende en ekspansiv finanspolitik for at stimulere efterspørgslen og dermed mindske arbejdsløsheden; offentligt forbrug og offentlige investeringer blev øget (private investeringer faldt med en tredjedel mellem 1973 og 1981). Før 1973 var der råd til at udvide den offentlige sektor, derefter var der ikke råd til at lade være.

Alt dette krævede øget beskatning, kulminerende med et skattebidrag på omkring 50 % i 198210, således at halvdelen af rigdommen nu var fælles.

Vi ser også, at kapitalismen nu igen går lidt frem, relativt set, efter stagnationen mellem 1957 og 1973. Dette til trods for at den økonomiske vækst blev halveret, fordi meget af den udenlandske efterspørgsel faldt bort, fordi omkostningerne i form af energipriser og renter steg kraftigt, og fordi de fortsatte reallønstigninger pressede profitten.

Den store taber var den ikke-kapitalistiske del af den private sektor, der mistede mere end 8 procentpoint i vægt; det afspejler som tidligere landbrugets tilbagegang, men beror formentlig også på, at mindre byvirksomheder ikke havde volumen til at klare krisen. Der bliver kort sagt luget ud.

I alle brancher går enkeltmandsvirksomheder tilbage, mens aktieselskaber vinder frem. Indenfor fremstilling (industri plus håndværk) mister enkeltmandsvirksomhederne 13 procentpoint, indenfor bygge/anlæg er forskydningen endnu kraftigere, fordi de store entreprenører nu vinder frem, og ved engroshandel udslettes enkeltmandsvirksomheder næsten. Inden for detailhandel stod enkeltmandsvirksomheder i 1958 for 68 % af omsætningen, men dette tal er faldet til 38 % i 1982; den lille købmand henne om hjørnet erstattes af supermarkeder. Disse tendenser betyder i øvrigt, at den branchebaserede metode ikke kan anvendes efter 1973, selv i tilfældet af at statistikken fortsat skelnede mellem industri og håndværk: Alle brancher bliver mere kapitalistisk prægede, så det ville ikke længere give mening at udpege nogle som særlig kapitalistiske.

Lad os endelig se på finanskapitalen, hvor det nu atter går frem.

Efter lavpunktet i 1957, hvor dens aktiver (balance) kunne måles til 44 % af BFI, er vi i 1982 kommet op på 79 %.11 Men som vi skal se kommer gennembruddet for finansialisering først i den nyliberale periode.

Sammenfattende står kaptalismen i stampe frem til krisen i 1973, og oplever derefter en behersket fremgang i relativ vækst. Årsagen er at den offentlige sektor tordner frem og beslaglægger en stadig større del af økonomien.

Efter 1982: Nyliberal kapitalisme

Socialdemokratiet havde regeringsmagten i langt de fleste år efter 1957. Politikken var overvejende Keynesiansk, hvilket i krisetiden efter 1973 betød en ekspansiv finanspolitik, med øget offentligt forbrug og offentlige investeringer. Overordnet set var ideologien at velfærdssamfundet skulle udbygges, så den offentlige sektor fik stadig større vægt.

I 1982 kom Schlütter så til magten. Roret blev lagt om, først med fastkurspolitikken, der betød at økonomien ikke kunne stimuleres med devalueringer, til gavn for beskæftigelsen; arbejdsløsheden falder ganske vist i de første år – hjulpet på vej af en udenlandsk højkonjunktur – men fra 1986 vokser den igen og når et maksimum på 12,4% i 1993.

Økonomien liberaliseres. I midt-firserne tilslutter Danmark sig det Indre Marked, hvilket betyder at kapitalen sættes fri, dels for egentlige kapitalbevægelser, dels for handel med vare- og tjenesteydelser (der overvejende varetages af multinationale selskaber). Denne frigørelse – eller mægtiggørelse – af kapitalen er det definitoriske kendetegn ved nyliberalisme; de øvrige elementer, såsom privatiseringer og kommercialisering af den offentlige sektor, bliver først mulige efter dette magtskifte. Lidt senere (omkring 1990) dereguleres den finansielle sektor, idet de traditionelle mure mellem pengeinstitutter, realkredit og forsikring nedbrydes. Kapitalejere kan nu investere, hvor de vil, i hvad de vil.

1994-2000 er den socialdemokratiske regering under Nyrup ved magten, men det ændrer ikke hovedtendensen, tværtimod er det i disse år, at de helt store privatiseringer gennemføres.

Tabel 7 fortæller om tendensen for de tre hovedsektorer i perioden efter 1982.

Tabel 7. Fordelingen af BFI på de tre sektorer 1982-2015, procenter:

% af BFI198219881994200020072015
Offentlige sektor30,629,329,827,226,126,0
Selskaber45,050,051,155,558,859,1
Ikke-kapitalistisk produktion21,918,617,714,712,812,4
Residual2,62,11,42,62,32,5
I alt100100100100100100

Kilde: Hovedkilden er Statistikbanken, NAT03, der har tal for selskaberne og ‘husholdningerne’, som stort set svarer til enkeltmandsvirksomheder. For den offentlige sektor er kilden Statistikbanken, NAT03 (1982 og 88), OFF14 (1994 og frem); for detaljer se Lundkvist (2017): Dansk kapitalisme, ss. 265f. Der er databrud mellem 1988 og 94, fordi den offentlige sektor efter 1994 opgøres lidt anderledes; det skønnes ikke at have den store betydning. ‘Selskaber’ er private selskaber, idet de offentlige er placeret under den offentlige sektor. Andelsforeninger er nu blevet kapitalistiske orienterede andelsselskaber.

Den store historie er at den kapitalistiske sektor øger sin vægt ganske betydeligt i den nyliberale æra, med næsten 15 procentpoint. Produktionsmåden i Danmark bliver langt mere kapitalistisk domineret. Dette er sket på bekostning af den offentlige sektor, der er gået knap 5 procentpoint tilbage, med en tilbagegang på omkring 2 procentpoint for både offentlige tjenester og offentlige virksomheder. Men især er det gået ud over den private ikke-kapitalistiske sektor, der har lidt et tab på næsten 10 procentpoint i relativ vægt. De traditionelle selvejere – gårdmanden, husmanden, den lille købmand eller håndværker – går under som klasse, og det kan ikke kompenseres af småvirksomheder indenfor service (fx indenfor IT). Disse selvejere erstattes med de mere upersonlige selskaber. Som Marx forudså, udkonkurreres de små virksomheder af den store kapital. Når udviklingen er så kraftig i den nyliberale periode skyldes det naturligvis, at den reducerede offentlige regulering (den øgede liberalisering) giver mere konkurrence, således at de store fisk lettere kan spise de små. Den rene modsætning mellem demokratisk og kapitalistisk styring tegner sig stadig tydeligere.

Vi ser også at finanskrisen har stoppet disse tendenser; krisen har også været en krise for den kapitalistiske produktionsmåde. Siden 2007 er økonomiens grundstrukturer frosset fast.

Lad os nu se på de strukturelle ændringer indenfor denne styrkede kapital. Den danske kapitalisme oplever nogle kraftige koncentrationstendenser i den nyliberale æra.

Vi analyserer først den økonomiske magt på de forskellige markeder, fra landbrug til bankforretninger, hvor der konkurreres mere eller mindre. Vi undersøger i hvilken udstrækning markedet sætter vilkårene for virksomhederne (fuldkommen konkurrence) eller virksomhederne bestemmer over markedet (’markedsmagt’, mest udtalt ved monopol). Dernæst går vi bag om markedet og virksomhederne, ved at se på den kapital, der kontrollerer disse. Spørgsmålet er nu ikke, hvem der har magt over markedet, men hvem (eller hvad), der har magt over virksomhederne. Vi ser ikke længere på de enkelte markeder og deres virksomheder, men på hele økonomien, den danske kapitalisme.

Dette er meget forskellige spørgsmål, for det kunne jo tænkes – teoretisk set – at der er næsten fuldkommen konkurrence på 5.000 markeder, hvis der er 20 lige store virksomheder, der konkurrerer på dem alle. Det gør dog en stor forskel med hensyn til den økonomiske magtkoncentration, om alle virksomheder er uafhængige af hinanden (således at der er i alt 100.000 selvstændige virksomheder), eller om det er de samme 20, der opererer på alle markeder; og i det sidste tilfælde om de 20 er selvstændige eller forbundet i et netværk af krydseje, kæder og strategiske alliancer (eller måske ejet af samme kapitalfond). Det kan tænkes at magten på markedet er spredt, men magten over den danske kapital koncentreret.

Vi ser altså først på markedskoncentrationen. Har der været en tendens til at konkurrence afløses af store virksomheders markedsmagt?

Konklusionen på min undersøgelse er som følger:12

1) Indenfor den primære sektor er landbrug, fiskeri og råstofudvinding blevet betydeligt mere koncentreret. Dette er oplagt indenfor landbruget, hvor aktieselskaber og sammenlægninger er blevet tilladt, så erhvervet nu præges af store svinefarme, mm.

2) Indenfor den sekundære sektor (varefremstilling) er koncentrationen øget meget betydeligt for industrien. Når vi ser på gennemsnittet for de forskellige underbrancher viser det sig at de 3 største virksomheder har øget deres andel af omsætningen fra 33,4 % i 1985 over 42,7 % i 2007 til 53,4 % i 2015; de tilsvarende tal for de 10 største virksomheder er 51,5 %, 60,5 % og 71,9 %.

3) Indenfor den tertiære sektor (service) – der nu er den helt dominerende i dansk økonomi – er koncentrationen steget væsentligt for handel, teletjeneste og transport. I 2000 vurderede Erhvervsministeriet:

“Servicesektoren er præget af mange små virksomheder. Men derfor er servicevirksomheder ikke nødvendigvis selvstændige ’øer’. Således indgår næsten halvdelen af servicevirksomhederne på den ene eller anden måde i faste samarbejdsstrukturer. 22 % indgår i en egentlig koncernstruktur. 6 % af virksomhederne er baseret på et franchise- eller licenskoncept. Endelig indgår 35 % af virksomhederne i andre faste alliancer – fx en kæde, et fast samarbejdsnetværk eller lignende.”13

Hvad enten økonomisk samarbejde om markedsdeling, osv. er godt eller skidt, så er det det modsatte af konkurrence.

Ovenstående dækker kun en del af brancherne, fordi der ikke er mange tal for servicesektoren, men det har været svært at finde eksempler på faldende koncentration, med forretningsservice som sandsynlig undtagelse.

Vi kommer nu til kapitalkoncentrationen.

Tabellen nedenfor angiver de største selskabers vægt i økonomien ved at sætte deres omsætning i relation til BNP. De 10 største omfatter både finansielle og produktive, de 50 største kun de produktive virksomheder.

Tabel 8. De største selskabers vægt 1980-2015:

 1980200020062015
De 10 størstes omsætning/BNP20%-48%45%
De 50 størstes omsætning/BNP-45%70%75%

Kilde: Tallet for 1980 stammer fra Iversen (2005): “25 år som revolutionerede dansk erhvervsliv”, Den Jyske Historiker, nr. 109. Senere tal er fra Børsens magasin ‘Business’, Top1000 listen (eller Guld500), diverse årgange. Offentlige virksomheder er naturligvis ikke medregnet.

I 1980 havde de 10 største danske virksomheder (koncerner) således en samlet omsætning, der svarede til 20 % af BNP. Listet op efter størrelse drejede det sig om ØK, FL Smidth & Co, FDB, ESS-FOOD, DLG, Lauritzen-koncernen, Dansk Esso, De Danske Sukkerfabrikker, Handelsbanken og Dansk Shell. I 2006 var de 10 største koncerners omsætning vokset til at udgøre 48 % af BNP, og de 10 udgjordes nu af A. P. Møller-Mærsk (inkl. Dansk Supermarked), Danske Bank, ISS, Danish Crown, TDC, Arla Foods, Carlsberg, Nykredit Holding, Novo Nordisk og Coop Danmark; og antallet af ansatte hos de 10 største er samtidig vokset fra 83.000 i 1980 til ikke mindre end 628.199 i 2006, især grundet en voldsom ekspansion i udlandet (alene ISS har 363.000 ansatte).

Kapitalismens krise efter 2006 har standset denne tendens; faldet til 45 % i 2015 skyldes også at Dansk Supermarked i 2014 blev en selvstændig virksomhed, idet APM solgte de fleste af sine aktier. I 2015 var de 10 største A.P. Møller-Mærsk, Danske Bank, Novo Nordisk, Arla, ISS, Carlsberg, DLG, Danish Crown, Dansk Supermarked og USTC (energi).

For udviklingen efter 2000 er der tal for de 50 største produktive virksomheder. Det fremgår at de har øget deres vægt væsentligt mellem 2000 og 2006, derefter i mere afdæmpet form.

Endelig kan vi se på den egentlige kapitalkoncentration (ovenfor målte vi ud fra omsætningen) indenfor de produktive selskaber, jf. Tabel 9, der relaterer de 10 største koncerners kapital (balance) til de samlede aktiver for disse selskaber.

Tabel 9. De 10 størstes kapitalandel blandt produktive selskaber 2001, 2006 og 2014

Produktive virksomheder200120062014
10 størstes kapital/samlede kapital22,3%34,2%30,6%

Kilde: De 10 størstes kapital (balance) er fra Børsens Top1000 listen, de produktive selskabers samlede aktiver fra Statistikbanken.NASF.

Kapitalkoncentrationen er således øget betydeligt frem til 2006, men derefter aftaget.

Læren fra de to tabeller er, at de største selskaber har øget deres økonomiske magt siden 1980, og især siden 2000, men at denne tendens er stoppet efter at kapitalismen gerådede i krise efter 2006.

Alle de nævnte virksomheder er multinationale selskaber, og ofte stammer mere end halvdelen af omsætningen fra udlandet. Tallene fortæller derfor en historie om disse danske virksomheders stejlt stigende økonomiske og politiske magt, men angiver ikke i sig selv stigende indflydelse på det danske marked. At udtale sig om dette forhold ville kræve en adskillelse af danske og udenlandske aktiviteter.

Vi kommer nu til den absolutte top i danske kapitalisme.

A.P. Møller-Mærsk (APM) er den suverænt største indenfor den produktive kapitalisme. Koncernens vægt i den danske økonomi var voksende frem til finanskrisen: Omsætning (inkl. Dansk Supermarked) udgjorde i 2002 37 % af den samlede omsætning for de 10 største selskaber i Danmark, en andel der i 2006 var steget til 46 %. I 2015 var denne omsætningsandel imidlertid faldet drastisk til 27 %; frasalget af Dansk Supermarked i 2014 forklarer knap 6% af denne tilbagegang, resten må tilskrives finanskrisen generelt og de faldende oliepriser specielt.

Danske Bank (DB) indtager en tilsvarende dominerende stilling på det finansielle område. Efter en række fusioner og opkøb de sidste 20-30 år havde koncernen i 2014 en vægt indenfor den finansielle sektor på 27½ %, målt på balancen. Hvor meget den nylige hvidvask-skandale og de efterfølgende retssager vil skade DB, er ikke til at vide.

APM ejer omkring 20 % af DB’s aktiekapital, og da de øvrige aktier er spredt på mange ejere er dette mere end nok til at have kontrol, nyligt illustreret ved at APM fik bestyrelsesformanden i DB fjernet i forbindelse med skandalen. APM vejer således tungt indenfor den produktive kapital og kontrollerer via DB en stor del af den finansielle kapital. Denne centralisering af den økonomiske magt er formentlig enestående, for eksempel er magten langt mere spredt i sammenlignelige mindre økonomier, for slet ikke at tale om store økonomier såsom den franske eller amerikanske. Det ændres ikke af, at de to koncerner har haft store problemer i de sidste år. Hvordan denne økonomiske magt oversættes til politisk magt er velkendt, især i forbindelse med forhandling af olieaftaler med den danske stat. Hvis Danmark – således som de nyliberale ønsker sig det – var én stor forretning, ville det være en underdrivelse at kalde APM for ’markedsførende’.

Lad os til slut trække den finansielle sektor frem til særskilt behandling, så vi kan sammenligne med tidligere perioder og afgøre om den finansialisering, der så småt begyndte efter 1957 er fortsat. Det er den.

Tabel 10 fortæller historien.

Tabel 10. Den finansielle sektors balance/BFI 1957-2014:

Mia. kr195719821994200020072014
Samlede balance i den finansielle sektor35,98592.7854.90210.06212.549
BFI32,67437,0862,21.138,51.473,31.667,8
Balance/BFI110%197%323%430%682%752%

Kilde: Finansrådet.dk (‘sektoren i tal’).

Tallene angiver hele den finansielle sektor, og angiver derfor en højere vægt end for den egentlige finanskapital. Dette gælder 1957 og 1982, hvor finanskapitalens vægt kun var henholdsvis 44 % og 97 % (jf. ovenfor), men derefter er hele den finansielle sektor blevet subsumeret under finanskapitalen. Det skyldes at sparekasser og realkredit er blevet til selskaber og dermed har mistet deres tidligere foreningspræg, hvor brugerne havde stor indflydelse. Det skete omkring 1990.14

Vi ser altså, at finansialiseringen er nærmest eksploderet siden 1982, så sektorens balance nu er 7-8 gange så stor som realøkonomien (BFI).

Koncentrationen indenfor sektoren øgedes fra 2001 til 2007, idet markedsandelen for Danske Bank koncernen (der også inkluderer Realkredit Danmark og Danica Pension) voksede fra 29 % til 33 %, målt på balancen, men derefter er andelen faldet tilbage til 27½ % i 2014; bankens problemer begyndte altså noget før hvidvask-skandalen. Nr. 2 har været Nykredit koncernen, hvis vægt har ligget på konstant 11 %; nr. 3 var Nordea koncernen, der er gået relativt tilbage fra 10½ % i 2000 til 6½ % i 2014.15

Det store billede af dansk kapitalismes historie

Vi kan nu sammenfatte udviklingen, idet jeg fokuserer på den offentlige og den kapitalistiske sektor.

Tabel 11. Den offentlige og kapitalistiske sektor 1901-2015, procenter af BFI:

 1901195719822015
Offentlige sektor915,730,626,6
Kapitalistiske sektor2333,045,559,1

Kilde: Tabel 3, 6 og 7. Der er databrud i 1982, fordi vi nu skifter fra en metode baseret på brancher til én baseret på ejerforhold.

De fire perioder har forskellig længde, så for at få et præcist indtryk af udviklingen må vi beregne den årlige fremgang i procentpoint i perioderne.

  • Stækket kapitalisme 1901-1957 (56 år): Årlig vækst i den offentlige sektor på 0,1 procentpoint, i den kapitalistiske sektor på knap 0,2 procentpoint.
  • Velfærdskapitalisme 1957-1982 (25 år): Årlig vækst i den offentlige sektor på 0,6 procentpoint, i den kapitalistiske sektor på knap 0,5 procentpoint.
  • Nyliberal kapitalisme 1982-2015 (33 år): Årlig vækst i den offentlige sektor på -0,1 procentpoint, i den kapitalistiske sektor på godt 0,4 procentpoint.

Udviklingstempoet i den offentlige sektor kan ikke overraske, ej heller at den kapitalistiske udvikling forløber meget langsomt frem til 1957, især sammenlignet med årene derefter. Det er lidt mere opsigtsvækkende, at tempoet i den kapitalistiske udvikling under den nyliberale kapitalisme forløber marginalt langsommere end under velfærdskapitalisme. Kapitalen sættes jo fri til at udfolde sig, så hvad er der sket? Svaret er simpelt; krisen i 2008, hvorefter kapitalismen har stået stille, kvantitativt set.

Klassestrukturen siden 1901

Hidtil har vi set på kapitalen, altså pengenes verden. Vi kommer nu til den menneskelige faktor; nemlig klasserne. Rækkefølgen må være sådan, fordi det sidste afspejler det første, ikke omvendt. Når kapitalen vokser, sker det samme med arbejderklassen, og når den offentlige sektor går frem, øges antallet af offentligt ansatte.

Når klasserne på marxistisk vis bestemmes ud fra placeringen i den kapitalistiske produktionsmåde, får vi følgende hovedklasser:16

Arbejderklassen. Dennes medlemmer står overfor en profitmaksimerende kapitalist, oftest repræsenteret af en ansat direktør, der fungerer som arbejdsgiver. Vi kan skelne mellem manuelt arbejdende og funktionærer; dette skel er politisk vigtigt, fordi funktionærer typisk er tættere på arbejdsgiveren end den manuelt arbejdende, men de har samme placering indenfor den kapitalistiske produktionsmåde. Alle medlemmer af arbejderklassen er lønarbejdere, men en lønarbejder er ikke nødvendigvis medlem af arbejderklassen, så lønarbejde er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at tilhøre arbejderklassen. Mange marxister henregner offentligt ansatte til arbejderklassen. Den politiske baggrund herfor er oplagt, men det kan kun forsvares, hvis det argumenteres at staten i virkeligheden er en slags fælleskapitalist. Dette gav god mening på Marx’ tid, da staten var udemokratisk og varetog den herskende klasses interesser, men i Danmark  holder det ikke efter 1901. På den anden side fungerer staten indenfor den kapitalistiske produktionsmåde og må derfor sikre dennes eksistensbetingelser, især den private ejendomsret. I en demokratisk kapitalisme er staten derfor – ikke overraskende – dobbeltbestemt: af demokratiet og af kapitalen.

Der er således også lønarbejdere, der ikke står overfor en kapitalejer, og altså er lønarbejdere udenfor arbejderklassen.

Det gælder offentligt ansatte, der aflønnes af stat og kommuner, i sidste instans af skatteborgerne; de står overfor offentlige myndigheder, der – efter 1901 – har demokratisk legitimitet og ikke er drevet af profitmotivet. Det gælder også husassistenter, tyende, etc.; de aflønnes ikke af en kapitalist med henblik på at opnå profit, men af en arbejdsgiver, der sigter mod konkret nytte, for eksempel at få gjort rent i sin bolig. Begge grupper kan have løn- og arbejdsvilkår, der ikke kan skelnes fra andre arbejdere. For eksempel kan en offentligt ansat kontorassistent have præcis det samme fysiske arbejde og præcist den samme løn som en privatansat, men deres placering i den kapitalistiske produktionsmåde er vidt forskellig.  

Selvstændige er arbejdende selvejere. Her skelner man mellem gårdmænd og husmænd på landet, hvis kapital består af jorden samt redskaber, etc., og håndværkere og småkøbmænd i byerne; medhjælpende familie – men ikke husassistenter (huslige lønarbejdere) – medregnes hertil. I marxistisk terminologi kaldes disse grupper ‘småborgere’, men det er akavet at opfatte landmænd som en slags borgere, eftersom dette historisk er en by-kategori; derfor foretrækker jeg i det følgende som oftest statistikkens betegnelse, altså ‘selvstændige’. Nogle af dem er arbejdsgivere, der ansætter lønarbejdere, men langt de fleste selvstændige har små virksomheder, således at arbejdsgiver-identiteten er af mindre betydning.17 De hører hjemme i den overvejende ikke-kapitalistiske del af den private økonomi, også kaldet simpel vareproduktion.

Kapitalistklassen (‘borgerskabet’) har naturligvis stor økonomisk magt, men kvantitativt fylder de så lidt, at der i det følgende ses bort fra dem; de fleste velstående findes blandt højtlønnede lønarbejdere.

Det er klart, at den enkelte kan have en fod indenfor i flere klasser, for eksempel i form af selvstændige, der har lønarbejde som bibeskæftigelse eller arbejdere, der også har indkomst som selvstændige eller kapitalejere. Statistikken henfører i så tilfælde den pågældende til vedkommendes hovedbeskæftigelse.

Klassestrukturen 1901-1960

Tabel 12 angiver arbejdsstyrkens fordeling.

Tabel 12. Klassefordeling 1901-1960, procentvis andel af arbejdstyrken:

Procenter1901191119211930194019501960
Manuelle arbejdere37,638,840,140,243,244,445,0
-land12,812,110,79,88,56,74,5
-by24,826,829,430,434,637,740,5
Funktionærer8,910,915,216,118,922,728,0
Selvstændige29,127,925,223,622,522,621,0
-land14,214,512,711,810,810.09,1
-by14,913,412,511,811,712,612,0
Husarbejdere24,422,319,420,215,410,26,0
I alt100100100100100100100

Kilde: Goul-Andersen (1979), s. 100. – Grundet det statistiske materiale må vi slutte i 1960, ikke 1957 som ved analysen af kapitalen.

Det store billede er: 1) at andelen af manuelle arbejdere stiger jævnt, fordi væksten i byernes industriarbejdere mere end opvejer faldet i landarbejdere, 2) at andelen af funktionærer stiger meget kraftigt, især efter krigen; i mellemkrigstiden er stigningen moderat, 3) at andelen af selvstændige falder kontinuert, især på landet (gårdmænd og husmænd); i byerne har de selvstændige stort set holdt skansen siden 1921, hvilket harmonerer med at håndværket har klaret sig rimeligt, jf. Tabel 1; alt i alt kommer manuelle arbejdere plus funktionærer således til at veje tungere i forhold til de selvstændige gennem perioden, og 4) at husarbejderne (lønnet arbejdskraft plus medhjælpende familiemedlemmer) udgør mellem en fjerdedel og en femtedel af arbejdsstyrken frem til 1930, men derefter hurtigt falder i betydning; dette forhold betyder i sig selv, at andelen for de øvrige kategorier øges efter 1930.

Vi må nu foretage to statistiske operationer. For det første må vi udskille de offentligt ansatte fra manuelt arbejde plus funktionærer, således at vi kan identificere arbejderklassen (der som nævnt er privatansatte). For det andet må ‘husarbejdere’ deles op i medhjælpende familiemedlemmer, der hører under de selvstændige, typisk er der tale om sønnen, der hjælper til på gården eller konen, der assisterer i forretningen, og så de aflønnede husassistenter, der må have deres egen kategori. I øvrigt er opdelingen på by og land nu ikke længere mulig.

Resultatet fremgår af Tabel 13.

Tabel 13. Klassefordelingen 1901-1960, efter udskillelse af offentligt ansatte og opdelingen af husarbejdere:

Procentvis andel af arbejdsstyrken1901191119211930194019501960
Arbejderklassen (privatansatte)39,942,148,349,853,755,859,5
Selvstændige (inkl. medhjælpende familie)40,137,734,533,029,827,322,8
Huslige lønarbejdere13,412,510,110,78,25,53,2
Offentligt ansatte6,67,67,06,58,411,314,4
I alt100100100100100100100

De overordnede konklusioner bliver dermed:

Frem til 2. Verdenskrig udgør de offentlige ansatte en ret stabil andel af arbejdsstyrken, nemlig 6-8 %, men derefter er der en klart stigende tendens.

Dette indebærer, at tendensen for arbejderklassen (nu altså den egentlige arbejderklasse) til og med 1940 er den samme som vi så i Tabel 4.3, men at stigningerne herefter modereres af, at de offentlige ansatte udgør en stadigt større andel af arbejdsstyrken.

De selvstændige mister omvendt vægt, hvilket i øvrigt i høj grad skyldes at medhjælpende familiemedlemmer falder fra 13 % af arbejdsstyrken i 1901 til blot 2,8 % i 1960.

Endelig ses det, at huslige lønarbejdere næsten udraderes.

Alt i alt fik Marx ret i at selvstændige (‘småborgerskabet’) bliver udkonkurreret og oftest må søge ind i arbejderklassen. I 1901 var der paritet mellem arbejderklassen og de selvstændige, i 1960 var forholdet 2½:1.

Forklaringen på denne udvikling giver sig selv, mere præcist af Tabel 3: Når den offentlige sektor vokser relativt, må de offentlige ansatte få større vægt; når kapitalismen går frem, må det samme gælde arbejderklassen; og når den ikke-kapitalistiske del af den private økonomi går tilbage, må de selvstændige også gøre det.

Klassestrukturen 1960-1982

Nu da begreber og kategorier er på plads, kan dette afsnit gøres kort. Tabel 14 beretter om fordelingen af klasser.

Tabel 14. Klassefordelingen 1960-82:

Procenter1960197019731982
Arbejderklassen (privatansatte)59,558,557,651,8
Selvstændige (inkl. medhjælpende familie)22,820,018,013,5
Huslige lønarbejdere3,21,3--
Offentligt ansatte14,420,224,334,7
I alt100100100100

Kilder: Se referencerne i Lundkvist (2017): Dansk kapitalisme, s. 205f. Der er databrud i 1970.

Dette er den velfærdskapitalistiske periode, hvor den offentlige sektor vokser markant. Vi ser at væksten i de offentligt ansattes vægt på godt 20 procentpoint, er sket på bekostning af de selvstændige (godt 9 procentpoint) og arbejderklassen (knap 8 procentpoint); hertil kommer at de huslige lønarbejdere (godt 3 %) er forsvundet. Arbejderklassens relative tilbagegang er især indtruffet i den sidste del af perioden i kriseårene efter 1973.

Ved periodens slutning er de selvstændige blevet reduceret til en mindre betydende kraft i det danske samfund; det skyldes landbrugets tilbagegang, men også at byernes selvstændige er ved at blive udkonkurreret af større virksomheder. Dette harmonerer med konstateringen i forrige kapitel af, at de små enkeltmandsvirksomheder forsvinder til fordel for de store selskaber.

Klassestrukturen 1982-2013

Vi kommer nu til den nyliberale periode.

Tabel 15. Klassefordelingen 1982-2013:

Procent af beskæftigede198219851990199520002005201020132015
Arbejderklasse (privatansatte)51,853,755,454,957,658,556,757,661,2
Selvstændige (inkl. medhjælpende familie)13,512,110,49,58,27,27,87,67,1
Offentligt ansatte34,734,234,235,634,234,335,534,831,7
I alt100100100100100100100100100

Kilder: Lundkvist (2017): Dansk kapitalisme, s. 299-302. Der er databrud i 1985 og 2000.

Det ses, at arbejderklassen går frem gennem hele perioden, og dermed genvinder den vægt, som den mistede i årene før 1982. Der var dog en stilstand i 2000-2013.

Overraskende nok har de offentlige ansatte bevaret deres vægt hele vejen fra 1982 til 2013, men derefter går det kraftigt tilbage til fordel for de privatansatte. Tilbagegangen afspejler naturligvis at nedskæringspolitikken nu begyndte at sætte sig; på blot 2 år er der sket en betydelig forskydning fra offentligt ansatte til privatansatte, fra demokratisk til kapitalistisk styring.

De selvstændige mistede vægt indtil begyndelsen af 2000’erne, hvorefter tendensen har været uklar.18

Afslutning

Magt er ikke ligefrem proportional med numerisk vægt, men alligevel betyder antallet meget, jf. at Socialdemokratiets fremgang og Venstres tilbagegang i de første mange årtier af det 20. århundrede simpelthen udtrykte, at der blev flere arbejdere i forhold til gårdmænd. Arbejderklassens numeriske fremgang frem til 2000 har derfor i sig selv givet styrke, men det har ikke givet øget styrke til de socialistiske partier, tværtimod. I 2015 stemte blot 35 % af klassen på socialistiske partier (SD, SF og EL), mod 51 % blandt offentligt ansatte; i 1971 var tallene hhv. 62 % og 47 %.19 Hvorfor denne borgerliggørelse? Vi véd alle at arbejderklassen har skiftet karakter i forhold til ‘gamle dage’, da vi havde meget store industriarbejdspladser som B&W. I takt med skiftet fra industri til service, er arbejdet blevet mere heterogent. Dermed svækkes klassebevidstheden, altså oplevelsen af fællesskab med klassefællerne.

Endvidere kan man stille spørgsmålet, om arbejderklassen har fået andre interesser end den havde i for eksempel 1901? Pr. definition modtager alle lønarbejdere, også privatansatte, størstedelen af deres indkomst i form af løn, men i de sidste par årtier har klassen fået formue og de kapitalindkomster, der flyder heraf. I 2014 havde den gennemsnitlige lønmodtager (både privat og offentligt ansatte, desværre tillader statistikken ikke at skelne) en bruttoformue på godt 3,5 mio. kr., hvoraf 45 % stammede fra ejerboligen, ligeledes 45 % fra pensionsopsparing, mens 10 % var finansiel formue (aktier, mv.). Nettokapitalindkomsten udgjorde 6,5 % af lønnen; denne andel var vokset fra 1,4 % i 2000 og 2,8 % i 2007.20 Så der har været en stigning, men andelen er alligevel så lille, at kapitalinteresser ikke kan spille den store rolle for en lønarbejder. Danmark er ikke blevet præget af ‘folkekapitalisme’.

Men hvorfor er privatansatte lønmodtagere så borgerlige? Hvorfor er de ikke gået på barrikaden for den velfærdsstat, dermed den offentlige sektor, som de selv og deres traditionelle parti, nemlig Socialdemokratiet, har kæmpet igennem? Det er ingen gåde at kapitalen har presset på for nyliberale reformer, for de har frisat den selv; gåden er at arbejderklassen ikke har kæmpet imod.

Et godt materialistisk bud kunne være, at klassen ikke længere har en økonomisk interesse i den offentlige sektor. Det kan beregnes, at værdien af det offentlige forbrug plus de offentlige investeringer i 2013 var 128.000 kr. pr. vælger, altså også for en lønarbejder. Heroverfor står et skattebidrag, der varierer fra 331.300 kr. for de højestlønnede til 172.500 kr. for de lavestlønnede.21 En simpel cost-benefit betragtning viser derfor, at den offentlige sektor er en dårlig forretning for privatansatte. Hvorimod offentligt ansatte og modtagere af indkomstoverførsler (‘velfærdskoalitionen’) i sagens natur har en interesse i at forsvare den offentlige sektor; de stemmer da også rødt.

Hvis man er tilhænger af den offentlige sektor, med dens velfærd og demokratiske styring, er den gode nyhed, at nævnte koalition udgør hele 62 % af vælgerne, mens de privatansatte (plus de selvstændige) kun omfatter 38 %. Så der er et stort potentiale.22

Anders Lundkvist er politisk økonom, se hjemmesiden: anderslundkvist.net

 

  1. Artiklen er baseret på min bog Dansk kapitalisme. Gennembrud, storhed og stagnation, forlaget Hovedland 2017, 395ss. Læseren henvises hertil for detaljerede kildeangivelser til det empirisk-statistiske materiale.
  2. Statistisk Årbog går tilbage til 1896; herudover har jeg især støttet mig på klassikeren indenfor dansk økonomisk historie, nemlig Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark, bind I og II, hhv. Gads forlag 1972 og Akademisk forlag 1974.
  3. Benito Scocozza (1984), Den borgerlige revolution i Danmark i slutningen af det 18. århundrede, Historisk Tidsskrift, Bd.14, række 5.
  4. Sv. Aage Hansen (1974), Økonomisk vækst i Danmark, Bd. II, tabel 3.
  5. Kr. Hvidt (1990): Det folkelige gennembrud og dets mænd, 1850-1900, Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Bd. 11, s. 157.
  6. K. Marx: Das Kapital, 1. Band: Kapitel 24, Dietz verlag 1969, Berlin.
  7. Anders Lundkvist (2017), Dansk kapitalisme, s. 82 (Tabel 3.1).
  8. ibid, s. 116, note 11.
  9. Hansen og Henningsen (1984) Dansk Social Historie, Bd. 7, s, 66.
  10. Statistisk Tiårsoversigt 1987
  11. ibid, s. 176.
  12. ibid, ss. 224-246.
  13. Erhvervsministeriet (2000) Service i forandring, s. 97.
  14. Lundkvist 2017, s. 251
  15. Kilden er bankernes hjemmesider.
  16. Goul Andersen (1979) Mellemlagene i Danmark, Forlaget Politica, er langt den mest gennemarbejdede analyse af klassestrukturen frem til slut-70erne. Denne bog, suppleret med materiale fra Danmarks Statistik, er min hovedkilde.
  17. ibid: ss. 111f. beretter om en lille interview-undersøgelse fra 1978, der tydede på at 60% af landmændene og 30% af byernes selvstændige på det tidspunkt kun brugte egen arbejdskraft.
  18. I Lundkvist (2017) Dansk Kapitalisme, er de sidste tal fra 2013 (s. 276), hvorfor jeg konkluderede, at klassestrukturen havde været fastlåst siden 2000.
  19. Goul-Andersen og Shamshiri-Petersen, red. (2016) Fra krisevalg til jordskredsvalg. Vælgere på vandring 2011-2015, ss. 100ff. Frydenlund Academic.
  20. Statistikbanken, FORMUE4 og INDKF104.
  21. Statistisk Årbog, 2014: 271, og Statistisk Årbog, 2015, Tabel 231.
  22. Lundkvist (2017) Dansk kapitalisme, ss.339f.