Adornos nye højreradikalisme – og vores

Den 6. april 1967 holdt den tyske filosof Theodor W. Adorno et foredrag i Wien på invitation af Østrigs Socialistiske Studenterforbund, under titlen Aspekte des neuen Rechtsradikalismus. Dette foredrag blev i juli udgivet af Suhrkamp Verlag som en lille bog – en udgivelse, der må betegnes som en redaktionel genistreg.

Aspekte des neuen Rechtsradikalismus – Ein Vortrag
Theodor W. Adorno
Suhrkamp, 2019

 

 

 

Af Malte Frøslee Ibsen

Adorno er i dag mest kendt som en svært forståelig filosof og samfundstænker, og hans værk bærer da også umiskendeligt præg af hans dybe skepsis overfor enhver form for systemtænkning og traditionelle forestillinger om korrekt argumentations- og tekststruktur – som enhver, der har prøvet kræfter med eksempelvis hovedværkerne Negativ dialektik og Æstetisk teori, vil have mærket på egen krop.

Aspekte des neuen Rechtsradikalismus viser imidlertid en anden side af den tyske mestertænker, som jeg personligt holder utroligt meget af: nemlig Adorno som offentlig intellektuel – som politisk intervenerende medborgerfilosof i den tyske forbundsrepubliks spæde barndom, der vendte tilbage fra sit krigseksil i USA for at medvirke til atter at gøde demokratiets, oplysningens og humanismens rødder i den tyske jord. Adorno holdt sine offentlige foredrag og forelæsninger på grundlag af talepapir i noteform, og teksten stammer derfor fra en transskriberet lydoptagelse, der demonstrerer elegancen, præcisionen og – ja – skønheden i Adornos talte, og i vid udstrækning improviserede tysk. Enhver, der ønsker at give sig i kast med Adorno, kan med fordel starte her.

Foredraget præsenteres både af forlaget og til dels i det fine efterord af historikeren Volker Veiß som en ”flaskepost”, der tematisk taler direkte til vores egen tid, hvor det højreradikale gespenst som bekendt er vakt til live igen. Det er næppe en redaktionel præsentation, som Adorno selv ville have billiget: For Adorno gjaldt, at politisk tænkning altid – sagt med Hegel – er et forsøg på at fatte sin tid i tanken, og han ville have forholdt sig dybt skeptisk overfor ethvert forsøg på uden videre at overføre en samtidsdiagnose fra 1960’ernes Vesttyskland til vores aktuelle historiske situation.

En materialistisk analyse

N

år jeg ikke desto mindre vil betegne udgivelsen som en lille redaktionel genistreg, så skyldes det dels, at teksten rent faktisk indeholder en række indsigter, der stadig forekommer yderst relevante i dag. Men det er først og fremmest, fordi bogens lettilgængelige analyse samtidig kan tjene som indgangsvinkel til den mere overordnede teoretiske tilgang til forståelsen af højreradikale strømninger, som ikke bare Adorno var eksponent for, men som kendetegner hele den såkaldte Frankfurterskoles første generation – der foruden Adorno også tæller navne som Max Horkheimer, Leo Löwenthal, Erich Fromm og Herbert Marcuse.1

Adorno indleder sit foredrag med en i bred forstand materialistisk påstand om, at ”de [samfundsmæssige] forudsætninger for fascistiske bevægelser […] fortsat eksisterer” på trods af fascismens sammenbrud som statsideologi. Hermed henviser han i første instans til ”kapitalens herskende koncentrationstendens”, som i Adornos perspektiv samtidig skal forstås som en koncentration af samfundsmæssig magt.2 Denne koncentration af kapital og magt har bevirket en ”deklassering” af hele samfundsgrupper, der ”ifølge deres subjektive klassebevidsthed er fuldkommen borgerlige”, og som ønsker at fastholde den status og de privilegier, de nød i fortidens borgerlige samfund. Det er denne frygt for statusfald og privilegietab, der ifølge Adorno i sidste ende udgør det strukturelle og socialpsykologiske grundlag for disse gruppers modtagelighed for fascistisk og højreradikal propaganda og agitation.

I dag ved vi, at denne påstand om en grundlæggende strukturel kontinuitet mellem mellemkrigstidens og efterkrigstidens vesteuropæiske samfund ikke uden videre lader sig opretholde. Ulighedsforskere som den franske økonom Thomas Piketty har påvist, hvordan mellemkrigstidens og efterkrigstidens samfund netop var kendetegnet ved en grundlæggende strukturel diskontinuitet, idet ødelæggelsen af store dele af det europæiske kapitalapparat og den urbane boligmasse netop medførte en voldsom dekoncentration af kapitalen og magten i samfundet.

I modsætning til efterkrigstidens samfund kan vi dog tale om en længere strukturel kontinuitet mellem før-/mellemkrigstidens samfund og nutidens samfund, idet det kapitalistiske samfunds latente tendens til kapitalkoncentration atter tog fart fra 1970’erne og frem, så vi i dag nærmer os en økonomisk ulighed i velstand og kapitalejerskab i visse vesteuropæiske samfund, der sidst sås i årene før Første Verdenskrig. Efterkrigstidens relativt lige samfund udgjorde dermed en historisk undtagelse fra en overordnet historisk kontinuitet i koncentrationen af velstand og ejerskab – hvilket Adorno ikke vidste, og næppe kunne have vidst. Tager vi ikke desto mindre hans materialistiske påstand på ordet, kan vi dermed også sige, at vi i dag står i en historisk situation, hvor fascismens samfundsmæssige forudsætninger i langt mere udpræget grad er genskabt, end da Adorno holdt sin forelæsning.

Højreradikalisme dengang—højreradikalisme i dag

Denne materialistiske pointe om højreradikalismens strukturelle mulighedsbetingelser kan måske siges at finde en form for bekræftelse i den skæbne, som tilkom de konkrete højreradikale strømninger, der var genstand for Adornos analyse. Den umiddelbare historiske anledning til Adornos foredrag var grundlæggelsen af det tyske højreradikale Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD) i 1964 – et samlingsparti for en række partier og politiske strømninger på den ekstreme tyske højrefløj, der havde en vis succes på delstatsniveau, og som udløste udbredt frygt for (eller forhåbninger om) den unge forbundsrepubliks kollaps i forskellige dele af det tyske samfund.

Hvad Adorno dog ikke på daværende tidspunkt kunne vide, var, at partiet lige akkurat ville falde for spærregrænsen med 4,3% af stemmerne ved forbundsdagsvalget den 28. september 1969 – knap to måneder efter Adornos død den 6. august samme år. Herefter blev partiet opslugt af interne stridigheder og var i over to årtier forvist til den politiske udørk, indtil det genopstod i 1990’erne, og det langt mere succesfulde hørepopulistiske parti Alternative für Deutschland kom til i 2010’erne. Set i historiens store bakspejl kan NPD’s begrænsede politiske succes i 1960’ernes Vesttyskland og genkomsten af langt mere succesfulde højreradikale og højrepopulistiske strømninger i Tyskland og på tværs af den vestlige verden dermed siges prima facie at bekræfte Adornos materialistiske påstand om, at en høj grad af kapitalkoncentration og ulighed udgør en mulighedsbetingelse for den nye højreradikalisme.

Desuagtet denne strukturelle diskontinuitet fremhæver Adorno en række forhold omkring NDP, som vækker umiskendeligt genklang med blik på nutidens højreekstreme og højrepopulistiske bevægelser. Han taler om, at højreradikale bevægelser i en etableret demokratisk retsstat ikke åbent kan stille sig mod demokratiet, men at de i stedet ”påkalder sig det sande demokrati og udskammer de andre som antidemokratiske” – en central pointe i nutidens populismeforskning.3 Han taler også om ”angsten for EF” (det nuværende EU) og ønsket om national selvhævdelse i en international politisk og økonomisk kontekst, der pålægger svære begrænsninger på nationalstatens handlingsrum. Denne udbredte oplevelse af et politisk kontroltab i en globaliseret markedsøkonomi og et politiske integreret Europa mener jeg også selv er helt afgørende for at forstå baggrunden for højrepopulismens aktuelle fremmarch.4 Sidst, men ikke mindst, fremhæver Adorno, hvordan den højreradikale propaganda betjener sig af simple, men evigt tilbagevendende ”tricks”, såsom det retoriske modsætningsforhold mellem ven og fjende, der også spiller en central rolle i nutidige forsøg på at begrebsliggøre (og forsvare) populismen.5

Den autoritære personlighed

Fascismen ikke er en egentlig ideologi i konventionel forstand, men snarere en ”begrebsløs praksis”, der forfølger ”irrationelle mål med rationelle midler”. Adornos foredrag trækker i afgørende henseender på de analyser af mellemkrigstidens fascistiske bevægelser, som han og resten af kredsen omkring Horkheimer foretog først fra Institut für Sozialforschung i Frankfurt og senere fra deres ufrivillige eksil i New York og Californien. Særligt interessant er hans analyse af, hvordan fascistisk propaganda appellerer til den såkaldte ”autoritære personlighedstype”, der blev udfoldet i det fællesforfattede fembindsværk Studies in Prejudice fra 1949/50 og ikke mindst i Adornos indflydelsesrige bidrag The Authoritarian Personality.

I Adornos øjne er fascismen kendetegnet ved, at den er udpræget ”ikke-teoretisk” og kun i begrænset grad har et egentligt kognitivt indhold, som kan begrebsliggøres og argumentatorisk forsvares eller tilbagevises. I fascismen bliver midlet – magtudøvelsen – til selve målet, og den fascistiske agitator og propagandist søger ikke at overbevise tilhøreren om bestemte politiske måls gyldighed gennem rationel argumentation, men derimod at udøve en massepsykologisk manipulation over modtageren gennem særlige agitations- og propagandateknikker.6

Dermed rykker analysen af den fascistiske propaganda ind i centrum i forståelsen af fascistiske bevægelser, fordi fascismen ikke er en egentlig ideologi i konventionel forstand, men snarere en ”begrebsløs praksis”, der forfølger ”irrationelle mål med rationelle midler”. Fascismens massemobiliseringspotentiale afhænger således i sidste instans af udbredelsen af den såkaldt autoritetsbundne eller ”manipulative personlighedstype”, der i særlig grad er modtagelig for den fascistiske propaganda.

Oplysning vs. højreradikalisme

Hermed når vi også det punkt, hvor et par ord må knyttes til den overordnede teoretiske ramme, som Adorno tilgår højreradikalismen indenfor. Adornos analyse af nyere højreradikale strømninger tager nemlig ikke udgangspunkt i disse som isolerede politiske fænomener, men søger at begribe deres væsen og eksistensbetingelser med udgangspunkt i en kritisk teori om det senkapitalistiske samfund.

Hvis ikke vi forsøger at forstå højreradikalismens og højrepopulismens strukturelle, institutionelle og psykologiske mulighedsbetingelser, så bliver vi heller ikke i stand til adækvat at reagere på dem.For dem, der har stiftet bekendtskab med Oplysningens Dialektik – Adornos mest berømte værk, forfattet under krigen sammen med Horkheimer – vil grundtrækkene i denne teori allerede være bekendt. Ifølge denne analyse er oplysningsprojektet om menneskelig frigørelse gennem fornuften blevet realiseret i en tiltagende ensidig og reduceret form som instrumentel beherskelse af menneskets naturlige omgivelser og indre natur, der til sidst slår om i blind dominans mennesker imellem. I sin mest ekstreme form har denne verdenshistoriske fornuftsdialektik – i hvilken mennesket mister sin absolutte værdi som ”et mål i sig selv”7 – slået om i monstrøst barbari som fascisme, total krig og den industrielle udryddelse af de europæiske jøder. Efter nedkæmpelsen af den vesteuropæiske fascisme er efterkrigstidens senkapitalistiske samfund imidlertid fortsat præget af et rent ”formelt demokrati”, hvor den sociale ordens legitimitet sikres gennem massekonsum og Hollywoods passiviserende og åndsknægtende kulturindustri. I denne ”forvaltede verden” kan den appel, som højreradikalismens og fascismens løfte om national eller racemæssig selvhævdelse udøver, til dels forstås som et perverteret og irrationelt udtryk for det behov for selvbestemmelse, som mennesker systematisk nægtes indenfor den herskende orden.

Jeg vil hverken udlægge eller forsvare Adornos kritiske teori i detaljer her, idet den på væsentlige punkter forekommer mig netop at se en alt for udtalt strukturel kontinuitet mellem mellemkrigstidens totalitære samfund og den demokratiske kapitalisme, der voksede frem i efterkrigstidens samfund på vesteuropæisk jord.8 Men jeg er ikke desto mindre overbevist om, at Adornos og Frankfurterskolens teoretiske bestræbelse på – med blandet held – at kombinere politologi, politisk økonomi og socialpsykologi i analysen af højreradikalisme som politisk fænomen i allerhøjeste grad er værd at genbesøge og gentænke i forsøget på at analysere og forstå nutidens højrepopulistiske og højreradikale strømninger. Sagt med andre ord: Hvis ikke vi forsøger at forstå højreradikalismens og højrepopulismens strukturelle, institutionelle og psykologiske mulighedsbetingelser, så bliver vi heller ikke i stand til adækvat at reagere på dem.

Skal man tale med fascister?

Dette giver mig anledning til at knytte en bemærkning til et uafklaret spændingsforhold, der kan spores i Adornos tekst. Adorno fastholder igen og igen, at højreradikale bevægelser er ”irrationelle”, at stereotype fascistiske førerskikkelser som Himmler er ”vanvittige”, og at den autoritetsbundne personlighedstype, der kendetegner deres tilhængere, generelt er uimodtagelig overfor rationel argumentation. Alligevel fastholder han, at de i praksis skal imødegås med ”einer durchschlagenden Kraft der Vernunft” (fornuftens hårdtslående kraft) og den rene ”uideologiske sandhed”. Sidstnævnte forekommer at være ganske, om man så må sige, ”udialektiske” forestillinger om fornuftens og sandhedens potentiale til at frigøre mennesker fra ideologisk illusion, der ikke bare står i et modsætningsforhold til det mere pessimistiske billede af samme, vi finder i Adornos filosofiske værker, men som også må siges at være i konflikt med hans beskrivelse af højreradikalismens konstitutive irrationalitet og dens tilhørers uimodtagelighed overfor netop denne kraft.

Dette spændingsforhold er dog ikke begrænset til denne ene tekst, men afspejler – i mine øjne – et mere generelt spændingsforhold mellem, på den ene side, Adorno som kritisk filosof, der ubønhørligt underkaster oplysningens arv og fornuften en dialektisk selvkritik, og på den anden side Adorno som offentlig intellektuel, der er en lige så kompromisløs forsvarer for den kritiske fornuft og oplysningens arv i efterkrigstidens tyske offentlighed.9

Adorno insisterer med andre ord på både at underkaste højreradikalismen en gennemgribende kritisk analyse, der blotlægger dens tilhængeres psykologiske uimodtagelighed for fornuftig samtale, og samtidig, i et praktisk perspektiv, at behandle dem som ansvarlige, myndige individer i den demokratiske offentlighed. Dette modsætningsforhold – som Adorno ikke forsøger at opløse, men i stedet vælger simpelthen at praktisere – er dog ikke kun ét, som han står overfor. Det går helt tilbage til Kants skelnen mellem mennesket som frit fornuftsvæsen og som naturbestemt led i den store naturlige årsagssammenhæng, og det præger også i forskellige versioner vores egne reaktioner på nutidens højrepopulisme: Kan vi forklare højreradikalismens og -populismens voksende udbredelse med henvisning til f.eks. en stadig mere udbredt oplevelse af økonomisk usikkerhed, eller må vi tage tilhængernes racisme og xenofobi på ordet? Er Trumps og andre højrepopulisters tilhængere at betragte som medborgere med legitime bekymringer ”inde bag” racismen og misogynien, som vi skal søge at imødekomme, eller er de slet og ret ”a basket of deplorables”, som vi bør fordømme og udskamme?

I praktisk henseende er Adorno ikke i tvivl. I foredragets afsluttende del afviser Adorno, at det er praktisk meningsfuldt at ”moralisere” overfor højreradikalismens tilhængere, ligesom han afviser den ”tys-tys strategi”, som mange fortsat taler for i mødet med højreradikale og højrepopulistiske figurer og bevægelser. I stedet må man – ovenfor omtalte modsætningsforhold in mente – forsøge rationelt at appellere til tilhængernes ”reelle interesser”: at påvise, hvordan realiseringen af højreradikal og fascistisk politik vil have ubehagelige konkrete konsekvenser for tilhørernes egne liv, samt vise, hvordan de institutioner og normer, som højreradikale vil omstyrte, øver en konkret positiv indflydelse i tilhørernes liv. Sidst, men ikke mindst må man gøre alt for at beskrive, forstå og afværge de retoriske kneb og teknologiske propagandateknikker, som højreradikale og fascistiske strømninger ofte så dygtigt gør brug af til at manipulere deres tilhængere.

Her er det i en dansk optik umuligt ikke at tænke på Rasmus Paludan – det nyeste hjemlige skud på den højreradikale stamme, der var et mulehår fra at få plads i Folketinget ved forsommerens valg – og hans brug af sin YouTube-kanal til at manipulere primært børn og unge, hvor videoerne, med deres svage og uklare kognitive indhold og gennemgående brug af fjendebilleder, suggestion og innuendo, nærmest kan ses som feltstudier i Adornos analyse af fascistisk propaganda. Paludans ”politiske parti” Stram Kurs passer i det hele taget som fod i hose på Adornos beskrivelse af en nyfascistisk organisation, der søger at sløre politiske mål om etnisk masseudrensning, koncentrationslejre og et – i sin konsekvens – fascistisk statsapparat i slesk tale om ytringsfrihed og demokrati, som man med Adornos ord ”virkelig skal være grebet af formalismens ånd” for ikke at kunne gennemskue.

Katastrofens komme

Det sidste aspekt ved Adornos tekst, jeg kort vil berøre, er højreradikalismens ambivalente forhold til forestillingen om en fremtidig, social katastrofetilstand. På den ene side trives fascistiske og højreradikale bevægelser i et politisk landskab, hvor dystopiske fremtidsforestillinger om sammenbrud, kriser og sociale katastrofer vinder frem, og på den anden side foregriber eller ligefrem arbejder højreradikalismen selv målrettet mod at frembringe den sociale katastrofe, som den advarer mod.

Her bør den tiltagende politiske bevidsthed om en fremtidig klimatisk katastrofetilstand på store dele af planeten – med ubeboelige landområder, sammenbrud i fødevareproduktionen og massive folkevandringer til følge, kombineret med en fortsat tiltagende ulighed og udbredt politisk afmagtsfølelse i de vestlige samfund – give anledning til en betragtelig bekymring for højreradikalismens fremtidige vækstbetingelser. Vi ser måske allerede foregribelser af denne ambivalens og politiske dynamik i Trumps og Jair Bolsonaros racistiske retorik og brutale anti-immigrationspolitik, kombineret med deres på én gang totale fornægtelse og aktive fremskyndelse af de menneskeskabte klimaforandringer, der truer med at udløse destabiliserende folkevandringer i et historisk uhørt omfang. Her tegnes konturerne af en i sandhed ond cirkel – måske den ondeste cirkel, vi overhovedet er i stand til at forestille os.

Her er det dog også på sin plads at afslutte med den advarsel, som Adorno med rette giver til sidst i sit foredrag. Adorno afviser selv at svare på spørgsmålet om højreradikalismens fremtidige vækstbetingelser, fordi dette spørgsmål på falsk vis behandler et socialt, psykologisk og politisk fænomen som en slags naturkraft, vi ikke kan øve nogen indflydelse på. I den indstilling ”ibor allerede en slags resignation, gennem hvilken man egentlig eliminerer sig selv som politisk subjekt”. Det er denne form for politisk resignation, som Frankfurtskolen helt fra begyndelsen har søgt at modvirke med sin insisteren på, at en kritisk samfundsteori bør søge at tilvejebringe en viden om subjekternes strukturelle handlingssituation, der muliggør frigørelse i praksis. Med Adornos afsluttende ord: ”Hvordan det skal gå med disse ting, og hvem der har ansvaret for, hvordan det skal gå, afhænger i sidste instans af os selv”.

Malte Frøslee Ibsen (f. 1983) er postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han har for nylig udgivet bogen Den nye Internationale – hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden, Gyldendal (2019).

  1. Her kunne en bemærkning knyttes til det på mange måder paradoksale faktum, at Adorno og Frankfurterskolen af mange højreradikale strømninger tilskrives en helt central (og proportionsløs) rolle i den bevægelse, som mange fra disse kanter ynder at kalde ”kulturmarxismen” – en ”teori”, der på mange måder udgør en nutidig arvtager til fortidens antisemitiske konspirationsteorier.
  2. Se, kort herom, kapitel 3 i min bog Den Nye Internationale: Hvorfor Venstrefløjen skal Omfavne Europa og Demokratisere Verden (København: Gyldendal, 2019).
  3. For indflydelsesrige nutidige analyser af begrebet populisme efter denne formel, se Jan-Werner Müller, Hvad er populisme? Et essay, oversat af Hans-Jørgen Birkmose (København: Informations Forlag, 2016) og Cas Mudde & Christobal Rovira Kaltwasser, Populism: A Very Short Introduction (Oxford: Oxford University Press, 2017).
    Malte Frøslee Ibsen, ”The Populist Conjuncture: Legitimation Crisis in the Age of Globalized Capitalism”, Political Studies (67/3), 2019, 795-811.
  4. Malte Frøslee Ibsen, ”The Populist Conjuncture: Legitimation Crisis in the Age of Globalized Capitalism”, Political Studies (67/3), 2019, 795-811.
  5. Se f.eks. Ernesto Laclau, On Populist Reason (New York: Verso, 2018) og Chantal Mouffe, For a Left Populism (New York: Verso, 2018).
  6. Selvom jeg ikke mener, at Donald Trump meningsfuld kan beskrives som fascist i det 20. århundredes forstand – og jeg mener, at man generelt skal være varsom med at drage direkte paralleller mellem den historiske fascisme og nutidens højrepopulistiske bevægelser – så vækker Adornos bemærkninger om fascistisk propaganda ikke desto mindre næsten uundgåelige associationer til præsidentens MAGA-rallies.
  7. Et centralt tema i oplysningsfilosofien, der fandt sin ypperste formulering i Immanuel Kants kritiske filosofi.
  8. Denne kritik af Adorno er blandt andet formuleret af hans gamle yndlingsassistent Jürgen Habermas, f.eks. i hans Der philosophische Diskurs der Moderne: Zwölf Vorlesungen (Frankfurt: Suhrkamp Verlag, 1988)
  9. Se også, f.eks., hans radioforedrag og -samtaler i bogen Erziehung zur Mündigkeit (Frankfurt: Suhrkamp Verlag, 2013), og ikke mindst det vidunderlige forsvar for myndighedsbegrebet og den kritiske fornuft i teksten ”Kritik” i Kulturkritik und Gesellschaft. Band 10, Gesammelte Schriften in 20 Bänden (Frankfurt: Suhrkamp Verlag, 2003).