Breaking: Djøferen er den moderne fyrste

KRITIK: Martin Møller Boje Rasmussens Konkurrencestatsministeren – Til forsvar for den danske konkurrencestat er en spin-guide skrevet af en forsker henvendt til den ambitiøse djøfer og den håbefulde politiker. Vi andre kan med fordel læse bogen som en kritisk afmystificering af et elitært tankesæt. Eftertryks politiske redaktion har bedt Magnus Paulsen Hansen, Postdoc ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, anmelde bogen.

Af Magnus Paulsen Hansen

Efter valget er vi er på mange måder tilbage til dér, hvor konkurrencestatsdebatten for alvor startede i 2013. Formentlig med en regering støttet af partier, der er dybt uenige om en række spørgsmål, der relaterer sig til konkurrencestatens ønskværdighed – f.eks. arbejdsmarkedets åbenhed, det offentlige forbrug, styringen af den offentlige sektor og de offentligt ansatte, håndteringen af ledighed og spørgsmålet om, hvad der er ’ansvarlig’ økonomisk politik. Noget har dog ændret sig, siden daværende finansminister Bjarne Corydon udtalte, at han ”troede på”, at reformpolitikken og konkurrencestaten ”var kommet for at blive” som en nødvendig videreudvikling af velfærdsstaten.1 Efter endt læsning presser særligt ét spørgsmål sig på: er konkurrencestaten og demokrati gensidigt udelukkende begreber?Til venstre for Socialdemokratiet har kommunikationen været utvetydig. SF, såvel som Enhedslisten og Alternativet er alle gået til valg på et opgør med konkurrencestaten. Socialdemokraterne har også rykket sig – i hvert fald på et abstrakt, retorisk plan. Mette Frederiksen har således tidligere udtalt, at hun ”ikke har tænkt [sig] at omdanne Danmark til en konkurrencestat eller på anden vis underlægge [s]ig de kræfter, der er ude i verden”.2 Selv de radikale har varslet et opgør med konkurrencestaten, omend tilsyneladende kun på uddannelsesområdet. I en (selv)kritik af fremdriftsreformen udtalte næstformand Sofie Carsten Nielsen, at mennesker bør ses som ”samfundsborgere, og ikke bare arbejdsmyrer i konkurrencesamfundet”.3

Om den kommende regeringsperiode også i praksis bliver et opgør med konkurrencestatens logik, vil kun tiden vise. Den fælles ’politiske forståelse’ for regeringen og støttepartierne viser ambitioner om at tøjle logikken – drivhusgasser skal reduceres, uligheden skal mindskes, eller i hvert fald ikke ”forøges”, og de nationale test og uddannelsesloftet fjernes.4 Men konkurrencestaten spøger stadig. Den findes i argumentet om at geninvestere i uddannelse – ”En veluddannet befolkning, der til stadighed bliver dygtigere, er en forudsætning for, at danske virksomheder kan klare sig i en hårdere global konkurrence”. Og den findes i hensigten om at føre en ”ansvarlig økonomisk politik, der sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet” og bidrager til ”at øge dansk eksport og fremme den danske konkurrenceevne”.

Machiavelli ifølge Gramsci ifølge Corydon

Martin Møller Bøje Rasmussens nye bog Konkurrencestatsministeren: Til forsvar for den danske konkurrencestat må siges at gå imod stemningen på Christiansborg. Med forord af førnævnte Corydon er bogen et forsvar for den reformpolitik, som et flertal af folketingets partier er gået til valg på at kritisere. Bogen er interessant, fordi den er et utvetydigt forsvar for, hvad man vel nu kan døbe corydonismen. Ifølge Rasmussen bliver man nemlig med bogen ”i stand til at tænke, tale og se som en konkurrencestatsminister”.5 Efter endt læsning presser særligt ét spørgsmål sig på: er konkurrencestaten og demokrati gensidigt udelukkende begreber?6 Rasmussens manøvre er her overraskende. På trods af at han gør op med ’nødvendighedens politik’, som beskrives som neoliberal, indsnævres det politiske mulighedsrum til den begrænsede pallette af instrumenter, som har været anvendt i de sidste 30 års reformpolitik. Alt, hvad der ligger uden for dette mulighedsrum, synes ifølge Rasmussen at være den sikre vej til Trump og lignende ubehageligheder.

Bogen begynder dog et andet sted. Forsiden prydes af én af statskundskabens grundlæggere: den berømte og berygtede Nicolo Machiavelli. Ligesom Machiavelli for godt og vel 500 år siden skrev sit hovedværk Fyrsten som en art håndbog i nådesløs styring af datidens italienske bystat, er Rasmussens bog skrevet som en ”grønspættebog” med en række ”læresætninger” til den kommende danske ”konkurrencestatsminister”.

Den machiavelliske ramme giver dog anledning til en vis tvetydighed i forhold til målgruppen og formålet med bogen. En tvetydighed, som allerede adresseres i bogens forord. Corydon indleder med følgende tilståelse: ”Jeg tror ikke kun på Konkurrencestaten. Jeg har også altid holdt meget af Machiavelli.” For Corydon er Fyrsten dog ikke skrevet til den kommende fyrste, men derimod til folket. Her trækker Corydon på den italienske marxistiske tænker Antonio Gramscis berømte fortolkning af Fyrsten. Gramsci nedfældede sine læsninger af Fyrsten over en årrække, mens han var fængslet under Mussolinis fascistiske styre. Da han var underlagt censur, er Gramcis skriverier derfor forfattet i et bevidst kryptisk sprog, hvilket har givet anledning til utallige fortolkninger af hans Machiavelli-fortolkning.

De mest gængse fortolkninger peger enten på, at Fyrsten bør ses som en afmystificerende kritik af elitens dominerende tankesæt eller – med udgangspunkt i det sidste, mystiske kapitel 26 – som et egentligt politisk manifest for en demokratisering af datidens despotiske styre.7

Corydon følger umiddelbart samme spor i sit take på Gramsci og Rasmussen. Han er enig med Gramsci i, at Fyrsten er skrevet til ’those who are not in the know’, men hvor Gramscis mål var radikal systemomvæltning, er Corydons systembevarelse og status quo. Konkurrencestatsministeren oplyser de uvidende, så de kan forstå det rationelle i de videndes beslutninger ved at gå ”i rette med de mange (mis)forståelser og (fejl)fortolkninger af den danske konkurrencestat”. Det er ikke ”nødvendighedens politik”, men bogen vil ikke desto mindre, ifølge Corydon, give et ”faktuelt, velfunderet og værdibaseret modsvar til populismens falske melodi”.

Den gode, den onde og den grusomme stat

Dette ”oplysningsprojekt” genfindes særlig i det indledende og afsluttende kapitel, hvor Rasmussen skitserer bogens ambition om at levere ”et forsvar for den danske konkurrencestat”. Hovedargumentet er, at der grundlæggende set er tre forskellige svar på globaliseringens udfordringer: det gode, eksemplificeret ved Danmark, det onde, som er en form for amerikaniseret neoliberal politik, og så det grusomme, som er den stigende populisme eksemplificeret ved Trump. Pointen er, at valget ikke står mellem de to sidstnævnte, men at Danmark, som en ”sort svane”, viser, at der er alternativer til den neoliberale konkurrencestat, og at vi derfor har muligheder og valg inden for konkurrencestatslogikken uden at skulle ty til ”nationalpopulistisk velfærdsprotektionisme”.

Valget står altså mellem en neoliberal cocktail af ”konkurrenceudsættelse, privatisering, liberalisering og deregulering” og på den anden side den danske vej, med flexicurity og social investering, som ”udgør en egenartet og forholdsvis harmonisk, velfungerende og afbalanceret enklave i en ellers gold, kold og skånselsløs globalisering”. Rasmussen peger retmæssigt på, hvordan Danmark (og de andre nordiske lande) i den internationale forskning gang på gang bliver fremhævet som et sted, hvor det er lykkedes at sikre høj økonomisk performance (konkurrenceevne) uden at give nævneværdigt køb på hverken velfærdsstatens størrelse eller ydeevne.

Vi er – med Rasmussens ord – ikke ”tvunget” til noget, men tilbage står stadig ikke-valget mellem det ”gode”, onde og grusomme.I stedet for at klynke over reformer bør vi derfor sætte pris på, hvor godt vi klarer os relativt til de fleste andre lande. Uligheden er måske steget, men har ikke nået det niveau, vi finder mange andre steder. Selvom vi ikke føder så mange børn, føder vi stadig flere end så mange andre. Jo, vi har gæld, men ikke så meget som de andre. Jo, vi har ikke så meget vækst, men det får vi. Kompensation og understøttelse er blevet begrænset, men er stadig højere end så mange andre steder. Beskeden fra Rasmussen til sygeplejersken, som oplever, at hun skal løbe for stærkt på grund af konkurrencestaten, er derfor følgende:

Så vil jeg kigge hende dybt i øjnene og sige: Prøv at se et fantastisk projekt, du har bidraget til de sidste 40 år. Du gør en kæmpe forskel. Måske ikke bare i Danmark, men i hele verden. Danmark er en avantgardestat, der hele tiden flytter rammerne for, hvad vi troede var politisk og økonomisk muligt, og det har du været med til at skabe. Ja, der bliver løbet hurtigt, ja, vi er stressede. ja, der er for meget bureaukrati. Men hvis vi ser på summen af kardemommen af det hele ovenfra … Det er jo imponerende.8

Så jo, det er hårdt, men du kan være stolt af, at du er en del af eventyret om den sorte svane. Om det er den samme besked, som skal gives til de mange tusinde fattige familier, der er blevet ramt af de seneste reformbølger, står ubesvaret tilbage. Under alle omstændigheder er spørgsmålet, om ’den danske konkurrencestat’ ikke alligevel ender med at følge en ’nødvendighedens’ politik. Vi er – med Rasmussens ord – ikke ”tvunget” til noget, men tilbage står stadig ikke-valget mellem det ”gode”, onde og grusomme.

Den udefinerede konkurrencestat

Selvom godt 50 sider er dedikeret til at forstå denne særlige, gode variant af konkurrencestaten, står det desværre ikke særligt klart, hvad den er. De mange sider er mættet med komparativ statistik om, hvordan den danske stat performer, men hvad den høje performance skyldes, er mindre tydeligt. Er der f.eks. reformer de sidste 40 år, der ikke har bidraget til den nuværende performance? Har alle konkurrencestatsministre været lige gode? Er Danmark overhovedet så unik, og hvor meget af Danmarks succes kan egentlig tilskrives reformer basereret på konkurrencestatstænkning?

Til gengæld er det klart, hvad Rasmussen mener, at den danske konkurrencestat ikke er, nemlig neoliberal. Og dog. Hovedargumentet bag idéen om Danmark som den ’sorte svane’ er, at Danmarks store stat og velfungerende økonomi går stik imod antagelserne bag det neoliberale reformprogram om privatisering, effektivisering og deregulering – altså om at minimere statens størrelse og indgriben i markedet. Problemet med denne argumentation er dog, at forskningen de sidste 10 år i stigende grad har påpeget, hvordan flere neoliberale tænkere faktisk talte for behovet for en meget stærk og intervenerende (men ikke nødvendigvis demokratisk) stat, der kan sikre konkurrence i samfundet gennem produktionen af entreprenante konkurrencemindede borgere.9 Lyder det bekendt?

Hermed afsløres Rasmussens argumentations grundlæggende antagelse. Konkurrencestaten legitimerer sig ved at ’virke’, fordi politikken udelukkende konciperes som et spørgsmål om økonomi!Den danske konkurrencestat er netop karakteriseret ved at underlægge staten et krav om at sikre internationalt konkurrencedygtige borgere – ikke ved at begrænse staten, men ved at omstille den til ’aktiv’ beskæftigelsespolitik, sikre ’fremdrift’ og ’aftag’ i uddannelserne, etc. Det er derfor problematisk – og lidt af en stråmand – at beskrive den danske konkurrencestat som ikke-neoliberal. Den er snarere et eksempel på en særlig type neoliberalisme.10

Økonomi som konkurrencestatens rationale

Det centrale kritikpunkt er, at konkurrencestaten medfører et neoliberalt menneskesyn, idet den forudsætter produktionen af det altid egennyttemaksimerende homo oeconomicus. Dette affejer Rasmussen dog. Den danske konkurrencestat er ”mere nuanceret end som så”. Men hvilket menneskesyn den danske konkurrencestat så står for, står desværre hen i det uvisse. En årsag hertil er højst sandsynligt, at bogen, i Machiavellis ånd, er tænkt som et amoralsk forsvar for konkurrencestaten. Moral ”hører ikke hjemme i politik” har Rasmussen udtalt til et mestendels ukritisk medielandskab i forbindelse med bogen.11 Til Zetland har Rasmussen således erklæret, at ”økonomi kommer først, og så må man tage alt det fine – hygge, social sammenhængskraft, velfærd og alle vores idealer om at være gode mennesker – og bygge det oven på en økonomi, der fungerer”.12 Rasmussen medgiver derfor, at konkurrencestaten er ”et åndløst sted at være”, men at dette er underordnet, fordi ”det virker”.

Hermed afsløres Rasmussens argumentations grundlæggende antagelse. Konkurrencestaten legitimerer sig ved at ’virke’, fordi politikken udelukkende konciperes som et spørgsmål om økonomi! Der er således ingen statslig politik, der ikke potentielt kan underlægges et konkurrenceevnekrav, hvorfor det første spørgsmål til et hvert nyt forslag også er, om det er finansieret.13 På mange måder udlever Danmark dermed en gammel neoliberal fantasi om at underlægge alle statens aktiviteter en ’permanent økonomisk domstol’, som hele tiden spørger til politikkens effekt på marked og økonomi.14 Giver det afkast? Eller mere præcist: skaber politikken de bedste betingelser for virksomheder i en globaliseret økonomi?

Populismen er det mest effektive værktøj til at sikre demokratisk opbakning fra borgere, som overvejende er ude af stand til at træffe rationelle valg.Det umuligt at adskille politikken fra de moralske spørgsmål om, hvordan vi vil leve sammen, arbejde, fordele vore ressourcer. Med andre ord er konkurrencestaten dybt moraliserende.15 Den stiller krav om en art patriotisme, der kræver selvopofrelse, som vi så det med sygeplejersken. Og da konkurrencestaten har brug for entreprenante og kompetente borgere til at øge konkurrenceevnen, er selvrealisering (som altid er selvrealisering på arbejdsmarkedet) blevet et ufravigeligt krav. Som investor vil man jo gerne sikre sig et afkast. Intet sted ses det tydeligere end i beskæftigelsespolitikken, som i konkurrencestatens navn ”aktiverer” i et væk. Her er grænserne mellem tvang og hjælp udvisket og blevet til ”kærlige skub”.16

Grønspættebog til djøferen

Skillelinjerne mellem den ’gode’ og den ’onde’ konkurrencestat er altså ikke så tydelige, som Rasmussen anfører. Men hvad med skillelinjen til den ’grusomme’ – til populismen og Trump? Umiddelbart fremstår den klar. På den ene side: det rationelle økonomiske analytiske blik. På den anden side: det følelsesladede, folkestemningsrettede og irrationelle.

Men når man ser nærmere på anbefalingerne til den vordende konkurrencestatsminister og de ”håbefulde djøf’ere”, som bogen er henvendt til,17 fortoner forskellene sig dog igen. Det står klart allerede i indledningen, hvor bogen angiveligt er ”udtryk for en elitens populisme, der vedgår sig det potentielle problem, at populisme måske bedst fordrives med populisme”. Så længe populismen er i den højere sags tjeneste, helliger målet m.a.o. midlet? Anbefalingerne bekræfter mistanken. Populismen er det mest effektive værktøj til at sikre demokratisk opbakning fra borgere, som overvejende er ude af stand til at træffe rationelle valg.

Tag f.eks. bogens anden læresætning: ”Optegn spillebanen for international konkurrence.” Denne anbefaling følges kryptisk af et Machiavelli-citat: ”Fyrsten bør frygte to trusler: den indre, der stammer fra hans undersåtter. Den ydre, der stammer fra eksterne magter.” Opgaven for konkurrencepolitikeren består ifølge Rasmussen m.a.o.  i ”at optegne et overbevisende og mobiliserende ’tidsbillede’ af globaliseringen” og ”at tydeliggøre og gennemtrumfe sin egen forståelse af, hvad de kriterier er, og hvilken form for politik de gør ’nødvendig’”.

Så selv om den danske konkurrencestat ikke er udtryk for ’nødvendighedens politik’, er opgaven at gøre politikken nødvendig over for borgerne gennem et ”konstruktionsarbejde”. Her præsenterer Rasmussen læseren (djøferen) for et ”dystopisk inspirationskatalog, hvorfra konkurrencestatsministeren kan sortere, botanisere og udplukke globale risici, der kan indgå i hans eller hendes pligtarbejde med at tegne sit eget globaliseringsbillede”.:

”Udfordringen for konkurrencestatsministeren består (heldigvis) ikke i at gøre rede for alle disse forskellige forhold og relatere dem alle. I stedet bestræber den dygtige konkurrencestatsminister sig på – på nøgtern, brutal og kynisk vis – at udvælge og fremhæve visse aspekter af globaliseringen på bekostning af andre. For i kraft af denne udvælgelse og dette fokus kan han eller hun ramme- og italesætte et bestemt billede af den internationale konkurrence. Et billede, der ikke blot motiverer, begrunder og understøtter konkurrencestatsministerens politiske agenda, men også tilføjer den en ’aura’ af uomgængelig ’nødvendighed’. Som om politikken, som det mest naturlige i verden, udspringer og logisk følger af det netop opridsede billede af de globale udfordringer. Som om den er ’nødvendig politik’.”

Buffeten står på global opvarmning, aldring, stigende økonomisk ulighed, flygtningestrømme, urbanisering, automatisering – hvad har du lyst til? O.k., vi kører med aldring!

Når man har fastsat sine mål (læresætning 3) og valgt sine virkemidler (4), skal ”spilletiden” bestemmes (5). Med adfærdsøkonomien i hånden argumenteres der for, at det er et problem, at befolkningen tenderer mod at tænke kortsigtet frem for langsigtet. Derfor skal ”den tålmodigt anlagte konkurrencestatsminister ikke forvente vælgernes forståelse, taknemmelighed eller opbakning til, at hans eller hendes valg af at ’investere i fremtiden’ på bekostning af nutiden”.

Efter at have sat sit hold (6) skal der bygges en ”måltavle” (7), så konkurrencestatsministeren og djøferne kan holdes op på, om målene nås. Umiddelbart lyder det rationelt, men det er bare ikke formålet med måltavlen. Måltavlen er igen et ”konstruktionsarbejde”.

Godt nok bør konkurrencestatsministeren ”naturligvis altid fortælle sandheden”, men viser det sig, at målene ikke indfries, kan der ifølge Rasmussen gøres én af to ting: enten forties den manglende opfyldelse eller også opstilles bare et nyt mål. Det er uproblematisk, for da ”mange i dag har en hukommelse som akvariefisk, er det faktisk forbløffende nemt for konkurrencestatsministeren at udskifte mål, uden at det udløser sværdslag. For konkurrencestatsministeren i en konkurrencestat er ikke helt det samme som at sælge elastik i metermål, men det er noget af det tætteste, man kommer på.”18 Frem for at være et langstrakt irriterende arbejde med at forklare borgeren det rationelle valg er demokratiet nu reduceret til spin.

Det er så her, at jeg, formentlig mod forfatterens vilje, vælger at læse bogen, som Gramsci læste Fyrsten, altså som en kritisk afmystificering af et elitært tankesæt. Under alle omstændigheder kan bogens ses som en bekræftelse af, at fyrsten i Danmark anno 2019 inkarneres af konkurrencepolitikeren og djøferen.

  1. Amalie Kesler: ”Corydon: »Jeg tror på konkurrencestaten«”, Politiken, 24. august 2013. https://politiken.dk/debat/art5501140/Corydon-%C2%BBJeg-tror-p%C3%A5-konkurrencestaten%C2%AB
  2. Laura Friis Wang: ”Mette Frederiksen: »Vi har 100 års evidens for, at vi kan tøjle kapitalismen«”, Information, 14. april 2018. https://www.information.dk/moti/2018/04/mette-frederiksen-100-aars-evidens-kan-toejle-kapitalismen
  3. Mathias Sindberg: ”’Studerende er ikke bare arbejdsmyrer i konkurrencestaten’”, Information, 15. juli 2017. https://www.information.dk/indland/2017/07/studerende-bare-arbejdsmyrer-konkurrencestaten
  4. Politisk forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten: Retfærdig retning for Danmark. 26. juni 2019. https://www.altinget.dk/misc/Retf%C3%A6rdig%20retning%20for%20Danmark_2019-06-25_ENDELIG.pdf
  5. Dermed en opfordring til alle kritikere af konkurrencestaten til at læse bogen, da bogen kan bidrage til at konkretisere og nuancere objektet for kritikken. MMBR’s ideologiske forsvar gør det muligt at målrette kritikken og stille alle konkurrencestatens protagonister spørgsmålet: ’Er det også jeres ideologi?’.
  6. M.a.o. er det spørgsmålet om ’nødvendighedens politik’. I hvor høj grad er konkurrencestatens fortælling og institutioner blevet set som en måde at afpolitisere politiske kernespørgsmål om moral og økonomi ved at låse dem fast til angiveligt ufravigelige vilkår som globalisering og finansiel stabilitet.
  7. Peter D. Thomas (2017), ‘The modern prince: Gramsci’s reading of Machiavelli’, History of Political Thought, 38(3), pp. 523-44. https://www.academia.edu/34488396/The_Modern_Prince_Gramscis_Reading_of_Machiavelli
    Det var sådan, overtegnede selv valgte at læse kilden til konkurrencestatsdebatten, Ove K. Pedersens bog fra 2011. Altså som en kritisk diagnose af den aktuelle stats idéer og institutioner.
  8. J., Tybjerg, ’”Konkurrencestaten er et åndløst sted at være. Men det virker jo.” Her er manden, der forsvarer tidens yndlingsskurk’, Zetland, 29. marts 2019.
  9. Freedom and the Strong State: On German Ordoliberalism. New Political Economy, 17(5), 633–656; Slobodian, Q. (2018). Globalists: The end of empire and the birth of neoliberalism. Cambridge, MA: Harvard University Press.

    Se også Foucault, M. (2008). The Birth of Biopolitics – Lectures at the Collège de France 1978-79. Palgrave Macmillan; Bonefeld, W. (2012).

  10. Allerede i Konkurrencestaten pegede Ove K. Pedersen på, hvordan en særlig variant af neoliberalisme, den tyske såkaldte ordoliberalisme, havde tydelige paralleller til den måde, den danske konkurrencestat fungerer på.
  11. M. Mikkelsen, ’Filosof: Kritikerne af konkurrencestaten kender ikke alternativet’, Kristeligt Dagblad, 29. marts 2019. https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/kritikerne-af-konkurrencestaten-kender-ikke-alternativet
  12. J. Tybjerg, ’”Konkurrencestaten er et åndløst sted at være. Men det virker jo.” Her er manden, der forsvarer tidens yndlingsskurk’, Zetland, 29. marts 2019.
  13. Som en selvfølge fokuseres der eksempelvis på, om f.eks. museerne eller (forskellige typer) indvandrere bidrager positivt eller negativt til samfundsøkonomien. (Dansk Industri (2019): ’Museerne bidrager med 4,9 mia. kr. til økonomien’, DI Analyse.). https://www.danskindustri.dk/arkiv/analyser/2019/1/museerne-bidrager-med-49-mia.-kr.-til-okonomien/
  14. Se Foucault, M. (2008). The Birth of Biopolitics – Lectures at the Collège de France 1978-79. Palgrave Macmillan
  15. I den ’særlige’ danske konkurrencestat er det endnu sværere, da velfærden jo skal bidrage til den økonomiske konkurrenceevne. Her er velfærd ikke noget, der finansieres, men noget, man investerer i. Med andre ord, hvis man vil klare økonomien ’først’, er der ingen ’hygge’ tilbage.
  16. M.P. Hansen & MH Nielsen, ’Den gode hyrde med de kærlige skub’, Information, 11. juni 2011. https://www.information.dk/debat/2011/06/gode-hyrde-kaerlige-skub
  17. M.M.B. Rasmussen, ’Forfatter svarer igen på Merete Riisagers anmeldelse: Du viser ufrivilligt værdien af min bog’, Altinget, 9. april 2019. https://www.altinget.dk/artikel/forfatter-svarer-igen-paa-merete-riisagers-anmeldelse-du-viser-ufrivilligt-vaerdien-af-min-bog
  18. Der er med andre ord grønt lys til centraladministrationens brug af ’mørkelygten’, tidligere dokumenteret af Jesper Tynell. Se J. Tynell (2014): Mørkelygten – embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta, Samfundslitteratur.