Kants opfattelse af ondskab og det spaltede sind

Om det radikale onde i den menneskelige natur
Immanuel Kant
DET lille FORLAG, 2018

 

 

 

ANMELDELSE: Immanuel Kants Om det radikale onde i den menneskelige natur (oversat af Mogens Chrom Jakobsen; først publiceret i 1792) får ikke overbevisende udredt den menneskelige ondskabs kilder og grænser, men til gengæld demonstreret oplysningsprojektets begrænsede ondskabserkendelse.

Af Sverre Kaels

Kant er udeløseligt inkluderet i enhver snak om oplysningsprojektet, der har (eller havde) en stor tiltro til den menneskelige fornuft og almen fremgang. Her kan ondskaben stille sig i vejen. Om det radikale onde i den menneskelige natur rummer en vidende og god indledning af Peter Thielst, der indledningsvist påpeger: ”Det er vigtigt at være opmærksom på, at Kant med adjektivet radikale i afhandlingen om det onde ikke sigter mod den mest vidtgående, morbide og uhyrlige ondskab, som mennesket kan udfolde, men tværtimod vil fastholde det elementære og næsten uundgåelige træk, som trods al god vilje og al mulig oplysning og belæring ikke lader sig eliminere og undgå.”

Den urene svaghed og det hele menneske

Immanuel Kant skriver med andre ord til os alle. Er ondskabens problem muligt at erkende og løse? Efter denne anmelders mening lykkes det i så fald ikke for Kant. Som forklaring på ondskaben taler han om: 1) En ”forkerthed i menneskets hjerte,” 2) Om ”svagheden” i det blot sanselige, 3) Om ”urenheden” i de menneskelige motiver, 4) Om ”egenkærligheden som kilde til alt ondt,” og 5) Om ”den medfødte hang til at vende rundt på drivfjedrene i maksimerne for vores handleevne”. Derved retter han opmærksomheden mod en spaltning i den menneskelige natur, såvel som en forskel på det erkendende og det handlende menneske. Seneca, som Kant citerer, taler ligeledes om et med sig selv kæmpende menneske, som kun kan adlyde og være tro mod dets frihed gennem en streng indre tugt, der kan defineres som en menneskelig higen, en drift til at ville møde det ubetingede og ubesmittede. Når Kant taler om det spaltede sind – uden selv at bruge dette udtryk – taler han ligeledes om et menneske, der er en kampplads for stridende kræfter.

I modsætning hertil skriver Kant anderledes sympatisk om det hele, frie og gode menneske, der formår at hige efter en endnu ikke glemt oprindelse: en samlet, moralsk og udelt tilstand i den menneskelige psyke. Ondskaben opstår kun, når mennesket ikke handler med hele sit jeg, men bedrager sig selv, derved at det blander sine maksimer (handleregler) sammen. Dette giver anledning til en urenhed i det menneskelige sind. Det er vigtigt for Kant at fastholde, at mennesket er et frit væsen, der selv underlægger sig pligten til at erkende og handle sandt: Vi kan ikke tale om ondskaben, medmindre vi taler om mennesket som et individ, der frit har muligheden for at vælge – og vælge ondskaben fra. Den menneskelige natur er imidlertid en skrøbelig størrelse, og de levende mennesker ofte karaktersvage. Heri finder vi grundlaget for Kants forståelse af det onde: at mennesket delvist bevidst handler i modstrid med sine frit valgte moralske love, at det med andre ord har en hang til det onde, fordi det bedrager sig selv og gør sin rent sanselige natur til herre i sit væsen.

Den rene erkendelse og den virkelige erfaring

Kant taler imidlertid om ”en enhed” i det menneskelige sind, og har man læst Kritik af den rene fornuft, forstår man hvorfor. Kant udruster den menneskelige natur med evnen til at erkende rent og helt, så vi, om ikke andet, kan opnå definitiv klarhed over erkendelsens begrænsninger. Altså er fornuften principielt ubundet til vores naturlige sanselighed, som han, i modsætning til f.eks. Nietzsche, ligefrem tabuiserer. Hvor Nietzsche taler positivt om det hele menneske som en kropslig størrelse, der søger magt, taler Kant om det kropslige og sanselige som en form for egenkærlighed, der bør modarbejdes. Egenkærlighedens princip, der har rod i vores sanselige natur, vil ifølge Kant aldrig kunne udføre etiske handlinger, og ofte når vi tror, at vi handler godt, har vi i virkeligheden kun handlet på en måde, der tilfredsstiller en uskyldig og skyldig selvforelskelse. Hvad der imidlertid gør mennesket til en tilregnelig størrelse, der kan handle ifølge etiske principper, det frit pålægger sig selv, er dets evne til at følge moralske motiver, ”den ubetingede agtelse for loven”, der pligtmæssigt ligger i fornuftens frie væsen. Mennesket er imidlertid ikke et rent væsen, men fristet af modstridende og urene tilbøjeligheder, mens selve den rene fornuft er ubundet af naturens uvildige og sagesløse determinisme.

Vi har med andre ord noget, som er tvingende i vores væsen. Kant afviser, at det moralske skulle ligge i den sanselige natur, thi den har vi ikke selv været ophav til og kan ikke tage æren for. Men de drifter, som er kilden til ondskaben, vidner alligevel om, at den menneskelige natur er spaltet, og at mennesket ofte ikke er i stand til at gøre de rette motiver bærende og betydningsskabende. Det handler om at fæstne det moralske til det, han kalder ”den rene erkendelse”, den ubesmittede tænkeevne eller ”den ubetingede lovgivende fornuft”, dvs. at anskue mennesket som et væsen, der ikke bare blindt handler efter lovens bogstav, men formår at adlyde dets ånd. Et væsen, der formår at handle således – altså lyder det kategoriske imperativ – at det kan ville gøre hver af sin enkelte handleregler til almene love, dvs. et menneske, der ligefrem kan anbefale sin unikke handlevis’ gyldighed for alle mennesker i samme situation – dette utopiske menneske handler moralsk.

Hvor naturen binder mennesket til noget ufrit, vi ikke selv har været ophavsmænd til og derfor ikke kan tage moralsk ansvar for, finder vi vores pligt til at underminere denne natur med et frit sind, der har evnen til at tænke rent og derved adskille og gennemskue det moralsk fordærvelige, før vi handler på dets fornedrede impulser. Handler man således, at den sanselige natur og egenkærligheden ikke får overvægt i psyken, kan der til gengæld blive tale om moralske handlinger som noget beundringsværdigt. En sådan handling sker kun gennem en uafladelig ”modvirken” og en beundringsværdig ”kraftanstrengelse”, ”en opofrelse”, der overvinder de umiddelbare tilbøjeligheder, og hermed karakteriseres et menneske, der ikke umiddelbart har magt til at følge sine egne grundregler.

Pligten

Det er derfor, Kant karakteriserer pligten som noget helligt, et bemærkelsesværdigt ordvalg for et skrift, der udgives i 1793 som del af en kritik rettet mod religionen. En kritik, som professoren betaler for med udvidet opsyn og en indskrænket ret til at forelæse året efter. Kant modtager en kongelig-ministeriel irettesættelse og bliver truet med ”ubehagelige forholdsregler”, hvis han fortsat ”fremturede med sin genstridighed”.

”Det oprindeligt (min kursivering) gode er maksimernes hellighed i efterlevelsen af sin pligt.” Pligten rummer netop en bevidsthed om, at mennesket er et bedragerisk væsen, der har mere end én herre, hvorfor det moralske kun bliver til gennem en intellektuel sondering. Denne karakteriseres netop som en kraftanstrengelse, hvor mennesket, hvis det holder ud, får hjælp af ”en højere medvirken” (hvis karakter Kant ikke viser nærmere interesse for at beskrive). Nok kan man sige, at Kant mangler en tiltro til det spontant handlende individ, men når han skriver om ”en højere medvirken”, tager han ikke bare hensyn til datidens enevældige censur. Han fatter også tillid til menneskets mulighed for at tænke. Mennesket – det tænkende menneske – kan stole på, at der er noget godt i vores grundtilstand og grundtilbøjeligheder.

Man kan, med tanke på Aristoteles’ fantastiske etik, imidlertid kritisere Kant for, at han tager for lidt højde for, at det moralske er bundet til et her-og-nu – en særegen tid og situation. Det vil derfor praktisk talt ikke være muligt at indlede ethvert tilløb til moralsk stillingtagen og handling med den intellektuelle kraftanstrengelse, Kant forudsætter som både uomgængelig og selvfølgelig. Mennesket handler, førend det tænker. Men hvis dét gør mennesket til et ondt væsen, kan det blive en kilde til menneskeforagt: at mennesket hader sig selv, fordi det uvægerligt handler i modstrid med maksimer, det selv har sat og fundet rimelige.

Og når Kant skriver, at ”civiliserede folkeslag i forhold til hinanden befinder sig i den rå naturtilstand, som de hårdnakket har sat sig i hovedet aldrig at forlade”, peger han da ikke på eksistensen af en vilje til det onde?

Naturtilstand og skyld

Kant er selvfølgelig vidende om det, f.eks. Thomas Hobbes skriver om naturtilstanden: at mennesket er så ondt og destruktivt en størrelse, at det i angst for sig selv er villigt til at overgive sin selvbestemmelse til en hersker, der handler med hård hånd og militær magt. Karakteristikken af den menneskelige grund- og uskyldstilstand, skriver Kant, efterlader mange filosoffer, der ikke kan gøre noget ved det onde, i en tilstand af magtesløshed og selvanklage. Men karakteristikken af den grundmenneskelige tilstand, der kræver, at det gode og frie – i oplysningsperspektiv – menneske genvinder sin kraft, kommer frem her: ”Hvad er det for noget i os, der gør, at vi, der er nogle væsner, der gennem så mange behov er afhængig af naturen, dog samtidig er så højt hævet over disse i ideen om et oprindeligt anlæg”?

Det er ideen, der først og fremmest interesserer Kant, men har Kant da ikke mistillid til det praktiske og virkelige og spontane menneske?

Hele Kants virke er rettet mod at adskille det praktiske fra det virkelige. Hegel kritiserer ham for ikke at tematisere sine egne forudsætninger, og for ham er hele historien en dynamisk, fornuftig og virkelig størrelse. Det er den praktiske virkelighed, der mangler plads i Kants erkendelse, og således kan man definere det kategoriske imperativ – Kants etik – som rigidt og uelastisk og overidealistisk: ”Handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.”

Har man, med magisk og næsten religiøs humanisme, hele menneskeheden at tage hensyn til i den enkelte handling, bliver mennesket let lige så handlingslammet, som det er idealistisk og ligefrem utopisk. Men med betoningen af alle mennesker sigter Kant mod, at den moralske handling skal være i overensstemmelse med en frihed, hvis potentialer det er alles pligt at udfolde og kultivere. I det hele taget er det karakteristisk for oplysningstiden, at alle mennesker og samfund skal – og kan – forbedres. Oplysningen er idealistisk i sin (for) store tiltro til de menneskelige friheds- og fornuftsmuligheder, og netop Hegel kritiserer Kant for at udfolde en fornuft, vi hverken er herre over eller har mulighed for at gribe ind i: ”Tingen i sig selv.” Kants tanker manifesterer, at vores bevidsthed rummer kræfter, vi ikke selv har magten over, og Hegel ser snarere et menneske, der kan, og kan erkende, alt, hvis blot det har viljen til det.

Viljen

Viljen behandler Kant næsten ikke, og det forekommer påfaldende, at den nævnes så sjældent i et skrift, der handler om ondskaben. I Om det radikale onde i den menneskelige natur får vi egentlig ikke svar på, hvad ondskaben er; snarere stifter vi bekendtskab med en tænkemåde, der delvis fremstår antikveret. – Det giver en ”merbetydning” til Kants ”tingen i sig selv”, for man efterlades med indtrykket af, at Kant ikke helt tager højde for den virkelige ondskab, men kun en række filosofiske begreber, hvis reelle indhold han ikke kan tilnærme sig yderligere. Kant kunne have gået i kødet på viljen til det onde eller nydelsen ved at have magt over andre, selvom det rigtignok ville true oplysningstanken om den menneskelige autonomi; lige så vel kunne han behandle den morbide og uhyrlige ondskab, hvis hensigten ikke bare havde været at sætte grænser for erkendelsen, men også grænser for den menneskelige ondskab. I hvert fald er denne anmelder en smule skuffet over dette skrift, der ikke besidder samme kvalitet som Kritik af den rene fornuft (1781) samt hans etiske hovedværk, Kritik af den praktiske fornuft (1788).

Hvis den praktiske og sanselige virkelighed ikke tilfredsstiller Kants søgen efter det ubetingede, siger dette noget vigtigt om det sidste. Det ubetingede rummer et rent idéperspektiv, mens det sanselige og betingede ikke besidder frihed. Er noget først erfaret af det menneskelige sind, dvs. er det blevet sanseligt, kommer der en urenhed, en mangel til syne i menneskets evne til at binde sine allerede trælbundne og tvedelte viljer: det er nemmere at tænke virkeligheden end at handle rigtigt i den. Det er i intellektet og fornuften, hvor alt kan tænkes muligt, at vi finder den bærende evne til at handle og erkende sandt, men Kant nævner dårligt nok viljen – måske fordi den ikke først er viljen til det gode. Det frie individ er herre over alle sine kræfter og gør den praktiske handlen samt tænkning til en stræbende bevægelse, en idealistisk bevægelse mod det ubetingede. Den higen og stræben kan beskrives som frihedens vilje til at udnytte alle sine potentialer og at gå fra sansning til idé, hvor sansningen klart nok er det kvalitativt lavest rangerende. Det betyder, at Kant behandler mennesket som idé snarere end at se det blottede og praktiserede og virkelige, for hvor mennesket fejler i den erfarede virkelighed, vinder og genvinder fornuften den menneskelige værdighed i den rent intellektuelle frihed fra erfaringsverdenen: den virkelighed, der er rent tankebaseret.

Pligten og erfaringen

Virkeligheden er et kompromis, mennesket er både godt og ondt, nævner Kant to gange, og det er tilsyneladende vanskeligt at fastholde for en idealistisk og higende filosof. Erfaringen er ikke tilstrækkeligt tillokkende, for den byder på mangfoldige eksempler på, at mennesket fejler. Virkeligheden er et rod af mangfoldige tendenser, mens den rent tænkelige virkelighed bevarer sin uskyld i en fornægtelse af den rå ondskab, mennesket demonstrativt nægter at opgive i sit handlingsliv. Tvungen, uophørlig og disciplineret selvtugt er hos Kant en pligtbestemmelse, for mennesket kan kun handle godt i et pligtbetonet herre-slave-forhold, når dette består i en uophørlig kamp mellem indre magter, der udfolder forskellige væsenstendenser. Det er der, Kant behandler menneskets værdighed, for værdigheden og agtelsen ligger i fornuften, der skænker virkeligheden et frigørende og rent tænkeligt idéperspektiv, hvor kun pligten definerer det gode.

Sverre Kaels er forfatter til essays og flere skønlitterære bøger, senest Fra et udvalg af planløs forelskelse (Armé, 2019). Læs mere af samme forfatter her: https://www.kulturkapellet.dk/filosofi,%20kultur%20og%20samfundsessays.php?brugernavn=Sverre%20Kaels