Når mennesker sætter tænderne i deres eget kød

Af Rasmus Lund Nielsen
Fotomontage af Elisabeth Colding & co.

Das Leben, eine missliche Sache. Schopenhauers berømte sentens gælder endnu i dag. Det er i hvert fald vanskeligt at bevare det gode humør, når temperaturen stiger, og isen smelter, mens man ser langt efter handling. Sådan må det være. Schopenhauer har lært os, at det er imod menneskets egoistiske natur at give afkald på privilegier. Vi risikerer at udslette hele vores livsgrundlag, fordi menneskets og naturens drift er umættelig

Det har jeg talt med Søren R. Fauth om. Han er lektor på Aarhus Universitet, digter, oversætter og ekspert i Schopenhauers filosofi. Schopenhauers tanker er ikke opmuntrende, men muligvis sande – og dermed er du advaret.  

Mod slutningen af første bind i hovedværket Die Welt als Wille und Vorstellung (1818, da. 2005) beskriver Arthur Schopenhauer (1788-1860) livet som en cirkelformet bane bestående af glødende kul, hvor der kun er ganske få steder, der er kølige: ”en bane, som vi uafladeligt er tvunget til at gennemløbe”.1 De mange mennesker, der endnu er hildet i illusionen om verdens bestandighed – fanget i hvad Schopenhauer kalder forestillingsverdenen – finder trøst i de kølige steder, mens de ganske få, der gennemskuer verdens inderste, destruktive kraft, ser sig selv som værende alle steder simultant og træder ud af banen.

Billedet er til at forstå: glødende kul, der brænder under vores fødder.

Dengang var det i overført forstand, men i dag er det helt konkret, at temperaturen omkring os stiger, og imens står menneskene afmægtige på de (endnu) kølige steder og ser på med dystopiske diagnoser. For rigtig politisk handling skal man se langt efter, når det gælder klima- og biodiversitetskriserne – ikke mindst herhjemme i Norden, hvor der er penge nok og indtil videre køligt at være. Det skal man, fordi mennesket helt i sit inderste er et egoistisk væsen. Det er det ondeste blandt alle levende væsner. Det er ikke mindst fordi mennesket formår at forbruge langt mere, end kloden kan holde til, fortæller Fauth.

”Med Schopenhauer kan man måske sige det sådan, at der findes en ren og en forurenende natur, som alt sammen er vilje. Stenen er ren natur, mens mennesket i sit væsen er begge dele på én gang. Fordi det både har forstand og fornuft, kan mennesket beregne og udregne, hvordan man maksimerer udkastet af det, man gør. Den evne forurener allerede nu – og har gjort det længe – mere, end kloden kan holde til. Det er lige så vanvittigt, som det er modstridende. For på den måde udsletter mennesket sig selv, fordi viljen i det med forstand og fornuft udstyrede menneske vil bemægtige sig mere og mere af materien (naturen). Det er ikke en fremmed tanke, for den har været i Schopenhauers filosofi hele tiden. Hver gang jeg går forbi et vindue, hænger der jo for eksempel en 65 tommer fladskærm indenfor. Man bekræftes overalt i, at det er den der tilgang til livet, hvor man hele tiden vil have mere, der bestemmer alt i os, og som altid har gjort det. Det er det, der driver verden. Det, der senest siden Marx har heddet kapitalisme. Men det, der gemmer sig bag hele miseren, er en kraft, der er i naturen, og som er i os. Det er den kraft, der er Schopenhauers vilje – at livet først og sidst er objektiveret vilje – og dén gør ikke noget godt for klimaet.”

Schopenhauer og økofænomenet

Kernen i Schopenhauers filosofi er, at der bag verden, som den fremtræder for vores sanser, ligger en vilje. Viljen er en blind og umættelig drift, der altid vil have mere, og som aldrig er tilfreds. Måske forbruger vi langt mere, end kloden kan holde til, fordi viljen altid vil maksimere afkastet af det, den gør.

Der er ellers økodiskurser overalt i dag inden for videnskab, filosofi og kunst, der på forskellige måder undersøger det store og abstrakte problem om klimaforandring. Det er allerede mere end ti år siden, digteren Lars Skinnebach slog fast, at al litteratur, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, slet ikke er værd at beskæftige sig med. Så var dét sagt, men allerede dengang var økolitteratur og -kunst kendt i hele Norden, og økoteorier spirede frem mange steder, mens politisk handling var fraværende.

Måske derfor gik tredive markante norske forfattere som Karl Ove Knausgård, Jo Nesbø, m.fl. sammen om at råbe folket op forud for stortingsvalget i 2021: ”Stem på dem, som lever her om hundrede år, stem på dit barnebarns gråd, stem på dit barnebarns første smil,” stod der frit gengivet i brevet, og dermed satte de klima på dagsordenen til lige dele hurraråb og modstand. Mostanderne pegede blandt andet på en dobbeltmoral og fremhævede for eksempel, at især de internationalt anerkendte forfattere rejser langt mere end den almindelige kvinde- og nordmand.

Meget af alt det, der bliver gjort for at sætte klima på dagsordenen, er båret af gode intentioner, og måske har vi endnu effekten til gode. Men Schopenhauer ville nok sige, at klimabevidstheden først og fremmest er båret af egoistiske motiver, som afsenderne selv er blinde for. Hvis vi ser helt nøgternt på klimadiskurserne, er det vel de færreste, der læser, ser på kunst eller gider beskæftige sig med videnskab og politik, hvis de ikke samtidig får mulighed for at positionere sig selv i en eller anden sammenhæng. Og ikke nok med det: De fleste gode intentioner stopper, når det gælder privilegier som for eksempel streamingtjenester. Det gør de, selvom man ved, at internettet i dag forurener lige så meget som flytrafik. Måske er det en af grundene til, man ser så lidt handling. Sådan er mennesket indrettet, og det vidste Schopenhauer allerede i attenhundredetallet, fortæller Fauth:

”Jeg har lige skrevet en artikel om forfatteren Wilhelm Raabe (1832-1910), som jeg også har skrevet disputats om. Raabe udgav i 1874 romanen Pfisters Mühle, og den går for at være den første økoroman i tysk litteratur. Derfor har den fået en renæssance, og den læses i stor stil med udgangspunkt i mere moderne økodiskurser og -teorier.

Problemet er bare, at man dermed fuldstændig overser, at det i virkeligheden er Schopenhauers filosofi, der er nedenunder romanen. Raabe er nemlig sovset ind i Schopenhauers tænkning. Det er det, jeg viser i min disputats; at de litterære værker og Schopenhauers viljesmetafysik er meget tæt forbundne, og det er er også det, jeg skriver om i artiklen, nemlig at det er Schopenhauers vilje, der gemmer sig under store dele af romanens økokritiske forgrund.

En af hovedfigurerne i romanen hedder Adam, ligesom det første menneske, og så hedder han Asche til efternavn, altså aske. Mens jeg arbejdede på artiklen, stod det pludselig klart for mig, at det altid har været indskrevet i historien, at det første menneske også må være det sidste. For mennesket har i sig en instinkt- og driftsnatur: mennesket ér natur. Naturen har i sig den samme drift, som gør, at vi med nødvendighed til sidst må ende med at destruere vores livsgrundlag, fordi det er viljen, der hele tiden manifesterer sig i verden, og fordi viljen altid vil have mere og aldrig er tilfreds. Derfor er udslettelsen, om man så må sige, indskrevet i naturens DNA. Viljen slår – med Schopenhauers egen metafor – til sidst tænderne i sit eget kød.

Man kan også sige det sådan, at viljen manifesterer sig i Adam, og fordi han i sit inderste er identisk med det umættelige, blinde begær, kan han ikke lade være med at udvikle sig gennem historien. Den teknologiske udvikling – eller rettere afviklingen af naturen, af mennesket – hele evolutionshistorien er viljens manifestation. Det er begæret, der driver alt frem, og dette begær stopper aldrig. Nok er aldrig nok.

Det er derfor meget muligt, at vi med åbne øjne er ved at destruere hele vores livsgrundlag, men vi kan ikke stoppe, fordi vi uophørligt vil stræbe efter nye mål, højere indkomst, større fladskærme, hurtigere internetforbindelser, flere privilegier. Og da vi ikke vil se sandheden i øjnene, bortlyver vi vores egen egoistiske stræben og iklæder den forblommede ideologier og moraliserende deklarationer, kører i el-biler og flyver lidt mindre og glemmer, dvs. fortrænger, at også el-biler er afsindigt skadelige for miljøet, og at vi alle sammen burde hoppe af internettet, øjeblikkeligt indstille enhver streaming-aktivitet osv., osv.

Det havde Raabe forstået allerede i 1874, da han skrev romanen, og mens industrialiseringen dundrede derudaf. Nemlig at det, der driver alt, er profit, kapital og egoisme. Menneskets blinde begær, den umættelige, ustoppelige drift efter mere, og sådan er det endnu. Det er hele kernen i romanen – og i Schopenhauers filosofi.”

Manifest for livsrettigheder og Schopenhauer

Lad os se på et andet eksempel end Raabe – et af mange, når først man ser efter.

Det populære tidsskrift NY JORD – Tidsskrift for naturkritik har sensationelt solgt flere tusinde eksemplarer. Det er sensationelt, fordi der i reglen sælges så få bøger. Det seneste nummer udkom i 2020 med bidrag fra blandt andre Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience Kalø med speciale i genopretning og udvikling af Danmarks truede biodiversitet.

Ejrnæs formulerer her et kort manifest. ”Manifest for livsrettigheder” har visse paralleller til Schopenhauers filosofi, uden at der er nogen sammenhæng mellem dem i øvrigt. Her forsøger han at begrunde og beskrive en bioetik for mennesket og naturen. Han skriver ikke om klimakrisen, men om biodiversitetskrisen. Det er strengt taget to forskellige problemer, men de kalder på mange af de samme eksistentielle svar, fordi begge dele kræver, nogle mennesker opgiver deres privilegier.

Der står for eksempel: ”Naturen er alt. Alt er natur. Alle former i naturen har en fælles oprindelse … Dette fælles ophav er LYSLEVENDE og her og nu. Mens formerne er afgrænsede i tid og rum, er ophavet uafgrænset og altomfattende … Alt levende kommer samme sted fra og lever samme sted, og livet har ubetinget eksistensberettigelse”. Eller lidt senere: ”Mennesket og kulturen er altså en særudgave af livet, men samtidig ikke andet end natur … Formdannelser konkurrerer mod hinanden … De stærke må respektere de svages eksistensberettigelse, og de svage anerkende de stærkes kompetencer og autoritet”.2

Om Ejrnæs har læst Schopenhauer er svært at sige, men det er sikkert, at manifestet i hvert fald indirekte griber tilbage til noget af det, Schopenhauer også ser.

Det LYSLEVENDE her og nu er for eksempel vanskelig ikke at associere med Schopenhauers vilje, som alt levende kommer fra og er, mens formerne er afgrænsede af tid og rum. Det er viljen, der objektiverer sig selv i verden og sætter subjektet, først som ide og siden i utallige objekter. Livet er nemlig først og sidst viljens fremtrædelse, fra den laveste ide til mennesket, der er en særudgave af livet, men som samtidig ikke er andet end vilje – en form for natur. Formdannelserne konkurrerer mod hinanden, ligefrem sætter tænderne i hinanden, selvom de i deres inderste er ét, fordi viljen altid vil have mere, aldrig bliver mæt. Ikke nok med det: i det med forstand og fornuft udstyrede menneske åbenbarer viljen sig på den mest hensynsløse og grusomme måde.

Den såkaldte digitale udvikling

Ejrnæs forsøger at skrive en bioetik frem, der foreskriver, hvordan vi bør eksistere i verden sammen med andre arter for at opretholde livet, fordi han antager, at det har mening i sig selv. Schopenhauer derimod skriver alene om det, han ser, og han ser ikke, at det almindelige menneske lever i overensstemmelse med sådanne naturideologiske målsætninger. For Schopenhauer geråder viljen uvilkårligt i konflikt med sig selv og tærer som nævnt uden pause af sit eget kød. Det er i det mindste reglen, for der findes undtagelser, men dem vender vi tilbage til.

Reglen bekræftes ikke mindst i den digitale udvikling, fortæller Fauth. For selvom du har alle gode klimaintentioner, læser du nok dette på internettet, på en af de største forureningskilder overhovedet.

”Det bliver lidt en gentagelse, men hvordan vil du argumentere imod udviklingen mod undergang. Den teknologiske udvikling er bare i min levetid stukket helt af, men er den godt for noget – nej! Det er smart, at man kan tale sammen over Zoom, og det er rart at skrive på en computer, men hele internettet, alt det, der foregår online, er næsten udelukkende dårligt. Det afvikler menneskets hjerne. Man lærer intet udenad, fordi vi bare kan søge det frem, i stedet for at lagre det på vores egen cerebrale harddisk. Den successive analfabetisme, bortrangeringen af hukommelsen, udliciteringen af vores kognitive færdigheder, vores evne til fordybelse, til at lære, til at forstå komplekse sproglige tegn og betydninger, til at lære sprog, til at fortolke, til at være nærværende. Det er det ene, og det andet er, at vi ødelægger miljøet, mens vi ødelægger os selv.

Lige præcis dét er der ingen, der gider at høre. Man vil godt høre om, at man skal køre elbil, eller at man skal sortere skrald og den slags, at man skal begrænse sin flytrafik, men meget få kan rumme at skulle droppe al aktivitet på internettet, selvom det er noget af det, der sviner allermest. Hvorfor gør vi det så? På grund af profit, begær og kedsomhed, intet andet end det. Det er også en af de for alvor farlige afledte effekter ved Corona-pandemien, at den er blevet et påskud til at accelerere digitaliseringen af samfundet. En ting er sikker: Vi kan ikke frelse naturen fra mennesket via Instagram og Facebook. Techgiganterne og digitaliseringsfortropperne skiftevis griner på vej til banken og lukker varm luft ud.”

Det store forbillede

Med til Ejrnæs’ bioetik følger naturligt en række leveregler. Han skriver blandet andet: ”Mærk hjertet åbne sig i valgløshed og ligelighed” og ”giv plads til at livet også kan folde sig ud gennem andre”.3 Ligesom Schopenhauer beskriver Ejrnæs først grundvilkårene, dvs. verden, som den er, men han tilføjer regler for, hvordan man bør leve. Sådan nogle findes der ikke i Schopenhauers viljesmetafysik, selvom det er noget så fristende at læse den sådan.

I Schopenhauers metafysik findes nemlig ganske få undtagelser, undtagelsesmennesker, der bliver forløst fra deres lidelse og ego, fordi de erkender, at de ikke er andet end vilje. De erkender, at alt er ét. Derfra kan de løfte det ”Majas slør”, som forhindrer én i at se, at alt er forestilling og objektiveret vilje – først dér kan de fornægte viljen til livet. Dermed bekræfter de også eksemplarisk Ejrnæs’ levelære:

Hvis nemlig Majas slør … hos et menneske løftes i en sådan grad at han [sic] ikke længere gør den egoistiske forskel mellem sin egen person og den fremmede, men tager lige så meget del i de andre individers lidelse som i sine egne og dermed ikke kun er så hjælpsom som overhovedet muligt, men endda er parat til at ofre sit eget individ så snart dette kan føre til redningen af flere fremmede individer, så følger det af sig selv at et sådant menneske … også må betragte alt levendes endeløse lidelser som sine egne og dermed tage hele verdens smerte på sig.4

Det er også det, man som almindelig dødelig kan være heldig at opleve ganske kort, når man beskæftiger sig med kunst, igen ifølge Schopenhauer. Her kan man, når nåden tilfældigt indtræffer, glemme sig selv og befinde sig i en tilstand af begærløs jeg-løshed. Her er man befriet for sit eget ego, hvis man da ikke, som en anden Tantalos, bliver sendt tilbage til Tartaros, så snart musikken stopper – tilbage til den illusoriske og lidelsesfulde forestillingsverden.

Schopenhauers forløsningslære (soteriologi) er funderet i en pludselig transformation af erkendelsen, der med ét lader os se, at alt i sit væsen er det samme: Jeg er dig, og du er mig, naturens inderste væsen korresponderer med mit eget inderste væsen, osv. En sådan indsigt i den overalt identiske grund vil, hævder Schopenhauer, automatisk afstedkomme, at man ikke længere vil gøre skade på et andet individ eller en hvilken som helst anden ikke-menneskelig organisme i naturen. Dertil kommer, at naturens skønhed netop i eminent grad besidder evnen til at fremkalde den æstetiske (viljes- og jegløse) kontemplation.

Når man taler om klima, fristes man derfor også til at ophøje disse undtagelsesmennesker til forbilleder – til leveregler, man skal lære af. Men gør man det, gør man vold mod Schopenhauers tekst, fortæller Fauth:

”Naturen objektiverer sig på sit højeste trin i mennesket, som på én og samme tid rummer muligheden for igennem fornuften at vende sig bort fra naturen, altså overkomme den ved at vende sig væk fra viljen til livet, samtidig med at den selv samme natur i mennesket åbenbarer sig som et væsen, der er langt mere destruktivt og egoistisk end samtlige andre skabninger på planeten. Men det er altså undtagelsen af alle undtagelser, at et menneske overvinder viljen til livet.

De fleste mennesker vil altid gerne finde de opbyggelige budskaber i en tekst. Det er så tæt forbundet med mennesket, at vi gerne vil forbinde alting med en anvisning. Men Schopenhauers etik er deskriptiv, ikke præskriptiv. Han bestræber sig udelukkende på at beskrive og fortolke verden, som den er, og ikke som den burde være eller – i den bedste af alle tænkte verdener – eventuelt ville kunne blive. Der findes rigtig nok ganske få undtagelsesmennesker, der bekræfter reglen, men du kan aldrig nogensinde sige, i hvert fald ikke med Schopenhauer, at du burde passe bedre på naturen, eller at du bør gøre det ene eller det andet. Eller rettere: du kan godt sige det, men hvad hjælper det at sige noget som helst, når det udelukkende er dine handlinger, der er afgørende? De indiske vise, alle munkene, han henviser til, er ikke ment som forbilleder. De er ment som eksempelmateriale. Se på verden, iagttag hvad menneskene de facto gør, og drag dine konklusioner om menneskets faktiske moralske habitus.

Hver gang jeg holder foredrag og fortæller det her, spørger man: hvad vil du sige med det, men det er der ikke noget svar på. Jeg vil bare nærme mig sandheden om verden, om mennesket, og intet tyder på, at vi i Vesten for alvor er klar til at opgive vores privilegier. Vi er ikke de facto klar til at ofre noget, at foretage de nødvendige handlinger, hoppe af Facebook, Instagram, annullere al aktivitet på nettet, skrotte al moderne teknologi, herunder computere, vende tilbage til tavle og kridt og i det hele taget slukke for strømmen til viljens umættelige motor,” slutter Søren R. Fauth.

Jeg selv har svært ved ikke at læse Schopenhauer filosofi som en anvisning af, hvordan man kan overkomme viljen igennem naturen og erkende, at alt er ét. Men måske bekræfter det bare, at også denne tekst er båret af egoistiske motiver. Sådan er det stensikkert, når jeg tænker mig grundigt om, og jeg deler nok også teksten på Facebook, når den tid kommer. Hvad har jeg så lært? Slet intet – på nær lidt om sandheden. Men det er måske heller ikke så skidt endda.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Schopenhauer, Arthur (2017): Verden som vilje og forestilling. København: Gyldendal, s. 553.
  2. Ejrnæs, Rasmus (2020): ”Manifest for livsrettigheder” i Ny jord Nr. 5 – Tidsskrift for naturkritik. Forlaget Virkelig, s. 167 og 169.
  3. Ejrnæs, Rasmus (2020): ”Manifest for livsrettigheder” i Ny jord Nr. 5 – Tidsskrift for naturkritik. Forlaget Virkelig, s. 169.
  4. Schopenhauer, Arthur (2017): Verden som vilje og forestilling. København: Gyldendal, s. 551.