Ukraine og programmet for aktiv glemsel

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje. (Luk. 6, 41-42)

Vi skriver år 0. Mærk de forfriskende vinde i medierne og i hjemmene: En kompromisløs folkefront for militarisering og stormagtskonfrontation er under opbygning. Det er alt sammen lovende, men vi når ikke i mål uden at gøre en ekstraordinær indsats. Om Ruslands aggression har statsminister Mette Frederiksen rammende sagt: ”Lad det være et jerntæppe, der lukker Putin inde.” Det fordrer oprustning – på både den militære og mentale front. Vi skal have flere, større og bedre våben, men vi skal også etablere et psykisk jerntæppe, som lukker enhver forståelse af historien og vores egne bidrag til krisen ude. Vi præsenterer her Programmet for aktiv glemsel. Afsnittet om Ukraine.

Af Uffe Kaels Auring
Illustration af Molly Christensen

I denne civilisationens blomstringstid må vi som samlet nation forfølge en politik om aktiv glemsel. Alt for mange af os bærer på giftige minder, som må udslettes. Viden, der i gemen forstand kan være rigtig nok, men som i moralsk henseende er betændt og nedbrydende for det civilisatoriske sammenhold. Små brokker af bevidsthed, der svækker vores vilje og slører vores fjendeblik. Der må renses ud i minderne, bid for bid, indtil vores erindringsverden er lige så ren som vores moralske stillingtagen.

Glem de historiske linjer

1

Lad os starte i helikopterperspektiv: Hvordan har vi i Vesten håndteret Rusland siden Den kolde krigs afslutning? I grove træk har vi:

a. negligeret bestræbelser på at opbygge en paneuropæisk sikkerhedsorden, der inkluderer og ikke ekskluderer Rusland;1

b. i stedet ekspanderet NATO mod Øst og vendt det døve øre til Ruslands vedholdende og stadig stærkere protester;

c. i øvrigt ignoreret russiske ønsker om NATO-medlemsskab (fra Mikhail Gorbatjov, Boris Jeltsin og Vladimir Putin);2

d. opsagt ABM-traktaten om forbud mod opstilling af antiballistiske missiler og igangsat opbygning af et missilforsvar (for bl.a. at beskytte Polen mod den store trussel om atomvåbenangreb fra Iran, hvilket det paranoide Rusland har misforstået);

e. udrustet NATO med en konfliktopsøgende mission og proklameret, at militæralliancen har globalt ansvar;3

f. givet prøver på den globale ordenshåndhævelse i f.eks. Kosovo og Libyen, hvilket har foruroliget og forbitret russerne;

g. bevæbnet Ruslands nabostater og integreret ikke-NATO-medlemmer i den vestlige ”sikkerhedsstruktur”;

h. intenst blandet os i Ruslands nabolandes interne forhold mhp. at styrke provestlige kræfter;

i. på forskellige måder presset tidligere Sovjetrepublikker til at vælge side mellem Rusland og Vesten. I Ukraine har stormagtstrykket været stærkt destabiliserende. Eksisterende kulturelle og politiske skel er blevet uddybet, radikaliseret og militariseret.4

2

Siden den gamle kolde krigs afslutning har vi set en langsom, men sikker udrulning af den jerntæppepolitik, som nu synes fuldbyrdet med Vestens reaktion på Ruslands kriminelle overfald på Ukraine. For at isolere Rusland mest muligt skal vi også isolere de aktuelle begivenheder fra deres baggrund. Jerntæppet står stærkest, hvis vi stykke for stykke glemmer, hvordan det stykke for stykke blev konstrueret.

3

Vi skal glemme, at NATO’s out-of-area-operation i Kosovo, 1999, satte de liberale kræfter i Rusland, der higede efter indenrigspolitiske reformer og en Vesten-venlig udenrigspolitik, ud i kulden (hvor de stadig står).5 Den ændrede også indstillingen og tænkningen i Kreml. Inden Kosovo-krigen havde Rusland i det store hele baseret sine sikkerhedspolitiske relationer til Vesten på gensidig tillid og løfter. Da Rusland så sig kørt ud på et sidespor med NATO-interventionen – som i øvrigt indtraf samtidig med fuldendelsen af den første østudvidelsesrunde samt NATO’s proklamation af sit grænseløse ansvar for verdens sikkerhed – mistede de troen på os.6 Det er formentlig her, år 0 indtræffer i Ruslands tilbagestående tidsregning.

I hvert fald begyndte et nyt kapitel, hvor Rusland søgte bindende og gerne traktatsikrede sikkerhedsforpligtelser samt etablering af nye europæiske sikkerhedsorganisationer. At Vesten heller ikke gav dem det, kan vi ikke glemme, da der ikke er noget at huske. Men vi kan og skal glemme, at russerne ihærdigt forsøgte, samt baggrunden for det.

4

Der findes sammenhænge, hvor vi passende kan tænke tilbage på, at NATO i sin sluterklæring fra topmødet i Bukarest 2008 proklamerede, at ”Georgien og Ukraine vil blive NATO-medlemmer”. Putins paranoide reaktion kan vi også mindes. Vi skal til gengæld i alle sammenhænge glemme, at Tyskland og Frankrig under de interne forhandlinger advarede om, at igangsættelse af en optagelsesproces for Ukraine og Georgien ville underminere visionen om fælles sikkerhed i Europa og føre til øgede spændinger mellem Rusland og Vesten.7

5

Vi skal i samme ombæring glemme, at også amerikanske diplomater tilbage i 2008 advarede om, at NATO’s medlemskabsløfte til Ukraine ville føre til russisk oprustning samt øgede bestræbelser på at styrke konkurrerende sikkerhedsorganisationer.8 Glem også USA’s daværende Ruslands-ambassadør John R. Beyrles bemærkning om, at Moskva havde demonstreret villighed til ”at bruge materiel og mænd på [at stoppe en yderligere udvidelse af NATO], selv hvis prisen var international fordømmelse”.9 Udsagnets tilsyneladende aktualitet understreger, hvor eftertrykkeligt det skal glemmes.

6

Vi skal glemme, at NATO’s angreb på Libyen i 2011 efter alt at dømme var med til at overbevise Putin om at gå efter præsidentposten igen.10

7

Vi skal glemme, at NATO’s ekspansion ifølge præsident Bill Clintons forsvarsminister William Perry var en dødsdom for centrale dele af nedrustningsdagsordenen efter Sovjetunionens sammenbrud.11 Perry anså beslutningen om at rykke NATO mod øst som ”det første skridt” i en ”ekstremt uønskværdig nedtur for relationerne mellem USA og Rusland”:

Efter denne beslutning forekom en række andre amerikanske og NATO-aktioner, som Rusland fandt truende: den amerikanske indsættelse af missilforsvarssystemer i Europa, NATO’s militære aktion mod Serbien og forslaget om at tilbyde NATO-medlemskab til Ukraine og Georgien. Ingen af disse var afgørende; men tilsammen blev de af Rusland tolket som et tegn på manglende respekt for Ruslands interesser – et tegn på, at USA ikke så Ruslands synspunkter som vigtige.12

Du kan læse flere detaljer i hans erindringsbog My Journey, hvis du vil være sikker på at få det hele med. Altså med ned i glemslen.

8

Det er i det hele taget vigtigt, at vi udsletter erindringen om de vestlige politikker, som Rusland finder provokerende. Det gælder bruddene på talrige vestlige lederes løfte fra de glade 1990’erne om ikke at udvide NATO mod øst13, og det gælder vestlig støtte til omstyrtelsen af Janukovitj-regeringen i Ukraine i 2014.

9

På sin vis er det heldigt, at Putins propagandistiske udgydelser er fyldt med anklager om påståede vestlige svigt. Hvad denne forrykte autokrat beskylder Vesten for, kan nemlig være brugbart at udbrede til de vestlige befolkninger, da anklagernes propagandistiske karakter til fulde fremgår af, at de kommer direkte fra despotens mund, ligesom despotens utroværdighed yderligere bestyrkes af anklagernes komplette forrykthed. Men den historiske baggrund, som forvanskes i Putins propaganda, skal vi holde os langt fra. Hvis nogen skulle bringe emnerne op, så peg evt. på, at vedkommende lyder som Putin. Vi må i det hele taget alle være pinligt bevidste om ikke at erindre noget, der også optager Putin. Der er større ting på spil her end ”korrekt historieskrivning” i gemen, deskriptiv forstand. Det handler om at være på den rigtige side af historien. Det er vores moral og de militaristiske løsningers respektabilitet, der er på højkant.

Således ser vi, at Putin trods al den ondsindede censur, han bedriver derhjemme, også kan udfylde en positiv censurinstans i Vesten: Han fortæller, hvad vi ikke skal komme ind på – som andet end Putin-propaganda.14

10

Putin lancerede Ukraine-krigen med beklagelser over Vestens brud på løftet om ikke at udvide NATO mod øst, CIA’s støtte til islamistiske terrorister i Tjetjenien, Libyen og Syrien, katastrofen i Irak, George Bush’ ensidige opsigelse af ABM-traktaten, støtten til regeringsomstyrtende kræfter i Ukraine i 2014, og den efterfølgende krig i Østukraine samt USA’s massive forsyninger af våben og rådgivere til Ukraine efter 2014. Putins forrykte liste er længere, men glem det, og hvis nogen prøver at bringe emnerne på banen, så afskriv det som et forsøg på at lægge noget af Putins skyld over på vores skuldre. Bestrid ikke materien; beklik intentionen. Det er en apologi for ondskab, som skal fordømmes i de skarpeste vendinger.

Glem NATO-ekspansionens kritikere – og nogle af dens budbringere

1

Rækken af udenrigspolitiske kapaciteter, som har advaret om, at NATO’s ekspansion før eller siden ville få russerne til at reagere voldeligt, er lang. Blandt de mest prominente alarmister finder vi hovedarkitekten bag USA’s inddæmningspolitik over for Sovjetunionen, George Kennan15; den indflydelsesrige koldkriger og udenrigspolitiske tænker Henry Kissinger16; George W. Bush’ sikkerhedsrådgiver og nære ven, general Brent Scowcroft17; udenrigspolitiske høge såsom hovedeksponenten for ”tilbagerulningsstrategien” under Den kolde krig, Paul Nitze18; forsvarsminister i Kennedy- og Johnson-regeringerne, Robert McNamara; USA’s Ruslands-ambassadør fra 2005-2008 og nuværende CIA-direktør, William Burns19; forsvarsminister i George Bush- og Barack Obama-regeringerne, Robert Gates20; USA’s forhenværende FN-ambassadør Daniel Patrick Moynihan; USA’s ambassadør i Sovjetunionen fra 1987-1991, Jack F. Matlock21; allerede nævnte William Perry22; samt en lang række amerikanske senatorer og andre højtstående politikere i USA og Europa. Dertil kommer en del eksperter fra den akademiske verden såsom John Mearsheimer, Stephen Cohen, Jeffrey Sachs, Richard Pipes, Edward Luttwak og Michael MccGwire.

At Rusland skulle ”reagere”, kan være rigtigt – i en verden, som ikke kender til ansvar. Den er vi heldigvis ved at lægge bag os. Men eftersom alarmisterne a) har været temmelig centralt placeret, b) både tæller udenrigspolitiske duer og høge, alle tæt på det etablerede magtcentrum, c) desuden er mange, d) og respektable, så er det sikrest at glemme, at de var der. Deres øvrige virke kan vi stadig tænke på. Der er ingen grund til at skrive dem helt ud af historien, sådan som man kunne finde på i det gamle Sovjet.

2

Blandt Ruslands-kendere er der relativt bred enighed om, at modstand mod NATO’s ekspansion mod øst og særligt ind i Ukraine deles på tværs af hele det politiske spektrum i Rusland. Hør her USA’s daværende Ruslands-ambassadørs diagnose fra 2008: ”Ukraines indtræden i NATO er den klareste af alle røde linjer for den russiske elite (ikke kun Putin) […] I mere end to og et halvt års samtaler med centrale russiske aktører, lige fra primitive hardlinere i de mørke kroge af Kreml til Putins skarpeste liberale kritikere, har jeg endnu til gode at møde nogen, der ser et ukrainsk medlemskab af NATO som andet end en direkte trussel mod russiske interesser.” Ambassadøren mener ligefrem, at fjendtligheden mod NATO’s fremfærd er ”universelt” til stede i Ruslands politiske kredse.23

Den slags skal glemmes. Pointen, vi skal holde fast i, er, hvor urimelig den russiske position er, og det er lettest gjort med ideen om, at katastrofen alene udspringer fra Putin og hans inderkreds. Så glem trygt udsagn om det modsatte. Du vil sikkert ikke støde på dem igen, hvis vi kommer godt igennem den kollektive renselsesproces.

3

Det er vel at mærke sikkerhedspolitiske betænkeligheder, der ligger bag advarslerne fra de fleste topfolk og akademiske specialister, der igennem årene har kritiseret NATO’s oprustning, Øst-ekspansion og eksklusion af Rusland fra den europæiske sikkerhedsorden. De tænker kold geopolitik på mekanistisk vis. De taler om, at NATO’s fremfærd svækker reformkræfter og styrker hardlinere i Rusland og derved fremmaner et truende Rusland.

Hør dette karakteristiske udsagn fra George Kennan i 1998: “Der var ingen grund til [at ekspandere NATO] overhovedet. Ingen truede nogen andre.”24 Og bid mærke, hvordan han ligesom de andre gamle ekspansionsskeptikere lader hånt om indhegningspolitikkens positive betydning for moral- og militæroprustningen i Vesten. Kritikerne ser alle sammen fuldstændig bort fra denne dimension. Hvis deres synspunkter overhovedet har haft nogen relevans, var det i verden af i går. Alligevel vil jeg mene, at vi ikke kan nøjes med at ignorere synspunkterne fra sådanne røster. Lad os for en sikkerheds skyld notere deres eksistens for så at kaste dem i glemslens dyb.

4

Når vi rydder op i minderne om den diplomatiske historie, vil det være for snævert kun at dømme kritikerne til varig glemsel. Nogle af fortalerne for NATO’s indtog i det tidligere sovjetiske territorium må lide samme skæbne, hvor uretfærdigt det end kan synes. Nu tænker du måske på en fremtrædende NATO-ekspansionist som Bruce Jackson, der var præsident for US Committee to Expand NATO og vicepræsident for strategi og planlægning i Lockheed Martin Corporation med ansvar for firmaets ”global corporate development projects”25, og det er præcis sådan en type, du om et øjeblik skal holde op med at tænke på. I midt-1990’erne arbejdede Jackson i sin fritid på at opbygge NATO-velvilje hos østlandenes politiske eliter, mens han i sit professionelle erhverv for verdens største våbenproducent landede våbensalgskontrakter med dem. Ifølge en fremtrædende neokonservativ aktør var Jackson desuden ”bindeleddet mellem forsvarsindustrien og de neokonservative. Han formidler os til dem og dem til os”.26 Den frugtbare udveksling fandt bl.a. sted i Jacksons NATO-udvidelseskomite, hvor de neokonservative Irak-krigsarkitekter Paul Wolfowitz og Richard Perle sad i bestyrelsen.

Senere hjalp disse kræfter østlandene med at forstå, at opbakning til Irak-krigen ville bane vejen for NATO-medlemskab. Lande som Polen, Litauen og Rumænien kvitterede ved at lægge territorium til ’black sites’ til understøttelse for Washingtons torturprogram i den globale terrorkrig.27 Sådanne sidespor i NATO-udvidelsens historie er bedst glemt.

5

Skulle der ellers være noget at skamme sig over ved dette afsnit af succeshistorien om NATO’s østudvidelse? Er de nye medlemmer af NATO-familien da ikke sikret mod russisk aggression? Jeg forstår indvendingen, men sagen er, at folk som Wolfowitz og Perle samt hele Irak-krigen og tortur-programmet har et blakket ry i manges øjne, hvorfor det af pragmatiske grunde er bedst at holde dem ude af erindringen. Det samme gælder aktører, der opdyrkede nye våbenmarkeder i Øst igennem NATO-fremmende lobbyarbejde.28 For mens våbenindustriens interesser fortjener al mulig opbakning, giver vi den bedst ad omveje. Vi skal ikke tale våbensalgene op. Vi skal tale trusler, sikkerhed og humanitære lidelser op. Så skal våbenoprustningen nok følge med.

På den ene side skylder vi våbensælgerne at skabe et gunstigt businessklima. Det sker lige nu ved at råbe nej til Putins krig. Men de skal også have arbejdsro.

Glem Vestens rolle i andre konflikter

1

Omdrejningspunktet for nærværende program for aktiv glemsel er Ukraine, men det betyder ikke, at vi kan begrænse os til spørgsmål med direkte tilknytning til Ruslands invasion. Vi må også fokusere på at overse, hvilken rolle Vesten spiller i andre konflikter og humanitære katastrofer. Her blot et par eksempler.

2

Nu kan man dårligt glemme, hvad man aldrig har ænset, men for en sikkerheds skyld: Der raser på syvende år en folkemorderisk krig i Yemen, anført af vores værdibrødre i det saudiske kongedømme og De Forenede Arabiske Emirater. Krigen støttes af Vesten – især USA, Frankrig og Storbritannien. Vestlige våbenproducenter tjener godt på den. Men lad os glemme alt om det. For selvom ofrene blot er tredjeverdensmennesker, har lidelserne og overgrebene et omfang, så svage sjæle uden sans for de civilisatoriske distinktioners betydning for menneskelivets værdi kunne mene, at vi vesterlændinge gør os skyldige i lige så store eller større forbrydelser end russerne.

Hvis et uligevægtigt sind skulle bringe det op, vil mange nok føle en stærk tilskyndelse til at overdøve hans lidelseshistorie med lovsange til militærindustrien. Impulsen er ganske forståelig: Våbenproducenterne og deres politiske venner er en vital drivkraft bag den vestlige støtte til ødelæggelsen af yemenitterne og deres land, men de får aldrig en respekt, der står mål med deres fortjenester og indflydelse – endsige nogen form for offentlig anerkendelse. Selvfølgelig kan det være fortvivlende at se, at en hel sektor sætter kursen og styrer slagets gang uden at få kredit – altså åndeligt talt – for det. Men på det nuværende stadie i vores udvikling må et sådan modsvar stærkt frarådes. Vi skal holde øjnene på bolden. Det vigtige er ikke, at magten kommer til ære og hyldes ud i hvert eneste led. Det vigtige er, at den råder. Og som landet ligger lige nu, er der en mærkbar blufærdighed i kulturen: De fleste af os har intet imod volden og dens afkast per se, men omvendt kan vi ikke lide at høre vores delagtighed i voldsproduktionen omtalt for direkte.

I stedet vil jeg foreslå, at vi affejer kritikeren af Vestens Yemen-overgreb med anklager om whataboutery. Især hvis han er ung. Hvis han er lidt ældre, måske 30+, og veluddannet, kan man forsøge sig med en anklage om, at han bedriver ”moralsk ækvivalens”, dvs. undskylder den virkelige fjende. Under alle omstændigheder er det vigtigt ikke at gå ind i emnet, for det er gift for sindet og den moralske renhed.

Evt. kan man, uden at blive alt for belærende, venligt minde om en af grundreglerne for civiliseret opførsel: Det er meningen, at vi skal fokusere på fjendens forbrydelser. For det er ikke nødvendigvis af ond vilje, at enkelte blandt os ikke overholder spillereglerne. Nogle har simpelthen blot misforstået, at det er fjendens forbrydelser, det hele handler om, og at det er dette hele, der skal samle os. En af de gode ting, der er kommet ud af krigen i Ukraine, er en stærkere bevidsthed om netop dette. Men vi bliver stadig nødt til at tage bestik af, at nogle af vores medborgere endnu ikke har frigjort sig helt fra den gamle moral, hvor man primært bærer ansvar for de handlinger, man selv har del i.

3

Glem i øvrigt også den humanitære effekt af Vestens Afghanistan-sanktioner. Ja, glem i det hele taget Afghanistan.

Glem USA’s rolle i optakten til krigen

1

Mange har undret sig over, hvorfor Putin valgte at angribe Ukraine nu og ikke f.eks. for nogle måneder eller et par år siden. Når vi overvejer dette interessante spørgsmål, er der nogle forhold, vi absolut ikke skal komme ind på.

2

I sine to præsidentperioder afstod den vattede Barack Obama fra at levere større forsyninger af dødbringende våben til Ukraine. Dette ændrede sig med Putin-vennen Donald Trump, som i 2017 godkendte kommercielt salg af bl.a. panserværnsmissiler og snigskytterifler efter at have ladet sig overbevise om, at det var god business.29 Siden har der været gang i forretningen. Fra 2014 til september 2021 har USA sammenlagt støttet det ukrainske militær med 2,5 milliarder dollars. Glem det.

3

D. 1. september 2021 offentliggjorde Joe Biden-regeringen ”en ny sikkerhedsbistandspakke på 60 millioner dollars, herunder flere Javelin-panserværnssystemer og andre defensive dødelige og ikke-dødelige kapaciteter for at gøre Ukraine bedre i stand til at forsvare sig mod russisk aggression. […] Vi har til hensigt at fortsætte vores robuste trænings- og militærøvelsesprogram i overensstemmelse med Ukraines status som NATO Enhanced Opportunities Partner. Ukraine planlægger at fortsætte med at tage skridt til […] at modernisere sin forsvarsanskaffelsesproces mhp. at fremme sine euro-atlantiske forhåbninger.”30 Glem det.

4

USA og Ukraine underskrev d. 10. nov. 2021 aftalen “US-Ukraine Charter on Strategic Partnership”, som understreger, at 2008-erklæringen om Ukraines fremtidige medlemskab står ved magt, og bekræfter landenes fortsatte bestræbelser på at styrke deres ”strategiske partnerskab”.31 Opbygningen af et amerikansk-ukrainsk militært partnerskab bør vi i nogle sammenhænge glemme. Vi skal holde fast i den slags forpligtelser, når vi tænker på fremtiden, men glemme dem, når vi tænker på baggrunden for Ruslands troppeopbygning og den efterfølgende invasion af Ukraine.

Hvis vi begynder at grave i de senere års historie, får vi svært ved at benægte, at Washington og Kiev siden 2017 de facto har sikret Ukraine indlemmelse i NATO-blokken (vel at mærke uden artikel 5-garanti).32 Så det skal vi lade være med – jeg har kun gravet et par hovedpunkter frem, så vi kan begrave dem igen og sømme glemslens jerntæppe hen over.

5

Onde tunger fortæller, at Vesten har efterladt vores kære ”NATO Enhanced Opportunities Partner” i en udsat position. Vi har frygtløst overskredet Ruslands ”røde linjer” og tirret bjørnen, alt imens vi overlader det til ukrainerne at forsvare sig mod den. Til hele verden siger vi, at døren for ukrainsk NATO-medlemskab står åben, men til de ukrainere, vi har åbnet den for, tilføjer vi: ”Men I kommer ikke ind, og vi kommer jer ikke til undsætning.”

Den erfarne amerikanske diplomat Chas Freeman har på den baggrund opsummeret Vestens standpunkt således: ”Vi vil kæmpe til den sidste ukrainer for Ukraines uafhængighed”.33 Sådanne diplomatiske røster mener altså, at Vesten har været med til at sætte scenen for den katastrofe, der nu overgår vores europæiske brødre. Lugter en sådan tilgang ikke af moralsk relativisme fra før år 0? Lad det være utvetydigt, at det nu gælder, at vi skal dømmes på, hvor kraftigt og fokuseret vi fordømmer. Det afgørende er ikke, hvordan det, vi gør, virker udadtil, men hvorvidt det føjer nye fortjenester til vores moralske storhed.

6

Alternativt kunne det se ud, som om det, der i disse måneder udspiller sig i Ukraine, er en triumf for den intensiverede blokpolitik. Det går ikke. Ukraine er en katastrofe, som skal håndteres med intensiveret blokpolitik, oprustning og isolation af Rusland. Løsningen må ikke forveksles med problemet.

***

Således lyder programmet for aktiv glemsel. Det er fremsat i den klare overbevisning, at vi ikke kan overlade arbejdet med at udrydde de ophobede bunker af demoraliserende viden til menneskets almindelige glemsomhed. Vi kan ikke forlade os på, at den rent passive glemsel, som blot beror på vores kognitive begrænsninger og æder blindt og lemfældigt af vores viden, med nogen sikkerhed vil få det hele, endsige de rigtige punkter med. Vi kan til gengæld med sikkerhed sige, at simpel glemsomhed ikke vil beskytte os mod påmindelsen. Det kan udnyttes af civilisationsskadelige kræfter, og selvom du måske ikke oplever, at særlig mange af disse ting er oppe at vende for tiden, ændrer det ikke ved, at vi står i en yderst sårbar position. Som i sikkerhedspolitikken gælder det i vores mentale liv, at det er klogest at iføre sig beskyttelsesudstyret, før man bliver beskudt.

Det, der er behov for, er en aktiv, ja proaktiv tilgang, hvor vi med vores udelte menneskelige værdighed som indsats og alle viljeskræfter udsletter ikke bare minderne, men de områder i vores sind, som de kan tage bolig i. Kun således opnår vi sikkerhed for det dyrebareste, vi ejer: vores selvbillede, vores sammenhold og vores galopperende militarisme.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk og initiativtager til Programmet for aktiv glemsel. Han modtager gerne ideer til flere punkter, der fortjener at blive glemt.

PS: Hvis nogen skulle forsøge at skade militarismens og konfrontationens sag med Jesu lignelse om bjælken i dit øje, så fokuser på splint-bjælke-aspektet, og undgå som altid at gå ned i de faktuelle forhold. Replicer, at denne rytter af den gamle moral jo så må mene, at vi er værre end russerne. En sådan ide er, når den formuleres klart og uden Jesus-omsvøb, så indlysende åndssvag, at diskussionen burde være vundet, før den er begyndt. For at besejre opponenternes synspunkter skal man i det hele taget sjældent gøre andet end at eksplicitere det umoralske indhold i deres udsagn. Ofte viser det sig, at de objektivt set er Putin-støtter, ligesom mange kritikere af Irak-krigen, som du i øvrigt skal glemme, objektivt set var pro-Saddam.

  1. William H. Hill: No Place for Russia: European Security Institutions Since 1989, Columbia University Press, 2018.
  2. Rajan Menon & William Ruger: “NATO enlargement and US grand strategy – a net assessment”, International Politics, volume 57, p. 371-400 (2020). www: https://link.springer.com/article/10.1057/s41311-020-00235-7

    Jennifer Rankin: “Ex-Nato head says Putin wanted to join alliance early on in his rule”, The Guardian, 4. nov. 2021. www: https://www.theguardian.com/world/2021/nov/04/ex-nato-head-says-putin-wanted-to-join-alliance-early-on-in-his-rule

  3. Se NATO’s strategiske koncepter fra 1999 og 2010 samt talrige officielle NATO-udtalelser. Sammenhold det med praksis. Den indflydelsesrige forhenværende USA-ambassadør i Polen Daniel Fried, der i øvrigt var en af drivkræfterne bag NATO’s østudvidelsespolitik, udtalte i 2007: ”There is no “in area/out of area.” Everything is NATO’s area, potentially.” Fra: Transatlantic Security: NATO and Missile Defense, Press Roundtable with NATO Reporting Tour Journalists, Washington, DC, 17. april 2007. www: https://2001-2009.state.gov/p/eur/rls/rm/83176.htm
  4. Richard Sakwa: Frontline Ukraine: Crisis in the Borderlands, I.B. Tauris, 2. udgave, 2016.
  5. Margot Light, Stephen White & John Lowenhardt: “A Wider Europe: the View from Moscow and Kyiv,” International Affairs 76, no. 1 (2000): 77-88. www: https://library.fes.de/libalt/journals/swetsfulltext/8054306.pdf
  6. William H. Hill: No Place for Russia: European Security Institutions Since 1989, Columbia University Press, 2018, s. 161-169.
  7. Angus Roxburgh: The Strongman: Vladimir Putin and the Struggle for Russia, I.B. Tauris, 2012, kap. 10.
  8. Embassy Moscow: “Russian Opposition to Ukrainian NATO MAP Unchanged,” 08MOSCOW147, 18. januar 2008. www: https://wikileaks.org/plusd/cables/08MOSCOW147_a.html
  9. “Implications of Rearming Georgia for U.S.–Russian ‘Reset’,” 09MOSCOW1591, 17. juni 2009. www: https://wikileaks.org/plusd/cables/09MOSCOW1591_a.html
  10. Mikhail Zygar: All the Kremlin’s Men: Inside the Court of Vladimir Putin, PublicAffairs, 2016, kap. 12;
    William H. Hill: No Place for Russia: European Security Institutions Since 1989, Columbia University Press, 2018, s. 310-311.
  11. James M. Goldgeier & Michael McFaul: Power and Purpose: U.S. Policy toward Russia After the Cold War, Brookings Institution Press, 2003, s. 292.
  12. William J. Perry: My Journey at the Nuclear Brink, Stanford University Press, 2015.
  13. Jack Matlock: Autopsy on an Empire: The American Ambassador’s Account of the Collapse of the Soviet Union, Random House, 1995;
    E. Sarotte: 1989: The Struggle to Create Post-Cold War Europe, Princeton University Press, 2011;
    Joshua R. Itzkowitz Shifrinson: “Deal or No Deal? The End of the Cold War and the U.S. Offer to Limit NATO Expansion”, International Security, bind 40, nr. 4 (forår 2016), s. 7-44;
    Klaus Wiegrefe: “Neuer Aktenfund von 1991 stützt russischen Vorwurf”, Der Spiegel, 18. feb. 2022. www: https://www.spiegel.de/ausland/nato-osterweiterung-aktenfund-stuetzt-russische-version-a-1613d467-bd72-4f02-8e16-2cd6d3285295;
    Svetlana Savranskaya & Tom Blanton: “NATO Expansion: What Gorbachev Heard”, National Security Archive, 12. december 2017. www: https://nsarchive.gwu.edu/briefing-book/russia-programs/2017-12-12/nato-expansion-what-gorbachev-heard-western-leaders-early;
    Gorbatjov: “’According to the Two Plus Four Agreements under which Germany was unified… the United States, Germany, Britain, and France promised us that they would not expand NATO east of Germany’”. Citeret i: Angela Stent: Gorbachev’s Reagan, Weekly Standard, 27. oktober 1996. www: https://www.washingtonexaminer.com/weekly-standard/gorbachevs-reagan;
  14. Se dr.dk-artiklen De er guf for Putins propaganda: Et lille regiment forsvarer Ukraine med nazi-symbol på ærmet for et godt eksempel på, hvordan man kan gøre.
  15. “A Fateful Error”, The New York Times, 5. feb. 1997. www: https://www.nytimes.com/1997/02/05/opinion/a-fateful-error.html; “This Is Putin’s War. But America and NATO Aren’t Innocent Bystanders”, The New York Times, 21. feb. 2022. www: https://www.nytimes.com/2022/02/21/opinion/putin-ukraine-nato.html
  16. “Henry Kissinger: To settle the Ukraine crisis, start at the end”, Washington Post, 5. marts 2014. www: https://www.washingtonpost.com/opinions/henry-kissinger-to-settle-the-ukraine-crisis-start-at-the-end/2014/03/05/46dad868-a496-11e3-8466-d34c451760b9_story.html
  17. Frederick Kempe: “Brent Scowcroft on the Fall of the Berlin Wall”, New Atlanticist, 2. nov. 2009. www: https://www.atlanticcouncil.org/blogs/new-atlanticist/brent-scowcroft-on-the-fall-of-the-berlin-wall/
  18. “Open Letter to President Clinton”, 26. juni 1997. Er gengivet her: www: https://www.armscontrol.org/act/1997-06/arms-control-today/opposition-nato-expansion
  19. William J. Burns: The Back Channel: A Memoir of American Diplomacy and the Case for Its Renewal, 2019, s. 199-201;
    “NYET MEANS NYET: RUSSIA’S NATO ENLARGEMENT REDLINES”, WikiLeaks, 1. feb. 2008. www: https://wikileaks.org/plusd/cables/08MOSCOW265_a.html
  20. Robert Gates: Duty: Memoirs of a Secretary at War, Vintage Books, 2014, s. 157-159.
  21. “I was there: NATO and the origins of the Ukraine crisis“, Responsible Statecraft, 15. feb. 2022. www: https://responsiblestatecraft.org/2022/02/15/the-origins-of-the-ukraine-crisis-and-how-conflict-can-be-avoided/
  22. William J. Perry: My Journey at the Nuclear Brink, Stanford University Press, 2015, s. 128-129; 152: “It is particularly sad when one believes, as I do, that we had the opportunity in the 1990s to build a long-lasting cooperative relationship with Russia. The descent down the slippery slope began, I believe, with the premature NATO expansion, and I soon came to believe that the downsides of early NATO membership for Eastern European nations were even worse than I had feared.”
  23. William J. Burns: The Back Channel: A Memoir of American Diplomacy and the Case for Its Renewal, 2019, s. 199-201.
  24. Thomas L. Friedman: “Foreign Affairs; Now a Word From X”, The New York Times, 2. maj 1998. www: https://www.nytimes.com/1998/05/02/opinion/foreign-affairs-now-a-word-from-x.html
  25. Jeff Gerth & Tim Weiner: “Arms Makers See Bonanza in Selling NATO Expansion,” The New York Times, 28. juni, 1997. www: https://www.nytimes.com/1997/06/29/world/arms-makers-see-bonanza-in-selling-nato-expansion.html
  26. John B. Judis: “Minister Without Portfolio”, The American Prospect, 11. april 2003. www: https://prospect.org/features/minister-without-portfolio/
  27. “We asked Poland to hide our black sites. Then we left it hanging”, The Washington Post, 29. okt. 2021. www: https://www.washingtonpost.com/outlook/we-asked-poland-to-hide-our-black-sites-then-we-left-it-hanging/2021/10/29/d1b85ae4-381a-11ec-9bc4-86107e7b0ab1_story.html;
    “Trading Black Sites for NATO Membership: Eastern Europe’s Role in the US Torture Program”, Truthout, 1. dec. 2015. www: https://truthout.org/articles/trading-black-sites-for-nato-membership-eastern-europe-s-role-in-the-us-torture-program/
  28. “Arms Contractors Spend To Promote An Expanded Nato”, The New York Times, 30. marts 1998. www: https://www.nytimes.com/1998/03/30/world/arms-contractors-spend-to-promote-an-expanded-nato.html;
    “Arms Makers See Bonanza In Selling NATO Expansion”, The New York Times, 29. juni 1997. www: https://www.nytimes.com/1997/06/29/world/arms-makers-see-bonanza-in-selling-nato-expansion.html
  29. Amy Mackinnon: “Trump Resisted Sale of Javelins to Ukraine”, Foreign Policy, nov. 2019. www: https://foreignpolicy.com/2019/11/15/trump-resisted-ukraine-sale-javelin-antitank-missile/
  30. White House: “Joint Statement on the U.S.-Ukraine Strategic Partnership”, 1. sept. 2021. www: https://www.whitehouse.gov/briefing-room/statements-releases/2021/09/01/joint-statement-on-the-u-s-ukraine-strategic-partnership/
  31. U.S. Department of State: “U.S.-Ukraine Charter on Strategic Partnership”, 10. nov. 2021. www: https://www.state.gov/u-s-ukraine-charter-on-strategic-partnership/
  32. Ted Galen Carpenter & John J. Mearsheimer: “Ukraine War: The West must take responsibility”, The Business Standard, 15. marts 2022. www: https://www.tbsnews.net/features/panorama/ukraine-war-west-must-take-responsibility-385142;
    Ted Galen Carpenter: “Making Ukraine a NATO Member in All but Name”, CATO Institute, 30. September 2021. www: https://www.cato.org/commentary/making-ukraine-nato-member-all-name#
  33. Aaron Maté: “US fighting Russia ‘to the last Ukrainian’: veteran US diplomat”, The Greyzone, 24. marts 2022. www: https://thegrayzone.com/2022/03/24/us-fighting-russia-to-the-last-ukrainian-veteran-us-diplomat/