Voldsidéer #4: Militærkup

Militærkuppet præsenterer sig altid som en uselvisk handling, udført i en højere sags tjeneste for at fjerne et korrupt politisk styre. Når hæren træder ind på scenen, sker det i opposition til alt det politiske, der besudler og korrumperer andre. Der har formentlig været kup, lige så længe som der har været organiseret magt, men legitimeringen har først fundet en fast form i den moderne statsæra. Som sådan indtager militærkuppet en plads i traditionen for retfærdiggørelse af voldshandlinger – og udgør det fjerde afsnit i serien om Voldsidéer.
Du kan læse det foregående afsnit i serien her.

Af Mikkel Thorup
Illustration af Julie Kordovsky

D

en 9. februar 2021 trådte en alvorligt udseende mand i lysegrøn militæruniform frem på burmesisk fjernsyn. Han fremhæver militærets forpligtelse på demokrati og den rolle, det har spillet i at udvikle og fremme demokratiet. 2020-valget, siger han, var præget af store uregelmæssigheder og valgsvindel. Militæret har derfor klaget til de rette myndigheder, men uden held. ”Indtil sidste øjeblik har militæret opretholdt forhandlingsvejen i overensstemmelse med loven.” Men myndighederne fejlede i deres forfatningsgivne opgave. ”Derfor har vi erklæret undtagelsestilstand og taget ansvaret for staten i overensstemmelse med 2008-forfatningen.” Regeringsmagten vil blive overdraget til det vindende parti, så snart militæret er i stand til at holde frie og fair valg. ”Nu bygger vi et ægte og disciplineret demokratisk flerpartisystem.”¹

I modsætning til en revolution, der kommer inde fra nationen, men uden for statsapparatet, eller en krig, hvor stat står over for stat som to gladiatorer, udspringer stats- eller militærkuppet inde fra statsapparatet selv. Det er en handling på sig selv. Eller som militærteoretikeren Edward Luttwak skriver i sin lille bog Statskup – en praktisk håndbog: ”Et kup består af infiltration af en lille, men afgørende sektor af statsapparatet og dens anvendelse til at fortrænge regeringen fra herredømmet over resten.”²

Der kan skelnes mellem statskuppet, hvor regeringen eller dele deraf kupper sig til den hele magt, og så militærkuppet, hvor det er de væbnede styrker eller dele deraf, der kupper sig til hele statsmagten. Her spørger vi ikke til, hvordan kuppet praktisk foregår, dets årsager eller metoder, som Luttwak og andre³ gør, men til kuppets offentlige ’hvorfor’: dets legitimering over for befolkning og udland. Statskup er ofte mindre synlige, mindre dramatiske, mindre voldelige end militærkup. Som den franske lærde (og bibliotekar!) Gabriel Naudé skrev i sin 1639-traktat Politiske overvejelser over statskuppet, der er en af de første tekster til at bruge udtrykket statskup, så sker ”alt om natten, i det skjulte, gennem tåge og mørke […] den vigtigste regel i statskup er at holde dem hemmelige til allersidste øjeblik.”⁴ Statskuppet angår færre mennesker, der flyttes rundt i toppen, der sker udskiftninger eller udrensninger internt i statsapparatet, hvorimod et militærkup oftere retter sig indad mod statsapparatet, som det overtager (med vold eller ikke), såvel som mod civilsamfundet, som det voldeligt pacificerer.

Der har formodentlig været kup, lige så længe der har været organiseret magt: Paladskup, sønner, der har dræbt deres kongefar, præsteskaber, der indsætter sig selv som ledere, soldater, der har grebet magten, som f.eks. Cæsar berømt gjorde det.⁵ Men stats- og militærkuppet hører den moderne statsæra til, da det kræver et afpersonaliseret statsapparat med professionelt embedshierarki samt et regulært, stående militærsystem. Det er derfor også her, vi ser udviklingen af en rimelig fast genre for kuplegitimering, der i det 20. århundrede antager en nærmest parodisk fast form.

I

I

1969, på etårsdagen for det peruvianske militærkup den 3. oktober 1968, udsendte militæret en erklæring, hvori det skrev, at ”ingen af os har politiske ambitioner. Vi er ikke interesserede i at konkurrere om stemmer. Vi er ikke kommet for at spille det politiske spil.”⁶ Den militære enhed og loyalitetsforpligtelse bliver et mikrokosmos af, hvordan hele samfundet bør være. I sin retfærdiggørelse af det egyptiske militærkup i 1952 skrev Gamal Nassar, der under kuppet var oberst og via kuppet blev Egyptens præsident, at ”situationen krævede eksistensen af en styrke knyttet sammen i et tæt fællesskab, en styrke klart løsrevet fra konflikten mellem individer og klasser, og en styrke skabt fra folkets hjerte […] Disse betingelser opfyldte kun hæren.”⁷

Når militæret træder ind på den politiske scene, da gør soldaterne det i opposition til alt politisk, og den har en etos og organisation, der tillader den at gå ren igennem det, der besudler og korrumperer andre. Det er denne forestilling, som de militære ledere, der tager magten, trækker på: ikke kun deres mod i kamp og evne til at lede og beslutte, men deres evne til at træde i skidtet ubesmittet, at hæve sig over andres smålige skænderier og interesser og ikke have nogen anden personlig dagsorden end nationens bedste. Derfor er det heller aldrig på eget initiativ, at magten tages. Det er nødtvunget, presset af situationens alvor og andres opfordring.

Den 11. september 1973 tog det chilenske militær magten og afsatte Salvador Allende-regeringen med en påstand om, at den havde fejlregeret landet og åbnet det for kommunistisk infiltration. På fireårsdagen for militærkuppet holdt dets leder Augusto Pinochet en tale, hvori han forklarede grundene bag kuppet og de politiske udviklinger siden da. Han genkaldte sig ”den tragiske og måske uigenkaldelige afgrund, som vi ville have været i, hvis de, der var på nippet til at underlægge sig vores land til marxisme-leninismen og Sovjet-imperialismen, havde fået lov til at fuldføre deres forehavende.” Det blev bremset ”af millioner af chileneres heroiske reaktion”,⁸ der ”kom til vores barakker for at kræve, at de væbnede styrker befriede Chile fra en regering, der uansvarligt førte landet mod kaos og destruktion, og at vi skulle påtage os at lede staten mod en genetablering af fred, orden og national enhed som den eneste vej, der kan muliggøre noget civiliseret folks åndelige og materielle fremskridt. Den 11. september 1973 opfyldte de væbnede styrker deres løfte til nationen.”⁹

I en tidligere tale fra 18. marts 1977 havde Pinochet forklaret, at i det nye politiske system ”vil politiske partier blive strømme af meninger, der kun vil have en indflydelse svarende til deres medlemmers moralske status og seriøsiteten af deres doktriner og praktiske tilgang. De vil ikke være grupper, der søger magten for deres egen, partikulære nytte.”¹⁰ I dette yderst kontrollerede ’demokrati’, må vi antage, vil militæret overvåge og beslutte politikernes moral og seriøsitet for at undgå en gentagelse af det liberale demokratis iboende tendens til at blive ”rene redskaber til at opnå magten, hvor en lille gruppe af ledere, uden nogen titel eller retsligt ansvar overhovedet, underkender og begrænser folkelig deltagelse” (hører vi her en ubevidst dårlig samvittighed?). Målet er at hindre en gentagelse ”af de gamle politiske partier, der i så høj grad fremmede demagogiens overherredømme og den marxistiske infiltration”.¹¹

Det chilenske militær har, siger Pinochet, ”udøvet autoritet med handlekraft og altid overholdt retmæssige standarder […] Vi skal aldrig bruge en eneste retslig bestemmelse til at kvæle tanke- eller trosfriheden, med undtagelse af behovet for at forhindre uansvarlig eller subversiv aktivitet hos dem, der, vidende eller ikke, kunne føre os tilbage til kaos.”¹² Militæret forbeholder sig altså ret til at slå ned på dem, der ”vidende eller ikke” har en anden politik end militæret, da enhver dissens ses som en invitation til kaos og kommunisme.¹³

Militærkuppet var ganske velkendt i Syd- og Mellemamerika i 1960’erne og 70’erne (såvel som i Asien og Afrika); altid med argumentet om, at den demokratisk valgte regering fejlhåndterede økonomien, spredte korruption og amoralitet, og var letsindig i sin omgang med kommunisme, radikalisme og socialt anarki. Denne argumentationsform har opretholdt sig selv på den anden side af den kolde krig, som det er tydeligt i vores sidste eksempel, i form af en række af kommunikéer udsendt af det thailandske militær efter kuppet d. 19. september 2006.¹⁴ Militæret starter her med at forsikre om, at der er fuld kontrol over situationen og med at ”beklage besværet”. Situationen, der har ”krævet militær indgriben”, var præget af ”sociale uenigheder som aldrig før”. Hver side har prøvet at vinde over den anden med alle midler, og situationen er spidset til med voksende tvivl om administrationen og rapporter om omfattende korruption. Det thailandske samfund ”bliver mere og mere voldeligt for hver dag”. Alle forsøg på ”at afhjælpe situationen har vist sig ude af stand til at ende konflikten”. Militæret har derfor set sig nødsaget til at gribe ind, selvsagt ”uden nogen intention om at regere”, men derimod for ”at give magten tilbage til folket så hurtigt som muligt, at bevare fred og ære kongen”. Militæret tænker sig selv som et medlem af samfundet, men uden for konflikten, og det tildeler derfor sig selv, under navnet ”Administrativ Reformgruppe under det Demokratiske System”, alle væsentlige magtbeføjelser.

Dermed udtrykte militæret – som i alle militærkup – det, som politologen Stefan Breuer har kaldt ”politikkens illusion”, nemlig ”overbevisningen om, at [militærets] autoritet må ses som et suverænt subjekt, en cæsaristisk leder, et parti af en ny type”¹⁵ – den illusoriske idé, at der er behov for og mulighed for ledere uden begrænsninger; som, netop fordi de er anti-politiske i demokratisk, retsstatslig og dialogisk forstand, ikke behøver at følge reglerne eller lade deres handlinger binde af love og konventioner. Illusionen i den forestilling, der udtales af militærdiktaturers talsmænd, ses hver gang i militærdiktaturers handlinger.

II

Militærkuppets legitimering er afvisningen af demokratisk politik, som en passende regimeform på dette specifikke sociale eller økonomiske udviklingstrin eller i en specifik krisesituation. Det er idéen om, at der findes en mere passende, ikke-deliberativ eller ikke-procedural form for teknokratisk politik, og at militæret har retten og forpligtelsen til at gribe ind, når demokratisk politik korrumperer sig selv.

Under den kolde krig, som de ovenstående eksempler har dækket, var kup skyld i tre fjerdedele af alle demokratiske sammenbrud – ofte med direkte eller indirekte hjælp og støtte fra vestlige magter i demokratiets navn.¹⁶ I dag er kup en sjældnere grund til demokratisk sammenbrud, omend vi på ingen måde er ovre ’det demokratiske kup’: kuppet imod det eksisterende demokrati i det sande demokratis navn. Vi så det gennemført i Egypten 2013, Thailand 2014 eller Burma 2021, ligesom kuppet forbliver en aktiv del af ikke-demokratiske landes dynamik, som vi har set i Tyrkiet i 2016, Zimbabwe i 2017, Mali 2020 og en del gange i Venezuela det sidste årti.

Et kup kan i dag kun legitimeres med henvisning til demokrati. Det var en lektie lært under den kolde krig, og som i dag helt rutinemæssigt lires af, når soldaterne sendes ud i gaderne. Det demokratiske militærkup begrunder sin legitimitet i militærets særlige ansvar og rolle: De hævder at være både inden for det politiske, men samtidig uden for den korrupte politik. De fremhæver demokratiets påståede manglende evne til at forsvare sig selv imod ydre, men særligt indre fjender, herunder dets egen korrumperende tendens; og de trækker på forestillinger om, at det er de ikke-demokratiske elementer i demokratiet, der gør det stærkt, herunder ikke mindst militæret og teknokratiet.

Militærets synspunkt er, at det griber ind over for uansvarlige demokratier for at etablere et midlertidigt militær- eller teknokratstyre, der opererer over og uafhængigt af partiinteresser og parlamentarisk dødvande for at sikre modernisering, økonomisk udvikling og politisk stabilitet. I militærkuppenes virkelige verden har det betydet ”en afvisning af legitimiteten af arbejderprotester, strejker, politiske partiers påstande om at repræsentere forskellige interesser og mere generelt af opposition til regeringens autoritet, politikker og programmer.”¹⁷ Militærkup er sjældent en god vej tilbage til demokrati. Når dét sker, sker det oftest gennem et direkte opgør med militæret og deres kup.

Mikkel Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet

1. Min Aung Hlaing: “Republic of the Union of Myanmar – Speech of Chairman of State Administration Council Senior General Min Aung Hlaing to public”, 9. februar 2021 www: https://www.seniorgeneralminaunghlaing.com.mm/en/24280/republic-union-myanmarspeech-chairman-state-administration-councilsenior-general-min-aung-hlaing-public/
2. Edward Luttwak, Statskup – en praktisk håndbog, København: Samleren 1969, s. 23.
3. F.eks. David Hebditch & Ken Connor, How to Stage a Military Coup. From Planning to Execution, London: Greenhill Books 2005.
4. Gabriel Naudé, Political Considerations on Coups d’Etat, Corvallis: Plutarch press 2006, s. 40.
5. A.D. Harvey, “Research Note: The Pre-History of the Coup d’Etat”, Terrorism and Political Violence, vol 6, nr. 2, 1994, s. 235-244.
6. J. V. Alvarado, “Speech”, i Brian Loveman & Thomas M. Davies (red.), The Politics of Antipolitics. The Military in Latin America, Lincoln & London: University of Nebraska Press 1978 [1969], s. 211. Det peruvianske, egyptiske og chilenske eksempel er hentet fra min Sårbarheder. Globalisering, militarisering og terrorisering fra Murens fald til i dag, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2013, s. 193-6.
7. Gamal A. Nasser, Egypt’s Liberation. The Philosophy of the Revolution, Washington D.C.: Public Affairs Press 1955, s. 42.
8. Augusto Pinochet, “Annual message to the country“, 11. september 1977, i New Institutional System in Chile, Santiago: Government of Chile 1977, s. 18.
9. Ibid.
10. Augusto Pinochet, “National radio and television network adress“, 18. marts 1977, i New Institutional System in Chile, s. 8.
11. Ibid.
12. Ibid.
13. Om Pinochet-regimets forbrydelser hjulpet og kendt af USA se Peter Kornbluh, The Pinochet File. A Declassified Dossier of Atrocity and Accountability, New York & London: The New Press 2003. For de sydamerikanske diktaturers samarbejde om at udøve international statsterror se John Dinges, The Condor years: how Pinochet and his allies brought terrorism to three continents, New York: New Press 2005.
14. http://news.bbc.co.uk/2/hi/asia-pacific/5361756.stm.
15. Stefan Breuer, “The illusion of Politics”, New German Critique, vol. 26, 1982, s. 55-79, citeret fra s. 77.
16. Steven Levitsky & Daniel Ziblatt, How Democracies Die. What History Reveals about Our Future, London: Penguin 2018, s. 3.
17. Brian Loveman & Thomas M. Davies, “The Politics of Antipolitics”, i Loveman & Davies, The Politics of Antipolitics, s. 3 og 4.