Fra demokrati til biostat: konkurrencestatens udvidede pædagogik

DEBAT. Med Coronakrisens Lockdown har den danske stats myndigheder gennemgået en transformation fra et demokratisk proportionalitetsprincip til et ekstremt forsigtighedsprincip. Thomas Aastrup Rømer argumenterer i denne tekst for, at denne udvikling, der blev effektueret med nedlukningen af samfundet, bør forstås som en udvidelse af den samme neoliberale rationalitet, der lå til grund for den lockout af lærerne, der fandt sted i 2013.

Af Thomas Aastrup Rømer

A. Fra demokrati til biostat

I samme øjeblik nedlukningen fandt sted, med hasteloven d. 12. marts 2020, omdannedes statens indre struktur. Man gik fra en demokratisk stat, som var baseret på en syntese mellem grundlov og frihedsrettigheder – dvs. på sammensmeltning af dansk nationalliberalisme og oplysningens politiske principper – til en ny form for biostat, der er baseret på ét eneste princip.1

Denne ændring blev konkret eksekveret, da Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, beordrede Sundhedsstyrelsens kritisk indstillede direktør, Søren Brostrøm, til at forlade det proportionalitetsprincip, som var bundet til den demokratiske stat, til fordel for et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Det kan man læse om i Grønnegaard-udvalgets rapport om nedlukningen (Christensen 2021).

Proportionalitetsprincippet er et administrativt forsigtighedsprincip, der tilsiger, at politiske midler skal stå i rimelig relation til målet, når der foretages afgørelser i den offentlige forvaltning. Dette princip er grundigt omtalt i forvaltningsretlige lærebøger. Men et proportionalitetsprincip er også mere end det. Hele spørgsmålet om ”proportioner” kan nemlig kun opstå via anerkendelsen af to demokratiske principper: For det første, at staten skal agere i forhold til et civilsamfund, som forfatningsmæssigt set kommer før staten selv, og for det andet, at både stat og samfund består af mange forskellige praksisser og ressortområder, som man skal tage hensyn til, når staten finder og udøver sin folkeligt baserede vilje.

Omvendt består det nye og ”ekstreme” forsigtighedsrationale i en statistisk-matematisk defineret styring af alle samfundets praksisser ud fra et snævert sundhedsbegreb. Det vil sige, at én sektor, sundhedssektoren, der selv er reduceret til smittestatistik, nu kan styre alle sektorer og sociale relationer, som i sig selv kan defineres instrumentelt som metoder til optimering på smittestatistikkens variable.

Det ”ekstreme forsigtighedsprincip” er altså radikalt anderledes end — ja på sin vis det modsatte af — det almindelige ”forsigtighedsprincip”, hvorfor det bør ses som et opgør med samfundets pluralitet såvel som samfundet som sådan.

Det var ikke mindst forsamlingsfrihedens §79 – Grundlovens grundende grund, dvs. forudsætningen for, at Folket kan etablere sig selv som Folk – der kom under angreb med nedlukningens nye ekstremisme.

Begrundelser for dette var pauvre. I hastelovenes bemærkninger lægges således især vægt på, at forsamlingsbegrebet kan reduceres til politiske forsamlinger. Dette er imidlertid en historieløs fortolkning, som da heller ikke kan begrundes i forlængelse af den statsretlige tradition, hvor ”forsamling” udgør en langt bredere og dybere kategori. Det har jeg forklaret i min bog om emnet, Den store nedlukning (2021).

Fra denne fejltagelse flyder angrebene på resten af frihedsprincipperne såvel som samfundets praksisser, der nu blev omdannet efter den ekstreme profylakses princip. Danmarks Radios centrale debatprogrammer blev nedlagt, domstolene kom under pres, almindelige demonstranter fik dobbelt straf, statsministeren blev hyldet i medierne, hele erhverv såvel som skolerne blev lukket ned over natten.

Nedlukningens øjeblik og dens konsekvenser kan præsenteres i følgende tredelte kronologi.

1. Nedlukningens manglende grundlag

Først hævdede regeringen på det centrale pressemøde d. 11. marts 2020, at den fulgte ”myndighedernes anbefaling”. Men i realiteten skete det stik modsatte, nemlig at regeringen gik imod anbefalingen fra myndighederne. Den centrale myndighed, Sundhedsstyrelsen, som også deltog i pressemødet, anbefalede nemlig ”proportionalitet”, mens regeringen forlangte ”ekstrem forsigtighed”.

Sundhedsstyrelsen var således imod nedlukningen, og det var netop derfor, at hele hastelovssystemet blev sat i værk. Folketinget overlod i løbet af et døgn magten til regeringen i et helt år.

Nedlukningen bygger dermed på en løgn, på et ekstremt hastværk og på en overgang fra proportionalitet til en ny form for ekstremistisk profylakse. Derved kollapsede samfundets politiske og sociale pluralitet til et eneste princip, nemlig smittens statistik, mens statistikken selv eksploderede i utallige lag og former. Herfra dannede der sig en ny magt, biostaten.

Det hele skete i løbet af få timer, ja i begrebsmæssig forstand skete det øjeblikkeligt.

2. Fra samfundets frie vekselvirkninger til statistisk betingelse tilladelser

Folketinget blev ekstremt mangelfuldt orienteret om denne løgn. Folketingets medlemmer, som i panik endda halverede sig selv, stemte derfor i løbet af få timer ja til det radikale opgør med myndighedernes anbefaling i den tro, at man dermed fulgte myndighedernes anbefaling. Dermed lovfæstedes ekstremismen ulovligt. Det var folkestyrets sorteste dag, hvor folkets styre reducerede sig selv til ”styre” og dermed ophævede sig selv.

Den udøvende magts løgn blev derved transporteret over i den lovgivende magt, der på en måde kollapsede, ligesom den dømmende magt og centrale dele af den fjerde statsmagt — dvs. pressen og kvaliteten af den borgerlige offentlighed — blev truet. F.eks. lukkede man de store debat- og nyhedsprogrammer i ugerne efter nedlukningen.

I selvsamme øjeblik afgik demokratiet, som vi kender det, ved døden. De demokratisk sikrede rettigheder blev suspenderet og gjort betingede. Det er det, som er nedlukningens essens.

Resterne af frihedens forudsætninger, dvs. samfundets frie vekselvirkninger, blev herefter omdannet til matematisk og statistisk betingede tilladelser, som altid var foreløbige, og som kunne trækkes tilbage over natten.

I en måneds tid kan du gå i teatret uden tilladelse eller holde en konfirmation, men pludselig fra dag til anden er det slut. Udtrykket ”genåbning” dækker over en slags foreløbig ”tilladelse”, som forstærker nedlukningens begrebsmæssige og politiske herredømme.

Før levede vi i et åbent samfund. Nu lever vi i det modsatte, nemlig i et genåbnet samfund. Nedlukningen kunne nu fosse ud gennem ”genåbningen” og sætte sig i alt fra nidkære legerestriktioner til enorme grundlovsrelaterede skandaler. Dette paradoks udtrykte sig også i nye definitioner af udfaldsrum som f.eks. ”indfør restriktioner og tests, eller nedluk skolerne”. Begge udfald er jo et udtryk for nedlukning som sådan.

Mennesket var omdannet til en smittebærer. Biostatens svar på den demokratiske stats ”borger”.

3. Regeringens nye myndigheder

Herefter blev nogle helt nye myndigheder opbygget, som kunne anbefale det, som regeringen gerne vil have. Regeringen kunne nu hævde at følge myndighedernes anbefalinger, hvormed det halverede Folketing blot kunne makke ret.

De gamle myndigheder, som ellers havde gjort modstand, havde dermed undergået en transformation. De var blevet opslugt af det ‘ekstreme forsigtighedsprincip’. Epidemiloven fra februar 2021 var kulminationen på denne transformation. Dette skete ikke mindst via samspillet mellem regeringen og epidemikommissionen, som primært består af regeringens egne embedsmænd. Hasteloven var gjort permanent. Symbolet på denne ændring var, at corona, pludselig og uden nærmere begrundelse, blev opklassificeret, først til at være ”alment farlig”, hvilket den ellers ikke havde været, og kort tid efter til at være en ”samfundskritisk” sygdom.2.

Folketinget fik sin egen rolle i dette nye system; først i 2020 via forskellige udvalg og siden hen i 2021 via epidemilovens såkaldte epidemiudvalg, som ofte blot får få timer til at sige nej eller ja til regeringens og epidemikommissionens indstillinger. Der kræves ikke engang decideret tilsagn til nedlukningsforslagene.

Man havde dermed skabt et nyt beslutningssystem, som var ideologisk domineret af nedlukningens utallige statistiske lag. Dermed havde nedlukningens øjeblik overtaget staten og opslugt de gamle demokratiske myndigheder.

Symbiosen mellem tech- og medicinalindustri og styringsinteresser, som allerede i det foregående årti havde vokset sig store, kunne snart byde sig til og præge processen i retning af den såkaldte transhumanisme, dvs. artens totale omdannelse til en kvantificeret og dermed styrbar teknokrop, der påkalder sig den såkaldte longtermism som etisk princip; en slags hyper-utilitarisme hvor både levende og ufødte tælles med i store etiske kalkulationer, helt uafhængig af tid og sted (Torres 2021). Herfra er politik som handlingsprincip umuliggjort og erstattet af globale datastrukturer.

Nogle argumenterer for, at nedlukningen er et udtryk for en stærk stat. Det er jeg ikke enig i. Vi er snarere gået fra en stærk, men passiv stat, til en svag, men aktiv stat. Som jeg vil komme ind på senere (jf. afsnit B.), var konkurrencestaten den indledende manøvre i denne proces.

Hele dette rekonstruerede system – dvs. det symbiotiske samspil mellem regering, myndigheder, ekspertsystemer og Folketing – agerede herfra i alle mulige sammenhænge i strid med demokrati, samfund og proportionalitet iklædt “myndighedernes” falsk legitimerende diskurs.

Herfra hersker vilkårligheden på det administrative, det pædagogiske, det sociale og det politiske niveau. En vilkårlighed, der reproducerer sig selv i rytmiske, abrupte og uforudsigelige stød i en række direkte angreb på samfundets politiske fundament og sociale erfaringer. Situationen er fuldstændig uforudsigelig.

Konklusion: Stol ikke på de nye myndigheder.

B. Konkurrencestatens udvidede pædagogik

Dette opgør med Grundlovens sociale, pædagogiske og personlige frihed kommer ikke ud af det blå. Jeg vil her forfølge en af mange årsagssammenhænge:

På en måde var nedlukningens struktur, som jeg lige har gennemgået, forberedt op gennem 2000’erne på pædagogikkens område via en symbiose mellem neoliberalismen og konkurrencestatens venstrefløj, der oversatte pædagogik til statistisk og evalueringsbaseret læringsoptimering. Det skete først ved Mandag Morgens centrum-venstreprægede Kompetenceråd i 1998, dernæst ved VK-regeringens Globaliseringsråd i 2006 og endelig ved skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013. Lærings- og evalueringssproget blev fremmet af et tiltagende magtfuldt Finansministerium, der havde overtaget og omdannet både pædagogikken og arbejdstidsaftaler fra et efterhånden tyndslidt Undervisningsministerium.

Det var Bjarne Corydon og hans forkærlighed for teorien om konkurrencestaten, der udgjorde kernen i det nye centrum-venstre. Selv SF var hoppet med på vognen, godt hjulpet frem af en række unge SF’eres – den såkaldte ”børnebande” – samarbejde med det nye konkurrencestatsinspirerede Socialdemokrati fra omkring 2006 og fremefter.

Kendetegnende for denne proces var, at samfundets pædagogiske formål, som ellers bygger på rige filosofiske traditioner, blev omdannet til statistisk læringsoptimering med individuel opportunisme og økonomisk patriotisme som nyt dannelsesideal. Man indførte desuden en række nye råd, styrelser og forskningsorganisationer samt et stort centralistisk kontrolsystem, der skulle understøtte gennemførelsen af et nyt kausalt læringsmaskineri, hvor alt kunne sammenlignes, både lokalt og globalt, i teknisk konciperede læringsdata. På den måde havde man skabt nogle ”nye myndigheder”, der på sin vis hvilede på et opgør med de gamle. Økonomerne havde taget over fra pædagogerne. Vi var sluppet af med ”smagsdommerne og eksperterne”, som det hed i tidens jargon.

Det er denne struktur, dette opgør med myndighederne og etableringen af alternative og affirmative myndigheder i stedet, som nu gentages og udvides i biostaten, og som endda kan forstærkes, fordi dannelsen jo allerede har taget skade, idet pædagogikken allerede er blevet oversat til statistisk kontrol.

Empirisk viser sammenfaldet sig, hvis man sammenligner regeringens lockout af lærerne i 2013 med den netop omtalte lockdown i 2020.

1. Lockout

Hvem underskrev det brev, der annoncerede en omfattende lockout af landets lærere, og som dermed lukkede de danske skoler i 2013.

Det gjorde Barbara Bertelsen, som dengang var vicedirektør i Bjarne Corydons nye Moderniseringsstyrelse, der som nævnt var præget af konkurrencestatens ideologi, og som havde overtaget magten fra de gamle pædagogiske myndigheder, jf. ovenfor.

Hele forløbets karakter bar som sagt præg af 2000’ernes opgør med pædagogik og skole. Skolerne blev rekonstrueret som metoder til statistisk læringsoptimering, og læreren havde mistet sit kundskabsliv og var nu omdannet til en ”læringsekspert”.

Dette opgør var samtidig en trussel mod skolens formål og dettes tale om kundskab, selvstændighed, folkestyre og åndsfrihed. Opgøret var således et varsel om det angreb på Grundloven, som blev effektueret d. 12. marts 2020. Sådan er det, fordi skolens formål og grundloven er i samme slægt, ikke mindst forbundet i forsamlingsfrihedens pædagogiske udvidelse, som man ser den i §76, der omhandler retten til at undervise sine egne børn og dermed undervisningsfriheden. §76 er samfundets, den frie skoles og dermed også folkeskolens paragraf.

Opgøret mod lærerne fandt sted som et opgør med de egentlige skolepolitiske myndigheder og eksperter. Denne proces startede allerede i starten af 2000’erne, hvor Anders Fogh Rasmussen udfordrede den gamle ekspert- og institutionsstruktur. Fra 2006 blev den moderne skole, som var udsprunget af velfærdsstatens sammenhæng med 1800-tallets bevægelser, omdannet og rekonstrueret. Det skete via en symbiose mellem især Statsministerium, Finansministerium, Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling (også kaldet Skolerådet), EVA, KL og de nye professionshøjskoler, der havde afløst de demokratisk funderede seminarier. Jeg har beskrevet processen grundigt andetsteds (Rømer, 2022).

Denne nye symbiose af instrumentelt definerede myndigheder blev også kaldt for ”konkurrencestaten”. De nye eksperter var økonomer. De sad i det såkaldte Skoleråd, og Finansministeriet overtog magten. Man havde dermed skabt nogle nye myndigheder med nye fagligheder, der kunne fungere som forstærkninger i regeringens statistiske læringssystem, mens landets pædagogik lå brak.

Dermed fik man en ny myndighedsstruktur, som man kunne henvise til, når man skulle gå imod myndighederne.

Herfra fulgte så lockouten, dvs. den såkaldte ”læringsrevolution” og opgøret med lærerne. Vi fik et pludseligt og omfattende opgør med hele den pædagogiske tradition, ledsaget af en politisk latterliggørelse af læreren som en doven slambert. Ingen lærer i landet vil glemme det.

2. Lockdown

Hvem var den drivende kraft bag både minkskandale og nedlukning i 2020?

Det var Mette Frederiksen og særligt Barbara Bertelsen, som altså også spillede en rolle i 2013.

Hele nedlukningens karakter kan således forstås som en fortsættelse af det statistisk-matematiske herredømme, som blev effektueret i 2013 i pædagogikken, og som nu for alvor udvides fra ”læringen” til ”forsamlingen” og dermed til samfundet som sådan. Smitteeksperternes statistikker om samfundet har overtaget økonomernes statistik om læringen.

Og igen ser vi dette opgør med myndighederne, som bliver erstattet af nye ”myndigheder” og ”eksperter”, som kan sige det samme som regeringen i dennes opgør med de gamle myndigheder.

Det er den samme grundlæggende struktur, og det er næppe en tilfældighed, at det engelske ”lock” både betyder ”låse” og ”lukke”.

3. Mellemspil

Mette Frederiksen spillede faktisk selv en vigtig rolle i lockouten i 2013, hvor hun var beskæftigelsesminister. Hun var endda helt centralt placeret på det pressemøde, hvor lockouten blev annonceret. Så Frederiksen og Bertelsen udgjorde allerede tidligt en form for tandem, blot lidt mere løst koblet på daværende tidspunkt, hvor de jo var i forskellige ministerier.

Senere blev Frederiksen justitsminister. Her hentede hun Bertelsen over som departementschef. Og i 2019 blev Frederiksen så statsminister, og igen blev Bertelsen hentet med over. Efter få ugers ansættelse som ny departementschef trodsede Bertelsen sammen med sin chef i marts 2020 myndighedernes anbefaling med deres omfattende indgreb i samfundets fundament. I en vis forstand var det konkurrencestatens kaos, som nu fortsatte ind i statsministeriet, nu i form af en biostat.

Lockouten blev udvidet til en lockdown.

Og efterhånden kom også Søren Brostrøm med. I månederne efter marts 2020 blev hans oprindelige myndighed, Sundhedsstyrelsen, der ellers i første omgang protesterede mod både nedlukning, grænselukning, testudvidelse og mundbind, omdannet til en rekonstrueret myndighed, som regeringen kunne henvise til i sit opgør med de gamle myndigheder.

  1. Denne nye biostat, der blev etableret d. 12. marts 2020, adskiller sig fra Foucaults ditto. Hos Foucault er biostaten en del af det moderne projekt som sådan, og denne betegner det faktum, at det, der i sidste ende er på spil i politikken, er befolkningens biologiske liv. Danmark er en biopolitisk stat, hvorfor menneskelig biologi også for længst gjort til et politikområde,  hvilket illustreres af produktionen af registerdata, epidemiologiske mål som fødselsrater, gennemsnitlig levealder, dødelighed, incidens og prævalens af sygdomme.

    Mit begreb, der har frihedsbegrebet og hele efterkrigstidens humanisme som forudsætning, er mere kritisk end Foucaults, som bruger begrebet strukturelt, og som derved – som meget andet poststrukturalisme – har en tendens til at bekræfte sin genstands ontologiske primat og dermed glemme hele den vestlige frihedstradition. Sagt på en anden måde: Før var biopolitikken efter min mening blot en afgrænset del af statens liv, men fra marts 2020 bliver biopolitikken konstituerende for staten som sådan. Imodsætning hertil har Foucaults en tendens at gøre biopolitikken til det moderne stats definerende træk som sådan.

  2. En konsekvens, der følger af definitionen af undtagelsestilstanden som lovens suspendering af sig selv, er, at der ikke gives nogen garanti for en tilbagevending til normaltilstanden. Der findes ingen logisk overgang fra vilkårlighed til orden.

    Den såkaldte solnedgangsklausul, som var indskrevet i de første hastelove, har ingen betydning, men forstærkede nærmest problemet; dels fordi regeringen fik tildelt diktatorisk magt i et helt år med udgangspunkt i en løgn, og dels fordi konsekvenserne af denne diktatoriske magt som nævnt blev skrevet ind i det næste love, f.eks. i reformen af epidemiloven i februar 2021.

    Solen går aldrig ned. Demokratiet har mistet sin filosofiske rod og ender dermed i bedste fald som en styringsteknik.