Something rotten in the state of gender?

Kønnets Idéhistorie
Mikkel Thorup (red.)
Baggrund, 2020

 

 

Af Martin Fog Lantz Arndal
Illustration af Julie Kordovsky

“Der er noget råddent i idéhistoriens rige”, fristes man til at skrive efter at have læst antologien Kønnets Idéhistorie. Diagnosen er klar og tydelig: Idéhistorien har som fagdisciplin vendt det blinde øje til dens indvikling i kønnet tænkning og tænkning om køn, med det resultat, at faget er blevet noget snæversynet. Det skyldes, som redaktør Mikkel Thorup påpeger i sin introduktion, at idéhistorien “er blevet skrevet mestendels af hvide mænd med penge og tid til overs, der ofte skrev for at hylde andre rige, mægtige, hvide mænd”.1

At hvide privilegerede mænd har reproduceret tanker om dem, der ligner dem selv, med den ofte helt tilsigtede konsekvens – som flere af bidragyderne i Kønnets Idéhistorie anskueliggør – at de, der ikke lignede dem, må vige pladsen, er ikke noget nyt. Allerede for godt tre hundrede år siden bemærkede den britiske filosof Mary Astell i sit hovedværk The Christian Religion, at “siden mændene er historikerne, fornedrer de sig sjældent til at beskrive kvinders store og gode gerninger”.2 Hvad der imidlertid er nyt, er idéhistoriens selvkritiske opgør med fortidig ageren; et opgør, der består i at medtænke ekskluderede kilder samt gentænke de allerede kanoniserede, og derigennem udvide forståelsen af, hvad tænkning overhovedet er og kan være. Dette opgør indskriver Kønnets Idéhistorie sig i.

Hvad er filosofien værd?

Fagdisciplinær selvkritik er idéhistorien dog ikke alene om. Siden 1970’erne har vi været vidner til, hvad den britiske filosofihistoriker Sarah Hutton har kaldt en “kønsrevolution” inden for især filosofihistorien, en revolution, der har gravet tabte stemmer og kilder frem.3 Det har især handlet om inklusion af kvindelige filosoffer i kanon, hvilket også optager flere af bidragene i Kønnets Idéhistorie, men har også handlet om andre “ekskluderede”: De “andre”, der heller ikke var hvide, privilegerede, heteroseksuelle mænd. Hvis man spørger den franske filosofihistoriker Michèle Le Dœuff, skal en af årsagerne til problematikken findes i, at eksklusion er selve filosofiens grundlag.

I sin tidlige artikel “Women and Philosophy” (1977) beskriver Le Dœuff, hvordan filosofiens selvbillede har været styret af forestillingen om at være noget særligt, hvilket vil sige, at hvis filosofien ikke var ekskluderende, så kunne filosofferne ikke præsentere sig selv som lærde og betydningsfulde.4 I markedstermer kunne man spørge: Hvis filosofien var en vare, alle kunne få, hvor meget ville den da være værd? Dette er imidlertid ikke et af de spørgsmål, Thorup og de andre bidragydere er særligt optaget af, hvilket man som læser godt kan undre sig lidt over. Men Kønnets Idéhistorie vil noget andet: Den vil udfordre kanoniserede læsninger, kanondannelsen selv og på den måde udfordre forståelsen af, hvad idéhistorie overhovedet er. Tre hensigter, der alle udfordrer den form for ekskluderende selvforståelse, Le Dœuff påpeger. Kønnets Idéhistorie kigger fremad, frem mod det, Thorup i sin indledning kalder for ’kønsidéhistorie’ – en ny måde at tænke en gammel disciplin på.

Tre læsestrategier

Ifølge Thorup handler “kønsidéhistorie” om “at afdække de historisk foranderlige måder, køn er blevet forstået, såvel som de måder andet er blevet forstået højlydt eller tavst igennem køn”.5 I forsøget på at fremme en mere kønsidéhistorisk tilgang fremhæver Thorup tre temaer. Selvom Thorup selv hævder, at disse ikke bør ses som andet end et “ufuldstændigt og foreløbigt [sic] inspirationskatalog til, hvordan man kan arbejde med køn i idéhistorie(n)”,6 er de nu alligevel værd at hæfte sig ved, da de hver især belyser og rammesætter de essays, der udgør bogens hoveddel.

Kønnets Idéhistorie kigger fremad, frem mod det, Thorup i sin indledning kalder for ‘kønsidéhistorie’ – en ny måde at tænke en gammel disciplin på.For det første kan man læse andre. Dette betyder at inkludere “de og det, der ikke har været (tilstrækkeligt) med tidligere, dvs. at inddrage andre aktører end traditionelt gjort, i denne sammenhæng kvinder”.7 Her er fokus både på at læse fra de ekskluderede selv samt at læse om dem. Dette er ikke blot en udfordring af, hvorfor man læser, som man gør, men også hvad man læser og i det hele taget betragter som væsentlige kilder. Dertil bør man læse andet, hvilket vil sige “at analysere andre tematikker og emner samt andre kildetyper, forholdemåder og relationer end normalt, dvs. at bruge idéhistoriens redskaber på andet materiale end den klassiske betoning af såkaldte ‘store idéer’”.8 Eksempler på et andet kunne være køn, race eller klasse, og her ligger eftertrykket på, at historikeren går til teksterne med andre spørgsmål end de sædvanlige.

Til sidst bør man gøre anderledes, i betydningen at ændre “forskningspraksisser, dvs. at arbejdet med de ovenstående temaer og tænkere åbner for ikke bare udvidelser med andre og andet end normalt, men også forandringer i vores forskningspraksisser”.9 Dette kan både involvere det formmæssige i henhold til skrivestil og genrer, men tillige omhandle forskerens egen positionering i henhold til vedrørendes forskningsfelt, hvor det anderledes her består i at forsøge at anse sig som en del af et “fortolkningsfællesskab” og drage omsorg om værdier, som vedkommende ikke nødvendigvis selv ejer.10

Selvom Thorup skriver, at disse tre temaer ikke bør anses som en ledesnor for, hvordan ordentlig kønsidéhistorie bør bedrives, så er de ikke draget frem uden grund. Uden at gøre vold på Thorups formaning mener jeg, at disse temaer fint belyser, hvad det er, der foregår i antologiens i alt 16 bidrag, der på hver deres måde forsøger at læse andre, med et andet fokus, på en anderledes måde.

Køn er ikke noget, man har

Gode eksempler på at læse andre (der selvfølgelig ikke kan adskilles fra at læse andet og anderledes) kunne være Anna Cornelia Plougs fremragende opfordring i essayet “Filosofias Historie—Eller Hvem Vover at Klippeklistre Med Kanonen?” og Niels Nyegaards “Homoseksuelle Forhandlinger af Maskulint Medborgerskab ved 1900-tallets Begyndelse”. Her vil jeg især forholde mig til sidstnævnte. Nyegaard karakteriserer i nævnte kapitel “Danmarks første offentlige, homoseksuelle skandalesag” også kaldet “Den store Sædelighedssag”.11 Kort fortalt omhandler sagen de to mænd Carl Hansen og Emil Aae, der begge var anklaget for at have haft homoseksuel omgang med andre mænd. Begge blev dømt, men værre endnu, de blev også hængt ud i pressen. Ifølge Nyegaard var “[i]sær påstanden om, at de to mænd klædte sig ud i dametøj og altså var kvindagtige … i den forbindelse central, fordi den indirekte ekskluderede Hansen og Aae fra datidens normative billede af den fuldt inkluderede danske medborger som en lovlydig, moden, dannet og selvforsørgende familiefader.”12 Genstanden for Nyegaards undersøgelse er de to herrers forsvarsskrifter, der begge havde til formål at genindsætte dem som gode og respektable borgere, hvilket de ifølge Nyegaard gjorde ved at “knytte deres personer til maskuline medborgerdyder som lovlydighed, modenhed og dannelse”.13 Gennem læsninger af forsvarsskrifterne gøres det klart, hvorledes køn i denne kontekst består af et “netværk af normer, der er med til at bestemme kendetegnene hos den kulturelt genkendelige medborger”14 og dermed, hvordan “køn fungerer som en normativ ramme for kulturel genkendelighed og medborgerskab”.15 Gennem en sådan analyse gøres det tydeligt, hvorledes køn ikke blot er noget, man har, men noget, man bliver; en måde at være (borger) i Danmark på, som konstant er til diskussion.

Gennem analysen gøres det tydeligt, hvorledes køn ikke blot er noget man har, men noget man bliver.Thorup opfordrer i indledningen også til at læse andet, forstået som det at læse idéhistorien igennem andre perspektiver end de gængse. Dette er imidlertid, hvad alle bidrag i Kønnets Idéhistorie har til fælles. Jeg tillader mig alligevel blot at fremhæve to. I Linnea Amalie Høyers “Sarah Gamp – En Skændsel for det Mest Kvindelige Erhverv i Verden” beskrives det, hvorledes den litterære karakter Sarah Gamp – en usoigneret drukkenbolt af en sygeplejerske – i slutningen af 1800-tallet blev brugt som et “symbol på en negativ kvindelighed” og dermed blev en del af strategien for at professionalisere sygeplejen.16 Modsat Gamp blev den faglærte sygepleje symboliseret ved træk som “tålmodighed, mildhed, hengivenhed, takt, raffinement og ikke mindst kvindelighed [womanliness]”.17 Her blev det kvindelige konstrueret i modsætning til en “negativ kvindelighed” i forsøget på at mobilisere opmærksomhed og penge over i en professionel sygepleje. Som Høyer skriver i afslutningen af sit bidrag, så viser en sådan diskussion, hvorledes “‘kvindelighed’ ikke er en neutral eller statisk betegnelse”, men i stedet “udgøres … af bestemte interesser i bestemte kontekster, hvorfor forestillinger om ‘rigtig’ og ‘forkert’ kvindelighed, eller kønnethed, derfor må forstås i sammenhæng med den kontekst, de udtales i”.18 I Louise Rognliens “Det Politiske Er Maskulint: Voldelige Kvinder og Køn som Analytisk Kategori” videreføres denne problemstilling, dog i en anden sammenhæng: Hvad sker der, når symbolet på kvinden, som det milde og raffinerede køn, begynder at krakelere? For at illustrere dette tager Rognlien udgangspunkt i hollandske Myrium Goris, der i 2005 sprængte sig selv i luften foran en amerikansk militærbase i Irak.19 Angrebet sendte chokbølger igennem Europa, men ikke blot for den tragedie, det var, men fordi det blev begået af en kvinde opvokset i et liberalt demokrati.20 Ifølge Rognlien blev Goris’ “voldelige og radikale handling forklaret som resultatet af en ufuldstændig kvindes sørgelige skæbne og dermed ikke opfattet som en politisk protest”.21 Den voldelige, politisk radikaliserede kvinde var altså hverken voldelig eller politisk, men blot en sørgelig eksistens radikaliseret af udefrakommende kræfter. Den voldelige kvinde, som Rognlien udlægger det, er et problem for den normative forståelse af kvinden som én, der skal beskyttes og giver, men ikke tager, liv.22 Den voldelige kvinde stiller sine omgivelser i det dilemma, at de enten må revurdere deres forestillinger om kvindekønnet eller få undtagelsen til at passe til reglen, og som det fremgår ovenfor, valgte den brede offentlige presse altså det sidste. Dermed afpolitiseres den politiske handling, og kvinden bortforklares som en afviger fra sin kvindelige natur. I studiet af Goris kan man altså se, hvorledes ”[v]ores forståelse af køn spiller […] ind i, hvordan vi forstår legitim vold og derfor også, hvad vi forstår som tilhørende det politiske”.23 Den kvindelige, politisk motiverede terrorist bliver altså (noget selvmodsigende) apolitisk, idet hun er kvinde.

Kvindernes idéhistorie?

Som nævnt handler det om at gøre anderledes ikke blot om “udvidelser med andre og andre end normalt”, men også om forandringer i “forskningspraksisser”. Og her er det måske fint at vende sig mod Kønnets Idéhistorie som helhed. Hvor bidragene måske ikke er anderledes i henhold til forskerposition (forstået som indoptagelse af mere subjektive positioner) og stil, idet alle følger den samme opbyggelige skabelon, er projektet som sådan anderledes, ved at give afkald på ejerskab, udvide forståelsen af idéhistorien og udfordre gængs akademia. Dette hænger, ifølge Thorup, også sammen med et “klart etisk ansvar”24, der især kommer til syne, når bogen lytter til stemmer, der ellers havde været ekskluderede. Som når Rognlien lytter til en kvindelig terrorist, eller Nyegaard til to homoseksuelle mænd, men også når Ploug i sit bidrag, Nicolai von Eggers i “Kvindekamp og Kampen for Kvinders Rettigheder i Den Franske Revolution”, Sara Kier Praëm i “Matilda-Effekten i Tænkingens Historie” og Line Jacobsen i “Kønsrepræsentation I Idéhistorien” insisterende nævner (ekskluderede) kvindelige historiske stemmer, som de mener, vi bør høre. På den måde er Kønnets Idéhistorie en anderledes bog.

Jeg kunne ikke lade være med at ønske mig mere: Mere om kønnenes forhold til natur, til ting, til kroppe og til hudfarve. Selvom begrebet ‘køn’ i forskningen alt for ofte ender med at betegne det kvindelige, så dækker det over meget mere.Jeg er måske en tarvelig læser, da jeg selv forsker i dette og lignende felter. Og derfor kunne jeg, efter at have vendt den sidste side, ikke lade være med at ønske mig mere: Mere om kønnenes forhold til naturen, til tingene, til kroppene og til hudfarver. Flere stemmer fra andre køn end de gængse. Selvom begrebet ’køn’ i forskningen alt for ofte ender med at betegne det kvindelige, så dækker det over meget mere, hvilket Thorup også selv gør opmærksom på.25 Ikke desto mindre tenderer Kønnets Idéhistorie til at være en Kvindernes Idéhistorie, hvilket er ærgerligt, men dog heller ikke gør bogen mindre læseværdig. Det, jeg efterspørger, siger måske mere om de bøger, der endnu mangler at blive skrevet, end hvad man kunne forvente af denne udgivelse. Én bog kan ikke løse alle problemer, hvad den i stedet kan gøre, er at stille diagnosen og tage det første skridt mod en behandling. Her leverer Kønnets Idéhistorie. For på trods af mangler som de ovenfor nævnte og det lidt smalle kønsbegreb gør Kønnets Idéhistorie noget ekstraordinært, ved at sætte idéhistorien på spidsen og spørge, om tingene ikke kunne være anderledes. Den udfordrer og forsøger at demokratisere en disciplin, som – ifølge førnævnte Le Dœuff – bærer eksklusion i sig som et eksistensgrundlag, og det er ikke en let opgave.

Hvad Kønnets Idéhistorie viser, er, at når kønsstudier træder ind på idéhistoriens smalle sti, så tramper den ikke noget ned, selvom det kunne se ud, som om den bare vil nedbryde. Eller sagt med andre ord, måske tramper den noget ned, men i så fald for at udvide stien, for at gøre den lidt bredere, så lidt flere nu kan træde ind på den.

Martin Fog Lantz Arndal er ph.d.-studerende på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han har tidligere udgivet artikler om Mary Astell og historisk feminisme, samt om religion og republikanisme hos Mary Wollstonecraft og Germaine de Stäel. Han har en udgivelse om Mary Wollstonecraft og køn på vej i Slagmarks kommende temanummer.

  1. Thorup, Mikkel (red.) 2020. Kønnets Idéhistorie. Aarhus/København: Baggrund.
  2. Astell, Mary. 2013. The Christian Religion, as Professed by a Daufghter of the Church of England. Toronto: Iter Inc.
  3. Sarah Hutton (2015) “Blue-Eyed Philosophers Born on Wednesdays’: An Essay on Women and History of Philosophy”, The Monist, Vol. 98, p. 7-20, 9.
  4. Le Dœuff, Michèle (1977) “Women and Philosophy”, Radical Philosophy, Vol. 17, p. 2-11, 6.
  5. Thorup, Kønnets Idéhistorie, 10.
  6. Thorup, Kønnets Idéhistorie, 28.
  7. Thorup, Kønnets Idéhistorie, 29.
  8. Thorup, Kønnets Idéhistorie, 33.
  9. Thorup, Kønnets Idéhistorie, 40.
  10. Thorup, Kønnets Idéhistorie, 41.
  11. Nyegaard, Kønnets Idéhistorie, 176.
  12. Nyegaard, Kønnets Idéhistorie, 176-7.
  13. Nyegaard, Kønnets Idéhistorie, 177.
  14. Nyegaard, Kønnets Idéhistorie, 184.
  15. Nyegaard, Kønnets Idéhistorie, 177-8.
  16. Høyer, Kønnets Idéhistorie, 109.
  17. Høyer, Kønnets Idéhistorie, 113.
  18. Høyer, Kønnets Idéhistorie, 114-5.
  19. Rognlien, Kønnets Idéhistorie, 212.
  20. Rognlien, Kønnets Idéhistorie, 212.
  21. Rognlien, Kønnets Idéhistorie, 212.
  22. Rognlien, Kønnets Idéhistorie, 213-4.
  23. Rognlien, Kønnets Idéhistorie, 218.
  24. Thorup, Kønnets Idéhistorie, 41.
  25. Thorup, Kønnets Idéhistorie, 12.