Kapitalisme, reformer og bevægelse: en kommentar til Pelle Dragsteds ’Nordisk socialisme’

Pelle Dragsted
Nordisk Socialisme:
På vej mod en demokratisk økonomi

Gyldendal, 2021

 

 

Af Esben Bøgh Sørensen

I Pelle Dragsteds bog ’Nordisk socialisme’ udrulles et omfattende reformprogram, der vil stække både markedets og den økonomiske elites magt. Det er et ambitiøst, men realistisk program, der kan vende venstrefløjens defensive forsvar for velfærdsstaten til en offensiv kamp for grundlæggende forandringer. Selvom reformprogrammet vil kunne implementeres fra i dag, giver bogen dog ikke et svar på, hvordan og ikke mindst af hvem det skal gennemføres.

Flere anmeldelser har kommenteret indholdet i de reformer, Dragsted fremlægger. I en længere grundig anmeldelse påpeger på den ene side Jeppe Druedahl, at den fondsmodel, der skitseres i bogen, vil fortrænge eller forvrænge profitmaksimeringsmotivet. 1 Det er ifølge økonomen selvfølgelig ikke så godt, for hvordan skulle man ellers sikre den mest produktive udnyttelse af samfundets ressourcer?

På den anden side har bogaktuelle Søren Mau kritiseret Dragsteds reformer for slet ikke at gå langt nok2 i at fortrænge og helt afskaffe den type upersonlige og stumme tvang3 til profitmaksimering, der er indbygget i kapitalismen.

En af pointerne i Nordisk socialisme er dog netop, at hverken ideen om ét stort brud med kapitalismen eller den totale opgivelse over for overhovedet at bryde med den kapitalistiske økonomi er farbare veje i dag. I stedet foreslår Dragsted en række reformer, der her og nu vil forandre ikke bare fordelingen af velstand i samfundet, men ligeledes de grundlæggende ejendomsforhold.

Både den revolutionære venstrefløj og socialdemokratiet har på hver deres måde opgivet tanken om socialisme. Hos førstnævnte bliver socialisme en utopi forskubbet til en fremtid efter et altomfattende brud, hvorimod sidstnævnte helt har opgivet at bryde med en altdominerende kapitalisme.Dragsted baserer denne mellemvej på to elementer. For det første det nordiske. Vejen til socialisme i Danmark anno 2021 er hverken den samme som i Paris 1871, Rusland 1917, eller Italien 1945. Ideen er ikke ny, og netop det italienske kommunistiske parti, der i efterkrigsperioden voksede sig til et millionstort masseparti og dermed Europas største, arbejdede ud fra lederen Palmiro Togliattis argument om en særlig italiensk vej til socialisme. En vej, der måtte forankres i landets særlige politiske, økonomiske og kulturelle historie og særtræk.

Dragsteds nordiske socialisme kan fortolkes i forlængelse af denne tankegang. Andelsbevægelsen, arbejdernes kooperative bevægelse, den universelle velfærdsmodel, økonomisk demokrati og de mange typer fælleseje, der har præget udviklingen i Danmark og Norden, kan inspirere en ny venstrefløjsoffensiv i kølvandet på neoliberalismens afmontering af store dele af disse traditioner, men også gå udover dem.

For det andet baserer Dragsted sin mellemvej på et argument om, at fordi alle samfund er hybrider, er kapitalismen heller ikke i dag altdominerende. Forestillingen om en altdominerende kapitalisme har blokeret for at tænke reel forandring: både den revolutionære venstrefløj og socialdemokratiet har på hver deres måde opgivet tanken om socialisme. Hos førstnævnte bliver socialisme en utopi forskubbet til en fremtid efter et altomfattende brud, hvorimod sidstnævnte helt har opgivet at bryde med en altdominerende kapitalisme.

Dragsteds pointe er, at for at nytænke og vise en vej til (mere) socialisme nu og her, må vi opgive tanken om en altdominerende kapitalisme, og i stedet pege på de spirer, der eksisterer i vores samtid og vores del af verden, der kan bygges videre på.

Intentionen er efter min mening helt rigtig, nemlig at et socialistisk projekt må kunne vise en vej til grundlæggende forandringer, der tager sit udgangspunkt i de historiske og samtidige omstændigheder, man nu engang befinder sig i på et givent tidspunkt og sted. Hverken socialdemokratisk målopgivelse eller utopisk målforskubbelse er farbare veje.

Og var problemet med 1990’ernes Socialdemokratier rent faktisk, at de betragtede kapitalismen som altdominerende og dermed ubrydelig? Var det ikke snarere, at de blot opgav begrebet om kapitalisme til fordel for “markedsøkonomi” og “blandingsøkonomi”…?Men der er også i hvert fald tre kritiske ting at bemærke omkring Dragsteds opgivelse af ideen om den altdominerende kapitalisme.

For det første er Dragsted, som alle andre, præget af sin generation og tid. Venstrefløjen i 1990’erne var præget af tankestrømme, der stillede spørgsmålstegn ved eller endda forkastede forestillingen om kapitalisme som sådan og klasse som den centrale konfliktlinje i samfundet til fordel for en ide om en myriade af magtrelationer og kampe. Foucault, og ikke Marx, kom på mode. Et stykke hen ad vejen gør Dragsted også op med den venstrefløj, men fastholder samtidig dele af tankegodset i og med forbeholdet for at tænke samfundet i helhed.

Og var problemet med 1990’ernes socialdemokratier rent faktisk, at de betragtede kapitalismen som altdominerende og dermed ubrydelig? Var det ikke snarere, at de blot opgav begrebet om kapitalisme til fordel for “markedsøkonomi” og “blandingsøkonomi” og dermed helt mistede blikket for kapitalismens dominerende påvirkning på samfundet som helhed?

For det andet. Selvom intentionen om at undgå at indordne alle sociale fænomener under kapitalismen er vigtig, så fritager det os ikke fra at sige noget om netop forholdet og påvirkningen imellem den kapitalistiske økonomi og andre dele af samfundet.

Eksempelvis kan den offentlige velfærd på den ene side ikke blot afledes som en ren funktion af kapitalismen og dennes behov for arbejdskraft. Den har også en egendynamik. På den anden side må vi også forholde os til, hvordan den kapitalistiske produktion og dens dominerende profitmaksimeringstvang påvirker den offentlige sektor, og omvendt.

Netop denne indsigt er vigtig, når holdbarheden i de reformer, Dragsted skitserer, og deres modstandsdygtighed over for den kapitalistiske omverden skal vurderes.

For det tredje synes der at være en uudtalt modsætning mellem Dragsteds argument for, at den kapitalistiske sektor i økonomien aldrig har været mere dominerende i kølvandet på den neoliberale periode, og så intentionen om at tale denne dominans ned for at bane vejen for gradvise reformer.

Jeg mener altså ikke, at Dragsteds forbehold over for kapitalismens dominans er en betingelse for hans videre argument om nødvendigheden af gradvise forandringer.Det er nemlig rigtigt, at kapitalismen aldrig har været stærkere. Det gælder både i Danmark efter årtiers liberaliseringsreformer, men også på et langt større plan, hvor kapitalismen er slået igennem globalt med stor betydning for konkurrencepresset på de enkelte lande.

Men er det overhovedet nødvendigt at tale kapitalismens dominerende påvirkning af samfundet som helhed ned for at argumentere for, at brud med kapitalismen er mulige, men må ske gradvist? Det mener jeg ikke. Tværtimod, hvis kapitalismen og dens profitmaksimeringstvang faktisk er så dominerende i dag, så er det meget svært at forestille sig et altomfattende og pludseligt brud. Hvor skulle sådan et brud komme fra?

Der er ingen evolutionær vej til socialisme, den ene reform baner ikke af sig selv vejen for den anden. Der er hele tiden tale om en kamp.I stedet er det mere nærliggende at tage fat i de spirer inden for vores nuværende samfund, der rent faktisk kan bruges og udvikles til at bryde med kapitalismen gennem gradvise forskydninger i magt- og ejendomsforhold. Jeg mener altså ikke, at Dragsteds forbehold over for kapitalismens dominans er en betingelse for hans videre argument om nødvendigheden af gradvise forandringer.

Fordelen ved at understrege kapitalismens dominans over hele samfundet er yderligere, at det i højere grad står frem, hvor skrøbelige tilkæmpede fremskridt og reformer i virkeligheden er. Dragsted har helt ret i, at en del af årsagen til, at det var så nemt at tilbagerulle de reformer og fremskridt, arbejderbevægelsen havde tilkæmpet sig gennem flere generationer, var, at Socialdemokratiet forblev forbeholden over for at rykke ved de grundlæggende ejendomsforhold.

Men selv hvis de reformer, der foreslås i bogen, gennemføres, vil den danske økonomis fortsatte kapitalistiske elementer samt yderligere indplacering i en videre global kapitalistisk domineret økonomi helt af sig selv lægge et enormt pres på deres holdbarhed. Der er ingen evolutionær vej til socialisme, den ene reform baner ikke af sig selv vejen for den anden. Der er hele tiden tale om en kamp, hvor modstandsdygtigheden over for presset fra den kapitalistiske dynamik og profitmaksimeringstvang er af afgørende betydning.

Betyder omfavnelsen af gradvise reformer så, at Dragsted er reformist? Ikke nødvendigvis, og måske er spørgsmålet i det hele taget forkert stillet i dag. Debatten om reform over for revolution var et produkt af en særlig tid i starten af 1900-tallet, hvor revolutioner i bl.a. Rusland, Tyskland og Østrig væltede autoritære regimer. Men debatten passer dårligt til nutiden i vores del af verden. I stedet kan vi med fordel overtage den østrigske marxist Otto Bauers skelnen mellem “politisk” og “social” revolution.

Den politiske revolution er kortvarig og fokuseret på staten. Den sociale revolution er en langstrakt proces, hvor de grundlæggende sociale forhold og ejendomsforhold gradvist forandres. Ikke som en automatisk eller evolutionær proces, som klassiske reformister som Eduard Bernstein forestillede sig det, men som et resultat af fortløbende kampe, konflikter og omvæltninger i den sociale orden, hvor socialismen snart vinder terræn og snart slås tilbage.

I udviklede kapitalistiske samfund med politisk demokrati giver kortvarige politiske revolutioner ikke længere mening. Men det giver stadig mening at tale om social revolution i den netop omtalte betydning.

Dragsteds reformprogram peger i den rigtige retning. Men hvem skal egentlig gennemførte et socialistisk reformprogram i en tid, hvor der ikke engang er en stor reformistisk arbejderbevægelse? Flere af Dragsteds reformer vil kunne gennemføres blot ved at skaffe et parlamentarisk flertal. Det synes dog for nuværende urealistisk, og det er svært at klandre en bog, der arbejder på et mere visionært plan, for ikke at udlægge en kortsigtet strategi.

Mere alvorligt bliver det dog, når det gælder spørgsmålet om, hvem der i et mere langsigtet perspektiv skal bære en social revolution i ovennævnte betydning frem? Et reformprogram kan ikke stå alene, idet grundlæggende samfundsforandringer – som sagt – er produkter af fortløbende konflikter og kampe. Uden en masseorganisering af store dele af befolkningen er det svært at forestille sig, at reformer og tilkæmpede fremskridt skulle have nogen langsigtet modstandsdygtighed over for dels de økonomiske eliter dels den kapitalistiske økonomis pres.

Og hvis arbejderklassen stadig er central, hvilken chance har en venstrefløj med ingen eller kun lille forankring i denne klasse så for at stå i spidsen for sådan en blok?Spørgsmålet forbliver i bogen kun vagt besvaret, hvor Dragsted peger på en ”alliance af privatansatte, offentligt ansatte, små selvstændige, freelancere, studerende, arbejdsløse og pensionister”, eller det, som den italienske marxist Antonio Gramsci kaldte en historisk blok. Arbejderklassen og en ”stærk, organiseret og kampberedt arbejderbevægelse” er ifølge Dragsted central i dannelsen af en ny historisk blok, men en yderligere analyse af, hvorledes de forskellige grupper forholder sig til hinanden i dag ud fra deres funktion i samfundet, og på hvilke en ny historisk blok må lægge sin vægt, udebliver dog.

Men også her er bogen selvfølgelig et produkt af sin tid. I 1960 var det stadig 13 pct. af den danske befolkning, der var medlem af et parti. I 2019 var det 2 pct. Med de demokratiske masseorganisationers opløsning ændrede også det politiske landskab sig. Det blev atomiseret og individualiseret i bunden, medialiseret og professionaliseret i toppen, og som følge heraf forvitrede den demokratiske deltagelse.

De gamle, folkelige vugge-til-grav-bevægelser svandt ind, og i stedet fik vi fra 1960’erne og frem de såkaldte ’nye sociale bevægelser’ (kvindebevægelsen, fredsbevægelsen, miljøbevægelsen, osv.). Men også disse er i dag stort set et overstået kapitel, og organiseringen i bunden af samfundet har aldrig været lavere. Kan man overhovedet forestille sig dannelsen af en ny historisk blok i sådan en situation? Og hvis arbejderklassen stadig er central, hvilken chance har en venstrefløj med ingen eller kun lille forankring i denne klasse så for at stå i spidsen for sådan en blok?4 Dragsted virker optimistisk, jeg håber, han har ret.

Bogen peger yderligere på, at for at skabe en sådan alliance må venstrefløjen samle det interessefællesskab, der eksisterer på tværs af særskilte identiteter og kampe, nemlig mellem alle dem, som oplever ”de negative konsekvenser af den kapitalistiske økonomi”. Jeg er helt enig, men der ligger uden tvivl en kæmpe opgave for venstrefløjen i overhovedet at få klargjort karakteren og omfanget af udfordringen endsige pege på måder, hvorpå den kan løses.

Esben Bøgh Sørensen er ph.d. i idéhistorie.

  1. Jeppe Druedahl, ‘Pelle Dragsteds tilslutning til den marxistiske udbytningsteori spænder ben for hans fine visioner’, Information d. 28. maj 2021. Www: https://www.information.dk/indland/2021/05/pelle-dragsteds-tilslutning-marxistiske-udbytningsteori-spaender-ben-fine-visioner
  2. Søren Mau, ‘Pelle Dragsteds socialisme er en tam politikerfantasi, som ikke tør tage de radikale opgør’, Information d. 29. maj 2021. Www: https://www.information.dk/debat/2021/05/pelle-dragsteds-socialisme-tam-politikerfantasi-toer-tage-radikale-opgoer
  3. Se den kapitalismekritiske bog ’Stum Tvang’ af Søren Mau. Www: https://klim.dk/bog/stum_tvang.htm
  4. For denne pointe om den demokratiske deltagelses forvitring og venstrefløjens afkobling fra arbejderklassen, se min artikel i Jacobin Magazine: https://jacobinmag.com/2021/04/denmark-socialist-left-working-class-mobilization