Bæredygtighedens ekkokammer

ANMELDELSE: Staten kan bane vejen for den bæredygtige omstilling, er budskabet fra to danske sociologer i en ny bog. Det er et velmenende forsøg på en ny teoridannelse med fokus på praktisk politik, men forbliver ifølge anmelderen uforløst, idet forfatterne forsømmer deres egen faglighed og tegner et urealistisk billede af, hvordan det politiske systems viden og beslutninger kan blive mere bæredygtige.

Den Bæredygtige Stat
Rasmus Willig og Anders Blok
Hans Reitzels Forlag, 2020

 

 

Af Ludvig Goldschmidt Pedersen, ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

S

ociologerne Rasmus Willig og Anders Blok har skrevet en bog om statens potentiale til at skabe et bæredygtigt samfund. I bogen undersøges det, hvordan staten, markedet og civilsamfundet kan blive både bæredygtigt og regenerativt. Udgangspunktet fremstiller forfatterne selv som indlysende: ”I dag ved alle, at vi har behov for en konkret og realiserbar beskrivelse af den bæredygtige stat, fordi vores naturvidenskabelige kolleger ikke har givet os meget mere end 10 år til at få nedbragt vores globale CO2-aftryk markant.”1 Willig og Blok har derfor sat sig for at beskrive de ”normer, regler institutioner og økonomier, der rent praktisk kan og bør tages i anvendelse”2, med en forhåbning om, at dette kan være en appel til blandt andet ”administrative og styrende organer i kommuner, regioner og statsforvaltning”.3

Jeg vil gerne starte denne anmeldelse med at anerkende det helt igennem fornuftige i den ambition, men dernæst bruge den resterende plads på at diskutere, hvorfor vi stort set ikke kommer et skridt tættere på at indfri dette åbenlyse behov med nærværende bog.

Den etiske pamflet

Bogen er genremæssigt at betragte som en pamflet og er også blevet læst sådan i denne sammenhæng. Den kan ses som led i en ny tradition for human- og socialvidenskabelig forskning, som – med reference til et tidspres defineret af naturvidenskaben – undersøger de sociale, politiske og etiske muligheder for, at samfundet kan omstilles i bæredygtig retning.4 Heldigvis, mener forfatterne, er der et såkaldt ”uforløst normativt overskud”5 i befolkningen, der sikrer en bred opbakning til den nært forestående og nødvendige omstilling.

Så hvad venter vi på? Eller nærmere: Hvem står i vejen?  Willig og Blok argumenterer for, at to konkurrerende visioner for staten aktuelt står i vejen for den bæredygtige stat: velfærdsstaten (staten som velfærdsyder) og konkurrencestaten (staten som konkurrenceevneforbedrende).

Den bæredygtige stat handler trods den klare titel nemlig ikke rigtig om staten.Bogens argument udfolder sig i fire kapitler. Et kapitel, der beskæftiger sig med en samlæsning af forskellige teoretiske frihedsforestillinger følges af ét, der især kigger på de sociale bevægelsers potentiale for at skabe forandring. Herefter undersøges den bæredygtige stats institutioner og imperativer, før vi slutteligt får et kapitel, der oplister en række konkrete politiske forslag.

Hvad er staten?

Så langt er bogens formål klart og tydeligt. Men graves der et spadestik dybere, begynder spørgsmålene at rejse sig. Jeg mener, at Willig og Bloks argument bliver unødvendigt rodet, fordi de skriver om staten på tre forskellige måder uden at gøre dette klart for læseren. Det er yderligere mit hovedargument, at bogen ikke lever op til sit formål om at give en ”konkret og realiserbar beskrivelse af den bæredygtige stat”6, fordi analysen af staten ikke formår substantielt at nå ind til indersiden af statens institutioner og levere indsigter i, hvordan det politiske system fungerer i dag og muligvis kan komme til at fungere anderledes i fremtiden. Den bæredygtige stat handler trods den klare titel nemlig ikke rigtig om staten.

Ved siden af konkurrencestaten og velfærdsstaten optræder den bæredygtige stat som sagt i bogen. De tre statsformationer bruges yderligere bogen igennem på tre forskellige måder. De analyseres både som ideologier7, epoker8 og politiske kræfter9 – med betydelig forvirring til følge. Det er i sagens natur ikke det samme, om hver af disse ”stater” betegner en bestemt ideologi for, hvad staten bør prioritere (velfærd, konkurrenceevne eller bæredygtighed), en historisk periode (først kom velfærdsstaten, så konkurrencestaten og nu den bæredygtige stat) eller en gruppe politiske aktører (de tre grupper, som kunne tænkes at kæmpe for de tre visioner).

Det modsatte af praksis er ikke nødvendigvis filosofi

Problemet er dog i højere grad, at ingen af de tre betydninger har at gøre med de institutioner og processer, som er afgørende for statens bæredygtige potentiale. Og det er en skam, fordi der netop her er så meget på spil i forhold til den grønne omstilling.

Som forvaltnings- og videnskabshistoriker mener jeg, at det er et væsentligt kritikpunkt af bogen, at det, vi kan kalde for statens indre liv, hvor forholdet mellem embedsmænd, politikere og eksperter reguleres af institutioner og processer, er fraværende.

Forfatterne bemærker i bogens konklusion, at deres ærinde ikke er ”ulig den politiske filosofi hos Thomas Hobbes, en Jean-Jacques Rousseau eller en George Wilhelm Friedrich Hegel”.10 Det er dog svært at se store ligheder med tre tænkere, der alle i deres samtid faktisk interesserede sig for, hvilke institutioner en stat var sammensat af.11

For at tydeliggøre dette kan vi kigge på en kilde, som bogen gentagne gange trækker på: den populære klimaøkonom Kate Raworths doughnutmodel. Hendes model for bæredygtighed er baseret på to lagkagediagrammer, der tilsammen udgør en doughnut, hvor de planetære grænser er den ydre grænse, og de sociale behov er den indre.12

Netop denne model forsøger Københavns Kommune for tiden at oversætte til et kommunalt styringsredskab.13

Oversættelsen af Raworths arbejde til et redskab, der kan bruges til at vurdere konkrete politiske midler og målsætninger er ikke en simpel opgave. Det er afgørende, om Raworths abstrakte og visuelle ”model” for økonomien kan omsættes til et sæt af gennemskuelige og kvantitative styringsredskaber, der kan bruges af politikere og embedsværk.

I sidste ende må der findes måder at måle bæredygtighed på med de teknikker, som det politiske system i dag bruger (cost-benefit-analyser, BNP-mål, prognoser af økonomisk og miljømæssig art m.v.), hvis man ikke er i stand til at opfinde nye. Dette er et centralt problem i statens indre liv, som Den bæredygtige stat overser, fordi udviklingen af ”de rette effektive styringsteknikker” alene anses for at være ”gængs samfundsvidenskabelig jargon” for ”at sætte ambitionerne højere”.14

Men styringsteknikkernes udfordringer og kampen om disse er slet ikke et spørgsmål om abstrakte ambitioner. Hvilke parametre embedsværket fortrinsvis vælger at kvantificere CO2-omkostninger med, og hvilke afledte effekter af statslige interventioner de vælger at inddrage i denne proces, er tværtimod fuldstændigt afgørende for, hvad der bedømmes som bæredygtigt i sidste ende. Det er blandt andet dette, som diskussionerne i forbindelsen med klimaloven og dens udmøntning i Danmark har vist: Den estimerede omkostning i kroner og ører pr. sparet ton CO2 (den såkaldte skyggepris), som regnes ind i politikevalueringerne, er lige dele et teknisk og fuldstændigt afgørende politisk spørgsmål.15

I Københavns Kommunes forsøg på at videreudvikle Raworths doughnutmodel har embedsværket udtalt, at ”på nuværende tidspunkt eksisterer der ikke en model, der kan bruges som et egentligt styringsredskab”, selvom Amsterdam har arbejdet på det i årevis.16 Dette er ikke overraskende. Det er derimod skuffende, at en sociologisk analyse med ambition om at undersøge statens bæredygtige potentiale ikke formår at forholde sig til de eksisterende relationer mellem ekspertise, styringsredskaber og folkeligt mandat. Vi bliver ikke meget klogere af, at forfatterne refererer til Raworth med udsagnet ”Den [bæredygtige stat] består af nye modeller for økonomisk velstand, ligevægt og livskvalitet”17, når dette udsagn ikke forbindes til de faktiske måder, hvorpå modeller bruges og udvikles i staten.

Velment, men uklart

I

kapitel 3, der i overskriften lover at kigge nærmere på statens institutioner, glider Willig og Blok hurtigt fra idé til idé. Der anføres på den ene side, at der ikke må være én vindueskarm tom for planter i folkeskolen, hvorefter finansieringen af alle de nye bæredygtige tiltag, som forfatterne forestiller sig, blot tildeles 11 linjer på den følgende side.18

Både administrativt og økonomifagligt er finansiering selvsagt et kompliceret spørgsmål, hvilket forfatterne desværre ikke virker til at anerkende i de nævnte 11 linjer. Bogen anbefaler uden nærmere forklaring en ”progressiv klimaskat på såvel produktions- som forbrugssiden […] hvor de, der tjener mindst, betaler mindre i grønne afgifter end dem, der tjener mest”.19

Det er her relevant at nævne, at den ene af bogens forfattere, Anders Blok, var blandt de 299 forskere, der for nylig underskrev en erklæring i Politiken. Her blev en klimaafgift på CO2-udledninger foreslået, inklusive et bundfradrag for virksomheder, hvor kulstoflækage (flytning af produktion til lande uden for EU) finder sted.20 I erklæringen foreslås det videre, at afgiften føres tilbage til borgerne for at sikre social balance. Blok skrev under på erklæringen blot en måned efter bogens udgivelse, skønt det teknisk set er et andet forslag end den progressive afgift, der foreslås i bogen, hvor provenuet går til bæredygtighed.

Det er ærgerligt, at forfatterne har hævet hovedet så meget over skyerne, uden at udnytte det overblik, dette kunne have givet.Vigtigere er dog, at ingen af de komplicerede administrative eller økonomifaglige spørgsmål får så meget som en hentydning i bogen. Og det er særligt prekært, idet forslaget, der fremsættes i bogen, nemt kan gå hen og blive upraktisk, i modsætning til forslaget i erklæringen. Willig og Blok viser ikke konkret, hvordan en progressiv forbrugs- og produktionsbeskatning, baseret på borgernes og virksomhedernes eksisterende indtjening, kan indrettes. Dette kunne f.eks. medføre en kæmpe administrationsomkostning. Jeg forestiller mig, at dette systems forbrugsbeskatning enten kunne administreres gennem rationeringskort, som under krigen, eller gennem en selvopgivelse af alt indkøb. Desværre er dette gætteri – forfatterne gør sig i bogen ingen praktiske overvejelser om forslagets realisering.

Hvem har ansvaret?

Et andet eksempel på bogens manglende interesse for statens indre anliggender og politiske indretning er behandlingen af det borgerting, som foreslås nedsat i bogen. Det skal udgøres af ”almindelige borgere udvalgt via lodtrækning”, der ”får til ansvar at sikre, at al ny lovgivning, der vedtages, er forenelig med langsigtede og globale bæredygtighedsmål”.21  Dette er mere vidtrækkende end det allerede eksisterende borgerting, der blev nedsat med klimaloven med det primære formål blot at diskutere borgernære klimaspørgsmål.

Willig og Blok forslag forskyder derimod ansvaret i det danske politiske system. I stedet for at Folketinget og regeringen alene har ansvaret for loven og dens udøvelse, skal dette åg altså nu deles med lodtrukne borgere. Hertil er det oplagt at spørge: Hvem har, under denne opsplitning af suveræniteten på klimaområdet, magt til at sikre, at de almindelige udtrukne borgere lever op til ansvaret? Hvordan skal tilfældigt udvalgte borgere kunne være i stand til at vurdere, hvad der er bæredygtigt og nødvendigt, når to universitetssociologer i en bog om emnet i høj grad har udliciteret dén vurdering til deres naturvidenskabelige kollegaer?

Det er ikke tydeligt, hvorfor en opsplitning af ansvaret for at sikre lovgivningens bæredygtighed, skulle forbedre denne sikring. Forfatterne peger i hvert fald ikke på en mekanisme ved lodtrækning, der, i højere grad end parlamentariske valghandlinger og den demokratiske mulighed for at trække mandater tilbage, kan sikre, at mandatet der bliver givet, også bliver fulgt. For det andet peger dette på, at bæredygtighedsekspertise formentlig stadig vil være et afgørende element i enhver bæredygtig stat, selvom eksperternes rolle skulle forblive rådgivende. Det er i denne sammenhæng besynderligt, at bogen ikke nævner klimarådet og dets rolle i dansk politik. Det er alt i alt ærgerligt, at forfatterne har hævet hovedet så meget over skyerne, uden at udnytte det overblik, dette kunne have givet.

Indforstået og upræcis

H

er vil jeg afslutningsvis påpege, at bogen også er temmelig indforstået. Der henvises flere gange til forfatternes ”naturvidenskabelige kolleger”, der har indviet dem i det bæredygtiges presserende nødvendighed.22 Denne naturvidenskabelige vurdering præsenteres dog ikke nærmere for læseren i disse afsnit, hvor der også savnes kildehenvisninger. I betragtning af, at bogen i den grad henviser til en nødvendighed defineret af naturvidenskaben, indeholder litteraturlisten overraskende få naturvidenskabelige referencer. FN’s klimapanel IPCC, der udgiver guldstandarden inden for naturvidenskabelig klimaviden, figurerer slet ikke i bogen.23

Forfatterne anfører, at den bæredygtige stat, i modsætning til sine forgængere, ikke kun er baseret på ideologier, men også har et naturvidenskabeligt grundlag.24 Det er dog uklart, hvad dette præcis betyder – særligt taget i betragtning af, at forfatterne i det hele taget bruger så lidt tid på at diskutere eksperternes fremtidige rolle i den bæredygtige stat.

Værst går det dog, når der skrives om interesseorganisationer, som forsøger at maskere sig som grønne, og forfatterne tørt konstaterer: ”Tænk blot på en organisation som Bæredygtigt Landbrug, der står for alt andet end en bæredygtig linje.”25 Lige meget hvem der snakkes om, må en begrundelse ud over ’tænk’ være et mindstekrav til bevisbyrden, når man påstår, at nogen ikke er, hvad de giver sig ud for at være.

Bogen indeholder desværre også historiske unøjagtigheder. Ud over en noget forsimplet læsning af nyere dansk politisk historie, som en kamp mellem socialisme og liberalisme, skriver de: ”I kølvandet på den første industrielle revolution fik velfærdsstaten demokratiseret privatbilismen og gav den almindelige borger kød på tallerkenen”.26 Da der gik flere end 100 år fra den første industrielle revolution, til privatbilismen for alvor vandt frem i velfærdsstaten, bør det nok ikke ligefrem betegnes som ”kølvandet”.

Afslutningsvis vil jeg hæve blikket fra bogen op til den fælles udsigelsesposition, som forfatterne og denne anmelder skriver fra: social- og humanvidenskaberne. Herfra er denne anmeldelse en kritik af, at disse alene bruges som vedhæng til et naturvidenskabeligt udgangspunkt. I stedet bør en diskussion af den bæredygtige stat tage udgangspunkt i netop staten, som et social- og humanvidenskabeligt problem. Bogen formår ikke at belyse, hvordan det politiske system, der hver dag producerer viden og beslutninger, kan blive mere bæredygtigt. Hvor bogen påstår at komme med et dueligt alternativ, mener jeg, at forfatterne reelt ignorerer de konkrete sociologiske og historiske problemstillinger i statens indre liv. Dette gør de tilmed i en sådan grad, at deres politiske forslag desværre ikke kan komme i spil som alternativ, men alene forbliver en hæderlig og lidt konsekvensløs intention skrevet fra lænestolen.

Ludvig Goldschmidt Pedersen er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet.

  1. Willig og Blok (2020) Den Bæredygtige stat, s. 8
  2. Den Bæredygtige stat, s. 8
  3. Den Bæredygtige stat, s. 16
  4. Andersen, G., & S. G. Jacobsen (2020): ”The Urgency of a New Humanities: Sensing the Urgency of the Anthropocene as a State of Exception.” I G. Dürrbeck , & P. Hüpkes (red.) Anthropocenic Turn: The interplay between disciplinary and interdisciplinary responses to a new age
  5. Den Bæredygtige stat, s. 12
  6. Den Bæredygtige stat, s. 8
  7. Se eksempelvis Den Bæredygtige stat, s. 87
  8. Se eksempelvis Den Bæredygtige stat, s. 20-21
  9. Eksempelvis: ”konkurrencestaten er så ny, at den kæmper for ikke at blive en historisk parentes” i Den Bæredygtige stat, s. 30
  10. Den Bæredygtige stat, s. 79
  11. Se eksempelvis Hobbes, Thomas, Leviathan kap.18-30, Rousseau, Jean-Jacques, Samfundspagten, bog 3 & 4 samt G.W.F. Hegel, Retsfilosofien, § 287-320
  12. Kate Raworth, Doughnut Economics: Seven Ways to Think like a 21st Century Economist, 2017.
  13. Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune (2020): ”Doughnut-modellen: Handlingsplan for implementering af Doughnut-modellen som styringsredskab i Københavns Kommune”, notat.
  14. Den Bæredygtige stat, s. 11
  15. Se eksempelvis Bahn, Martin & Mathias Sindberg, (9. september 2020), Information: https://www.information.dk/indland/2020/09/eksperter-kritiserer-centralt-tal-bag-elbil-kommission-pumper-samfundsoekonomiske-tab
  16. Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune (2020) ”Doughnut-modellen: Handlingsplan for implementering af Doughnut-modellen som styringsredskab i Københavns Kommune”, notat.
  17. Den Bæredygtige stat, s.50.
  18. Den Bæredygtige stat, s.55-6
  19. Den Bæredygtige stat, s.56
  20. Peter Birch Sørensen et. al. (13. december 2020), Politiken: https://politiken.dk/debat/art8031619/299-forskere-i-opr%C3%A5b-til-Folketinget-Danmark-b%C3%B8r-indf%C3%B8re-en-klimaskat-nu
  21. Den Bæredygtige stat, s. 59
  22. Den Bæredygtige stat, s. 8, 80, 81
  23. I relation til FN er det også ærgerligt, at Willig og Blok ikke i højere grad inddrager den politiske teori, der ellers er skrevet om den bæredygtige stat. Her bliver nationalstaten og en mulig fremtidig verdensregering med udgangspunkt i FN nemlig ofte sat op som alternativer til hinanden (se fx Geoff Mann og Joel Wainwright, Climate Leviathan, 2018). Bogens manglende interesse for statens indre liv ville fremstå mindre afgørende, hvis forfatterne ikke kun ”sporadisk” (Den bæredygtige stat, s. 83) havde berørt deres modstridende syn på dette emne. Willig og Blok kunne med fordel have lavet en systematisk udfoldelse af, hvordan de ser nationalstatslige, internationale og lokale organisationsformer som ”gensidigt afhængige og komplementære” (Den bæredygtige stat, s. 83).  
  24. Den Bæredygtige stat, s. 86
  25. Den Bæredygtige stat, s. 37
  26. Den Bæredygtige stat, s. 25