Den autoritære liberalisme er over os

En mand bliver slået ned et sted i Paris. Gerningsmændene tilhører politiet. Men er de også de eneste ansvarlige? Matthias Dressler-Bredsdorff skriver om racisme, ‘undervågning’ og en ordensmagt, der er gået amok. Rejse ind i Europas nye autoritære liberalisme.

Af Matthias Dressler-Bredsdorff

Lad mig beskrive, hvad jeg har set, for så meget desto bedre at sætte ord på, hvad der burde have været min, vor alle sammens, hele Frankrigs, tavshed: En mand, sort, sidder, sammenkrympet, i en entré et sted i Paris. Omkring ham står tre andre mænd. Store mænd, stærke mænd. Hvide mænd.

For et par minutter siden har de brudt døren ind til det musikstudie, han bestyrer, og fikseret ham mod muren. De har uniformer på, men manden tror ikke på dem, da de siger, at de kommer fra politiet. Med rette.

For mændene, der indtil videre har forsøgt at holde manden fast, er nu begyndt at slå. Eller slå er måske for generelt et ord. Mændene prygler, de tæver, de tæsker, de gennembanker; igen og igen og fra flere vinkler, hvor end de kan komme til det. Deres næver er knyttede, deres arme spændte. Kæben, øjnene, munden, alt skal bløde, alt på denne mand skal bære deres mærke. Deres had er fysisk, de vil ødelægge et menneske.

Men hvorfor?

Manden forsøger at beskytte sig. Omkring sit hoved prøver han at skabe en kuppel med armene, et helle fra magten, men lige lidt hjælper det. Mændene fjerner hans arme, holder ham fast. De er systematiske, kollegiale, bistår hinanden i udøvelsen af deres voldsmonopol. Det er dem, der er loven; dem, der bestemmer, hvem der skal få den at føle.

Minutterne går. De føles som timer. Udenfor hører man sireners hylen. Lydene nærmer sig. Måske tror manden, i sin bloddøs, at dette er det rigtige politi, der nu kommer; at han nu er reddet. Det er han ikke. For godt nok er dette, også, politiet – men kommet for at hjælpe er de ikke.

I hvert fald ikke ham.

I mellemtiden er den sorte mands venner dukket op fra kælderen, hvor de har siddet og optaget musik. Gennem en dør er de dukket op og er lykkedes med at redde deres kammerat i sikkerhed. Imens slår politimændene retræte. Et øjeblik er der stille i rummet. Betjentene er gået ud på gaden til deres nyankomne kolleger; manden og hans venner kigger rundt.

Forstår de, hvad der sker? Forstår vi, hvad der sker?

Den sorte mand holder en hånd op foran sin mund. Tyk rød væske drypper ned på den. Så lyder et brag. En eksplosion? Mændene flygter ned i kælderen, og pludselig lyser entréen op. Hvid røg breder sig, tåregas fylder rummet, fylder linsen på det overvågningskamera, der har filmet det hele, gør alt utydeligt. Minutter går i stilhed.

Er det forbi?

Nej. For mændene, der i mellemtiden er blevet gennet ud fra lejligheden af det stormende politi, står nu ude på gaden. Her – og denne gang er det en ny video, der viser os det, optaget af naboer oppefra – fortsætter afstraffelsen. Ingen grund til at beskrive det nærmere. Volden er repetitiv: Betjente fikserer; en sorte mands krop æltes af slag. Hverdag med andre ord.

Blot denne gang blev det filmet.

Republikkens repressive fase

Når historikerne engang skal tegne portrættet af Emmanuel Macrons præsidentskab, vil lemlæstelsen af Michel Zecler, der fandt sted sidst i november, uden tvivl få sit eget appendiks. Ikke, som man måske uden for landets grænser kan have tendens til at tro, fordi dette er en enestående begivenhed, en spektakulær undtagelse midt i en ellers civiliseret og vellykket valgperiode. Nej, kraften i billederne af Michel Zecler ligger lige præcis i det, at de udtrykker en ny normal. Hans ansigt er blevet Frankrigs ansigt, forslået, forvirret, bange.

Set fra Paris er det i hvert fald sådan, det føles:

Martret af folkeopstande, ordensmagten ikke kan håndtere, økonomiske krav, regeringen ikke vil honorere, stadige terrorangreb, efterretningstjenesterne ikke formår at forhindre, vandrer republikken planløst, og alligevel sært målrettet, videre ind i det politiske mørke. Konsekvenserne, en fornemmelse af generel tristesse, undertiden ressentiment – som da undervisningsministeren, Jean-Michel Blanquer, for nylig anklagede de ‘venstre-islamistiske’ universitetsansatte for at være medskyldige i terroren – er til at tage at føle på. Og det politiske svar, repressionen, er uden nåde.

Under alle omstændigheder lyver tallene ikke: I løbet af de sidste par år er 25 mennesker blevet gjort enøjede af politiets gummikugler, fem har fået afrevet deres hænder af deres taktiske bomber, og én person er blevet slået ihjel, efter en tåregasampul blev skudt ind i hendes lejlighed. Voldsomme tal, hvis det bare var det.

Det er det ikke.

Det er de politiske myndigheder, der sender politiet ud for at gøre det umulige. Med kniplen at gennemtvinge den fred, deres politik gør umulig.

For hertil kan man tilføje mishandlingerne i landets arrester, den fornedrende behandling af migranter og asylansøgere, den voldelige despekt for journaliststandens arbejde, de præventive anholdelser af demonstranter; samt alle de mere eller mindre uforklarlige dødsfald, der finder sted i forbindelse med ordensmagtens interventioner (alene i 2019 gik 23 mennesker bort under eller efter at have været i det franske politis varetægt).1

Sidst, men ikke mindst selvfølgelig – det er også det, Michel Zeclers ansigt skriger til os om – det faktum, at en stor del af befolkningen, i særdeleshed dem med sort eller brun hud, erklærer, at de ikke føler sig i sikkerhed i ordensmagtens nærvær.

Med rette. Spørgsmålet er bare, hvorfor det forholder sig sådan.

Sikkerhedslogikkens sejr

D

et kan selvfølgelig være fristende at kaste skylden for disse overgreb på politiet, en grundlæggende autoritær og voldsparat institution, hvis aktive korps endda, for mere end to-tredjedeles vedkommende, frejdigt erklærer, at de stemmer på det alleryderste højre.2

Det ville dog være at overse hovedsagen. For det primære ansvar ligger selvfølgelig hos de politiske myndigheder. Både i det store og i det små. Det er dem, der har skåret den franske politiuddannelse ned til 8 måneder – til sammenligning er den danske på 28 måneder – og det er dem, der har svækket adgangskravene så voldsomt, at ordensmagt og forbryderverden efterhånden trækker deres rekrutter ud af den samme muld.

Samt, måske vigtigst af alt: Det er dem, der sender politiet ud for at gøre det umulige. Med kniplen at gennemtvinge den fred, deres politik gør umulig.

Ligesom sine forgængere har Macron altså syndet ved ikke at reformere institutionen. Hvorfor det er endt sådan, er dog det mere interessante spørgsmål.

For det særlige ved Macrons præsidentskab synes at være, at han i ekstrem grad er blevet fanget i en altfortærende sikkerhedslogik. Med god grund. Det har han været nødt til for at sikre sin egen politiske overlevelse. For at forstå dynamikken skal man tænke tilbage på den ganske virkelige revolutionsfrygt, der herskede i landet for to år siden. Fra Élysée-palæets guldindfattede vinduesfag kunne præsidenten se de gule veste, støttet af folket, i hvert fald ifølge meningsmålinger, i bevægelse langs boulevarderne mod regeringskvarteret. Det eneste, der holdt dem tilbage – under flyvende brosten – var politiet.

Sådan noget gøres ikke gratis.

Siden dengang har Macron da også reelt været holdt politisk til fange af politiet, hvis krav han ved hver vending har måttet imødekomme, hvad end det har handlet om pensionsprivilegier eller udvidede magtbeføjelser. At der som sådan i Frankrig eksisterer en intim forbindelse mellem den udøvende og den udførende magt er en gammel sag. For som historikere har konstateret, er det republikanske politi netop ikke sat i verden for at beskytte borgerne. Det er sat i verden for at beskytte staten – imod borgerne.

At staten er dem taknemmelig, kommer i disse dage blandt andet til udtryk i den nye ’sikkerhedslov’, der på den ene side vil give ordensmagten lov til at droneovervåge hele territoriet, og som på den anden side – før demonstrationer tvang regeringen til en delvis taktisk retræte – ville have gjort det ulovligt for befolkningen at filme politiet.

Kort sagt: Staten og politiet skal igen have et absolut billedmonopol. Videoer, som den af Michel Zecler, må ikke komme frem. For vores egen sikkerheds skyld selvfølgelig.

Den autoritære liberalisme

Således det daglige. Men hvad betyder alt dette, hvis vi løfter os lidt op i helikopteren? Kigger man bredere på de lektier, vi allerede nu kan drage af Macrons præsidentskab, forekommer i hvert fald én udvikling at være afgørende. Med den unge, progressive statsleder har vi nemlig fået en form for autoritær liberalisme i ren vesteuropæisk aftapning. Frimarkedsreformer på den ene side, og som følgerigtig konsekvens heraf, repression på den anden.

Som Thomas Pikketty har vist, er forestillingen om social mobilitet nemlig netop det: en forestilling. I dag bliver man ikke rig af at arbejde. Man bliver rig af at være rig.Logikken er velkendt til kvalme, genspillet de seneste årtier i land efter land. For at sikre fremtidig vækst foreskriver økonomerne, at virksomheder og investorer bør sikres adgang til ny kapital. Dette opnår det politiske system nu ved sænke skatterne for de rigeste, i håb om at de som modydelse vil investere deres rigdom tilbage ind i økonomien. For at statskassen ikke udtømmes på kort sigt, er man dog samtidig tvunget til også at skrue på afgifterne for almindelige lønmodtagere (her kan vi tilføje et lille bonjour til ‘De gule veste’).

På tilskuerpladserne til denne demokratiske farce står nu laget af arbejdere og den lavere middelklasse, som med deres egne øjne kan se omfordelingen af ressourcer mod toppen. Samtidig med at de i deres hverdag, kan konstatere, at det altså ikke ser ud til at hjælpe dem. Snarere omvendt: Boligpriserne i byerne eksploderer, lønnen stagnerer. En butiksassistent eller en pædagog kan nok arbejde hele livet, men når hun takker af, står hun nøjagtig samme sted –, hvis da ikke, og det er den store frygt, der kan få hende til at gå på gaden – hun decideret er gledet en klasse ned. Som Thomas Pikketty har vist, er forestillingen om social mobilitet nemlig netop det: en forestilling. I dag bliver man ikke rig af at arbejde. Man bliver rig af at være rig.

Reaktionen på denne velkendte moderne tragedie er en permanent, lavintens mistillid, der undertiden flammer op i deciderede opstande. Teatret for disse opstande er gaden, hvor det, der opfattes som en demokratisk illegitim magt (illegitim, fordi den lader hånt om samfundspagten), udfordres.

Det er her, den demokratiske deroute for alvor accelererer. For de utilfredse får aldrig magten i tale. Politikken ligger fast. Den er dikteret af markedet ikke af demokratiet. Så i stedet for at spilde tid på en i øvrigt grundløs diskussion, hvis facit er givet på forhånd, sender myndighederne ordensmagten ud for at legemliggøre deres synspunkter.

Hermed konfronteres demonstranterne med den anden systematiske taber i dette spil: politiet. En gruppering, der sociologisk betragtet slægter demonstranterne på – dårligt betalte ofre for en samfundsproduceret vold – men som samtidig er låst fast af deres embede. Også de er naturligvis trætte af situationen. Og hvis de skal fortsætte med at gøre deres arbejde som brostensskjold for en arbejdsgiver, de ikke har nogen særlig sympati for, kræver de modydelser.

Præsidenten skylder.

Nu skal han så betale med retsstaten. Og gerne også fornedre sig foran dem ved at fornægte virkeligheden på vejen (der findes ikke politivold i Frankrig, har Macron tidligere sagt, for – sådan lyder det autokratiske trylleargument – da politiet er udøvere af statens legitime voldsmonopol, er deres magtudøvelse altid legitim).

Hvis det var ethvert andet land – lad os sige Ungarn, Rusland, Tyrkiet eller Turkmenistan – ville avisernes lederorganer gløde, og Den Europæiske Union udstede kommunikéer om uacceptabel statsrepression, frihedsprincipper og individets ukrænkelige rettigheder. Men nu er det Frankrig …Resultatet, der kan mærkes overalt i Frankrig, er en følelse af straffrihed for de knippelbærende, hvis sidste og direkte konsekvens er den racistiske lemlæstelse af Michel Zecler. Racistisk? Ja. For vi ved jo godt – os, der har set George Floyd snappe efter vejret og 24-årige Adama Traoré blive kværket – hvad Zeclers egentlige forbrydelse var. Han var sort, og sådan en overtrædelse ser ordensmagten ikke let på. Frankrig og de andre europæiske lande kan nok blive ved med at bryste sig af kompromisløs formel ligestilling. Lige lidt hjælper det. I de farveblinde samfund er det på en eller anden måde altid de såkaldt ‘farvede’, der ender med at betale prisen for den officielle blindhed.

Den ulykkelige Zecler

Nu kan vi så se alt dette, som præsidenten siger ikke findes, på vore skærme. Denne ubekvemme sandhed, der i lang tid har været henvist til undergrunden, stiger uimodståeligt op til samfundets overflade, hjulpet på vej af modige borgerjournalister og nye aktivistiske medier. En slags ’undervågning’ af det officielle magtmisbrug er blevet etableret – et telefonkamera holdt op imod en tæskende embedsmand – som befolkningens svar på statens disciplinerende overvågning. Vores billeder mod deres.

Det er godt og nødvendigt. Men det er selvfølgelig ikke nok.

For hvis ovenstående var et portræt af ethvert andet land – lad os sige Ungarn, Rusland, Tyrkiet eller Turkmenistan – da ville avisernes lederorganer gløde, og Den Europæiske Union udstede kommunikéer om uacceptabel statsrepression, frihedsprincipper og individets ukrænkelige rettigheder. Men nu er det Frankrig, hvor præsidenten er én, vi støttede, og så er vægten en anden. Sådan et hykleri er selvfølgelig, om end noget rutinepræget, stadig utåleligt. Og hvad mere er: farligt.

Det franske eksempel blotgør nemlig en mere generel udvikling. Den klassiske liberalisme, pryglet af politiet, er ikke bare i krise. Den er ved at afgå ved døden. Slået ihjel, ironisk nok, af dem, der var dens største fortalere. Ligesom deres forgængere hævdede de, at borgerrettigheder og en fri markedsøkonomi var komplimentære, to dele af samme mønt. I dag kan vi se, at de overalt er i konflikt.

Prisen for at leve op til markedets økonomiske krav er, ad veje, simpelthen blevet en indskrænkning af befolkningens frihedsrettigheder som sådan. For at redde kapitalen må politikerne ofre demokratiet; for at sikre sig selv må de holde hånden over politiet. Med andre ord: Liberalismens ene ben er ved at hugge det andet over. Ikke af lyst, men af nød.

Intellektuel ærlighed byder, at dagens liberale nu må spørge sig selv, om det er en pris, der er værd at betale.

Tavshed er ikke en mulighed. Det skylder vi i det mindste Michel Zecler.

Matthias Dressler-Bredsdorff er lektor på Sorbonne Université i Paris og Europa-redaktør på Magasinet Eftertryk

 

  1. ’Liste des personnes mortes aux mains des forces de l’ordre’, Désarmons-les!, www: https://desarmons.net/listes-des-victimes/personnes-tuees-par-les-forces-de-lordre/
  2. Fabien Leboucq, ’Est-il vrai que les policiers et gendarmes votent à 75 % pour l’extrême droite, comme le dit Mélenchon?’, Liberation, 10. juni 2020, www: https://www.liberation.fr/checknews/2020/06/10/est-il-vrai-que-les-policiers-et-gendarmes-votent-a-75-pour-l-extreme-droite-comme-le-dit-melenchon_1790710