Konspirationsteorier og den nye højrefløj

Konspirationsbevægelsen QAnon har i øjeblikket vind i sejlene. Daniel Vallentin Kjer argumenterer i dette essay for, at dette er et symptom på, at den ideologiske meningsdannelse er løbet løbsk på højrefløjen i USA. QAnon afspejler den fremtidige politiske virkelighed i de forenede stater – og denne er paranoid! 

Af Daniel Vallentin Kjer
Billede af Guerilla Artworks

 Tout le monde est fou, c’est-à-dire delirant.
– Jacques Lacan (1979)

Vi ser i øjeblikket, at en genopblomstring af konspiratoriske tænkemåder og bevægelser med bemærkelsesværdig hastighed vinder indpas i den bredere offentlighed som en reel politisk faktor.

Som sådan er der dog intet nyt ved den pludselige fremkomst af konspirationsteorier, der hurtigt opnår velvilje blandt større eller mindre befolkningsgrupper.

Fra Zions Vises Protokoller over Holocaustbenægtere, Area 51 og CIA-mordet på JFK til ECHELON-affæren og 9/11 som et inside job – eksemplerne er mange, og særligt i USA er der en lang tradition for fremkomsten af konspirationsteorier, som en forholdsvis stor procentdel af befolkningen efterhånden tilslutter sig.1 I dag, hvor antivaccers, chemtrails og 5G-netværket løber med opmærksomheden, er den forholdsvis nye QAnon-bevægelse opstået som det seneste skud på stammen af det vidtforgrenede konspiratoriske træ.

Det er nu og her, midt i et overophedet politisk klima, at bevægelsen har gennemslagskraft. Det er nu og her, at QAnon dukker op med profetisk forvarsel om den snarligt forestående Great Awakening, som bevægelsens tilhængere påkalder sig.2

QAnon og den konspiratoriske teoridannelse

Q

Anon kan betegnes som en superkonspiration: Den favner bredt, er vagt afgrænset, og dens indhold er ikke betinget af en enkeltstående hændelse eller idé. Dette gør den formentligt både mere modstandsdygtig over for kritik og – for at bruge et billede i trit med tidsånden – mere mutationsdygtig, hvad angår dens indhold.

Konspirationsteoriens mangfoldighed, dens kolossale ’subsumptionsevne’, kan med fordel gøres til ansats for nogle videre overvejelser. For hvis der er noget, som udmærker bevægelsen, så er det, at der nærmest ikke er det, der ikke spiller en rolle i det vidt forgrenede sataniske og pædofile komplot, som ifølge dens tilhængere udspiller sig for næsen af os.

Om denne ekstraordinære ’subsumptionsevne’ er et særkende ved QAnon-konspirationen, eller om det er et kendetegn ved den konspiratoriske teoridannelse som sådan, er diskutabelt. Det kan dog roligt konstateres, at konspirationsteorier ofte er sejlivede og nærmest umulige at gendrive, idet ethvert modargument, der byder teorien trods, altid allerede fremstår som en del af komplottet.

Den konspiratoriske teoridannelse er således ikke kræsen: Den kan rumme Det Hele, så der ikke er noget, som står hen i det uvisse. Konspirationsteorien forklarer Alt, hvormed det grundløse og meningsløse elimineres. Hele den række af årsager, som muligvis kunne gendrive gyldigheden af konspirationsteorien, bliver dermed sat ud af kraft.

Denne endegyldigt forklarende Årsag tager sig imidlertid ud som en skjult, men mere sand væren, der konstituerer den blot fænomenale verden. Tænk eksempelvis på QAnons forestilling om ”Deep State”, hvor Clinton, George Soros og en række Hollywood-kendisser sidder bag scenen og trækker i trådene som led i en verdensomspændende pædofiliring.

Konspirationsteoretikerne er dem, der har en privilegeret adgang til den bagvedliggende Årsag, der forklarer det Hele – imens vi andre står tilbage som statister i et obskønt skuespil og endnu venter på den store opvågning.

Den forklarende Årsag forbliver imidlertid i det skjulte, og derved levner konspirationsteoriens årsagsforklaring rum for hvad som helst.3

Den konspiratoriske teoridannelse kan således betragtes som en form for radikal, men løssluppen skepticisme, som i sidste ende, når der netop ikke kan gives en endegyldig årsagsforklaring, trækker den kanin op af hatten, den selv har plantet der.

Konspirationsteoretikeren som den perfekte meningsdanner

Et afgørende spørgsmål er, hvilken status mening mere præcist har i den konspiratoriske teoridannelse.

Mening bærer på dansk en række forskellige betydninger. Man kan eksempelvis søge en ’mening med livet’, være på jagt efter noget meningsfuldt, og i dagligsproget hører man ofte, at noget ’giver mening’ – f.eks. at spritte hænderne af, inden man går ind i supermarkedet.4 Derudover er meninger også noget, vi konstant opfordres til at have eller tilkendegive i offentligheden 5

Disse betydninger kan tjene som udgangspunkt for en diskussion af konspirationsteoriernes ’epistemologiske’ status. For på den ene side kan deres tilhængere ikke ekskluderes fra offentligheden, hvor de ofte omtales som ’skeptikere’ eller måske tilskrives en form for kritisk position.6 På den anden side er overproduktionen af mening netop, hvad der driver konspirationsteoretikerne: Hvis den skjulte Årsag er mekanikken, så er ’meningsdannelsen’ brændstoffet i den konspiratoriske motor.

Psykoanalysen kan give os to foreløbige bud på, hvordan dette kan være tilfældet.

Der er tilfælde, hvor vi med rette kan tale om en velkommen kritisk distance til en given orden og den ideologiske ramme, som denne orden indskriver sig i. Dette kunne eksempelvis være tilfældet, når det bliver ret tydeligt, at det, den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kaldte den store Anden – eksempelvis ’Demokratiet’ eller ’Staten’ – står til at falde eller i det mindste vakler på benene.

Når verdens formodede Orden viser sig at være inkonsistent, ufuldstændig og altså overhovedet ikke så selvfølgelig, som vi måske havde vænnet os til at tro, så medfører dette ofte en heftig forvirring. Et realitetstab af og til akkompagneret af angst, panik og deslige.

Den spontane reaktion er at få tingene til at hænge sammen igen ved at tildække den sprække i den gældende ordens fundament, som har vist sig porøs. Men hvor den spontane reaktion hos ’rummelige’ subjekter er en form for fantasidannelse, der altså tjener til at erstatte et stykke tabt realitet, er der på den anden side tilfælde, hvor fantasidannelsen simpelthen erstatter subjektets hele realitet som sådan.7

Disse to teoretiske bud på grænsetilfælde – den neurotiske henholdsvis psykotiske håndtering af et realitetstab – kan eksemplificere, hvad der er på spil i den konspiratoriske fantasi- og realitetsdannelse. For hvis det, som Lacan kaldte fantasi, er navnet på det, som i normaltilfælde giver en form for konsistens og sammenhæng til den verden, vi dagligt går i møde, så er paranoia navnet på undtagelsen, der måske ikke længere er så usædvanlig.8

Begge tjener ikke desto mindre til at stabilisere, fastholde og eventuelt genetablere en mening i forsøget på at holde angsten og, i hvert fald i psykotiske tilfælde, det komplette sammenbrud fra livet.

Det er værd at bemærke, at den paranoide vrangforestilling, som ofte – hvis ikke altid – kendetegner den konspiratoriske teoridannelse, paradoksalt nok tjener til at skabe sammenhæng i subjektets psykiske realitet. Vi opfatter naturligvis vrangforestillingen som det vanvittige, men det er netop dette vanvid, der genetablerer mening som erstatning for realitetstabet.

Konspirationsteoretikerne er meningsdannere, fordi de med deres mere eller mindre usandsynlige påfund og begrundelser rent faktisk danner mening dér, hvor der ingen mening er. Dér, hvor der er en tom plads til meningen.

De ’rummelige’ subjekter kan levne rum for tvivlen og ‘den sunde skepsis’: ”Er tingene nu også virkeligt, som de ser ud til at være?”. ”Er den Orden, der virker så helstøbt, nu også virkeligt så uforanderlig, som den foregiver at være?”.

For selvom der er en kontinuitet eller glidende overgang mellem disse to former for realitetsdannelse – neurotisk fantasi og psykotisk paranoia – så er de ikke udtryk for det samme.

Der kan rejses tvivl om alt: om det parlamentariske demokrati nu også virkeligt er i folkets tjeneste, om magten nu tilfalder magthaverne retmæssigt, om nyhedsmedierne nu også virkeligt formidler nyhedsmaterialet på en journalistisk forsvarlig og nuanceret måde … Men, og dette er et stort men, uanset hvor pinefuld og ængstende denne tvivl end måtte være, så levner den rum for tvivlen.

Omvendt er der i genuine tilfælde af paranoia ikke plads til denne uvished, og fordi dette er tilfældet, giver den paranoide vrangforestilling et entydigt og meningsfuldt svar på det spørgsmål, som realitetstabet afstedkommer. Den paranoide meningsdannelse tilbyder sig altså som en hurtig kur mod den gældende misere. En kur, der først og fremmest udmærker sig ved sin vished.

Det er denne vished, der her er interessant, for hvis der er noget, som er sikkert og vist i den konspiratoriske teoridannelse, så er det vel netop, at alting har en plads og giver mening, som kan tilskrives den skjulte, bagvedliggende Årsag, uanset hvor tilsyneladende usammenhængende enkeltdelene, som udgør de ofte meget komplekse vrangforestillinger, ser ud til at være.9

Den skjulte og bagvedliggende instans er så meget desto mere magtfuld, når dens funktion i vrangforestillingen er at stå som garant for den fænomenale realitet, som har slået sprækker, og som ikke længere fungerer, som den burde. Det er denne realitet, der netop ser ud til at være ved at falde sammen om ørerne på os – og måske er ved at falde sammen om ørerne på os – der så at sige restitueres af den paranoide meningsdannelse.

For så vidt er konspirationsmageren egentligt en konservativ figur – også selvom konspirationsteorien præsenterer os for en grundlæggende systemkritik.10

Den religiøse meningsdannelse: når mening kræver tro!

M

ening er noget, de fleste mennesker søger i deres liv. Hvor ofte sker det eksempelvis ikke, at folk, som udsættes for en traumatisk hændelse – pludseligt dødsfald blandt ens nære, en livsforandrende ulykke, eller måske mangeårig kriminalitet, narkotikamisbrug, vold – går hen og bliver religiøse? Den religiøse (om)vending kan således forstås som en handling eller beslutning, der først og fremmest griber ud efter mening.11

Religionerne er forbilledlige, når det kommer til konstruktionen af en sammenhængende og afgrænset verdensanskuelse, altså når det kommer til den mere eller mindre uantastelige forudsætning, at der et eller andet sted er en endegyldig mening med det hele.

Der er imidlertid en lang tradition for, at det religiøse subjekt accepterer sin egen tvivlrådighed: den monoteistiske Gud i de abrahamitiske religioner  er uudgrundelig, og selvom

det religiøse subjekt formoder, at der er en mening med det hele, ved hun også, at denne indsigt ikke mennesket forundt.12

Forskellen på skaber og skaberværk fastholdes, idet ’meningsdannelsen’ påhviler Gud: Hans lov, vilje, magt og viden. I den religiøse verdensanskuelse falder garanten for, hvad der er sandt og falsk, ikke tilbage på subjektet, men forbliver derimod den Andens domæne. Det er ikke op til det enkelte subjekt at afgøre meningen med det hele. Dette er Guds bord, og der kan vi ikke sidde med.

For at vende tilbage til psykoanalysen, kunne vi i denne kontekst sige, at den ’normal-neurotiske’ attitude stadig levner rum for, at der er noget, vi ikke kan vide, og som derfor er overladt til troens domæne. Dette domæne er off limits, og det er netop det, der så at sige holder det psykotiske vanvid fra livet.13

Konspirationsteorien er ikke en form for tro, men danner mening som en form for viden

Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med den psykoanalytiske lære vedrørende det normal-neurotiske subjekts genese eller ætiologi.14 I stedet kan man spørge, hvordan den konspirationsteoretiske logik adskiller sig fra det, der til forveksling genkalder den religiøse meningsdannelse, og som dog på afgørende punkter adskiller sig derfra.

Der er flere måder at gribe dette spørgsmål an på. Man kan eksempelvis fremhæve, at Lacan i sit seminar om psykoanalysens etik påkalder sig Freuds beskrivelse af paranoia som en form for Versagen des Glaubens, altså netop som en form for afvisning af tro. Man forsager troen på, at noget ved den Anden (staten, naturen, Gud…) forbliver uvist, gådefuldt og ubegribeligt.15

I samme seminar forbinder han, også med henvisning til Freud, paranoia til den videnskabelige diskurs, eftersom det er denne diskurs, der oftest kan genkendes i paranoide vrangforestillinger.16

Det er selvfølgelig vigtigt ikke at forveksle videnskabelig praksis med videnskabelig diskurs. Faren ved sidstnævnte er netop, at den efterstræber en komplet viden om, hvordan tingene nu forholder sig. Den videnskabelige diskurs har en tendens til at ville ’undertrykke’ eller se bort fra det subjekt, som uundgåeligt er involveret i den videnskabelige praksis.

Man kunne måske sige, at konspirationsteorien etablerer en verdensanskuelse, som egentlig er paranoid, fordi den udmærker sig ved, at en formodet viden indtager meningsdannelsens plads: det paranoide univers – ligesom det konspiratoriske univers – lukker sig om konstruktionen af en erkendt helhed og en sikker viden om denne helhed, der tjener til at give mening til det hele.

Den i normale tilfælde konstitutive splittelse mellem subjektet og den Anden annulleres, hvormed de to falder sammen. Dette kan måske forklare, hvorfor det, der i konspirationsteorien præsenteres som en altopslugende og allestedsnærværende ydre magt – den altforklarende, men skjulte og bagvedliggende Årsag – er direkte sammenfaldende med det helt igennem privatiserede og idiosynkratiske påfund, som er den paranoide vrangforestilling.

Der er ikke kun tale om en psykisk afvisning af og et forsvar mod et stykke af den eksempelvis politiske eller økonomiske realitet, som er blevet for uforståelig, kompleks eller ’traumatisk’, og dermed tilsløres, ignoreres eller erstattes af en eller anden fantasidannelse.

Derimod forkastes hele den politiske eller økonomiske realitet og erstattes af en helt anden og ny realitet, som kan give alle de rigtige svar, altså kan genetablere en komplet mening dér, hvor den ængstelige og kaotiske mangel på samme er brudt frem. En helt ny psykisk realitet, en vrangforestilling eller total ’meningsdannelse’, erstatter således det realitetstab, som sammenbruddet af mening afstedkommer.

Konspirationsteorier og den videnskabelige diskurs

P

å samme måde som konspirationsteorien tenderer den videnskabelige diskurs til at ville forudsætte en fuldt ud konstitueret og i sidste ende intelligibel Orden eller Væren, som vi godt nok endnu ikke har skaffet tilstrækkelig viden om og endnu ikke har erkendt fuldt ud, men præmissen er, at dette kun skyldes en begrænset og manglende viden.17

Lacan bemærker i 1966, at den videnskabelige diskurs har en tendens til at forkaste sit subjekt, der konstant ’forstyrrer’ den videnskabelige undersøgelse og teoridannelse, hvormed den tenderer mod, hvad han kalder ”succesfuld paranoia”.18 Forudsætningen er, at der er et Hele, et Alt – den enestående Årsag – som endnu er ukendt, men som i sidste ende kan erkendes.

I den videnskabelige diskurs er det viden, der gør arbejdet for at skaffe viden om sit objekt. Det er selvfølgelig vigtigt at huske, at denne viden i den konspiratoriske teoridannelse er helt igennem arbitrær, det rene påfund, men dette ændrer ikke på, hvilken status en formodet viden indtager i konspirationsteoriens konstruktion af mening.

Det er desuden værd at bemærke, at den ’viden, der gør arbejdet for at skaffe viden om sit objekt’, i kraft af sin selvreferentielle logik stikker fuldstændigt af i en ’slet uendelighed’. Det er jo netop, fordi den endegyldige viden, som kan forklare det Hele, ikke findes, at den konspiratoriske teoridannelse konstant må akkumulere mere og mere viden, dvs. danne mere og mere mening, som kan kortlægge den altforklarende Årsag.

Når jeg fremhæver dette, er det for at skelne den paranoide meningsdannelse fra religiøs meningsdannelse. Der er vel nok en form for kontinuitet mellem de to, men hvor en nogenlunde sober version af sidstnævnte tager notits af forskellen på tro og viden, så lader den førstenævnte de to falde sammen uden grænsedragning.

Og hvis dét sker, så mister man begge dele. Hvis der ikke længere er en absolut grænse for viden, der imidlertid er konstitutiv for tilegnelsen af, hvad vi forstår ved en alment accepteret og begrænset viden, så ophæves viden i troens vished, eller, med andre ord, i vrangforestilling.

Måske er det også derfor, vi ofte ser en form for scientisme dominere de konspiratoriske forklaringsmodeller. Den ’paranoide logik’ hævder på samme måde som den videnskabelige diskurs, at der findes et Ene eller Hele, som en tilstrækkelig og ubegrænset viden kan forklare.

Det skulle på baggrund af dette også være klart, at konspirationsteorien betræder guddommeligt territorium. Den indtager et domæne, som normalt er off limits: Den ubegrænsede alvidenhed, der som bekendt kun er Gud forundt.

Det Ene og det Hele, eller hvorfor læner den konspiratoriske teoridannelse sig mod højre?

”Where We Go One, We Go All” er et af QAnon-bevægelsens slogans.

Det er interessant at opholde sig lidt ved dette slogan. Dels fordi det eksemplificerer sammenfaldet mellem det Ene og det Hele, dels fordi det kaster lys over, hvorfor konspirationsteorier i hovedreglen (men ikke udelukkende) finder tilslutning blandt tilhængere af den politiske højrefløj.

Vi kan måske kalde fantasien om en oprindeligt, ikke-antagonistisk social væren, der udgør en organisk samfundsmæssig helhed, for den ’totalitære fristelse’, som den konspiratoriske teoridannelse indlader sig på. Det er velkendt, at nationalistiske og konservative politikker abonnerer på en doktrin, der forudsætter en social væren som et muligt afgrænset, organisk og hierarkisk organiseret Hele.

’Nationen’, ’Republikken’, ’Danmark’, ’Amerika’, ’Folket’, osv. er som bekendt eksempler på ord, der udgør kerneydelsen i det højreorienterede politiske sentiment. Disse er privilegerede, nærmest hellige referencepunkter for et ideologisk felt og en diskurs, som for at etablere sig som et Hele, som denne enestående Nation, dette enestående Folk, må udgrænse et objekt, der som fremmedelement eller fjende både er uundværligt, kostbart, foragteligt, på en og samme tid inkluderet i og ekskluderet fra den sociale scene.19

Det er naturligvis velkendt, at den antisemitiske forestilling om ’Jøden’ spillede en central og uundværlig rolle som dette ideologiske objekt par excellence i fremkomsten, udbredelsen og konsolideringen af nazismen. Det er ligeledes velkendt, at udbredte forestillinger om et jødisk komplot i forskellige varianter dominerede den ideologiske stigmatisering af jøder i årtierne forud for Hitlers magtovertagelse.

Det er således ikke tilfældigt, når der iagttages en tendens til, at højrefløjspolitikker, navnlig totalitære og fascistoide højrefløjspolitikker, næres af paranoide, konspiratoriske vrangforestillinger om en magt, der virker i det skjulte og altså undergraver det sociale livs oprindeligt helstøbte og homogene fundament. Skulle man drage denne parallel, ville det være lige så vigtigt at påpege, at konstruktionen af dette imaginære objekt – ’Jøden’ eller den pædofile sataniske kult, som regerer Deep State – er en væsentlig betingelse for forestillingen om et ikke-splittet subjekt, eksempelvis ’Das Volk’ forstået som et lukket, afgrænset og homogent Hele eller Alt: ét Folk.

Det, at en reelt eksisterende antagonisme konstituerer vores sociale væren, og at der derfor altid er et overskud af det partikulære, som ’forvrænger’ det universelle, er, hvad den højreorienterede, totalitære og i sidste ende fascistiske ideologi forsøger at tildække eller forkaste.

Således kan det bemærkes, at højrefløjens reaktion på Black Lives Matter hurtigt fik udtryk i sloganet ”All Lives Matter”, for er denne udskiftning af det partikulære ’Black’ med det universelle ’All’ ikke netop et forsøg på at tilsløre denne antagonisme, som er det sociale livs vilkår?

Er det med andre ord ikke en ideologisk handling par excellence at konstruere denne patetiske formodning om, at ’vi alle er i samme båd’, for så vidt ideologiens funktion netop er at tilsløre den reelle konflikt, som uvilkårligt forvrænger og opretholder vores sociale væren?

Konspirationsteorien forsøger at afdække en realitet, sådan som den formodes virkeligt at være, og netop derved mister den grebet om realiteten som sådan. Dette var det centrale paradoks, Zizek udpegede i kernen af ideologiens virkemåde: du vil løfte det illusoriske slør for at se tingenes virkelige tilstand; du vil afvæbne den fantasidannelse, som er konstitutiv for og dog forvrænger din virkelighed, for én gang for alle at slippe fri af ideologiens favntag – men du taber netop derved virkeligheden selv og trænger dig op i en eller anden formodet naturaliseret-objektiviseret vrangforestillings krog.

Med en af Lacans parafraseringer af Freud gælder det, at hvad der fortrænges fra det symbolske – den antagonistiske sociale væren, som udmærker sig ved de partikulære forskelles heterogenitet – vender tilbage i det reelle i form af et ’socialt symptom’. Et sælsomt element, der bliver symbol for totaliteten af den økonomiske, politiske, kulturelle og moralske misere.

Trump …

J

eg har foreløbigt ladet Trump være ude af betragtning. Han er i sagens natur en central spiller i USA’s politiske morads, og spørgsmålet er, hvilken medierende funktion han kan tænkes at have mellem den konspiratoriske teoridannelse og den politiske højrefløj.20

Om Trump skal betegnes som fascist, sen-fascist, autoritær anti-demokrat eller populist, vil jeg lade andre om at bedømme. Men jeg tror ikke, at det ville være alt for vovet at slå fast, at hans funktion som en magtfuld politiker, der i øjeblikket nyder medvind, på mange områder ligner den totalitære eller fascistiske leders.

Trump spiller ofte på en velkendt retfærdiggørelse af sin magt: ”Make America Great Again – det er ikke mig, det handler om, for jeg gør kun jeres, Folkets vilje, og genrejser vort enestående lands retmæssige storhed.” Derfor er det lige så vigtigt at lægge vægt på hans funktion som konsoliderende figur, som det er at behandle hans politiske stil og personlige idiosynkrasier.

Trump kan retfærdiggøre sin magt ved at foregive at repræsentere Folkets interesser. Dette homogene, ikke-antagonistiske Folk eksisterer imidlertid ikke. Det kan kun fremstå sådan i kraft af den ekskluderende, negative ideologiske figur: ’Jøden’, ’Mexicaneren’, ’Kineseren’ – eller den pædofile sataniske kult, som regerer Deep State.

Den totalitære leder kan forstås som det positive modstykke til den negative udgrænsning af et ideologisk fremmedelement. Den totalitære leder er i styrke og intensitet et korrelat til det ideologiske fjendebillede: Jo mere Folket kan samle sig om dæmoniseringen af den ideologiske figur, jo mere kan det samle sig om enstemmig opbakningen til lederen.21

En af de ting, der er så overraskende og for mange direkte forargeligt ved Trump, er, at han er så utilregnelig og inkonsistent i sin politiske position. Det er klart, at mexicanerne, kineserne, den løgnagtige presse, demokraterne og Antifa alle får en tur, men er der ikke noget påfaldende ved, hvor uklart det er, hvad Trump egentligt vil. Hvem er det egentligt, som han vil udpege som folkefjende?

I deres klumme i Dagbladet Information var Center for Vild Analyse allerede 12. marts 2016 ude med en analyse af Trump, som ingen dengang troede skulle blive USA’s næste præsident. I klummen skriver de om den dystopiske udsigt til ”klovnenes fascisme”. En form for post-demokratisk styre, ”ikke med den stærke mand på toppen af et stramt styret hierarki, men i en mere klovnagtig form, hvor magten både er stærk, men også bizar og fyldt med selvmodsigelser og overskridelser.”22 Passer denne beskrivelse ikke perfekt til det indtryk, vi står tilbage med efter fire år med Trump ved magten? For den maske, klovnen Trump bærer, tjener ifølge CVA ikke til at dække over, hvad han mon ’virkeligt mener’, eller hvem han mon ’virkeligt er’. Der er ingen bag masken, vi må tage ham at face value og indrømme, at han nok, når alt kommer til alt, ikke har noget klart defineret politisk projekt i traditionel forstand.

For så vidt at det derfor er masken selv, der er sandheden om Trumps politiske vægelsind, afslører det noget om den i dag herskende ideologiske formation, som Trump indskriver sig i: at ideologien er kynisk, som Zizek i forlængelse af den tyske filosof Peter Sloterdijk foreslog for tredive år siden.23

Klovnenes fascisme spiller altså på en form for ideologisk demagogi, som har forstået, at kynismen, dvs. en manglende tro på ’de store fortællinger’, er den spontane attitude hos det 21. århundredes politiske subjekt.

På den ene side er det måske overraskende, at det netop er den del af den amerikanske befolkning, der har mistet tiltroen til det etablerede politiske system (og derfor til den liberal-demokratiske ideologi, der opretholder det system), som Trump falder i smag hos. På den anden side er det ikke så overraskende, for sløjfen her, som Zizek pointerer, er selvfølgelig, at ’den sunde skepsis’ over for ideologiske sandheder, og den måske dertil knyttede bestræbelse på at se, hvordan tingene nu virkeligt forholder sig bagved det forførende, dvs. demokratiske, ideologiske slør, er den ultimative form for ideologisk tilfangetagelse: ideologiens mål er at hellige sig selv som middel, og Trump er det perfekte middel til at hellige den ideologiske kynisme som sit eget mål.

Paradokset her er, at Trump jo netop slår sig op på at afsløre den politiske, økonomiske og moralske korruption hos demokratiske frontfigurer, de store mediers sandhedsfordrejende og fordomsfulde nyhedsdækning, indflydelsesrige erhvervsfolks hemmelige dagsorden osv., hvormed han foregiver at blotlægge tingenes virkelige tilstand bag ved det liberal-demokratiske slør.

Således inkarnerer Trump ideologien i sin reneste form, da forskellen mellem den politiske virkelighed og den ideologiske fantasi, som på en og samme tid konstituerer og forvrænger denne virkelighed som politisk, annulleres. Trump tilbyder på en måde sig selv som det (liberal-demokratiske) politiske systems meningsløse symptom, som det står ham selv og alle andre frit for at tilskrive en grænseløs mening, der er ”bizar og fyldt med selvmodsigelser og overskridelser”, som CVA skriver. Derfor er spørgsmålet også, om vi allerede har bevæget os hinsides kynismen som vor tids spontane ideologiske attitude.

For er det ikke, som om Trump giver krop til den ideologiske meningsdannelse, der er løbet løbsk? Det er, som om meningsdannelsen ikke længere forbinder sig til en politisk virkelighed struktureret af ideologiske fantasier, men så at sige har fået frit løb til konstruktionen af en paranoid vrangforestilling, der skaber en helt ny politisk virkelighed.

Der er med andre ord fundet en ideologisk Versagen des Glaubens sted, som afvæbner den politiske kampplads, og som levner rum for noget, der i øjeblikket kun ser ud til at være endnu værre. Som allerede påpeget er den psykoanalytiske pointe her, at hvis man fjerner den ubevidste (’ideologiske’) fantasi, som strukturerer et subjekts psykiske realitet og dermed dets virkelighed, så mister man virkeligheden selv og er altså prisgivet den paranoide vrangforestilling.

… og Q

H

er kommer Q ind i billedet. Kort fortalt slog Q sig først op på internetforummet 4chan og sidenhen det mindre kontrollerede 8chan. Han hævder at være et forhenværende højtrangeret individ ansat i det amerikanske embedsværk, som med sikkerhedsgodkendelsen ”Q” har adgang til fortrolige dokumenter og information om Trump-administrationen og dens modstandere. Q er selvfølgelig anonym, deraf navnet på konspirationsbevægelsen QAnon, og det vurderes, at der i dag kan være tale om flere personer, som skriver under navnet Q.24 Udover at være ophavsmand til de grundlæggende elementer i konspirationsteorien – forestillingen om eksistensen af en pædofil og satanisk kult, der regerer Deep State, kontrollerer pressen osv. – er Q kendetegnet ved at poste en række uforståelige, direkte falske, komplet overdrevne og sikkert også selvmodsigende påstande på offentlige internetfora og sociale medieplatforme.25

Hvis man som ovenfor antydet kan tale om, at der findes en form for korrelation mellem det ideologiske fjendebillede og den totalitære leder; hvis de er hinandens modstykke, så kan QAnon måske forstås som et – forhåbentligt mislykket – forsøg på at give en form for mildest talt skræmmende og i hvert fald komplet forrykt konsistens eller sammenhæng til det (sen-fascistiske) politiske projekt, Trump indledte, da han indtog præsidentposten – et projekt, han vel aldrig rigtig selv har været i stand til at afgrænse eller definere.

Hvis Trump er masken eller hovedpersonen i et politisk skuespil, så arbejder QAnon i øjeblikket flittigt bag kulissen med at definere, hvad Trump er præsident for. Dette er i sig selv en paranoid pointe, som i bund og grund kun afspejler højrefløjens politiske virkelighed i USA – en virkelighed, der måske er mere eller mindre paranoid.

Hvis det er korrekt, at vi i øjeblikket er vidner til, at højrefløjens politiske eller ideologiske meningsdannelse er løbet løbsk, at vi på en måde er vidner til konstruktionen af en helt ny politisk virkelighed på højrefløjen i USA, så er det ude af Trumps hænder at styre slagets gang.

Jeg tror ikke, Trump aner, hvad han selv har gang i. Det ville være at falde for en netop lige så paranoid forklaring at tillægge Trump den fulde agens, som om det var helt åbenlyst og gennemsigtigt for ham selv, hvad han repræsenterer, når han taler og handler. Men måske har Trump forstået, at det er underordnet, hvorvidt han selv tror på, at han ved, hvad han har gang i, så længe the silent majority – der efterhånden ikke længere er så stille – tror på, at han ved, hvad han har gang i.

Eller endnu værre: Så længe de ganske enkelt ved sig sikre på, hvad han har gang i, som visse udtalelser i QAnon’s navn kunne tyde på, så er det fuldkommen ligegyldigt, hvad Trump selv mener, når han taler og handler, for det er allerede sikkert og vist, at det har en mening i QAnon’s altomfavnende konspirationsteoris grand scheme.

Daniel Vallentin Kjer er MA Modern European Philosophy, cand.theol.

  1. Dagbladet Information, ’QAnon er pænt gak. Men USA har en lang historie med gakkede konspirationsteorier.’ 17. oktober 2020. https://www.information.dk/moti/2020/10/qanon-paent-gak-usa-lang-historie-gakkede-konspirationsteorier?itm_source=parsely-api&lst_prelnoart
  2. The Great Awakening er en slags eskatologisk forestilling, som på typisk nordamerikansk, pseudo- eller ny-religiøs vis anslår, at bevægelsens frelserfigur, Donald Trump, på en eller anden måde kommer til at træde frem og kaste lys på tingenes virkelige tilstand, hvormed landet vågner op til dåd. — Jeg vil i det hele taget ikke gå for meget i detaljer med det mangfoldige indhold af, hvad QAnons tilhængere finder på. Dette kan læseren selv forarges eller more sig over ved et hurtigt opslag på den informationsrige og næsten dagligt opdaterede Wikipedia-side. Jeg inddrager eksempler, hvor det er belejligt, men alt andet ville simpelthen blive for omfattende. Detaljerig information er takket være internettet og den efterhånden store internationale opmærksomhed, bevægelsen nyder i pressen, let tilgængelig. Se fx https://en.wikipedia.org/wiki/QAnon
  3. Man kunne måske sige, at konspirationstankegangen begår den fejltagelse, Immanuel Kant tager under behandling i anden hoveddel af sin transcendentale logik: her introducerer han den transcendentale illusion, hvis sæde er den rene fornuft, men som illusion forstyrrer de principper, hvis brug kun skulle være erfaringen forundt. Slavoj Zizek har anført noget lignende, når han bemærker, at ”konspirationsteoriens fejltagelse på en måde er homolog til ’den rene fornufts paralogismer’,” som netop er den første af de tre transcendentale illusioner, Kant undersøger i Kritik af den rene fornuft. Se Zizek, Slavoj, ’Cogito, Madness, and Religion: Derrida, Foucault, and Then Lacan’, i Theology after Lacan, James Clarke and Co. 2015, 33; Kant, Immanuel, Kritik af den rene fornuft, Det Lille Forlag 2002, B350-52; B399ff.
  4. Sidstnævnte var COOP-butikkernes svar på coronakrisens sanitære forholdsregler i første halvdel af 2020. Vi skulle ved ankomst til butikken huske at spritte hænderne af, som skilte ved indgangspartierne til kædens forretninger anviste, fordi ”det giver mening.”
  5. Den franske filosof Alain Badiou diskuterer i første kapitel af Grundrids af metapolitikken det, han kalder et politisk meningstyranni eller –regime, for at pege på et nærmest imperativt krav, det parlamentariske demokrati stiller til sine borgere om at have en mening til snart sagt alting. Se Badiou, Alain, Grundrids af metapolitikken, Slagtryk 2007, 55-75.
  6. Se fx Dagbladet Informations daglige coronaoverblik 6. oktober 2020. https://www.information.dk/2020/10/trump-tilbage-paa-steroider-monark-uden-mundbind-konspirationsteori-goer-dumme?lst_frnt
  7. Se Freud, Sigmund, ’Der Realitätsverlust bei Neurose und Psychose’, i Gesammelte Werke Band 13, Fischer Verlag 1940-52, 368.
  8. En anden fransk psykoanalytiker, Jacques Alain-Miller, har foreslået, at vi i dag ser en forøgelse i tilfælde af psykotiske træk hos subjekter i de psykoanalytiske klinikker. Han betegner disse som tilfælde af ordinær psykose, eftersom analysanden udviser psykotiske træk eller symptomer, imens det egentligt psykotiske sammenbrud udebliver. Miller tilskriver forøgelsen af disse tilfælde den omstændighed, at en lovsættende, grænsedragende, forskelskonstituerende og for det psykiske liv strukturerende funktion, som hos den tidlige Lacan var et helt centralt generisk element, i dag har mistet sin virkningsfuldhed.
  9. Ifølge Slavoj Zizek har paranoia at gøre med denne grundlæggende tro, at der bagved den Anden gemmer sig ’en Anden for den Anden’, hvad der eksempelvis svarer til den her forestilling om Deep State, om ’en Stat i staten’, som QAnons tilhængere abonnerer på. Se Zizek, op.cit.
  10. Nazisternes magtovertagelse beskrives somme tider som en konservativ revolution. Mere om konspirationstænkningens forbindelse til nazisme, fascisme og totalitarisme nedenfor.
  11. Se Lacan, Jacques, ’Le Triomphe de la religion’, i Le Triomphe de la religion. Précédé de: Discours aux catholiques, Seuil 2005.
  12. Denne indsigt kan af den troende eksempelvis tilskrives Guds forsyn, der garanterer et godt udfald af den pågældendes skæbne. Nogle psykologer har foreslået termen pronoia som modsætning til paranoia, således modsætningen mellem en godsindet henholdsvis ondsindet form for konspirationsdannelse eller vragforestilling. Min pointe er imidlertid, at den tvivlrådighed, det religiøse subjekt bevarer, forbliver indenfor rammerne af en neurotisk subjektsposition, hvorimod den vished – uanset om den tager form af paranoia eller pronoia – som, argumenterer jeg her for, ligger til grund for den konspiratoriske teoridannelse, i stedet nærmer sig en psykotisk subjektsposition. Det er selvfølgeligt vigtigt at tilføje, at intet forhindrer netop religiøse elementer i at indtage en central plads i en vrangforestilling eller konspiratorisk teoridannelse. Tværtimod ser vi ofte, at dette er tilfældet, også i QAnon-konspirationen.
  13. Kants kritiske filosofi står på mange måder tilbage som kulminationen på Oplysningens religionskritiske projekt. Han leverede en sønderlemmende kritik af teologien, men kun for efterhånden at foretage en grænsedragning mellem fornuft og tro. Han satte så at sige grænser for fornuften, eller rettere: fornuften satte så at sige grænser for sig selv for at skabe et rum for troen, og det er, vil jeg mene, kun i kraft af dette domæne udenfor, off limits, at transcendentalfilosofien bevarer sin indre epistemologiske sammenhæng, at en almengyldig viden altså ifølge Kant er mulig.
  14. Dvs. hvordan den psykoanalytiske teori søger at forklare årsagerne til en neurose (psykoneurose, aktualneurose, overføringsneurose…), herunder hvordan psykoanalytisk teori forstår neurosedannelse som konstituerende for et ’normalt’ subjekt.
  15. Se Lacan, Jacques, The Seminar of Jacques Lacan book VII: The Ethics of Psychoanalysis, 1959-1960, W.W. Norton & Co. 1992, 54.
  16. Se ibid., 129.
  17. Denne måske lidt letkøbte pointe genkalder den anden transcendentale illusion, Kant tager under behandling i sin Kritik af den rene fornuft: for ’den rene fornufts antinomi’ gælder det grundlæggende filosofiske problem, som angår de kosmologiske ideer om verdens og naturens absolutte helhed (absolutte Vollständigkeit). Når ideerne sætter noget ubetinget, fx en Årsag, fraløst den sanselige verden og derfor enhver mulig erfaring, transcenderer de den empiriske brug af fornuften og kan ikke antages som transcendentale objekter, som omvendt er mulighedsbetingelse for enhver erfaring og viden. Se Kant, op.cit., B442-448; B593-595. Jf. note iv.
  18. Se Lacan, Jacques, Écrits, W.W. Norton & Co. 2006, 742-43. Her skal det selvfølgelig bemærkes, at gældende videnskabelig praksis i dag ofte tager notits af, hvad især det 20. århundredes videnskabsfilosofiske og -teoretiske opdagelser bragte for dagens lys: inden for den teoretiske fysik, Heisenbergs usikkerhedsprincip; inden for den teoretiske matematik, Gødels teoremer, Freges aritmetik eller Cantors mængdelære. Fælles for disse – og flere andre – er det, at forkastelsen af subjektet som generisk i teoridannelsen er udelukket. Det vil med andre ord sige, at et videnskabeligt felt umuligt kan lukke sig om sig selv, at det i konstitutionen af sit objekt træffer en aksiomatisk beslutning, der, som man siger, er ubegrundet og netop derfor kræver et subjekt.
  19. ’Corona’ kunne meget vel tjene denne ideologiske funktion som et objekt, der så at sige kan retfærdiggøre en helt række biopolitiske beslutninger og disciplinære tiltag. Hvilken plads, Covid-19 indtager i hele den ballade, som i øjeblikket udspiller sig på verdensplan, er imidlertid et andet omfattende og meget vanskeligt spørgsmål, som på ingen måde ville være irrelevant, tror jeg, at tage i betragtning i lyset af den konspiratoriske teoridannelse. Antivaccers-bevægelsen og visse modstandere af 5G-netværkets implementering søger netop at give mening til den kaotiske, uoverskueligt omfangsrige og angstfremkaldende viruspandemi ved hjælp af konspiratorisk teori- og meningsdannelse.
  20. Dokumentaren Konspirationernes Forenede Stater argumenterer for, at Trump bevidst benytter sig af konspirationsteorier som et led i hans ideologiske demagogi. Spørgsmålet er, hvor bevidst Trump gør dette: at han måske bare ridder den bølge, som nu engang skyller ind over land, udelukker hverken, at han som den gode PR-mand, han utvivlsomt er, gør brug af de konspiratoriske teoridannelser, der selvsagt er ideelle instrumenter til manipulation, folkeforførelse og bedrag, eller at han på den anden side simpelthen ikke rigtigt aner, hvad der foregår for næsen af ham, og dog er i stand til at vende det til sin egen fordel. https://www.dr.dk/drtv/program/konspirationernes-forenede-stater_212205
  21. Det er måske ikke kun i USA, at denne pointe i øjeblikket gælder: Mette Frederiksen ser ud til at stå stærkt som ’en rigtig demokratisk leder’, og måske stadig stærkere i takt med den tiltagende racisme, Socialdemokratiet tilsyneladende har tænkt sig at gøre til deres politiske, dvs. ideologiske grundlag.
  22. Dagbladet Information, ’Donald Trump er Fuckface von Clownstick’, 12. marts 2016. https://www.information.dk/moti/2016/03/donald-trump-fuckface-von-clownstick?lst_tag
  23. Se Zizek, Slavoj, Ideologiens sublime objekt, Hans Reitzels Forlag 2008, 73.
  24. Således ifølge den engelske Wikipedia-side. https://en.wikipedia.org/wiki/QAnon
  25. Twitter og Facebook har på det seneste forsøgt at lukke ned for sider og posts, som kan forbindes til QAnon-relaterede aktiviteter.