Er det demokratiets eller liberalismens krise?

Demokrati er fraværet af en naturlig adkomst til at ’styre’. Det er princippet om uorden, og en evig udfordring af de herskende autoriteter og den gældende orden. Radikaldemokratiske refleksioner over en ny antologi om statsdemokratiets krise.

Af Rasmus Rask Jepsen

Over tid moderniseres verdens samfund og bliver mere velstående. Og med velstand kommer demokratiske fremskridt. Det er i hvert fald tesen i den såkaldte moderniseringsteori, som først formuleredes af den amerikanske politolog Seymour Martin Lipset i 1959. Ifølge Lipset stiger uddannelsesniveauet, når vi bliver rigere. Og uddannelse fremmer normer for social og politisk tolerance samtidig med, at mytedannelse mindskes. Det skulle endelig virke befordrende for demokratisk udvikling. Teorien virker intuitiv og mange stort anlagte undersøgelser har da også fundet en statistisk sammenhæng mellem moderniseringsniveau og demokrati.1 Men i dag, lidt mere end 50 år efter Lipsets oprindelige formuleringer, er det demokratiske tilbageskridt snarere end fremskridt, som forskningslitteraturen især er optaget af at beskrive, diagnosticere og forklare. Således også i Demokratiets krise – og de nye autokratier, som er titlen på en ny antologi med bidrag fra en række danske forskere.

Idéen om at demokratiet i dag er i en krisetilstand har empirisk rygdækning eksempelvis i 2019-rapporten Democracy in Retreat af tænketanken Freedom House, ifølge hvilken en demokratiseringsbølge i slutningen af forrige århundrede nu er på tilbagetog. Det ses ved, at andelen af såkaldt ”ikke frie” lande er steget verden over siden 2005, mens andelen af ”frie” lande er faldet.2

Godt nok ramte finanskrisen i 2008 hårdt, men vi er gennemsnitligt blevet rigere siden 2005, hvilket således stritter imod moderniseringsteoriens ovenfornævnte tese om, at med mere velstand kommer demokratiske fremskridt. Væsentligt er det imidlertid, at Freedom House-rapporten peger på en ny fase af globaliseringen, hvor ekstrem rigdom samles på få hænder, mens lav- og mellemindkomst-lønmodtagere har oplevet ringe eller ingen økonomisk fremgang. Der er altså store dele af demokratiske befolkninger, som ikke har fået del i de velstandsstigninger, vi har set siden årtusindeskiftet. Og dét kan ifølge Freedom House og bogens redaktører lektor ved Center for Mellemøststudier Peter Seeberg og professor i idéhistorie Mikkel Thorup have bidraget til at styrke mere eller mindre antidemokratiske partier og bevægelser verden over. Mere om det senere.

Mikkel Thorup er også forfatter bag bogens første kapitel, hvori han skriver om demokratiets aktuelle kriser. Dem er der ikke så få af, men Thorup lykkes med at komprimere meget viden på få sider og giver læseren et fint overblik og mulighed for at placere bogens efterfølgende meget forskelligartede kapitler i en form for orden. Thorup skelner mellem fire demokratiske brændpunkter og han vier sit kapitel til at gå i dybden med de sidste to.

  • Det markedsbaserede ikke-demokrati (Kina, Singapore, Golfstaterne …), der bruger en statsdirigeret hyperkapitalisme til at give sine indbyggere økonomiske fordele frem for politisk medindflydelse
  • Kollapsende/fejlslagne demokratier (Pakistan, Sydafrika, Mexico, Venezuela, Egypten, Zimbabwe, Thailand …), hvor vi ser skrøbelige demokratier udfordret. Det kan være af narkokarteller i Mexico eller militærkup i Egypten.
  • Illiberale demokratier (Rusland, Tyrkiet, Polen, Ungarn, Israel, Filippinerne, Indien, Brasilien …), der udfordrer idéen om en nødvendig sammenhæng mellem ”det demokratiske” (hvem der regerer: alle) og ”det liberale” (hvordan der må regeres: begrænset af forfatning og individuelle rettigheder)
  • Liberale demokratier (Danmark, Tyskland, Australien, USA, Canada, Norge …), som ikke umiddelbart synes at være i nogen eksistentiel krise, men som ikke desto mindre synes udfordret af en afdemokratisering fra oven, hvor den kollektive beslutningskraft i stigende grad løftes ud af demokratiet og erstattes af markedsstyre3

I det følgende vil jeg strukturere diskussionen omkring først de illiberale demokratier og derefter de liberale demokratier og undervejs inddrage bogens andre kapitler til at eksemplificere og konkretisere de af Thorup optegnede demokratiske kriser. Til sidst vil jeg supplere diskussionen af bogen med en radikaldemokratisk refleksion over demokratiets krise.

Illiberale demokratier

I liberale demokratier kontrolleres magthaverne ikke blot af befolkningens valghandling, men også ved at magten som bekendt opsplittes i henholdsvis en udøvende, lovgivende og dømmende magt. Illiberale demokratier derimod er kort sagt kendetegnet ved, at der afholdes (en form for) valg, men at liberale principper om individuelle frihedsrettigheder og magtens tredeling ikke respekteres. De demokratiske procedurer, som på engelsk ofte kaldes ”checks and balances”, undermineres, negligeres eller omgås.

Illiberale ledere søger at svække de uafhængige magtorganer, der kontrollerer og begrænser deres magtudøvelse. Svækkelsen af magtkontrollerne i disse år er ofte rettet mod domstolene, hvilket Ungarn og Polen er gode eksempler på. Professor i statskundskab Marlene Wind bidrager til bogen med et kapitel om Illiberalismens fremmarch i Ungarn og Polen. Hun skriver sådan her om udviklingen i Ungarn:

”Victor Orbán har ikke bare opkøbt kritiske medier og sat sine loyale støtter ind i redaktionslokalerne og samlet tilbageværende medier i en ny medieorganisation, KESMA, som uddeler sendetilladelser og ned i detaljen regulerer mediemarkedet. Han har også sat sine loyale støtter ind i landets domstole og anklagemyndighed, smidt et anerkendt – men kritisk – universitet ud af landet og slettet flere jødiske forfattere fra skolepensum. Senest under COVID-19-epidemien strammede han så skruen yderligere: opløste parlamentet, indførte ledelse af landet via dekret og annoncerede fem års straf for at modsige regeringens coronatiltag”4

Ungarn, der i 2004 blev optaget i EU, har haft vækst og fremgang, hvilket normalt i forskningen opfattes som forudsætningen for at undgå demokratiske tilbagefald til autokrati. Men ifølge Freedom House er Ungarn siden 2019 ikke længere at betegne som et ”liberalt demokrati”. Det er første gang siden Sovjetunionens sammenbrud, at et EU-land har mistet det prædikat.5 Wind skriver flot det demokratiske paradoks frem: Hvordan kan det være, at ledere i central- og østeuropæiske lande (Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet, Bulgarien) de seneste 10 år har afviklet de rettigheder, som de selv eller deres forgængere kæmpede for at opnå, da de slap fri af Sovjetunionens styre?

Svaret finder vi ifølge Wind i de senere års dyrkelse af et kristent-konservativt værdisæt kombineret med en populistisk magtelite, der præsenterer sig som folkets talerør – personificeret i Ungarns Orbán.6 Resultatet er ikke bare en svækkelse af liberale retsstatsprincipper, men også af liberale frihedsrettigheder for minoriteter (homoseksuelle og muslimer), som ikke passer ind i det kristne-konservative værdisæt.

Forfatninger består, men gældende procedurer ændres gradvist, lidt efter lidt. Hver enkelt del, hver enkelt forandring kan begrundes og kan være legitim, men det samlede resultat er en udhuling af liberale kerneelementer i demokratiet.Så sent som i sidste uge (22. oktober) så vi i Polen med en afgørelse fra forfatningsdomstolen et effektivt forbud mod kvinders ret til abort – også selvom aborten måtte skyldes misdannelser i fostret.7 Regeringspartiet, Lov og Retfærdighed, og Præsident Andrzej Duda har tidligere forsøgt at stramme abortlovgivningen uden held og med store protestdemonstrationer til følge. Men nu udtrykker Duda med egne ord sin ”tilfredshed med, at domstolen var på livets side”.8 Det er kommet dertil, fordi den polske regering over en periode har påvirket domstolene til at blive mere føjelige. I 2018 afgjorde en justitsreform, at de polske højesteretsdommere skulle gå tidligt på pension. Det betød, at en tredjedel af de siddende dommere kunne fjernes og nye mere regeringsvenlige sættes ind.9

Både i Ungarn og i Polen ser vi altså i disse dage regeringsledere, som lykkes med at svække demokratiets uafhængige magtkontroller og på den vis gradvist øge sin egen magt. Man kunne med Thorups henvisning til sociologen Kim Lane Scheppele kalde denne udvikling i retsstaten for en Frankenstat: Forfatninger består, men gældende procedurer ændres gradvist, lidt efter lidt. Hver enkelt del, hver enkelt forandring kan begrundes og kan være legitim, men det samlede resultat er en udhuling af liberale kerneelementer i demokratiet.10

Wind giver os også nogle modne overvejelser over den knibe, som EU påføres af disse autokratiske bevægelser i Østblokken. I oktober måned har vi da også set, at EU-parlamentet har reageret ved at nægte at godkende det EU-budget, som stats- og regeringscheferne blev enige om i juli måned i år. Budgettet indeholder en genopretningspakke på 750 milliarder euro til de lande, som er hårdest ramt af corona-pandemien. EU-parlamentet kræver imidlertid, at pengene kan holdes tilbage, hvis et land ikke overholder grundlæggende retsstatsprincipper.11

Blandt EU’s medlemslande er det altså især Ungarn og Polen, men også Rumænien og Bulgarien som har bevæget sig i en autokratisk retning, efter de er blevet optaget. Bedre står det ikke til for de lande på Balkan, som ikke er medlem af EU, men som gerne vil være det. Lektor i historie Christian Axboe Nielsen bidrager til bogen med et spændende kapitel om Autokratiske tendenser på Balkan.

Med undtagelse af Slovenien er der ifølge Nielsen ingen af landene fra det tidligere Jugoslavien (Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Nordmakedonien, Montenegro, Serbien og Kosovo) eller Albanien, der kan omtales som konsoliderede demokratier. Området er præget af dets historiske baggrund, hvor Sovjetunionens opløsning indebar flerpartivalg i samtlige af de seks jugoslaviske delrepublikker. I fem tilfælde valgtes nationalistiske ledere og i det sjette sejrede Milošević og hans socialistiske parti som arving til kommunistforbundet i Serbien. Resultatet blev adskillige krige op igennem 1990’erne. Efter årtusindskiftet begyndte Balkan så småt at bevæge sig i en mere positiv retning. I 2004 blev Slovenien som det første land fra regionen medlem af EU. Tre år senere fulgte Bulgarien og Rumænien med. Og i 2013 blev Kroatien som det foreløbig nyeste land medlem af EU.

Især 2000’erne var præget af en optimistisk tro på demokratiske fremskridt, især på grund af EU’s konditionalitetsprincip.12 Dette princip krævede, at de pågældende lande skulle iværksætte omfattende reformer af deres økonomier og politiske systemer til gengæld for at opnå EU-medlemskab. Og det gik langsomt i den retning indtil omtrent 2010.13 Men som konsekvens af den sovjetiske fortid og de etnisk motiverede krige i 1990’erne, oplever flere af landene eksistentiel usikkerhed og nationale mindreværdskomplekser. Denne situation af fornemmet eksistentiel krise ses i Serbien, skriver Nielsen, ved at de store tabloidaviser flere gange om ugen antyder, at landet befinder sig i en overhængende fare for angreb. Serbiske medier skaber regionale fjendebilleder i albanere, kroater, muslimer, montenegrinere og udenlandske fjendebilleder i USA, Tyskland og Tyrkiet.

Der overkompenseres for de nationale mindreværdskomplekser med en stærk nationalistisk symbolik og opbakning til alfaderlige ledere som Vučić i Serbien og Đukanović i Montenegro. Disse ledere tager effektivt staten som gidsel og holder på dygtig vis sine modstandere i skak. I både Serbien og Montenegro uddeles der visse goder til de mindre partier, der kan bruges til at støtte styret. Andre oppositionspolitikere hænges ud som tilhængere af en eller anden seksuel ”perversion” af den regeringsloyale tabloidpresse i Serbien, mens kritiske journalister i Montenegro kan forvente juridisk chikane eller fysiske overgreb.14

Derved er vi fremme ved den mest akutte krise i de illiberale demokratier: Voldanvendelse. Ifølge Thorup tester de illiberale demokratier grænsen for den tilladelige voldsanvendelse – hvor meget vold skal man bruge for at holde oppositionen i skak samtidig med, at man kan bryste sig af at være et demokrati? Thorup citerer den amerikanske politolog Adam Przeworski for at sige: ”I dag vokser antallet af regimer, der tillader nogen opposition, men som samtidig sikrer sig at vinde valgene selv”.15

Andre illiberale demokratier, som behandles i bogen, er Rusland og Brasilien. I kapitlet om Rusland bruger lektor i historie Erik Kulavig historien (russisk kultur og mentalitet) som forklaringsramme for den særlige form for ”styret demokrati”, Rusland har udviklet. Kapitlet om Rusland handler ikke så meget om en aktuel krise eller landets illiberale tendenser, og er således et eksempel på, at bogen kunne have haft godt af en strammere redaktion. Kulavig citerer dog illustrativt teatermanden og kommunikationseksperten Vladislav Surkov, som indtil for nylig var en nøglefigur i præsident Vladimir Putins administration for at have begrundet landets særlige eller begrænsede form for demokrati på følgende måde: ”Med det formål at vænne folk til demokrati, skal man give dem så meget frihed, som de kan acceptere og bruge uden at skade sig selv og staten. For meget frihed har altid været politisk gift”.16

Selvom den geografiske afstand til Brasilien er stor, passer dette kapitel bedre ind i bogens tema. Lektor i brasilianske studier George Wink skriver: ”Noget gik helt galt i Brasilien. Verdens fjerdestørste demokrati med 210 millioner indbyggere snublede inden for blot få år fra at være et relativt stabilt og lovende liberalt demokrati til en politisk uorden uden fortilfælde”.17 Desværre er kapitlet i forsøget på at få mange detaljer med blevet en temmelig rodet affære. Vi skal her blot hæfte os ved, at den populistiske politiker Jair Bolsonaro lykkedes med at få folkelig opbakning ved at kommunikere direkte til folket gennem sociale medier og uden om etablerede TV-medier. Brasiliansk politik har de seneste år været præget af økonomisk liberalisme kombineret med kristenkonservativ moralisme, som i stigende grad truer rettigheder for kvinder, homoseksuelle og sorte.

Situationerne i Ungarn, Polen, Rusland og Brasilien er selvsagt forskellige, men tilfælles har de, at der eksisterer en form for demokratisk styreform, hvor liberale principper om uafhængige domstole og individuelle frihedsrettigheder krænkes. Oppositionerne holdes effektivt nede i nogle tilfælde via styring af medier og i nogle tilfælde med voldsanvendelse.

Liberale demokratier

Anderledes er det umiddelbart med de liberale demokratier, som findes i velstående, højtudviklede lande som Danmark, Tyskland, USA, Frankrig, Sverige, m.fl. Demokratier, som vi ofte bryster os af og stolt taler om som succeshistorier. Mikkel Thorup er imidlertid nådesløs og veloplagt i sin diagnose af de liberale demokratiers krisetilstand, som jeg kort vil skitsere her.

Lidt forsimplet kan man sige, at problemet med de illiberale demokratier er, at ”det demokratiske” bruges til at udhule ”det liberale”. Dvs. folkevalgte politikere bruger deres magt til at negligere liberale elementer som uafhængige domstole og individuelle frihedsrettigheder. I de liberale demokratier er problemet ifølge Mikkel Thorup det omvendte. Markedsdelen (herunder beskyttelsen af privat ejendomsret) i ”det liberale” trumfer i stigende grad ”det demokratiske”. Den demokratiske krise består i, at folks rettigheder måske nok respekteres, men at deres politiske præferencer til gengæld ignoreres:

”Via internationale institutioner som OECD, IMF og Verdensbanken, gennem internationale frihandelsaftaler og via finanskapitalens disciplinering af låntagende nationer har dette neoliberale markedsdemokrati bredt sig globalt, hvor det i sidste ende er de globale markeder, der bliver betalt først, befolkningerne sidst, og hvor landene hellere betaler lån tilbage til bankerne eller redder dem fra bankerot, end de giver velfærd til deres borgere”18

Neoliberalisme definerer Thorup kort og godt som ”politisk assisteret markedsstyre”. Siden midt-1970’erne har vi set en neoliberalistisk udvikling, der handler om ”skattesænkelse i toppen, velfærdsforringelser i bunden, svækkelse af fagforeninger og kollektive aftaler m.m. Samlet har disse politikker betydet et markant magtskifte internt i landene fra arbejdere til kapitalejere og globalt fra demokratisk beslutning til fokus på det markedsmæssige”.19 Resultatet er en afdemokratisering af magten, idet magten forskydes fra folkevalgte politikere til ikke-valgte beslutningsautoriteter i form af internationale institutioner og private aktører på markedet.

En reaktion på denne afdemokratisering fra oven er ifølge Thorup en stigende tilslutning til populistiske partier og bevægelser. Populismen hører altså ikke blot til i illiberale demokratier i Østeuropa og Sydamerika, men er også på fremmarch i Vestens liberale demokratier. Populistiske politikere er kort sagt defineret ved, at de hævder at tale på vegne af folkets vilje i opposition til en korrumperet elite. Folkets identitet defineres altså i modsætning til den etablerede elite i toppen af samfundet, men ofte også i modsætning til (etniske, religiøse, seksuelle) minoriteter i bunden af samfundet som siges ikke at være en del af det sande folk. I det følgende vil jeg med hjælp fra fire af bogens kapitler opridse, hvordan populismen kommer til udtryk og har vundet indpas i fire liberale demokratier: USA, Storbritannien, Italien og Frankrig.

Termen ”populist” synes muligvis ikke helt dækkende for USA’s præsident Trump, men den passer alligevel i den forstand, at Trump for det første har været i et vedvarende angreb på magteliten i Washington D.C. og hyppigt har brugt formuleringer som, at han ønsker at give magten ”tilbage til folket”.20 Trump har fyret og ført hetz mod den ene embedsmand efter den anden, i flere tilfælde også selvom han selv har ansat dem. For det andet har han flittigt udråbt store amerikanske medier som ”fjender af folket” og ”fake news media”, når de har været kritiske, mens han har belønnet venligtsindede medier som Fox News, der flittigt har talt hans sag.21 Derudover er han lykkedes med selv at sætte dagsordenen uden om den etablerede presse ved at kommunikere direkte til befolkningen gennem det sociale medie Twitter. Endelig har han udpeget en folkefjende i bunden af samfundet i form af immigranter – primært de ikke-hvide af slagsen, dvs. især dem fra arabiske lande og nabolandet Mexico.

I hvilken forstand er der tale om en krise for demokratiet? USA har fortsat frie valg, en fri presse og uafhængige domstole. Trump har imidlertid slidt på demokratiske normer på en måde, så det er nemmere at forestille sig en fortsat udhuling af institutionerne i fremtiden. Lektor på Center for Amerikanske Studier Niels Bjerre-Poulsen skriver:

”Flere checks and balances er i løbet af præsident Trumps tid i embedet kommet til kort. En stor del af ansvaret for dette kan tilskrives hans underkendelse af ånden og principperne i den amerikanske forfatning samt den omstændighed, at hans partifæller i Kongressen aldeles har svigtet de kontrolfunktioner, forfatningen forudsætter”22

I Storbritannien har idéen om at tage magten tilbage til folket (”take back control som leave-kampagnens slogan lød) mildest talt også haft stor indflydelse de seneste år. Imidlertid først og fremmest som et ønske om at forlade det EU, som af mange opfattes som et elitært og bureaukratisk magtapparat ude af trit med folkets ønsker og uden for egentlig demokratisk kontrol. Af frygt for at tabe mandater til det euroskeptiske parti UKIP, som via populistisk retorik fik en øget tilslutning, lovede daværende premierminister David Cameron op til valget i 2015 at afholde en folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemskab, hvis han vandt. Som bekendt førte det til en brexit-afstemning i 2016, hvor folket (eller 52 pct. af det) blev anset for at have sejret over en Europavenlig elite. ”Det politiske dødvande, der prægede de følgende tre og halvt år af britisk politik, og usikkerheden om effektueringen af Brexit, har bidraget til yderligere at hærde den populistiske tendens”, skriver lektor i historie Casper Sylvest i sit kapitel om det britiske demokratis krise.

Populismen er altså ikke blot en trussel mod (minoritets)individers forfatningsmæssige rettigheder. Den er også en trussel mod den demokratiske praksis, fordi populismen ikke anerkender folkets heterogenitet, men tværtimod hævder at være direkte talerør for folkets homogene viljeMan kan her snakke om en demokratisk krise opstået på grund af en stigende afstand mellem de regerende og de regerede. Begge de store etablerede partier i britisk politik, Labour og de konservative, er overvejende pro-EU, mens ”folket” imidlertid viste sig anderledes stemt. Den nye premierminister Boris Johnson står ifølge ham selv på folkets side og har da også talt om ”People versus Parliament”. Sidste år fik han dronningen til at suspendere parlamentet på et afgørende tidspunkt i Brexit-processen for at implementere regeringens Brexit-plan og gennemføre, hvad han opfattede som folkets vilje. Højesteret dømte imidlertid denne beslutning ulovlig, fordi den var et åbenlyst forsøg på at forhindre parlamentet i at udføre sin forfatningsmæssige pligt.23 Magtkontrollen fra den dømmende magt virkede altså denne gang.

Det ændrer ifølge Sylvest dog ikke på, at Brexit har trukket en konfliktlinje op i britisk politik: En konflikt mellem det direkte og det repræsentative demokrati; mellem folkets afgørelse i en folkeafstemning, og de politikere, som repræsenterer folket. Der hersker i dag ifølge Sylvest en mistillid blandt befolkningen til de store politiske partier, som kan virke ødelæggende fremover: ”Det vil fortsat være en udfordring at sikre deltagelse og responsivitet i udviklingen af den demokratiske praksis. Det rækker også ind i partierne: Såvel Labour som de konservative har i de senere år oplevet, at deres politiske ledelse i kraft af direkte valg blandt medlemmerne har udstukket kurser, der ikke samlede partierne men snarere repræsenterede højrøstede mindretal”.24 Populismen er altså ikke blot en trussel mod (minoritets)individers forfatningsmæssige rettigheder. Den er også en trussel mod den demokratiske praksis, fordi populismen ikke anerkender folkets heterogenitet, men tværtimod hævder at være direkte talerør for folkets homogene vilje.

I Italien har populismen ifølge seniorforsker ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk Gert Sørensen haft to vendinger. Den første med Berlusconiårene fra 1994 til 2011. Den anden kulminerer først med valget i 2018, men begynder på sin vis allerede kort efter, at det brede centrum-venstre-parti Partito Democratico vinder regeringsmagten i 2013. Allerede året efter bliver partiet på populistisk vis overtaget af Matteo Renzi, da han lykkedes med at gøre op med den gamle elite i partiet og latterliggøre intellektuelle forsvarere af forfatningen (de såkaldte professoroni).

På trods af sin persondrevne, frenetiske og populistiske ledelsesstil, blev Renzi dog selv af befolkningen opfattet som en del af den elite, som han forsøgte at frigøre sig fra. I dag fremstår Renzi, skriver Sørensen, ”som et varsel om en populistisk leders hurtige opstigning og lige så hurtige fald”.25 Vejen var således banet til, at nye magter kunne komme til ved valget i 2018. ”Det førte til dannelsen af den første populistiske regering i et af de europæiske kernelande”.26 Regeringen blev ledet af det populistiske Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen), som fik over en tredjedel af stemmerne, og det nationalistiske Lega, hvis vigtigste sag var at stoppe indvandringen og sende de mange illegale indvandrere hjem. ”Koalitionen lancerede sig som ’forandringens regering’, der dog hurtigt fremstod som den foreløbig mest handlingslammede regering i nyere italiensk historie. Den varede da også kun lidt over et år”,27 skriver Sørensen.

I Frankrig har højrepopulismen aldrig haft regeringsmagten eller i det hele taget nogen synderlig effekt på national politik. ”Det skyldes”, skriver seniorforsker på DIIS Manni Crone,

”ikke manglen på tilhængere, der har været støt stigende over de seneste 50 år, men primært det franske valgsystem, der favoriserer de største partier og eliminerer de andre. Det nuværende franske demokrati er netop skruet sammen med henblik på at skabe en stærk udøvende magt – præsidentembedet – og minimere parlamentets og yderfløjenes indflydelse. I 2017 fik Marine Le Pen fx 21% af stemmerne i første runde af præsidentvalget og 33% i anden runde, hvor hun stod alene over for Emmanuel Macron. Men ved det efterfølgende parlamentsvalg fik hendes parti, Front National, kun sølle 15 pladser ud af et parlament med 577 medlemmer”28

Marine Le Pen er, efter hun smed sin mere ekstreme fader Jean-Marie Le Pen ud af partiet, lykkedes med at forvandle Front National til et mere bredtfavnende populistisk parti. Det seneste skud på stammen i Le Pen-familien er Marines niece Maron Maréchal, der som 22-årig var den yngste parlamentariker nogensinde til at blive valgt ind i Nationalforsamlingen. Maréchal er interessant i denne sammenhæng, fordi hun er eksponent for en bredere kristenkonservativ vækkelse29, der, som vi har set, har fået vind i sejlene de seneste år og tæller statsledere som Orbán i Ungarn, Duda i Polen, Putin i Rusland og Bolsonaro i Brasilien. Trumps valg om at udpege Amy Coney Barrett til amerikansk højesteretsdommer kan da også ses som et forsøg på at tilfredsstille den kristenkonservative del af den republikanske vælgerbase. Tiden vil vise, om hun kan bidrage til at begrænse kvinders ret til i abort, ligesom det som nævnt er sket i Polen.

Men er det populistiske projekt i Rassemblement National30 (med Marine Le Pen og Maron Maréchal) en trussel mod demokratiet, spørger Crone. Ikke i den forstand, at de vil afskaffe demokratiet eller begrænse folkets magt. ”Tværtimod ønsker de at ride på folkeviljen og gøre sig til talsmænd/-kvinder for det stakkels, forladte folk, som ikke er repræsenteret, og som de nuværende eliter blot lader hånt om”.31 Marine Le Pen vil ændre demokratiet ved at styrke det direkte demokrati og dermed forholdet mellem det franske folk og deres leder. Den demokratiske trussel består således i, at Le Pen ønsker at fjerne nogle af de liberale elementer, der lægger en dæmper på folkeviljen. For at koncentrere magten om en stærk og uindskrænket præsident vil hun afskaffe senatet og begrænse forfatningsrådet.32

Populismen har altså fået godt fat i USA, Storbritannien, Italien og Frankrig. Der er selvfølgelig forskelle, men ligheder er til at få øje på: Idéen om at magten skal tilbage til folket, der regeres af en stærk leder, som bekæmper folkets fjender i toppen (den etablerede politiske elite fx i Washington eller EU) og i bunden (etniske og religiøse mindretal).

De liberale demokratiers krise består altså i en dobbeltbevægelse: For det første en afdemokratisering fra oven, idet stadigt flere kollektive beslutninger overlades til overnationale organisationer og private markedsaktører. For det andet en slags reaktion fra bunden eller midten, fordi stadig flere befolkninger oplever, at deres præferencer ikke anerkendes af etablerede politikere, som rigtignok synes at have mere travlt med at tjene den kapitalejende klasse end almindelige mennesker. Resultatet er en øget tilslutning til populister, som skaber fjendebilleder og lover forandring ved at udrydde disse fjender.

Bedre bliver det ikke af, at terror og immigration siden terrorangrebet på USA 11. september 2001 har været anledning til at udvide sikkerhedsapparatet og statshemmeligheder, omgå asyllovgivning og øge den hjemlige overvågning af borgere. Liberale rettigheder er de seneste 20 år blevet undermineret med henvisning til borgernes sikkerhed og den nationale sammenhængskraft.

Herhjemme så vi for nylig endnu et skridt i denne retning. Statsminister, Mette Frederiksen, bebudede i Folketingets åbningstale den 6. oktober, at regeringen vil give politiet ret til at opløse grupper og uddele opholdsforbud på steder, hvor ”utrygheden hærger”. At der er tale om en indskrænkning af retssikkerheden bliver særligt tydeligt, når politiet på stedet skal ”kunne tage dynejakkerne, urene, guldhalskæderne, mobiltelefonerne, og hvad de ellers måtte have af værdi med det samme”, hvis det står til regeringen.33 Borgerens ret til at komme for en dommer erstattes af muligheden for at blive dømt på stedet af en politibetjent. Den tidligere nævnte Frankenstat, hvor hver enkelt del, hver enkelt forandring kan begrundes, men hvor det samlede resultatet krænker liberale kerneelementer, skabes ikke kun i fremmede lande men på uhyggelig vis også herhjemme.

Endelig kunne man pege på, at vi med Shoshana Zuboffs ord er på vej ind i en overvågningskapitalisk tidsalder34, hvor magtfulde tech-virksomheder som Facebook i stigende grad overtager mediebilledet35. I bedste fald skaber det en tendens til ekkokamre og polarisering i befolkningen. I værste fald skaber det en struktur, hvor demokratiet er til salg, fordi penge kan veksles til politisk indflydelse via målrettede kampagner, som forudser og kontrollerer vores adfærd. Konsulentvirksomheder som Cambridge Analytica udgør langt fra problemets kerne, men er derimod blot den naturlige konsekvens af den måde Facebook og andre internetmedier er opbygget på.36

Demokratiets krise eller demokratiets genkomst?

Der er kort sagt nok at bekymre sig om på demokratiets vegne. Til gengæld kan vi nu glæde os over at have fået en bog på dansk, som på fin vis tager pulsen på demokratiets tilstand verden over37. Den normative præmis for at skrive en bog om demokratiets krise er en bekymring for demokratiets tilstand. Bogens forfattere skriver fra forskellige udgangspunkter, men de har, som redaktørerne skriver ”det liberale, repræsentative demokrati som deres mere eller mindre klart udtalte ideal”. Jeg savner således en mere radikaldemokratisk tilgang til spørgsmålet om demokratiets krise, som man f.eks. finder hos tænkere som Chantal Mouffe, Jacques Ranciere eller herhjemme Søren Mau. Sidstnævnte argumenterede fx op til folketingsåret 2015 for, at danske sofavælgere ikke var et krisetegn, men derimod et sundhedstegn, når man så på, hvad vores parlamentariske demokrati havde at byde på. Den globaliserede og finansialiserede økonomi har udhulet parlamenternes magt over penge og arbejde. Og politik er blevet en professionaliseret, afkoblet og markedsliggjort mediemaskine.38 Hvis vi vil denne udvikling til livs er det altså ikke nok at værne om det (liberale, parlamentariske, repræsentative) demokrati, som vi kender.

Demokratiet betyder først og fremmest dette: Et anarkisk ’styre’, hvis eneste grundlag er fraværet af enhver adkomst til at styreIfølge Jacques Ranciere er demokrati da heller ikke at forstå som en orden eller styreform, som kan være mere eller mindre stabil. Demokrati er, som han skriver, ”selve dette ustyrlige, som ethvert styre, når alt kommer til alt, må opdage som sit eget fundament”. Rancieres forståelse af demokrati er en, som nægter at naturalisere autoritetsforhold og som gør det muligt at fremsætte radikale krav om lighed. Demokrati er, skriver Ranciere, ”skandalen om en overlegenhed, der ikke er baseret på andet princip end selve fraværet af overlegenhed. Demokratiet betyder først og fremmest dette: Et anarkisk ’styre’, hvis eneste grundlag er fraværet af enhver adkomst til at styre”.39

 

Det forfriskende ved en tænker som Jacques Ranciere er, at analysen af demokratiets krise ikke blot peger på den efterhånden fortærskede syndebuk: Populismen. Titlen på Rancieres bog ”Hadet til demokratiet” henviser da heller ikke til populisterne, men tværtimod til den herskende klasse, som synes, at befolkningens jævne meninger og urimelige krav kommer i vejen for god regeringsførelse. Dem, som i virkeligheden hader demokratiet, er liberal-demokraterne selv, der mener at stå på den rigtige side af historien og repræsentere ”det eneste fornuftige” eller ”det nødvendige”, mens de nedgør dem, som er uenige (fx ved at kalde dem ”populister”).

Mit ærinde her er ikke at forsvare populismen, men derimod blot at afslutte diskussionen af bogen med at dreje den kritiske pil væk fra nutidens populistiske strømninger og over på den liberale fortolkning af demokratiet, som populismen rimeligvis kan siges at udspringe fra eller være et symptom på. Det synes også at være i ånd med bogen, hvis væsentligste pointe måske kan opsummeres til, at demokratiets aktuelle krise ikke kommer udefra, ”men indefra, fra politikerne og fra demokratiets sprog”40. Til det formål henter jeg hjælp fra den politiske teoretiker Chantal Mouffe.

Mouffes demokratiteori skelner væsentligt mellem: 1) en måde at styre eller regere på, dvs. princippet om folkesuverænitet og 2) selve den symbolske ramme indenfor hvilken den demokratiske styreform udøves. Sidstnævnte er vigtigt, fordi det, vi kender som demokratier i dag, i høj grad forstås indenfor den symbolske ramme af liberalismens ideologi. Af samme grund har vi ovenfor ikke blot omtalt demokratier som demokratier, men derimod liberale demokratier. Ifølge Mouffe er det imidlertid væsentligt, at vores forståelse af demokratiet fastfryses i denne liberalismens symbolske ramme.

Denne fastfrysning har groft sagt siden murens fald og indtil for nylig givet en fornemmelse af, at alle politikere er ens. Store dele af befolkningerne føler sig ikke repræsenterede og oplever, at det er ligegyldigt, om man stemmer på det ene eller det andet. Hvad vi får er alligevel business as usual. Kort sagt følelsen af ”there is no alternative” (TINA). En formulering som den konservative britiske premierminister Magaret Thatcher ganske sigende brugte som politisk slogan med henvisning til, at markedsøkonomien er det eneste system, der fungerer.

I denne udlægning er demokratiets krise at forstå som optøningen af liberaldemokratismens tidsalder. Befolkninger verden over insisterer på, at politikere, som taler liberaldemokratismens sprog, ikke repræsenterer dem. Med Mouffe kunne man altså spørge, om det ikke slet og ret er liberalismen (eller det liberale monopol på fortolkningen af demokratiet), som er i krise verden over i disse dage, snarere end demokratiet. Demokrati er netop ifølge teoretikere som Lefort41, Mouffe42 og Ranciere43 princippet om uorden og evig udfordring af de herskende autoriteter og den gældende orden. Demokratiet har det altså i disse dage bedre, end det længe har haft.

Rasmus Rask Jepsen (f. 1991) er analytiker ved Institut for Vild Analyse

  1. Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning (2008): Demokrati og demokratisering. Hans Reitzels forlag, side 168
  2. https://freedomhouse.org/sites/default/files/Feb2019_FH_FITW_2019_Report_ForWeb-compressed.pdf
  3. Mikkel Thorup (2020). ”Demokratiets aktuelle kriser. Et overblik” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 22-23
  4. Marlene Wind (2020). ”Illiberalismens fremmarch i Ungarn og Polen” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 133
  5. Marlene Wind (2020). ”Illiberalismens fremmarch i Ungarn og Polen” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 133
  6. Marlene Wind (2020). ”Illiberalismens fremmarch i Ungarn og Polen” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 135
  7. https://www.nytimes.com/2020/10/22/world/europe/poland-tribunal-abortions.html
  8. https://www.nytimes.com/2020/10/22/world/europe/poland-tribunal-abortions.html
  9. Marlene Wind (2020). ”Illiberalismens fremmarch i Ungarn og Polen” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 141
  10. Mikkel Thorup (2020) ”Demokratiets aktuelle kriser. Et overblik” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 29
  11. https://politiken.dk/udland/art7962847/EU-parlamentet-vil-have-39-milliarder-euro-ekstra-men-fik-klar-besked-fra-Merkel-og-Macron
  12. Christian Axboe Nielsen (2020). ”Autokratiske tendenser på Balkan” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 156-157
  13. Christian Axboe Nielsen (2020). ”Autokratiske tendenser på Balkan” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 164-165
  14. Christian Axboe Nielsen (2020). ”Autokratiske tendenser på Balkan” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 158
  15. Mikkel Thorup (2020) ”Demokratiets aktuelle kriser. Et overblik” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 30
  16. Erik Kulavig (2020). ”Er det putinske system endnu en russisk omvej til Europa?” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 238
  17. Georg Wink (2020). ”Demokratiets krise og højrefløjsskiftet i Brasilien” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 325
  18. Mikkel Thorup (2020) ”Demokratiets aktuelle kriser. Et overblik” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 34
  19. Mikkel Thorup (2020) ”Demokratiets aktuelle kriser. Et overblik” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 31
  20. Niels Bjerre-Poulsen (2020) ”USA i Trumpismens tid: Årsager og virkning” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 218-219
  21. Niels Bjerre-Poulsen (2020) ”USA i Trumpismens tid: Årsager og virkning” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 216
  22. Niels Bjerre-Poulsen (2020) ”USA i Trumpismens tid: Årsager og virkning” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 221
  23. Casper Sylvest (2020) ”Brexit og euroskeptisk populisme: Er det britiske demokrati i krise?” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 81
  24. Casper Sylvest (2020) ”Brexit og euroskeptisk populisme: Er det britiske demokrati i krise?” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 82
  25. Gert Sørensen (2020) ”Det italienske demokratis mange irgange” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 193
  26. Gert Sørensen (2020) ”Det italienske demokratis mange irgange” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 193
  27. Gert Sørensen (2020) ”Det italienske demokratis mange irgange” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 194
  28. Manni Crone (2020) ”Republikken og det yderste højre i Frankrig: accept eller stadig på kollisionskurs?” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 115-116
  29. Manni Crone (2020) ”Republikken og det yderste højre i Frankrig: accept eller stadig på kollisionskurs?” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 120
  30. Front National skiftede i juni 2018 navn til Rassemblement National
  31. Manni Crone (2020) ”Republikken og det yderste højre i Frankrig: accept eller stadig på kollisionskurs?” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 127
  32. Manni Crone (2020) ”Republikken og det yderste højre i Frankrig: accept eller stadig på kollisionskurs?” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 127
  33. https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/mette-f.-boede-paa-10.000-for-at-bryde-opholdsforbud/8317850
  34. Shohana Zuboff (2019). The Age of Surveillance Capitalism. PublicAffairs
  35. Se fx denne rapport udarbejdet til Kulturstyrelsen i 2017: https://www.altinget.dk/misc/Mediernes%20udvikling%20i%20Danmark.pdf
  36. https://www.theguardian.com/technology/commentisfree/2020/oct/15/cambridge-analytica-threat-democracy-facebook-big-tech
  37. Udover de allerede nævnte indeholder bogen også kapitler om demokratiets tilstand i Tyskland, Mellemøsten, Iran og Zimbabwe samt et teoretisk kapitel om det neoliberale demokrati
  38. Mau, Søren (2015). Hæv stemmen!. Forlaget Nemo
  39. Ranciere, Jacques (2013). Hadet til demokratiet. Forlaget Møller, side 81
  40. Mikkel Thorup (2020) ”Demokratiets aktuelle kriser. Et overblik” i Demokratiets krise – og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, side 21
  41. Lefort, Claude (1988). Demoracy and Political Theory. Polity Press
  42. Mouffe, Chantal (2005). The Democratic Paradox. London: Verso
  43. Ranciere, Jacques (2013). Hadet til demokratiet. Forlaget Møller