Når dronerne rammer … kulturen

And I can see them in my eyes when they’re closed,
I can feel them at night
I can feel them plot a course through the sky,
I believe in their flight.
Dr- Dr- Drones over Brooklyn

– EL-P (2012)

Bevæbnet til tænderne og som et rovdyr på jagt efter bytte. Droner er ikke blot blevet en fast del af mange væbnede styrkers arsenal – den voksende udbredelse har også smittet af på kulturen og de fiktionsfortællinger, vi omgiver os med. Vi dykker med ned, før missilet rammer.

Af Marc Grønlund
Illustrationer af Julie Kordovsky

Ud af ingenting rammer nedslaget. Det rammer hårdt. Luftbølgen blæser ham langt væk. Men Chris overlever. Andre er mindre heldige. Sandet gør det umuligt at se en hånd for sig. Slagmarken lyste op i et sekund, nu er alt stille igen. Alt for stille. Chris rejser sig op. Hvad skete der?

Ovenstående beskriver en kort scene hentet fra tv-serien ZeroZeroZero1, der i første sæson udfolder en vidtforgrenet fortælling om en narkotikahandel på tværs af tre kontinenter og tre led i en kriminel værdikæde: det mexicanske kartel, den amerikanske speditør og den italienske mafia.

I scenen er speditøren Chris ikke klar over, hvad der er på vej. Mens han er taget til fange af militante jihadister i et afrikansk ørkenlandskab, rammes fangevogterne af en drones dødbringende last. Det er blot en enkelt scene i en stor, sammenfiltret historie, der hverken har krig eller droner som omdrejningspunkt. Men alene det, at den forekommer, viser, hvor udbredte vores forestillinger om droner er blevet – og hvordan de forestillinger har smittet af på kulturen.

Det førerløse fly har erobret fantasien

De højteknologiske droner har kredset over os længe. De er blevet almindelige blandt civile flyentusiaster og er samtidig blevet en del af det moderne militære arsenal – nu blot udstyret med missiler. Faktisk kan vi næppe høre udtrykket ’drone’ uden at tænke på soldater fjernt fra slagmarken med hånden på et joystick og en finger på aftrækkeren, mens de afventer det sidste vink og døden melder sin ankomst på landjorden. Dronen kan fra en skyfri himmel pludselig ramme en udpeget fjende, ikke mindst når en regulær militærmagt fører krig mod irregulære styrker.2 Især USA’s hær og specialstyrker har i de seneste 15 år gennemført droneangreb på tværs af Mellemøsten, Sydasien og Afrika. Trods et eksplicit internationalt forbud mod snigmord og politiske attentater har de fleste angreb været fjernstyrede henrettelser. De konventionelle krige på landjorden i fx Irak og Afghanistan er over tid blevet delvist erstattet af droner i luften, hvor angrebene kun er steget i takt med at landtropperne har rømmet deres baser. Droneangrebene retfærdiggøres ofte ud fra en allestedsnærværende ’terrortrussel’, men har samtidig den konsekvens, at både allierede styrker og civile rammes, når en ’terrorleder’ uskadeliggøres. Et missil er ikke mere præcist, fordi en drone skyder det af sted, men forestillingen om præcisionsangreb mod en akut og overhængende trussel præger i høj grad den ideologi, som ligger til grund for udbredelsen af dronerne. Desuden er brugen af ny teknologi i stigende grad blevet et mål i sig selv for mange militære købmænd og strateger, der kontinuerligt skal retfærdiggøre både budgetter og fjendebilleder – to ting, der hænger nært sammen.3 Dén udvikling har også smittet af på vores fælles fantasi. Det førerløse fly har erobret vores forestilling om en klinisk krig, der udgør en neutral bekæmpelse af kriminelle individer, med hvem vi ingen forståelse kan have. Dronen er som fænomen udslagsgivende, den er et objekt, der sætter en stopper – ikke kun for liv, men også for forståelse og indsigt. ZeroZeroZero er blot et enkelt eksempel på de mangfoldige fiktionsfortællinger, der tager droner og deres anvendelse under behandling.

Et rovdyr på udkig efter bytte

Vi er en lille gruppe, der sidder uden for Ringsted i et nedlagt møbellager […] Det ene øjeblik er vi i Afrika, det næste i Mellemøsten, eller et sted i Asien, det er lige meget for os. Eller det er det selvfølgelig ikke, for det er fascinerende at flyve gennem fremmedartede landskaber, usynlige for de lokale og de dyr, vi passerer […] Ingen lægger mærke til os, og vi kan flyve direkte ind i de værste krigszoner på Jorden. Steder, hvor man under normale omstændigheder ville risikere sit liv ved at opholde sig. Vi skal ikke vandre med tungt udstyr som gammeldags soldater eller udholde varmen i et ørkenland. Vi sidder komfortabelt og i sikkerhed på vores kontor lidt uden for Ringsted og drikker kaffe eller cola, og klokken tolv spiser vi frokost i kantinen.

Citatet er fra Kaspar Colling Nielsens novelle En usynlig bølge af ingenting4, der altovervejende fortælles fra en overvågningsdrones perspektiv. Vi er sandsynligvis i Mellemøsten, imens vi betragter en række menneskers hverdag langt væk. Vi er blandt computernørder, der samtidig er eksperter i at betjene mikroskopiske droner. Folkene bag skærmen ved ikke selv, hvor de er blevet sendt hen med dronerne. Men de kigger, og de kigger grundigt.

Vores operationer begynder altid på samme måder. Vi får nogle koordinater, og så bliver dronerne kastet ud fra ca. tyve kilometers højde […] Forleden landede vi i en stenørken et ukendt sted […] Efter en halv times tid ankom til en lille by, hvor kvinderne var tildækkede, og mændene havde fuldskæg. Vi var i Irak, tror jeg, men det kunne lige så godt have været i Afghanistan, Egypten eller Syrien, hvad ved jeg. De var muslimer, og det var et ørkenland – det var det eneste, vi vidste med sikkerhed.

Behovet for overvågning af en fjendes bevægelser har været udgangspunktet for udviklingen af droner. Det flyvende kamera er dronens primære eksistensgrundlag og et konkret værktøj, som vi også kender fra hobbydronen – først senere er lasten blevet udvidet med sprængstof.5

Vores billede af dronen har ændret sig, i takt med at anvendelsen er blevet stadigt mere militariseret. Det kan observeres i en nyere dansk ungdomsroman. I Den Rustne Verden6 af Adam O udspiller følgende scene sig i et fremtidigt og dystopisk København:

Børnene begyndte at hoppe og springe, mens de viftede med armene. Dronen havde fået øje på dem og begyndte at nærme sig. Den havde et vingefang på næsten en meter, og den spinkle krop var lakeret sort. Dens kameraøjne, der nu var rettet direkte mod børnene, skinnede med et intenst rødt lys. Den bevægede sig hurtigt gennem luften. Meget hurtigt. ’Den ser mærkelig ud’ sagde Ramona og holdt op med at vinke. ’Den har tænder’ […] Dronen styrtdykkede mod børnene. De sortlakerede kæber bevægede sig op og ned, som om den gnavede sig igennem luften.

Det anonyme patruljerende rovdyr på udkig efter et bytte, som vi her møder i Den Rustne Verden (endda udstyret med hugtænder), genkender vi også fra virkelighedens droner under navne som fx ’Reaper’ og ’Predator’. De er designet til at dræbe; overvågningen er blot et hjælpemiddel.7 I Den Rustne Verden er dronen fuldt automatiseret og uden menneskelig indblanding. En fantasi for mange militærplanlæggere og et dystopisk mareridt i mange undergangsfortællinger med Terminator-filmene8 som det måske mest kendte eksempel.

Frihed fra menneskelig indblanding?

Et mere komplekst tilfælde finder vi i tv-serien WestWorld9, hvis persongalleri er en gruppe menneskelignende robotter, der både udvikler følelser og hukommelse, hvorefter de gør oprør og tager hævn over de mennesker, som har behandlet dem som reservedele og underholdningsobjekter i en avanceret temapark. Under den krigslignende tilstand, der herefter bryder ud, gør seriens hovedperson, robotten Dorothy, brug af et sæt droner til at trænge uset ind i et fabrikskompleks.10 Det er ikke ulig den overvågning, vi møder i En usynlig bølge af ingenting, med den vigtige forskel, at Dorothy bruger overvågningen til at affyre et avanceret højkaliber gevær, hvor dronerne samtidig gennemsøger bygningen efter de udpegede mål.

I WestWorld møder vi altså en robot, som gør brug af droner, der først udpeger og dernæst guider et angreb. Eksemplet viser os et snigmord, der på én og samme tid er fuldt automatiseret og overrumplende kreativt. Som beskuere er vi faktisk på robotternes side i oprøret, idet seriens mennesker fremstår mere mekaniske og umenneskelige end robotterne. Det er skarpt iscenesat, at skabe sympati for det kunstigt skabte individ og samtidig lade teknologien (robotten) betjene sig af teknologi på en intelligent – ikke mekanisk eller viljesløs – måde.11 Angrebet på fabrikken er ikke et mål i sig selv, men snarere et middel til at omstyrte den dystopi, som fremtidens samfund – i seriens kontekst – tydeligvis er blevet. Dronen bruges altså som oprørsmiddel for at opnå den utopi, robotterne i fællesskab stræber efter: frihed fra menneskelig indblanding og overgreb.12

I eksemplet fra ørkenen i ZeroZeroZero møder vi ligeledes en effektiv overvågning, som vi slet ikke ænser, før dronens nedslag rammer, men ikke mindst i En usynlig bølge af ingenting møder vi en ganske subtil overvågning, hvor angrebsdronen spiller en langt mere sekundær rolle. Udover et glimt sidst i fortællingen, er vi alene i selskab med overvågerne, deres skærme og det, de betragter. Det er ikke så lidt, de får øje på.

Nu bliver det intimt

Computernørderne ved skærmene i Ringsted får en del ekstra i kassen, i takt med at de følger den udpegede og anonyme hovedperson over flere dage i sit hjem i ’ørkenlandet’. De ser personen sammen med sin familie, lege med sine børn, i seng med sin kone. De er med i alle aspekter af hans liv. Ofte er det dødkedeligt, ofte sker der intet. Men pludselig liver de op og sidder fastklistret. Indtil skærmen til sidst lyser op og dør ud i samme sekund. Angrebet er gennemført, jobbet udført.

Fortællingen er konstrueret for at vise overvågerne som dem, de er: nogle, der udfører et rutinepræget job uden den store spænding. De er teknisk dygtige, men oplever tæt på ingenting. Det står dog klart, at de er tandhjul i en større maskine. Vi ved ikke rigtig mere om dem, udover deres pludselige fascination af hovedpersonens intime liv i stort og småt, hvilket fører til, at fantasierne får frit løb, og de til sidst drømmer sig væk til ørkenen selv.

Det er et sært (men meget præcist) vidnesbyrd om den ideologi, som også ligger til grund for nutidens militære doktriner i USA. Her blev det under først Bush og siden Obama gjort tilladt at indlede et droneangreb mod et udpeget mål uden at være 100 % sikker på identiteten af dem, sigtekornet rettes mod. Det afgørende kriterium består i, at et overvåget individ eller gruppe udviser mistænkelig adfærd. Efter et angreb er udført regnes alle ramte mænd i den våbenføre alder for ’kombattanter’; andre typer af efterretninger, herunder viden om kulturel praksis på det pågældende sted, inddrages ikke nødvendigvis.13 Elastik i metermål med licens til at dræbe kunne det også kaldes. Alle personer i en konfliktzone kan herefter i princippet udpeges som legitime mål. På den måde er mange uskyldige og tilfældige mennesker blevet pulveriseret af droner. Den usynlige bølge kan ramme når som helst.

Computernørderne i En usynlig bølge af ingenting udfylder en vigtig plads i systemet. Den primære funktion af deres overvågningsarbejde er muligvis blot legitimering af et angreb, der ville have fundet sted under alle omstændigheder. Nu kan det dog tilføjes, at målet er blevet overvåget i X antal timer, og undervejs har opført sig mistænkeligt. Som læsere bliver vi faktisk ikke oplyst om formålet.

ZeroZeroZero tilbyder ligeledes en ret intim fortælling, hvor vi sammen med den tilfangetagne speditør Chris får et indblik i andre sider af den militante leders liv i ørkenen, da de besøger hans familie, som er bragt i sikkerhed i en bevogtet by. Her ser vi lederen velsigne sin nyfødte søn, og i det hele taget drage omsorg for sin familie, mens han samtidig sender sin ældre søn på en selvmordsmission rettet mod centralmagten i det pågældende land. Ømhed og brutalitet forenes i den militante leder.

Vi er med helt tæt på personerne, men samtidig ved vi nærmest intet om dem. En slags parallelitet til førerne af dronen – som læsere eller beskuere bliver vi faktisk selv til ’overvågere’. Sikkert er det dog, at de militante nemt lader sig erstatte, hvilket vi faktisk ser ske i ZeroZeroZero, hvor den næste leder allerede står klar i kulissen. Det er en vigtig pointe, idet strategien med at udføre snigmord på udvalgte mål, som regel blot fører til en intensiveret konflikt på den anden side.14

Fiktion gør en forskel

I både ZeroZeroZero og En usynlig bølge af ingenting er vi med på den yderste dag, men vi ved ikke, hvad der sker bagefter. Derfor er vi ikke ulig dem, der trykker på knappen og udløser dronens missil. Som beskuere er vi ligesom dem, men vores solidaritet forskubbes nok lidt, fordi vi har fået lov at kigge med og set mennesker af kød og blod med et liv levet på kanten, indtil det stoppes brat, og uden at de overvågede selv har vidst, hvor tæt på kanten de levede. Deres udslettelse bemærkes ikke i det større billede. De er usynlige ofre.

Dét er netop pointen – der er intet sket, og der er ingenting at se, men alligevel gør det en forskel. Spørgsmålet er alene, hvem der tæller som et offer. En usynlig bølge af ingenting er netop dette – usynligt og blottet for indsigt, en ren refleks.

Dronens udenoms-retlige henrettelser er i dyb modstrid med et humant samfund. Det, der gør os menneskelige, er netop de irrationelle bånd til andre, mens respekten for det konkrete liv er udgangspunktet for vores fælles moral.15 Det er præcis dette, som litteratur og kultur kan gøre; minde os om en fælles menneskelighed og skrøbelighed. Det er ikke en modsætning til teknologi, og vi kan netop i fiktionsfortællingerne se, at selv robotter kan fatte sympati og udvikle sig, at de – inden for fiktionens rammer – kan udvise både brutalitet og generøsitet, præcis ligesom vi mennesker kan.

Hvis vi forbliver i fiktionen, hvis vi tager vores fantasier alvorligt, får vi netop blik for det almenmenneskelige. Måske betyder det ikke så meget, hvem der sidder bag sigtekornet, om det er en robot eller et menneske. Men det betyder noget, hvad vi gør med den viden og indsigt, som fortællingerne giver os. Vil vi fremme fred eller krig? Dér har vi faktisk et valg, og det bliver taget for os hver dag, sommetider på et nedlagt møbellager lidt uden for Ringsted.

Marc Grønlund er klima- og økonomiredaktør på Eftertryk.

  1. Stefano Sollima, Leonardo Fasoli og Mauricio Katz: ZeroZeroZero. Sky Atlantic, Canal+, Prime Video (2020).
  2. Sådan har den mest udbredte tendens i hvert fald været, indtil i 2019, hvor Iran (via Houthi-militsen med base i Yemen) og Tyrkiet begyndte at gøre brug af ’dronehære’ i angreb på regulære styrker i Syrien og Libyen samt olieinstallationer i Saudi-Arabien, hvor mange droner blev sendt af sted på samme tid og reelt brugt som ubemandede bombefly. Teknologien er billiggjort efter flere års udvikling og relativt effektiv til et begrænset formål.
    Waleed Safi: En hjemvendt ingeniør har giftet sig med Erdogans datter og gjort Tyrkiet til Mellemøstens nye dronesupermagt. Information (7. maj, 2020) og Laurids Hovgaard: 10 droner omgår forældede forsvarssystemer. Ingeniøren (16. september, 2019).
  3. Andrew Cockburn: Kill Chain – Drones and the Rise of High-Tech Assassins. Verso (2015) er den vigtigste kilde til baggrund for udbredelsen af højteknologisk krigsførelse og droner som våben, herunder især det amerikanske militærindustrielle kompleks’ stigende brug af netop droner. En sekundær kilde om udviklingen af Vestens fjendebilleder efter den kolde krig, herunder det stigende behov for at retfærdiggøre militærbudgetter og støtte til teknologiudvikling findes i Gabriel Kolko: Another century of war? The New Press (2002).
  4. Kaspar Colling Nielsen: “En usynlig bølge af ingenting”. Fra: Dengang dinosaurerne var små, Gyldendal (2019).
  5. Overvågningsdronen blev for alvor taget i brug under krigene på Balkan i 1990’erne, der markerede et interregnum i Vestens militærdominans, mens angrebsdronen i høj grad blev sat på samlebånd i kølvandet på 11. september 2001. Se Andrew Cockburn: Kill Chain – Drones and the Rise of High-Tech Assassins. Verso (2015).
  6. Adam O: Den Rustne Verden. Høst og søn (2019).
  7. Andrew Cockburn: Kill Chain – Drones and the Rise of High-Tech Assassins. Verso (2015).
  8. James Cameron og William Wisher: Terminator 2 – Judgment Day. Carolco Pictures, Pacific Western Productions, Lightstorm Entertainment, Canal+ (1991).
  9. Jonathan Nolan og Lisa Joy: WestWorld. HBO Entertainment (2016-2020).
  10. Scenen forekommer i sæson 3 af serien.
  11. Det synes vigtigt at påpege, at også Terminator 2 indeholdt et lignende tema om den ’menneskeliggjorte robot’ med følelser og sympati, hvilket kan fremstå som en forløber til det nævnte eksempel i WestWorld, på nær at sympatien her i højere grad næres robotterne imellem, snarere end overfor seriens mennesker, som det er tilfældet i Terminator 2.
  12. Dystopien er som genre ofte et sted, hvor der spekuleres over fremskridtets endeligt. Modsat utopien kendetegnes dystopien netop ved en fremtid uden fremskridt, hvor menneskets plads er overtaget af teknologi, og de tilbageværende kæmper en udsigtsløs kamp for overlevelse. I det dystopiske samfund er der ikke plads til mennesket, mens teknologi og fremskridt hænger sammen i utopien, er naturbeherskelsen i dystopien frigjort fra frigørelsen. Teknologien er blevet til undertrykkelse og modsætninger accelereres frem for at blive ophævet som det sker i utopien. Dystopien spørger til grænsen for det menneskeligt mulige og gør fremtiden til et åbent spørgsmål – også åben for katastrofen. Se Mikkel Thorup: Fremtiden er åben – også for katastrofen. Information (7. december, 2018) for mere herom.

    Det bør tilføjes, at WestWorld som minimum nuancerer denne anskuelse og samtidig bidrager med en sjælden set genresammenblanding mellem utopi og dystopi.

  13. Præcision og vilkårlighed blandes her sammen i en cocktail af militær dominans og teknologisk overhøjhed. I mange tilfælde er observationer af en bestemt adfærd blevet brugt til at retfærdiggøre et droneangreb. Der bliver sjældent faktatjekket eller undersøgt, hvem personen rent faktisk er: Opfører de sig mistænkeligt, i stil med dem vi ramte sidst? En drones sigtbarhed kan bedst sammenlignes med definitionen på blindhed i trafikken, så enhver kan gætte med. Se Andrew Cockburn: Kill Chain – Drones and the Rise of High-Tech Assassins. Verso (2015).
  14. Mange militære planlæggere er i deres præference for droneangreb drevet af en strategisk præmis, der tilsiger, at snigmord på ’high value targets’ uundgåeligt vil føre til sejr over irregulære militante grupper. Det er som regel gået lige modsat. For hvert ’high value target’, der snigmyrdes, står nye kræfter klar til at overtage pladsen, hvilket har resulteret i mere intense og uforudsigelige konflikter. Se Andrew Cockburn: Kill Chain – Drones and the Rise of High-Tech Assassins. Verso (2015).
  15. Christian Bennike: Cost-benefit analyser kræver at man kender costs og benefits. Information (2. April, 2020).