Herren og populisten

ANMELDELSE: Filosof Andreas Mebus leverer i bogen “Populisme, slavemoral og demokrati” et bud på, hvordan vi skal forstå den følelsesdrevne politik, der praktiseres af danske højrepopulister. Med udgangspunkt i Nietzsche og Carl Schmitt beskriver bogen kampen om fortolkningen af centrale politiske begreber som folk, elite og velfærdsstat.

Af Niels Glæsner
Illustration af Julie Kordovsky

Populisme, slavemoral og demokrati
Andreas Mebus
Forlaget Philosophia, 2019, 214 sider.

 

 

 

 

2010’erne kan med god ret beskrives som et årti, hvor en række populistiske bevægelser og politikere markerede sig skarpt i den vestlige verden. Fra Trump og Brexit-kampagnen til Orban i Ungarn og Beppe Grillo i Italien. Men hvad karakteriserer egentlig populisme? Er der særlige kendetegn, som definerer populistisk politik? Og hvordan skal vi forstå populisme som fænomen i en dansk sammenhæng? Det har filosof Andreas Mebus en række bud på i sin bog om populisme i Danmark. Bogen stiller skarpt på effekterne af populistiske partiers måde at føre politik og leverer en ”filosofisk efter- og gentænkning” af populismens logik.

Bogens undersøgelser falder i tre dele: Den første del udlægger bogens metode og dens ”ideologiske” ramme for at forstå populismen som fænomen. Den næste opridser den struktur, som er så væsentlig for den populistiske politik, nemlig opdelingen mellem et folk og en elite, dermed etableres en moralsk ladet ramme for at forstå modsætningsforholdet mellem de to. Den tredje del af bogen består i virkeligheden af to underdele: Først en udlægning af Nietzsches behandling af striden mellem herrens og slavens perspektiver og værdier, dernæst en række læsninger af empiriske eksempler på populistisk retorik. Her stilles især skarpt på en række tekster, som formulerer Dansk Folkepartis politik fra slutningen af 1990’erne til i dag.

Følelsespolitik og ressentiment

For Mebus er et væsentligt træk ved populistisk ideologi etableringen af et moralsk ladet fjendskab mellem en elite og et folk. Inden for rammen af det fjendskab udspiller der sig løbende kampe om, hvordan centrale politiske begreber som nationalitet, suverænitet og velfærdsstat skal forstås. Med udgangspunkt i Nietzsches afdækning af værdisystemers opståen, kampe og forskydninger beskriver Mebus den manøvre, som kendetegner populistisk politik: Udfordring og erobring af elitens værdier. For Mebus afhænger populismens succes nemlig af, ”i hvilken udstrækning populister slavemoralsk formår at omvende grundlæggende demokratiske værdier, normer, idéer og idealer i det politiske og offentlige rum” (side 13).

Nietzsches berømte beskrivelse af slavens oprør mod herrens værdier og definitionsret er nøglen til populismens politiske strategi. For både slaven og populisten er det den reaktive ressentimentsfølelse – opfattelsen af at være en ekskluderet underdog og genstand for stor uretfærdighed, der bliver den centrale skabende drivkraft.

Kampen om definitionsretten

Efter bogens første halvdel står det altså klart, at hvis vi ønsker at beskrive populismens idéer, behøver vi ikke lede i en kanon af konservative teoretiske tekster. Det særlige ved populisme er, at den får sin næring fra kampen mod en elite, hvis perspektiv på verden den så vender på hovedet. Højrepopulisme er kendetegnet ved en kampdiskurs og har ikke som liberal eller venstreorienteret tænkning en stærk videnskabelig diskurs indlejret i sig. Derfor er ærindet i bogens sidste halvdel at beskrive de forskellige temaer, som har været slagmark i kampen for at definere centrale politiske begreber.

Hvis vi således zoomer ind på et specifikt politisk tema, fx velfærds- og arbejdsmarkedspolitik, så gør den populistiske politik adgang til sociale ydelser til et led i en ”nativistisk omtolkning af velfærdsstaten”. Her knyttes borgerret til etnicitet og den elitære understregning af velfærdsstatens universalisme gøres til en farlig position, som på sigt vil underminere velfærdsstatens grundlag. En opfattelse af trusler mod velfærdsstaten giver altså anledning til en genfortolkning af dens formål og sigte. Den danske model for danskerne, kunne være populismens slogan.

Mebus fremhæver i bogen – gennem interviews, taler og politiske tekster – en række væsentlige kendetegn ved populisternes definitionskamp. Væsentligt er eksempelvis begrebet om et ”enhedsfolk”, som kun tæller dem, der opfylder en række kriterier for etnisk ophav eller bekender sig klart til en kulturel arv. Et andet kendetegn angår selve politikkens grundtræk, der anskues som et følelsesmæssigt fænomen, snarere end et intellektuelt eller etisk. Effekten af dette bliver, at sandheden udgrænses fra politikken: Der åbnes en lem for ”alternative facts” og lukkes ned for princippet om, at magthavere skal kunne drages til ansvar på baggrund af fakta. Et tredje træk ved højrepopulismens politik angår grænsedragningerne mellem borgeren og den fremmede samt mellem folket og eliten. Det er mobiliseringen af disse modsætninger i et moralsk og følelsesmæssigt register, som er med at skabe den energi, som findes i højrepopulistisk politik. Her trækker Mebus på af en anden af bogens centrale tænkere, den tyske jurist Carl Schmitt, og især dennes forestilling om, at adskillelsen mellem ven og fjende er kilden til den særlige intensitet, som karakteriserer politiske spørgsmål i modsætning til eksempelvis økonomiske.

Modstand mod universalisme

Sammen med Nietzsche udgør Schmitt et teoretisk omdrejningspunkt for bogen. Schmitts kritik af universalisme og liberalisme er udgangspunkt for Mebus’ beskrivelse af Dansk Folkepartis reaktive kritik af Danmarks EU-medlemskab og politisering af indvandringsspørgsmål mere generelt.

Disse diskussioner hviler på en grundlæggende modsætning, som Schmitt i forlængelse af modoplysningen formulerede – og som mange højrepopulister trækker på: Modsætningen mellem det abstrakte, universelle, transnationale og så det partikulære og nationale. Denne modsætning træder frem i idéer om eksempelvis folkesuverænitet og danskhed, idéer som bliver centrale når EU beskrives af højrepopulister som noget fjernt, fremmed og abstrakt, mens danskheden gøres til noget nært, lokalt og håndgribeligt (side 77).

I en af bogens stærkeste passager læser Mebus altså den danske højrefløj ind i en konservativ tradition for oplysningskritik. Hermed placeres vores samtids diskussioner i en lang historisk idékamp.

Bogen hviler på idéen om, at populismen rummer en fundamental logik, og at denne kan beskrives ved at zoome ind på dens udtryk hos f.eks. Dansk Folkeparti. Det kan grundlæggende diskuteres, om ikke denne måde at analysere en hel politisk tendens på, reducerer dens komplicerede historie, herunder de politiske strategier, de interne magtkampe og de ideologiske kompromisser, i en sådan grad, at væsentlige nuancer går tabt? Bogen ville have stået stærkere med en klarere beskrivelse af den danske populismes historiske udviklingsspor. Hvordan videreføres Fremskridtspartiets populisme hos DF? Hvilke forskydninger sker der i forestillingerne om eliten, efterhånden som udlændingespørgsmålet erstatter velfærdsstatskritikken?

Samtidig kan det påpeges, at en lidt mere tydelig metodebevidsthed ville have givet bogens argumenter lidt mere sikker grund. Hvorfor vælges visse tekster frem for andre? Hvilke typer af ideologiske effekter spores, og hvordan beskrives de?

Uagtet disse forbehold skal Mebus roses for på original vis at bringe politisk teori sammen i en grundig gennemtænkning af højrepopulistiske idéer, og ikke mindst deres konsekvenser. Især den måde, Nietzsche bruges til at diagnosticere populismen som en antirationalistisk, følelsesdrevet ressentimentspolitik, er udført med sikker hånd. Bogen fungerer således godt som en principiel og filosofisk kritik af en væsentlig ideologisk strømning i vores samtid.

Niels Glæsner er Cand. mag i filosofi og Ph.d. i uddannelsesvidenskab.