Fælledkampe, kampfæller

Vi er mange er navnet på et nyt magasin i krydsfeltet mellem litteratur, kultur og politik. I forbindelse med udgivelsen har Eftertryk fået lov til at bringe følgende tekst fra magasinet af Elisabeth Friis. I artiklen, midtvejs mellem reportage og refleksion, undersøger Friis betydningen af det fælles, og hvordan det kommer til udtryk i en konkret politisk kamp – som den om Amager Fælled.

Af Elisabeth Friis

How the many proliferating commons, being defended, developed, fought for, can be brought together to form a cohesive whole providing a foundation for a new mode of production, is a question the Left has not posed.
– Silvia Federici, “Feminism and the Politics of the Common in an Era of Primitive Accumulation”.

August 2019

En tidlig eftermiddag i august tog jeg til Vegansk Festival i den Brune Kødby. Der skulle være workshop om kampen for at bevare Amager Fælled. Jeg havde i et stykke tid interesseret mig for sagens konkrete indhold: De københavnske politikeres vedvarende forsøg på kynisk kapitalisering af Amager Fælleds fredede områder med ødelæggelse af den bynære naturs enestående biotoper som konsekvens. Det handler selvfølgelig kun om penge: Der skal betales af på den eksponentielt voksende og i praksis uafbetalelige metrogæld, som er på rundt regnet 45 milliarder kroner, og salget af Amager Fælled (og Stejlepladsen i Sydhavnen mm.) vil i øvrigt ikke indbringe mere end 1,8 milliarder af dét beløb.

På det tidspunkt havde jeg allerede skrevet en artikel om Amager Fælled i dansk samtidslitteratur og deltaget i flere af Amager Fælleds Venners demonstrationer – bl.a. Arternes Optog og den store Folkering 3, som blev dannet om Københavns Rådhus d. 23. august 2018, hvor Borgerrepræsentationen holdt et møde, som Bevar Amager Fælled-råbene må have forstyrret en hel del. Vi var mange. Men jeg var også mere principielt interesseret i Amager Fælleds Venner (AFV) som eksempel på en folkelig modstandsbevægelse, der har haft stor gennemslagskraft. Planerne om at bebygge Strandengen blev i 2017 uden tvivl standset på grund af AFV-bevægelsens vedholdende aktivisme. Og det var en sejr – endskønt kommunen forsøger at gennemtrumfe en asfalteret cykelsti, der går gennem Strandengen og vil være dødsensfarlig for padder og andre smådyr, som passerer den – og sejre – aktivistbevægelsers sejre – er per se interessante. Måske kan de lære os noget om, hvad der bør gøres. Ikke mindst når det gælder spørgsmålet om relationen mellem den lokale, specifikke kamp mod kapitalisering og The New Enclosures.

I Marx’ klassiske analyse (se f.eks. Kapitalen, I, kap. 27) indvarsler “indhegningen” [The Enclosure] af bøndernes fælles græsnings- og dyrkningsområder den kontrol med produktionen, som er grundlaget for “den oprindelige akkumulation” – dén akkumulation af værdi, som er den moderne kapitalismes grundlag. Marx beskriver den oprindelige akkumulation som en proces, der indledes i 1500-tallet og baner vejen for kapitalismen i kraft af en omfattende privatisering af dyrkningsarealer og fællesområder som skove og marskområder, etableringen af en pengeøkonomi (i stedet for en bytteøkonomi) med lønarbejde og arbejdsdeling – og hvad som følger heraf: det såkaldt ”frie marked”, hvor det gælder om at købe billigt og sælge dyrt.

Men ”indhegningen” af de fælles arealer/fælleder – på engelsk hedder de The Commons – er ikke blot historisk. Den er en konstant fremmarcherende bevægelse, og de former, ”De Nye Indhegninger” antager, er legio: Neoliberalt motiverede privatiseringer af det offentlige er, hvad Europas befolkninger har været udsat for i årtier, mens befolkninger i fattigere og tidligere koloniserede dele af verden er udsat for et konstant kapitaliseringspres på de fælles ressourcer – den fælles plads. Det kan eksempelvis dreje sig om Verdensbankens krav om forrentning af uafbetalelig gæld – hvilket kun gør verdens fattigste befolkningsgrupper mere forarmede, end de allerede er – eller Kinas massive opkøb af Afrikas undergrund med henblik på fremtidssikring af adgangen til planetens svindende grundstof-ressourcer. Kapitaliseringspresset er enormt – men det møder også modstand, globalt som lokalt.

Et træk ved præcis Amager Fælled-bevægelsens kamp mod kapitaliseringspresset på et specifikt, fælles territorium er, at den – måske i kontrast til andre aktivistiske miljøbevægelser som Den grønne studenterbevægelse og Extinction Rebellion (XR) – virker til at være usædvanligt bredt funderet. Ved demonstrationerne synes jeg at have observeret, at de mobiliserede ikke repræsenterer et bestemt udsnit af Københavns indbyggere. Jeg møder venner og bekendte, som jeg husker at have stået og frosset sammen med til Palæstina- og Close The Camps-demonstrationer, og studerende, jeg har undervist. Men der er også mange folk, som godt kunne ligne nogle, der aldrig har været til demo før – eller i det mindste ikke til de samme som dem, jeg plejer at frekventere: En hvid middelklasse, som man måske ikke umiddelbart forbinder med tilskyndelsen til at gå på gaden. Bevægelsen synes i det hele taget præget af mangfoldighed, forskellighed. Og det er da også noget af det første, jeg efter en fin workshop i Kødbyen spørger workshopholderen Frej Schmedes om. Frej har været aktiv i AFV fra begyndelsen og beskriver AFV som en lokal, kreativ folkebevægelse:

FREJ: Hele det dér center rundt om den gamle bydel på Islands Brygge. Det er epicenteret af modstanden. Og så er der et andet epicenter ovre i den nye bydel, hvor de bor i alt det dér nye. Og virkelig har brug for deres rekreative områder. Så er der også nogle herovre på Vesterbro, NGO’ere og lokalråd tilknyttet vores koordinationsgruppe. Amagervest lokaludvalg er meget engageret, men de har jo også deres egne politiske kampe og virkelighed. De er meget stærke, en stærk støtte. Vi har også mange uprøvede kunstnere, som vi ikke har haft på programmet endnu. Men det hele startede jo med og hænger sammen med den gamle aktivisme i Solvognen. Som jeg er født ind i. Jeg er født på Christiania. Og er blevet ammet i Borgerrepræsentationen, hvilket blev et stort mediestunt. Så hele den aktivisme, der ligger i det kreative og det kunstneriske – det er det, der gør, at vi bliver så brede, som vi gør. Og vi har også mange kolonihaveejere, som er med os, og som godt kan se problemet. Og de stemmer Dansk Folkeparti, og de er nogle seje gutter. Den bredde – også med deres kultur – den gør, at vi vinder. Vi er ikke venstrefløjen. Vi er en grøn samling.

ELISABETH: Det er en folkebevægelse?

FREJ: Ja, det er en folkebevægelse. Som godt kan se artsmangfoldigheden og pladsen til den som fælles.

En stor del af vores timelange samtale drejer sig ellers om Amager Fælled-sagens historie og komplicerede detaljer. Frej er bestemt ikke, hvad Lenin ville kalde en dilettant. Det er tydeligt, at han bruger det meste af sin vågne tid på at læse rapporter og tale med eksperter og i det hele taget have 100 % tjek på Fælled-sagens juridiske, politiske og biologiske detaljer. Det er uden tvivl et fuldtidsarbejde, endskønt det udføres i proletarens nat. Og i løbet af samtalen bliver perspektivet større og større, efterhånden som jeg begynder at begribe, hvilke drastiske konsekvenser affredningen af Amager Fælled kan få. Konsekvenser, der bestemt ikke blot er lokale. Jeg troede naivt, at det var ulovligt/umuligt at af-frede allerede fredede områder. Men næ nej.

Der er lavet nogle tillæg til fredningslovene af EU, der gør det tilladt at lave erstatningsnatur. Men særloven – affredningsloven – er fuldstændig i modstrid med fredningsloven. Så når du af-freder fire naturområder for økonomisk vinding, til gældsafdragelse, så strider det mod Fredningslovens §1, hvis bestemmelse er at være et værn mod økonomisk vinding på natur. Så det er slet ikke et argument, du må bruge. Det er derfor, det (affredningsloven, red.) er vedtaget af Folketinget, uden om Fredningsloven, uden om Fredningsnævnene. Det er jurister, det er fagfolk, som sidder i de her nævn og behandler sagerne, det er derfor, det tager lang tid. At affrede noget er meget, meget svært. Men de har bare kørt hen over det. Og det betyder, at nu er der hul i spanden. Fuldstændig hul i spanden. Og alt er til salg. Vi har ikke noget fredet natur i Danmark. Og den natur, der er fredet, bliver i øvrigt brugt til skovdrift og til rekreative ting for os. Vi har ingen fredet natur i Danmark. Vi lyver, vi snyder på vægten – også overfor EU. Vi har jo forpligtet os til at ha’ 17 % fredet naturareal. Vi kan skrabe 9 % sammen – og det er parkeringspladser og kirkegårde og alt muligt lort. Tankstationer tæller også med. Vi er verdens mest forarmede land i forhold til naturen.

ELISABETH: Vi har stort set ikke noget land, der ikke er opdyrket.

FREJ: Vi er det 2. mest opdyrkede land i verden. Så når vi raser over Bolivia og Brasilien og deres afbrændinger – jamen vi har bare afbrændt det. Done that. Vi har 22 millioner svin, der går rundt på den danske jord.

At folketinget ved en særlov affreder fredede områder på Amager Fælled, danner med andre ord en uhyggelig præcedens: Der er hul i spanden; ingen fredede områder – som vi i forvejen ikke har ret mange af – er i realiteten fredede. Og Amager Fælled er derfor ikke blot en central kampzone for beboere på Islands Brygge, eller for den sags skyld i resten af København. Hvis kampen mod By og Havns byggeplaner ikke vindes, og de oprindelige fredninger ikke respekteres, betyder det, at porten står på vid gab for tilsvarende kapitaliseringer af fredet natur i resten af landet. Det er hele Danmarks i forvejen ekstremt ringe biodiversitet, der er truet – præcis som resten af verdens, hvilket vi skal vende tilbage til. Det er en uhyggelig erkendelse, der får mig til at spørge til AFV’s eventuelle samarbejde med den globale klimabevægelse. Frej understreger kraftigt, at de arbejder sammen. Og at Amager Fælleds fredning ikke kun er et spørgsmål om at opretholde biodiversitet, men også har et tydeligt klimaaspekt. Amager Fælled er et kuldepunkt der optager mere CO2 end byområder, som har infrastruktur og kloakering. Amager Fælled køler byen, renser luften og giver ilt. Men der er, ifølge Frej, også indbyggede knaster i forholdet mellem en klassisk miljøbevægelse som AFV og den globale klimabevægelse, og det handler bl.a. om miljø- henholdsvis klimakampens til tider forskellige perspektiver på udvikling og vækst:

FREJ: Der er en modsætning. For i det store billede er klima- og miljøkampen den samme. Men på den korte bane, så er de nogle gange modstridende – rent politisk. For det kan jo bedre betale sig at bygge en metrolinje, end at vi har en masse biler, men det går ud over naturen, når vi gør det. Så det er et spørgsmål om plads – klimadagsordenen kommer meget til at handle om at vækste og bygge, og det, AFV siger, det er: Vi skal ha’ plads, fred og ro og magt til naturen. Og det, de siger, det er, at vi skal omstille til en mere bæredygtig form for vækst end den, vi har nu. Men vi burde jo lave et helt generelt forbud mod at inddrage nye grønne arealer. Og vi burde begynde at finde ud af, hvor vi skal tilbagegive allerede inddragne arealer til naturen. Der skulle være nulvækst på grønne arealer. Helt rent. Så må vi bruge alle dem, vi har. Og bruge vores teknologi på at forbedre dem, og så begynde at finde ud af, hvordan vi tilbagegiver og tilbagekøber – som stat og som samfund – privatejede produktionsgrunde. Og sjovt nok er den agerjord, som er allerdårligst til at producere på, den, der er allerbedst til biodiversitet. Vi har brug for næringsfattige naturtyper i Danmark. Overdrev som Strandengen er næringsfattigt. Den er ikke blevet gødet nogensinde. Mennesket kan ikke forstå, at naturen er stærk, hvis vi giver den fred. Nej, vi skal hjælpe naturen og plante et træ. Så sørger vi for den søde, lille, skrøbelige natur. Det er os, der dør, hvis vi ikke lader naturen få lov. Det er helt omvendt. Men vi skal hele tiden være – åh vi planter et håb, vi er den gode samaritaner. Nej – vi skal bare holde fingrene væk! Det er noget helt andet, vi skal. Vi skal lade være med at plante noget som helst. Og vi skal gi’ lov.

Udgangspunktet for den klassiske miljøbevægelse var, fra dens begyndelse i starten af 70’erne, at opponere imod enhver forestilling om, at vi via ”innovation” og ”ny teknologi” kan ”udvikle” og ”vækste” os ud af den globale opvarmnings realitet. Og det står selvfølgelig i modsætning til de fleste politikker, der føres i de repræsentative demokratier, hvor man fantaserer om bæredygtig omstilling på markedets præmisser. Men Frej fremfører også den grundlæggende tanke, at ”de grønne arealer” – hvilket i en global sammenhæng lige så godt kunne hedde ”The Commons” – ikke blot må bevares, men også tilbagegives fra kapitalejerne (inklusive Verdensbanken) til befolkningerne. Og dén grundidé ligger i høj grad i forlængelse af den marxistiske del af klimabevægelsen – og måske i særlig grad høj grad i forlængelse af den marxistisk-feministiske del af den, idet sidstnævnte koncentrerer sig om spørgsmål, der angår det reproduktive arbejde: Hvordan lever vi af og med jorden og hinanden på en gensidigt respektfuld måde, der hverken udnytter eller forfordeler nogen eller noget? Hvordan ophæver vi arbejdsdelingen mellem reproduktivt og produktivt arbejde – som både historisk og aktuelt er kønnet, og som har medført, at reproduktivt arbejde ikke har synlig værdi (om end afgørende usynlig værdi) inden for den kapitalistiske orden?  

Reproduktivt arbejde udføres globalt set primært af kvinder: dyrkning af afgrøder med henblik på at brødføde de nærmeste, opbevaring, madlavning, rengøring, svangerskab og fødsel, pleje af børn, syge og gamle. Men for at verdens kvinder skal kunne fortsætte dette livsnødvendige og – her følger jeg Vandana Shiva – i rigtig mange tilfælde bæredygtige og derfor om muligt endnu mere livsnødvendige arbejde, er deres adgang til de fælles ressourcer afgørende. Hvor skal man ellers plante majs, hente brænde og vand, skaffe foder til husdyr, hvis man i øvrigt er besiddelsesløs? Hvortil kommer, at den som udfører reproduktivt arbejde af nødvendighed, er fuldkommen bevidst om, hvor fintmærkende biotoper er, hvor lidt der skal til for at bringe dem ud af balance. Amager Fælled er ikke en skov i Nordindien, hvor der sankes brænde til husholdningen. Men den er en biotop, som er fælles for alle mulige slags mennesker, ikke-menneskelige dyr og en rig flora – en biotop, der også kan fungere som et utopisk, politisk rum, fordi det befinder sig uden for kapitalen, hvilket kalder på en mere specifik sammenligning. 

ZAD og NoTAV

For AFV deler faktisk træk med andre – særdeles stærke og til en vis grad sejrende – folkelige, europæiske modstandsbevægelser. Bevægelser, som også vil beskytte specifikke territorier, der er truet af en kapitalisering i skikkelse af infrastrukturelle projekter: Den franske ZAD-bevægelses (zone à défendre) i realiteten 40 år lange protest mod, og faktiske forhindring af, et lufthavnsbyggeri ved Notre-Dame-des-Landes, og den italienske NoTAV-bevægelses (akronym – nej til treno ad alta velocità) sejlivede, 25 år lange kamp for at forhindre højhastighedstog mellem Torino og Lyon.

ZAD og NoTAVs historik og politiske kamp er smukt dokumenteret i bogen Territorial Struggles and the Making of a New Political Intelligence (Verso: 2018), som er skrevet af gruppen Mauvaise Troupe Collective. Bogen er baseret på samtaler med et stort antal aktivister fra begge bevægelser, men indeholder også et opsamlende og teoretiserende forord af den amerikanske litteraturforsker Kristin Ross, der bl.a. har skrevet flere standardværker om Pariserkommunen. Ross skriver interessant om, hvordan bevægelserne ZAD og NoTAV deler visse træk (foruden det indlysende, at de begge kæmper mod kapitalens værdisætningssystem, hvor hensynet til økonomisk vækst går forud for alt andet). For det første er grupperne identitetsmæssigt heterogene. I modsætning til en række amerikanske eksempler på modstand mod kapitalens ekspropriering og ødelæggelse af specifikke miljøer (Standing Rock er et eksempel), repræsenterer de europæiske gruppers deltagere, understreger Ross, utroligt forskelligartede kulturer og praksisser.

For det andet er de områder, som ZAD og NoTAV forsvarer, ikke såkaldt ”ren”, uspoleret natur: Susa-dalen, som højhastighedstoget skal køre igennem, er præget af industri, og bocage-landskabet omkring Notre-Dame-des-Landes er allerede mærket af kultivering, i den forstand at dets karakter af vådområde med buskadser og småtræer ironisk nok er et resultat af den oprindelige akkumulation. En central komponent i den oprindelige akkumulation er jo den allerede nævnte ”indhegning” – dvs. parcelleringen og privatiseringen af den fælles jord (The Commons/Fællederne). Og denne udstykning/udskiftning nødvendiggør selvfølgelig også tilplantning af hegn-som-skillelinjer, en parcellering, som altså har sat sit aftryk i Notre-Dame-des-Landes, hvorfor den ”natur”, ZAD forsvarer, ifølge Ross repræsenterer ”neither man nor nature but their alliance”.

Hvad ZAD’s og NoTAV’s kampe desuden har til fælles, er, at de er geografisk definerede, hvilket ifølge Ross bærer sin egen slagstyrke med sig. Kampen er ikke dialektisk problematisk: Den er transparent dikotomisk. Hvilket kan være en god ting, når det gælder mobilisering af en massiv og bredt funderet modstand. Enten bliver der bygget en lufthavn, eller også gør der ikke. Enten bliver den nye toglinje gennemført, eller også gør den ikke. For at opsummere: ZAD og NoTAV deler som aktivistbevægelser følgende træk: 1. De kæmper mod den kapitaliseringsmaskine, der er knyttet til store infrastrukturer. 2. Aktivisternes sociale og kulturelle baggrunde er mangfoldige. 3. De områder, der forsvares, er ikke ”vild og uspoleret” natur – de er steder, hvor mennesket og ”naturens” historiske relation er tydeligt til stede. 4. Det er et specifikt territorium, som forsvares, hvilket gør kampens antagonister såvel som dens målsætninger distinkte.

Og hvis vi sammenligner disse karakteristika med AFV, bliver slægtskabet mellem bevægelserne klart: 1. Affredningen af Amager Fælled er en direkte konsekvens af Projekt ”Ørestad” (dvs. metrobyggeriet og i det hele taget etableringen af ”Ørestaden”), der blev initieret af Københavns Kommune i 1992 med det formål at kapitalisere de ubrugte, men potentielt ”profitable” områder på Amager. En konsekvens af de store infrastrukturers kapitaliseringspres altså. 2. Ifølge Frej, og ifølge mine egne observationer, ser det ud til, at bevægelsens deltagere har et væld af forskellige baggrunde – med den tilføjelse, at mange virker til at have et lokalt tilhørsforhold til det sted, hvorom slaget står. 3. Hvad angår de specifikke kvaliteter ved de steder, som forsvares, har Amager Fælled ganske vist fredede områder. Men de er ikke just uberørt af menneskehånd. Amager Fælled har for størstedelens vedkommende været brugt, og bliver stadig brugt, til alt muligt: Losseplads, militært øvelsesområde, grøntsagsdyrkning, depot for Københavns latriner, fritidsaktiviteter, bærplukning, græsning, øldrikning og sex. Amager Fælled er ikke et ”udenfor” i forhold til bymennesket – den er en del af byen – og samtidig et sted, hvor ikke-menneskelige dyr, planter og mennesker kan være sammen, hvis mennesker ellers respekterer de andre arters levesteder.

Hvad angår det fjerde – at kampens natur er dikotomisk transparent – så gør dette sig jo i høj grad også gældende for AFV’s kamp. Enten bygger By & Havn på Strandengen. Eller også gør de ikke. Og det gjorde de ikke. Enten bygger By & Havn på Lærkesletten. Eller også gør de ikke – hvilket stadig er et åbent spørgsmål, som vi straks skal vende tilbage til efter denne lille anekdote: Den amerikanske ACT-UP og queer-aktivist og forfatter Sarah Schulman besøgte København i foråret 2019 og havde følgende råd til de aktivister, der måtte befinde sig i KUA’s forelæsningssal (der som bekendt ligger klos op ad Amager Fælled): Hvis du vil vinde en kamp, må du glemme alt om konsensus i kampgruppen: Der skal være plads til alle typer af strategier og metoder. Du skal vælge en klar, afgrænset og lokal sag (ikke noget med ”vi er imod fascismen”) – og så skal du blive ekspert i din sag. Du skal vide mere om den end dem, du kæmper imod, og have alternative løsninger klar, hvis det er dét, som er nødvendigt: Walking around with a sign won’t change anything. Ross’ beskrivelse af ZAD og NoTAV’s organiseringsformer ligner dem, Schulman taler om. Og de ligner til en vis grad AFV’s. Med en væsentlig undtagelse, som blev tydelig i marts 2020, da en igangværende byggeforberedende undersøgelse blev blokeret og til sidst standset af en gruppe aktivister fra Extinction Rebellion og folk fra kredsen omkring AFV.

Marts 2020

I december 2019 offentliggjorde Henning Larsen Arkitekter deres vinder-forslag til et nyt byggeri på Lærkesletten (det såkaldte Vejlandskvarter) på Amager Fælled. PensionDanmark og By & Havn stod bag konkurrencen, og der er tale om 219.000 km2 nyt byggeri med et indeholdt krav om, at kun 11,8 ha af arealet må bebygges. De resterende 6,3 hektar skal være natur og friareal. Vinderforslaget præsenterer en såkaldt ”Fælledby” bestående af 2.000 boliger. Og det er, forstod man på salgsmaterialet, en hyggelig landsby. Der er både gadekær og plads til 4.500 boligtrængende københavnere, som skal komme hinanden ved i smukke naturomgivelser: ”Den nye masterplan Fælledby er et ambitiøst forsøg på at sætte standarden for, hvordan den moderne byboer kan leve i samklang med, og i dyb respekt for, naturen”, hed det bl.a. i vinderforslaget, som tilmed hævdede, at byggeriet ville ”øge biodiversiteten i København”. Virkeligheden er naturligvis, at byggeprojektet reducerer hovedstadens biodiversitet ved at umuliggøre eksistensen for en række arter, der har hjemme lige præcis dér, hvor ”fælledlandsbyen” skal placeres. Området er en tidligere losseplads, som naturen har fået lov til at overtage, og hvis biodiversitet derfor er enestående. Der er ikke bare hjorte og sjældne sommerfugle, men også ynglepladser til lærken. Tænk Tjernobyl i mikroskala.

Roan, Extinction Rebellion.

I den første uge af marts kørte en lille maskinpark ud på Lærkesletten for at foretage ”forberedende miljøundersøgelser”, hvilket er ulovligt, eftersom der klart var tale om en forberedelse til Fælledby-byggeriet – som ikke er vedtaget af borgerrepræsentationen endnu. Lærkerne bygger reder præcis dér, hvor den store stampe-maskine – af aktivisterne meget fiffigt døbt ”Lærkesletter” – bliver stillet op. Den eneste mulighed for at standse den er en blokade. Og reaktionen kommer, men ikke – som man måske kunne have forestillet sig – fra AFV. Siden august 2019 har Frej arbejdet på at etablere en ny aktivistisk platform: Arternes Ambassade i København (AAK). Ideen med en ”arternes ambassade” er, at denne påtager sig at repræsentere ikke-menneskelige dyr, planter og svampe, på samme måde som mennesket repræsenteres af det menneskecentrerede diplomati, og det langsigtede mål er, ”at der indføres juridiske rettigheder for arter, habitater, økosystemer og naturtyper”. Lignende tiltag findes allerede i Aarhus (Arternes Aarhus) og Aalborg (Arternes Aalborg), men specifikt for København er det første mål ”at blive lige så mange artsambassadører for vilde arter, som der er mennesker i borgerrepræsentationen, altså 55.” Og det er ikke AFV, men AAK, som mandag d. 2. marts mødes med XR i XR’s lokaler i Nordvest til workshoppen Artivism #ProtectbiodiversityatAmagerFælled. Da jeg kommer derud, er der ikke så mange, men folk siver til, og vi ender med at være en 15-20 stykker. De fleste er aktive i XR, der er et par stykker fra AAK – det er Frej, der skal lede workshoppen – men der er også dukket folk op, som er helt nye i sammenhængen. Det hele foregår på engelsk, hvilket måske ikke ligefrem gør det lettere at forklare de komplicerede forhold omkring By&Havns, PensionDanmarks og andre politiske aktørers rolle i bebyggelsen af Vejlands Kvarter/Lærkesletten, men det går – ikke mindst fordi der også er et akut behov for at planlægge en aktion. Arbejdet går i gang om onsdagen d. 4. marts, så hvis det skal stoppes, er det nu.

Det viser sig, at maskiner står op, før Fanden får sko på, men meget tidligt onsdag morgen er der allerede dukket et par aktivister op sammen med hunden Jimmy, og de sætter sig helt enkelt foran maskinerne, så de ikke kan køre videre, hvilket stopper dagens planlagte arbejde. Senere dukker en større gruppe op med grønmalede kors med navne på de arter, som vil blive udryddet og sat under pres af byggeplanerne, og de planter nogle af korsene og et banner dér, hvor maskinerne skal passere. Blokaden fortsætter dagen efter, og det går fint. Der er venlig og god kommunikation mellem byggelederen Bent og de betjente, som dog er sendt ud for at overvåge blokaden. Men om fredagen udvikler scenariet sig pludselig i en ny retning. Området, som maskinerne skal arbejde på, er blevet indhegnet af ståltrådshegn, og en større gruppe betjente tilkaldt. Nogle af aktivisterne bryder gennem hegnet og sætter sig ned for at opretholde blokaden – en enkelt klatrer sågar op i ”Lærkesletteren” – og det ender med høje, vrede råb og tumult fremkaldt af en helt unødigt brutal fremfærd fra politiet, der slæber aktivisterne væk. Hen over weekenden er der uro på AFV’s FB-side. Selvom det ikke er AFV’s aktion, men XR’s og AAK’s, oplever en del af Amager Fælled-vennerne åbenbart aktionen som en fejlagtig strategi, som de vil tage kraftig afstand fra: Det er den civile ulydighed og især konfrontationen med politiet, som fremkalder vrede. Blokaden fortsætter mandag og tirsdag, men uden yderligere konfrontationer. Og onsdag d. 11. marts sker miraklet:

En ornitolog, der sidder i AFV’s koordinationsgruppe, finder faktisk lærkereder på Lærkesletten, hvorefter et medlem af Dansk Ornitologisk Forenings naturpolitiske udvalg fisker den jura frem, der siger, at maskinerne ikke må arbejde, når arbejdet medfører ødelæggelse af fuglereder. AKK klager og ender med at politianmelde By&Havn. Og næste morgen reagerer COWI og indstiller arbejdet, hvorefter Lærkesletteren køres helt væk. Aktionen er lykkedes. Hvilket bestemt ikke betyder, at kampen er forbi.

At blive mange

Hvad aktionens form og udvikling får mig til at tænke, er, for det første, at den aldrig var blevet til noget, hvis AAK ikke havde allieret sig med XR og andre blokade-villige. Men for det andet også, at de lærkereder næppe var blevet fundet, hvis ikke en ornitolog med lokalkendskab og tilknytning til AFV, samt en person med juridisk ekspertise, var trådt til. Hvilket bringer mig tilbage til Sara Schulmans opskrift på effektiv aktivisme: Glem alt om konsensus i kampgruppen. Der skal være plads til alle typer af strategier og metoder. Vælg en klar, afgrænset og lokal sag, og bliv ekspert i den. Hvilket også stemmer overens med erfaringerne fra ZAD og NoTAV.

Dét er det praktiske niveau, hvilket ikke er det mindst væsentlige. Men der er også grund til at tænke videre over, om de fællesnævnere, der er mellem kampen om Amager Fælled og ZAD og NoTAV, eventuelt kunne trække tråde til andre aktive, lokale bevægelser – og måske endda danne et fælles grundlag for modstand ud fra idéen om The New Enclosures.

For det er klart, at De Nye Indhegninger også er på færde i den privatisering af det almennyttige boligmarked, som i Danmark møder organiseret modstand fra bevægelsen Almen Modstand. Almen Modstand opstod i 2018 som en direkte reaktion på den daværende regerings lovpakke “Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030” – også kendt som ”Ghetto-loven”: Det er blandt andet andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, der sætter et boligområde på ghetto-listen og dermed udløser den repressive lovpakke, samt muliggør ekspropriering og privatisering. Hovedmålet for de mange lokale afdelinger af Almen Modstand er at beholde de almene boliger som netop almene, idet de ejes af fællesskabet og har et fuldt udviklet beboerdemokrati, hvorfor bevægelsen naturligvis også kæmper mod alle forsøg på privatisering og kapitalisering af det almene boligbyggeri. Det er i allerhøjeste grad en kamp for den fælles grund. En kamp, der naturligvis også er anti-racistisk i sin grundvold, idet ”Ghetto-loven” er det hidtil mest vidtgående eksempel på Danmarks statsracisme.

Statsracismen kommer også til udtryk i Danmarks reaktion på – og forværring af – det, man kunne kalde ”migrantkrisen”. Og spørgsmålet er, om ikke denne krise også kan ses i lyset af ”indhegningen af det fælles”? Dels i form af den dødbringende kontrol ved Europas grænser – grænser, der ofte er trukket gennem fælles områder som skove, engsletter, langs bjergkæder og på havet. Dels i form af herboende migranters udelukkelse fra ”det fælles”. I Danmark er denne udelukkelse selvfølgelig indbygget i tiltag som ”Ghetto-loven”, der indebærer kontrol med, udelukkelse fra og kapitalisering af boligområder, der er tænkt som alment nyttige. Men ”de nye indhegninger” antager også en jernhård, håndgribelig form i herboende migranters internering i lejrene Avnstrup, Sjælsmark, Kærshovedgaard og Ellebæk. Lejren aktiverer selvfølgelig undtagelsestilstandens logik, i hvilken beboerne fratages grundlæggende politiske rettigheder; men den er også beboernes eksklusion fra det fælles, som er “uden for“ lejren – for eksempel børns ret til skolegang, adgang til læge, uddannelse, samvær med venner og slægtninge. Men etableringen af lejrene er også et systematisk forsøg på at ødelægge, hvad der kunne udgøre et fælles “indenfor“, idet man blandt andet forhindrer, at måltider tilberedes og indtages i fællesskab. Racistiske og voldelige politikker som disse er, hvad eksempelvis bevægelserne Venligboerne, Bedsteforældre for asyl og Close The Camps på vidt forskellige, men også samarbejdende, måder aktionerer mod.

Al denne modstand kunne samles under en parole i stil med Giv os det fælles tilbage. Stop de nye indhegninger. Modstanden ville naturligvis stadig skulle være (udtalt) anti-racistisk, men et skift i fokus til kampen for det fælles – og mod indhegningen af det – kunne muligvis skubbe os hinsides nationalstatens eksklusionslogikker til et fokus på brug og beboelse: Adgangen til det fælles, som er nødvendigt for at reproducere livet og gøre det værdigt, kan ikke være baseret på ulige fordelte privilegier såsom statsborgerskab og privat ejendomsret – den må tilhøre dem, der bebor og gør brug af det pågældende område. Kampen for det fælles ville i vores lokale tilfælde desuden inkludere de grupper, som arbejder på at standse deportationerne af afviste asylansøgere og den spirende kamp mod udvidelsen af Københavns Lufthavn – en lufthavn, som jo i øvrigt befinder sig på Amager, og hvis trafik er overordentlig synlig på Fælleden. Vi er allerede mange.

Elisabeth Friis er ph.d. og docent i Litteraturvidenskab ved Lunds Universitet.

Magasinet Vi er mange, #1: Optøjer er gratis og kan findes følgende steder i København; Møllegades boghandel, Bogcafeen Almindelig Brand, Ræven og pindsvinet, boglageret Faust, bogcaféen Halmtorvet og Storrs antikvariat. I Malmö: Antikvariat og Anti Bokhandel. I Århus: Spartakus bogcafé, Ungdomskulturhuset, Kunsthal Århus, Rum 46.

Forslag til videre læsning:

  • Brett Christophers: The New Enclosure: The Appropriation of Public Land in Neoliberal Britain, Verso, 2018.
  • Mauvaise Troupe Collective: THE ZAD and NoTAV. Territorial struggles and the making of a new political intelligence, Verso, 2018.
  • Silvia Federici: Revolution at Point Zero. Housework, Reproduction, and Feminist Struggle, PM Press, 2012.
  • Elisabeth Friis: “På Fælleden – en geokritisk læsning af Amager Fælled i dansk samtidslitteratur”, Eftertryk, 19. september 2017. www: https://www.eftertrykket.dk/2017/09/19/paa-faelleden-en-geokritisk-laesning-af-amager-faelled-i-dansk-samtidslitteratur
  • Vandana Shiva: Earth Democracy: Justice, Sustainability and Peace, ZED Books, 2016.