FLSmidths forsøg på at grønvaske armensk mine smuldrer

Eftertryk har tidligere beskrevet, hvordan ingeniørkæmpen FLSmidth bidrager til en kobbermine i Armenien, der bryder basale menneskerettigheder og forårsager alvorlig forurening. Et par år efter afsløringerne får FLSmidth nu mulighed for at forklare, hvad virksomheden har gjort for at rette op på problemerne, og vise, hvad dens politik om åbenhed betyder i praksis.

Af Jens Malling

Efter det kom frem, at opførelsen og driften af kobberminen i Teghut i Armenien indebærer en række alvorlige krænkelser af menneskeret og ødelæggelse af miljø, trak PensionDanmark og den danske stat via sit eksportkreditinstitut EKF i 2017 sin støtte til projektet. Det gjorde de efter i årevis at have set igennem fingre med de store problemer og ignoreret omfattende lokal modstand. EKF og PensionDanmark trak sig ud efter at have sikret sig betydelig profit og uden at kompensere den lokale befolkning.1 Kort efter afsløringerne og de to danske aktørers exit fra projektet lukkede minen. Det skete i begyndelsen af 2018. Senere blev anlægget overtaget af den russiske bank VTB. I modsætning til EKF og PensionDanmark valgte FLSmidth at blive i Teghut og fortsætte samarbejdet med minen. Det fremgår af FLSmidths såkaldte sustainability report – sustainability betyder bæredygtighed på engelsk – der dækker året 2017. Forfatteren formulerer det således:

»Aktiv involvering har en større langsigtet effekt på bæredygtighed end blot at forlade et anlæg og overlade problemerne til klienten og lokalsamfundet.«

Ingeniørvirksomheden leverede udstyret til minen, stod for opførelsen og rådgiver om driften. I rapporten om »udfordringerne« i Armenien hedder det videre:

»FLSmidth valgte en helt anden tilgang [end EKF og PensionDanmark, JM]. Bare at forlade projektet ville indebære at overlade det til kunden og de lokale at løse problemerne alene. Det nægtede FLSmidth at gøre.«2

Åbenhed og meningsfuld dialog?

Armenierne har fået frataget deres jord i strid med menneskerettighederne for at give plads til minen. Deres livsgrundlag i form af frugtavl og græsningsarealer til kvæg er forsvundet. Deres drikkevand er blevet forurenet, og store områder med værdifuld natur ødelagt.Ud over de flotte ord i beretningen hævder FLSmidth på sin hjemmeside at lægge vægt på åbenhed. Ingeniørkæmpen forpligter sig »over for alle relevante interessenter gennem gennemsigtighed, åbne kommunikationskanaler og meningsfuld dialog«.3 Et par år efter afsløringerne af misforholdene omkring minen giver pressechef Rasmus Windfeld nu indblik i, hvor alvorligt FLSmidth tager sit samfundsvar og sin forpligtigelse til at føre meningsfuld dialog. Dermed får offentligheden omsider kendskab til, hvad ingeniørkæmpen rent faktisk har gjort for at rette op på kaosset i Teghut. Detaljerede oplysninger, udførlig information og ærlighed fra FLSmidth ville blandt andre kunne komme de armeniere til gavn, der fortsat lider under konsekvenserne af projektet. De har fået frataget deres jord i strid med menneskerettighederne for at give plads til minen.4 Deres livsgrundlag i form af frugtavl og græsningsarealer til kvæg er forsvundet. Deres drikkevand er blevet forurenet, og store områder med værdifuld natur ødelagt. FLSmidths redegørelse for, hvordan selskabet er med til at løse problemerne, kan desuden tjene til at give vished for de mange beboere, der lever i konstant frygt: En dæmning med enorme mængder giftigt affald fra minen truer med at styrte sammen og begrave deres landsby.5 Siden FLSmidths rapport for 2017 udkom, har der været god tid til at omsætte de lidt luftige begreber »dialog«, »at hjælpe« og »at gøre en positiv forskel« til konkret handling i Teghut.

Hvad har FLSmidth gjort for at udbedre den usikre dæmning, der truer de lokale landsbyboere neden for anlægget? FLSmidth er jo som en del af sit samfundsansvar forpligtet til at identificere og adressere negative påvirkninger af menneskerettighederne, som FLSmidth er direkte forbundet til via sine forretningspartnere.

»Vi leverer teknologi til minen og har aldrig været involveret i etableringen af dæmningen. Det må du tale med ejerne om,« siger Rasmus Windfeld.

Har FLSmidth – som led i virksomhedens samfundsansvar – gjort noget for at rense de nærliggende floder, som er blevet forurenet som følge af minens aktiviteter?

»Vi udtaler os kun på egne vegne. Det må du spørge ejerne om.«

Hvad er status på det smelteri i byen Alaverdi, hvor kobberet fra Teghut-minen – som FLSmidth opførte – forarbejdes? Har FLSmidth gjort noget for at løse miljøproblemerne og overtrædelserne af arbejdsrettighederne?

»Vi udtaler os kun på egne vegne. Det må du spørge ejerne om.«

Er minen i drift igen, efter den blev lukket i begyndelsen af 2018?

»Vi udtaler os kun på egne vegne. Det må du spørge ejerne om,« siger Rasmus Windfeld.

Hvorfor lukkede minen i 2018, ifølge FLSmidths oplysninger?

»Vi udtaler os kun på egne vegne. Det må du spørge ejerne om.«

Hvem ejer minen nu? Hvad var grunden til, at minen skiftede ejer, ifølge FLSmidths oplysninger?

»Vi udtaler os kun på egne vegne. Det må du spørge ejerne om.«

Hvordan er FLSmidths samarbejde med minens nye ejer?

»Samarbejdet er fint.«

Har FLSmidth medarbejdere, rådgivere eller kontorer på mineanlægget i Teghut?

»Nej.«

Til stede eller ikke?

Rasmus Windfelds svar og FLSmidths rapport fra 2017 modsiger i nogen grad hinanden – eksempelvis angående selskabets tilstedeværelse i Teghut. Her følger yderligere fem korte uddrag fra rapporten. I kursiv følger en række spørgsmål, som Rasmus Windfeld ikke ønsker at svare særskilt på. Spørgsmålene er direkte relateret til FLSmidths sociale ansvar og indirekte til selskabets politik om åbenhed. Begge dele hævder FLSmidth at lægge stor vægt på: »FLSmidth bliver for at hjælpe en mine i Armenien, der beskyldes for at forårsage miljømæssige og sociale påvirkninger […] Vi besluttede at blive i området og forsøge at gøre en positiv forskel ved at anvende vores ekspertise.«

Hvordan er det foregået konkret? Hvad har resultatet været?

»Vi er i regelmæssig dialog med vores kunde om, hvordan vi bedst kan hjælpe dem med deres udfordringer og dermed gøre en positiv forskel i området.«

Hvordan er det foregået konkret? Hvad har resultatet været?

»Som leverandør til projektet forventer FLSmidth, at kunden vil tage de nødvendige skridt for at adressere og forbedre forholdene omkring minen og forarbejdningsanlægget.«

Er den forventning blevet indfriet? Hvis ja, hvordan?

»FLSmidths rolle blev gjort klar, samt hvor hver aktørs juridiske ansvar ligger. FLSmidth gik ud over sine juridiske forpligtelser for at adressere og støtte en løsning af problemerne.«

Hvordan er det foregået i praksis? Hvad er det for en løsning, FLSmidth er kommet frem til?

Forståelig undren

At Rasmus Windfelds svar og FLSmidths såkaldte bæredygtighedsrapport således modsiger hinanden angående virksomhedens tilstedeværelse i Teghut, forklarer pressechefen sådan her:

»Det kan jeg godt forstå, du undrer dig over.«

FLSmidths forsøg på at skønmale situationen i Teghut med professionelt udført PR-materiale et klassisk eksempel på grønvask.»Forklaringen er, at teksten til sustainability-rapporten er skrevet i 2017 med den gamle ejer. Her var det muligt at gennemføre en assistance som beskrevet. I mellemtiden er ejerforholdet skiftet, og vi har endnu ikke den samme relation til den nye ejer.«

At Rasmus Windfeld afviser at svare konkret på spørgsmålene om, hvad FLSmidth reelt har foretaget sig for at være med til at løse problemerne og leve op til sit samfundsansvar, indikerer ifølge den armenske borgerrettighedsforkæmper Anna Shahnazaryan, at ingeniørkæmpen i virkeligheden intet har gjort. For hende er FLSmidths forsøg på at skønmale situationen i Teghut med professionelt udført PR-materiale et klassisk eksempel på grønvask – det fænomen, at et selskab på overfladen markedsfører sig som grønt, bæredygtigt og samfundsansvarligt, men i virkeligheden dækker over en sort sandhed.

»At FLSmidth bruger mange buzzwords, hævder at gøre en masse gode ting for miljøet og udgiver glitrende rapporter, men samtidig modarbejder løfterne i de samme rapporter, er der ikke noget overraskende i. Det har været ’business as usual’ i lang tid. Hvad der derimod har ændret sig, særligt i Armenien, er en tiltagende årvågenhed i befolkningen, i civilsamfundet og blandt journalister. Ønsket om at stille selskaber som FLSmidth til regnskab bliver mere og mere udtalt.«

Ifølge Anna Shahnazaryan er det ikke kun FLSmidth, der med dybt professionaliseret pressehåndtering og dyrt PR-materiale prøver at grønvaske sine aktiviteter i Armenien. Også den danske stat er gennem Danmarks Eksportkredit EKF involveret i ansvarsforflygtigelse og en veltilrettelagt mediestrategi i sagen om den beskidte mine, påpeger hun. I september 2017 indbragte borgerinitiativerne Armenian Environmental Front og Save Teghut EKF for Mægling- og Klageinstitutionen for ansvarlig Virksomhedsadfærd (MKI) i København. Sagen drejer sig om de grove overtrædelser af menneskeret og ødelæggelser af miljø, som Danmarks Eksportkredit EKF deltog i i Armenien. Anna Shahnazaryan var med til at formulere klagen og kommunikerede med de danske aktører. Både MKI og EKF hører under Erhvervsministeriet. I juni 2018 besluttede den ene af Erhvervsministeriers myndigheder at pure frifinde den anden af Erhvervsministeriet myndigheder. Ifølge MKI var der til trods for armeniernes udførlige dokumentation af forløb og kendsgerninger ikke grundlag for at gå videre med klagen.6 Beslutningen kom ikke bag på Barbara Linder, seniorforsker ved Ludwig Boltzmann Institut for Menneskerettigheder i Wien. Dengang sagde hun:

»Det er endnu ikke muligt at stille eksportkreditfonde til ansvar over for de mennesker, der påvirkes direkte af deres projekter. Sanktionsmuligheder mod eksportkreditfondenes bidrag til krænkelser af menneskerettighederne mangler i vid udstrækning.«

At både EKF og MKI hører under Erhvervsministeriet, kalder Linder »en svag struktur«.

»Det er en klassisk interessekonflikt og et alvorligt kritikpunkt for lignende instanser også i andre lande. Det anfægter deres uafhængighed.«

Organisationen OECD Watch advarer mod netop denne indretning. Klageinstanser »bør ikke placeres i et ministerium eller departement, hvor beslutninger kan påvirkes af andre politiske målsætninger,« hedder det.

Efterfølgende kritiserede OECD Watch MKIs beslutning. Det burde have stået klart for MKI, at Danmarks Eksportkredit EKF allerede var blevet gjort opmærksom på, at risikoniveauet var så højt, og problemerne i forvejen så store, at statsfonden burde have afvist at investere i minen i Teghut, ifølge organisationen.7

Ulige magtforhold

I sin bog Human Rights, Export Credits and Development Cooperation fra 2019 bog uddyber Barbara Linder:

»I værste fald tjener afvisningen af de mange sager, herunder vores om EKF i Teghut, til at blåstemple den danske stat og dansk erhvervslivs beskidte forretningseventyr i udlandet.«»De eneste, der har en reel interesse i at tage hånd om brud på menneskerettighederne, der stammer fra projekter støttet af udviklings- og eksportkreditfonde, er de mennesker, hvis rettigheder bliver krænket. Men på grund af globale magtstrukturer befinder de sig som regel i en svag position. Deres mulighed for at kræve oprejsning og ansvarlighed er indtil videre stærkt begrænset. Fra et menneskerettighedsperspektiv er muligheden for at placere ansvar, når det gælder bilateralt udviklingssamarbejde og eksportstøtte, stærk mangelfuld. Denne mangel tillader ikke en ægte realisering af en tilgang baseret på principper om menneskerettigheder. Den tillader ikke at omforme ulige magtrelationer ved at sætte lokale beboere i stand til at kræve ansvarlighed fra offentlige og private aktører.«

Året efter at MKI nægtede at godkende armeniernes appel, kom det frem, at klageinstitutionen »afviser næsten alle klager«. Siden 2016 har MKI kun færdigbehandlet en enkelt sag. Af den grund kritiserede politikere, Amnesty og Oxfam IBIS klagesystemet for at være ineffektivt og ude af stand til at holde virksomheder, investeringsselskaber og offentlige institutioner ansvarlige for den måde, de driver forretning på i udlandet. MKI’s forvaltning af klagesystemet kaldte de for »utilstrækkelig«.8 Efter erfaringen med at klage over Danmarks Eksportkredit EKF ved MKI siger Anna Shahnazaryan:

»Klageinstitutionens ineffektivitet gør den i bedste fald irrelevant. I værste fald tjener afvisningen af de mange sager, herunder vores om EKF i Teghut, til at blåstemple den danske stat og dansk erhvervslivs beskidte forretningseventyr i udlandet.«

Shahnazaryan frygter, at stat og erhvervsliv misbruger klageinstitutionen som et figenblad.

»For at legitimere deres aktiviteter kan de blot henvise til MKI med en begrundelse om, at ’danske virksomheder er langt fremme angående socialt ansvar og hensyn til miljø. Hvis vi gjorde noget galt i udlandet, ville MKI selvfølgelig udtale kritik af os’,« siger hun.

»MKI’s afgørelse er med til at sikre, at EKF – og i forlængelse heraf FLSmidth – indtil videre kan unddrage sig sit medansvar for ødelæggelsen af livsgrundlag og miljø i samfundene omkring minen,« siger Anna Shahnazaryan.

Det er uvist, hvor meget FLSmidth, PensionDanmark og Danmarks Eksportkredit EKF har tjent på minen i Teghut. PensionDanmarks lån til det armenske mineselskab Vallex blev brugt til at købe udstyr af ingeniørvirksomheden. Lånet var på 350 millioner kroner.

Jens Malling er journalist og blandt andet forfatter til bogen »Kobberminen i Armenien – og Danmarks brud på menneskerettighederne«. Denne artikel er blevet til med støtte fra Journalismfund.eu

  1. https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/pensionskasse-klamrer-sig-til-mine-profit/7046808
  2. FLSmidth Sustainability report 2017, side 13 og 14. Rapporten kan downloades her: https://flsmidth-prod-cdn.azureedge.net/-/media/misc-files-excl-brochures/company-section/sustainability/sustainability-reports/sustainability-report-2017.pdf?rev=59ef7df1-bd9d-4d45-b5a0-571a1452a4f6
  3. www.flsmidth.com/en-gb/company/sustainability/our-commitments-and-policies
  4. ’Case of Osmanyan and Amiraghyan v. Armenia, Application no. 71306/11’, Judgement, European Court of Human Rights, Strasbourg, 11. oktober 2018 – ’Case of Levon Alikhanyan v. Armenia, Application no. 6818/10’, Judgement, European Court of Human Rights, Strasbourg, 14. februar 2019 – ’Case of Mashinyan and Ramazyan v. Armenia, Application no. 65124/09, Judgement, European Court of Human Rights, Strasbourg, 14. februar 2019 – ’Case of Mher Alikhanyan v. Armenia, Application no. 4413/10’, Judgement, European Court of Human Rights, Strasbourg, 14. februar 2019 – ’Case of Parsadanyan v. Armenia, Application no. 5444/10, Judgement, European Court of Human Rights, Strasbourg, 14. februar 2019 – ’Case of Ramazyan v. Armenia, Application no. 54769/10’, Judgement, European Court of Human Rights, Strasbourg, 14. februar 2019 – ’Case of Vardanyan and Hakhverdyan v. Armenia, Application no. 4178/10’, Judgement, European Court of Human Rights, Strasbourg, 14. februar 2019
  5. ’Armenia: Strategic Mineral Sector Sustainability Assessment’, The World Bank, 2016, side 125.

    U.S. Specialist on Kristine Aghalaryan: “Teghout Tailings Facility: “I don’t believe the dam will last six months””, hetq. www: https://hetq.am/en/article/105842

  6. https://virksomhedsadfaerd.dk/file/662204/Decision_19_june_2018.pdf
  7. https://complaints.oecdwatch.org/cases/Case_541
  8. https://danwatch.dk/perspektiv/klager-over-danske-virksomheder-afvises-paa-stribe/