Om verdens undergang

Af Giorgio Agamben
Oversat af Rasmus L. Bojesen

Emnet verdens undergang er dukket op mange gange i kristendommens historie, og til alle tider har profeter vist sig, som har erklæret, at den yderste dag var nær. Det er bemærkelsesværdigt, at denne eskatologiske funktion, som kirken er gået væk fra, er blevet overtaget af videnskabsfolk, som stadig oftere præsenterer sig som profeter, som med absolut sikkerhed prædiker over og beskriver de klimakatastrofer, som vil føre til det jordiske livs endeligt. Bemærkelsesværdigt, men ikke overraskende, hvis man husker på, at videnskaben i moderniteten har erstattet troen og har antaget en virkeligt religiøs funktion – den er i enhver henseende vor tids religion, det, som folk tror på (eller i det mindste tror, at de tror på).

Greta tror blindt på det, som videnskaben profeterer, og afventer jordens undergang i 2030, nøjagtigt som millenaristerne i middelalderen troede på den nært forestående dag, hvor Messias ville vende tilbage og dømme verden.Som enhver religion har også videnskabens religion en eskatologi. Det vil sige et dispositiv, som, idet det fastholder de troende i deres frygt, bekræfter deres tro og samtidig sikrer den gejstlige klasses herredømme. Tilsynekomster som Greta er i denne forstand symptomatiske: Greta tror blindt på det, som videnskaben profeterer, og afventer jordens undergang i 2030, nøjagtigt som millenaristerne i middelalderen troede på den nært forestående dag, hvor Messias ville vende tilbage og dømme verden. Ikke mindre symptomatisk er en figur som forfatteren til Gaia,1 en videnskabsmand, som koncentrerer sine apokalyptiske diagnoser om en enkelt faktor – CO2-procenten i atmosfæren – og med overvældende naivitet erklærer, at menneskehedens frelse skal findes i atomenergi. At indsatsen [la posta in gioco] i begge tilfælde har en religiøs og ikke videnskabelig karakter, afsløres af den centrale funktion, som indtages af frelsens sprog – hentet fra den kristne historiefilosofi.

Det bør være klart, at disse betragtninger ikke har til formål at drage tvivl om virkeligheden af forureningsproblemet og de skadelige forandringer, som de industrielle revolutioner har skabt for de levendes materielle og åndelige betingelser.Fænomenet er så meget desto mere skræmmende, fordi videnskaben aldrig har henregnet eskatologien blandt sine opgaver, og det er muligt, at den nye profetiske rolle kan sløre videnskabens ufravigelige ansvar for de katastrofer, hvis komme den prædiker. Naturligvis har også videnskabens religion, som enhver religion, sine gudsfornægtere og modstandere, det vil sige tilhængerne af modernitetens anden store religion: pengenes religion. Men de to religioner, som synes splittede, støtter i al hemmelighed hinanden.

For det har givetvis været den stadig tættere alliance mellem videnskab, teknologi og kapital, som har bestemt den katastrofiske situation, som videnskaben i dag rapporterer om.

Det bør være klart, at disse betragtninger ikke har til formål at drage tvivl om virkeligheden af forureningsproblemet og de skadelige forandringer, som de industrielle revolutioner har skabt for de levendes materielle og åndelige betingelser. Tværtimod handler det om at være på vagt over for sammenblandingen af religion og videnskabelig sandhed, af profeti og klarhed; om ikke ukritisk at lade parthavere diktere ens valg og bevæggrunde, som i sidste ende ikke kan være andet end politiske.

Teksten blev oprindeligt bragt på www.quodlibet.it d. 18. november 2019

  1. James Lovelock udarbejdede i 1970’erne den såkaldte Gaia-hypotese, der påstår, at jorden er et selvregulerende komplekst økosystem. Menneskets øgede udledning af CO2 er med til at ødelægge systemet, og Lovelock har i den henseende argumenteret for, at vi burde overgå til nuklearenergi (red.).