Da verden så kurderne sejre

Af Hjalte Tin

Det er den 8. november 2019, 30 dage inde i Tyrkiets invasion af kurdisk Nordsyrien. Vores ven Serbest Ali befinder sig stadig i Kobane. Han er 34 år gammel, veluddannet, engelsktalende og en vigtig stemme, der rapporterer om situationen i byen. Men hvor længe kan han blive? Ingen ved, hvad de næste dage, uger og måneder vil bringe. USA har trukket sig ud, og kurdernes hær har måttet trække sig tilbage. Erdogan truer med at fortsætte den tyrkiske invasion i Nordsyrien til Kobane. Assads tropper nærmer sig fra syd. Russiske og tyrkiske soldater kører nu “våbenhvilepatruljer” gennem Kobane. Kobanes indbyggere er forsvarsløse. ”Boykot tyrkiske varer, og glem os ikke,” skriver Serbest på Facebook.

Serbest Ali traf vi første gang i december 2015. Kobane, en by på størrelse med Randers, var en ruinhob efter seks måneders hårde kampe mod Islamisk Stat. I dette uddrag af vores bog Dem der blev. En rejse i Syrien til kurdernes ukendte revolution (Rosinante, 2018) fortæller Serbest om kampen for Kobane, og hvorfor Tyrkiet allerede dengang var den farligste fjende af kurdernes nye demokratiske samfund i Nordsyrien.

Min kone, Nina, og jeg har sat os udenfor i det svage solskin sammen med vores ven Serbest. Den 24. september 2014 indledte Islamisk Stat (IS) det endelige angreb på Kobane med en voldsom kanonbeskydning. De allersidste civile flygtede ud af byen over grænsen til Tyrkiet, og den 7. oktober indtog IS den østlige del af Kobane.

“Jeg ville gerne blive, og da IS kom ind i Kobane, blev jeg,” siger Serbest. Han opholdt sig i Kobane under alle kampene, også da nederlaget syntes uundgåeligt, og mad, vand og ammunition var ved at slippe op.

Serbest er overbevist om, at den tyrkiske regering forventede og ønskede, at IS indtog Kobane. Den tyrkiske hær opmarcherede tanks på bakkerne over for Kobane for at holde grænsen lukket, og de forsøgte brutalt at tvinge alle øjenvidner, især udenlandske pressefolk, væk fra grænsehegnet med tåregas.

Ingen kurdere fik lov til at krydse grænsen fra Tyrkiet og komme ind og hjælpe Kobanes forsvarere. Men samtidig rejste jihadister fra udlandet via Tyrkiet frit ind i Syrien for at slutte sig til IS. Mange våben kom over den tyrkiske grænse til IS, og tyrkiske hospitaler i Urfa og andre byer var fulde af sårede jihadister. Tyrkiets officielle påstand om at bekæmpe IS giver han ikke noget for.

“På YouTube kan du se tyrkiske soldater og IS gøre honnør til hinanden.”

Tyrkerne er det virkelige problem snarere end IS, og dem kan Serbest ikke tilgive. IS forsøger stadig med alle midler at knuse hans by og dræbe hans folk, og hvem hjælper IS? Det gør Tyrkiet. Serbest har ingen illusioner om, at Erdogan, når IS en dag er nedkæmpet, ikke vil fortsætte kampen mod kurderne. Under alt, hvad Serbest fortæller os, ligger generationers erfaring med fremmede magter, der holder Kurdistan splittet og besat. Folk på den anden side af grænsen inde i Tyrkiet er jo også kurdere. Bystyret i Suruc, den nærmeste by på den anden side af grænsen, er kurdisk og støttede Kobane og indrettede i al hast flygtningelejre med de få midler, det havde. Men imellem kurderne i Suruc og kurderne i Kobane står den tyrkiske hær opmarcheret på grænsen. Sidste år så vi selv soldaterne og de tyrkiske tanks på grænsen med kanonerne rettet ind mod Kobane. Siden da har Erdogan pr. dekret afsat Surucs kurdiske borgmester og erstattet ham med en Erdogan-tilhænger – det samme er sket i yderligere 83 kurdiske byer i Østtyrkiet, inklusive millionbyen Diyarbakir.

IS kastede til sidst flere end 9.000 jihadister ind i angrebet, bakket op af 50 tanks og tunge våben erobret i Mosul.

“På deres radio hørte vi dem tale om kinesernes kolonne, tjetjenerne, dem fra Frankrig, Tunis, Marokko og så videre,” husker Serbest.

Gade for gade, hus for hus, forsvarede kurderne deres by. De vidste, at verden fulgte med, og at de, for hver dag de holdt ud mod islamisterne, fik mere af verdens sympati på deres side. Kurderne i Kobane kæmpede hårdere, end nogen havde troet muligt. Serbest fortæller, at der blev ødelagt flere end 30 tanks i Kobane, og flere end 40 selvmordsbombebiler blev uskadeliggjort af YPG (kurdernes milits), inden de kunne nå deres mål. Kampen om Kobane er indtil nu det blodigste slag i Rojava med næsten tusind dræbte kurdere og 3.000 IS-jihadister. Det vil sige, at næsten hver anden af Kobanes forsvarere gav sit liv i kampen mod IS.

Kurdernes forsvar af Kobane blev selve symbolet på kampen mod IS. Men midt i oktober 2014 var kurderne i Kobane ved at løbe tør for ammunition og andre forsyninger. Nederlaget syntes uundgåeligt.

“Vi blev et symbol. At vinde over IS var vigtigt for menneskeheden, men man kan ikke vinde over en tank med en kalasjnikov,” konstaterer Serbest nøgternt.

Helt afgørende for krigen mod IS blev præsident Obamas beslutning om at forsyne kurderne i den belejrede by med ammunition og medicin. Natten mellem den 19. og 20. oktober 2014 nedkastede amerikanske fly 27 paller med i alt 24 tons forsyninger over Kobane.

Luftforsyningerne blev fulgt op af en amerikansk erklæring om, at YPG ikke var terrorister. Forsyningerne var livsvigtige, men endnu vigtigere var den politiske beslutning om, at USA fremover ville understøtte kurderne mod den fælles fjende, IS. Præsident Erdogan protesterede højlydt, vredt og forgæves. Tyrkernes forsøg på at bruge IS til at nedkæmpe kurderne begyndte at slå fejl.

Knægtelsen af kurdisk selvbestemmelse er imidlertid en eksistenskamp for de tyrkiske nationalister, og den tyrkiske regering fortsatte og fortsætter med alle midler at miskreditere YPG for at ødelægge alliancen mellem kurderne og USA. Det tyrkiske militærs modstand mod at intervenere direkte i den syriske borgerkrig blev brudt med kupforsøget den 15. juni 2016 i Tyrkiet. Efter en omfattende udrensning i militærets top fik Erdogan den 28. juli sin vilje. Tyrkiske panserkolonner og tyrkisk støttede arabiske militser rykkede ind i Syrien i området mellem Kobane og Afrin. Angiveligt uden forhåndsgodkendelse fra USA, som blev præsenteret for et fait accompli. Amerikanerne valgte at støtte den tyrkiske invasion, men gennemtrumfede samtidig en våbenhvile mellem tyrkerne og kurderne i en stadig mere vanskelig balance mellem deres to partnere.

I 2017 sendte Tyrkiet tropper ind i den syriske Idlib-provins og anlagde tolv fæstninger op mod de kurdiske områder. I 2018 invaderede og besatte Tyrkiet den kurdiske Afrin-enklave i Nordvestsyrien og gennemførte en brutal etnisk udrensning. I 2019 påbegyndte de invasionen af det kurdiske hovedområde øst for Eufratfloden. Igennem hele perioden har tyrkerne bombet PKK inde i kurdisk Nordirak.

Serbest kommer sukker i sin te og tænder en cigaret. Han smiler venligt, men ser plaget ud. Jeg spørger ham, hvornår de selv begyndte at tro på sejren, at blive optimister. Han svarer lidt forundret over mit spørgsmål,

“Optimistiske? Vi var aldrig pessimister. Vi vidste, at hvis IS indtog Kobane, ville vi dø, så vi måtte kæmpe, være optimistiske. Det vigtigste våben i denne krig var viljen. Hvis du ikke havde den, ville du tabe alt, tabe kontrol med dig selv. Du måtte være optimist.”

Hjalte Tin har rejst i hele verden og skrevet en lang række bøger, bl.a. om kurderne.