Atomvåben – myter, tavshed og propaganda

Hvem ved, hvad Danmarks officielle holdning til kernevåben er? Hvem har en mening om USA’s eller Storbritanniens gentagne trusler om at angribe andre stater med atomvåben? Hvem har en forestilling om, hvor ofte stormagternes kernevåbenspolitik har været tæt på at udløse atomkrig? Hvor mange borgere går rundt med et mentalt billede af, hvad affyringen af blot en enkelt brintbombe ville betyde for klodens og menneskehedens tilstand? Hvem tænker, at atomkrigstruslen blev afblæst ved Den Kolde Krigs afslutning?

Vores viden om, interesse for og holdninger til risikoen for total udslettelse er tydeligvis til at overse. Antikrigs-aktivisten David Swanson fra organisationen World Beyond War forsøger i dette opråb at forklare og råde bod på dette misforhold.

Af David Swanson
Oversat af Benjamin Dalton

For 74 år siden blev Hiroshima og Nagasaki ramt af atombomber med en sprængkraft på mellem en tredjedel og halvdelen af det, NPR nu til dags kalder et “brugbart” laveffekt-våben. Med NPR mener jeg både Pentagons Nuclear Posture Review, som præsenterer USA’s atomvåbenstrategi for offentligheden, og National Public Radio; altså både den amerikanske regering og den såkaldte frie presse. Nutidens ”brugbare” atomvåben er to-tre gange så kraftige som dem, der ødelagde Hiroshima og Nagasaki, og USA’s militærplaner indebærer affyring af adskillige sprænghoveder samtidigt. Men selv disse bomber fremstår kun bittesmå i sammenligning med andre våben, som USA m.fl. har i baghånden, hvis der skulle opstå en situation, hvor den mest fornuftige respons er total udslettelse af menneskeheden og andre arter. Visse amerikanske atomvåben er faktisk 1.000 gange så kraftige som dem, der omformede de civile japanere til damp. Hver af USA’s ubåde kan affyre 5.000 gange den sprængladning, der ramte Hiroshima.

Man har ellers påstået, at disse ubåde tjener et fredeligt formål: præventiv afskrækkelse. Men når man udstyrer dem med såkaldt små, ”brugbare” atomvåben, har man i praksis helt opgivet afskrækkelsesrationalet for i stedet at omfavne den rene og skære galskab: at indlede en gensidig udveksling af atomangreb og derved sandsynligvis slå os alle ihjel, enten direkte eller via den efterfølgende atomvinter.

Sverige afviste for nylig at forbyde kernevåben, fordi traktaten ikke definerer, hvad kernevåben er. Helt ærligt, Sverige, hvis der blev smidt en atombombe over Stockholm, forestiller I jer så, at det ville stå til diskussion, om der var tale om et kernevåben eller ej?Det kan måske lyde, som om jeg laver sjov, når jeg siger, at regeringen kunne finde på at beslutte sig for, at total udslettelse er det klogeste valg. Men i den del af USA, hvor jeg bor, findes der enorme underjordiske bunkere, tegnet af tidligere nazister, som er designet til, at diverse regeringsorganer kan krybe i skjul og derved overleve marginalt længere end resten af befolkningen. Det vil tage flere timer at nå frem til disse bunkere, selv uden for myldretiden. Man ville altså være nødt til at træffe beslutningen om at slå os alle ihjel, men vente med at gennemføre den, før man selv var nået i skjul. Alt dette hører med til USA’s slå først-atomvåbenspolitik.

Og ja, det er rigtigt, at USA’s præsident har tweetet atomtrusler mod andre lande – hvilket ingen tidligere præsidenter nogensinde har gjort. De fremsatte altid deres atomtrusler uden brug af Twitter.1

Da USA smed de to atombomber over Japan, fordampede store menneskemængder som vand på en varm stegepande. De efterlod en slags skygger på jorden, som visse steder kan ses den dag i dag. Men det var ikke alle, der døde med det samme. Nogle gik eller kravlede videre. Af disse nåede nogle frem til hospitalerne, hvor andre kunne høre deres blottede knogler klapre mod gulvet som høje hæle. På hospitalerne kravlede maddiker ind i deres næser, ører og sår. Maddikerne åd patienterne levende indefra. De døde afgav en metallisk klang, når man smed dem i containere og lastvogne, ofte mens deres små børn så grædende og jamrende til. Der faldt sort regn i dagevis. De, der drak vandet, døde øjeblikkeligt. De, der tørstede, turde ikke drikke. Nogle udviklede røde pletter og døde så hurtigt, at man kunne se døden kravle hen over deres kroppe. De overlevende levede i konstant frygt. De døde blev smidt oven i bjerge af knogler, der i dag kan ses som græsklædte bakker, hvorfra lugten endelig er forsvundet.

Nogle af dem, der kunne gå, jamrede konstant og holdt deres arme frem for sig, mens hud og kød hang i laser. I vores underholdningsmættede, underuddannede samfund ligner dette et billede fra en zombie-historie. I virkeligheden forholder det sig måske omvendt. Nogle mediekritikere mener, at film om zombier og andre ikke-menneskelige mennesker er en måde, hvorpå vi undgår at føle skyld over – og måske overhovedet at vide noget om – virkelighedens massedrab.

Folk tager tilsyneladende ikke klimasammenbruddet alvorligt nok til at lægge pres på deres korrupte regeringer, før det faktisk påvirker dem her og nu, hvilket sandsynligvis er for sent. Hvis folk heller ikke forholder sig til kernevåben, før de oplever dem i praksis, vil det helt sikkert være for sent. Atomvåben er ikke som kunst eller pornografi, som man kun kan forstå ved selvsyn. Og skulle man endelig erfare atomvåbnenes kraft med sine egne øjne, vil det med stor sandsynlighed være det sidste, man ser. Men for visse mennesker er selv det at se atomvåbnene ikke afskrækkende nok. Sverige afviste for nylig at forbyde kernevåben med den begrundelse, at den pågældende traktat ikke definerer, hvad kernevåben er.2 Helt ærligt, Sverige, hvis der blev smidt en atombombe over Stockholm, forestiller I jer så, at det ville stå til diskussion, om der var tale om et kernevåben eller ej?

Kloge iagttagere – måske en tand klogere, end hvad de selv er tjent med – har sået tvivl om oprigtigheden i Sveriges forklaring. Ifølge disse kommentatorer har Sverige ikke selv kernevåben og er derfor nødsaget til at parere ordre fra dem, der har – uagtet at masser af andre lande har nægtet at parere ordre og underskrevet en traktat, der forbyder atomvåben. Sådan søger man efter logik, hvor der kun er galskab. Og fejlen afsløres hurtigt, når man holder op med at betragte vores regeringer som repræsentative. Hvis man afholdt en folkeafstemning i Sverige, tror jeg, at forbuddet mod kernevåben ville vinde støtte hos endnu en nation.

Det er omvendt klart, at vi er oppe imod betydelig folkelig opbakning til atomvåben, i nogle lande mere end i andre. Men det store flertal, både i atombevæbnede lande som USA og i atomvåbenfrie stater, har i opinionsundersøgelser udtrykt deres støtte til en aftale om at afvikle samtlige atomvåben.3 Desværre er vi også oppe mod korrupte regeringer. Og disse to problemer smelter sammen i vores kommunikationssystemers fordærv.

Det er min overbevisning, at vi står over for en række myter, som skal afsløres, en tavshed, som skal brydes, og en propaganda, som skal erstattes med oplysning. Lad os starte med myterne.

Myter

Vi får at vide, at krig er en naturlig ting, noget normalt, som på en eller anden måde ligger i vores natur. Man fortæller os dette, og vi tror på det, selv om vi egentlig godt ved, at langt de fleste af os aldrig kommer direkte i berøring med krig. Det amerikanske militær har meget svært ved at hverve medlemmer, og det vækker bekymring, at kun en lille procentdel blandt de unge har nogen familiemedlemmer, som har tjent i militæret. Hvis man er blandt den lille procentdel, som faktisk har været i militæret, er man til gengæld i en statistisk risikozone for at lide af skyldfølelse eller posttraumatisk stress, begå selvmord eller gribe til våben på et offentligt sted. Hvordan er det lykkedes at blåstemple noget som naturligt og uundgåeligt, når de fleste undgår det, og når det påfører de fleste af dem, der prøver det, ulykke? Det er lykkedes gennem endeløse gentagelser – fra regeringer, medier og underholdningsbranchen. Man kan bare prøve at scrolle gennem sin Netflix-forside og prøve at finde en film uden vold. Det kan godt lade sig gøre, men hvis virkelighedens verden mindede om den, vi underholder os med, var vi alle sammen blevet dræbt tusind gange.

Når vi ikke må lægge ører til, at krig er uundgåelig, får vi at vide, at den er nødvendig. USA er simpelthen nødt til at føre krig på grund af andre, mere primitive folkeslag. Præsident Obama sagde, at atomvåben ikke kunne afskaffes i hans levetid på grund af fremmede folks dårligdomme. Men der er ingen på Jorden, der gør mere for at fremme krig, end USA’s regering, som i stedet kunne vælge at gå foran i et nedrustningskapløb. At skabe fjendtlighed gennem utallige aggressionskrige og besættelser kan kun retfærdiggøre oprustning, hvis vi lader, som om det ikke foregår eller ikke kan stoppes. Den amerikanske regering kunne vælge at tilslutte sig og støtte internationale menneskerettighedstraktater og -domstole, nedrustningsaftaler og inspektionsprocedurer (i stedet for at overtræde og afskaffe dem). Man kunne forsyne hele verden med mad, medicin og energi for en brøkdel af, hvad det koster Washington at gøre sig selv forhadt i verden. Krig er ganske enkelt et valg.

Direktøren for Center for War/Peace Studies, Tad Daley, skriver: ”Ja, internationalt opsyn med vores atomvåben ville krænke USA’s suverænitet. Men et angreb med kernevåben på amerikansk jord ville også krænke vores suverænitet. Det eneste spørgsmål er, hvilken af de to krænkelser der vil gøre mest ondt.”4

Vi får også at vide, at krig er gavnlig. Men vi har stadig til gode at se en humanitær krig komme menneskeheden til gavn. Man holder myten om en fremtidig humanitær krig frem for os som gulerod. Den næste krig skal altid forestille at være den første, der vil slagte mennesker i hobetal på en gavnlig måde, som de vil værdsætte og sige tak for. Det slår fejl hver eneste gang. Og vi indser det også hver gang – når den siddende præsident ikke tilhører vores parti.

Vi får også at vide, at krig er noget ærefuldt og prisværdigt. Vi priser endda de mange krige, som vi ville ønske, vi ikke havde startet, som store indsatser, vi skylder deltagerne tak for. Selv katastrofale forbrydelser bør vi takke deltagerne for.

Den største myte er dog den fantastiske fiktion, der går under navnet Anden Verdenskrig. På grund af denne myte forventes vi at fortrænge 75 års katastrofale ulovlige krige for at kaste 1,25 billioner dollars efter det håb, at Anden Verdenskrig, den gode krig, vil melde sin genkomst næste år.

Myten om Pearl Harbor holder den amerikanske kultur i et sådant jerngreb, at Thomas Friedman kaldte det ”i størrelsesorden med Pearl Harbor”, da et russisk firma købte et ganske lille antal temmelig mærkelige Facebook-annoncer, alt imens Morgan Freeman i Rob Reiners video erklærede, at ”vi er i krig med Rusland!” Man må gå ud fra, at det drejer sig om en krig, der skal forsvare det uskyldsrene, manipulationsfri, ikke-korrumperede, internationalt beundrede amerikanske valgsystem mod den overhængende fare, at offentligheden skulle blive klar over, hvordan den Demokratiske Nationalkomite afholder primærvalg.

Atombomberne reddede ikke nogen liv under krigen. Tværtimod, de kostede muligvis så mange som 200.000 menneskeliv. Det var da heller ikke intentionen, at de skulle redde liv eller gøre en ende på krigen. Og det var heller ikke dem, der afsluttede krigen. Det gjorde den russiske invasion. Det amerikanske militærorgan Strategic Bombing Survey konkluderede, at ”… i hvert fald før d. 31. december 1945, og sandsynligvis før 1. november 1945, ville Japan have overgivet sig, selv hvis man ikke havde smidt atombomberne, selv hvis Rusland ikke var gået ind i krigen, og selv om man ikke havde planlagt eller blot overvejet nogen invasion”. En af dem, der havde fremført dette synspunkt over for krigsministeren før atomangrebet, var general Dwight Eisenhower. Admiral William D. Leahy, som var formand for forsvarsrådet Joint Chiefs of Staff, var enig: ”Anvendelsen af dette barbariske våben mod Hiroshima og Nagasaki gjorde ingen væsentlig forskel i vores krig mod Japan. Japanerne var allerede slået og parate til at overgive sig.” Hermed var Leahy på linje med admiralerne Nimit og Halsey samt generalerne MacArthur, King, Arnold og LeMay, såvel som brigadegeneral Carter Clarke og viceflådeminister Ralph Bard, der indtrængende havde anmodet om at advare Japan på forhånd. Lewis Strauss, rådgiver for flådeministeren, havde anbefalet, at man bombede en skov i stedet for en by.5

Men det at sprænge byer i luften var selve pointen, på samme måde som der er en mening med at påføre små børn lidelse ved den mexicanske grænse. Der er også andre motivationsfaktorer, men de annullerer ikke sadismen. Harry Truman talte i Senatet d. 23. juni 1941: ”Hvis vi ser, at Tyskland er ved at vinde, bør vi hjælpe Rusland, og hvis Rusland er ved at vinde, bør vi hjælpe Tyskland og således lade dem dræbe så mange som muligt.” Sådan betragtede den amerikanske præsident, som udslettede Hiroshima, værdien af europæiske liv. En undersøgelse i den amerikanske hær i 1943 viste, at omtrent halvdelen af de amerikanske menige anså det for nødvendigt at dræbe samtlige japanere på jordkloden.6 William Halsey, som havde kommandoen over USA’s flådestyrker i det sydlige Stillehav under Anden Verdenskrig, opsummerede sin mission sådan her: ”Dræb japsere, dræb japsere, dræb flere japsere”. Han havde svoret, at der ikke ville blive talt japansk andre steder end i helvede, når krigen var slut.

Størstedelen af de ikke-atombevæbnede stater i verden går ind for, at atomvåben bør forbydes øjeblikkeligt. Men sagen tiltrækker sig først og fremmest tavshed.Den 6. august 1945 løj præsident Truman i radioen, da han berettede, at man havde smidt en atombombe over en militærbase, og altså ikke over en by. Han retfærdiggjorde det ikke som et middel til at afslutte krigen, men som hævn over japanske angreb. ”Truman jublede”, skrev den katolske anarkist Dorothy Day. Flere uger før det første atomangreb, d. 13. juli 1945, havde Japan i et telegram til Sovjetunionen udtrykt sit ønske om at overgive sig og afslutte krigen. USA havde brudt Japans koder og læst telegrammet. Truman henviste i sin dagbog til ”telegrammet fra Japans kejser med anmodning om fred”. Ad schweiziske og portugisiske kanaler var præsidenten endda blevet underrettet om japanske fredsfølere så tidligt som tre måneder før Hiroshima-bombningen. Japan protesterede kun mod ubetinget overgivelse og udlevering af kejseren. USA insisterede imidlertid på disse betingelser – indtil efter atomangrebet, hvor Japan fik lov at beholde sin kejser.

Præsidentens rådgiver James Byrnes havde sagt til Truman, at atomangrebene ville give USA mulighed for at ”diktere betingelserne for krigens afslutning”. Flådeminister James Forrestal skrev i sin dagbog, at Byrnes var ”opsat på at få det japanske problem ud af verden, før russerne får foden indenfor”. Truman skrev i sin dagbog, at Sovjetunionen lagde planer om at indtage Japan, og ”slut med japserne, når det sker”.

Og sikke en katastrofe det ville have været. Hvorfor invaderede USA langt om længe Frankrig? Af frygt for, at russerne skulle besætte Berlin alene. Hvorfor bombede USA Japan? Af frygt for, at det skulle blive russerne, der gennemtvang Japans overgivelse.

Truman gav ordre til bombningen af Hiroshima den 6. august, og dernæst brugen af en anden type bombe, en plutoniumbombe, som militæret også ønskede at fremvise, mod Nagasaki den 9. august. Den 9. august angreb Sovjetunionen også Japan. I løbet af de følgende to uger dræbte de sovjetiske styrker 84.000 japanere, mens de selv mistede 12.000 soldater, og USA bombede fortsat Japan med konventionelle våben. Så overgav japanerne sig.

Skolerne er begyndt at undervise i grundlæggende forhold omkring økosystemer, klimasammenbrud og bæredygtighed. Men hvor mange unge med en studenterhue eller universitetsgrad kan fortælle, hvad kernevåben ville gøre ved os, hvor mange af dem der findes, hvem der har dem, og hvor mange gange de nær har slået os alle sammen ihjel?

Det er en myte, at der var god grund til at bruge kernevåben. Det er en myte, at der igen skulle opstå grunde til at bruge kernevåben. Det er en myte, at vi kan overleve brugen af kernevåben. Og ideen om, at der er grund til at producere og armere kernevåben, selv om man aldrig har tænkt sig at bruge dem, er så dum, at den ikke engang kan regnes for en myte. Og det er rent og skært vanvid, at vi i al fremtid skulle kunne blive ved med at besidde og udbrede kernevåben, uden at nogen med eller uden forsæt tager dem i brug.7

Der florerer endnu en myte, nemlig myten om krig uden atomvåben. Jeg tror, vi ynder at forestille os, at USA og NATO i al fremtid kan fortsætte med deres krige, militærbaser og trusler om at vælte regeringer, selv når kernevåben er blevet fjernet fra jordens overflade. Denne forestilling holder ikke. Man kan ikke ødelægge Irak og Libyen, gå uden om atommagten Nordkorea og opsøge en krig mod ikke-atommagten Iran, for ikke at tale om Syrien, Yemen, Somalia osv. uden at sende et tydeligt signal. Hvis det nogensinde lykkes at presse Iran til at anskaffe sig kernevåben, og hvis Saudi-Arabien også får dem, vil de kun opgive dem igen på betingelse af verdensfred. Selv Rusland og Kina vil aldrig give deres atomvåben fra sig, medmindre USA holder op med at true med krig – med eller uden atomvåben. Israel kommer ikke til at opgive sit atomvåbenprogram, medmindre landet bliver underlagt samme juridiske standarder som andre stater.

Tavshed

Lad os nu se nærmere på tavsheden. Den største indsats for at fremme myterne foregår bag kulisserne. Den findes i film, historiebøger og på CNN. Men dens klart mest prominente tilstedeværelse består i tavsheden. Skolerne er begyndt at undervise i grundlæggende forhold omkring økosystemer, klimasammenbrud og bæredygtighed. Men hvor mange unge med en studenterhue eller universitetsgrad kan fortælle, hvad kernevåben ville gøre ved os, hvor mange af dem der findes, hvem der har dem, og hvor mange gange de nær har slået os alle sammen ihjel?

Organisationen Bulletin of the Atomic Scientists har indstillet deres dommedagsur så tæt på midnat, som det  nogensinde har været.8 Pensionerede mainstream-politikere siger, at der må handles her og nu. Størstedelen af de ikke-atombevæbnede stater i verden går ind for, at atomvåben bør forbydes øjeblikkeligt. Men sagen tiltrækker sig først og fremmest tavshed. Det er en tavshed, som opretholdes af en afsmag for det ubehagelige, af macho-militaristisk patriotisme, af profitinteresser og af manglen på lederskab hos de politiske partier.

I juni slog Joint Chiefs of Staff et bemærkelsesværdigt dokument op online, kun for hurtigt at fjerne det igen. Inden det skete, kunne man læse følgende: ”Brugen af kernevåben kan skabe betingelserne for afgørende resultater og genoprettelsen af strategisk stabilitet … Mere specifikt vil anvendelsen af et kernevåben grundlæggende ændre rammerne for et slag og skabe betingelser, der har indflydelse på, hvordan officerer får overtaget i en konflikt.” Med andre ord: En galeanstalt drevet af patienterne. Og stadig herskede der radiotavshed i medierne.

Det er ganske sikkert, at mange mennesker ville reagere på en eller anden måde, hvis Trump truede en journalist med en pistol foran rullende kameraer. Men at true millioner af mennesker og potentielt hele menneskeheden? Jo, altså … vi har en tavshedstilstand, der skal vedligeholdes.

Heldigvis er der folk, der bryder tavsheden.

I august måned har Repræsentanternes Hus godkendt adskillige ændringer af NDAA-lovene, som sætter rammerne for USA’s forsvarsbudget. Heriblandt ændringer, som modarbejder krig, og endda et par, som sætter grænser for konstruktionen af kernevåben. Desuden en ændring, der forbyder overtrædelse af INF-traktaten, og en, der burde gøre det forbi med våben ved Seattle Seafair-festivalen som biprodukt af et forbud mod Donald Trumps våbenparader på uafhængighedsdagen. Der er også godkendt lovændringer, som skal afslutte og forhindre diverse krige. For alle os, der følte, at vi råbte ud i et tomrum, stod Repræsentanternes Hus her med en lang liste over vores krav. Men disse krav skal stadig gennem Senatet, præsidenten og dem, der finansierer valgkampagnerne.

Propaganda

Det er ikke alle brud på tavsheden, der er af det gode. Lad os kort se nærmere på det tredje og sidste problem, jeg nævnte, nemlig propagandaen:

  • Iran har i årevis arbejdet på at producere et kernevåben.
  • Rusland valgte USA’s præsident.
  • Nordkorea udgør en irrationel trussel mod USA.
  • Lovlydige borgere bør vælte det venezuelanske diktatorvælde og indsætte den retmæssige kuppræsident.
  • Vi har et ansvar for fortsat at gøre Afghanistan til helvede på jord, fordi det muligvis vil gå galt, hvis de amerikanske tropper forlader landet: Det er dine tropper og derfor dit ansvar. Det er jo en ”oversøisk forsvarsforanstaltning”, som det fremgår af selve industriens navn: forsvarsindustrien.
  • USA kan umuligt begive sig ud i spionage og terrorisme; kun mod-spionage og antiterror – som jo er imod det, de faktisk er. Se selv på navnene.
  • Men amerikanske whistleblowers er skyldige i spionage og bør fængsles med henblik på at beskytte pressefriheden.
  • Der er ingen herhjemme, der ville være generet af missilforsvar langs grænserne mod Canada og Mexico – der ville jo være tale om forsvarsværn.
  • Og hvad sker der for Rusland? Hvis Rusland bliver ved med at bryde diverse traktater på udokumenteret vis, så er USA nødsaget til at smide selvsamme traktater i kakkelovnen, for traktaternes egen skyld.

Propaganda er kunsten at forklæde paranoia som årvågen ansvarlighed.

Men hold nu for himlens skyld op med at sige, at vi er imod uautoriserede krige, som om en autoriseret krig ville være bedre eller mere lovlig eller mere moralsk.En tredjedel af USA’s befolkning ville ifølge en nylig undersøgelse støtte en atombombning af Nordkorea, dvs. drabet på en million uskyldige og et ukendt antal ikke-uskyldige.9 Dette vidner om ekstrem uvidenhed om, hvordan en sådan handling ville påvirke USA, og giver os også et glimt af et kollektivt vanvid, som er skabt gennem propaganda. Alligevel er det sandsynligvis en forbedring i forhold til, hvor mange der var villige til at dræbe en million japanere under Anden Verdenskrig. Undersøgelser viser, at amerikanernes holdning til bombningen af Hiroshima og Nagasaki langsomt bliver mere negativ10, hvilket indikerer en potentiel fremtidig modstand mod en gentagelse.

Man lyver især om fortidige krige eller langtrukne permakrige. Men der anvendes også løgne til at starte enhver ny krig. Man bliver nødt til at lyve om sagens presserende karakter. Hvis en krig ikke påbegyndes hurtigt, risikerer man, at der udbryder fred.

En vigtig ting at huske om denne slags løgne er, at de altid besvarer det forkerte spørgsmål. Har Irak masseødelæggelsesvåben? Der findes intet svar på det spørgsmål, som retfærdiggør en krig, juridisk, moralsk eller på anden vis. 12 års tid efter dét paradenummer blev alle i Washington D.C., bortset fra spionagekontorerne, fejlagtigt enige om, at Iran havde et atomvåbenprogram, og debatten skiftede fokus til at handle om, hvorvidt man skulle føre krig eller lave en traktatlignende aftale. Har Iran skudt en drone ned eller angrebet et fartøj i den Persiske Golf? Disse spørgsmål er interessante, men de er ikke relevante i forhold til at retfærdiggøre krig.

Her kommer endnu et spørgsmål: Har kongressen autoriseret denne krig? Det er klart, at vi ønsker, at kongressen skal standse præsidentens krige, når som helst der er vilje til det. Men hold nu for himlens skyld op med at sige, at vi er imod uautoriserede krige, som om en autoriseret krig ville være bedre eller mere lovlig eller mere moralsk. Lad os forestille os, at Canada tæppebomber Seattle. Hvem ville mon melde sig til at løbe spidsrod mellem bomberne for at finde en eneste person, der var optaget af, om det var premierministeren eller parlamentet, der stod bag?

Et af problemerne ved at starte krige er, at de kan udvikle sig til atomkrige. Et andet problem er, at enhver krig  er meget vanskeligere at standse end at afværge. Dette skyldes den type propanda, vi kan kalde ”troppeisme”. Vi har et flertal af veteraner, der, ligesom flertallet af alle andre, siger, at vi aldrig skulle være gået i krig mod Irak og Afghanistan. Alligevel er der kongresmedlemmer, der insisterer på fortsat at føre krig for ”at støtte tropperne”.

Krigsforebyggelse er vejen frem. Krig mod Iran er gentagne gange blevet forhindret, og i 2013 undgik vi en større eskalering mod Syrien.

Forebyggelse af atomkrig er vejen frem – eller rettere, den er nødvendig for, at der overhovedet kan være en vej frem.

Hvis vi begynder at tænke på hvert eneste forslag om krig som den potentielle start på en atomkrig, får vi måske nemmere ved at indse, at ingen af de angivelige krigsbegrundelser kommer i nærheden af at retfærdiggøre den. Selv om vi muligvis kan lade os overbevise om, at en eller anden forbrydelse retfærdiggør en langt større forbrydelse, vil vi næppe gå med til, at den skulle retfærdiggøre vores egen udryddelse.

I år 2000 gav CIA Iran tegningerne til en nøglekomponent til et kernevåben – i en lettere og temmelig tydeligt fejlbehæftet version. Seks år senere skrev daværende New York Times-korrespondent James Risen om denne ”operation” i sin bog State of War. I 2015 retsforfulgte USA tidligere CIA-agent Jeffrey Sterling for angiveligt at have lækket historien til Risen. I løbet af retsprocessen offentliggjorde CIA et delvist censureret telegram, som viste, at CIA umiddelbart efter foræringen til Iran var begyndt at forberede samme manøvre over for Irak.

Vi kan umuligt få adgang til en komplet liste over stater, som USA’s regering har givet kernevåben-plantegninger til. Trump deler nu atomteknologiske hemmeligheder med Saudi-Arabien,11 hvilket strider mod ikkespredningsaftalen, den amerikanske lov om atomenergi, kongressens vilje, Trumps eget embedsløfte samt almindelig sund fornuft. Dette er mindst lige så påviseligt som brændstof- eller landbrugsstøtte, så hvorfor er det ikke blevet en offentlig skandale? Den eneste skandale har som bekendt handlet om det saudiske mord på en enkelt Washington Post-journalist. Hvis vi så i det mindste kunne have et princip om ikke at forære atomvåben til stater, der myrder Washington Post-journalister …

I mellemtiden har 70 nationer underskrevet og 23 ratificeret forbudstraktaten mod kernevåben. Vi må fortsat opbygge støtte til denne traktat over hele verden og inden for de atombevæbnede stater. Men dette arbejde skal være del af vores indsats for at afslutte al krig og afskaffe krigen som institution. Ikke fordi vi er grådige, men fordi det er den eneste måde, vores projekt kan lykkes på. En verden uden atomvåben, men med resten af krigsmaskineriet intakt, er ikke mulig. Mikhail Gorbatjov skrev for tre år siden, at tiden var kommet til at afskaffe atomvåben, ”men kan dette regnes for at være realistisk, hvis afskaffelsen af masseødelæggelsesvåben stadig efterlader et enkelt land med flere konventionelle våben end næsten alle andre landes arsenal lagt sammen? Hvis dette land ville have absolut militært overherredømme? … Jeg vil være ærlig og sige, at udsigten til et sådant resultat ville være en uoverstigelig hindring for at befri verden for kernevåben. Hvis vi ikke begynder at tale om en gennemgående afmilitarisering af den globale politik, om at reducere vores militærbudgetter, om at standse udviklingen af nye våben, om et forbud mod militariseringen af rummet, kommer der intet ud af al vores snak om en verden uden atomvåben”.

Med andre ord er vi nødt til at standse de meningsløse massedrab, uanset om de foregår med nukleare, kemiske eller biologiske våben, eller via sanktionernes og blokadernes såkaldte bløde magt. Vores vision hos World Beyond War handler ikke om krig med de rigtige våben – ligesom vi ikke har nogen visioner om humanitær voldtægt eller filantropisk børnemishandling. Visse ting lader sig ikke reformere, men må afskaffes. Krig er et af disse fænomener.

Teksten ovenfor er oversat fra David Swansons tale ”Nukes – What are they good for?” – en videooptagelse kan ses her: http://davidswanson.org/david-swanson-nukes-what-are-they-good-for/. David Swanson er antikrigsaktivist, forfatter, journalist, radiovært og direktør for organisationen World Beyond War, der arbejder for at afskaffe krig.

Danmarks officielle holdning til atomvåben er, at USA’s arsenal er essentielt for Danmarks sikkerhed.

  1. Se en lang liste over amerikanske præsidenters atomvåbenstrusler i kapitel 20 i Daniel Ellsberg: The Doomsday Machine: Confessions of a Nuclear Planner, 2017: Bloomsbury.
  2. Traktaten findes her: ”Treaty on the prohibition of nuclear weapons”, United Nations Office for Disarmament Affairs: https://www.un.org/disarmament/wmd/nuclear/tpnw/
  3. For opinionsmålinger i udvalgte europæiske lande, se “Polls: Public opinion in EU host states firmly opposes nuclear weapons”, International Campaign to Abolish Nuclear Weapons, 24. april 2019.
  4. Tad Daley: Apocalypse Never: Forging the Path to a Nuclear Weapon-Free World, 2010, Rutgers University Press: s. 157.
  5. Se kilder og udførligere gennemgang i: Howard Zinn: The Bomb, 2010: City Lights Publishers.
  6. Se referencen i: John W. Dower: War without Mercy, 1986: Pantheon Books, s. 65.
  7. Det er faktisk et held, at det endnu ikke er sket. Se denne oversigt over hændelser, hvor verden kom tæt på atomkrig: ”Close Calls with Nuclear Weapons”, Union of Concerned Scientists, april 2015. www: https://www.ucsusa.org/sites/default/files/attach/2015/04/Close%20Calls%20with%20Nuclear%20Weapons.pdf
  8. “A new abnormal: It is still 2 minutes to midnight. 2019 Doomsday Clock Statement”, Science and Security Board, Bulletin of the Atomic Scientists, januar 2019. www: https://thebulletin.org/doomsday-clock/current-time/
  9. Daniel R. DePetris: “Poll: 33% of Americans Are in Favor of Dropping Nuclear Weapons on North Korea”, The National Interest, 29. juni 2019. www: https://nationalinterest.org/blog/skeptics/poll-33-americans-are-favor-dropping-nuclear-weapons-north-korea-64696
  10. Bruce Stokes: “70 years after Hiroshima, opinions have shifted on use of atomic bomb”, Pew Research Center, 4. august 2015. www: https://www.pewresearch.org/fact-tank/2015/08/04/70-years-after-hiroshima-opinions-have-shifted-on-use-of-atomic-bomb/
  11. Se Aileen Murphy & M. V. Ramana: “The Trump administration is eager to sell nuclear reactors to Saudi Arabia. But why?”, Bulletin of the Atomic Scientists, 16. april 2019.