Rummer kulturen løsningen på klimakrisen?

Klimakrisens rødder – Et spadestik dybere i kampen for klimaet
Anders Holst Bodin
Mulitvers 2019

 

 

 

KRITIK. Kulturelle værdier fylder ikke meget i den offentlige debat om klimakrisen. Klimakrisens rødder – Et spadestik dybere i kampen for klimaet er derfor et tiltrængt syn på de normer og værdier – og ikke mindst vores fælles kultur – som ligger til grund for den tøvende bæredygtige omstilling af samfundet. Desværre insisterer Bodin på at inddrage forvirrende mange emner i sin analyse, og samtidig bærer bogen præg af en manglende orientering mod den eksisterende litteratur.

Af Jakob Skovgaard

Med det nyligt overståede folketingsvalg så vi kulminationen på et års tid, hvor klimakrisen er kommet i fokus gennem nye og tiltrængte perspektiver. Fra forskernes ”klimaopråb” i pressen, hvor flere end 300 danske forskere højst usædvanligt skrev under på nødvendigheden af konkrete politiske svar på en ikkepolitisk problemstilling, over etableringen af Den Grønne Studenterbevægelse, hvis ambition er at samle myriaden af grønne initiativer på de højere uddannelsesinstitutioner landet over, og til Extinction Rebellion og Fridays for Future-aktionerne, som blev motiveret af svenske Greta Thunbergs ugentlige skolestrejke, og som har tilført et skud kraftig væksthormon til de landsdækkende demonstrationer.

Bodins ærinde er både sympatisk og bydende nødvendigt. Det er forfatterens overbevisning, at der først kan formuleres hensigtsmæssige bæredygtige samfundsvisioner, når ”videnskabens og teknologiens mægtige kræfter […] forenes med en værdibåren vision for, hvilket samfund vi ønsker at leve i.”Disse toneangivende nedslag i diskussionen omkring klimaforandringer og den bæredygtige omstilling af samfundet er desværre ikke med i Anders Holst Bodins nye bog, Klimakrisens rødder – Et spadestik dybere i kampen for klimaet. Bogen, som netop påpeger, at vi ”står midt i et paradigmeskifte i opfattelsen af klimaforandringerne”, (9) fremstår således på samme tid højaktuel i sin analyse og forældet i valget af genstande for analysen. Dette skal naturligvis ikke ligge Bodin til last, da de praktiske forhold omkring bogformatet begrænser aktualiteten markant. Til bogens fordel kan man da også indskyde, at de ovenfornævnte radikale initiativer, som grundlæggende forsøger at fremtvinge en social reaktion, bekræfter Bodins tese om, at vi er på vej ind i en ny fase i vores tilgang til klimakrisen, som orienterer sig mod den kollektive revurdering af kulturelle værdier og normer frem for en blind tro på teknologiske løsninger.

Bodins ærinde er både sympatisk og bydende nødvendigt. Det er forfatterens overbevisning, at der først kan formuleres hensigtsmæssige bæredygtige samfundsvisioner, når ”videnskabens og teknologiens mægtige kræfter […] forenes med en værdibåren vision for, hvilket samfund vi ønsker at leve i.” (9) Og det er nemmere sagt end gjort, som det blev cementeret i Frederic Jamesons ofte citerede konstatering om, at det er nemmere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens endeligt.

Klimakrisens rødder slår et stort brød op, idet den insisterer på at behandle så forskellige emner som ”klimavidenskab, økonomi, lykkeforskning, moral, teknologi, politik, filosofi, åndelighed, musik, dannelse, civilisationspessimisme og meget mere” (10). Bodin er fysiker og musiker af baggrund, og da bogen er delvist personlig fortælling og betragtninger, får vi som læser også et indblik i hans eget forhold til klimakrisen. Den første af bogens tre dele tegner konturerne af den miljø- og klimakrise, vi befinder os i, og for hvilken beviserne er uafviselige. Denne del af bogen indeholder rammende beskrivelser af koblingen mellem klimaforandringer og menneskers ageren, og de er både letforståelige og fordrende for den senere diskussion. Det forklares, at systemerne, som vi i bred forstand har bygget vores samfund omkring, er formet af vores

mentale modeller – bevidste og ubevidste kulturelle værdier, livsanskuelser og grundfortællinger, som definerer vores verdensbillede. […] Det er svært at få øje på, og det er nærmest usynligt i den brede debat. Ikke desto mindre er det roden til klimaproblemerne og nøglen til at løse dem.” (29)

Ikke alene disse såkaldte mentale modeller, men selve det mentale helbred er i krise, og vi står ifølge Bodin midt i ”en epidemi af stress, angst og depression” (60). Denne betragtning eksemplificerer den tilgang, der for alvor motiverer bogens ærinde, nemlig forfatterens insisteren på at udforske og adressere kausale relationer på tværs af discipliner og sfærer. Alene bogens metodik kan således påskønnes som et forsøg på at slå de skodder op, som ellers traditionelt har kendetegnet opdelingen mellem naturvidenskabeligt funderede og socialt orienterede karakteristikker af klimakrisens ophav og fremadrettede handlerum.

Forfatteren noterer dog, at de, som aldrig åbner en bog efter folkeskolen, er ”dømt til at leve et liv uden kulturelle rødder, uden at vide, hvad de går glip af” (169). Dette syn vidner om en begrænset opfattelse af kultur, og hvordan den kan opleves og indtages, og Bodins centrale argument om en kollektiv revurdering af vores fælles værdier får en uheldig bismag af et elitært projekt.Anden del af Klimakrisens rødder fokuserer på udviklingen af bæredygtige værdier, hvilket skal forstås i tre afskygninger: 1) værdier med et bæredygtigt forhold til naturen, 2) værdier, som ”sigter mod bæredygtige liv med langtidsholdbar lykke og mening”, samt 3) værdier, som er ”rationelt underbyggede, så de er bæredygtige i politik og offentlig debat” (79). Fraværet af disse værdier er ifølge Bodin et resultat af ”den postpolitiske æra” (97), som blev introduceret med Den Kolde Krigs afslutning, og som betød, at man ”stoppede med at stille grundlæggende politiske spørgsmål til samfundets indretning”, og at de ”dybereliggende ideologiske spørgsmål […] blev erstattet af økonomiske spørgsmål” (97-98). Bodins historiske oprids danner på udmærket vis rammen for den efterfølgende argumentation, men den noget mangelfulde fortælling efterlader det indtryk, at læseren kun præsenteres for de pejlemærker, som flugter med forfatterens analyse.

Drivkraften bag det postpolitiske paradigme udgøres ifølge Bodin af to mentale modeller: subjektivisme og objektivisme. Subjektivismen prioriterer personlig frigørelse og identitetsudfoldelse og plæderer for, at svarene på klimakrisen bør findes i frivillige livstilsændringer og markedskræfternes gradvise, efterspørgselsbaserede justering af praksisser. Forfatteren konkluderer hurtigt, at den ”moralske subjektivisme er selvmodsigende”, og han reflekterer over, hvorvidt subjektivismen udspringer af en løbsk værdirelativisme, som besværliggør begrundelsen af den ”universelle morals mest grundlæggende antagelser” (138).

Over for subjektivismen finder vi objektivismen, som typisk vil vurdere klimakrisen som et spørgsmål om at ”udvikle bedre teknologi, økonomisk fremgang og effektiv organisation”, og som ikke ser noget ”behov for grundlæggende forandringer af livssyn og kultur” (103). Der er med andre ord tale om samme mentale model, der ligger bag konkurrencestaten, djøfiseringen og nødvendighedens politik, og Bodin henviser her til Habermas’ redegørelse for, hvordan ”livsverdenen” koloniseres af ”systemet” (121). Subjektivismen og objektivismen indgår i et kausalt forhold på den måde, at den objektivistiske favorisering af økonomisk vækst følger af den subjektivistiske privatisering af livsværdier, og netop denne relation står for forfatteren som en uomgængelig hindring for en løsning på klimakrisen (104).

Efter at have adresseret en række af de faktorer, som medvirker til at fastholde os i tanke- og adfærdsmønstre, der er uforenelige med en løsning på klimakrisen, afrundes anden del af Klimakrisens rødder med fremadskuende refleksioner over det potentiale for positiv forandring, som klimakrisen indirekte rummer. Bodin bedyrer, at ”kulturen er selve vores livsform og vores fælles tankegods” (179), og at han længes efter at leve i et samfund med ”seriøse kulturtraditioner”, som åbner op for andre sociale fællesskaber end dem, han selv definerer (168). Forfatterens orientering mod kulturrelaterede perspektiver konkretiseres yderligere i hans opfordring til en ”ambitiøs revitalisering og genfortolkning af kulturpolitikken” (177). Bodin identificerer i samme ombæring seks bærende udfordringer for en succesfuld og hensigtsmæssig omstilling af samfundet: vi skal bruge teknologisk udvikling til vores fordel, skabe en bæredygtig arbejdskultur, opdatere vores forståelse af økonomi, skabe værdige menneskelige identiteter, gentænke dannelsesbegrebet samt finde nye idealer for det gode liv (187). Desværre for forfatterens argumentation bliver læseren aldrig ført dybere ned i afdækningen af kulturens rolle i vores tilværelse, samt hvad kultur egentlig indebærer for Bodin, og den kontinuerlige henvisning til vigtigheden af kulturen fremstår af den grund en smule indholdsløs. Forfatteren noterer dog, at de, som aldrig åbner en bog efter folkeskolen, er ”dømt til at leve et liv uden kulturelle rødder, uden at vide, hvad de går glip af” (169). Dette syn vidner om en begrænset opfattelse af kultur, og hvordan den kan opleves og indtages, og Bodins centrale argument om en kollektiv revurdering af vores fælles værdier får en uheldig bismag af et elitært projekt.

Tredje og sidste del af bogen diskuterer handlerummet for at leve i overensstemmelse med bæredygtige værdier. Når det handler om værdier og handling, bør man, ifølge bogen, skelne mellem to typer af moral: en personlig, som peger på, hvordan vi bør handle som individer, og en systemisk, som handler om etableringen af systemer, der resulterer i det bedst mulige samfund (221). Som det er tilfældet med de fleste andre af de begreber og kategoriseringer, som introduceres i Klimakrisens rødder, er denne inddeling relevant for en afdækning af kulturorienterede løsninger på klimakrisen. Desværre udvandes flere af de ellers skarpe betragtninger i bogen også ved denne tendens til overkategorisering og dikotomisering, hvis formål er at anskueliggøre, men som ofte ender med en forfladigelse af pointerne.

Samtidig opleves Bodins insisteren på at dække en lang række emner som en interessant, men unødvendig detour, som når læseren føres fra det molekylære niveau over værdirelativismen og nihilismen og til revitaliseringen af dannelsesbegrebet. Det brede favntag betyder, at diskussionen sjældent går det spadestik dybere, som bogens titel ellers lægger op til. Eksempelvis introduceres kort kantiansk moralpligt og utilitarisme a la Jeremy Bentham med det formål at pege på forbindelsen mellem etik og konsekvens, men her er den i klimakredse særligt populære rettighedstilgang på iøjnefaldende vis udeladt. Rettighedstilgangen dækker et antal perspektiver, men centralt står – ud over forslaget om at tildele naturen rettigheder på lige fod med mennesker –idéen om at basere klimapolitik på de eksisterende menneskerettigheder, som har den fordel, at de allerede er juridisk forankrede. Inddragelsen af rettighedstilgangen er måske ikke nødvendig for Bodins ærinde, men undladelsen giver hans diskussion et ufuldendt præg.

På trods af det boom i litteratur, som kobler kultur og klimakrise, forbliver dette perspektiv markant underbelyst i den offentlige debat, og opmærksomheden er fortsat fordelt mellem teknologiske løsninger og individuelt ansvar i form af politisk og etisk forbrug.Dette indtryk forstærkes af det faktum, at Bodin ikke inddrager eller kommenterer på noget af den litteratur, som gennem de senere år netop har haft samme ærinde som Bodin selv. Det seneste årti har været kendetegnet ved en bølge af litteratur, hvis omdrejningspunkt har været social tænkning i forhold til klimakrisen, og som Klimakrisens rødder med fordel kunne have diskuteret. Besynderligt er det i den kontekst, at Bodin skriver, at han tilslutter sig Hartmut Rosas betragtning om, at ”sociologerne, filosofferne og de politiske teoretikere i dag er fordybet i døde debatter og forskningsprojekter som de endda selv har mistet gnisten for” (97). Det er måske ikke vanskeligt at finde eksempler på denne tendens, men omvendt er det heller ikke vanskeligt at finde eksempler på det modsatte.1 Dele af Klimakrisens rødder er orienteret mod danske forhold, hvilket føles vedkommende og tiltrængt, og her er litteraturen på området endnu temmelig begrænset. Særligt i betragtning af Bodins ærinde, samt den måde, hvorpå meget dansk litteratur, film, udstillingskunst m.m. de senere år har været optaget af klimakrisen, kunne det have været interessant og aktuelt med en diskussion af påvirkningsforholdet mellem kunst og Bodins begreb om kultur.

Dette skal dog ikke fjerne fokus fra forfatterens grundlæggende opfordring til en revurdering af vores fælles kulturelle udgangspunkt og genforhandling af kollektive værdier, som er en reel og nødvendig udfordring i forhold til at tilgå klimakrisen på en hensigtsmæssig måde. Med dette ærinde – og med bogens inklusion af både naturvidenskabelige, filosofiske, økonomiske og personlige perspektiver – udgør Klimakrisens rødder således et mere bredt orienteret svar på den udfordring, som også optog den indiske forfatter Amitav Ghosh i hans The Great Derangement (2016). Her konstaterer Ghosh, at menneskeskabte klimaforandringer er ”the most important question ever to confront culture in the broadest sense – for let us make no mistake: the climate crisis is also a crisis of culture, and thus of the imagination. Culture generates desires […] that are among the principal drivers of the carbon economy” (9-10).

På trods af det boom i litteratur, som kobler kultur og klimakrise, forbliver dette perspektiv markant underbelyst i den offentlige debat, og opmærksomheden er fortsat fordelt mellem teknologiske løsninger og individuelt ansvar i form af politisk og etisk forbrug. Debatten opleves sjældent, om nogensinde, som motiveret af den gældende tidsramme, som giver os otte år, inden vores udledningsbudget er opbrugt, såfremt vi skal gøre os nogen som helst forhåbninger om at holde den globale gennemsnitlige temperaturstigning under 1,5 grader. Samtidig fortæller WHO os allerede nu, at knap seks millioner dødsfald om året kan tilskrives vores manglende omstilling væk fra fossil energi. Det burde stå tydeligt for enhver, at den tidsramme, vi opererer inden for, ikke er forenelig med rent markedsorienterede tilgange. Parallelt med øjeblikkelig statslig indgriben har vi derfor brug for at antænde den fælles diskussion, som Klimakrisens rødder søger at fremme, og som kan bidrage til hensigtsmæssig kollektiv handlen gennem skabelsen af nye positive visioner for en bæredygtig fremtid.

Jakob Skovgaard er ph.d. i historie og virksomheders samfundsansvar samt medlem af omstillingsnetværket Scandinavian Commons (https://www.scandinaviancommons.org/).

  1. Som eksempel kan nævnes en rapport fra 2012 af the International Social Science Council (ISSC) med titlen Transformative Cornerstones of Social Science for Global Change, som etablerede et nyt forskningsområde, der undersøger klimaforandringer som sociale processer indlejret i særlige sociale systemer, og som også anvendes af aktivistgrupper. Et andet eksempel er Andreas Malms Fossil Capital (2016), som påviser, hvordan vores afhængighed af fossile brændstoffer ikke er resultatet af en historisk nødvendighed, men derimod et led i forsøget på at kontrollere arbejdskraften og dermed et særligt kapitalistisk fænomen.