Når Vesten diagnosticerer sig selv

KRITIK. I disse år taler alle om ‘Vesten’, som er et notorisk svært, men uomgængeligt begreb. Det vælter frem med bøger om emnet, og Rune Lykkebergs nye bog er den hidtil bedste af slagsen på dansk. Med afsæt i læsninger af alt fra Beyoncé til Hegel tilbyder Lykkeberg en række glimrende indsigter i, hvor vi er lige nu, og hvordan vi kom hertil. Samtidig demonstrerer hans bog mange af de problemer, der tit opstår, når man forudsætter en fast ide om, hvad Vesten vil sige.

Rune Lykkeberg
Vesten mod Vesten – fortællinger om det politiske opbrud fra efterkrigstiden til
Brexit og Trump
Informations Forlag 2019

 

 

 

Af Mikkel Thorup
Illustration af Jens Vilhelm Ploug

Dagbladet Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, har skrevet sin tredje bog, denne gang om Vesten. Hvor de to første, Kampen om sandhederne (2008) og Alle har ret (2012) havde et dansk hovedfokus, er Danmark i denne omgang reduceret til en provins i et udifferentieret ‘Vesten’. Det større geografiske fokus klæder bogen, men skaber også sine egne problemer.

Grundlæggende arbejder bogen med tre epoker: en guldalder fra 1945-1975, hvor det går fremad, og hvor fremskridt er den dominerende selvfortælling; en reaktion fra 1975-2001, hvor vækst bliver til krise, og Vesten begynder at tvivle på sig selv; og en krise fra 2001 til i dag kendetegnet ved terror, krige, finanskrise, populisme etc.

Selvet og samtiden

Bogens anliggende er en selv-diagnose, både af Vesten om Vesten og af Lykkeberg nu om Lykkeberg før. Hvor står Vesten nu? Hvad er Vestens selvforhold, martret som det tilsyneladende er mellem samtidig triumf og selvhad? Og hvordan ser Lykkeberg i dag på den Rune, han var engang, eller: hvordan ser han på sin egen tid, dvs. både den erindring om fortiden og det begreb om nutiden, der udgør vores samtid? Der er bogen igennem et noget vel inkluderende ”vi”. Jeg følte i hvert fald ofte, at Lykkeberg tror, han også skriver om mig, men jeg følte mig ikke (særlig godt) beskrevet. Kombinationen af tidsportræt og selvundersøgelse giver bogen en god energi, men står også altid i fare for at ophøje sin egen rekonstruerede fortid og aktuelle erkendelses-forståelse til epokale træk delt af mange eller alle.

Selv-diagnosen er en samtidsdiagnose. Som Lars Geer Hammershøj skriver i en artikel om samtidsdiagnose som kritik, så er samtidsdiagnose ”på én gang en refleksion over det brud, der karakteriserer vor tids historiske vilkår, og en refleksion over samtidens tendenser, der giver sig til kende som konsekvenser af de nye vilkår.” I modsætning til tendens- eller trendanalysen, der begejstret eller forfærdet ophøjer ethvert skvulp til en stormbølge, så er samtidsdiagnosen optaget ”af de mere grundlæggende forandringer i samtiden, der udgør de træge strømninger under tidens mere flygtige og overfladiske fluktuationer”.1 Samtidsdiagnosen læser tegn og udpeger tendenser og indikationer på ”ændringer af det historiske mulighedsrum for samtiden”.2

Jeg skal nedenfor løbende kommentere, på hvilke måder Lykkeberg indfrier og ikke indfrier den diagnostiske bestræbelse, både i identifikationen af tegn og kilder midt i nutidens kakafoniske vrimmel af stemmer og i de konklusioner, der drages deraf. Lad mig også indledningsvis bekende, at jeg læser bogen fra et andet udgangspunkt, end den er tiltænkt, nemlig som akademisk læser af en populærbog. Lykkeberg engagerer sig med akademikere og har store ambitioner med sin bog, hvorfor det synes rimeligt at tage den alvorligt nok til at gå ned i præmisserne og læsningerne, velvidende at den ikke primært er skrevet til sådan en som mig.

Vesten i konflikt med sig selv

Bogen består af fire ret forskellige dele, hvis forhold til hinanden ikke altid står helt klart. Anliggendet er dog ikke til at tage fejl af og trækker tråde tilbage til de tidligere bøger: vi har at gøre med en analyse af ”en kulturkamp i Vesten om Vesten” (s. 8). Hvordan, spørger han, kan Vesten være den sejrrige magt globalt set og samtidigt være sønderrevet af så megen intern bekymring, kritik og vrede? Lykkebergs spørgsmål minder lidt om den amerikanske filosof Richard Rortys kommentar under et besøg i Danmark, hvor han – og jeg citerer efter hukommelsen – sagde: ”I er mennesker, der lever i paradis og spørger: ’Er det alt, der er?’” Vesten har alt – og dette alt er ikke nok, eller endnu værre: kilden til utilfredshed.

Der er ingen nødvendig modsætning mellem at leve i det frieste samfund, der endnu findes, og at mene, at friheden ikke er fuldt realiseret.Lykkeberg er forundret over denne dobbelthed i nutiden og det, som han i dag forstår som sin egen – og andres – blindhed i fortiden: ”Vi var stærkt kritiske over for Vesten, men også bevidste om, at vi levede i de mest frie, retfærdige og sikre samfund i verdenshistorien.” (s. 13). Det, der for Lykkeberg virker som et paradoks, kunne også siges at være en forpligtelse: Givet man lever et sted, hvor der er vide rammer for kritik, materiel sikkerhed og ytringsfrihed, da er man forpligtet på at afsøge og udtale frihedens grænser og mangler for sig selv og for andre. Der er ingen nødvendig modsætning mellem at leve i det frieste samfund, der endnu findes, og at mene, at friheden ikke er fuldt realiseret.

Det er her, det personlige bliver mere end en gimmick: ved at aflægge regnskab for egen oplevelse af paradoksalitet udstiller Lykkeberg sin personlige tvivl om, hvad det vil sige at være forpligtet uden at kunne leve op til sin forpligtelse. Det er ikke en fuldtonet figur – han aktiverer den ikke så meget, som man kunne – men dét at fremvise sit eget rod er en beundringsværdigt ærlig figur.

Så bogen handler altså om Vestens selvforhold, ”en fortolkning af Vestens opgør med sig selv” (s. 36), opdelt i fire hoveddele, der hver især afsøger forskellige aspekter i, hvad der fremstår som en lidt uklar overordnet sammenhæng på nær den historiske ramme, der strækker fra 1960’erne og frem til i dag. Jeg vil først knytte nogle kommentarer til de fire dele og derefter gå lidt mere i clinch med nogle gennemgående problematikker. Udover at være afgørende for bogen er disse problematikker relevante, svære og vigtige også i bredere forstand, når man skriver en sådan samtidsdiagnostisk bog om et fænomen, der som Vesten er spatialt, temporalt, institutionelt, magtmæssigt og idémæssigt uhyre komplekst.

Tvillinger eller fjender? Obama og Trump

Det første kapitel opstiller en modsætning mellem to grundfortællinger om Vesten, nemlig Obamas og Trumps eller ”den gamle verdens liberale konsensus og den nye verdens opgør med den.” (s. 34). En del af bogens problem er dette falske valg mellem en blodløs elitisme og en blodtørstig populisme. En række venstreorienterede fra Sanders og Ocasio-Cortez til Corbyn viser, at man kan være ligeligt kritiske over for begge og dermed jf. ovenfor både støtte idéen om Vesten og kritisere dens foreløbige udformning.

Kapitlet gør det, som Lykkeberg i sine artikler og ledere i Information gør bedst: spidsformulerer en problematik med en overraskende og klar forklaringsmodel på et aktuelt fænomen. Denne tilgang viser dog sin begrænsning i bogform. Det er ganske enkelt ikke overbevisende, når der som her sluttes fra belysningen af et enkeltfænomen til epokal forklaring. Kapitlet hævder, at der er sket en omvending i de fortællinger, vi skaber om os selv i det 21. århundrede. Klassisk er der i det moderne blevet fortalt historier om, at undertrykkelse var noget, vi var ved at lægge bag os; det lå mestendels i den mørke fortid, og at nutiden defineres ved et stadigt fremskridt. I dag, siger Lykkeberg, er det vendt om, således at fremskridtet betragtes som et fortidslevn, og undertrykkelsen finder sted i nutiden. Der er noget om snakken. Ikke så meget som en tidsånd eller almenhed, men som én gennemgående historie ud af de mange måder, vi snakker om vores samtid på. Kapitlet fremlæser denne pointe gennem populære film, men havde forfatteren valgt andre, ville historien have set helt anderledes ud, og det er ikke – som han selv antyder s. 35, 36 – ligegyldigt. Lykkeberg hævder, at vores kultur producerer en særlig idé om sig selv, og han definerer dernæst denne idé. Derfor går det analytisk set ikke at ignorere al den kulturproduktion, der peger i andre retninger, eller nonchalant og ubekymret skrive, at andre valg ville have givet en anden historie. Lykkeberg har sin historie, men om han vil stå ved den, hvis han havde set andre film og læst andre bøger, lader han stå åbent, så hvorfor skulle vi følge hans fortælling?

Læsningerne af populære bøger og deres filmatiseringer er ganske sjove og byder på flere gode indsigter, men de læses ikke med nær samme sensitivitet som i Lykkebergs tidligere bøger. De mobiliseres for at bevise pointer, og hvilket for eksempel indebærer, at Harry Potters ar (s. 68) helt uforståeligt gøres til symbol på den liberale menneskerettighedsorden uden nogen egentlig argumentation eller bevisførelse herfor. Og derfor kan han skrive, at unge i modsætning til ældre ikke blev overraskede over Trump og Brexit, fordi de havde læst Harry Potter, The Hunger Games og Divergent (s. 66). Det er ikke overbevisende.

Og det er synd, for Lykkeberg har fat i noget afgørende vigtigt i vores tid, som selvsagt også reflekteres i alle mulige former for kulturproduktion. Det er bare ikke kun en omvending af temporalitet fra utopisme til dystopi, der er på spil, men derimod opløsningen af én altomfattende, samfundsstrukturerende temporalitet – nemlig fremskridtet – til fordel for en samtidighed af indbyrdes modstridende temporaliteter. Dét fanger fiktionen formodentlig bedre end teorien, men det kræver en læsning, der søger efter kompleksiteter og selvmodsigelser, snarere end en-til-en-omvendinger af tidslighed.

Det, jeg mener, når jeg taler om Vesten, er …

Kønsforholdet er overraskende nok næsten komplet fraværende i hans fortælling. Men kan historien om det sene 20. århundrede og frem virkelig fortælles uden at sætte feminisme og kvindebevægelse som afgørende elementer i Vestens selvdannelse?Andet kapitel er en idéhistorie om Vestens selvfortælling særligt efter Anden Verdenskrig. Lykkeberg indleder med at identificere seks elementer, der ”alle var med til at forme det Vesten, jeg voksede op i” (s. 121): civilisationen, romantikken, kolonialismen (forunderligt defineret som at beskæftige sig med forholdet til resten af verden, s. 120), kapitalismen (der ”skaber vækst og velstand uden brug af vold eller krig”, s. 168), demokrati og retsstat samt oplysning. Hvorfor lige disse, får vi ikke at vide, andet end han ”kunne have valgt andre kilder” (s. 121). De valgte er selvsagt ikke tilfældige. De er alle væsentlige, men Lykkeberg vil igen hævde noget stort og samtidig sige, at det bare er en historie. Kønsforholdet er overraskende nok næsten komplet fraværende i hans fortælling. Men kan historien om det sene 20. århundrede og frem virkelig fortælles uden at sætte feminisme og kvindebevægelse som afgørende elementer i Vestens selvdannelse? Sidst i bogen erkender han, at det er mændenes historie, og skriver, at ”det er påfaldende, at selv kvindelige forfattere til Krisens store fortællinger har valgt mandlige hovedpersoner” (s. 458). Det allermest påfaldende er nok, at han har glemt starten af sin egen bog, hvor han bl.a. udlægger Hunger Games og den kvindelige hovedperson Katniss Everdeen. Sådan kan man skære sin historie til, så den passer.

De seks elementer får et afsnit hver, og de viser Lykkebergs brede belæsthed – hvor befriende at opleve en chefredaktør, der faktisk læser, og som læser andet end debatbøger – hans velflydende pen og mange steder også evne til at trænge igennem et kæmpe stof og udlede det væsentlige.

Der er dog også en ærgerlig bekvemmelighed i kapitlet, forstået på den måde, at Lykkeberg udvælger sig et antal tænkere, Norbert Elias, Jonathan Israel, Jared Diamond m.fl., og ophøjer dem til sandhedsvidner. Det er faren ved at bruge faglitteratur uden at kende fagtraditionen – for eksempel ville jeg være væsentligt mere påpasselig med at bruge Jonathan Israels oplysningshistorie, der er blevet grundigt kritiseret af fagfolk (Lykkeberg begår samme fejl som Israel (s. 174, 176, 229), idet han tror, at man uproblematisk kan sidestille oplysningsfilosofiske pointer med de politiske positioner, vi navigerer efter over 200 år senere). Det er synd, for Lykkeberg er en virkelig god og sensitiv læser, når han vil være det.

Langt bedre er det, når han læser den vestlige filosofiske og litterære kanon selv. Lykkeberg er en virkelig god læser her, da anliggendet, i modsætning til i første kapitel, er at fremlæse en mangfoldighed af kompleksiteter løst holdt sammen af begrebet ’Vesten’.Det kunne måske være af interesse for dette tidsskrifts læsere, at Lykkeberg mangler basal forståelse af Karl Marx og marxisme (se f.eks. s. 8, 83, 102, 160, 169, 180), der reduceres til den rene strukturelle automatik: ’det var økonomien, der gjorde det’. Der er da også bogen igennem en klar tendens til, at venstreorienterede tænkere såsom Marx, Edward Said og Michel Foucault bliver udlagt kritisk, mens konservative tænkere såsom Samuel Huntington og centrum-tænkere såsom Francis Fukuyama bliver accepteret: Fukuyama bliver accepteret som generel forklaringsramme (og nej, det er ikke rigtigt (s. 20), at kritikken af ham er gået på, at historiske begivenheder bliver ved med at ske, og at historien derfor ikke er slut). Huntingtons kritik af demokratiet i 1960’erne og 70’erne som uregerligt, synes Lykkeberg overraskende nok at acceptere som en sand beskrivelse af tiden i kapitel 4 (s. 312-324).

Langt bedre er det, når han læser den vestlige filosofiske og litterære kanon selv. Lykkeberg er en virkelig god læser her, da anliggendet, i modsætning til i første kapitel, er at fremlæse en mangfoldighed af kompleksiteter løst holdt sammen af begrebet ’Vesten’.

Er der noget uden for Vesten?

Tredje kapitel træder uden for det, som bogen hele tiden anvender, men aldrig rigtig definerer, nemlig Vesten, og analyserer de fortællinger, der findes om Vesten uden for Vesten selv. Lykkeberg har her nogle virkelig fine skønlitterære læsninger, særligt af Kamel Daouds Meursault – en modundersøgelse, der er en genskrivning af Albert Camus’ Den fremmede, og af Orhan Pamuk. Det er Lykkeberg, når han er bedst: nærlæsende og sensitiv. Det er ikke altid klart, hvorfor ting er med i dette kapitel, eller hvorfor det er Mellemøsten og Islam, der næsten eksklusivt er stand-in for ikke-Vesten. En nutids-læsning uden Kina, f.eks., synes ikke helt rigtig. Tag kapitlet ud, og det ville ikke have ændret noget for resten af bogen, og det er et stort problem. Ovre er de tider, hvor man kunne tro, at Vesten var et selvsupplerende centrum for alt, der sker inde og ude, men dette kapitel, der søger ud, ender med at bekræfte, at alt er inde, og at intet uden for Vesten griber ind i, hvad ’Vesten’ vil sige.

Foucault og Said får en kritisk behandling, men det virker ikke, som om Lykkeberg skal bruge dem til andet end at signalere, at han ikke er sådan en af de der farligt undergravende ’postmodernister-hader-Vesten-intet-er-sandt-franskagtige-intellektuelle’.Værre er det dog (s. 253-267), at Lykkeberg – ganske som del af den tidsånd, han abonnerer på og ikke får skabt analytisk afstand til – får reduceret det ikke- og anti-vestlige til vestligt. Lykkeberg kunne med fordel have reflekteret over, at oprindelse ikke indebærer ejendomsret. Dét faktum, at noget oprindeligt blev udviklet i Vesten – og for meget af det, han nævner, er det faktisk ikke helt så entydigt endda – er ikke det samme, som at alle dets senere udtryk kan reduceres til vestlighed. Forbundet hermed laver Lykkeberg en række løsrevne, kritiske bemærkninger til post-kolonial analytik (f.eks. s. 267, 279), som han fejlagtigt reducerer til en slags manikæisk essentialisme, og som han i deres faktiske eksisterende aktuelle og mangfoldige form kunne have lært meget af. Foucault (der i ægte dansk journalist-ånd reduceres til en karikatur af, hvad han faktisk sagde om Iran) og Said får en kritisk behandling, men det virker ikke, som om Lykkeberg skal bruge dem til andet end at signalere, at han ikke er sådan en af de der farligt undergravende ’postmodernister-hader-Vesten-intet-er-sandt-franskagtige-intellektuelle’. I modsætning til Huntington, Fukuyama og de andre, der trækkes på i de foregående kapitler, der hverken kritiseres eller hvis kritikere gives plads, så bliver der her i et kapitel, der ellers skulle handle om ikke-Vesten, gjort plads til en (fejlagtig) kritik.

Reaktion og Krise

Det fjerde og længste kapitel handler om perioden fra 1970’erne og frem til i dag, de to perioder, han kalder Reaktionen og Krisen. Igen viser Lykkeberg sig bedst, når han graver sig ned i en afgrænset pointe. F.eks. var jeg ret vild med hans læsning af punken i kapitlets første afsnit, men mindre overbevist af de epokale bemærkninger, der singulariserer og homogeniserer uden sans for alt det, der ikke passer ind. Kapitlet er opdelt i ni afsnit, der hver tager fat på forskellige figurer eller problematikker: punken, uregerligheden, yuppien, nyliberalismen, opgøret med partidemokratiet, meritokratiet, uligheden, migrationen og opgøret ”med den nye verdens overklasse” (s. 292). Der er i denne del generelt en devaluerende attitude til protest og oprør, formidlet gennem Huntingtons idé om oprør som uregerlighed, hvor Lykkeberg hver gang viser, hvordan protest bliver til magt, frigørelse til fornøjelse og oprør til nye autoriteter. Afsnittet om meritokrati er til gengæld rigtig godt og trækker fine tråde til temaer fra de forrige bøger.

Det er svært her ikke at vende tilbage til samtids-/selvdiagnosen, dvs. Lykkebergs samfundsanalyse og selvanalyse. Ved at optegne sit nutids-selv skaber han samtidig en analytisk afstand til sit tidligere selv. Afstand er, særligt i analysen af ens egen tid, helt afgørende. Der er dog i bogen ingen redskaber til at skabe analytisk afstand, få et blik ’udefra’ på sin egen nutid. Derfor ender særligt dette kapitel, der jo har nutiden som sit anliggende, i det, jeg er fristet til at kalde en ny liberal selvtilfredshed. Hvis den gamle selvtilfredshed, som Lykkeberg både identificerer i sit unge jeg og i de vestlige samfund, handlede om at ophøje sine egne værdidomme til almene sandheder, værdier her forstået som humanisme, globalt ansvar, verdensåbenhed m.m., så handler den nye liberale selvtilfredshed, som Lykkeberg ikke identificerer, men som han skriver fra, om at lægge afstand til disse værdier, erklære, at man nu er blevet klogere, mere realistisk og hårdere, som i formuleringen, at ’vi skulle have lyttet til højrefløjen’ … Inden for rammerne af en sådan analyse bliver Houellebecq ganske forudsigeligt ikke betragtet som blot én stemme, der eventuelt siger noget om nogles private oplevelser, men til en diagnostiker af samfundet som sådan (s. 325). Trump og populisme angribes bogen igennem, men det skal på klassisk centrum-manér pointeres, at der ud over ”en antiliberal højrefløjstribalisme” også er ”en antiliberal venstrefløjstribalisme” (s. 382), og at de to åbenbart minder om hinanden. Intet siger i dag liberal selvtilfredshed som påstanden om, at der findes en antiliberal ’politisk-korrekt-krænkelsesparat-snowflake-venstrefløj’ (som man ser f.eks. med Francis Fukuyama og Mark Lilla). Lidt for firkantet sagt, så var Lykkeberg i samklang med tiden som ung, og med denne bog annoncerer han sin indtræden i den nye tid.

Klasseanalyse? Ja tak

Man ser hans samklang med samtiden gennemspillet i et ganske uklart klassebegreb. Hen over siderne finder man betegnelser som ”liberale overklasse” (s. 27), ”samfundets moralsk, socialt og kulturelt opdragende klasser” (s. 134), ”civiliserende klasser” (s. 135), ”politiske klasse” (s. 136), ”moraliserende eliter” (s. 271), ”nye verdens overklasse” (s. 292), ”kulturelle overklasse” (s. 330), ”de opdragende, liberale klasser” (s. 345), ”politiske og kulturelle overklasse” (s. 400) og ”den lærde klasse” (s. 430). Hvem er disse mystiske, let ondskabsfulde kræfter? Lykkeberg reproducerer med dette løse ’klasse’-begreb højrefløjens fortælling om en undertrykkende klasse, som ”dominerer de bedste universiteter, den innovative industri i Silicon Valley, de prestigiøse medier og den kulturindustri, som producerer Amerikas herredømme af blød magt i verden.” (s. 359). Som om universitetsansatte og it-milliardærer, menige journalister og medieejere, er i samme klasse.

Centrum og venstre falder sammen i hans begreb om ’liberale’ klasser, og næsten (men altså kun næsten) som havde vi at gøre med en højreparanoid kommentator på Jyllands-Posten, bliver denne anonyme enheds-klasseaktør til en overgrebsmaskine, der undertrykker de ’folkelige klasser’, der nu rejser sig.Helt galt går det s. 430, hvor ”de lærde klasser” får skylden for finanskrisen. Det er doven klasseanalyse og milevidt fra den langt mere differentierede forståelse i Lykkebergs to tidligere bøger. Der er antydninger af et mere komplekst klassebegreb ved hjælp af Pierre Bourdieu (s. 329) og Thomas Piketty (s. 436), men de kommer aldrig rigtig operativt i spil i analyserne. Centrum og venstre falder sammen i hans begreb om ’liberale’ klasser, og næsten (men altså kun næsten) som havde vi at gøre med en højreparanoid kommentator på Jyllands-Posten, bliver denne anonyme enheds-klasseaktør til en overgrebsmaskine, der undertrykker de ’folkelige klasser’, der nu rejser sig. Modstillingen mellem Obama og Trump eller mellem de liberale klasser og de populistiske masser misser fuldstændig, at alle populismer er drevet af nye partieliter, ofte i tæt forbund med klassiske, konservative eliter, de ellers offentligt definerer sig imod, som vi ser med Trump eller som det skete med Brexit. Det er sære oprør mod elitevælde, der resulterer i stærkere elitære greb om magten. Det kunne vist trænge til en bedre analyse end diffuse liberale-lærde-politiske-kulturelle klasser og deres modstandere.

Demokratiske livsformer, udemokratiske styreformer

Bogen afsluttes med en række nutidsbetragtninger og politiske markeringer på baggrund af analysen. Personligt er jeg mindre overbevist om kapitalismens og det eksisterende demokratis evne og vilje til at håndtere de aktuelle kriser end Lykkeberg, og det er, som det skal være. I mit eksemplar af bogen er skriblet indtil flere udråbstegn ved en bemærkning på s. 450, som jeg mener er Lykkeberg classic på den bedst tænkelige måde, helt rigtig, og som jeg ville have ønsket havde struktureret mere af bogen: ”Men i det 21. århundredes vestlige samfund afdækker skuffelsen over demokratiet også en paradoksal udvikling: Vores livsformer er blevet mere og mere demokratiske, mens vores styreformer er blevet mindre og mindre demokratiske.” (!!!)

Få i Danmark har den bredde i interesser og evnen til at skrive lige så klart om Beyoncé som om Hegel. Derfor er bogen en glimrende introduktion for mange, der af gode grunde ikke har tid eller lyst til at læse de behandlede værker.Hans virkelige styrke, hvis lige jeg ikke kender til i avisbranchen, er dels den pointerede fænomenanalyse, dels evnen til at forstå og fremstille kompleks tænkning i klar og tydelig form. Bogen er desuden en tour de force gennem og samlæsning af meget forskelligartede kilder til Vestens selvfremstilling lige fra popkultur til filosofi, sociologi og film, begivenheder og idéer. Få i Danmark har den bredde i interesser og evnen til at skrive lige så klart om Beyoncé som om Hegel. Derfor er bogen en glimrende introduktion for mange, der af gode grunde ikke har tid eller lyst til at læse de behandlede værker. Vesten er mindre entydig og mere mangfoldig, end bogen giver indtryk af, men sidstnævnte er en bedre indgang til at forstå, hvordan vi alle er med til at konstruere et omskifteligt ’Vesten’, end de fleste andre bøger, der hævder at vide, hvad Vesten er og altid har været.

Mikkel Thorup er professor ved Idéhistorie, Aarhus universitet.

  1. Lars Geer Hammershøj, ”Samtidsdiagnose som kritik”, Dansk sociologi, nr. 4, 2008, s. 33-47, citeret fra s. 37.
  2. Hammershøj, ”Samtidsdiagnose som kritik”, s. 40, hans kursivering.