Socialismen som nødvendighed – og tragedie

Gert Petersens vision om en demokratisk overgang til socialisme står som et af de klareste bud i dansk politisk idéhistorie. Men fire årtier senere må spørgsmålet stilles igen: Hvilken socialisme er overhovedet mulig i en verden præget af klimakollaps, fragmenterede klasseforhold og en svækket venstrefløj? Det er med både skarphed og vemod, når historiker og forfatter Claus Bryld genlæser og udfordrer Gert P.’s strategi.

Af Claus Bryld

Gert Petersens socialistiske strategi

Et sted i sin bog “Om socialismens nødvendighed” skriver Gert Petersen, at “virkeligheden er den afgørende målestok på en teoris rigtighed”. Teorien skal holdes op imod en systematisk generalisering af nye erfaringer, som bearbejdes med et marxistisk begrebsapparat. Derfor må teorien også selv underkastes en kritisk ajourføring i forhold til de gjorte erfaringer. I den forbindelse henviser han til Marx og Engels, som deres liv igennem præsterede en sådan nybearbejdning og ofte reviderede deres egne konklusioner. Og så spørger han: “Skal vi være ringere?” (s. 115).

Det er 44 år siden, Gert Petersens (fremover blot Gert P.) bog udkom. Den rummer stadig mange gode indsigter og vidner om en forfatter og politiker, der var skolet i marxismen. Men med det spørgsmål, han selv opstiller, må svaret blive, at bogens teorier i dag er blevet indhentet af virkeligheden. Man fornemmer hurtigt, at den er skrevet i en anden tid, en tid med økonomisk krise, men også en tid, hvor det politiske engagement i dele af befolkningen, både blandt arbejdere og uddannelsessøgende, var langt stærkere, end det er i dag. Det gjaldt ikke kun studenterne og de intellektuelle, også i arbejderklassen var engagementet og aktiviteten betydeligt højere. Sproget på datidens venstrefløj var præget af et marxistisk vokabular, som Gert P. mestrede til fuldkommenhed.

Med sin marxistiske skoling opererer han med den historiske materialisme, klassekampsbegrebet og en strategi for overgangen til socialisme. Med en socialistisk revolution, arbejderklassens hegemoni, ja i bedste Engels- og Lenin-stil med ‘statens bortdøen’. Mange andre skrev samme slags analyser i 1970’erne (hvor bogen må være blevet til), der var et ‘rødt’ tiår. Forskellen er blot, at Gert P. skrev, og talte, bedre end de fleste andre. Han var vidende og stringent på samme tid, og hans sociale og politiske indignation stod aldrig til diskussion. På en måde kan han ses som den sidste af en generation af marxister, der var blevet ‘vakt’ i kampen mod fascismen og skolet i DKP, som han forlod sammen med Aksel Larsen og andre i slutningen af 1950’erne for at danne Socialistisk Folkeparti.

Reformerne og det langsigtede mål

Bogens intellektuelle omdrejningspunkt er det klassiske spørgsmål: Hvordan forholder kampen for de umiddelbare reformer til gavn for arbejderklassen sig til kampen for det langsigtede mål, socialismen, med fælleseje af produktionsmidlerne? Eller som han udtrykker det i indledningen: “Arbejderklassen har umiskendeligt sat sit stempel på historien – men hvor blev socialismen af?” (s. 7).

Dette spørgsmål er stadig relevant, selvom det sjældent bliver sat til diskussion. Heller ikke af det parti, Gert P. var med til at stifte, og hvis formand han var i mange år. SF’s ideologi og praksis svarer i dag en til en til den ‘reformisme’, som Gert P. bruger en stor del af sin bog på at kritisere. Hos ham er det den socialdemokratiske reformisme, i dag kunne det lige så godt være SF’s.

‘Reformismen’, som han identificerer med den socialdemokratiske arbejderbevægelse, er med andre ord stoppet ved den ‘skandinaviske model’, dvs. med det fagretlige system, kombineret med en stor offentlig sektor.‘Reformisme’ skal her snarere forstås som ‘administrationisme’ af kapitalen end som reformisme i klassisk forstand, som jo indebar en tro på, at gradvise reformer til slut ville føre til socialisme. Både i Socialdemokratiet og SF er tanker om et socialistisk samfund i dag helt forsvundet til fordel for mere eller mindre kortsigtede mål, der kan nås inden for kapitalismens rammer. ‘Reformer’ i socialliberal forstand har spillet det langsigtede mål af banen. Og netop dette stiller nogle barrierer op for de af nutidens socialister, som har fastholdt ‘endemålet’. Nu står ikke alene Socialdemokratiet, men også SF i vejen for en overvindelse af kapitalismen. Og dertil kommer langt hovedparten af fagbevægelsen – og naturligvis kapitalen og de borgerlige politikere.

Sådan så det dog ikke ud for Gert P. i 1981. Klassebevidstheden, skriver han, er opstået gennem Socialdemokratiets og fagbevægelsens kampe for bedre løn og arbejdsforhold, kort sagt for bedre reproduktionsbetingelser. Den er blot ikke vokset udover denne ‘umiddelbare’ fase til kravet om et samfund uden privatejendom af produktionsmidlerne. ‘Reformismen’, som han identificerer med den socialdemokratiske arbejderbevægelse, er med andre ord stoppet ved den ‘skandinaviske model’, dvs. med det fagretlige system, kombineret med en stor offentlig sektor. Han kalder det for ‘den sociale kontrakt’, hvor der er indgået et kompromis mellem kapital og arbejde, et klassekompromis.

Men Gert P. og datidens SF (samt naturligvis VS og DKP, som han slet ikke omtaler) ville udover denne fase. For dem var reformismens problem, at den holder sig til de umiddelbare interesser og ikke vover at foretage det mindste opgør med kapitalen. Der er gjort en del på reformplanet, men kan stadig gøres mere. Venstrefløjen skal selvfølgelig varetage klassens umiddelbare interesser, men den må ikke, som Gert Petersen skriver:

“ … gentage reformismens forsyndelser og totalt tilsidesætte de langsigtede interesser til fordel for de helt øjeblikkelige. Denne regel kan udmærket have stor betydning i hverdagens politik. For hvis socialisterne er slaver af klassens øjeblikkelige interesser, så tilsidesætter de jo totalt de langsigtede og bliver meget nemt et halehæng til de mest konservative dele af arbejderklassen. Denne ‘arbejderisme’ har intet at gøre med at kæmpe for arbejderklassens sag” (s. 83 − i alle citater er kursiveringerne Gert P.’s egne).

I dag (dvs. i 1981) skal socialister integrere både de kort- og de langsigtede interesser, de skal både have mål og midler for øje. Strategien må være demokratisk, “men lige så klart og utvetydigt revolutionær, dvs. sigtende på fundamentale samfundsforandringer” (s. 85). Gert P. bruger altså uden at blues ordene ‘revolution’ og ‘revolutionær’ (tænk en borgerlig opstandelse, der blev, da Enhedslisten nogle år tilbage brugte de samme ord!).

Overgangen til socialisme vil være en proces, som både indeholder øjeblikkelige reformer og indgreb i kapitalismens mekanismer, dvs. antikapitalistiske strukturreformer, der akkumuleres og til sidst resulterer i dannelsen af et samfund, hvor kapitalismen og dens marked er afskaffet, og lønarbejderne er blevet frie til selv at regulere samfundet, hvorved de ikke længere er lønarbejdere.

Socialdemokratiet, NATO og EF

Gert P. ser overgangen ske i et samarbejde med socialdemokraterne – reformisterne – men det skal ikke ske på reformisternes præmisser om at holde reformerne inden for kapitalismens rammer. Det skal tværtimod ske ved at arbejderklassen og venstrefløjen presser Socialdemokratiet til at føre en politik, som bryder med en række af kapitalismens præmisser. Herved kan den proces indledes, som på længere sigt indebærer et brud med kapitalismen som sådan.

Man skal dog endelig ikke gentage ‘arbejderflertallet’ fra 1966-67, hvor SF ifølge Gert P. (der selv var med i det som folketingsmedlem og Aksel Larsen-støtte) totalt blev underlagt Socialdemokratiet. (Man kommer til at tænke på perioden 2011-14 med SF i regering og på den nuværende situation, hvor partiet allerede er begyndt at lægge sin politik ind under Socialdemokratiet). Det langsigtede mål skal derimod fra starten være indbygget i det nye S-SF-samarbejde og dermed styrke venstreorienteringen i hele samfundet. Økonomisk demokrati, der også rummer arbejdspladsdemokrati og virksomhedsråd, skal indgå i denne overgangsstrategi.

Men hvad med Danmarks alliance med NATO og medlemskabet af EF, som det hed i 1981? Begge institutioner var/er jo med til at opretholde kapitalismen. Derfor skal der også brydes med dem. Gert Petersen ser det ligefrem som en forudsætning for en overgang til socialismen. Især ser han EF som en stor trussel imod en social og politisk omformning; et sted kalder han ligefrem Fællesmarkedet for en “katastrofe”, en trussel imod en social og politisk omformning.

Han opererer her med en ‘ren’ dansk overgang til socialismen, ligesom han gjorde i et af sine tidligste skrifter, nemlig den store pjece, “Vejen til socialisme i Danmark” fra 1960.

Kulturens rolle

I anden del af bogen kommer Gert Petersen ind på kulturens rolle i klassekampen, eller, som det også kunne udtrykkes marxistisk, på forholdet mellem basis og overbygning. Han stiller sig meget positivt til den dengang ret nye miljøbevægelse og til ungdomsoprøret samt kvindebevægelsens kamp mod patriarkalismen. I det hele taget til det anti-autoritære oprør mod de gamle sædvaner og skikke. Disse mere eller mindre spontane bevægelser ser han som både forløbere for og senere integrerede dele af den bevægelse, der skal sikre overgangen til et socialistisk samfund. Thi forudsætningen for denne overgang er, at der først er sket en ‘kulturrevolution’, hvor mennesker er begyndt at tænke alternativt om sig selv og samfundet.

Her virker bogen nærmest profetisk. Gert P. advarer nemlig samtidig venstrefløjen mod overvejende at fokusere på disse overbygningsfænomener – hvad vi i dag ville kalde for ‘wokeisme’. Hvad enten deltagerne i dette oprør erkender det eller ej, er det en del af klassekampen. Men, og her kommer det profetiske, som det demokratiske parti i USA og måske også nogle danskere på venstrefløjen burde have taget højde for:

“Men selvfølgelig betyder denne erkendelse for os som socialister, at vi må vogte os for ikke at falde i den modsatte grøft og undervurdere de materielle, basis-betingede forhold. Det kan der være en fare for, fordi marxister så længe har undervurderet, hvad der skete i overbygningen, med bevidstheden” (s. 130).

Venstrefløjen må ikke underprioritere almindelige menneskers økonomiske og sociale problemer; så går det galt, og højrefløjen høster gevinsten. Den materielle og sociale klassekamp skal gå hånd i hånd med den kulturelle.

Staten og det repræsentative demokrati

Som det er fremgået, arbejder Gert P. med et marxistisk begrebsapparat. Det gælder også spørgsmålet om staten og dens rolle i kapitalismen og i den overgangsproces, han forestiller sig. Både Marx, Engels og ikke mindst Lenin beskæftigede sig jo med dette spørgsmål, og i Lenins bog Staten og revolutionen, skrevet kort før oktoberrevolutionen, forudsagde han, at staten ville visne bort eller uddø af sig selv, når overgangsprocessen med proletariatets diktatur og socialiseringen af produktionsmidlerne var ført til ende. Statsapparatet var, også i liberal-demokratiske stater, et undertrykkende instrument i overklassens hænder, som ville ‘visne bort’ i takt med, at klassesamfundet gjorde det. Herefter kunne det udstilles på museerne ved siden af spinderokken og bronzeøksen!

Som bekendt gik det lige modsat i Sovjetunionen. I virkelighedens verden skabte bolsjevikkerne historiens største og mest undertrykkende statsapparat, i hvert fald inden Folkerepublikken Kina, der ligeledes er bygget på en leninistisk model.

For marxister af alle afskygninger har spørgsmålet om staten dog vakt bekymringer lige siden. Hvordan skulle man forstå kirkefædrenes udsagn om ‘proletariatets diktatur’, der skulle udgøre statsmagten i perioden fra en socialistisk revolution, hvor adel og borgerskab skulle holdes nede, indtil privatejendommen var afskaffet og socialismen indført, hvorefter der ikke længere var brug for en statsmagt. Socialismen ville blive demokratisk og selvforvaltende med kommunismen som endemål (‘enhver yder efter evne og modtager efter behov’).

Socialismen skal indføres ad demokratisk vej, og alle de demokratiske grundrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed med flere skal respekteres, også under overgangen.De historiske erfaringer fra de ‘reelt eksisterende socialistiske lande’ i dette spørgsmål har for ikke-ortodokse socialister udgjort et kors for tanken, og den store plads, Gert P. vier spørgsmålet i sin bog, viser, at det også har været det for ham. Hele 5 kapitler ud af 15 drejer sig om statens rolle under overgangen til socialismen og derefter.

For det første tager han afstand fra revolution forstået som et kup begået af et revolutionært mindretal. Han henviser til Antonio Gramscis tese om, at en klasse bør være ledende, altså besidde hegemoniet i samfundet, allerede inden den har grebet den politiske magt. Dermed tager han også afstand fra den russiske oktoberrevolution og tilslutter sig Rosa Luxemburgs kritik af dennes udartning til et bureaukratisk og udemokratisk mindretalsstyre.¹ Socialismen skal indføres ad demokratisk vej, og alle de demokratiske grundrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed med flere skal respekteres, også under overgangen.

Det indebærer, at en revolutionær regering må gå af, hvis den taber et valg. Det repræsentative demokrati med almindelig valgret skal fastholdes under alle omstændigheder. Herunder forstår Gert P. også parlamentarismen, selvom man godt kan have repræsentativt demokrati uden parlamentarisme. Men herudover plæderer han for et demokratisk selvforvaltningssystem, tilsyneladende uden at tænke over, at dette vil kunne komme i karambolage med netop parlamentarismen:

“Alle erfaringer lærer de revolutionære, at staten må svækkes fra første færd. Derfor kan vi ikke gå vejen over total-nationalisering (statsovertagelse) og total-statsplanlægning. Det ville være at lægge gift for den socialistiske målsætning. I stedet drejer det sig om allerede tidligt at sigte hen mod et demokratisk selvforvaltningssystem” (s. 160).

Med ‘statens bortdøen’ menes der for Gert P. blot, at de offentlige myndigheders tvang og indblanding begrænses til et minimum. Og hovedreglen for samfundsovertagelse (netop samfunds– og ikke statsovertagelse) af produktionsmidlerne må være, at de arbejdende i fællesskab overtager forvaltningen af de virksomheder, de arbejder i. Sideløbende med et arbejde på at bevidstgøre befolkningen om nødvendigheden af en overgang til socialismen – et arbejde, Gert P. betoner gang på gang – må vi:

“… udvikle og forberede nye decentrale og demokratiske magtorganer i samfundets basis, ikke mindst i kommuner, boligkvarterer og på det afgørende felt: arbejdsmarked/erhvervsliv … Den afgørende målestok er, om de nye organer stiller lønarbejderklassen stærkere i den fortsatte klassekamp, eller om de ikke gør det” (s. 193).

Der skal stadig være en (klasse)kamp på statsligt plan, altså i stat og kommuner. Det vil sige et repræsentativt demokrati. “Kampene indenfor statens rammer og i basis må føres parallelt med hinanden, i en gensidig vekselvirkning … På et givet tidspunkt under denne udvikling vil statens apparat og dens besluttende organer (bl.a. folketing/regering) få afgørende betydning som redskaber for en demokratisk vej til socialismen” (s. 208-09).

Overgangen til socialisme

Til slut opstiller Gert P. et helt scenario for, hvordan en overgang til socialisme i Danmark ville kunne tage sig ud. Egentlig adskiller den sig ikke fra de scenarier, Socialdemokratiet i begyndelsen af 1900-tallet opstillede for det samme, i særdeleshed den marxistiske teoretiker Gustav Bang. Ligesom Gert P. forestillede han og andre socialdemokrater før 1. verdenskrig sig en overgang via et folkeligt flertal bag en socialistisk overgangslovgivning i Rigsdagen eller i hvert fald i det afgørende ting, Folketinget. Sådan en lovgivning ville blive kraftigt imødegået af borgerskabet, men efter en folkeafstemning og ny vedtagelse i Rigsdagen ville socialismen med statseje af produktionsmidlerne blive en realitet.

Gustav Bang var stærkt inspireret af 2. Internationales marxistiske ‘pave’, Karl Kautsky, der mente, at en demokratisk-socialistisk revolution kunne foregå på denne måde, altså via en (socialistisk) stat. Spørgsmålet om statens ‘bortdøen’ blev i denne forbindelse underbetonet, og man har også kaldt synet for ‘statssocialistisk’, hvilket i høj grad kendetegnede de danske socialdemokrater før 1914.² Gert P. henviser ikke til disse tidligere internationale og danske forestillinger eller snarere utopier – paradoksalt nok skriver han, at forestillingerne intet har med Kautsky at gøre − derfor bliver læserens indtryk af noget utopisk yderligere styrket, selvom det i dag næsten virker rørende, at han i 1981 i fuldt alvor kunne forestille sig en eksklusiv dansk overgang fra en kapitalistisk til en socialistisk produktionsmåde. Selv Gustav Bang og P. Knudsen, Socialdemokratiets leder indtil 1909, tænkte sig kun en dansk revolution som et led i en international.³

Gert P.’s bog er på mange måder imponerende og kan med de reservationer, der skal nævnes nedenfor, bruges som skoling i marxistisk teori den dag i dag. Han var måske den eneste egentlige marxistiske teoretiker, vi har haft siden Gustav Bang, der døde som 44-årig i 1915. Alle andre har i højere grad været epigoner, der måske nok kunne formulere begreberne, men ikke kunne anvende dem i konkrete analyser. Det kunne Gert P., i sine senere år overvejende på den internationale politiks område.

Kritik af Gert Petersens analyse

Når man alligevel må forholde sig kritisk til bogen, skyldes det dels dens anakronistiske karakter – altså dette, at den allerede i 1981 var nogle år forsinket i forhold til det røde tiår i 1970’erne − dels dens ‘dobbelthed’: at han simpelthen ‘vil for meget’ på én gang. Han vil både være revolutionær og reformist og placerer sig dermed som ‘centrist’, et begreb man i arbejderbevægelsens historie brugte om de, især tyske, socialdemokrater, der i perioden 1917-23 både kritiserede Socialdemokratiets reformisme og kommunisternes revolutionsstrategi. Netop Kautsky tilhørte denne retning, ligesom i øvrigt hans tidligere ideologiske modsætning (indenfor socialismen), Eduard Bernstein.

For mig at se søger Gert P. at erstatte den ‘bløde’ reformisme hos socialdemokraterne med en hård eller militant reformisme, men udsætter sig herved for anklager for dobbeltspil. Thi medmindre man kunne påvise en forbindelse mellem SF’s politiske praksis og Gert P.’s ‘revolutionære’ retorik, ville det hele jo ende med blot at være ord, ren retorik. Naturligvis var SF et andet parti omkring 1980, end det er i dag, men det er svært i partiets linje at påvise den dialektik mellem reform og revolution, som han med så stor entusiasme fremfører i sin bog.

Det vil selvfølgelig kræve et historisk udredningsarbejde at påvise denne diskrepans, og det har jeg ikke foretaget. Men min historiske hukommelse erindrer ikke SF som et revolutionært parti på den tid. Det revolutionære skulle mere findes hos VS og måske andre grupper af endnu mindre størrelse.

Klassekampens udvikling efter 1980

Dertil kommer en række indvendinger, som har med det anakronistiske at gøre – at bogens strategi mere viser tilbage end frem (hvad Gert P. selvfølgelig ikke kunne vide). Tidens tand har gnavet gevaldigt i den.

Strejkebevægelser blev færre og færre. Ejendomsbesidderne og med dem den herskende klasse blev kort sagt styrket og arbejderklassen og den lavere middelklasse svækket. Det samme skete for fagbevægelserne i alle udviklede lande.Det har den både med hensyn til de objektive og subjektive forhold. Eller med andre ord med hensyn til de materielt-strukturelle forhold (basis) og de ideologiske (overbygning). Som han selv skrev, er virkeligheden “målestokken på en teoris rigtighed” (s. 149).

For at tage de materielle først: Omkring den tid, eller et par år før, hvor Gert P.’s bog udkom, begynder den fase i kapitalismens udvikling, som vi dag betegner som neoliberalismen. Den havde både politiske og økonomiske implikationer. Økonomisk blev der indført frie kapitalbevægelser og en finansiel deregulering, der efterhånden skabte det, vi i dag kalder globaliseringen – med overvejende fri handel og frie markeder på såvel det varemæssige som det finansielle plan. På grund af dette, suppleret af en generel offensiv fra kapitalen mod arbejderbevægelserne i de enkelte lande – mest dramatisk udspillet i Storbritannien med Margaret Thatchers nedkæmpelse af minearbejdernes strejke og deres forbund, men også med Ronald Reagans fyring af New Yorks flyledere umiddelbart efter sin indsættelse som præsident – stagnerede arbejdernes lønninger, og den sociale ulighed begyndte at stige. Strejkebevægelser blev færre og færre. Ejendomsbesidderne og med dem den herskende klasse blev kort sagt styrket og arbejderklassen og den lavere middelklasse svækket. Det samme skete for fagbevægelserne i alle udviklede lande. På Gert P.’s tid lå organisationsprocenten i Danmark på næsten 80, i dag er den i realiteten kun 51-52 pct. Mange melder sig ikke ind, eller også går de ind i en af de gule fagforeninger.

Også det øvrige civile samfund begyndte at svækkes. Partiernes medlemstal raslede ned, og andre foreninger og organisationer mistede ligeledes opbakning. Der bredte sig en individualisering, som godt nok ikke styrkede, men snarere svækkede den enkelte borger og i virkeligheden mere var en ensretning og ensgørelse ‘oppefra’ via massemedierne og efterhånden også de sociale medier og naturligvis via det hedonistiske forbrug, der er udbredt i vestlige befolkninger.

Det er skildret knivskarpt i Anton Jägers lille bog Hyperpolitik, der bygger videre på den amerikanske sociolog Robert D. Putnams undersøgelser af udtyndingen af liv i det amerikanske civilsamfund. Jäger ser denne sociale fragmentering, som ikke er forbeholdt USA, som en ønsketilstand for kapitalen, der møder meget mindre modstand end før.⁴ Og det stemmer med, at den sociale ulighed er vokset og vokset.

For Gert P. var eksistensen af en socialistisk massebevægelse forudsætningen for, at lønarbejderne kunne gennemføre antikapitalistiske strukturreformer som et led i en samfundsomformning. Heri indgik fagbevægelsen samt mange andre organisationer som miljøbevægelser, kvindebevægelsen med flere. I dag er der dog ingen tegn på, at de lønafhængige og de socialt mindrebemidlede skulle ønske at indgå i en massebevægelse, som satte socialismen på dagsordenen.

Man behøver blot at se på, hvordan arbejderklassens stemmer fordeler sig. Hvor den samlede venstrefløj omkring 1980 fik langt over halvdelen af arbejdernes stemmer – og ved valget i december 1981 samlet stod for 48 pct. af de afgivne stemmer − har den i dag langt færre. Mange stemmer ligefrem borgerligt, f.eks. fordi de har et hus, der stiger i værdi, eller de vil have skatten sænket eller en endnu strammere udlændingepolitik. Flere og flere er også blevet aktiespekulanter. Hermed er de subjektive betingelser for en skærpet klassekamp nedefra blevet stadig dårligere.

En forudsætning i Gert Petersens socialistiske strategi var desuden en stat, der var interventionistisk, dvs. en stat, som efter en omformning til fordel for den store masse, kunne gribe ind over for kapitalen og gennemføre en række socialistiske tiltag (før den, i Gert P.’s utopi, ville ‘visne hen’). Men udviklingen under neoliberalismen er gået i retning af en svækkelse eller ligefrem fjernelse af statslige reguleringer, hvad der blandt andet var baggrunden for det store finanskrak i 2008.

De nævnte forhold udgør blot nogle af de hindringer, der i dag er for opbygningen af en socialistisk massebevægelse. Og så er klimakrisen ikke engang nævnt eller de nye autoritære (masse)bevægelser i Europa og USA. Såvel de subjektive som de objektive betingelser for systemoverskridende kampe er kraftigt forandrede på den måde, at styrkeforholdene i dag mere er til overklassens end til den brede befolknings fordel.

Socialdemokratierne i Europa er heller ikke længere reformistiske, end ikke på den bløde måde. De er forvandlet til administratorer af det kapitalistiske system, med en stadig lurende trussel om tilbagerulning af større dele af den sociale lovgivning. I Danmark skal man helt tilbage til 1979 for at finde den sidste store sociale reform under en socialdemokratisk regering, nemlig indførelsen af efterlønnen. Som bekendt er den siden blev kraftigt svækket.

Det er dog samtidig klart, at denne for socialister deprimerende tilstand ikke er statisk. Både de nationale og det globale samfund flytter sig hele tiden. Hverken nationale eller internationale revolutioner af socialistisk art er sandsynlige på nuværende tidspunkt, men alt afhængigt af de økonomiske konjunkturer og de sociale styrkeforhold vil der formentlig ret pludseligt kunne åbne sig nye muligheder for venstrefløjen. Vel næppe en revolution, men så et krav om en mere retfærdig fordeling og en fredsbetonet udenrigspolitik.

Klimakrisen – en barriere for en demokratisk og humanistisk socialisme?

Den største objektive hindring for venstrefløjen og de socialistiske kræfter må i dag siges at være klimakrisen. Den skriver Gert P. ikke noget om. Han skriver lidt om miljø og atomkraft, som SF efter en lang kamp med vækstfanatikere i partiet som Morten Lange og Sigurd Ømann havde lagt bag sig. Men ikke et ord om klima, som heller ikke for alvor var kommet på dagsordenen, det skete først i 1990’erne.

I begyndelsen af sin bog skrev han som tidligere nævnt, at arbejderbevægelsen umiskendeligt har sat sit stempel på historien – men at socialismen er udeblevet. På det vil jeg svare: En form for fremtidig socialisme, som de klassiske marxister – herunder også Gert P. − forestillede sig, er næppe sandsynlig. Det skyldes den stadig stigende fare for et klimakollaps, der vil ændre menneskers grundlæggende livsvilkår drastisk. I stedet for at åbne for frihed og lighed blandt mennesker vil en fremtidig socialisme, hvis den kommer, snarere blive en nødvendig, men barsk affære, som med kraftige statsindgreb skal styre samfundet bedst muligt for at begrænse skaderne fra miljø- og klimaforandringer. Og det kan ikke kun gøres på et nationalt grundlag.

Som det også fremgår af Gert P.’s bog, har kampen for socialisme altid været forbundet med fremskridtsideen. Det gælder både reformismen og marxismen-leninismen, der opstod i kølvandet på 1. verdenskrig og den russiske revolution. Fremskridtsideen overlevede mærkeligt nok også 2. verdenskrig, og nu blev den for alvor knyttet til tanken om økonomisk vækst. Det fandt udtryk i alle socialistiske partiers programmer og ansås for at være en forudsætning for en mere retfærdig fordeling via staten. Man kerede sig ikke om produktionens energisammensætning eller dens biprodukt: forureningen.

spørgsmålet i dag er, om den klassiske diskussion om reform eller revolution og om endemålet er blevet forældet – ikke på grund af større lighed eller en vellykket omfordeling, for klassemodsætningerne findes stadigvæk – men på grund af det katastrofale perspektiv, som klimakrisen udgør.DKP, SF og senere VS forestillede sig stadig et brud med kapitalismen, men alle socialistiske partier koncentrerede sig om sociale reformer og økonomi. Først i 1970’erne begyndte en miljødebat, der efterhånden også kom til at omfatte en debat om klimaet. Denne debat var dog næppe kommet ham for øre på det tidspunkt, hvilket man ikke kan bebrejde ham.

De videnskabelige undersøgelser af den menneskeskabte klimaforværring blev stadig mere alarmerende, og med tiden er de blevet umulige at benægte eller overse, selvom dele af højrefløjen stadig gør det. Hermed er den debat om revolution og/eller reform, som Gert P. kredsede om, for så vidt blevet reaktualiseret. Men samtidig handler den ikke kun om, hvilken klasse der skal være hegemonisk. Hvad enten man tror på en gradvis, reformistisk eller en revolutionær vej til socialismen, er problemet i dag, at klimaspørgsmålet ikke er kommet til at indgå i fremtidsvisionen. Hvis det kommer til at gøre det, vil visionen få problemer. For spørgsmålet i dag er, om den klassiske diskussion om reform eller revolution og om endemålet er blevet forældet – ikke på grund af større lighed eller en vellykket omfordeling, for klassemodsætningerne findes stadigvæk – men på grund af det katastrofale perspektiv, som klimakrisen udgør.

I dag er spørgsmålet, om det overhovedet vil være muligt at skabe et socialistisk samfund under de klimaforhold, som allerede tegner sig, og som i slutningen af dette århundrede ifølge videnskaben vil blive katastrofale, medmindre der gribes effektivt ind imod dem?

Sagt på en anden måde: Hvilken socialisme vil være mulig? Socialismen skulle jo overvinde kapitalismen og skabe det gode samfund, men vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en verden, hvor naturen er nødlidende, og landene er plaget af oversvømmelser, brande og formentlig millioner af klimaflygtninge, der vil søge til de områder, der er mindst ramt af krisen, det vil formodentlig sige til Europa?

Det er den udsigt, der kan få en til at revidere opfattelsen af socialismens fremtid i en mere dyster retning. Naturligvis er det ikke sikkert, at der nogensinde opstår et socialistisk, endsige kommunistisk samfund, hvor enhver yder efter indsats og modtager efter behov. Men hvis den sandsynlige katastrofe på nogen måde skal kunne bekæmpes, subsidiært ‘administreres’, vil det kun kunne ske ved hjælp af en stærk, for ikke at sige overmægtig, stat, der styrer samfundet, måske gennem en undtagelsestilstand.⁵

Hvis kapitalismen fortsætter som nu, vil katastrofen helt sikkert indtræde og derefter være umulig at begrænse effektivt. Den turbulens, der kan forudses med flygtningestrømme mv., kan så ende i et fascistisk diktatur, der på mange måde vil ligne statssocialisme, men altså uden demokrati.

Selvom fascismen forhåbentlig kan undgås, vil en mulig socialisme ikke blive en harmonisk tilstand, men en tvangstilstand, fremkaldt af forholdene – noget man kan kalde for krigssocialisme, nødvendiggjort af krigen mod klimaforandringerne.

Begrebet ‘krigssocialisme’ opstod under 1. verdenskrig, hvor den tyske stat under ledelse af militæret indskrænkede markedsøkonomien massivt og indførte en central, statslig planlægning med sigte på en stærkt forøget våbenproduktion, transportmidler til krigen, streng rationering af fødevarer osv. (I Rusland kaldte man en tilsvarende politik under borgerkrigen 1918-20 for ‘krigskommunisme’). Det blev til Tysklands første ‘totale krig’, hvor alt blev stillet i krigens tjeneste. Private virksomheder og organisationer kom under undtagelseslovgivning, og befolkningens forbrug blev reguleret af omfattende rationeringer. Der var tale om en form for planøkonomi ‘fra oven’.

Mange socialister hilste denne model velkommen som et forstadium til den ‘rigtige’ socialisme, hvor det offentlige ejede og drev produktion og distribution. Men modellen faldt med det tyske nederlag i 1918, og det samme gjaldt ‘krigskommunismen’, som Lenin og Trotskij indførte i Rusland under borgerkrigen. Markedsøkonomien vendte tilbage, i Rusland dog kun under perioden med NEP, ‘den nye økonomiske politik’, indtil 1924.

Den tyske krigssocialisme var statskapitalisme og ikke socialisme i klassisk forstand. Den var også forbundet med en ideologi om afskaffelse af klasserne og skabelse af et ‘folkefællesskab’, tanker der som bekendt gik videre i fascismen og nazismen. Høj som lav skulle trække på samme hammel, i nationens interesse.

På samme måde vil bekæmpelse af en katastrofal klimakrise kræve total styring af økonomien og mobilisering af befolkningerne bag deres respektive stat – eller snarere en overnational myndighed som EU. Og kan det lade sig gøre uden tvang? En tvang, der stiller den rationelle tvang under coronakrisen 2020-21 fuldstændigt i skyggen. Og hvis befolkningerne ikke kan mobiliseres bag disse indgreb, er vi så ikke tilbage ved fascismen, blot uden den folkelige støtte, denne havde i Italien og Tyskland i mellemkrigstiden?

Med sådanne fremtidsperspektiver er en strategi à la Gert P.’s − en strategi, der sigter på en demokratisk socialisme, hvor enhver yder efter evne og nyder efter indsats eller måske endda efter behov − ikke særlig realistisk. Klimakrisens perspektiver har slået troen på fremtiden, og dermed selve fremskridtsideen, i stykker. Det kan sådan set være godt, hvis det gælder selve vækstideologien (der dog indtil videre lader til at trives), men ikke, når det gælder humaniteten og demokratiet, der er en del af socialismens teori.

***

Min konklusion om socialismens fremtid, og dermed også min kommentar til Gert P.’s bog, er således pessimistisk. I slutningen af 1800-tallet antydede Friedrich Engels, at hvis der kom en stor europæisk krig – ikke engang en verdenskrig – så ville vejen til socialisme kunne blive smadret. Den kom som bekendt 1914-18, ovenikøbet som en verdenskrig. Efter 2. verdenskrig vendte fremskridtstanken og håbet tilbage i en årrække, men de sidste årtier peger som nævnt mod kataklysmen.

Trods de dystre fremtidsudsigter er arbejdet for sociale reformer, bevarelse og forbedring af retsstaten, for slet ikke at tale om klimapolitik, selvfølgelig stadig rigtigt og meningsfyldt i dagens samfund. Og socialismen som perspektiv må ikke opgives.Den fossile kapitalisme truer med at ødelægge planetens natur og atmosfære. Socialismens fædre og mødre − og i Danmark kan Gert P. regnes hertil − indregnede simpelt hen ikke muligheden for store katastrofer som krig og klimaødelæggelse i fremtidsperspektiverne. Eneste undtagelse er måske Rosa Luxemburg, der talte om ‘socialisme eller barbari’ som fremtidens to mulige udfald. I første omgang (1933-45), hvor det ikke gjaldt klimaet, men politikken, fik hun ret. Lad os håbe, at hun ikke får det i næste.

Trods de dystre fremtidsudsigter er arbejdet for sociale reformer, bevarelse og forbedring af retsstaten, for slet ikke at tale om klimapolitik, selvfølgelig stadig rigtigt og meningsfyldt i dagens samfund. Og socialismen som perspektiv må ikke opgives.⁶

Spørgsmålet er bare, om både reformarbejdet og det socialistiske perspektiv også vil være relevant omkring år 2100, hvor alt – hvis kapitalismen og dermed klimakrisen fortsætter uden effektiv imødegåelse – helt elementært vil dreje sig om at overleve klimaødelæggelserne? Vil man både kunne bevare demokratiet og en almægtig, men nødvendig stat, der kan sikre menneskehedens overlevelse, omend på barske betingelser?

Den gode udgang vil naturligvis være en vældig folkelig, politisk mobilisering mod både (atom)krig og klimakrise, som munder ud i nedrustede og bæredygtige samfund med en ikke-profitdreven økonomi. Man kalde det socialisme, eller hvad man ønsker at kalde det. Men som situationen er i dag, er det svært at forestille sig.

1. Se Rosa Luxemburg: Den russiske revolution, 1918, udgivet af Paul Levi i 1922.
2. Se Claus Bryld: Den demokratiske socialismes gennembrudsår, 1992, s. 389-403.
3. Ibid, s. 176 og andre steder.
4. Anton Jäger: Hyperpolitik. Ekstrem politisering uden politiske følger, 2024. Se også den nævnte bog: Robert D. Putnam: Bowling alone. The Collapse and Revival of American Community, 2000.
5. Man kommer let til at tænke på Thomas Hobbes’ bog Leviathan fra 1651. Her gjorde Hobbes sig til talsmand for en absolutistisk stat, som kunne holde menneskelig ondskab og samfundskonflikter nede. Bogen var bl.a. en reaktion på den blodige borgerkrig i England 1642-51.
6. Et muligt og mere optimistisk alternativ til en ‘overmægtig’ statsstyring kan blive et samarbejde mellem borgerne lokalt om at afværge (dele af) krisen. Fællesskaber kan opstå for at gå sammen, både som en reaktion på voldsomme, enkeltstående klimahændelser og som svar på global usikkerhed. En bevægelse nedefra kan med andre ord blive fremtvunget af nød med krav om, at både fødevareproduktion og boligbyggeri mm. skal lokaliseres. – Denne tilføjelse skylder jeg Søren Kolstrup.