”En katastrofal succés” – Bagom Hamas-bevægelsen

Af Birgitte Rahbek

Her kommer en forudsigelse. Når det sidste offer er begravet i Gaza og på Vestbredden, vil den islamiske modstandsbevægelse Hamas stadig stå tilbage som en faktor, måske endda som en guerillastyrke, som de amerikanske efterretningstjenester vurderede sidste år. I erkendelse af, at man i et eller andet omfang bliver nødt til at tage Hamas med i ligningen om det fremtidige Palæstina, er det nødvendigt med en mere faktabaseret tilgang til bevægelsen, dens historie, karakter og mål.

Hamas er et akronym for Harakat al-Muqawamah al-Islamiyyah, den Muslimske Modstandsbevægelse, og den var indtil 2017 den palæstinensiske gren af Det Muslimske Broderskab. Hamas blev oprettet i slutningen af 1987 samtidig med udbruddet af den første Intifada, et folkeligt oprør mod den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza, kendetegnet ved demonstrationer, strejker og civil ulydighed.

Året efter udgav Hamas sit første Charter, en Gefundenes Fressen, som bekræfter alle fordomme om bevægelsen. I artikel fem står der således: ’Allah er dets mål, Profetens dets eksempel og Koranen dets grundlov, og videre i næste artikel, at det stræber efter at rejse islams banner over hver en tomme af Palæstina, for under islams vinger kan tilhængere af alle religioner leve sammen i sikkerhed og tryghed hvad angår deres liv, ejendomme og rettigheder’. I den følgende artikel 7 er det derimod småt med fredelig sameksistens, for der tilskriver man Allah for at have sagt: ’Dommedag vil ikke komme, før muslimer bekæmper jøderne (dræber jøderne), når jøden vil skjule sig bag sten og træer. Stenene og træerne vil sige Åh muslimer, åh Abdulah, der er en jøde bag ved mig, kom og dræb ham’.

I det hele taget lægges der utroligt stor vægt på religion, Palæstina betragtes således som et islamisk Waqf, dvs. at det tilhører det muslimske fælleskab, som hverken helt eller delvist skal forødes eller opgives: ’De såkaldte fredsløsninger og internationale konferencer står i modsætning til den islamiske modstandsbevægelses principper. Og derfor er jihad en individuel pligt for enhver muslim. I artikel 15 står der, at det palæstinensiske problem er et religiøst problem.’

Dr. Azzam Tamimi, en Hamas-kyndig britisk-palæstinensisk akademiker, vurderer i bogen ’Understanding Hamas and why that matters’, at charteret er et produkt af en enkelt mand. Hovedparten af bevægelsens ledende skikkelser var på det pågældende tidspunkt fængslet, og kun én mand var ansvarlig for bevægelsen, nemlig en lærer fra flygtningelejren Nuseirat i Gaza, Abdul Fattah Dukhan, som både skrev og offentliggjorde charteret. Tamimi mener ikke, at det øvrige lederskab, anså palæstinensernes kamp som en religiøs konflikt.

Poya Pakzad skrev i ’Israel, palæstinenserne, og truslen om fred’ fra november 2023, at Hamas-kyndige eksperter beskriver charteret som et ”hedengangent dokument”, som bl.a. Hamas’ aktuelle politiske chef har erklæret betydningsløst. Fra midt-90’erne og fremefter har Hamas ”sjældent, hvis overhovedet” påkaldt sig dets charter, ligesom de ”ikke længere citerer eller refererer til det.

Til trods for dette antisemitiske charter mente Israel lige fra starten, at Hamas kunne være nyttig som en kile ind mellem palæstinenserne eller med Ilan Pappes ord være ”en nyttig modvægt til de sekulære venstreorienterede kræfter i modstandsbevægelsen. Israels historik med skjult støtte står i stærk kontrast til landets teatralske erklæringer om, at Hamas ikke er bedre end ISIS”. (En kort historie om Israel-Palæstina-konflikten, forlaget Klim 2025)

Den italienske lektor fra Palermos Universitet, dr. Paola Caridi, deler i bogen ’Understanding Hamas…matters’ Hamas tidlige historie op i tre faser: 1. tiden med den første Intifada, derefter (i 1994) 2. reaktionen på den israelske læge Baruch Goldsteins massakre i Ibrahimi Moskeen i Hebron, som var den første pind til Osloaftalernes ligkiste, og hvorefter Hamas besluttede at gribe til væbnet modstand med anvendelse af terror i form af selvmordsangreb.

Den 3. fase begynder i 2005, hvor Hamas beslutter at indstille selvmordsangreb for at kunne deltage i det palæstinensiske valg i 2006. Det var ligeledes i 2006 op til valget til det palæstinensiske parlament, at Hamas, sammen med fængslede repræsentanter fra fire andre palæstinensiske partier, inklusive den populære Marwan Barghouthi fra Fatah, udarbejdede det såkaldte Nationale Forsoningsdokument, som opfordrede til enhed blandt palæstinenserne.

I maj 2017 udgiver Hamas et nyt charter: ’dokument om de generelle principper og politikker’, og selvom det indledes med en hyldest til Allah og Muhammad, lægges der meget mere vægt på det nationale. Palæstina er nu ”det palæstina-arabiske folks land’, om end det også er et islamisk land, men det palæstinensiske folk er ét folk, sammensat af alle palæstinensere i og uden for Palæstina uanset deres religion, kultur og politiske tilhørsforhold.”

Hamas slår fast, at dets konflikt er med det zionistiske projekt, ”og ikke med jøderne på grund af deres religion…det er zionisterne, der konstant identificerer jødedom og jøderne med deres eget kolonialistiske projekt og illegale enhed”.

Videre skriver Hamas, at de aldrig vil anerkende ’den zionistiske enheds legitimitet’ og afviser ethvert alternativ til den fulde og hele befrielse af Palæstina ’from the river to the sea’, men i samme paragraf accepterer de ikke desto mindre en palæstinensisk stat inden for grænserne fra før Junikrigen i 1967, helt i overensstemmelse med FN’s resolutioner. Der er således tale om, at Hamas de facto anerkender Israel, men ikke de jure, og mere kræver Folkeretten ikke. Ligeledes accepterer de pluralisme og frie valg. Det var jo også det sidste, som i 2006 gav dem sejren, som imidlertid efter en kort periode med en pluralistisk samlingsregering året efter blev forpurret i et kupforsøg orkestreret af Fatah og dets allierede i Israel og USA og førte til den ulykkelige situation med en opdeling i ét styre på Vestbredden og et andet i Gaza.

Valget af Hamas i 2006 var et protestvalg imod Fatahs korrupte styre i Ramallah, allerede dengang ledet af Mahmoud Abbas, hvis dårlige ry kun er blevet værre med tiden. Uduelig og korrupt er nogle af de pænere betegnelser. Og som om det ikke var slemt nok, har Mahmoud Abbas nu udnævnt en kronprins, Hussein al-Sheikh, der forleden af netmediet Electronic Intifada blev hilst velkommen med ordene ’Mød Israels mand i Ramallah’, og sådan er han efter sigende også blevet omtalt af en israelsk spion.

Så når Hamas i 2006 til egen og andres overraskelse vandt et frit og fair valg med en betydelig margin, skyldes det ikke, at alle palæstinenserne pludselig var blevet islamister, også kristne palæstinensere havde nemlig stemt på Hamas, som sagt i protest mod et korrupt palæstinensisk selvstyre, der intet havde fået ud af deres samarbejde og eftergivenhed over for den israelske besættelsesmagt.

Men trods løfter om det modsatte nægtede både Israel og Vesten (dvs. EU og USA) at anerkende Hamas som valgets sejrherre, hvilket europæiske politikere og diplomater senere har indrømmet over for Dr. Paola Caridi var en fejl. Det var en fejl ”ikke at have opbygget en institutionel ramme, hvor Hamas så at sige kunne være blevet inddæmmet” (Understanding Hamas… s. 27). Den manglende anerkendelse af Hamas’ valgsejr og de efterfølgende sanktioner og blokaden har ifølge flere iagttagere været en af de faktorer, der har været med til at svække de moderate elementer i bevægelse, som søgte diplomatiske spor og dermed radikalisere bevægelsen yderligere.

Siden 2006 har der været mange tilløb til nyvalg i alle de besatte palæstinensiske områder, men hver gang har Abbas afblæst – ofte efter pres fra Israel – med den ene eller anden undskyldning, som blot dækkede over, at han vidste, at han og Fatah ville stå elendigt efter et valg ikke kun i Gaza, men også på Vestbredden.

Lige fra begyndelsen har Hamas ligesom de øvrige modstandsorganisationer bestået af en politisk og en militær gren, sidstnævnte er den folk kender bedst under navnet Izz al-Din al-Qassam-brigaderne, opkaldt efter en syrisk prædikant, som i 1933 startede en guerillakrig i det nordlige Palæstina imod briterne, som to år senere myrdede ham. Det er den gren af Hamas, som står på USA’s og EU’s terrorliste, og her har man ikke evnet at skelne mellem den politiske og den militære gren, på samme måde som Israel med samme ildhu har likvideret folk fra såvel den politiske som den militære gren, for at ikke nævne civile og administrative embedsfolk. En ting er, at man i oktober 2024 myrder Yahya Sinwar, som menes at stå bag angrebet den 7. oktober, men noget helt andet er i juli samme år at myrde den politiske leder Ismail Haniyeh, som var ham, man forhandlede våbenhviler og fangeudvekslinger med, mens han var til et møde i Iran. Kampen mod terror har aldrig været præget af nuancer eller fredsvilje.

Izz al-Din al-Qassam-brigaderne slog for alvor deres navn fast den 7. oktober 2023 med deres brutale angreb ind i Israel. Det kan være vanskeligt at forstå brutaliteten og de udførte grusomheder, om end de blegner i forhold til blodbadet i Gaza, men lige så svært er det at forstå, hvad Hamas har villet med et så voldsomt angreb på ikke alene militære installationer, men også på civile.

Det har dr. Azzam Tamimi et bud på i den nyligt udkomne bog af Helena Cobban og Rami G. Khouri ’Understanding Hamas and why that matters’. Bogen er en samling interviews med folk, der har forsket i Hamas, ingen af dem er medlemmer af bevægelsen. Jeg bringer her et lidt længere uddrag af samtalen med dr. Tamimi, som svarer på spørgsmålet om, hvad Hamas’ hensigt var med angrebet:

”Min forståelse ud fra samtaler, jeg har haft med nogle af Hamas-lederne er, at man ikke forventede, at det skulle blive en så stor operation. Hensigten var at tilfangetage nogle få israelske soldater fra den bataljon, der plejer at være stationeret omkring Gaza for at yde sikkerhed og beskyttelse til bosættelserne, for at udveksle dem med palæstinensiske fanger. Spørgsmålet om palæstinensiske fanger… er meget vigtigt.

Det er faktisk af største vigtighed for de fleste palæstinensere, fordi man kan næppe finde en palæstinensisk familie i Gaza eller på Vestbredden, som ikke har et medlem, som er indespærret af israelerne. Og erfaringen har vist, at der virkelig ikke findes nogen anden måde at få israelerne til at løslade dem, uden gennem en fangeudveksling. Så det var hensigten, det var hovedårsagen.

Der er naturligvis også andre faktorer, der bidrog til det. Den mest oplagte er, at Gazastriben har været under belejring i 17 år, og at folk virkelig var ved at blive kvalt. Israelerne holdt dem på en diæt, der var udmålt til lige at holde dem i live uden at sætte dem i stand til virkelig at nyde det liv, de fik lov til at leve.”

Dr. Tamimi tvivler på, at Qassam-brigaderne har stået bag de uhyrligheder, der blev begået, hvoraf mange dog også har vist sig at være israelsk propaganda (f.eks. påstande om halshugninger af babyer, børn i ovne og lig på knager). Men selv bortset fra propagandaen var der rigeligt med krigsforbrydelser, såsom henrettelser og kidnapning af civile inklusive børn. Tamimi tror, at mange af gidslerne blev taget af almindelige gazanere, som krydsede grænsen, da hegnet blev brudt ned, og som var lykkelige over endelig at kunne betræde deres forfædres jord, for hovedparten af indbyggerne i Gaza er efterkommere efter flygtninge fra 1948. Men det er naturligvis kun en formodning.

Hamas har lige siden angrebet anmodet om, at en international undersøgelseskommission kunne klargøre, hvad der faktisk skete den 7. oktober, men Israel har vanen tro nægtet udenlandske undersøgere adgang”, og derfor har de haft så stort held med at sprede propaganda om halshuggede babyer og massevoldtægter. Professor Jeroen Gunning fra King’s College i London mener, at ”den kendsgerning, at disse påstande blev accepteret så beredvilligt og ukritisk i vestlige medier viser, at orientalistiske og islamofobiske fordomme så vel som anti-arabisk racisme stadig er meget levende og nærværende” (Understanding Hamas…s. 66). Derfor er det så vigtigt at komme til bunds i, hvad der rent faktisk skete den 7. oktober. Gunning understreger videre, at brugen af terrorbegrebet forhindrer en analyse af såvel kontekst som løsning, for som Mette Frederiksen sagde i en spørgetime i Folketinget for nylig, er det på grund af terrorbevægelserne i Palæstina, at der er krig. Det er derfor heller ikke muligt at finde en løsning, for man kan jo ikke forhandle med terrorister, de kan kun udryddes.

Forfatteren Helena Cobban kalder såvel Hamas’ valgsejr i 2006 som 7. oktober 2023-angrebet for ’katastrofale successer’, og spørgsmålet er, hvordan Gaza og Hamas kommer videre, hvis der nogensinde kommer en ’dag efter’ myrderierne i Gaza.

Noget tyder på, at Trump har skudt sin ejendomsmægler-plan for Gaza som en Middelhavsriviera til hjørne. Til gengæld har Netanyahu erklæret, at Israel vil udvide sin offensiv i Gaza med henblik på at erobre og fastholde hele området og presse de to millioner mennesker ned på et lille område i syd, hvor håbet så er, at de af sig selv vil indlede en masseudvandring. I skrivende stund bliver gazanerne bombet, brændt og udsultet, mens verden ser ”meget meget bekymret” til, men som den egyptisk-amerikanske forfatter Omar El Akkad skriver: ”En dag vil alle altid have været imod dette”.

I Danmark spørger vi, hvorfor vores regering blot ser til med løftede øjenbryn, og araberne kan med rette stille deres ledere det samme spørgsmål, og, hvad værre er, det kan palæstinenserne i endnu højere grad: deres quisling-styre i Ramallah har ikke gjort meget andet end at fordømme Hamas.

Men samtidig med denne arabiske og vestlige meddelagtige passivitet har de forskellige palæstinensiske politiske fraktioner haft travlt med at forsøge at skabe enhed i modstandsbevægelsen. Det er da også lykkedes under konferencer i Beijing, Moskva og Doha, og i alle tilfælde inkluderes Hamas i bestræbelserne og planerne for fremtiden. Derfor er det relevant at vide, hvad Hamas selv forestiller sig om fremtiden. Det åbnedes der op for i et længere interview i begyndelsen af maj i Drop Site News med Hamas’ talsmand og tidligere toprådgiver for Ismail Haniyeh, Osama Hamdan.

Ifølge Hamdan er Hamas’ nuværende ledelse villig til, så snart krigen er slut, at overdrage styret i Gaza til en uafhængig gruppe af teknokrater: ”Der var et forslag fra egyptisk side om at få en komité af uafhængige ledere fra Gaza til i en overgang at tage kontrollen i Gaza, og derefter kan vi gå videre til at afholde valg. Vi har sagt ja, for hvis de er nationalister, og de vil arbejde for Gazas og folkets bedste, hvorfor skulle vi så ikke have dem?” Hamdan fortæller videre, at Hamas og andre palæstinensiske politiske partier har afleveret en liste med 40-45 navne til den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA) over folk, som skulle tage over efter Hamas. Men de har ikke fået noget svar.

Hamdan forklarer også, at Hamas for nylig har tilbudt at indgå en fem til syv år lang våbenstilstand med Israel, en såkaldt hudna. ”Hovedformålet med denne lange hudna er, at begge parter skal tro på, at de ikke bliver angrebet af den anden side, hvilket i det mindste kan skabe en form for sikkerhed. Og det er en mulighed for at opbygge tiltro til, at der kan være en chance for en form for stabilitet og sikkerhed.” I januar 2004 tilbød den daværende – senere myrdede – Abdel Aziz al-Rantissi en tiårig hudna mod israelsk tilbagetrækning til 1967-grænserne. Og så sent som i 2021 opfordrede Hamas sammen med Fatah i et brev til præsident Biden til en tostatsløsning langs 1967-grænserne.

Osama Hamdan var en af to Hamas-folk, som i slutningen af februar havde direkte samtaler med Trumps særlige gidseludsending, Adam Boehler. Tilsyneladende var det en så positiv oplevelse, at Hamdan synes at knytte visse forhåbninger til Trumps regering. Tilliden til Trump skyldes, at det var ham, der pressede Israel til i januar 2025 at indgå den trefasede våbenhvile, som Israel som bekendt brød i midten af marts efter udløbet af den første fase, som de også kun havde overholdt delvist.

Israelerne var da også rasende, da USA for første gang uden at spørge dem forhandlede direkte med Hamas. Ifølge Hamdan var møderne med Boehler ’produktive og diplomatiske’ ”Boehler syntes at være ægte interesseret i at forstå Hamas’ position, både historisk og i relation til de igangværende forhandlinger” (How Hamas Sees the Current Moment…). Bedre blev det ikke for israelerne, da Boehler senere over for pressen bemærkede, at hans samtalepartnere fra Hamas var mennesker og ikke dyr med horn, de var efter hans mening ’pretty nice guys’; endelig tilføjede han ”Vi er De Forenede Stater. Vi er ikke agent for Israel”.

Ifølge Hamdan ”opdagede regeringen (den amerikanske), at de er frihedskæmpere og har en politisk fortælling og en politisk holdning og søger en politisk løsning”. Det er et billede, israelerne gerne vil forhindre trænger ind i Washington.

Glæden over samarbejdet med USA varede dog kort, for ifølge Hamas havde den amerikanske udsending Steve Witkoff lovet, at to dage efter løsladelsen af den israelsk-amerikanske soldat Eden Alexander ville USA sørge for, at der både kom våbenhvile med henblik på varig fred og nødhjælp til Gaza. I stedet oplevede gazanere en yderligere forværring af bombardementer og udsultning.

Som situationen er nu, ønsker Hamas ikke en kort, midlertidig våbenhvile, hvorefter Israel vil vende tilbage og myrde videre. Men så længe vi herhjemme og i det øvrige EU og USA fortsat kan holde ud at se på sønderbombede kvarterer, børn sprængt i stykker eller forbrændt uden mulighed for smertelindring og hele familier myrdet, så er det nok det eneste, de får i den nærmeste fremtid.

Birgitte Rahbek er kultursociolog og medlem af Mellemøstnetværket