Israel, palæstinenserne, og truslen om fred

En gammel talemåde lyder, at ’palæstinenserne aldrig har misset en chance for at misse en chance’. Budskabet er, at de stridslystne palæstinensere altid har afvist fred, når chancen har budt sig. Men konfliktens nyere historie viser, at det modsatte er tilfældet. Israel har ikke blot modarbejdet gentagne fredsinitiativer med en konsekvent diplomatisk afvisningspolitik; landet har også direkte bekæmpet sådanne initiativer med vold. Faktisk er en stor del af de seneste årtiers drab og ødelæggelse de direkte og synlige resultater af Israels bekæmpelse af fredsfaren. Hvor kommer den fra? I de senere år Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre; tidligere fra PLO. På baggrund af Hamas’ blodige terrorangreb d. 7. oktober 2023, og Israels brutale respons, opruller Poya Pakzad her de historiske hovedpunkter og centrale politiske drivkræfter, som har hindret freden mellem Israel og palæstinenserne i henved et halvt århundrede.

Af Poya Pakzad
Illustration af Molly Christensen

 “Den største hindring for en forståelse og dermed for en løsning af Palæstina-problemet ligger ikke så meget i dets iboende kompleksitet som i den tætte jungle af legender og propaganda, der er skudt op omkring det. Oven i de sædvanlige opgaver for en studerende, der beskæftiger sig med fakta, tilføjes således en forpligtelse til at beskæftige sig med pseudofakta og detronisere dem fra deres illegitime fremtrædende stilling. Det er lige så meget hans pligt at afsløre bedragene som at fremsætte sandheden.”
– Den palæstinensiske historiker, George Antonius, The Arab Awakening, 1938.

En praktisk brist eller et moralsk svigt?

Et efterretningsmæssigt svigt. Sådan var temaet skåret i en stor del af dækningen i den vestlige presse i kølvandet på Hamas’ brud på den israelske blokade d. 7. oktober 2023 og de massakrer, der fulgte. Hvordan kunne det lade sig gøre for en forholdsvis primitiv milits først at planlægge operationen og siden at gennemtrænge en af verdens efterretningsmæssigt mest avancerede sikkerhedsstater – for så at fuldføre udåden ved højlys dag? Var det i virkeligheden en magtfuld stat, som Iran, der trak i trådene? Var det automatiseringen af sikkerhedsforanstaltningerne og overvågningsteknologien omkring Gaza, der kiksede? Havde de israelske besættelsesstyrker hænderne så fulde på Vestbredden, at de overså truslen fra Gaza? Kort sagt: Vi var vidne til en praktisk brist i den ellers dag-til-dag nødvendige sikkerhedsforvaltning og søgte nu svar på den observerede uregelmæssighed og de katastrofale følger.

En historisk analogi, der går igen som ramme om denne version af begivenhederne, er Yom Kippur-krigen i oktober 1973, hvor Egypten og Syrien gennemførte et ”overraskelsesangreb” på israelske styrker. Analogien virker umiddelbart oplagt, især fordi Hamas’ aktion startede dagen efter 50-årsdagen for Yom Kippur-krigen. Sammenligningen går på, at Israel i begge tilfælde blev taget på sengen, angrebet, fordi man havde paraderne nede. Fortællingen styrker den rodfæstede forestilling om, at Israel, hvis ikke landet til enhver tid er i alarmberedskab, vil blive genstand for et udslettelsesangreb fra dets mange fjender.

Analogien er besnærende, men kun fordi der hersker total ignorance om Yom Kippur-krigens indhold og optakt. Den er desuden tiltalende for ”militæreksperter”, ”eksperter” og journalister, der fremtræder begavede, hvis de – takket være den anglofone presse – kan pege på et militærhistorisk fortilfælde, der sætter nutiden i perspektiv.

Framingen er dog langtfra uskyldig. Ved at fremstille det hele som et sikkerhedsmæssigt fejltrin tilkendes Israel ret til en omfattende undertrykkelsespraksis, der ville udløse ramaskrig, hvis den blev praktiseret af officielle fjendestater.¹ At behandle omfattende undertrykkelse – såsom at indespærre 2 mio. mennesker i en tætpakket ghetto² – som en upåfaldende sikkerhedspolitisk nødvendighed, der må opretholdes og genoprettes, når den svigter, udtrykker alt andet lige accept af en kriminel forarmelsespolitik.³

Ikke desto mindre er Yom Kippur-analogien ganske informativ, hvis man trækker på dens realiteter frem for dens legender. I så fald vil man se, at Yom Kippur-krigen, ligesom Hamas’ blodige amokløb, ikke skyldes et efterretningsmæssigt svigt, men et politisk og moralsk svigt. Et svigt, der manifesterer sig i Israels konsekvente fravalg af fred til fordel for ekspansion.

Lad os forholdsvist grundigt gennemgå baggrunden for Yom Kippur-krigen – en yderst forudsigelig krig.

”Sharm el-Sheikh uden fred, frem for fred uden Sharm el-Sheikh”

Det hele startede med en tidligere krig. Vi skal tilbage til juni 1967. Dengang startede Israel en flerfrontskrig mod Egypten, Syrien og Jordan med et såkaldt ”forebyggelsesangreb”. Krigen forebyggede dog ikke rigtigt noget,⁴ men Israel var til gengæld forvisset om at vinde stort, hvad landet også gjorde på kun seks dage.⁵ På sjettedagen havde Israel decimeret sine fjender og militært besat Sinai-halvøen, Gaza, Østjerusalem, Vestbredden og Golanhøjderne med den hensigt at gennemtvinge en ”territoriel revision”⁶ af grænserne.⁷

Israel er herefter officielt at betragte som en besættelsesmagt, en titel, der – mere end et halvt århundrede senere – består. Israel er nemlig stadig i militær besiddelse af de nævnte territorier og er godt i færd med at annektere væsentlige dele bl.a. ved at bosætte israelske borgere i dem. Undtagelsen er Sinai-halvøen, som blev returneret til Egypten efter indgåelsen af en fredsaftale i september 1978. Så meget ved danskere, som har holdt ferie i Sharm el-Sheikh, det er Egypten, og ikke Israel, de besøger. Men hvordan gik det til, at Israel gav Sinai tilbage?

Seksdageskrigen udløste en international krise. Det diplomatiske efterspil førte til FN’s Sikkerhedsrådsresolution 242 – det essentielle diplomatiske dokument, som oplister de principper og gensidige forpligtelser, som i lidt over et halvt århundrede har dannet forhandlingsramme og en international konsensuskøreplan for fred mellem Israel og de arabiske nabostater, og siden 1976 også mellem Israel og palæstinenserne.⁸ Kort sagt anfører indledningen til resolutionen folkeretsforbuddet mod territoriel erobring ved brug af magt⁹ og går herefter videre i selve dokumentet til at angive, at (1) Israel skal trække sig tilbage fra de områder, det besatte i Seksdageskrigen, og (2) de arabiske stater skal anerkende Israels ret til at eksistere inden for sikre og anerkendte grænser.¹⁰

Til gennemførelsen af resolutionens simple fredsformel sendte FN den svenske FN-ambassadør Gunnar Jarring på penduldiplomatisk mission mellem Israel og de arabiske nabostater. Denne mæglingsmission, kendt som Jarring-initiativet, startede beskedent med et spørgeskema for at lodde stemningen og kulminerede i en henstilling den 8. februar 1971, efter flere mislykkede forsøg på at bringe parterne tættere på hinanden.¹¹ Den dag præsenterede Jarring – i et sidste forsøg på at opnå fælles fodslag – en aide-mémoire med et quid-pro-quo modelleret efter Resolution 242: 1) Israel skal trække sig ud af Sinai-halvøen, og 2) Egypten skal indgå en fredsaftale med Israel. Med den handling overgav en træt Jarring initiativet til de stridende parter.¹²

Egypten afgav formelt sit svar til Jarring en uge senere og erklærede sig villig til at anerkende Israels ret til at leve inden for sikre grænser, på betingelse af en israelsk forpligtelse på fuld tilbagetrækning fra Sinai-halvøen.¹³ Israel afgav ”i blindhed og fuldskab”¹⁴ sit svar i slutningen af måneden, men det indeholdt en kategorisk afvisning af fredsformularens kerneforlangende:

”Israel vil ikke trække sig tilbage til grænserne før den 5. juni 1967.”¹⁵

Med Israels afvisning af den internationale køreplan for fred kuldsejlede Jarring-initiativet, selvom Jarrings bestræbelser og Egyptens positive svar nød bred international opbakning. Egyptens svar blev positivt modtaget af samtlige medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, herunder USA, som sammen med Rådet udtrykte håb om, at Israel ville følge Egyptens eksempel. Stort set alle lande i både Øst og Vest ”noterer med påskønnelse” i en resolution i Generalforsamlingen samme år ”det positive svar afgivet af Egypten” og ”opfordrer Israel til at reagere positivt på [Jarrings] fredsinitiativ”. Da forsamlingen skærpede sin opfordring til Israel året efter, var den internationale opbakning endnu større.

Amerikanerne beskrev Egyptens svar til Jarring som ”seriøst og konkret” og placerede ansvaret for initiativets sammenbrud på israelernes skuldre: ”Egyptens indstilling var positiv, men Israels var negativ”. Amerikanerne, beretter Yitzhak Rabin i sin erindringsbog fra 1996, frygtede især, at israelsk uforsonlighed ville skade amerikanske interesser i Mellemøsten. Under et møde i det amerikanske udenrigsministerium blev Israel advaret: ”I 20 år har I ikke kendt fred, og hvis I fortsætter på denne facon, vil Israel aldrig opleve fred”.¹⁶ Den daværende amerikanske præsident, Richard Nixon, reagerede med endnu større irritation: ”Vi er efterhånden Israels eneste ven af betydning i verden. Jeg har endnu til gode at se landet give sig så meget som en tomme […] Det er nu, der skal rykkes, og det skal [Israel] få håndfast at høre […] Tiden er ikke længere til at udholde Israels uforsonlige indstilling.”¹⁷

Men den israelske afvisning af den egyptiske tilnærmelse stod fast. Den eneste vej til fred, fastholdt Israel, var en ny grænsedragning. Dette markerede en tidlig og skæbnesvanger manifestation af, at ønsket om fred viger for den vigtigere ambition om territorial ekspansion.¹⁸ Eller som Israels forsvarsminister Moshe Dayan formulerede det allerede i februar 1971: ”Sharm el-Sheikh uden fred, frem for fred uden Sharm el-Sheikh”.¹⁹

Hermed begyndte nedtællingen til den såkaldte ”overraskelseskrig”, der brød ud i oktober 1973.

”Yamit betyder krig”

To gange blev Golda Meir, Israels daværende præsident, diskret advaret af sin nærmeste rådgiver, Israel Galili, om risikoen for krig udløst af Israels afvisning af tilbagetrækning fra de besatte territorier. Men Meir ville ikke høre det. Hun erklærede i stedet: ”Vi vil gøre alt for, at disse grænser bliver accepteret af vores naboer. Vi ønsker forsvarlige grænser, ikke kun fordi vi ønsker at være i stand til at forsvare vores grænser endnu bedre, men også fordi selve grænsernes eksistens vil afholde vores naboer fra at røre os.”²⁰

Risikoen for krig stod imidlertid klart og tydeligt. Egyptens nye præsident, Anwar Sadat, truede gentagne gange med krig, hvis ikke Israel trak sig ud af Sinai. For Sadats vedkommende var de israelske forberedelser på etableringen af den civile bosættelse Yamit²¹ i Sinai en personlig ydmygelse.”Yamit betyder krig, i hvert fald for Egypten”, advarede han.²² Lige siden han blev præsident efter Gamel Abdel Nasser, proklamerede Sadat årligt, at dette år er ”the year of decision”. Da det israelske kabinet besluttede sig at konsolidere de nyligt erobrede territorier med den såkaldte Galili-plan i september 1973, tog truslerne fra arabisk side til i styrke. Sadat var så desperat på dette tidspunkt, at han inviterer Newsweeks stjernekorrespondent Arnaud de Borchgrave til Cairo og udtaler til citat: “Enhver dør jeg har åbnet, er blevet smækket i lige op i mit ansigt – med amerikanske velsignelser […] Situationen er håbløs […] Alle er faldet i søvn, hvad angår krisen i Mellemøsten. Men de vil snart vågne op. Det er tid til et chok! […] Alt bliver for alvor mobiliseret lige nu til den uundgåelige konfrontation, der nærmer sig”.²³

Advarslerne havde desuden hobet sig op fra flere kanter. FN’s generalsekretær meddelte Israel så tidligt som i 1971, at ”der næppe kan være tvivl om, at hvis det nuværende dødvande i bestræbelserne på en fredelig løsning fortsætter, vil nye kampe bryde ud før eller siden.”²⁴ Amerikanske krigssimuleringer havde allerede i 1968 forudsagt en krig i fraværet af en politisk løsning.²⁵ Både amerikanske ambassadører og amerikanske olieselskaber advarede udenrigsminister Henry Kissinger om, at en krig ville bryde ud, medmindre Israel indgik fred med Egypten.²⁶ Fem måneder før krigen brød ud, advarede Udenrigsministeriets Bureau of Intelligence and Research om, at alle Sadats politisk-diplomatiske alternativer var udtømte. Så medmindre USA indledte et troværdigt fredsinitiativ, ville risikoen for en israelsk-egyptisk krig inden for seks måneder være ”fifty-fifty”.²⁷ Israels egen forsvarsminister, Moshe Dayan, bad i maj måned generalstaben om at forberede sig på krig i sensommeren: ”Vi, regeringen, siger til jer, generalstaben, ‘Mine herrer, vær venlig at forberede jer på krig mod de, der truer med at starte den, Egypten og Syrien’.”²⁸

Som den velkendte amerikanske politolog og Palæstina-ekspert Norman G. Finkelstein sardonisk bemærker i sin klassiske tour-de-force over konflikthistorien og den zionistiske historiografi: ”Ironisk nok er der sandsynligvis ingen krig i historien, som er blevet indledt med så megen foromtale som ’overraskelsesangrebet’ i oktober 1973.”

Og så skete det…

Den 6. oktober 1973 kl. 14.00 indledte en koalition anført af Egypten og Syrien et massivt batteri af artillerigranater mod israelske stillinger langs Suez-kanalen. Angreb på de israelske positioner i Sinai-halvøen og Golanhøjderne fulgte. Krigen endte med at koste op imod 3.000 israelske soldater livet og sårede yderligere knap 9.000. ²⁹ Israel var rystet i sin grundvold.³⁰

Hvori bestod overraskelsen så?

De kan faktisk slås?  

Problemet var ikke, at Israel og USA manglede solide efterretninger; tværtimod var der rigelige mængder korrekte efterretninger om et arabisk angreb. Problemet var, at de – pga. imperialistisk arrogance og racistiske forestillinger om, at arabere ikke kunne holde rigtigt på et gevær – drog de forkerte konklusioner. Både Israel og amerikanerne var grebet af sejrsrusen efter ’seksdageskrigen’ i juni 1967, og der havde spredt sig en skæbnebetonet opfattelse af uovervindelighed.³¹

Men der var også andre, mere stormagtspolitiske grunde til, at det kunne komme så vidt. Vi befinder os nemlig midt i den Kolde Krigs hede. Den globale orden er bipolær, og den lokale konflikt mellem Israel og Egypten var afstemt af den globale konflikt mellem USA og Sovjetunionen. Tilbage i USA var der kommet en ny udenrigsminister til, som i den grad havde Den Kolde Krig forrest i sine tanker. Han hed Henry Kissinger.

I krigsåret 1973 var Nixon stadig præsident, men den amerikanske mellemøstpolitik var domineret af den nye udenrigsminister, bl.a. fordi Nixon var kørt fast i den hjemlige Watergate-skandale og en blodig krise i Laos. Af årsager, som vi ikke skal ind på her, havde Kissinger kørt sin forgængers fredsbestræbelser ud på et sidespor.³² USA’s hidtil noget milde pres på Israel var nu helt ophørt. Det amerikanske mål var ikke længere at bryde med, men derimod at opretholde et dødvande mellem Israel og de arabiske stater i den forvisning, at araberne var for svage til at slås – uden tvivl en opfattelse, Kissinger havde arvet fra israelerne.³³

Kissinger havde sat sig for at opnå en tredobbelt målsætning: 1) At sikre Israel en strategisk tilstedeværelse i Sinai, helst permanent, men i det mindste for en overgangsperiode – ved at sylte processen mod et endeligt forlig, 2) at skubbe Anwar Sadats Egypten ud af Moskvas fangarme, og vigtigst af alt: 3) Moskva helt ud af Mellemøsten.³⁴ USA’s forstærkede velvilje mod Israel var afpasset landets nyttighed som stedfortræder i den overordnede supermagtskonflikt med Sovjetunionen. Israels hidtil store frygt for, at USA skulle presse dem til at opgive erobret territorium, var bortfaldet for en stund.

Men Yom Kippur-krigen ændrede kalkulen i Washington fundamentalt. Som Kissinger forklarer: “Egypterne havde demonstreret deres evne til at slås; de ændrede situationen i Mellemøsten, og der opstod nye kendsgerninger at forholde sig til”.³⁵ Krigen betød, at Israel blev tvunget til at opgive sin kontrol over Suez-kanalen og den syriske by Qunaytra i Golanhøjderne. Store tilbageslag. Og voldsanvendelsen virkede især på sigt for den stærke af de to ”konfrontationsstater”, Egypten, som uden Syriens vidende havde besluttet sig for at gå enegang i sit afgrænsede krav på tilbageleveringen af Sinai-halvøen. Det var præcis, hvad Egypten fik ud af krigen efterfølgende.

Yom Kippur-krigen er en fortælling om, at Israel, forblændet af sin egen styrke, troede, det kunne annektere arabisk territorium uden konsekvenser. De egyptiske forsøg på fred blev ignoreret, og man antog, at araberne blot skulle tøjres fra tid til anden, og at de ville overgive sig før eller siden.Kissingers nye indsigt i arabisk kampkraft igangsatte en amerikansk-anført penduldiplomatisk proces, som mundede ud i direkte forhandlinger, der til syvende og sidst førte til Camp David-overenskomsten af 1978. Som følge af denne trak Israel sig endelig ud af Sinai og afviklede bosættelsen Yamit (men selvfølgelig ikke før man demonstrativt destruerede, alt hvad der stod tilbage i den nyoprettede by). I Camp David sluttede Israel endelig fred med Egypten efter den land-for-fred-formel, som er indkapslet i Resolution 242. Selvom landet inden fredsaftalen hårdnakket påstod, at Sharm el-Sheikh var nødvendig for dets evne til at forsvare sig, har der været fred ved grænsen, lige siden fredsaftalen blev underskrevet for 45 år siden. Sikkerhedsargumentet var med andre ord dubiøst; det dækkede over et slet skjult ønske om at ekspandere sine landegrænser. ³⁶

Men Israel indgik faktisk en fredsløsning med Egypten, som på mange måder var værre set fra et israelsk perspektiv end det, Israel var blevet stillet i udsigt af Egypten syv år forinden under Jarring-initiativet. Nu fulgte der nemlig i tillæg til Resolution 242’s fredsformel mellem Israel og de arabiske nabostater også et stærkt og internationalt forankret krav³⁷ om palæstinensisk statsdannelse i Gaza, Østjerusalem og Vestbredden.³⁸

Yom Kippur-analogien står altså stadig som et udmærket sammenligningsgrundlag. Den indeholder blot en anden lære end den, vores krigsgenier formidler til offentligheden gennem medierne. Yom Kippur-krigen er en fortælling om, at Israel, forblændet af sin egen styrke, troede, det kunne annektere arabisk territorium uden konsekvenser. De egyptiske forsøg på fred blev ignoreret, og man antog, at araberne blot skulle tøjres fra tid til anden, og at de ville overgive sig før eller siden. I dag kan vi drage en parallel og lære af historien: Terrorangrebet fra Hamas kunne have været undgået, ja selv Hamas’ opstigning til magten kunne have været forhindret, hvis Israel tidligere havde imødekommet palæstinensiske tilnærmelser. I stedet valgte Israel at opretholde en brutal blokade gennem knap to årtier på Gaza-striben og uafbrudt bosættelsesekspansion på Vestbredden.³⁹

Fred med Hamas var nemlig – som vi senere skal se – ganske mulig, ligesom fred med palæstinenserne, længe før Hamas blev en faktor, var ganske mulig. Men igen og igen har Israel i sin konflikt med palæstinenserne prioriteret ekspansion over fred.

Lad os se nærmere på den palæstinensiske dimension af den israelsk-arabiske konflikt. Vi begynder med Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO.

**

“For over 20 years Israel has expanded by force of arms. After every stage in this expansion Israel has appealed to “reason” and has suggested “negotiations”. This is the traditional role of the imperial power, because it wishes to consolidate with the least difficulty what it has already taken by violence. Every new conquest becomes the new basis of the proposed negotiation from strength, which ignores the injustice of the previous aggression. The aggression committed by Israel must be condemned, not only because no state has the right to annexe foreign territory, but because every expansion is an experiment to discover how much more aggression the world will tolerate.”
– Bertrand Russel, hans sidste tale, Cairo, januar 1970

Den palæstinensiske fredsoffensiv

Ekspansion har været hoveddrivkraften i Israels tilgang til palæstinenserne,⁴⁰ den statsløse arabiske befolkning, der blev fordrevet fra det område, den zionistiske drøm om et hjemland blev realiseret på.⁴¹ Skønt palæstinensernes politiske repræsentanter opfordrede til en mindelig deling af territoriet i flere årtier, var israelske regeringer på tværs af det politiske spektrum fast besluttet på at fortsætte landets bosættelsesaktivitet i de erobrede palæstinensiske områder.⁴²

Selvom det er en udbredt opfattelse, at Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), frem til sin formelle tilslutning til Resolution 242 i 1988,⁴³ ønskede at udslette Israel, er det i dag almindeligt anerkendt i forskningslitteraturen, at PLO så tidligt som i midt-70erne modererede sin holdning. Organisationen gik fra sin tidligere målsætning om en demokratisk fællesstat (der skulle strække sig fra Jordanfloden til Middelhavet) til accept af den internationale konsensus om en tostatsløsning baseret på grænserne før Seksdageskrigen (herefter 1967-grænserne).⁴⁴ Lad os lige sige det kort: PLO ville oprindeligt frigøre hele Palæstina, men fra midt-70’erne og frem ændrede organisationen sit mål til oprettelsen af en lille stat på 22 procent af området.

Dette realpolitiske skift i PLO’s linje kom første gang officielt til udtryk i september 1975, da ”konfrontationsstaterne” Egypten, Syrien og Jordan præsenterede et resolutionsudkast for FN’s Sikkerhedsråd om oprettelsen af en palæstinensisk stat baseret på principperne i Resolution 242. PLO bakkede offentligt op om udkastet og fordømte USA’s ”veto-tyranni” i Sikkerhedsrådet, da resolutionen blev behandlet i januar 1976. Den 2. december 1975 kvitterede Israel med et luftangreb mod palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Næsten 100 palæstinensere blev dræbt, hovedsageligt civile. Ifølge CIA var angrebet delvist motiveret af ”Israels vrede over Sikkerhedsrådsprocessen”.⁴⁵

Israel boykottede hele Sikkerhedsrådsprocessen fra september til januar, og Israels FN-ambassadør Chaim Herzog retfærdiggjorde Israels boykot med, at PLO havde ”forberedt” indholdet af resolutionen (han kom senere med en lignende påstand om indholdet af en saudisk fredsplan få år efter).⁴⁶ Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, udtalte ved den lejlighed, at Israel ”kraftigt [bør] modsætte sig ethvert antrit til etableringen af en tredje stat i området mellem Israel og Jordan […] Og jeg gentager klart og kategorisk: sådan en stat må aldrig dannes”.⁴⁷

Lidt over et år efter, den 20. marts 1977, udstedte PLO med et stort flertal blandt dets medlemmer en deklaration om målet om at opnå ”en selvstændig stat” i Palæstina, underforstået skrinlægningen af den tidligere ambition om en ”demokratisk fællesstat”. En artikel i New York Times forstod begivenhedens betydning således: ”Selvom ideen stadig afvises af Israel, betragtes PLO’s accept af konceptet om en lille palæstinensisk stat som et afgørende skridt for den palæstinensiske bevægelse henimod fredelig sameksistens med Israel.” Rabin citeres i samme tekst: ”Det eneste sted, israelerne kan mødes med de palæstinensiske guerillaer, er på slagmarken.”⁴⁸

Kort sagt var der åbninger fra midten af 1970’erne for en international eller bilateral forhandlingsproces, som til forveksling lignede det, egypterne tilbød Israel i februar 1971, en israelsk tilbagetrækning i bytte for fred. Men Israel har til dato holdt fast i den linje, landet besvarede Jarrings henstilling med: ”Israel vil ikke trække sig tilbage til grænserne før den 5. juni 1967.” Palæstinensisk moderation skabte derfor en politisk krise i Israel, ”et politisk PLO er langt mere farligt end et voldeligt PLO”.⁴⁹

PLO’s politiske moderation fortsatte ind i 80’erne. Selvom USA og Israel på dette tidspunkt ihærdigt forsøgte at portrættere PLO som stædige og uforsonlige, viser frigivne amerikanske efterretningsvurderinger, at USA – og dermed Israel – var helt bevidste om den politiske udvikling i PLO. Men hvad der i begyndelsen af 1980’erne kun blev diskuteret i pro-palæstinensiske kredse og marginaliserede dissidentmiljøer i Vesten, blev faktisk præsenteret for den amerikanske præsident af hans efterretningstjenester.⁵⁰ I december 1981 kunne et National Intelligence Estimate orientere præsidenten om, at:

“Den nuværende PLO-ledelse under Yasir Arafat har givet flere indikationer på, at den er parat til at bevæge sig hen imod en forhandlet løsning med Israel” baseret på “selvbestemmelse for palæstinenserne og oprettelse af en palæstinensisk stat på Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.”

“Arafat har privat angivet, at han er parat til gengæld at anerkende Israels ret til at eksistere. Vi vurderer, at han sandsynligvis ville kunne håndhæve den disciplin, der er nødvendig for at opnå accept heraf inden for PLO. Vi vurderer også, at han ville acceptere en proces, der fører til en mere formel anerkendelse.”

“Bortset fra enkelte ekstremistiske arabiske stater som f.eks. Libyen og måske Irak er lederne i de fleste andre arabiske stater privat enige om, at den eneste levedygtige løsning er en aftale, der inkluderer en endelig israelsk tilbagetrækning fra alt territorium besat i 1967, med mindre grænsejusteringer, samt selvbestemmelse for palæstinenserne […] og en form for arabisk anerkendelse af Israel.”

Vurderingen går derefter videre til at beskrive stemningen inde i Israel:

“I Israel er der bred enighed blandt næsten alle politiske partier og i den brede offentlighed om, at der ikke kan være total tilbagetrækning til grænserne før juni 1967 og ingen forhandling med PLO. Selv hvis PLO skulle ændre sit charter mhp. at anerkende Israel og afstå fra terrorisme, ville en stor del af den israelske offentlighed og indflydelsesrige hardlinere inden for det styrende Likud-parti, oppositionspartiet Labor og National Religious Party – Israels tre største politiske sammenslutninger – stadig modsætte sig forhandlinger med PLO.”⁵¹

Israelske sikkerhedseksperter er enige. PLO var ifølge den israelske politolog Avner Yaniv ”tydeligt involveret i en proces mod moderation” og ”en langt mere kompromissøgende tilgang over for den zionistiske stat”, men ”alle israelske regeringer siden 1967” afviste og modsatte sig kategorisk oprettelsen af en palæstinensisk stat. F.eks. havde Saudi-Arabiens Prins Fahd i 1981 fremsat en fredsplan med arabisk tilslutning, og PLO’s opbakning, som gentog den internationale konsensuskøreplan: Israelsk tilbagetrækning og etablering af en palæstinensisk stat i bytte for arabisk anerkendelse af Israel.

De forbistrede palæstinensere ville nu ikke blot indgå en tostatsløsning og anerkende Israels eksistens, men de kunne også beherske deres modstand og opføre sig helt statsmandsagtigt. Fredsfaren var blevet for stor. Noget måtte der gøres for at stoppe den.Det blev nu stadig mere absurd at holde PLO hen som en illegitim forhandlingspartner, når det tydeligvis var Israel selv, der modsatte sig fredsforhandlinger. Da Israel sluttede fred med Egypten, var den væsentligste bevæggrund at skaffe sig frihed til at smadre PLO, som på det tidspunkt opererede fra sit eksil i Libanon.⁵² Således var motivet bag angrebet på PLO i Libanon i 1982 – en krig, der endte med at koste 16.-20.000 primært civile livet – at ”værne om bosættelsespolitikken på Vestbredden” ved at ”svække de moderate” kræfter i PLO og ”styrke [de moderates] radikale rivaler”, anfører Yaniv.

Israels territoriale interesser på Vestbredden var på det tidspunkt udfordret af to vigtige forhold. For det første havde PLO vundet kommunalvalg på Vestbredden, og for det andet var bevægelsen i stigende grad begyndt at sende fredsfølere til Israel via FN, europæerne og gennem kontakter på den israelske fredsfløj. Derfor var det nødvendigt at ”likvidere PLO”, ”føre massiv bosættelsesaktivitet på Vestbredden” og ”øge presset på araberne inde i Vestbredden” for at ”konsolidere” Israels greb over området.⁵³ Desuden truede PLO’s stringente overholdelse af en våbenhvile, organisationen havde indgået med Israel året forinden, med at bidrage til dens respektabilitet og legitimitet som potentiel forhandlingspartner – en ”veritabel katastrofe fra et israelsk perspektiv” ifølge den israelske historiker Yehoshua Porath.

Krigen i 1982 ”udsprang af det faktum, at våbenhvilen var blevet overholdt” af PLO (Porath) trods ”bevidst proportionsløse” israelske angreb hen over grænsen for at fremprovokere en reaktion (Yaniv).⁵⁴ De forbistrede palæstinensere ville nu ikke blot indgå en tostatsløsning og anerkende Israels eksistens, men de kunne også beherske deres modstand og opføre sig helt statsmandsagtigt. Fredsfaren var blevet for stor. Noget måtte der gøres for at stoppe den. Israel stod over for valget om at slutte fred med palæstinenserne og dermed opgive Vestbredden eller forfølge sine ekspansionsambitioner med en ”præventiv militæraktion” for at nedkæmpe ”den palæstinensiske fredsoffensiv” (Yaniv).

Valget faldt på ekspansion. At ”ødelægge PLO som en politisk kraft, der var i stand til at gøre krav på en palæstinensisk stat på Vestbredden”, dette ”var hele operationens raison d’être” (Yaniv).⁵⁵

Invasionen af Libanon, istemmer Zeev Maoz, ”var en del af en storslået plan med det formål […] at forlænge Israels besættelse af Vestbredden og Gaza” ved at ”ødelægge PLO i Libanon” og dermed ”sætte en stopper for palæstinensiske drømme om et hjemland på Vestbredden og Gaza-striben”.⁵⁶

Det var ikke, fordi PLO var en reel militær trussel. Javist begik PLO’s ”faldefærdige milits med middelmådige kampevner” lejlighedsvis terror. Men givet det faktum, at Israel havde modsat sig etableringen af en palæstinensisk stat og ønskede at annektere væsentlige dele af Vestbredden, var krigen i Libanon blevet ”uundgåelig” af politiske, ikke militære, grunde. Man kunne og ville ikke anerkende palæstinenserne som en politisk entitet. Krigen skulle forhindre PLO i at ”go political” og afholde amerikanerne og europæerne fra at havne i PLO’s ”fælde”.⁵⁷ Sagt med andre ord: PLO skulle hellere ”go violent”.

Verdens længste sæbeopera

Faktisk skal vi helt frem til den første Intifada i 1987-1991, en i hovedreglen ikkevoldelig,⁵⁸ palæstinensisk græsrodsopstand mod den israelske besættelse og dens administrative elendigheder, før Israel begyndte at række ud til et nu komplet slagent og desperat PLO. Men det skete ikke, før Israel havde knust opstanden med proportionsløs vold, destruktion og brutalitet.⁵⁹ Intifadaen viste sig at være for omkostningsfuld for Israel, både materielt, men også i forhold til dets globale omdømme. Palæstinenserne havde nu for alvor rejst sig som en organiseret politisk enhed, der stod op for deres kollektive rettigheder. De havde vakt omverdenens sympati, og Israels omdømme havde lidt et knæk. For Israel blev det tid til justeringer af den fredsafvisende strategi.

Ingen israelsk regering har nogensinde været villig til at tilbyde palæstinenserne en sammenhængende og levedygtig stat, hverken på den israelske højre- eller venstrefløj, der begge har haft bosættelsespolitikken højt på dagsordenen.Israel satte sig for at udlicitere besættelsens administrations- og sikkerhedsansvar til en lokal høvding. PLO’s leder Yasser Arafat stod klar til at omfavne opgaven. Heraf de sagnomspundne Oslo-aftaler fra Madrid-konferencen til Wye River-memorandummet, som førte til oprettelsen af det såkaldte Palæstinensiske Selvstyre. Modsat hvad man kunne tro, betegnede Oslo ikke et brud med den faste israelske afvisningspolitik. Til gengæld opnåede Israel at udskyde ideer om en selvstændig palæstinensisk stat til en udefineret fremtid. Man købte sig tid til øget bosættelsesaktivitet. Strategien virkede: Oslo blev med stor optimisme udråbt til en ”fredsaftale” og blev startskuddet til noget, der kaldtes en ”fredsproces”. Realiteten var, at Israel og USA tilbød palæstinenserne en skrabet version af de ”hjemlande”, sydafrikanske racister havde henvist sorte til 30 år tidligere.

Oslo-aftalerne, som vi ikke skal udfolde i detaljer her,⁶⁰ indeholdt ingen garantier for oprettelsen af en palæstinensisk stat, ingen fælles forståelse om fastsættelse af grænser, ingen begrænsninger på israelske bosættelsesaktiviteter, ingen løsning på flygtningeproblemet og ingen tidsfrist for en reel løsning. Alle centrale udeståender blev puljet sammen under betegnelsen ”final status issues” og henvist til eventuelle slutforhandlinger i fremtiden. Ikke desto mindre blotlagde Oslo-aftalerne, i modstrid med hvad amerikanerne og israelerne offentligt påstod, at PLO var mere end klar til kompromis, endda så sultne efter det, at de var villige til at gøre halsbrækkende indrømmelser i bytte for krummer.

Den ”fredsproces”, Oslo-aftalerne affødte, i Camp David, Taba, Kvartetten, Annapolis, osv., tog udgangspunkt i en afvisning af den internationale konsensusformel for fred.⁶¹ Det var en måde at flytte forhandlingerne ud af internationale fora og ind under et amerikansk formynderskab. Hele øvelsen gik på at få palæstinenserne til at acceptere, at Israels folkeretsstridige territoriale krav trumfer palæstinensernes folkeretsforankrede rettigheder. Folkeretsligt er det alene palæstinenserne, der afkræves indrømmelser. Set fra dette perspektiv er der ikke tale om en fredsforhandling i nogen rimelig forstand, men om omfanget af palæstinensisk underkastelse. Ingen israelsk regering har nogensinde været villig til at tilbyde palæstinenserne en sammenhængende og levedygtig stat, hverken på den israelske højre- eller venstrefløj, der begge har haft bosættelsespolitikken højt på dagsordenen.

Det fremføres ofte, at den israelske Labour-premierminister Ehud Barak fremsatte et ”generøst tilbud”, som palæstinenserne afviste under forhandlingerne i Camp David i juli 2000. Dog ville dette tilbud faktisk have resulteret i, at Vestbredden blev delt i tre isolerede områder, omgivet af israelske bosættelser, adskilt fra Østjerusalem og permanent underlagt israelsk kontrol. En slags Palæstinustan, men af langt ringere beskaffenhed end dets sydafrikanske forgængere. Interessant nok har Israels egen hovedforhandler, Shlomo Ben-Ami, senere indrømmet, at han selv ville have afvist et sådan tilbud, hvis han var palæstinenser. Fredsprocessen, eller underkastelsesprocessen afhængigt af perspektiv, er en lang sæbeopera, som ikke skal udfoldes yderligere her.⁶²

I stedet skal vi se nærmere på Hamas.

”Call the bluff!”

Det giver selvfølgelig sig selv, at når Israel ikke er villig til at slutte fred med et selvudslettende PLO, der siden 70’erne har ønsket en selvstændig stat på en femtedel af Palæstina,⁶³ så er landet heller ikke villig til at prøve fred med en langt mere uforsonlig bevægelse som Hamas.⁶⁴

Den offentlige og journalistiske perception i dag er den, at Hamas ikke helmer, før Israel er udslettet. Man sagde meget det samme om PLO i 70’erne og 80’erne. Men for en objektiv betragtning er det en projicering. Den frygt, Israel føler for en potentiel udslettelse begået af de ofre, staten undertrykker, er en realitet, palæstinenserne konkret oplever, når Israel ødelægger og overtager deres landsbyer og fornægter dem en selvstændig stat. Sådanne direkte projiceringer er der rigtig mange af i denne konflikt.⁶⁵

Det er imidlertid ikke sandt, at Hamas ikke er til at forhandle med. Organisationen har undergået en pragmatisk udvikling, der næsten spejler den, som fandt sted i PLO.⁶⁶ Denne udvikling er hverken skjult eller svær at grave frem, idet Hamas offentligt har meddelt sin forhandlingsposition i den internationale presse, i deklarationer, taler, valgoplæg og intra-palæstinensiske aftaler, ligesom stort set alle faglitterære bøger om Hamas behandler dette kapitel i bevægelsens evolution. Et lille udpluk fra den international presse ser sådan her ud:

2006: ’Hamas: Peace with Israel for withdrawal to ’67 borders’, Yediot Ahronoth
2008: ’Meshal: Hamas backs Palestinian state in ’67 borders’, Ha’aretz
2008: ‘Haniyeh: Hamas Willing to Accept Palestinian State With 1967 Borders’, Ha’aretz
2009: ’Hamas Chief Outlines Terms for Talks on Arab-Israeli Peace’, Wall Street Journal: “We along with other Palestinian factions in consensus agreed upon accepting a Palestinian state on the 1967 lines. This is the national program. This is our program. This is a position we stand by and respect”.
2010: ‘Hamas renews offer to end fight if Israel withdraws’, Reuters: “So when the occupation comes to an end, the resistance will end, as simple as that. If Israel would go to the 1967 borders … that will be the end of the Palestinian resistance.”
2011: ‘Hamas Foreign Minister: We Accept Two-State Solution With ’67 Borders’, NPR
2012: ‘The Mainstreaming of Hamas Continues as Palestinian Unity Gains Steam’, Time Magazine: “Hamas now supports a negotiated peace agreement based on 1967 borders and… vows to give Palestinian moderate leader Mahmoud Abbas the running room to see what talks can produce, according to Khaled Mashaal, chief of the group’s political office”.
2013: ‘Key Hamas leader accepts 1967 borders, embraces pragmatism’, +972 Magazine
2014: ‘Hamas would accept peace with Israel, West Bank leader says’, Times of Israel
2015: ‘Hamas offers long-term calm in exchange for end of blockade’, Times of Israel: “The document, presented here for the first time, includes extremely moderate positions for Hamas…Hamas will not oppose the creation of a Palestinian state on the 1967 lines”.
2016: ‘Mashaal: Hamas is no IS, will accept state based on ’67 lines’, Times of Israel
2017: ‘Hamas presents new charter accepting a Palestine based on 1967 borders’, The Guardian
2019: ‘Hamas says it does not oppose a state along the 1967 borders’, Al-Monitor
2021: ‘Report: In letter to Biden, PA and Hamas commit to two-state solution on 1967 lines’, i24News

Uanset hvad man ellers kan sige om Hamas – reaktionære, fundamentalistiske, terroristiske – bringer dets implicitte de facto-anerkendelse af Israel og eksplicitte tilslutning til en tostatsløsning bevægelsen tættere på den internationale konsensuskøreplan for fred end skiftende israelske regeringer.I årevis, årtier endda,⁶⁷ har Hamas offentligt udvist opbakning til ideen om en palæstinensisk stat baseret på grænserne fra 1967. Hamas’ opfordringer til en tostatsløsning blev endda så udtalte, at en pæn avis som Financial Times udgav en leder, der forgæves opfordrede Israel til at ”call their bluff”.⁶⁸ Tilslutningen til en palæstinensisk stat langs 1967-grænserne indgik formelt i intra-palæstinensiske aftaler mellem Hamas og Selvstyret såsom Cairo-deklarationen i 2005, ’fængselsdokumentet’ i 2006 og Mekka-overenskomsten i 2007. Desuden var det en del af det valgoplæg, som Hamas vandt valget på i 2006, og endelig blev tostatsløsningen officielt indskrevet i Hamas’ politiske charter i 2017.⁶⁹ Væsentligt ved disse aftaler er, at Hamas indordner sig efter den herskende palæstinensiske organisationsstruktur og således overlader forhandlingsprocessen med Israel til PLO og præsident Mahmoud Abbas.

Hvorfor har Israel ikke kaldt Hamas’ bluff? En indvending lyder, at Hamas’ tilslutning til en tostatsløsning blot tjener som røgslør for, at bevægelsen kan samle kræfter og lancere angreb imod Israel fra en bedre befæstet position. Men Hamas er både ”klar og villige til at se etableringen af en palæstinensisk stat inden for de midlertidige 1967-grænser”, har den tidligere leder af den israelske efterretningstjeneste Mossad, Ephraim Levy, skarpsindigt udtalt i 2008: ”De er også klar over, at det øjeblik en palæstinensisk stat etableres med deres medvirken […] så slår de ind på en kurs, der fører dem væk fra deres oprindelige ideologiske mål.”⁷⁰ De oprindelige ideologiske mål refererer til Hamas’ åbenlyst antisemitiske og eliminatoriske grundlagscharter fra 1988. Charteret, der ofte fremhæves for at affærdige Hamas som en illegitim forhandlingspart, har i realiteten spillet en negligerbar rolle i bevægelsens politikdannelse. Hamas-kyndige eksperter beskriver charteret som et ”hedengangent dokument”, som bl.a. Hamas’ aktuelle politiske chef har erklæret betydningsløst.⁷¹ Fra midt-90’erne og fremefter har Hamas ”sjældent, hvis overhovedet” påkaldt sig dets charter, ligesom de ”ikke længere citerer eller refererer” til det.⁷²

Uanset hvad man ellers kan sige om Hamas – reaktionære, fundamentalistiske, terroristiske – bringer dets implicitte de facto-anerkendelse af Israel og eksplicitte tilslutning til en tostatsløsning bevægelsen tættere på den internationale konsensuskøreplan for fred end skiftende israelske regeringer. Man skal lede længe efter anerkendelse af palæstinensernes ret til selvbestemmelse blandt de israelske magtpartier, som konsekvent har modsat sig en bæredygtig palæstinensisk stat, benægtet palæstinensisk nationalidentitet og lejlighedsvist hevet den gamle “Jordan-løsning” op af hatten; en løsning, som går på, at Jordan allerede er et palæstinensisk hjemland.⁷³

Hamas’ fredsfølere derimod har, ligesom dets forgængers, været behandlet som en trussel, der skulle modarbejdes og ryddes af vejen, med voldsanvendelse om nødvendigt. Når Israel ikke har ignoreret Hamas’ tilnærmelser, har landet forsøgt at forpurre dem:

• I 1997 viderebragte Jordans konge et forslag fra Hamas om våbenhvile og indirekte forhandlinger om ”alle uafklarede anliggender”. Israel reagerede to dage senere med et attentatforsøg på bevægelsens politiske chef.
• I september 2001 drog USA’s mellemøstudsending til Israel for at drøfte en våbenhvile mellem Hamas og Israel. Israel reagerede med et attentat på Hamas militære leder Mahmoud Abu Hannud.
• I juli 2002, netop som Fatah sammen med Hamas skulle til at annoncere en ensidig våbenhvile, der ville sætte en stopper for angreb inde i Israel, reagerede Israel med et bombeangreb på Hamas-leder Salah Shehadehs lejlighedskompleks. Det kostede både ham og 14 andre livet.
• I juni 2003 inviterede Fatah-selvstyret Hamas til intra-palæstinensiske forhandlinger om en våbenhvile med Israel. Dagen efter forsøgte Israel at myrde Hamas-medstifter Abdel Aziz al-Rantisi.
• Da premierminister Mahmoud Abbas accepterede Kvartettens køreplan for fred i august 2003, erklærede Fatah og Hamas en tre måneders våbenhvile med Israel. Israel reagerede ved at bryde våbenhvilen med mordet på tre Hamas-medlemmer og endnu en af Hamas’ medstiftere, Ismael abu Shanab.
• Da Hamas vandt valget i 2006, meddelte partiet den amerikanske præsident, George Bush, at partiet ville forhandle om en tostatsløsning og en mangeårig våbenhvile. Israel reagerede ved at indføre en blokade over Gaza, som stadig er i hævd, samt tilfangetagelsen af 64 Hamas-politikere og en tredjedel af det palæstinensiske kabinet.
• Efter Egypten mæglede en våbenhvile mellem Israel og Hamas i juni 2008, der lod til at virke, brød Israel våbenhvilen i november, hvilket eskalerede til en af Israels mange bombekampagner over Gaza-striben fra december-januar (Operation Cast Lead).
• I 2012 gennemførte Israel et attentat på Ahmed al-Jabari, chef for Hamas’ militære brigader, netop som han var i færd med at udarbejde en mangeårig våbenhvile-tekst sammen med sine israelske forhandlingspartnere.
• Da Fatah og Hamas i 2014 blev enige om at indgå i en koalitionsregering, erklærede Abbas, at den nye koalition ville anerkende Israel og frasige sig voldelig modstand. Israel reagerede med et militærfremstød på Vestbredden og anholdte hundredvis af Hamas-medlemmer. Situationen eskalerede til endnu en af Israels bombekampagner over Gaza-striben (Operation Pillar of Defense).⁷⁴

Den israelske afvisningspolitik er lige så konsekvent, som den er succesfuld. Den opnår sit mål om at holde ethvert antrit til fred for døren, og ekspansionen på Vestbredden står uantastet – når først palæstinensiske freds-offensiver er ryddet af vejen.

De brutale dødspatruljer d. 7 oktober 2023 var alt andet end et fredsfremstød. Hvad Hamas’ egentlige mål var, står uklart. Var det udryddelsen af Israel? Det har bevægelsen næppe evnen til. At forpurre Israels normaliseringsaftaler med de arabiske Golf-stater, senest Saudi-Arabien? Måske. At starte en krig, som ansporer regionale aktører, såsom Hizbollah og Iran, til at blande sig? Faren herfor er reel. At opnå løsladelse af Hamas-operativer i israelske fængsler? Det synes for usikkert. At fremprovokere en blodig israelsk respons, og derved mobilisere palæstinenserne bag sig og få den palæstinensiske sag tilbage på den internationale dagsorden? Vi nærmer os noget.

Svarene bliver vi muligvis klogere på i de kommende måneder og år. Hvorom alting er, har bevægelsen opnået en fuldstændigt forventelig israelsk modreaktion ulig noget, vi har set i årtier.

Det vil betyde nogle ofre

Lige nu, mens du læser denne lange tekst, begår Israel endnu en af sine blodige massakrer i Gaza. Avancerede F35-kampfly, tanks og artillerikanoner vælter tusindvis af bomber ned over en forsvarsløs civilbefolkning. Bomber rammer ned i tætbefolkede boligområder, flygtningelejre, flugtruter, hospitaler og anden kritisk infrastruktur. Hvid fosfor regner forskellige steder, et kemisk stof, der opnår lidt over 800 grader, når det antændes, og skaber ulidelige smerter med livslange skader, når det kommer i kontakt med huden. Den uafbrudte serie af massakrer, der ofte beskrives af pressen som ”en krig mellem Israel og Hamas”, har allerede kostet flere tusinder mennesker livet, mange hundrede om dagen. En strøm af genocidale trusler og udtalelser er udgået fra den israelske præsident, premierminister, regeringspolitikere og militærfolk, men hverken omfang, varighed eller endemål er klart belyst. Israels premierminister har dog lovet, at det, vi hidtil har bevidnet, ”blot er begyndelsen”.

Enhver, der har fulgt bare nogenlunde med under tidligere israelske angreb på Gaza-striben, ved, at angrebene er målrettet civile og civil infrastruktur. Som bl.a. den FN-nedsatte undersøgelseskommission konkluderede efter Israels operation Cast Lead i 2009, havde Israel gennemført ”et bevidst uforholdsmæssigt angreb designet til at straffe, ydmyge og terrorisere en civilbefolkning”.⁷⁵ Vores magthavere er selvfølgelig vidende om dette. De ved præcis, hvad det verserende angreb implicerer, når de giver grønt lys ved at erklære Israels ’ret til at forsvare sig’. Det eneste nye ved situationen er, at vi med større alvor end tidligere må spørge, om der i tilgift til afstraffelsen, ydmygelsen og terroren er tale om at myrde den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza. Indtil videre tager vi den del med. ”Det vil betyde nogle ofre”, har statsminister Mette Frederiksen indrømmet, en anden måde at sige lev med det.⁷⁶

Samtidig er der ingen udsigt i fremtiden til, at blokaden over Gaza, et åbent fængsel, bliver ophævet. Ligesom der heller ikke er udsigt til, at den overordnede besættelse, der har varet mere end et halvt århundrede, bliver afviklet. Tilbage står, at palæstinenserne fortsat er fordømt til at leve under en utålelig tilstand af israelsk dominans og forfølgelse.

Det er denne israelske magtpraksis, arrogance og anti-palæstinensiske racisme, denne permanente tilstand af palæstinensisk håbløshed og dehumanisering, der danner baggrunden for det bestialske angreb mod uskyldige israelske civile d. 7. oktober 2023. Det var ikke et ”efterretningsmæssigt svigt”, men et moralsk svigt over for både palæstinenserne og israelerne.

Enhver, der står på ofrenes side, nægter at leve med det.

1. Se f.eks. Ursula Von Der Leyen’s opslag på X d. 9. oktober 2022: ”Russia’s attacks on civilian infrastucture, especially electricity, are war crimes. Cutting off men, women, children of water, electricity and heating with winter coming – these are acts of pure terror. And we have to call it as such.” www: https://x.com/vonderleyen/status/1582630271287021570?s=20
2. Som den israelske avis Ha’aretz’ beskriver Gaza: Ha’aretz Editorial, ‘It’s Been a Decade. Open Gaza, the Palestinian Ghetto’, 17. maj 2016: https://www.haaretz.com/opinion/2016-05-17/ty-article/.premium/its-been-a-decade-open-gaza-the-palestinian-ghetto/0000017f-ed5f-d3be-ad7f-ff7f619a0000
3. I 2006 forklarede Dov Weisglass, rådgiver til den daværende premierminister Ehud Olmert, at den israelske blokade var designet til at ”placere palæstinenserne på en diæt, men ikke at få dem til at dø af sult”. Det var inden blokaden blev strammet yderligere i 2007: https://www.theguardian.com/world/2006/apr/16/israel

   “Israelske embedsmænd har gentagent bekræftet over for ambassaden, at de har til hensigt at fastholde Gazas økonomi på det lavest mulige niveau, som kan opnås, uden at man udløser en humanitær krise,” hedder det i en indberetning fra 2008 fra den amerikanske ambassade i Tel Aviv: https://www.reuters.com/article/uk-palestinians-israel-wikileaks/israel-said-would-keep-gaza-near-collapse-wikileaks-idUKTRE7041H220110105

   I 2012 fik den israelske menneskerettighedsorganisation Gisha aktindsigt i hemmeligholdte regeringsdokumenter med omhyggelige beregninger af det minimum af kalorier, befolkningen i Gaza har brug for, så de ikke sulter: https://www.bbc.com/news/world-middle-east-19975211
   

4. Den tidligere israelske premierminister, Yitzhak Rabin, som i øvrigt var stabschef under junikrigen, udtalte i 1968 i Le Monde Diplomatique: ”Jeg tror ikke, Nasser ønskede krig. De to divisioner, han sendte til Sinai, ville ikke have været tilstrækkelige til at starte en offensiv krig. Han vidste det, og vi vidste det.” Cit. i: Kimmerling, Baruch, ‘Politicide’, Verso, 2003, s. 58, fodnote 11

   Levi Eshkol, den israelske premierminister under junikrigen, udtalte i oktober 1967, at ”den egyptiske troppeopbygning på Sinai-halvøen og den generelle militære opbygning i området vidnede om en defensiv egyptisk militæropstilling syd for Israel.” Cit. i: Kimmerling, Baruch, ‘Politicide’, Verso, 2003, s. 58, fodnote 11

   USA’s daværende forsvarsminister Robert McNamara fortalte israelerne kort før krigen: ”Tre separate [amerikanske] efterretningstjenester har undersøgt sagen nøje […] og efter vores bedste vurdering er et [egyptisk] angreb ikke nært forestående.” Cit. i: ‘By Lyndon B. Johnson: Crisis and War in the Mideast in 1967’, New York Times, 23. okt. 1971: https://www.nytimes.com/1971/10/23/archives/by-lyndon-b-johnson-crisis-and-war-in-the-mideast-in-1967-the-hot.html  

5. “The mortal threat that Nasser allegedly posed to Israel in 1967 is as chimerical as his intention to attack it. The CIA estimated in late May that Israel would win a war against one or all of the Arab countries, whichever struck the first blow, in roughly a week. Richard Helms, then chief of the CIA, took special pride that ‘we predicted almost within the day how long the war would last if it began’. [President] Johnson told [Abba] Eban that ‘all our intelligence people are unanimous that if Egypt attacks, you will whip the hell out of them’. Former Defense Secretary Robert McNamara reports in his recent memoir that, as of 2 June, the estimates of British and US intelligence concurred that Israel would win ‘beyond a shadow of a doubt’; the only question was whether it would take Israel closer to seven or ten days. Nicholas de B. Katzenbach, then Undersecretary of State, reminisced that, on the basis of the information furnished them, Cabinet and sub-Cabinet officers were so certain of an Israeli victory that they made absolutely no contingency plans for either a protracted contest or the even more unlikely prospect of an Israeli defeat. Menachem Begin recalled that, in the penultimate Ministerial Committee on Defense meeting before the surprise attack, the IDF commanders ‘had no doubts of victory’ and ‘expressed their belief not only in the strength of the army but also in its ability to rout the enemy’. Eban confirms that ‘our military advisers were… fervent in the promise of victory’. In his standard military history of the Arab–Israeli conflict, [Trevor N.] Dupuy reports that, as war loomed on the horizon in June 1967, ‘there were no doubts in the minds of Israeli military leaders that their own troops were technologically more sophisticated, or that they would be victorious in the event of another conflict’. Indeed, ‘they expected to be as successful as in the 1956 War’.” Citeret fra: Finkelstein, Norman, ‘Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict’, Verso Books, 1995, kap. 5;

   “There is not the slightest doubt about the outcome of this war and of each of its stages, and we are not forgetting the Jordanian and Syrian fronts either.” – den israelske minister Yigal Allon d. 2. juni 1967. Cit. i: Salt, Jeremy, ‘The Unmaking of the Middle East: A History of Western Disorder in Arab Lands’, University of California Press, 2009, s. 142. Salt bemærker endvidere: “while Israel’s diplomatic representatives abroad were talking of another Holocaust in the making… Israel’s generals wanted war and were confident of victory. None of them made any suggestion that Israel should seek a peaceful end to the crisis.”

   Den 23. maj 1967 konkluderede den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, at israelske styrker ”kan bevare den indre sikkerhed, forsvare sig succesfuldt imod et større samordnet angreb fra alle fronter, igangsætte begrænsede angreb samtidigt imod alle fronter, eller holde tre fonter i ave og samtidigt igangsætte en større offensiv imod den fjerde… Vi vurderer, at israelske styrker har opnået en samlet generel overlegenhed”. CIA memo, 23. maj 23, 1967, FRUS, 1964-68, 1973-74. Denne CIA-vurdering er offentligt tilgængelig i dag, men er citeret i Salt, Jeremy (2009), s. 218. Som Salt selv konkluderer på baggrund af en gennemgang af de tilgængelige oplysninger og efterretninger i det offentlige arkiv: ”What comes through with great clarity from all the documents is that while Nasser was seeking to avoid open hostilities the Israelis could hardly be held back. They were not interested in a negotiated settlement […] Brick by brick, they built up their case for war the Americans knew Nasser didn’t want.” (s. 220)

6. Frasen tilhører den israelske diplomat og politiker Abba Eban.
7. Den tidligere israelske øverstbefalende for luftvåbnet, general Ezer Weizmann, har f.eks. udtalt, at der ikke herskede nogen ”trussel om ødelæggelse” af Israel, men at angrebet på Egypten, Jordan og Syrien alligevel var berettiget, så Israel kunne komme til at “eksistere inden for den den størrelse, ånd og kvalitet, som hun i dag legemliggør.” Cit. i Chomsky, Noam & Gendzier, Irene, ‘Exposing Israel’s Foreign Policy Myths: the Work of Amnon Kapeliuk’, Institute of Palestine Studies, Jewish Quarterly, Issue 54, Summer 2013: https://www.palestine-studies.org/en/node/137341

   Den daværende forsvarsminister, Moshe Dayan, har udtalt, at bosætterne i Golanhøjderne i nabolandet Syrien ”dårligt nok prøvede at skjule deres begær efter land”: ”Jeg ved jo, hvordan mindst 80 procent af sammenstødene [i Golanhøjderne] startede […] Det foregik sådan her: Vi sendte en traktor for at pløje et område i det demilitariserede område og vidste på forhånd, at syrerne ville begynde at skyde. Hvis de ikke skød, ville vi bede traktoren om at rykke længere frem, indtil syrerne til sidst ville blive irriterede og skyde. Og så ville vi bruge artilleri og senere flyvevåbnet også, og sådan var det […] Vi mente […] at vi kunne ændre grænserne fra våbenhvileaftalerne [fra 1949] gennem militære handlinger […] Det vil sige at beslaglægge lidt territorium og holde på det, indtil fjenden overgiver det i fortvivlelse.” Cit. i Finkelstein, ’Image and Reality, s. 186. Se også: Schmemann, Serge, ‘General’s Words Shed a New Light on the Golan’, New York Times, 11. maj 1997: https://www.nytimes.com/1997/05/11/world/general-s-words-shed-a-new-light-on-the-golan.html

   Israels tidligere israelske premierminister Menachem Begin har om krigen udtalt: “Efter 1957 måtte Israel vente 10 hele år på, at dets flag igen vajede over den befriede del af hjemlandet. I juni 1967 stod vi igen over for et valg. Den egyptiske hærs koncentrationer i Sinai beviste ikke, at Nasser reelt skulle til at angribe os. Vi bør være ærlige over for os selv. Det var os, der besluttede at angribe ham.” (min fremhævning)

   Læg i øvrigt mærke til, at bemærkningen om ”den befriede del af hjemlandet” angår Gaza-striben og Sharm el-Sheikh på Sinai-halvøen. Et årti tidligere havde Israel begået, hvad den israelske militærhistoriker Ze’ev Maoz har kaldt en ”klokkeklar aggression” mod Egypten i sit autoritative studie, Defending The Holy Land, med henblik på at indtage Sinai-halvøen og Gaza-striben. Cit. fra: ‘EXCERPTS FROM BEGIN SPEECH AT NATIONAL DEFENSE COLLEGE’, New York Times, 21. august 1982: https://www.nytimes.com/1982/08/21/world/excerpts-from-begin-speech-at-national-defense-college.html

   “True, on 29 June 1967, the Knesset decided to apply Israeli law to East Jerusalem, that is, to annex the Arab part of Jerusalem to the State of Israel. That was the only time a decision was made to annex occupied Arab territory to Israel de jure. However, the policy that was subsequently implemented in the Occupied Territories, while not involving de jure annexation, was intended to create faits accomplis in the Golan, the West Bank, the Gaza Strip and Sinai, so that those places, once they had been colonized by Jews, would eventually be annexed to Israel. That policy was referred to as ‘creeping annexation’.” Cit. fra: Kapeliuk, Amnon, ‘Not by Omission: the Case of the 1973 Arab-Israeli War’, Verso Books, oversat i 2022, s. 30. 

8. En sublim udlægning af tilblivelsen af ’tostatsløsningen’ mellem Israel og palæstinenserne baseret på Resolution 242, som er baseret på afklassificerede amerikanske, britiske og FN-dokumenter, er nedfældet i: Louwerse, Colter (2022) ’Tyranny of the Veto’: PLO Diplomacy and the January 1976 United Nations Security Council Resolution, Diplomacy & Statecraft, 33:2, 303-329: https://doi.org/10.1080/09592296.2022.2062127 
9. Det er ulovligt under international lov at erobre fremmed territorium med magt.
10. Resolutionen rummer også mere end dette, bl.a. angiver den behovet for at finde en ”retfærdig løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem” i overensstemmelse med en tidligere resolution (Resolution 194) fra 1949, som stadfæster de palæstinensiske flygtninges ret til hjemvendelse eller kompensation for tort og tab.
11. Items-in-Peace-keeping operations – Middle East – envelope No. 3 • Gunnar Jarring (Special Representative of the Secretary-General to the Middle East) reports (with one item from 1972) – Jarring’s Reports: ‘Comparison of the papers of Israel and the United Arab Republic’, 18. januar 1971: https://search.archives.un.org/uploads/r/united-nations-archives/7/f/1/7f1b8242e9c68cc8fe6a95abca562d2451f5ccc648a35ebbc62d8b77738bde56/S-0865-0001-10-00001.pdf
12. Jarring-missionen tog sin begyndelse i den afgrænsede konflikt mellem Egypten og Israel, fordi Egypten var den største, stærkeste og mest toneangivende arabiske stat. Men Jordan reagerede proaktivt på Jarrings aide-mémoire i februar ved at erklære sig parat til at anerkende Israel og indgå fred med landet, hvis Israel trak sig ud af de besatte områder. 
13. Egyptens svar til Jarrings quid pro quo blev bredt betragtet som en genuin vilje til at indgå fred med Israel. En Ha’aretz-leder fra 8. oktober 1981 opsummerer f.eks.: ”[Anwar] Sadat var den første arabiske leder, der, et år efter at han kom til magten, erklærede sin vilje til at indgå fred med Israel i sit berømte svar på Dr. Jarrings memorandum.” Cit. i: Chomsky, Noam, ‘Fateful Triangle’, Pluto Press, 1988, genudgivet digitalt af The Electronic Book Company i 1999, s. 168, fodnote 90

    Maoz, Zeev, ’Defending the Holy Land: A Critical Analysis of Israel’s Security & Foreign Policy’, The University of Michigan Press, Ann Arbor, paperback edition 2009, s. 412-413: “The combined significance of the Egyptian offers could not be overstated […] these were official and authoritative Egyptian commitments […] At the end of the road was what the Israelis had been, presumably, praying for over the past twenty-three year: a full-fledged peace treaty”.  

14. Sejrsrusen efter Seksdageskrigen havde udløst en stemning af uovervindelighed i de politiske lag i Israel. Cit. i: Ben-Ami, Shlomo, ‘Scars of War, Wounds of Peace: The Arab-Israeli Tragedy’, Oxford University Press, 2007, s. 136.
15. “In Israel, the surprise was total. No one had expected such a far-reaching step towards acceptance of a peace agreement, which, according to Israel’s official declarations, was the most important step needed to advance a solution to the Israeli-Arab conflict. Instead of giving a reply to Jarring’s questionnaire, which included questions about Israel’s willingness to return to the international border with Egypt, Israel sent a reply to the Egyptian letter on 26 February 1971, declaring in the fourth paragraph that Israel would not return to the lines of 4 June 1967. That is to say, the most important thing for Egypt – the return of the Occupied Territories to their owners – was rejected by Israel. Beyond any doubt, that position derived from the Meir government’s policy that was based on the aspiration to annex Sharm al-Sheikh and the entire eastern Sinai up to a certain point on the Mediterranean Sea, tens of kilometres west of the international border”. Cit. fra: Kapeliuk, Amnon, ‘Not by Omission: the Case of the 1973 Arab-Israeli War’, Verso Books, oversat i 2022, s. 65
16. Rabin, Yitzhak, ’The Rabin Memoirs, Expanded Edition’, University of California Press, 1996, s. 193-194
17. Ambrose, Stephen E., ‘Nixon Volume III: Ruin and Recovery 1973-1990’, Simon and Schuster, 2014, cit. i kap. 7
18. “In June 1967, Israel, strong and triumphant in its victory and enjoying the support of most of world public opinion, faced a beaten and humiliated Arab world that had only one card left in its hand: nonrecognition of Israel. Israel’s leaders had two options then: one was to seriously seek ways to resolve the conflict with the Arab states, by making a dramatic historical gesture worthy of a magnanimous victor, and to outline a peace agreement in stages, according to which the Occupied Territories would be returned to their owners in return for the signing of a peace agreement between the Arab world and Israel; and the other was to choose ‘territorial gains’ over peace with the Arabs. It quickly became clear that Israel’s leaders had chosen the second option, or, more precisely, an unrealistic third option that can be summed up in the title of a book by Defence Minister Moshe Dayan, which appeared in 1969: A New Map, Different Relations; that is to say, territories and peace.” (min fremhævning) Cit. fra: Kapeliuk, Amnon, ‘Not by Omission: the Case of the 1973 Arab-Israeli War’, Verso Books, oversat i 2022, s. 28-29. 
19. Cit. i Finkelstein, Norman, ‘Image and reality of the Israel-Palestine conflict’, Verso Books, 1995, kap. 6
20. Rabinovich, Abraham, ‘The Yom Kippur War: The Epic Encounter That Transformed the Middle East’, Shocken Books, 2004, s. 42
21. Bosættelsen Yamit skulle rumme seks kibbutzer, ni landsbyer og byen Yamit i centrum. Forberedelserne indebar etnisk udrensning af de bedouinere, som boede der samt ødelæggelsen af deres moskeer, skoler, landbrug og frugthaver. Se f.eks. Chomsky, Noam, ‘Fateful Triangle’, Pluto Press, 1988, genudgivet digitalt af The Electronic Book Company i 1999, s. 200-201.
22. Kapeliuk, Amnon, ‘Not by Omission: the Case of the 1973 Arab-Israeli War’, Verso Books, oversat i 2022, s. 81
23. Tyler, Patrick, ‘A World of Trouble: The White House and the Middle East–from the Cold War to the War on Terror’, Farrar, Straus and Giroux, 2010, s. 130

    Sheehan, Edward R. F., ‘Sadat’s War’, New York Times, 18. november 1973, https://www.nytimes.com/1973/11/18/archives/sadats-war-sadats-war-canal-crossing.html

24. Cit. i Finkelstein, Norman, ‘Image and reality of the Israel-Palestine conflict’, Verso Books, 1995, kap. 6.

    Originalkilde: Mideast situation/Special Representative’s activities (Jarring), aide-memoire to Israel, UAR – SecGen report, 30. november 1971: https://www.un.org/unispal/document/auto-insert-178749/

25. Oren, Amir, ‘The U.S. War Game That Predicted the Yom Kippur War’, Ha’aretz, 20. april 2013: https://www.haaretz.com/2013-04-20/ty-article/.premium/the-u-s-war-game-that-predicted-1973/0000017f-db46-db22-a17f-fff724dd0000?fbclid=IwAR0NBm4kvwuPL4pW8qs7ugDnoIp7G-r4r0xL9SVMr0drJ1cyqcdO8rJggcY
26. Chomsky, Noam, ’Understanding Power’, kap. 4, fodnoterne 52 og 53
27. Burr, William, ‘State Department Intelligence and Research Predicted 1973 Arab-Israeli War’, National Security Archive, 5. marts 2013: https://nsarchive2.gwu.edu/NSAEBB/NSAE’BB415/?fbclid=IwAR0znDktjRgXyM0P7QdbB9S34XJNRBhwxu-9b-bKs4OIz-sn4LfXBUHrmIk
28. Rabinovich, Abraham, ‘The Yom Kippur War: The Epic Encounter That Transformed the Middle East’, Shocken Books, 2004, s. 41
29. Ingen regeringer i verden, inklusive den amerikanske under Richard Nixon og Henry Kissinger, rettede anklager om aggression mod Egypten og Syrien under hele krigen, også selvom det var klart, at det var disse stater, som skød krigen i gang. ”Man vil søge forgæves efter henvisninger til ’arabisk aggression’ i de offentlige arkiver”, har den tidligere diplomat og mellemøsthistoriker William Quandt bemærket i sin standardberetning om den diplomatiske konflikthistorie. Den angribende part greb nemlig til våben med det beherskede formål at generobre ulovligt annekterede områder, Sinai-halvøen (Egypten) og Golanhøjderne (Syrien), og dens angreb var stort set afgrænset til militære mål inden for disse områder: ”Et arabisk angreb på israelske styrker i besat arabisk område var ikke det samme som et angreb på tværs af anerkendte grænser […] I flere dage blev angrebet bredt betragtet som tåbeligt, men ikke umoralsk.” Cit. fra: Quandt, William B., ‘Peace Process: American Diplomacy and the Arab-Israeli Conflict. Since 1967’, Brookings/University of California, Third Edition, 2006, kap. 4., s. 107-108
30. Samme dag krigen brød ud, udgav israelske venstreintellektuelle (en truet art i nutidens Israel) et åbent brev i avisen Ha’aretz, der satte fyndige ord på det moralske svigt, der førte til krigen:

    ”De fjendtligheder, der brød ud i dag mellem Israel og Syrien og Egypten, beviser utvetydigt, at de udvidede grænser fra Quneytra [i Syrien] til Qantara [i Egypten] ikke er fredens og sikkerhedens grænser, men anneksionens grænser, der vil anstifte gentagne krige. Uanset den arabiske nationalismes synder, påhviler en større del af ansvaret for de fjendtligheder, der brød ud i dag, den israelske regering, som førte en magtpolitik målrettet erobring af territorier og udvidelse af grænser, og som har modsat sig fredsinitiativer siden Seksdageskrigen. Regeringen svarede ikke på Jarrings henstilling, har ikke anerkendt palæstinensernes ret til selvbestemmelse og fører en bosættelses- og fordrivelsespolitik. Disse og andre handlinger lagde fundamentet for dagens udbrud af fjendtligheder”. Cit. i: Kapeliuk, Amnon, ‘Not by Omission: the Case of the 1973 Arab-Israeli War’, Verso Books, oversat i 2022, s. 207.

31. Især de racistiske opfattelser af araberne blokerede evnen til at se den forestående trussel i øjnene. For et grundigt udpluk af disse opfattelser fremsat af israelske regerings-, militær- og fagfolk, se f.eks.: Finkelstein, Norman, ‘Image and reality of the Israel-Palestine conflict’, Verso Books, 1995, s. 167-169.

    Se også for en kort bemærkning: ‘Appendix: Time Works against the Government’, Journal of Palestine Studies 3, no. 2, 1974, s. 160–62: https://doi.org/10.2307/2535813

    Kapeliuk, Amnon, ‘Not by Omission: the Case of the 1973 Arab-Israeli War’, Verso Books, oversat i 2022, s. 61, 71ff og 140ff

    “It was clearly Israel that did not miss an opportunity to miss an opportunity in those years of dramatic change in Egypt’s strategic thinking from confrontation to peacemaking. It was Israel’s fatal mistake to assume that since the Arabs did not have a military option they would be forced to come to an accommodation on her terms”, cit. fra: Ben-Ami, Shlomo, ‘Scars of War, Wounds of Peace: The Arab-Israeli Tragedy’, Oxford University Press, 2007, s. 136.  

32. Se f.eks.: Lu, Sarah, ‘Henry Kissinger and the Roots of Shuttle Diplomacy: Realpolitik, Bilateral Relations, and Domestic Motivations’, The Yale Review of International Studies, januar 2019: http://yris.yira.org/comments/2888
33. “Ismail told me several times that the present situation could not continue. He asked me whether the United States did not understand that if there weren’t some agreement then there would be war […] There wasn’t even a slight smile on my face, but in my heart I laughed and laughed. A war? Egypt? I regarded it as empty talk, a boast empty of content”. Cit. i: Ambrose, Stephen E., ‘Nixon Volume III: Ruin and Recovery 1973-1990’, Simon and Schuster, 2014, kap. 7

    Tilsvarende udtalte han i en samtale med Golda Meir: “Do you remember what we all thought before the war? – that we never had it better, and therefore there was no hurry? We and you were both convinced that the Arabs had no military option which required serious diplomatic action. Instead of doing something we joked about the shoes the Egyptians left behind in 1967”. Cit. i Finkelstein, Norman, ‘Image and reality of the Israel-Palestine conflict’, Verso Books, 1995, kap. 6.

34. Kissinger, der i øvrigt ikke var særligt kyndig på Mellemøsten-anliggender, havde den kolde krig med Sovjetunionen forrest i tankerne. Det endte i en mildest talt uansvarlig og skæbnesvanger omlægning af amerikansk politik, der forpassede muligheden for en tidlig afslutning på den tragiske konflikt – og indebar risiko for en supermagtskonfrontation og en atomkrig. Se: Quandt, William B., ‘Peace Process: American Diplomacy and the Arab-Israeli Conflict. Since 1967’, Brookings/University of California, Third Edition, 2006, s. 98-101

    Kissinger, Henry, ’White House Years’, Boston: Little Brown, 1979, s. 1279

35. Kissinger, Henry, and Muhammad Hassanain Haikal, “Kissinger Meets Haikal”, Journal of Palestine Studies 3, no. 2 (1974): s. 210–26. https://doi.org/10.2307/2535829.
36. I den israelske statskundskabsprofessor Zeev Maoz’ mammutværk over Israels sikkerheds- og krigshistorie, Defending the Holy Land, bærer kapitlet om Yom Kippur-krigen undertitlen: The War That Shouldn’t Have Been: ”En voksende mængde forskning tyder på […] at krigen kunne have været undgået gennem diplomati, og at Israel bærer hovedansvaret for den diplomatiske fiasko […] Efter Yom Kippur-krigen var israelske beslutningstagere villige til at acceptere stort set alt, hvad de havde afvist før krigen.” Cit. fra: Maoz, Zeev, ’Defending the Holy Land: A Critical Analysis of Israel’s Security & Foreign Policy’, The University of Michigan Press, Ann Arbor, paperback edition 2009, s. 140-44. 
37. Jf. Generalforsamlingsresolutionerne i perioden vedr. ‘Question of Palestine’:

    A/RES/3376 (XXX) (1975)

    A/RES/31/20 (1976)

    A/RES/32/40 (1977)

    A/RES/33/24 (1978)

    A/RES/33/28 (1978)

    A/RES/34/65 (1979)

38. Palæstinenserne blev i perioden efter den etniske udrensning (1947-49) og den israelske statsdannelse i 1948 eksklusivt behandlet som et ”flygtninge-problem” i international jargon og ikke et selvstændigt folk med krav på selvbestemmelse. Underkendelsen af palæstinensernes kollektive rettigheder kom f.eks. til udtryk i Josip Broz Titos fredsplan i 1970’erne, der i korte træk krævede fuld israelsk tilbagetrækning til gengæld for fuld arabisk anerkendelse, men ikke efterkom arabiske ønsker om etablering af en palæstinensisk stat. Overraskende nok indvilligede Egypten og Jordan i Titos plan, mens Israel afviste den som ”ensidig”. Cit. i: Finkelstein, Norman, ‘Image and reality of the Israel-Palestine conflict’, Verso Books, 1995, kap. 6.

    I sin respons på Sadats fredsrapprochementer efter Yom Kippur-krigen beklagede Yitzhak Rabin i Labour-partiets tidsskrift Davar, at Sadat ”endda har strammet betingelserne siden [Jarring-initiavet], for i modsætning til nu betingede han ikke dengang en israelsk-egyptisk aftale på indgåelsen af aftaler med alle andre arabiske lande, og han rejste ikke på så udtalt en måde et krav om en palæstinensisk stat i Vestbredden og Gaza-striben.” (min fremhævning) Cit. i Chomsky, Noam, ‘Fateful Triangle’, Pluto Press, 1988, genudgivet digitalt af The Electronic Book Company i 1999, s. 141.

39. Da jeg er klar over, at der ofte sker en forveksling i den danske offentlighed mellem de distinkte kategorier ‘årsagssammenhæng’ og ‘legitimering’, er det nødvendigt at understrege, at dette blot beskriver en simpel årsagssammenhæng og ikke udgør en legitimering af Hamas’ terrorhandlinger. Det skal snarere bruges som en advarsel om de brutale konsekvenser, der potentielt kan opstå, når man undertrykker et folk i over et halvt århundrede. For eksempel, hvis jeg siger, at du bør undlade at kaste tændvæske og tændstikker på avispapirstrimler, skyldes det heller ikke, at jeg ”støtter ild” eller ”anser ild som legitimt”.
40. Følgende Alan Hart-interview med Moshe Dayan i britiske BBC er citeret i Kapeliouk (oversat i 2022) s. 33:

    ALAN HART: “Hvorfor kræver du flere og flere bosættelser? Araberne hævder, at du faktisk ønsker, at Israel skal forblive i Vestbredden for evigt.”

    MOSHE DAYAN: “Det er korrekt. Jeg mener virkelig, at israelerne bør forblive i Vestbredden for evigt.”

    ALAN HART: “Araberne, der lytter til dig nu, og præsident Sadat, vil sige: Dayan bekræfter, at han har ekspansive ambitioner…”

    MOSHE DAYAN: “Helt sikkert! Hvis du betragter ønsket om at føle sig hjemme i hele Vestbredden som ekspansion, hvis det er, hvad du kalder ‘ekspansive ambitioner’, så har jeg ekspansive ambitioner.”

41. For faglitteratur om uddrivelsen af palæstinenserne, se:

    Khalidi, Walid, ‘All That Remains: The Palestinian Villages Occupied and Depopulated by Israel in 1948’, Institute for Palestine Studies, 2006

    Khalidi, Walid, ‘Why Did the Palestinians Leave, Revisited’, Journal of Palestine Studies Vol. 34, No. 2 (Winter 2005)

    Flapan, Simha: ‘The Palestinian Exodus of 1948’, Journal of Palestine Studies Vol. 16, No. 4 (1987)

    Morris, Benny, ‘Righteous Victims: A History of the Zionist-Arab Conflict, 1881-2001’, Vintage, 2001

    Pappe, Ilan, ‘The Ethnic Cleansing of Palestine’, Oneworld Publications, 2007 

42. En indvending går på, at Israel i 2005 afviklede sine bosættelser i Gaza-striben. Viser det ikke, at Israel er klar på at returnere land for fred? Egentlig ikke. For Israels tilbagetrækning af 7.000 bosættere fra Gaza var ikke en fredshandling fra Israel side. Tværtimod handlede det om at konsolidere den langt større annektering af Vestbredden: ‘Top PM Aide: Gaza Plan Aims to Freeze the Peace Process’, Ha’aretz, 6. oktober 2004: https://www.haaretz.com/2004-10-06/ty-article/top-pm-aide-gaza-plan-aims-to-freeze-the-peace-process/0000017f-e56c-dea7-adff-f5ff1fc40000 
43. Resolution 242 nævner slet ikke palæstinenserne; de omtales kun indirekte som et ”flygtningeproblem”.
44. Se f.eks. Sela, Avraham & Mishal, Shaul, ’The Palestinian Hamas Vision, Violence, and Coexistence’,  s. 14

    Tillman, Seth P., ’The United States in the Middle East: Interests and Obstacles’, ‎ Indiana University Press, s. 215-218, 223ff, 267, 271, 276-277, 300

    Et bredere review af forskningslitteraturen over PLO’s moderation findes i: Louwerse, Colter (2022) ’Tyranny of the Veto’: PLO Diplomacy and the January 1976 United Nations Security Council Resolution, Diplomacy & Statecraft, 33:2, 303-329 (se især fodnote 2 for yderligere henvisninger): https://doi.org/10.1080/09592296.2022.2062127

    Khalidi, Rashid, ‘Iron Cage: The Story of Palestinian Struggle for Statehood’, Oneworld Publications, 2007, s. 153-5

    Pearlman, Wendy, ‘Violence, Nonviolence, and the Palestinian National Movement’, Cambridge University Press, s. 84

    En omfattende behandling af den politiske moderation i PLO skrevet i samtiden kan findes i Chomsky, Noam, ‘Towards a New Cold War: Essays on the Current Crisis and How We Got There’, Pantheon, 1982, kapitel 9 og 13, s. 266-7, 300, 461, 875ff. F.eks.:

    “Meanwhile, Arab attitudes were slowly changing. A two-state settlement was endorsed, without enthusiasm, by “notables” in the West Bank and by spokesmen for the PLO. In an interview in Beirut aired over the National Public Radio network in the United States on May 26, 1975, the official spokesman of the PLO, Shafiq el-Hout, stated that “one cannot deny the fact that we might have to pass through a stage where [there will exist] two Palestine states – an Israeli state and a Palestinian state – living together converting their contradictions and trying to convert their means of fighting into peaceful ones,” leading ultimately, he hopes, to a unitary democratic state achieved through peaceful means – “and you can underline, although we are speaking on the radio, the word ‘peaceful,’ yes.” A similar position was endorsed in still more explicit terms by Sabri Jiryis of the Palestinian National Council and, earlier, by Said Hammami of the London bureau of the PLO…  [I]t seems to me fair to say that by 1975 the PLO had given as clear an indication of its willingness to accept a two-state solution as one might reasonably have expected under prevailing conditions. Within Israel, there has been no comparable willingness to accept or even to consider a two-state settlement.” (s. 266)

    For israelsk forskningslitteratur i samtiden om PLO’s moderationsproces (oversat til engelsk), se f.eks. Yaniv, Avner, ‘Dilemmas of Security’, Oxford University Press, 1987 s. 50-55.

45. Louwerse, Colter (2022) ’Tyranny of the Veto’: PLO Diplomacy and the January 1976 United Nations Security Council Resolution, Diplomacy & Statecraft, 33:2, 303-329 (se fodnote 51)
46. Louwerse, 2022. (se fodnote 38)
47. Cit. i. Yaniv, Avner, ‘Dilemmas of Security’, Oxford University Press, 1987 s. 51
48. ‘Palestinians Back Peace Parley Role’, New York Times, 21. marts 1977: https://www.nytimes.com/1977/03/21/archives/palestinians-back-peace-parley-role-palestinian-conference-approves.html
49. Yaniv, Avner, ‘Dilemmas of Security’, Oxford University Press, 1987 s. 51.
50. Den hebræiske presse er en undtagelse, og var dengang som i dag mere bramfri end vores egne medier. 
51. Louwerse, Coulter, ‘The US Intelligence Community on Israel v. The World’, 7. marts 2020: https://colterlouwerse.wordpress.com/2020/03/07/the-us-intelligence-community-on-israel-v-the-world/#_ftn1
52. Ved ”at eliminere Egypten”, den største magtfaktor i den arabiske blok, fra konflikten mellem Israel og de arabiske lande, opnåede man større “frihed til at gennemføre militæroperationer imod PLO i Libanon og bosættelsesaktiviteter på Vestbredden.” Cit. fra: Yaniv, Avner, ‘Dilemmas of Security’, Oxford University Press, 1987, s. 70
53. Yaniv, Avner, ‘Dilemmas of Security’, Oxford University Press, 1987, s. 88
54. Yaniv, Avner, ‘Dilemmas of Security’, Oxford University Press, 1987, s. 21. Se også Maoz, Defending the Holy Land s. 188-189

    En international kommission et år efter bombekampagnens afslutning observerede følgende:

    ”Våbenhvilen [før krigen] havde den virkning at styrke PLO’s legitimitet som en ansvarlig politisk enhed. Dynamikken i en sådan udvikling kunne meget vel have medført internationalt pres for forhandlinger mellem Israel og PLO om de besatte områders fremtid. Israels regering opfattede PLO som en hindring for den endelige indlemmelse af Vestbredden og Gazastriben, hvor palæstinenserne ville skulle underkaste sig israelsk dominans og eventuel israelsk suverænitet og acceptere en vis grad af fællesskabsautonomi uden national uafhængighed. [PLO] måtte nedbrydes i Libanon for at gennemføre den israelske version af autonomi for palæstinenserne i de besatte områder.” Cit. fra: ‘Israel in Lebanon: The Report of the International Commission to enquire into reported violations of International Law by Israel during its invasion of the Lebanon’, 1983, s. 9.

55. Yaniv, Avner, ‘Dilemmas of Security’, Oxford University Press, 1987, s. 23, 51-4. 67ff, 87ff.
56. Maoz, Zeev, ’Defending the Holy Land: A Critical Analysis of Israel’s Security & Foreign Policy’, The University of Michigan Press, Ann Arbor, paperback edition 2009, s. 173, 182. Som citeret af Maoz på s. 182-83 kan den samme fortolkning genfindes i: Kimmerling, Baruch, ‘Politicide’, Verso, 2003; Evron, Yair, ’War and Intervention in Lebanon: The Israeli-Syrian Deterrence Dialogue’, Croom Helm, 1987.
57. Yaniv, Avner, ‘Dilemmas of Security’, Oxford University Press, 1987, s. 87-90
58. Pearlman, Wendy, ‘Violence, Nonviolence, and the Palestinian National Movement’, Cambridge University Press, s. 94, 102.
59. Baggrund og grusomme detajer er bl.a. beskrevet i: Chomsky, Noam, ‘Fateful Triangle’, Pluto Press, 1988, genudgivet digitalt af The Electronic Book Company i 1999, s. 792-803;
60. Væsentlige indsigter kan du hurtigt opnå her: Stern-Weiner, Jamie, ‘THE OSLO PROCESS DID NOT FAIL’, 15. april 2018: https://jamiesternweiner.wordpress.com/2018/04/15/the-oslo-process-did-not-fail/
61. Louwerse, Colter, ‘Why hasn’t the Israel-Palestine conflict been settled according to international law?’, 18. november 2019: https://colterlouwerse.wordpress.com/2019/11/18/why-hasnt-the-israel-palestine-conflict-been-settled-according-to-international-law/
62. Jeg kan imidlertid anbefale:

    Naseer Aruris ’Dishonest Broker: The Role of the United States in Palestine and Israel’

    Rashid Khalidis ‘Brokers of Deceit’

    Charles Enderlins ’Shattered Dreams’

    Shlomo Ben-Amis ‘Scars of War: Wounds of Peace’

    Norman Finkelsteins ‘Knowing Too Much’

    Ron Pundaks ‘From Oslo to Taba: What Went Wrong?’

    Jerome Slaters ‘What Went Wrong? The Collapse of the Israeli-Palestinian Peace Process’ og Jeremy Pressmans ‘Visions in Collision: What Happened at Camp David and Taba?’.

    For at se de kort, som israelske forhandlere fremviste under forhandlingerne kan du tjekke antologien ’The New Intifada: Resisting Israel’s Apartheid’ fra Verso Books.  

63. I skarp kontrast til PLO’s opbakning til en tostatsløsning, beretter den tidligere israelske minister Shlomo Ben-Ami, var Israel under ledelse af Yitzhak Rabin og Shimon Peres imod oprettelsen af en palæstinensisk stat ”så sent som i 1997”: Ben Ami, Shlomo, ’Scars of War, Wounds of Peace: The Israeli-Arab Tragedy’, Oxford University Press, s. 220

    Se også Maoz, Zeev, ’Defending the Holy Land: A Critical Analysis of Israel’s Security & Foreign Policy’, The University of Michigan Press, Ann Arbor, paperback edition 2009, s. 462.

64. Jeg forstår her ”fred” som et territorielt tostatsforlig baseret på mere eller mindre gensidige justeringer af 1967-grænsen.
65. DeBoer, Freddie, ‘Palestinians Live What Israelis Fear’, 20. august 2014: https://dish.andrewsullivan.com/2014/08/20/palestinians-live-what-israelis-fear/
66. “Selvom en fredelig sameksistens mellem Israel og Hamas helt klart ikke er mulig med de formuleringer, der udgør Hamas’ charter fra 1988, har Hamas i praksis bevæget sig langt ud over sit charter”, skriver et regeringsnedsat amerikansk fredsforskningsinstitut i en rapport i 2009: ”Faktisk har Hamas omhyggeligt og bevidst justeret sin politiske dagsorden i årevis og har sendt gentagne signaler om, at det kan være parat til at indlede en proces om sameksistens med Israel.” Kilde: ‘Hamas: Ideological Rigidity and Political Flexibility’, United States Peace Institute, 1. juni 2009, https://www.usip.org/publications/2009/06/hamas-ideological-rigidity-and-political-flexibility

    Se også: Gerges, Fawaz A., ‘The Middle East: intractable conflict?: the transformation of Hamas?’, London School of Economics, maj 2012: https://eprints.lse.ac.uk/43641/1/The%20Middle%20East_the%20transformation%20of%20Hamas(lsero).pdf

    Rabbani, Mouin, ‘A Hamas Perspective on the Movement’s Evolving Role: An Interview with Khalid Mishal: Part II,’ Summer 2008, Journal of Palestine Studies vol. 37

    Pillar, Paul R., ‘Hamas and the Two-State Solution’, National Interest, 27. november 2012: https://nationalinterest.org/blog/paul-pillar/hamas-the-two-state-solution-7779

67. Hroub, Khaled, ‘Hamas: A Beginner’s Guide’, Pluto Press, 2006, s. 129
68. ‘Israel is Lost at Sea’, Financial Times, 31. maj 2010: https://www.ft.com/content/cab86fe0-6cde-11df-91c8-00144feab49a
69. Baconi, Tareq, ‘Hamas Contained: The Rise and Pacification of Palestinian Resistance’, s. 103-4, 107-8, 115-6

    Kear, Martin: ‘Hamas and Palestine: The Contested Road to Statehood’, Routledge, s. 61-3, 91-2, 215-17, 263 slutnote 5. 

70. “What Hamas Wants,” Mideast Mirror (22 December 2008), cit. i: Finkelstein, Norman, ‘Gaza: An Inquest into its Martydom’, University of California Press, 2018, s. 32
71. Zuhur, Sherifa, ‘Hamas and Israel: Conflicting strategies of group-based politics’, Strategic Studies Institute of the US Army War College, s. X, 29–31, samt slutnote 64

    Se også Shehada, Muhammad, ‘Hamas forced to adapt as Arab solidarity fades’, New Arab, 20. september 2018, https://www.newarab.com/opinion/hamas-forced-adapt-arab-solidarity-fades   

72. Hamas-ekspert Khaled Hroub cit. i: Finkelstein, Norman, ‘Gaza: An Inquest into its Martydom’, University of California Press, 2018, s. 32
73. Om Jordan-løsningen har Noam Chomsky engang joket, at den svarer til at sige, at jøder ikke har krav på en stat i Mellemøsten, fordi New York allerede er et jødisk hjemland. Forrykt, ja. 
74. Hele afsnittet er skrællet fra Israel-Palæstina-ekspert Jamie Stern-Weiners blogindlæg: ’Did Israel thwart another Palestinian ”Peace Offensive”?, 29. marts, 2017: https://jamiesternweiner.wordpress.com/2017/03/29/did-israel-thwart-another-palestinian-peace-offensive/#_ftnref5 Kilder indgår i blogindlægget.
75. Report of the United Nations Fact Finding Mission on the Gaza Conflict (Goldstone Report) – HRC 12th session (A/HRC/12/48), s. 408: “[T]he Mission concludes that what occurred in just over three weeks at the end of 2008 and the beginning of 2009 was a deliberately disproportionate attack designed to punish, humiliate and terrorize a civilian population, radically diminish its local economic capacity both to work and to provide for itself, and to force upon it an ever increasing sense of dependency and vulnerability.” (Min fremhævning)
76. ’Mette Frederiksen lagde blomster ved ambassade: – Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil kræve nogle ofre’, TV2, 10. oktober 2023: https://nyheder.tv2.dk/udland/2023-10-10-mette-frederiksen-lagde-blomster-ved-ambassade-israel-har-ret-til-at-forsvare-sig-selv-og-det-vil-kraeve-nogle-ofre