Min svaghed er vores styrke – Kunsten at være stærk i en svag tanke

Af Andreas Tagmose Grønkjær

Om aftenen d. 19. september tjekkede jeg vanen tro Facebook en sidste gang, inden jeg gik i seng, og blev mødt med ordene ”Ero debole [jeg var svag] Gianni Vattimo 1936 – 2023”. Det gav et ryk i mig, og jeg blev ramt af den underlige følelse af at sørge over nogen, som jeg ikke kendte personligt. Jovist, jeg mødte ham, da jeg var 5 år, fordi min far havde inviteret ham på middag. Men det var ikke det. Det var følelsen af at have mistet en intellektuel ven, som jeg aldrig fik mulighed at snakke med. Alligevel var det, som om en samtale, som havde været i gang længe, stoppede. Jeg blev kastet tilbage til en sen eftermiddag i 2017, hvor jeg sad på en læsesal i Nobelparken. Jeg tror, det var november udenfor. Det var i hvert fald mørkt og koldt. Det betød ikke særlig meget for mig, for lige på det tidspunkt havde jeg læst en sætning, som jeg den dag i dag ikke kan slippe: ”Hvor der er demokrati, kan der ikke være en gruppe, som har sandheden med stort S og adgang til den sande realitet.” Sætningen kommer fra Vattimos bog Of Reality (2016) og førte tankerne hen på en frustration, som jeg havde siddet med i noget tid, over hvad man kunne kalde ’realitetsretorik’. Inden for denne retorik er der visse mennesker, der påberåber sig realiteternes sande sprog, mens andre udelukkes fra samtalen. Dette provokerede mig og provokerer mig stadig den dag i dag. For hvorfor er det kun de centraliserede narrativer fra politikere, nyheder eller meningsdannere, som har krav på realiteterne og kan påberåbe sig det store S? Siden da har jeg ikke kunnet slippe spørgsmålet: Hvem bilder sig ind, at de kan tage realiteterne i munden, og hvorfor skal andre tie? Eller spørgsmålet om, hvorfor vi er underlagt stærke fortællinger om det gode liv, som vi ikke kan leve op til, men alligevel prøver at opnå. Og hvad med de svage; må de også tænke og fortælle?

Vattimo blev 87 år. Med et langt liv gennem anden verdenskrig, det post-fascistiske Italien, og lige dele katolik og socialist, bag sig. Han var stor i 80’erne og 90’erne for ”den svage tænkning”, som præsenteres i 1979 med essayet af samme navn, Il Pensiero Debole. I dette skrift reagerede Vattimo mod De Røde Brigaders aktiviteter, som mange af hans politiske kammerater og studerende havde tilsluttet sig. Også ham truede de på livet. Samtidig blev han truet af de neo-fascistiske bevægelser. For ham var det et chok, at alle syntes at være underlagt en klar ”os-og-dem”-tænkning, en stærk fortælling, som kunne retfærdiggøre alle mulige uhyrlige aktioner. Eller med Vattimos egne ord: ”De var flydt med metafysisk og voldelig retorik”, som erstattede deres dømmekraft med metafysiske forskrifter. Som hans ven, Santiago Zabala, skriver, kom svag tænkning ikke til verden pga. en frygt for terrorisme, men som et modsvar til terrorismens misforståelse af, hvad en demokratisk venstrefløj var.

Venstrefløjen havde ifølge Vattimo misforstået, hvad det revolutionære subjekt var. Det var ikke voldelige individer med stærke overbevisninger, der skulle bære revolutionen. Det var snarere dem, som kunne bære det demokratiske ideal i sig, nemlig at give plads til dem, som var udenfor. Dem, som siger nej til alle metafysiske fortællinger og lader de narrativer, vi lever efter, være til kontinuerlig forhandling. Det revolutionære var at svække vores stærke fortællinger.

Vattimo erindrer, at han fik et brev fra fængslet fra en af sine studerende, som var med i De Røde Brigader, som var fyldt af det, han kaldte ”revolutionær moralisme”. Drengen var sikker på, at han på lige fod med modstandspersonerne under krigen ville lade livet under den røde antifascistiske fane – en retorik, som Vattimo fandt uberettiget og patetisk. Vattimo erindrer, at han noterede sig: ”Var det virkelig mit nietzscheanske overmenneske?” For har du virkelig ændret verden, hvis du indoptager samme repressionsmidler som dine fjender? Det kunne ikke være den socialistiske verden, som vi kæmpede for.

For Vattimo blev dét begyndelsen på den svage tænkning, som var rodfæstet i en krydslæsning af de tyske filosoffer Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Martin Heidegger (1889-1976). Hele Heideggers projekt var en påpegning af, at Vestens filosofi havde glemt at tænke væren, dvs. forudsætningen for, at noget overhovedet er til. Derfor var alle filosofiske systemer blevet til metafysikker. Fra Platon frem til Heidegger havde al filosofi tænkt væren som et objekt; det være sig Gud, fornuft, ånden, atomer, vand osv. Heidegger kalder det værensglemsel. At man ser verdens grundprincip som et objekt, giver os en fremmedgjort verden, hvor vi subjekter bruger verden til vores behov. Som konsekvens har vi en voldelig omgang med verdenens indhold – vi tvinger den til at tilpasse sig os.

Problemet med det er, at hvis du kan beskrive verdens førsteprincipper som objekter, kan du placere dig selv som et subjekt med større indsigt end andre. Og så glemmer man, at mennesket blot er et værende blandt andre værender, som tolker sin verden frem. Fortolkningsrammen udgør menneskets verden. Hvis vi tolker væren som objekt, vil vi sætte en fortolkning over fortolkeren. Min specifikke fortolkning bliver derfor en realitet, som ikke kan rumme alle menneskers frihed, for dét at være fri betyder at være medfortolker. Dermed udsættes utrolig mange mennesker – eller tilstedeværender – for vold, fordi de ikke nødvendigvis deler min fortolkning. Heidegger foreslår derfor at se på filosofiens historie som en værenshistorie. Hvert metafysisk system giver en bestemt fortolkningshorisont, som giver mening til verden. Væren og sandhed skal derfor ses som en historisk begivenhed, som ikke kan indfanges uden for menneskets begrænsede levetid. Med andre ord: Metafysik er voldeligt, fordi den fastlåser sandhed et sted uden for tid, hvor den er upåvirket af individets liv. Individet er ligegyldigt i en metafysisk verdensfortolkning. Heidegger ser, at sandhed og mening er begivenheder, som sker og forsvinder i tiden, og du kan derfor aldrig have et tidløst og ikkevoldeligt sandhedsbegreb. Metafysikken misforstår, at den er en fortolkning af verden, og tror, at den er fakta. Den tror, at den er den sande, evige realitet, som andre skal underkaste sig. – Der er kun fortolkning. Fortolkninger, vi lever efter.

Det er her, Nietzsche kommer ind i billedet – særligt hans konstatering af Guds død. I modsætning til mange ser Vattimo sætningen som et kampråb for en emancipationskamp, ikke en pessimistisk svanesang om en smuk fortid. Guds død betyder, at vi bliver fri for et absolut dogme. Vattimo ser dog, at denne sætning er fuldstændig i tråd med Kristendommens grundbudskab. Han skriver i sin bog Jeg tror, at jeg tror, at hvad der sker ved Guds inkarnation og død, er en kenotisk handling. Kenosis er græsk og betyder svækkelse, ydmygelse eller gøre mindre. Dvs. Gud gør sig selv svag, for at lære os at kende og sætte os frie. Herefter er der intet andet tilbage end samtale og forsøg på gensidig forståelse. Guds død i forståelsen af Gud som trygt fundament, bliver da en emancipatorisk begivenhed. Vi behøver ikke at underkaste os fanatikere, idet stærke sandheder er blevet utroværdige og latterlige. Nu står vi altså uden grund under vores fødder.

Så hvad nu? Vattimo er ikke naiv og tror, at vi nu er færdige med stærke ’sandheder’. Vi har jo stadig stærke fortællinger som Nationen, det frie markedets selvregulærende væsen, og at mennesket skal arbejde. Vi ligger stadig under for lette sandheder, da vi stadig lider under værensglemslen. Hvordan husker vi væren, hvordan skaber vi et rum, hvor alle kan tale sammen? Vattimo mener ikke, som Heidegger gjorde, at vi kan huske en mere oprindelig væren. For Vattimo handler det om at huske, at vi har glemt, at væren og mening er omskiftelig. Vi skal huske, at vi har glemt, at vores fortolkning, i tråd med Nietzsche, blot er en blandt mange fortolkninger. Med andre ord skal vi svække vores fortolkning. Svækkelsen sker ikke ved selvfornægtelse, men blot ved at indgå i det vilkår, at der er mange sandheder derude: Svækkelsen sker ved at gå i dialog med alle de mange guder, som er derude. Vi bliver usikre i dialogen, fordi vi indser, at der er flere perspektiver på sagen, end hvad vi har indset. Vi bliver svage af at lytte til andre, fordi vi netop anerkender det andet mennesket som frit, hvilket kræver af begge, at vi svækker vores ståsted. Svaghed er derfor frihed, fordi den sikre frihed for alles ret til fortolkning.

Da jeg boede i Leipzig, var der en tysk vending som altid irriterede mig: ”Es ist einfach so” – ”sådan er det bare”. Hver gang jeg hørte udtrykket, løb det mig koldt ned ad ryggen. Ikke fordi de, som brugte vendingen, mente noget med den, men fordi den minder mig om en generel tendens, som jeg synes dominerer vores politiske verden. I dag er vi tynget af realitetsretorik, hvis eneste formål er at lukke en samtale ved at påberåbe sig et overlegent objektivt syn på tingenes tilstand. Vi ser det hele tiden. Hver gang klimademonstranterne forlanger handling, bliver de slået i hovedet med ”vær nu realistisk” og ”kom lige ned på jorden”. At vi stadig kan høre, at det per definition er umuligt for muslimer og danskere at bo sammen, fordi folk fra Mellemøsten er mere tilbagestående end os, og at en transkønnet eller non-binær stadig skal høre på den såkaldte kønsrealismes insisteren på de to køns absolutte uomgængelighed, på trods af at de strider imod moderne biologisk forskning, er for mig klare eksempler på, at stærke fortællinger lever i bedste velgående. Omvendt, kan vi som går op i klimakampen heller ikke bare feje folks bekymringer om, at få dagligdagen til at fungere af vejen. Vi skal heller ikke være blege for at tage diskussionen om de problemer, som opstår i udsatte boligområder. Sådanne fortællinger indfører en tvungen stabilitet, som fritager en gruppe fra at lytte, forandre sig og, værst af alt, fra at anerkende andre mennesker som frie. Men enhver fortælling, som udstøder andre, er allerede ved at falde sammen. Eller sagt bedre, enhver fortælling, som bygger på fordomme om andre, er tvunget til at holde munden lukket på dem. Det er fortællinger, som er bygget på frygt for bred demokratisk agens. I krisetilstande er vi tilbøjelige til at kategorisere og lukke munden på mange. Paradoksalt nok synes det også at være i krisetilstande, vi skal holde os mest åbne for nye indfald. En åbenhed, som forudsætter, at vi ikke tager vores historier, realiteter og ideer alt for seriøst. For hvor er det egentlig, krisen kommer fra? Er det ikke netop vores styrke, stædighed og uvillighed til forandring, som har skabt og i tiltagende grad forværrer de kriser, som vi står midt i? Men det synes mig, at vi stræber mod mere styrke og stædighed, flere lukkede grænser, flere fjendskaber og mere fundamentalisme. Og det er en situation, hvor alle på en eller anden måde ved, at vi har brug for nye løsninger på alt for velkendte problemer. Hvad Vattimo fortæller os, er, at sådanne løsninger ikke kan få lov til at florere, så længe vi holder fast i en stærk forestilling om, hvem vi er, og hvad realiteterne er. For at en forandring overhovedet er mulig, bliver vi nødt til at sige farvel til vores trygge historier og hævdvundne sandheder.

Vattimo gjorde den november eftermiddag en ting klar for mig: Ethvert demokratisk foretagende har som kerneopgave at svække stærke krav på sandheden og konstant holde os åbne overfor, at vi muligvis tager fejl. Som idéhistoriker gør jeg det hver dag. Jeg prøver at forstå det, som jeg finder utiltalende eller bizart, og som konsekvens bliver mine narrativer svagere. Oven i det forsøger jeg at finde flere stemmer til at informere vores fælles historie. Er alt så relativt? Nej, overhovedet ikke. Vattimo ynder ofte at citere Johannes evangeliet for, at sandheden skal gøre jer fri. Normalt bliver det læst, som om Guds ene sandhed er, hvad der sætter os fri. Vattimo læser den anderledes. Friheden er kriterium for sandheden, ikke en konsekvens. Sætningen betyder derfor: Det, som sætter os fri, er sandt. Sandheden er svag, fordi dens værdi skal vurderes på, hvor mange mennesker som kan leve og mødes i den verden, den skaber.

Vattimos arv og budskab er for mig at holde fast i, at min sandhed ikke er den hele sandhed, og hvis jeg holder stædigt fast i den, underkaster jeg alle omkring mig og mig selv. For når selv Gud gør sig svag, bliver min skråsikkerhed på det sande og det gode latterlig. Men min svaghed er vores styrke. For mennesker og sandhed kan ikke bare underkastes en plat realismeretorik. Med mennesker og livet er det aldrig einfach so.

Andreas Tagmose Grønkjær er ph.d-studerende på Idéhistorie ved Aarhus University.