Den moderne fyrste er død

Med Silvio Berlusconis død siger Europa farvel til en af kontinentets mest markante politikere i tiden efter murens fald. Berlusconi gik ind i politik for at sikre sig selv og sine forretninger fra retssager. Han fik ikke rigtig gennemført nogen politik af betydning for Italien. Men hans eftermæle er af allerhøjeste relevans. For Italien, for Europa og for verden.

Af Jonas Neivelt

Silvio Berlusconi udgav under den italienske parlamentsvalgkamp i 2001 en selvbiografi med titlen Una Storia Italiana. Som Italiens rigeste mand var Berlusconis valgkampsbudget ubegrænset, og han fik sin selvbiografi husstandsomdelt.

Una Storia Italiana er et mesterstykke i politisk kommunikation, som indkapsler Berlusconis politiske projekt. Eller manglen på samme. Selvbiografien er trykt på ugebladspapir, og illustrationerne fylder langt mere end teksten på de godt 100 sider, som biografien fylder.

Det vigtigste kommer først. Berlusconis familieforhold. Hans forældre og opvækst i Milano, hvor han var en rapkæftet, men flittig skoleelev. Hans børn, som han elsker og arbejder hårdt for.

Der lægges vægt på premierministeraspirantens katolske sindelag, og han fortæller lidt undskyldende om sin skilsmisse fra sin første hustru, efter han havde mødt sin anden hustru, den tyve år yngre skuespiller Veronica Lario. Men al cuor non si comanda – man kan ikke kommandere med hjertet, som man siger på italiensk.

Selvbiografien bruger derpå en del plads på at beskrive Berlusconis horoskop, inden den behandler forretningsmanden Berlusconis personlige succeshistorie. Først og fremmest som præsident for fodboldklubben AC Milan og derpå hans forretningseventyr. Til sidst står der lidt om Berlusconis politik. Politikken handler om, at frihed er godt, og frihed fra skat er endnu bedre. Begge dele er hans politiske modstandere på venstrefløjen, som han gladelig omtalte som kommunister, modstandere af.

Brød og cirkus

I Italien bor der enormt mange ældre kvinder. Mange af dem er hjemmegående, og rigtig mange af dem går ikke synderligt op i politik. De ser tv og læser ugeblade. Una Storia Italiana fokuserede på denne målgruppe. Derfor er fremhæves Berlusconis familieforhold og på den gode, hårdtarbejdende, katolske familiefar Silvio Berlusconi.

De betaler måske ikke alle sammen altid al den skat, de burde. Så kunne det være fordelagtigt med en premierminister, som på et tidspunkt udtalte, at man også skulle respektere skatteunddragernes rettigheder.Una Storia Italiana viser, at Berlusconis politiske projekt var ham selv. Han var kommet i rettens søgelys, da han i 1994 gik på banen – som han med et fodboldudtryk kaldte det – i italiensk politik og blev premierminister for en kortlivet højrefløjsregering. En politisk karriere var en oplagt mulighed for at opnå immunitet fra retsvæsenet og forhale processerne i det i forvejen langsommelige italienske retssystem.

Berlusconis politiske succes skyldtes manden selv – ikke hans politiske projekt. Han havde skabt et forretningsimperium, og han havde gjort AC Milan til tidens mest succesfulde fodboldhold, efter klubben havde flirtet med insolvens i 1980’erne.

På sine tv-kanaler gav han italienerne det, de fleste italienere ville have. Letbenede underholdningsprogrammer med letpåklædte unge kvinder og frygtelig sæbeopera om eftermiddagen til de tidligere omtalte hjemmegående kvinder. Hans forretningsimperium gav arbejde til mange. Arbejde, fodbold og fjernsyn. Brød og cirkus.

Samtidig tog Berlusconi ikke skatteunddragelse så tungt. Italiens erhvervsliv er præget af rigtig mange små, familieejede virksomheder. De betaler måske ikke alle sammen altid al den skat, de burde. Så kunne det være fordelagtigt med en premierminister, som på et tidspunkt udtalte, at man også skulle respektere skatteunddragernes rettigheder.

Berlusconismen                                                                                                              

Brød, cirkus og mindre i skat. Det var en potent cocktail. I begyndelsen af dette årtusinde var Berlusconi blevet så dominerende i Italien, at tilstanden er blevet beskrevet omtrent sådan:

Jeg går på arbejde i Berlusconis firma. Jeg køber ind i Berlusconis supermarked. Mine penge står i Berlusconis bank. Jeg kommer hjem og ser fjernsyn på Berlusconis kanaler. Jeg læser Berlusconis avis. Jeg læser bøger, der er udgivet på Berlusconis forlag. Jeg holder med Berlusconis fodboldklub. Og en gang imellem tager jeg ned og stemmer på Berlusconi.

Med andre ord var Berlusconi Italiens altdominerende figur. Det var ikke godt for Italien. Berlusconi dominerede hele det politiske spektrum. I mange år var den italienske venstrefløjs eneste reelle sag, at de da ikke var Berlusconi. Det var alt sammen til Berlusconis fordel.

Berlusconis regeringer indførte en lang række love, som gang på gang favoriserede Berlusconi og hans interesser. Der blev indført forældelsesfrister på en lang række områder, som Berlusconi var anklaget for. Så kunne sagerne trækkes i langdrag, og hovedpersonen gå fri.

Fra midten af 1990’erne og femten år frem var Italien i økonomisk stagnation. Derefter kom den internationale finanskrise, som sendte Italiens økonomi mod afgrunden. Ingen af delene var Berlusconis skyld. Men hans skiftende regeringer gennemførte heller ingen politik, som skulle gøre noget ved den økonomiske krise. Berlusconis regeringer førte heller ingen mere restriktiv finanspolitik end de centrum-venstre og teknokratregeringer, Italien havde i samme periode.

Italien er i dag det eneste land i Europa med en lavere levestandard end i 1992. En hel generation af unge mennesker er ikke blevet etableret på arbejdsmarkedet. Det har betydet, at de unge italienere har fået (endnu) sværere ved at flytte hjemmefra og blive økonomisk uafhængige. Så får de heller ikke nok børn. Italien har i dag Europas ældste befolkning.

Berlusconis skiftende regeringer imødegik disse store udfordringer ved at indføre flere smuthuller i skattesystemet. Det var medvirkende til at sende Italiens i forvejen store statsgæld på himmelflugt, og til sidst blev Berlusconi nødt til at gå af under den europæiske gældskrise i 2011. De internationale finansmarkeder bestemmer over renten på Italiens statsgæld, og de havde ikke tiltro til regeringslederen længere.

Meme-politikeren Berlusconi

”Har du set den video, hvor Berlusconi går forbi en kvindelig parkeringsvagt og lader som om, han tager hende bagfra?” ”Har du set den video, hvor Berlusconi giver Helle Thorning elevatorblikket?” ”Har du set den video, hvor Berlusconi taler i telefon i ti minutter, mens Angela Merkel venter på ham?”

I omverden blev Berlusconi et meme, før memes var populære. De korte YouTube-klip af Berlusconi, der opfører sig bizart, har gjort Berlusconi til en kilde for morskab blandt mænd, der trænger til et billigt grin.

Italienerne levede i den farce af en virkelighed.

Italien blev under Berlusconi gjort til genstand for omverdens hån. Noi siamo da secoli calpesti, derisi – vi har i århundreder været underkuede og latterliggjorte – som man synger i et af versene i Italiens nationalsang.

Denne spot fra udlandet var med til at holde Berlusconi ved magten. Så godt som alle vestlige – The Economist var det mest markante – medier kørte med god grund kampagner mod Berlusconi under hans tid som premierminister. Berlusconi forstod at benytte disse kampagner til sin fordel.

Selvfølgelig gav Berlusconis opførsel anledning til nogle pip fra venstrefløjen og Italiens intelligentsia. Men så kunne han stemple dem som en samling elitære, bedrevidende kommunister, der var i ledtog med de udenlandske medier.Han fremstillede dygtigt de britiske medier og de tyske pengemænd omkring den europæiske centralbank, som en samling udenlandske besserwissere, der ikke skulle fortælle italienerne, hvordan de skulle indrette deres samfund.

Det er i den sammenhæng, man skal forstå videoen af Berlusconi, der lader Angela Merkel vente, mens han færdiggør sin telefonsamtale. Damen måtte forstå, at han lige havde gang i noget vigtigt, og at det var ham, der havde bukserne på. Det er stor politisk propaganda for hans trodsige vælgere i hjemlandet.

Mindre heldigt var det, da han omtalte Angela Merkels udseende i vendinger, som jeg ikke vil viderebringe her, og da han foreslog det tyske medlem af Europa-Parlamentet Martin Schulz, at han skulle spille en rolle som kapo i en film om koncentrationslejrene, som de var ved at optage i Italien (red. en kapo er en fange med administrative funktioner og privilegier i de nazistiske koncentrationslejres ’selvforvaltningsenheder’). Ingen af delene fik nogen konsekvenser for Berlusconi hjemme i Italien.

Selvfølgelig gav Berlusconis opførsel anledning til nogle pip fra venstrefløjen og Italiens intelligentsia. Men så kunne han stemple dem som en samling elitære, bedrevidende kommunister, der var i ledtog med de udenlandske medier.

Den moderne fyrste

Lektor i italiensk historie og samfund ved Københavns Universitet, Gert Sørensen, udgav i 2008 bogen Berlusconi og den moderne fyrste. Her tager Sørensen fat i et af den italienske litteraturs helt klassiske værker for at forstå Berlusconis tid ved magten.

Det drejer sig om Niccolò Machiavellis lille håndbog i magt, Fyrsten fra 1532, som Berlusconi faktisk selv har skrevet en introduktion til i en udgivelse af bogen fra Berlusconis eget forlag.

I Fyrsten beskrives det, hvordan en hersker kan gebærde sig for at vinde magten og for at fastholde den. Det handler ikke om, hvad magten skal bruges til, blot at have den. Det forstod Berlusconi. Der blev ikke gennemført megen substantiel politik under Berlusconis regeringsperioder, men Berlusconi var altid ved eller lige omkring magten. Det holdt hovedpersonen væk fra domstolens kløer.

I Fyrstens kapitel 18 står der, at folk nok skal lægge mærke til det, du fremstår som, hvis du ellers gør det dygtigt. De færreste vil lægge mærke til det, du egentlig er. De få, der rent faktisk lægger mærke til, hvad du egentlig er og repræsenterer, vil ikke have modet til at stå imod det store flertal.

Berlusconi fremstillede sig som en dygtig familie- og forretningsmand, som ønskede et mirakel for Italien og ikke fandt sig i noget pis fra bedrevidende snobber på venstrefløjen og i de udenlandske medier. Reelt var han en charlatan, som klæbede sig til magten for at pleje sine egne interesser. Berlusconi havde både læst og forstået Fyrsten.

Den første af de nye populister

Berlusconis politiske arv vil være, at han banede vejen for de populister, vi ser over hele verden. De populister, som mener at repræsentere et autentisk folk over for eliten. Dem, der befolker Københavns saloner, du ved.

Uden Silvio Berlusconi ingen Viktor Orban, Marine Le Pen og Giorgia Meloni. Ingen Vladimir Putin og ingen Donald Trump.

Donald Trump har – ligesom Berlusconi – ført et politisk projekt, der udelukkende drejer sig om hans egen person. Berlusconi ville gennemføre un miracolo italiano (et italiensk mirakel), mens Donald Trump ville gøre America great again. Hvad det helt konkret betyder, er i begge tilfælde ikke så vigtigt.

Donald Trump, Vladimir Putin og Silvio Berlusconi har alle udnyttet tv-mediet til stor effekt. I den schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empolis nye bog Troldmanden fra Kreml beskrives udviklingen i russisk tv. Ud med de gamle mænd og de kedelige nyhedsudsendelser. Ind med letpåklædte kvinder og bedøvende shows. Men Berlusconi gjorde det samme i Italien, før Putin gjorde det i Rusland.

Berlusconi var mindre højrerabiat og mindre autoritær end de populister, der rydder forsiderne i dag. Ville man helst have boet i Berlusconis Italien, i Trumps USA eller i Putins Rusland? For mig er valget enkelt. Berlusconi opildnede ikke til væbnede opstande, når han havde tabt et valg – hvilket han dog oplevede – og han foretog ikke angrebskrige mod Italiens nabolande.

Men nutidens populister har taget ved lære af den måde, Berlusconi dygtigt splittede Italiens befolkning mellem dem, der bakkede op om Berlusconi, og dem, der ikke gjorde.

Rehabilitering af fascismen

Som det er gængs lingo blandt Italiens fascister i dag, har Berlusconi udtalt, at Mussolinis største fejl var at alliere sig med Nazityskland og at indføre racelovgivning. Det var ikke det fascistiske regime i sig selv, der var problemet.Hvor Berlusconis politik ikke var højrerabiat, var han for Italiens vedkommende med til at reetablere det yderste højre, som i dag er kommet til regeringsmagten. Ligesom det skete i Danmark, benyttede Berlusconi sig af den yderste højrefløjs mandater for at holde sin regering ved magten.

På den måde var Berlusconis regeringer med til at byde efterkommerne af Italiens fascistiske fortid ind i magtens centrum.

Berlusconis udtalelser om Benito Mussolini var medvirkende til denne rehabilitering af fascismen. Som det er gængs lingo blandt Italiens fascister i dag, har Berlusconi udtalt, at Mussolinis største fejl var at alliere sig med Nazityskland og at indføre racelovgivning. Det var ikke det fascistiske regime i sig selv, der var problemet. Mange steder i Italien er det i dag helt socialt acceptabelt at være fascist.

Skandalerne

Som karakter var Berlusconi ligesom Donald Trump en sexist, der lod til mest at anse kvinder som brugsgenstande. Men i sin udstråling var Berlusconi ikke nogen bøvet grab-em-by-the-pussy-type. Han kunne sin katekismus i platte vittigheder. Her er en af dem, som han fortalte for rullende kameraer: ”Der var en rundspørge blandt Italiens kvinder, om de kunne tænke sig at have sex med Berlusconi. 30 procent svarede ”ja”. 70 procent svarede ”hvad, nu igen?”.”

Men Berlusconi kunne også være veltalende, elegant og, ja, charmerende. Han fremstillede sig som en Don Giovanni, som bare godt kunne lide at forføre kvinder.

Flest overskrifter i udlandet fik de famøse bunga-bunga-fester i Berlusconis villa, hvor purunge, letpåklædte kvinder servicerede Berlusconis besøgende notabiliteter. Den mest berømte af disse kvinder var den marokkanske Karima El Mahroug, som i de italienske medier fik navnet Ruby Rubacuori (Ruby Hjertefanger).

Ruby blev i en anden sammenhæng anholdt, hvorpå Berlusconi fik hende løsladt under påskud af, at Ruby skulle være den egyptiske præsident Hosni Mubaraks barnebarn. Det var hun ikke. Berlusconi blev dømt for prostitution af mindreårige, men blev senere frikendt i højesteret.

Sagen om Ruby er kun en af mange sager om Berlusconis omgang med purunge kvinder, mens han selv var etparoghalvfjerds år gammel. Det fik hans hustru Veronica Lario til at søge om skilsmisse, og det gav også grobund for en moderne kvindebevægelse i Italien under navnet Se non ora quando (hvis ikke nu, hvornår så?).

Bevægelsen protesterede mod Berlusconis kvindesyn, men også mod det kvindesyn, der blev fremherskende i Berlusconis Italien. Det var et kvindesyn, hvor tidligere nøgenmodeller blev gjort til ligestillingsministre i Berlusconis parti uden at have gjort nogen forudgående politisk karriere, og hvor unge, klassisk smukke kvinder blev Berlusconis kandidater til valget til Europa-Parlamentet.

De lyssky forbindelser

Berlusconi fremstillede sig selv som en self-made-man. Han lagde ikke skjul på, at han bestemt ikke kom fra fattige kår, men hans familie hørte heller ikke til Italiens absolutte overklasse. Farmand Luigi Berlusconi havde ikke nogen uudtømmelig pengetank, som Silvio kunne bruge til at starte sine investeringer med. De penge, Silvio tjente som sanger på et krydstogtskib, var heller ikke nok.

Berlusconi var i studietiden blevet venner med den sicilianske Marcello dell’Utri, som fra 1964 arbejdede som Silvio Berlusconis sekretær. Dell’Utri blev siden dømt for mafiaforbindelser. Det er ikke kendt, hvorfra Berlusconi fik sine penge til at starte sine ejendomsforretninger fra, men dell’Utri arbejdede i mange år for Berlusconi. Og i 1974 blev den mere hårdkogte mafioso Vittorio Mangano også ansat som staldmester for hestene i Berlusconis residens i Arcore uden for Milano.

Det beviser ikke nogen sammenhæng i sig selv, men den bank, som gav Berlusconi sit første lån til at kickstarte sin erhvervskarriere, var den samme bank, som ifølge talrige dokumenter var den sicilianske mafias primære bank i Norditalien.

Berlusconis forbindelser til Gaddafi var medvirkende til at holde antallet af bådflygtninge i Middelhavet nede, hvilket danske politikere helt sikkert har været Berlusconi taknemmelig for.Berlusconis succes i medieverdenen kom heller ikke af sig selv. Landsdækkende tv var længe et statsligt anliggende, hvor kun det statsejede RAI havde sendetilladelse. Berlusconi omgik i begyndelsen af 1980’erne denne tilstand ved at opkøbe lokale tv-kanaler over hele landet, der så alle sammen sendte de samme programmer på samme tid. Det var selvsagt ulovligt.

Det italienske politiske system fungerer også meget langsomt, så en lovændring havde lange udsigter. Alligevel lykkedes det at få ændret medieloven på ganske kort tid. Det skete, da den daværende premierminister Bettino Craxi i 1984 gjorde lovændringen til genstand for en tillidsafstemning for den siddende regering.

Bettino Craxi var blevet gode venner med Berlusconi, og var sågar vidne ved Berlusconis andet bryllup. Senere flygtede Craxi i eksil i Tunesien for at flygte fra talrige korruptionssager. Men de gode forbindelser i det politiske miljø havde haft sin effekt. I Craxis arkiv fandt man senere et personligt brev fra Berlusconi, hvor han takkede Craxi for hjælpen.

Som premierminister for Italien plejede Berlusconi også forbindelser med både Putin og Libyens diktator Gaddafi. På Berlusconis sidste fødselsdag i september 2022 sendte Putin 12 flasker vodka til sin italienske ven. Det stod krigen i Ukraine ikke i vejen for. Og Berlusconi takkede da også for den hilsen ved at udtale, at Rusland også var gået ind i Ukraine for at gøre noget ved den bande røvere, der var på magten i Ukraine.

Libyens diktator Muammar Gaddafi var også blandt Berlusconis venner. Det handlede om at pleje Italiens interesser i Libyen, hvor Italien i begyndelsen af det tyvende århundrede havde haft et kolonieventyr. Berlusconis forbindelser til Gaddafi var medvirkende til at holde antallet af bådflygtninge i Middelhavet nede, hvilket danske politikere helt sikkert har været Berlusconi taknemmelig for.

Som et symbol på venskabet mellem Berlusconis Italien og Gaddafi havde Gaddafis søn en meget kortvarig karriere i italiensk fodbold, hvor han spillede i alt to kampe for Serie A-klubberne Perugia og Udinese uden videre succes. Til sidst blev han fældet af en dopingdom.

Berlusconi lod også Gaddafi komme på statsbesøg, hvor obersten fik lov til at rejse sit beduintelt i parken Villa Pamphili i det centrale Rom. Denne gestus gjorde Donald Trump også senere for Gaddafi, da Gaddafi fik lov til at campere på Trumps ejendom Seven Springs i udkanten af New York.

De sidste år

Domstolen fik til sidst fat i Berlusconi, og i 2014 blev han dømt for skattesnyd. Han blev sat til at lave noget samfundstjeneste på et plejehjem uden for Milano, og i flere år måtte han ikke sidde i Italiens parlament. I stedet var han i en periode valgt til Europa-Parlamentet.

Han var dog stadig sit partis leder, for partiet Forza Italia og Silvio Berlusconi er en og samme sag. Derfor var han til det sidste en vigtig stemme i italiensk politik, og Forza Italia er i dag den moderate deltager i den højrefløjsregering, der er på magten.

Berlusconi har altid set yngre ud, end han reelt var. Men efter en meget alvorlig corona-infektion, hvor han i lang tid var indlagt, kunne make-uppen og plasticoperationerne ikke længere skjule, at det var en aldrende Silvio Berlusconi, der stod ved siden af sit livs sidste to forlovede. Først den 49 år yngre tv-showgirl og senere politiker Francesca Pascale, og til sidst den 54 år yngre politiker Marta Fascina. Begge blev de politikere i Forza Italia.

En svækket Silvio Berlusconi døde af leukæmi 12. juni 2023. Hans indflydelse lever videre i den højrepopulisme, som i dag udfordrer Europa og hele verdens demokratier.

Jonas Neivelt er redaktør på magasinet Solidaritet. Teksten er en udvidet udgave af en nekrolog, der er bragt på Solidaritet.dk