Dystopiens mester får bolden til at snurre – og lægger den død

Enki Bilal og Patrick Cauvin
Sidste halvleg
Forlaget Carlsen
1988

 

 

Af Marc Grønlund
Billederne er fra Enki Bilal og Patrick Cauvins “Sidste halvleg”1

Enki Bilal var allerede – i min optik – en af de helt store tegneserieskabere, men “Sidste Halvleg” er alligevel en stor opdagelse – en dystopi om fremtidens fodbold, der på én og samme tid virker fremmedartet og letgenkendelig, ikke mindst efter det nylige VM.

I en nær fremtid er fodbold som sport død og tæt på uigenkendelig. Tilskuerne er forsvundet, dommerne er væk, og spillerne er endt som narkotiske nervevrag, der ofres som gladiatorer. Det er præmissen for historien i den banebrydende tegnede fortælling ”Sidste Halvleg” af Enki Bilal og Patrick Cauvin.

I bogen kigger fortælleren Stan Skavelicz – tidligere sportsreporter – tilbage på fotos og glimt fra sin karriere. På den måde oprulles historien om fodboldens gradvise forvandling.

Temmelig typisk for tegneren Bilal er fremtiden grå og dyster (dystopisk for at være præcis): Navne og steder er ofte østeuropæiske, ligesom en fejlslagen industriel udvikling eller sågar krigsførelse ofte er bagtæppet. Det er grumt, men også sært dragende og fascinerende.

Det ringer ind til sidste halvleg

Fodbolden er over tid blevet reduceret til et mekanisk spil, helt uden tilskuere, hvilket indføres gennem en forordning kendt som 20-27. Det nye regelsæt skyldes ikke mindst, at optøjer og vold er kommet ud af kontrol, imens spillerne er blevet forvandlet til kemiske nervevrag med kunstige legemsdele og fjernkontrollerede synapser i hjernen. Der er heller ikke dommere på banen længere. De lever under jorden i et tunnelsystem, der forbinder alle stadioner, og dømmer kampene via glaskupler i siden af banen. Fri fra utidig indflydelse og korruption, og helt afskåret fra det øvrige samfund, men stadig sårbare over for attentater.

De opførte stadioner (hvem sagde Qatar…) er gradvist blevet større, men også sværere at vedligeholde under indtryk af graverende økonomisk krise og IT-systemer fyldt med brister. Disse ‘betongryder’ er helt umulige at forrente og forfalder derfor, i takt med at det øvrige samfund falder fra hinanden – stor befolkningsvækst og økologisk sammenbrud synes at være skyld i det meste her. Gangstere overtager langsomt sporten og forvandler den til ren tv-underholdning præget af svindel, i den nye udgave af sporten nærmest fjernstyres spillerne. Begår de fejl i kampen, kortsluttes deres nervesystem.

Vigtigt (også for vores egen tid) er fremstillingen af tv’s rolle – for det viser sig at være en fordel for arrangørerne, at tilskuerne forsvinder. Tilskuerne på lægterne udgør alligevel kun en brøkdel af det samlede publikum: Fremover ser hundreder af millioner seere fordelt på flere end 300 kanaler med foran skærmene på en ‘sport’, der fjerner sig mere og mere fra udgangspunktet.

”Det var i 075 at de styrende instanser besluttede sig for at afskaffe bolden. Fra dette øjeblik regnedes selve spillerens indtrængen i målet for en fuldtræffer… Ordet ”fodbold” forsvandt: det passede ikke til dette nye spil… Jeg må være en af de sidste, der husker det… Desværre… Det var ellers et smukt spil…”

Som Schrödingers kat

Fodboldens sidste officielle kamp spilles mellem England og Benin tæt på polarcirklen, og kulden viser sig fatal for den sidste målscorer nogensinde – i stil med Schrödingers berømte kat i kassen2 er den engelske spiller således død og levende på samme tid, da panden banker mod bolden, som herefter går i mål: Den ekstreme kulde og sammenstødet med bolden sprænger simpelthen nerveceller og rygmarv i stykker. Kampen ender med at vare 22 minutter (titlens ’sidste halvleg’ vel sagtens) efter flere spillere bukker under for kulden, og sponsoren bag kampen – en termotøjfabrikant – går fallit, eftersom tøjet ikke helt kunne leve op til det, de lovede.

Bilal og medforfatter Cauvin er noget nær profetiske i deres beskrivelser af tendenser, vi endnu kun ser konturerne af. Især med tanke på den kædereaktion af begivenheder, man let kan forestille sig, hvis der f.eks. opstår en økologisk katastrofe med indvirkning på balancen i både naturskabte og menneskeskabte systemer.

Det må siges at leve op til selve definitionen på sci-fi; en tænken-til-ende af et ekstremt scenarie, der dog ikke er usandsynligt eller uvirkeligt (i modsætning til fantasy).

Desuden er det prisværdigt at bruge så letgenkendelig og udbredt en ting som fodbold som prisme for en dystopi, som i modsætning til utopien er det sted, hvor vi udlever vores sorte destruktionskraft snarere end vores lysegrønne forhåbninger. Som genre bevæger dystopien sig bort fra at betegne det, der er urealistisk, til det, der er alt for realistisk en mulighed.3

Men hvorfor så lige fodbold? Her kunne man flotte sig og påstå, at måden, fodbold organiseres og praktiseres på, også altid vil være et billede af det samfund, vi bebor. Fodbold er karakteriseret ved at være udbredt til hele verden og på én og samme tid mere populært end mange landes regeringer og monarker, men dog komplet fremmedgjort for sine tilhængere i sit organisatoriske set-up. Fodbold er nærværende i sin udfoldelse som sport og som symbol, men fjernt og utilnærmeligt i sit bureaukratiske vedhæng. Kort sagt er fodbold et oplagt mål for en dystopisk fortælling. Enten det eller religion, kunne man fristes til at sige. Her er det karakteristisk for mange fremtidsfortællinger, at netop sport eller religion splintres, rives ud af sin vante plads, som tegn på, at der er noget galt i et samfund, når man ikke engang kan have sin fodbold eller sin gud i fred. For nogle vil de to ting endda være sammenfaldende, og så risikerer det først at blive rigtig dystopisk for dem, der måtte ophøje det ene til det andet.

Bogen er også i sit format banebrydende, egentlig er det en illustreret fortælling mere end en klassisk tegneserie: En aflang bog med plads til flotte og udførlige tegninger, hvor den karakteristiske streg fra Bilal virkelig kommer til sin ret. Sidste Halvleg blev udgivet helt tilbage i 1988 og er desværre udgået fra forlaget – tør man håbe på et genoptryk?4

Print Friendly, PDF & Email
  1. Citater nedenfor er også herfra.
  2. ”Schrödingers kat” er et tankeeksperiment opstillet af den østrigske fysiker Erwin Schrödinger: I en aflukket kasse har man en ustabil atomkerne og en kat. Atomkernens henfald måles af en geigertæller. Hvis der opdages tegn på henfald, udløses en dosis giftgas, som dræber katten. Ifølge kvanteteorien befinder atomkernen sig ved begyndelsen af eksperimentet i en ustabil tilstand (ikke henfaldet og dog samtidig henfaldet). Derfor bør katten også befinde sig i en ustabil tilstand (levende og dog samtidig død). Først når kassen åbnes, afgøres det, om katten er død eller levende.
  3. Tak til Mikkel Thorup for dén rammende beskrivelse.
  4. Kredit til Simon Lund i Politiken, som fik mine øjne op for dette værk: https://politiken.dk/kultur/art8988660/Det-er-jo-den-rene-fantasi-tænkte-vi-tilbage-i-1980erne.-I-dag-ligner-han-en-klarsynet-profet