Krisens permanens og mulighed: Agambens borgerkrigsteori

I anledning af udgivelsen af en dansk oversættelse af Giorgio Agambens Stasis bringer vi her bogens efterord af Mikkel Bolt. I de tre tekster, der udgør Stasis, leverer Agamben et udkast til en teori om borgerkrig, en såkaldt stasiologi. Tesen er, at borgerkrigen er “den grundlæggende tærskel for politisering i Vesten”. Bogen er oversat af Rasmus L. Bojesen og udkom d. 23. juni på forlaget THP.

Af Mikkel Bolt

I en nylig tekst beskriver den feministiske marxist Nancy Fraser den nuværende historiske situation som “en epokal krise”. Udgangspunktet for hendes tekst er det skifte, der er sket med spørgsmålet om klimaet, der i løbet af relativt kort tid er gået fra at være et fokusområde for klimabevægelser til at udgøre et uafvendeligt, presserende politisk spørgsmål, som alle skal forholde sig til. Som Fraser skriver, er der nogenlunde enighed om den videnskabelig side af sagen, men til gengæld stor uenighed om den politiske håndtering af problemet, hvad der skal gøres. Ikke nok med at spørgsmålet om håndteringen af klimakrisen er kompliceret i sig selv, det rejser sig i en kontekst af overlappende kriser, der har fjernet fundamentet for sammenhængende politiske projektioner.

Klimakrisen folder sig således ind i en langvarig økonomisk krise, der går tilbage til opbremsningen af verdensøkonomien sidst i 1960’erne, men som for alvor blev synlig med finanskrisen i 2008, hvor det blev klart, at kredit og lokal vækst i Sydøstasien havde maskeret en langsom indskrænkning af de såkaldte avancerede økonomier. Denne indsnævring af økonomien har vist sig som faldende realløn, ikke mindst i økonomier som USA, Storbritannien, Frankrig og Italien, og en voldsom vækst i lokal og global ulighed. Den “lange neoliberale nødlanding”, som venstrekommunisten Loren Goldner har benævnt det, manifesterede sig også som en langsom udhuling af de nationaldemokratiske systemer, der blev forvandlet til teknokratisk styring og neoliberalistisk sparepolitik.

Tømningen af nationaldemokratierne, hvor de store partier var endt med at være enige om den samme ‘neoliberale’ politik, dvs. efter Mitterrand i 1980’ernes begyndelse, men afgjort fra og med Gerhard Schröder og Blair i 1990’erne, åbnede til sidst døren for nationalistiske excesser i form af xenofobi og racisme. I Danmark kender vi denne historie som kampen om de racistiske stemmer, der for alvor tog fat fra slutningen af 1990’erne, efter flere aviser og formiddagsblade havde kørt kampagner om “kriminelle flygtninge” og behovet for at “stramme” den danske asyl- og flygtningepolitik. De tomme professionaliserede demokratier kan i dag tilsyneladende kun animeres gennem had og dæmonisering af socialt konstruerede andre. I et første moment mobiliserer politiske partier, der iscenesætter sig som anti-establishmentpartier, de globaliseringskritiske stemmer, og i det næste moment forsøger de statsbærende partier at indoptage kritikken ved at skrue op for selektionen og den hårdhændede behandling af flygtninge.

Klimakrisen, eller hvad Fraser kalder den økologiske krise, hænger således sammen med en økonomisk og social krise og en politisk krise. Det er selvfølgelig derfor, Fraser taler om en epokal krise. Vi er konfronteret med en “generel krise, hvis effekter metastaserer overalt og ryster tilliden til etablerede verdensbilleder og herskende eliter”. Som Fraser skriver, er resultatet af denne udvikling ikke blot “en hegemonikrise”, den herskende orden har svært ved at reproducere sig, men også hvad hun kalder en “‘wilding’ af det offentlige rum”.

Det offentlige rum er vitterligt kendetegnet ved voldsomme kampe, eksemplarisk med de protester, der fandt sted i kølvandet på drabet af afrikanskamerikanske George Floyd i maj og juni 2020 i USA. Ikke blot blev en politistation sat i brand i Minneapolis, byen hvor Floyd blev dræbt, hundredetusinder af mennesker tværs over USA gik på gaderne i den største multiraciale men afrikanskamerikansk ledede protestbevægelse i nyere amerikansk historie, som vel at mærke ikke begrænsede sig til få ‘sorte’ kvarterer, men spredte sig til gentrificerede områder i LA, New York og en lang række andre store byer. Protesterne tog form af såvel riots, plyndringer som statuevæltninger, hvor statuer og monumenter af sydstatsgeneraler som Robert E. Lee og præsidenter som Andrew Jackson, men også Columbus blev væltet eller overmalet. Statuer, der på den ene eller den anden måde glorificerer racistisk kolonialisme. Med henvisning til behovet for at beskytte offentlige monumenter og ejendom udstedte daværende præsident Donald Trump ikke blot et dekret, der gjorde det muligt at idømme op til ti års fængsel, hvis man maler på en offentlig statue, han udkommanderede samtidig forskellige nationale politistyrker, inklusive grænsepolitiet, som blev indsat i bl.a. Portland, hvor de maskeret og i nummerpladeløse personbiler bortførte demonstranter og tilbageholdt dem i timer, uden at de var anklaget for noget.

Trumps brug af grænsepoliti vakte forargelse blandt dele af den politiske mainstream i USA og globalt. Men kritikken er desværre malplaceret. Trump gør sådan set blot, hvad det er meningen, han skal gøre. Som Agamben overbevisende har beskrevet i sit omfattende Homo sacer-projekt, hvor nærværende bog indgår som bind II.2, kan staten bruge ekstra-juridiske midler med henblik på at sikre sig selv. Hver gang en stat grundlægger sig selv, går den hinsides den lov, som den forsøger at indføre. Det er statssuverænitetens paradoks. Et paradoks, som viser sig, hver gang staten er udfordret eller i krise. Som det var tilfældet i sommeren 2020 i USA. Når staten er i krise, indfører den undtagelsestilstand, som skal genetablere orden.

Det oplagte eksempel på en sådan undtagelsestilstand i nyere tid er krigen mod terror. Efter terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon i september 2001 indførte præsident George W. Bush undtagelsestilstand, der ikke blot suspenderede en lang række juridiske og politiske rettigheder for amerikanske statsborgere, men også gjorde det muligt at etablere et netværk af hemmelige fængsler og lejre, hvor det amerikanske militær og allierede tilbageholdt mennesker, uden at de blev stillet for en dommer eller en militærdomstol. Guantanamo-basen på Cuba er et punkt i dette netværk, som på et tidspunkt også inkluderede Abu Ghraib-fængslet uden for Baghdad, hvor tilbageholdte irakere blev tortureret, ydmyget og fotograferet for sjov af amerikanske fængselsvagter. Pointen er ikke blot, at den udøvende del af regeringen kontinuerligt træder uden for de formelle juridiske grænser, men også at der kan ske alt muligt for de mennesker, der placeres uden for loven, som det var tilfældet i Abu Ghraib.

Som udøvende magt gjorde Trump således ifølge den statslige suverænitetslogik ikke noget galt i sommeren 2020. Han gjorde sådan set bare, hvad det er meningen, han skal gøre som præsident og suveræn.

Borgerkrig

I de tre tekster, der udgør denne bog, skitserer Agamben et udkast til en teori om borgerkrig, en stasiologi, med udgangspunkt i analyser af det antikke Grækenlands politiske tænkning, forsiden på Thomas Hobbes’ Leviathan og Carl Schmitts afvisning af leg. Borgerkrigen er et forhold, der hidtidigt er blevet overset i politisk tænkning, den tenderer næsten til at udgøre en skandale for den politiske filosofi, hvor den antager formen af en tilbagevenden til en tilstand, der ligger før samfundet. Agamben afviser denne forståelse af borgerkrig. Tesen er, at borgerkrigen er “den grundlæggende tærskel for politisering i Vesten”.

Vi er således på velkendt grund. Agamben tager fat på et fænomen, der ikke rigtig er blevet analyseret, men har stået i skyggen af andre begreber. Krig og revolution er blevet grundigt analyseret og begrebsliggjort, mens borgerkrig er forblevet underbelyst. De tre tekster udgør tre distinkte bidrag til en sådan hidtil manglende begrebsliggørelse, om end de ikke samler sig som en egentlig sammenhængende større teori om borgerkrig. Der er snarere tale om delelementer til en større analyse af relationen mellem nøgent liv og politisk suverænitet, som udfoldes i andre dele af Homo sacer-projektet.

Agamben starter med at analysere stasis, den civile strid i den græske polis. I dialog med Nicole Loraux beskriver han, at forholdet mellem hjemmet og byen er langt mere kompliceret i den græske polis end ofte antaget, det er en “tvetydig relation”, skriver han, og stasis udgør en overgang mellem de to, mellem den ikke-politiske familie og den politiske by. Oikos og polis er således i virkeligheden altid allerede foldet ind i hinanden. Og borgerkrigen er en proces, hvor ikke-politiske fænomener bliver politiske. Som Agamben formulerer det: “Det betyder, at borgerkrigen i det græske politiske system fungerer som en tærskel af politisering eller afpolitisering, hvorved hjemmet udvides til byen og byen afpolitiseres til familien.” Borgerkrigen er en tærskel, den står – som Agamben skriver, betyder stasis at rejse sig og at stå – hverken i hjemmet eller i byen, men er en art dobbelt forskydning, hvor det inderlige og det fremmede sammenblandes: “det politiske bånd flyttes ind i hjemmet”, og “familien vendes udad som politisk tilhørsforhold”.

Vi genfinder her en variant af den grundlæggende relation, som Agamben analyserer i det første bind af Homo sacer-projektet, hvor han beskriver den inkluderende eksklusion af det nøgne liv, zoe. Agamben reviderer dermed Michel Foucaults analyse af fremkomsten af det biopolitiske paradigme i det moderne og beskriver, hvorledes biologisk liv allerede i antikkens Grækenland var objekt for politiserende bevægelser. Blotlæggelsen af denne ‘oprindelige’ (af)politiseringsbevægelse gør det nødvendigt at genbesøge de regulerende forestillinger om politik og demokrati.

Den næste tekst, der som den første oprindeligt var et foredrag på Princeton University i oktober 2001, er en analyse af det tryk, der udgør forsiden på førsteudgaven af Hobbes’ Leviathan, som udkom i 1651. Igen har vi at gøre med et tilsyneladende ubetydeligt udenomsværk eller detalje. Det er naturligvis teksten, som er blevet udlagt igen og igen, færre har noteret sig illustrationen, som Abraham Bosse udfærdigede efter Hobbes’ instrukser. Men billedet viser sig at have ganske stor betydning. Ifølge Agamben viser trykket nemlig, at det politiske fællesskab er en optisk illusion, hvor suverænen eksisterer udenfor og skaber orden i en opløst, usammenhængende multitude. Når multituden bliver til folket, repræsenteres det af kongen. Agamben kalder dette forhold “ademi”, fraværet af folk. Pointen er, at ademien er konstitutiv for den moderne stat. Hver gang multituden forsøger at afvise denne situation og gøre sin stemme gældende, så forsvinder den som folk bag ved suverænen. Det viser forsiden, hvor Leviathan troner over en tom by, hvor der kun går nogle soldater og nogle få pandemilæger rundt. Multituden er opløst og ikke til at se i byen. Den “har ikke nogen politisk betydning”, som Agamben skriver. Til gengæld er Leviathans krop fyldt med en masse små mennesker. Det er folket, som forsvinder i suverænen. Som Agamben skriver: “Enigmaet, som emblemet [billedet på forsiden] stiller læseren over for, er en by tømt for indbyggere og en Stat, der befinder sig uden for sine geografiske grænser.”

Agamben konkluderer på den baggrund, at folket er “det absolut nærværende, som af denne grund aldrig kan være nærværende og derfor kun kan være repræsenteret”. Vi er således igen konfronteret med en tærskel eller overgang, hvor der sker en (af)politisering, hvor multituden ekskluderes, og byen dermed grundlægges. Folket er dobbelt, kendetegnet ved en til grund liggende fraktur mellem bios og zoe, folk og multitude. En fraktur, der forhindrer, at folket nogensinde er fuldt til stede.

I det tredje og sidste kapitel lægger Agamben afstand til den prohitleriske jurist Carl Schmitt, som flere gange har været inde og vende i Homo sacer-projektet. I denne tekst, som er en senere tilføjelse til bogens to forelæsninger, diskuterer Agamben Schmitts definition af det politiske og mere præcist det, som Schmitt forsøger at skubbe uden for det politiske, nemlig legen. Det politiske og krigen – Schmitt etablerer en cirkularitet mellem fjendskabet og krigen, som bliver hinandens forudsætninger – er seriøse fænomener ifølge Schmitt. Det er noget helt andet end underholdning og leg. Det er vigtigt for Schmitt at udgrænse legen fra krigen og dermed fra det politiske. For hvis krig er en art leg, forsvinder eller relativeres fjendskabet. Agamben henviser til antikkens Grækenland, hvor krig var et ritualiseret spil, som ikke nødvendigvis tog form af fysiske drab. Dermed toner der et helt andet krigsparadigme frem. Det er mere end nogen andre den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga, der har beskrevet denne anden forståelse af krig, der retter en radikal kritik af det schmittske fjendskabsbegreb og opløser skellet mellem den seriøse politik og legen. Agambens forslag er, at vi erstatter Schmitts ven-fjende-distinktion og “den politiske seriøsitet” med en Huizinga-inspireret idé om (borger)krig som leg eller spil. I stedet for Schmitts krig, der kulminerer i umenneskeliggørelsen af fjenden, hvad enten denne er soldat, kriminel eller migrant, genfinder vi den agonale borgerkrig, der er komisk og åbner subjektet for andre muligheder og livsformer. Denne legende model forsøges hele tiden afvist, borgerkrigen bliver forvandlet til krig, og distinktionerne mellem krig og fred, politi og militær opløses.

Agamben nævner ikke Guy Debord i teksten, men dennes legendariske Kriegsspiel, som han arbejdede på i mere end 40 år, er et oplagt bidrag til tænkningen af krig som leg. Situationisterne beskrev som bekendt også deres aktiviteter som art-de-guerre, krigskunst, hvor de tømte skuespilsamfundets billedlige dominansformer for betydning og levede ‘kriminelt’ uden at bekymre sig om loven.

Destitution af staten

Løbende i de tre bidrag til en analyse af borgerkrig finder vi således marginale noter, der peger henimod et modparadigme til den suveræne magts inkluderende eksklusion, en tænkning af en afvirkeliggørelse eller annullering af den suveræne magts afpolitisering af zoe, hvad Agamben til slut i Homo sacer-projektet og i forlængelse af Benjamin kalder destitution. Destitution er en kompleks størrelse. Det er ikke en ophævelse eller destruktion, ej heller en omlægning i betydning erstatning med en anden udgave af det samme, som når man tager magten og etablerer et nyt styre. At destituere er at deaktivere, skriver Agamben flere steder. Det er en gøren uvirksom. Hverken afskaffelse eller virkeliggørelse, men en afsked med den splittende gestus, der grundlægger den vestlige metafysik og politik. Agamben forsøger at forlade denne oprindelige splittelse. Det er ikke et politisk projekt, et mål i en politisk kamp mellem højre- og venstrefløj eksempelvis, men en afsked med den måde, hvorpå vi tænker politik i det hele taget, hvor der nødvendigvis etableres en ikke-politiseret del, der efterfølgende politiseres, gøres virkelig. Selvom Agamben lægger ud med at skrive, at vi allerede har en teori om revolution, som skygger for en forståelse af borgerkrig, vil jeg mene, vi med Homo sacer-projektet har udgangspunktet for en ny forståelse af, hvad et egentligt revolutionært brud vil sige.

Agambens skitser til en teori om borgerkrig er således måske også et bidrag til en ny teori om revolution. Revolution hinsides politik. Hvor revolutionen endelig tænkes hinsides enhver forestilling om en stat og det at stå oprejst som en soldat, der gør honnør. Revolutionen som en afsked og suspendering af borgerkrigen. Et virkeligt anarki og ikke statens (u)orden. Hvad vi måske på et tidspunkt igen kan kalde klassekamp, hvis vi kan slippe af med de mange konnotationer – den mandlige industriarbejder, ‘socialisering af produktionen’ – som klistrer til termen og opretholder en for længst forældet opposition mellem højre- og venstrefløj. Så vil vi få et revolutionsbegreb, der hverken er et spørgsmål om realiseringen af den ene eller den anden idé, eller noget, der kan udgøre et politisk program eller repræsenteres politisk. Det vil i sig selv udgøre en væsentlig begrebslig omlægning og et bidrag til at få teorien på højde med de allerede igangværende protester, der bliver ved med at finde sted rundt omkring i verden. Snarere end at begræde forvitringen af et tidligere revolutionært vokabularium og beskrive revolterne som “ikke-bevægelser”, handler det om at beskrive den igangværende destitution og dens potentiale som en affirmation af pluraliteten i verden.