Valgsejr i et splittet Colombia: En historie, der skal skrives

Den 19. juni valgte colombianerne for første gang i landets historie en venstreorienteret præsident, det tidligere guerillamedlem Gustavo Petro. Men selvom valgsejren er historisk, befinder landet sig i stor splittelse over sociale og økonomiske udfordringer. Landets fremtid, de unge, står over for høj arbejdsløshed og social uro. Tre colombianske unge fortæller om valget og deres håb til landets – og deres egen – fremtid

Af Sofie Sommer Lang

“Det er historie, vi skriver i dette øjeblik. Det er en ny historie for Colombia, for Latinamerika, for verden,” sagde Gustavo Petro, da han om aftenen søndag den 19. juni talte som Colombias nyvalgte præsident. Han er den første venstreorienterede statsleder i landets mere end 200 års historie. Et skifte, som mange colombianere håber vil føre til større økonomisk og social lighed. Og ikke mindst til fred.

Petro, og vicepræsidenten, Francia Márquez fra centrum-venstre-koalitionen Pacto Histórico (‘Den historiske aftale’), vandt med 50,44 procent af stemmerne over den højreorienterede modkandidat Rodolfo Hernández, der stillede op for en nyskabt Liga de Gobernantes Anticorrupción (‘De antikorrupte lederes liga’). Kigger man i detaljen vandt Petro dog kun med omkring tre procentpoint – eller lidt under en million stemmer i et land med flere end 50 millioner indbyggere. En sejr, der kommer efter en valgkamp præget af gensidige beskyldninger om korruption, svindel og personlige tilsmudsninger fra begge sider, og hvor begge kandidater efter eget udsagn er blevet truet på livet. En valgkamp, der har spejlet de sociale, økonomiske og kulturelle skel, der findes i et land præget af korruption og ulighed,1 samt ikke mindst de konstante politiske spændinger mellem landets siddende regering og oppositionen – ofte med henvisning til fortidens voldelige, 60 år lange konflikt.

I midten af dette ophedede politiske landskab står mere end 12,5 millioner unge,2 der er født efter landets forfatning fra 1991. En forfatning, som formelt sikrede alle Colombias kulturelle og etniske befolkningsgrupper lige rettigheder i et forsøg på at samle landet. Denne generation er vokset op med væbnet konflikt, mord og forsvindinger, og er siden blevet voksne med fredsaftalen fra 2016, der varslede håb om forsoning og et opgør med landets fortid. Med en ungdomsarbejdsløshed på 23 procent,3  står en generation af unge nu endnu en gang over for løfter om et nyt forår.

Ingen overraskelse

Kathryn Ramírez er en af de unge colombianere, der er blevet lovet en ny fremtid. Hun er 19 år og jurastuderende i landets hovedstad Bogotá. Da jeg ringer til hende, er hun hjemme på sommerferie i Barrancabermeja, der ligger på bredden af den 1.500 kilometer lange Magdalenaflod i den nordlige Santander-region. Byen, der huser et enormt olieudvindingsværft, ligger kun to timers kørsel fra Bucaramanga, hvor højrefløjens præsidentkandidat Rodolfo Hernández var borgmester fra 2016-2019. Kathryn er ikke overrasket over valgresultatet, men hun er heller ikke videre overbevist om Gustavo Petros løfter om et paradigmeskifte.

“Petros sejr var forudsigelig. Han vandt på mange måder stemmer, men mindst af alt på grund af sine politiske forslag.”

Hvem hun selv stemte på, vil hun dog helst ikke komme nærmere ind på måske af bekymring over konsekvenserne: “Jeg værdsætter Gustavo Petros forslag, men noget der virkelig præger Latinamerika, er den politiske leder som en messiansk figur, og jeg føler, at Petro har påtaget sig rollen som en slags frelser. Folk er derfor meget i defensiven over for ham (…) Det har været et mærkeligt spil, både interessant og foruroligende, hvis du ikke tilsluttede dig Petro, så er det lig med, at du er højreorienteret. Du bliver totalt stigmatiseret.”

De hårdtoptrukne sociale og politiske grænser bliver forstærket under valgkampen. I de sidste par uger inden valgets anden runde den 19. juni dukkede der flere forskellige videoer op, hvor Rodolfo Hernández, tilsyneladende udtaler sig sexistisk om kvinders ret til deltagelse på arbejdsmarkedet, eller som giver udtryk for at nære forbindelser til den skandaleramte tidligere præsident Álvaro Uribe Vélez. Der florerede endda en radiooptagelse, hvor Hernández omtaler Hitler som en ”stor tænker”.

Fra den anden side var kritikken også hård. Petro blev af Hernández’ tilhængere fremstillet som en person, der aldrig har haft et rigtigt arbejde, men som levede tykt på at være en elendig borgmester i Bogotá i en årrække. Dertil kom anklager om hans militante fortid og radikale ’castrochavisme’, en henvisning til de afdøde revolutionære statsledere i Cuba og Venezuela.

Forandring fra fortiden

For mange unge colombianere har den beskidte valgkamp fjernet fokus fra landets store sociale problemer. Ud over den høje ungdomsarbejdsløshed er Colombia også et land med stor ulighed. Ifølge det colombianske statistik-institut DANE levede knap 40 procent af befolkningen i 2021 i fattigdom, og mere end 10 pct. i ekstrem fattigdom.4 Dertil kommer en inflation, der i april i år lå på omkring 9 procent.5 Det er en økonomi, der hænger i laser oven på coronapandemien, samt de globale klimaudfordringer, som Colombia selvfølgelig heller ikke er undtaget fra.

At komme videre fra kriserne – og at forandre samfundet – har været valgkampens store tema. Sebastián Polo, en 29-årig bogotaner, har sagt ja til at snakke med mig i sin frokostpause på sit arbejde i det nationale arkiv. Jeg kan se på hans sociale medier, at han følger den colombianske politik tæt, og at han hyppigt har kommenteret på valgkampen og valgresultatet. Sebastián mener ikke, at alle slags forandringer er til det gode. Han har stemt på Rodolfo Hernández, og er kritisk over for Gustavo Petros løfter om en dybdegående forandring af det colombianske samfund.

“Man bliver nødt til at anerkende det projekt, som Gustavo Petros har formuleret – et nationalt projekt om social forandring. Rodolfo Hernández’ projekt har handlet mere om korruption, som er et af de største temaer i Colombia. Det ville altså ikke være en strukturel forandring, men en begyndelse for fremtidige forandringer. Det kan vi ikke sige er uden betydning, for det har rigtig meget at sige i forhold til folks livskvalitet,” fortæller Sebastián.

Colombia som global magtfaktor

De forandringer, som Gustavo Petro har lovet at indføre fra dag et i embedet, der begynder den 7. august, handler om at forandre den nationale økonomi og vende tilbage til forfatningen fra 1991. Rodolfo Hernández fokuserede derimod på et opgør med den korruption, der gennemsyrer det colombianske samfund.6 Ligesom den nyvalgte præsident lovede Hernández at gøre op med de traditionelle politiske partier – og dynastier – der har præget Colombias politik gennem de sidste århundreder.

Bogotanske Carlos Castillo Castro, 31, er glødende tilhænger af venstrekoalitionen Pácto Histórico, og hans optimisme og tro på fremtiden er til at føle under vores samtale midt i en pause fra hans arbejde som psykolog. For ham står det klart, at Petro og Márquez som præsident og vicepræsident vil påbegynde reelle forandringer. Forandringer, der ganske vist ikke kan nås i en fireårig valgperiode, men måske snarere vil tage 15-20 år med de rette politiske beslutninger. Han mener, at Colombias særlige biodiversitet og uindfriede eksportpotentiale bør bære fremtiden og de unge:

“Colombia har potentialet til at være en global magtfaktor inden for fødevarer, inden for eksport, men det er vi bare ikke. Med Gustavo Petro føler jeg, at vi vil komme til at skifte over til en økonomisk model, der tilgodeser små og mellemstore producenter og virksomheder, og bidrager til en mere folkelig vækst. Det kan hjælpe os med at udrydde social ulighed. Arbejdet skal være kilden til rigdom. Jeg føler, at Rodolfo Hernández bliver ved med at være repræsentant for den neoliberale økonomiske politik.”

Men på den anden side, fortsætter Carlos energisk:

Det er særligt beskæftigelse og de økonomiske fremtidsmuligheder, der optager de tre unge colombianere, når jeg spørger dem om deres håb for Colombia i årene frem. Arbejdsløshed, usikker indkomst, uorganiseret arbejde og fraværet af lønmodtagerrettigheder, er temaer, der går igen.“Med Gustavo Petro er det anderledes, vi kan alle sammen lave penge, vi kan alle sammen producere og blive producenter og virksomhedsejere og medudviklere af den nationale økonomi. Det kan være med til, at vores nation vokser og bliver rigere,” slutter han.

Hele landets arbejde

Det er særligt beskæftigelse og de økonomiske fremtidsmuligheder, der optager de tre unge colombianere, når jeg spørger dem om deres håb for Colombia i årene frem. Arbejdsløshed, usikker indkomst, uorganiseret arbejde7 og fraværet af lønmodtagerrettigheder, er temaer, der går igen.

Kathryn fortæller, at hun ikke ved, hvad der kommer til at ske med Gustavo Petro som præsident. Hun frygter forandringer i de økonomiske dynamikker. I hendes egen kommune, Barrancabermeja, har olieudvindingsselskabet Ecopetrol førhen stået for en stor del af den økonomiske udvikling. En økonomisk faktor, der sandsynligvis vil forandres med Petros klimavenlige forslag om at udfase Colombias olieafhængighed. Dette blev allerede i dagene efter valget til breaking news i flere colombianske medier, fordi det medførte et fald i Ecopetrols aktier.8

Det er følelsen af usikkerhed, der gør, at Kathryn endnu ikke kan sige, om hun vil blive i Colombia efter sin uddannelse: “Med hensyn til mit eget liv… lad os se, hvad der sker de næste tre år, indtil jeg afslutter min uddannelse. Hvordan landets situation ser ud, og dermed også arbejdslivet, det politiske liv og regeringsførelsen. Det afhænger meget af arbejdsmulighederne og beskæftigelsessikkerheden, og al den slags”, fortæller hun. Egentlig går Kathryn på et af landets bedste universiteter, der tæller flere politikere og børn af politikere blandt sine dimittender, men jobmulighederne i Colombia synes alligevel at bekymre hende.

Arbejdet er også omdrejningspunktet for Sebastiáns ønsker for Colombia, men på en helt anden måde. Han er ti år ældre og har to jobs i en af Bogotás mindre kommuner og i det nationale arkiv. For ham handler det mindre om jobmulighederne, og mere om, at Colombias arbejdende befolkning skal anerkendes.

“Jeg ønsker, at alle os, der hver dag går på arbejde, os, det tavse flertal, som ikke kommer i medierne, som ikke smugler, som ikke er korrupte, som ikke stjæler, er den drivende motor i Colombias fremtid. Jeg elsker mit land højt, og jeg er stolt over det, vi har formået de sidste 25 år, hvor vi har bevæget os ud af den voldelige krise. Det er den almindelige colombianers fortjeneste,” pointerer Sebastián. Han fortæller, at han ønsker, at folkets velstand skal bygge på arbejdet i sig selv og ikke nødvendigvis på sociale ydelser. Men han er nervøs over valgresultatet, og stiller spørgsmålstegn ved, om den nyvalgte præsident egentlig ønsker at være hele Colombias præsident, sådan som han har udtalt med fængende fraser som “hele Colombia vandt,” eller om Petro på en eller anden måde vil straffe de 47 procent af befolkningen, der stemte på Rodolfo Hernández.

Kærlighedens politik

Netop med sin sejrstale, der kredsede om “kærlighedens politik”, og et samlet Colombia, forsøgte Gustavo Petro på valgaftenen at gøre op med den splittelse, der har formet flere generationers colombianere, og som synes så indgroet hos både tilhængere og modstandere af Petros Pacto Histórico, at det synes umuligt at forestille sig et land uden.

Carlos mener for eksempel ikke, det er splittelsen i sig selv, der er problemet; den har været et grundvilkår siden republikkens fødsel, og har været en katalysator for den væbnede konflikt. Problemet er den måde, colombianerne lever med den på. For ham handler det om at lære at leve med splittelsen og respektere den som den forskellighed, der også er en del af Colombia.

“Som colombianer ønsker jeg, at Colombia endelig kan træde ind i en ny tidsalder med fred og forsoning. At vi endelig kan træde ud af den væbnede konflikt, som har gjort os så ondt. Og at … vi, colombianerne, endelig kan komme til at stole på staten, at vi kan tage staten i vores besiddelse og overvåge de politiske beslutninger,” siger Carlos, før han afslutter sin tankerække med smil i stemmen:

“Jeg tror, at det er det, jeg ønsker. For at citere Francia Márquez: ’lade os leve i Colombia, leve godt’ (‘vivir sabroso’). Det er det, jeg ønsker for Colombia. Og for mig selv.”

For Carlos, og lidt over 50 procent af de colombianske vælgere, er det det, den nye historie betyder; det er ikke en historie, der allerede er skrevet, men en historie og en fremtid, der skal skrives med Gustavo Petro, Francia Márquez og Pacto Histórico. Og ikke på trods af, men måske netop med den splittelse i den colombianske befolkning, som valget også var et udtryk for. Spørgsmålet er, om den historie og fremtid så egentlig kan skrives.

  1. ”Panorama Económica de Colombia”, OECD, juni 2022
  2. ”Situación de los jóvenes en el mercado laboral tras un año de pandemia”, UNDP, 17. juni 2021
  3. Ibid.
  4. Pressemeddelse, DANE (Nationalt Administrativt Departement for Statistik), 26. april 2022
  5. Forbrugerprisindeks, DANE, maj 2022
  6. Corruption Perception Index, Transparency International, 2021
  7. ”Panorama Económica de Colombia,” OECD, juni 2022
  8. Se bl.a. ”Urgente: estrepitosa caída de Ecopetrol, la empresa más grande y productiva de los colombianos, tras triunfo de Gustavo Petro,” Semana, 21. juni 2022