Med prekariatet på scenen

Prekariatet optræder i en række vigtige danske teaterstykker fra de senere år. Disse teaterstykker kaster lys på prekariatets kvaler og kalder til kamp mod den ulige fordeling af sikkerhed, som præger vores samfund.

Af: Mathies G. Aarhus
Forsidefoto: Lars Horn og Allan Toft/Aalborg Teater¹

”Prekariatet kommer!”, ”Prekariatet slår igen”, ” Hvem hjælper prekariatet?”. Som dette udvalg af avisoverskrifter antyder, er prekariatet blevet lidt af et modeord de senere år. Særligt de unge har skrevet kronikker og læserbreve, der fortæller om usikre arbejdsliv, hvor tidsbegrænsede ansættelser, vikariater og freelancestillinger hersker. Læg dertil, at dagpengesatsen for nyuddannede er blevet skåret, og at børn jages gennem uddannelsessystemet (med stress og angst til følge), så forstår man bedre, hvorfor det netop er de unge, der omfavner prekariatet i disse år.

Selvom usikre ansættelsesforhold også eksisterede i gamle dage, betegner prekariatet en ny systematisering og ulige fordeling af arbejdsmæssig usikkerhed. Adjektivet prekær bruges på dansk ofte til at beskrive en situation, som er sårbar eller vanskelig. Termen har sin rod i det latinske verbum ”prex”, som betyder ”at bede”, men som i renæssancens ”precarius” fik en juridisk betydning af at besidde noget på andres nåde. Det er disse konnotationer, som prekariatet og det beslægtede ord prekaritet bærer med sig i dag: en tilstand af at mangle kontrol eller have sin skæbne i andres hænder.

I artiklen ”Theater of the Precariat”, som jeg har skrevet med Peter Simonsen, forsøger vi at forstå, hvordan prekaritet påvirker samtidens teater. Med inspiration fra bl.a. Augusto Boals begreb ”de undertryktes teater” definerer vi prekariatets teater som en samling dramatiske værker, der på forskellig vis iscenesætter moderne prekaritet.² Det drejer sig bl.a. om den britiske dramatiker Alexander Zeldin, der med værkerne Beyond Caring og Love har iscenesat nultimersansattes kummerlige arbejds- og boligforhold. Disse værker portrætterer først og fremmest karakterer, der er socialt usikre, men de bruger samtidig forskellige dramaturgiske greb som fx at udstille sårbare kroppe på scenen og konfrontere publikum fysisk med udsatte eksistenser.

Findes prekariatets teater også i Danmark? Ja, vil jeg hævde, og jeg vil i denne artikel introducere et par eksempler for at underbygge min påstand. Selvom vi i Danmark bryster os af at have en stærk velfærdsstat, som delvist er designet til at reducere borgeres usikkerhed, er velfærdsstaten i nyere tid blevet inficeret af en række markedslogikker. Denne udvikling er i forskningen blevet beskrevet med ord som nyliberalisme, new public management og konkurrencestat.³ Markedsgørelsen af velfærdsstaten har medført, at udviklinger, som præger det internationale arbejdsmarked, også er blevet relevante i en dansk kontekst, selvom velfærdsstaten fortsat skærmer os mod absolut fattigdom. På det danske arbejdsmarked har vi fx set en tidlig prekarisering af uddannelses- og kultursektorerne,⁴ og det er formentlig de prekære vilkår på det kreative arbejdsmarked, der har gjort, at teatret har fattet interesse for prekariatet.

Betegnelsen prekariatet har eksisteret siden 1980’erne, hvor det første gang blev brugt i fransk sociologi. Senest har den britiske arbejdssociolog Guy Standing populariseret begrebet ved at kalde prekariatet en ny social klasse kendetegnet af usikre relationer til arbejdsmarked, sociale ydelser og staten.⁵ Standing er inspireret af Marx og forstår prekariatet som en klasse-i-sig-selv (snarere end en klasse-for-sig-selv), fordi denne klasse endnu ikke har opnået bevidsthed om sine egne interesser. En anden vigtig figur er den amerikanske filosof Judith Butler, som bruger det beslægtede ord prekaritet om den ulige beskyttelse af liv, hun mener kendetegner moderne samfund.⁶ Kampen for økonomisk retfærdighed er for Butler derfor blot del af en større kamp mod den ulige fordeling af sikkerhed, som fx også optager nye sociale bevægelser som Black Lives Matter. Selvom det altså kun er Standing, der bruger ordet prekariat, kan Butlers teoridannelse være nyttig til at forstå prekariatets teater. Denne type teater peger nemlig ofte på samfundets ulige fordeling af sikkerhed og beder os tage stilling til den stigende sårbarhed for udsatte grupper.

Prekariatets byrde er en form for permanent impermanens; en vedvarende følelse af at ”glide videre” uden fast grund under fødderne.I en dansk kontekst er det måske mest oplagte eksempel på prekariatets teater stykket Prekariatet skrevet af den danske dramatiker og teaterchef Liv Helm. Forestillingen blev opført på Malmøs stadsteater i 2020 og foregår på svensk, men portrætterer en bred skandinavisk kontekst, hvor velfærdsstaternes sikkerhedsnet er under opbrud. Stykket er karakteristisk for prekariatets teater, da det bringer vidt forskellige skæbner sammen, som alene forenes af en fælles tilstand af prekaritet: 44-årige Alexandra, som arbejder som journalistvikar på et dagblad; 55-årige Eva, som er hjemmehjælper i kommunen; 25-årige Morteza, som er afghansk flygtning; 40-årige Göran, som er mislykket entreprenør etc.

Prekariatet er akkompagneret af en række sange fremført af stykkets medvirkende. I den afsluttende sang messer de medvirkende i kor ordene ”man glider vidare”, imens den vikaransatte journalist Alexandra synger:

Det är som att tiden tillbringas i transit
jag cirkulerar som en vålnad (spøgelse)
som ingen orkar lära känna
Dom vet att jag strax försvinner.

Med denne afsluttende klagesang peger stykket på, at prekariatets byrde er en form for permanent impermanens; en vedvarende følelse af at ”glide videre” uden fast grund under fødderne. Det er i disse øjeblikke, stykket sætter fingeren på den særlige lidelse, der kendetegner prekariatet, og som delvist adskiller det fra de klassiske skandinaviske arbejderklasser, som trods trange kår levede nogenlunde stabile liv. For de fleste af karaktererne i Prekariatet består lidelsen ikke i en materiel forarmelse, men snarere i en eksistentiel utryghed og mangel på fast grund under fødderne.

Et andet vigtigt bidrag til prekariatets teater er Tue Bierings stykke Mod alle odds (Betty Nansen Teatret 2020), som undersøger ulighed og social arv i Danmark. Dramatikeren Tue Biering arbejder i en teatertradition, der er blevet kaldt provoteater eller postdramatik, hvor de medvirkende kan finde på direkte at konfrontere eller stille spørgsmål til teatergængerne. Det er denne konfronterende stil, som Biering brugte i sin Reumert-vindende forestilling Rocky!, hvor en middelklassemand fortalte om sin fascination af arbejderklassehelten Rocky, inden DF-medlemmet Cheanne Nielsen stillede sig op for at diskutere publikums fordomme om folk på højrefløjen.

Det direkte møde med de medvirkendes sårbarhed er karakteristisk for prekariatets teaterMod alle odds iscenesætter 22 børns fremtidsudsigter, som de ville tage sig ud, hvis man fulgte statistikken. 22 børn i alderen 0-14 år inddeler sig i teaterrummet efter skiftende kategorier som klasse, etnicitet, sundhed, trivsel i skolen osv. Børnene fortæller derefter i et koldt og nøgternt sprog, hvordan deres statistisk mest sandsynlige fremtid ser ud, herunder hvem der vil udvikle misbrug, og hvem der kommer til at dø i en ung alder. På denne måde konfronteres teatergængeren direkte med den sociale ulighed, som hersker i Danmark gennem de børneskæbner, som statistisk vil bære uligheden med sig ind i fremtiden. Et barn, hvis forældre er på overførselsindkomster, fortæller fx:

Ifølge statistikken ser det ikke så godt ud for mig. Jeg kommer højst sandsynligt til at få social angst. Jeg kommer altid til at have problemer med dårligt selvværd og får svært ved at gennemføre en uddannelse. Det ser ikke ud, som om jeg har nok ressourcer til at få et nemt liv.

Det dramaturgiske greb i Mod alle odds er at lade en nøgtern fremstilling af statistik støde sammen med et virkeligt møde med børn af kød og blod. Publikum stilles ansigt til ansigt med den sociale ulighed, som skaber betydeligt værre livsmuligheder for visse børn end for andre. Dette direkte møde med de medvirkendes sårbarhed er karakteristisk for prekariatets teater, som ofte iscenesætter en række fysiske møder med prekære skæbner. I modsætning til meget andet politisk teater fastholder Mod alle odds dog et relativt koldt blik på skildringen af prekariatet, idet statistiske forskrivelser om børnenes fremtid får lov til at stå ukommenteret hen.

I den mere humoristiske ende af prekariatets teater finder man den danske dramatiker Henrik Szklany, som med stykket Alle mulige ting til salg (Aalborg Teater, 2018) har iscenesat udkantsdanmarks prekære situation.⁷ Stykkets hovedperson er den 63-årige Anita, som efter et liv på overførselsindkomster begynder at sælge sine ejendele for at undgå, at barndomshjemmet kommer på tvangsauktion. Anita er endt i et kuldsejlet liv i konstant kamp mod kommunen, som mistænkeliggør hendes manglende evne til at arbejde: ”Jeg er jo syg for fanden. Men de tror stadig ikke på fibromyalgi. ’Du kan jo sagtens, når du vil Anita’ vil de da skide i havet.”

Alle mulige ting til salg er på mange måder en allegori over den situation, som mange prekære skæbner befinder sig i i dagens Danmark. Nettet strammes. Velfærdsstaten forventer mere og mere af Anita, der ikke føler, hun kan arbejde, men stadig tvinges ud i forskellige former for nedværdigende aktivering. Anitas eneste mulighed for at klynge sig til en form for stabilitet er at sælge sine ejendele og beholde sit barndomshjem. Det er ret beset ikke usikre ansættelsesforhold, som truer den langtidsledige Anita, men snarere en fjendtlig velfærdsstat, som mistænkeliggør hendes manglende evne til at arbejde. På denne måde illustrerer Anita den usikre relation til staten, som Guy Standing mener kendetegner prekariatet som klasse.

Selvom Alle mulige ting til salg er en komedie om de laveste sociale klasser i udkantsdanmark, adskiller den sig fra mange nye ”underklassefortællinger”, som ofte enten kaster et fetichistisk eller dæmoniserende blik på sit persongalleri.⁸ Karaktererne i Alle mulige ting til salg er godt nok stereotypiske og til tider komiske, men de fremstilles med en grad af sympati og ømhed, som sjældent ses i fremstillingen af bistandsmodtagere. I en central scene fremfører Anita og sønnen Lars ligefrem en slags gravtale for deres egne liv:

ANITA
Vi ligger her

LARS
Inde i bryggerset

ANITA
Sammen på madrassen

ANITA + LARS
Vi er her stadig

Med dette insisterende ”vi er her stadig” peger forestillingen på de prekære eksistenser på bunden af samfundet, som ofte glemmes i den offentlige samtale.

En overordnet pointe ved prekariatets teater – både i en dansk og en international kontekst – er, at det i modsætning til tidligere politisk teater er varsom med at foreslå løsninger eller udpege politiske fjender, som prekariatet kan mobilisere sig imod (Simonsen og Aarhus). Med andre ord er prekariatets teater mere deskriptivt end præskriptivt. Dette kan man begræde eller hylde (alt efter hvilke æstetiske præferencer man har), men man kan også se det som et symptom på, at prekariatet endnu ikke er en sammentømret politisk klasse med et klart politisk projekt.

I stedet forsøger prekariatets teater ofte at vise sine karakterers sårbarhed, så publikum påvirkes enten emotionelt eller kropsligt. De tre forestillinger, som jeg har omtalt i denne artikel, påvirker teatergængeren meget forskelligt, men forenes af en hensigt om at iscenesætte moderne prekaritet. Samlet kan man altså forstå prekariatets teater som et forsøg på at anerkende det sociale armod, der følger med at være del af prekariatet, og bringe udsatte karakterer sammen på scenen for at pege på alt det, der forener – snarere end splitter – os.

Mathies G. Aarhus er kulturredaktør for Eftertryk.
En version af artiklen er tidligere udkommet i Dansknoter (https://dansklf.dk/dansknoter)

1. Fra stykket Alle mulige ting til salg (2018).
2. Simonsen, Peter og Mathies G. Aarhus. “Theater of the Precariat: Staging Precarity in Alexander Zeldin’s Love.” Contemporary Literature 61, 2020. https://muse.jhu.edu/article/800250
3. Pedersen, Ove K. Konkurrencestaten. Hans Reitzels Forlag, 2011
4. Gleerup, J. et al. Prekarisering – og akademisk arbejde. Frydenlund. 2018

   Pultz, Sabina. “Selvvalgt arbejdsløs: om unge kreative på det prekære arbejdsmarked.” Tidsskrift for Arbejdsliv 21, 2020: 32-59

5. Standing, Guy. The Precariat: The New Dangerous Class. Bloomsbury. 2011
6. Butler, Judith. Frames of war: When is life grievable?. Verso, 2016.
7. Forestillingen er del af en serie. Anden del, Revolution i kommunen, blev opsat på Aalborg Teater i 2020.
8. Albertsen, Anita Nell Bech. “Det sociale teater: Underklasse-repræsentationer og symbolsk grænsearbejde I På røven I Nakskov og Helt ude I hampen.” SPRING 42, 2018