Vi kender Putins metoder – men hvordan er det, vi lyver os i krig?

The power of the government’s propaganda apparatus is such that the citizen who does not undertake a research project on the subject can hardly hope to confront government pronouncements with fact.
– Noam Chomsky

Af Uffe Kaels Auring
Billede: Screenshot fra en DR-oplysningsvideo om aktuel serbisk NATO-modstand

Vladimir Putins retfærdiggørelser af sin invasion af Ukraine fortjener først og fremmest foragt. Men hans mangfoldige legitimeringer kan derudover forstås som en bitter satire over de krigsbegrundelser, Vesten har påberåbt sig i de store krige, vi har startet de seneste 25 års tid. Putin har stort set plukket det hele: masseødelæggelsesvåben, selvforsvar, eliminering af nazistiske kræfter, fredsskabelse, terrorbekæmpelse, beskyttelse af civilbefolkningen, folkemord. Måske mangler han lige demokratiudbredelse, men ellers er han godt dækket ind. Det er en nyere vestlig tradition, han trækker på.

Bortset fra at han lyver, og vi havde ret. Eller hvordan?

Vi befinder os nu en god måned inde i Ruslands krig mod Ukraine og 23 år efter NATO’s krig mod Serbien. NATO’s såkaldte ”humanitære intervention” i den serbiske provins Kosovo åbnede det langstrakte brud mellem Vesten og Rusland, der i disse dage lægger dele af Ukraine i ruiner. Tilbage i 2008 advarede Putin om, at Vestens anerkendelse af udbryderprovinsen Kosovo var ”et forfærdeligt fortilfælde […] et tosidet sværd”, hvis anden side ”vil ramme jer i ansigtet”. I dag taler han som en anden NATO-talsmand anno 1999 om at redde civilbefolkningen og standse et folkemord. ”Vi spiller bare efter jeres spilleregler”, synes han at sige.

Som retfærdiggørelse siger det intet. Men hvis vi løj os i krig i dette ”fortilfælde” fra 1999, er det under alle omstændigheder værd at forholde sig til. Og det gjorde vi kort sagt. Vestens løgn havde måske en anelse mere hold i virkeligheden end Putins retfærdiggørelse. Den er i hvert fald mere gennemarbejdet. Men lad os ikke sætte standarden så lavt, at løgne kun fortjener opmærksomhed, når vi ikke har gennemarbejdet dem.

Den Store Fortælling

Af de mange voldelige konflikter, Vesten har været involveret i siden den kolde krigs ophør, er Kosovo 1996-1999 blandt de grundigst dokumenterede. Respektable vestlige organer har produceret bunker af dokumentation om konfliktens humanitære, militære og legale aspekter.1 De store rapporter om emnet er tilmed præget af en høj grad af faktuel konvergens.

Noget tilsvarende gælder mediebilledet. Konflikten udspillede sig under massiv mediebevågenhed.2 Også her finder vi konsensus. Én Stor Fortælling dominerer feltet. Den rummer to elementer: 1. Serberne var i 1998-1999 i gang med at gennemføre etnisk udrensning mod kosovoalbanerne, 2. NATO greb ind for at stoppe det.

Det skulle gerne være, hvad enhver nogenlunde informeret borger ved om den sag.

Det besynderlige er, at de to ting – mediefortællingen og dokumentationen – ikke stemmer overens. Ikke blot mangler mediefortællingen faktuel dækning; dokumentationen underminerer faktisk mediefortællingen. Eller: Det ville den gøre, hvis man forbandt de to ting.

Er mediefortællingen så en ren fabrikation? Langtfra. Som vi skal se, er Den Store Fortælling i vid udstrækning et resultat af en professionel bearbejdning af fakta. I den følgende analyse af den væsentligste rapport om konfliktens humanitære aspekter – OSCE’s Kosovo/Kosova – As Seen, As Told3 – gennemgås nogle af de fundamentale forvrængninger, som underbygger mediefortællingen. OSCE’s rapport er vel at mærke kun en brik i en enorm propagandaproduktion om konflikten. Det, der især gør rapporten interessant i denne forbindelse, er, at den forsøger at give den herskende propagandahistorie en faktuel forankring og samtidig fremlægger de fakta, som OSCE’s observatørkorps har indsamlet via interviews med de implicerede parter samt dets egne førstehåndsobservationer. Hvis det, vi normalt bliver fortalt om konflikten, har noget på sig, må det findes her.

Baggrund

Inden NATO indledte bombekampagnen Operation Allied Force d. 24. marts 1999, havde den væbnede konflikt mellem oprørere i Kosovo-provinsen og den serbiske centralmagt varet ca. to år, formentlig kostet ca. 2.000 mennesker livet (såvel serbere og kosovoalbanere)4 og gjort ca. 460.000 af Kosovos indbyggere til flygtninge. Heraf var ca. 200.000 flygtet ud af provinsen.5

I de to og en halv måned NATO’s bombekampagne varede, blev ca. 10.000 kosovoalbanerne dræbt.6 Antallet af flygtede eller fordrevne kosovoalbanere nåede ca. 1,4 mio. ved krigens afslutning. Den vigtigste umiddelbare årsag til den voldsomme flygtningevækst var, at serbiske styrker gennemførte en omfattende tvangsdeportationskampagne. Inden for et par måneder producerede konflikten altså ca. 5 gange flere dødsofre og 3 gange så mange flygtninge som i de foregående to år.

Hvad angår de kosovoalbanere, som med magt blev fordrevet til nabolandene, lå antallet i NATO-krigens begyndelse på 69.500; ved krigens afslutning var tallet steget til 862.979.7 Efter almindelig sprogbrug foregik der etnisk udrensning.8

Udfordringen

Det afgørende skred i konflikten fandt sted, da OSCE-observatørerne blev trukket ud af provinsen d. 20. marts, og NATO begyndte sin bombekampagne fire dage efter. Pga. det slående sammenfald mellem NATO-interventionen og den humanitære katastrofe var det oplagt at formode, at førstnævnte var en forårsagende faktor bag sidstnævnte. De krigsførende NATO-stater og deres krigsfortalere måtte under krigen forholde sig til denne tilbagevendende anklage.

NATO forholdt sig komplet afvisende (eller undvigende) over for dette angreb på Operation Allied Forces legitimitet. En gennemgående linje i NATO-forsvaret kan kaldes tesen om den uundgåelige katastrofe. Ideen er, at vi i fraværet af NATO’s indgreb ville have oplevet et tilsvarende eller større mål af død, ødelæggelse og humanitære overgreb end det, der faktisk materialiserede sig i perioden fra 20. marts til 10. juli 1999, da krigen blev afsluttet. Hvis tesen er sand, er NATO selvsagt uden medansvar for katastrofen; er den forkert, bidrog NATO til at forværre katastrofen.

Men tesen om den uundgåelige katastrofe er kontrafaktisk og dermed umulig at efterprøve: Den verden, hvori NATO ikke angreb Serbien i marts 1999, findes ikke. I stedet kan tesen få indirekte empirisk støtte. En udbredt tolkning er, at de serbiske styrkers fremfærd efter NATO’s angreb lå i direkte forlængelse af deres adfærd før NATO-angrebet. Konfliktens karakter og omfang efter 20. marts forklares således af konfliktsituationen før 20. marts. Ergo fremskyndede NATO’s bombninger ikke de serbiske overgreb. Denne opfattelse kalder jeg fortsættelsestesen.

Forvanskninger i to led

Hovedkonklusionerne i OSCE’s store rapport KOSOVO – As Seen, As Told fra slutningen af 1999 understøtter kraftigt fortsættelsestesen. I datidens mediedækning af rapporten blev tesen yderligere under- og udbygget. En nøjere gennemgang viser dog, at der er tale om forvanskninger i to led.

I første led er der modstrid mellem, hvad OSCE-rapporten konkluderer, og hvad den dokumenterer. I andet led er der et gab mellem, hvad aviserne hævdede, at rapporten konkluderede, og rapportens egne konklusioner. Tendensen i begge led af forvrængninger består i at maksimere den serbiske skyld og tilsvarende minimere NATO’s delagtighed i katastrofen. Metodisk set er tendensen en stigende afkobling fra sagens fakta.

Forvanskning i første led: OSCE-rapporten Kosovo – As Seen, As Told

Gabet mellem, hvad OSCE-rapporten konkluderer, og hvad den dokumenterer, består væsentligt set i forskellen på, hvad der fastslås i det opsummerende oversigtskapitel Executive Summary, som indleder rapporten, og hvad der er beskrevet i de kapitler, som detaljeret gennemgår konfliktens enkelte hændelser, forløb og mønstre.

Executive Summarys sammenfattende tolkning af konflikten støtter fuldt op om fortsættelsestesen. Det viser sig allerede i, at de serbiske styrkers fremfærd efter 20. marts – hvor OSCE’s observatører blev trukket ud af området, og NATO beredte sig på den bombekampagne, der blev iværksat fire dage senere – udelukkende relateres til tidligere serbiske overgreb, ikke den radikalt ændrede konfliktstruktur, som NATO’s massive bombekampagne introducerede. Årsagsforbindelser mellem NATO’s bomber og serbiske voldshandlinger overvejes ikke. I kontrast hertil afsættes næsten en tredjedel af konklusionsafsnittet til at etablere en lige linje mellem serbernes overgreb før og efter d. 20. marts. I en nøglesætning hedder det:

Hvad angår de jugoslaviske og serbiske styrker, var deres intention at anvende massedrab som et instrument for terror, tvang og afstraffelse allerede til stede i 1998, og det blev på chokerende vis demonstreret af hændelser i januar 1999 (inklusive Racak-massedrabet) og efterfølgende. (s. 11)

Vil det sige, at rapporten mener, at de serbiske styrkers massedrab efter 20. marts ville have fundet sted under alle omstændigheder? Rapporten siger det ikke direkte, men lægger op til denne fortolkning af begivenhederne. I underafsnittet ”Indikatorer for en velindøvet og brutalt implementeret strategi” forklares det, at rapportens analyse af de mest ”gennemgående” (det vil her sige: værste) menneskerettighedsovertrædelser samt deres geografiske spredning

demonstrerer, hvordan krænkelser mod den kosovoalbanske befolkning efter 20. marts var en fortsættelse af jugoslaviske og serbiske militær- og sikkerhedsstyrkers handlinger, som var velindøvede, for så vidt som de allerede fandt sted i mange områder af Kosovo før 20. marts. (s. 12)9

Executive Summary-udgaven af fortsættelsestesen hviler således på to faktuelle påstande: 1. de serbiske overgreb havde samme karakter før og efter 20. marts, selvom overgrebenes omfang var størst i sidstnævnte periode, 2. overgrebenes større omfang efter 20. marts afspejler, at de serbiske styrker her ”brutalt implementerede” den strategi, som de i perioden før 20. marts blot havde ”øvet” sig på. Kort sagt: en lighedsrelation og en kausalrelation.

I det følgende behandles disse påstande i lyset af den dokumentation, rapporten selv lægger for dagen.

Første bevis: Udviskning af forskelle mellem perioderne før og efter NATO-angrebet

Den overordnede empiriske begrundelse for fortsættelsestesen er, at de serbiske styrkers handlinger efter 20. marts ”allerede fandt sted i mange områder i Kosovo før 20. marts” (s. 12). Der nævnes kun få hændelser til støtte for påstanden, alle fra begyndelsen af 1999.

“Racak-massedrabet” d. 15. januar 1999, hvor 45 mennesker blev dræbt, bliver trukket frem som hovedeksemplet. I Executive Summery hedder det, at hændelsen “skulle blive et fortilfælde for talrige andre overgreb, som OSCE-KVM [Kosovo Verification Mission] fik beretninger om i perioden efter 20. marts” (s. 13; kursivering tilføjet). Det vil sige et ”fortilfælde” i tilbageblik, i en helt anden kontekst. Racak-drabenes omstændigheder er omdiskuterede. Meget tyder på, at hændelsen ikke udgjorde den soleklare ”forbrydelse mod menneskeheden”, som lederen af OSCE-observatørerne, den amerikanske diplomat William Walker, straks udråbte den som.10 Ifølge lederen af Kosovos Befrielseshær (UÇK), Hasim Thaci, deltog hans tropper i en “voldsom kamp” i Racak, hvor begge parter “led svære tab”.11 I værste fald havde de serbiske styrker begået en massakre i forlængelse af et angreb på et UÇK-tilholdssted, hvorfra den militante gruppe bl.a. havde rettet dødelige angreb mod serbiske politimænd.

Derudover nævnes ”nøglebegivenheder” i Rakovina d. 25. jan. (5 dræbte civile); Rogovo d. 29. jan. (25 dræbte); de serbiske ”militærøvelser” i Bukos-området i slutningen af februar og begyndelsen af marts, hvor mange blev fordrevet; en ”militær- og politi-offensiv i Kacanik i februar, i hvilken en der blev benyttet en taktik med at brænde og ødelægge civile hjem for at rense området for UÇK” (s. 13); samt “en voldelig politioffensiv i et albansk kvarter i Pristina” (s. 13) d. 7. marts.

I Executive Summerys kortfattede gennemgang præsenteres disse begivenheder som rene serbiske overgreb. De er eksemplariske fortilfælde for den serbiske voldskampagne i interventionsperioden. Konkrete fakta og deres kontekst indgår derimod ikke i billedet. Den angivelige lighed mellem perioderne før og efter 20. marts postuleres med henvisning til hændelser, der dokumenteres i rapporten, men uden at ligheden påvises.

Det er der en god grund til. De afsnit, der detaljeret redegør for hændelserne, underminerer snarere end begrunder lighedsrelationen.12 Lad os se, hvad der står inde i rapporten.

  • I Rakovina blev 5 civile dræbt d. 25. jan. Rapportens afsnit om begivenheden behandler mordene som uopklarede. Det nævnes, at de dræbtes efterladte meddelte OSCE-medarbejderne, at de var bange for “både UÇK og [det serbiske politi]” (s. 252).
  • Der præsenteres modstridende beretninger om begivenhederne i Rogovo 29. jan. (s. 254-256). Ifølge den serbiske version var der tale om et UÇK-bagholdsangreb, som kostede en serbisk politimand livet, hvilket udviklede sig til en ildkamp, hvor 24 bevæbnede UÇK-medlemmer blev dræbt. Vidneberetninger fra lokale kosovoalbanere udpegede serbisk politi som den aggressive part; målet for deres angreb var dog stadig UÇK eller mulige UÇK-kollaboratører. Rapporten synes at tilskrive den kosovoalbanske version størst troværdighed, men fælder ikke nogen endelig dom. Under alle omstændigheder var mindst 18 af de 24 dræbte kosovoalbanere UÇK-medlemmer.13
  • I afsnittene om begivenhederne i Bukos-området (s. 558-559) berettes, at to serbere var blevet bortført af UÇK d. 22. februar. Den ene endte med at blive dræbt, mens den anden blev såret. Serbisk politi og sikkerhedsstyrker gennemførte efterfølgende omfattende aktioner i området. Rapporten angiver, at indsættelsen af serbiske styrker havde et klart militærstrategisk sigte – at få kontrol over et lokalt UÇK-hovedkvarter og afskære UÇK fra bestemte hovedveje og togruter – samt at der var sammenstød mellem UÇK og de serbiske styrker. I denne proces forekom fordrivelser, udplyndringer og nedbrændinger.
  • Til historien om den serbiske offensiv i Kacanik hører, at startskuddet efter serbernes udsagn var en UÇK-kidnapning af en kosovoalbansk politiker; at ”voldsomme kampe” først fandt sted, efter at UÇK havde dræbt en serbisk politikommandant d. 28. feb.; at de serbiske styrker udviste “relativ tilbageholdenhed, så vidt angår anslag mod den civile befolkning i denne episode af kampen, idet tabstallet kun var på tre, alle angivelig UÇK-medlemmer”; og at UÇK ”rømmede landsbyer” for at bruge ”de tomme huse som befæstede positioner, hvilket uundgåeligt provokerede de serbiske styrker til at angribe” (s. 370). 38 huse blev nedbrændt. UÇK havde altså ikke nogen ubetydelig rolle i konfrontationen.
  • I den detaljerede beskrivelse af det serbiske sikkerhedspolitis voldelige hus-til-hus-ransagninger i det albanske kvarter i Pristina 7. marts oplyses, at det fandt sted, efter at UÇK havde dræbt to serbiske politifolk. OSCE-missionen modtog efterfølgende 50 klager over menneskerettighedsovertrædelser fra beboere, der havde været udsat for de serbiske styrkers ”ransagninger”. 37 mænd og 2 kvinder kunne over for OSCE-missionen fremvise ”skrammer, rifter og blå mærker” (s. 542). Tre fjerdedele af områdets 2.600 beboere flygtede af frygt for yderligere overgreb. Dagen efter blev der igen gennemført ransagninger, men på lavere blus. Derefter stabiliseredes situationen. Drabene på serbiske politifolk blev altså undtagelsesvis ikke besvaret med drab på kosovoalbanere, men dog massiv vold.

Ifølge Executive Summary udgør ovenstående hændelser ”nøglebegivenheder”, som afslører ”mønstre af alvorlige overgreb fra jugoslaviske og serbiske styrker mod den civile befolkning” (s. 13). Rapporten kunne have identificeret mere gennemgående mønstre på baggrund af, at “den mere hyppige hændelse i perioden for OSCE-KVM’s tilstedeværelse i Kosovo var […] enkeltstående drab” (s. 69) – i modsætning til de systematiske overgreb i perioden efter. Det eksklusive fokus på hændelser, som kan forvanskes til at være ”tegn på, hvad der skulle udfolde sig i perioden fra sidst i marts” (s. 69), passer imidlertid bedre til den fortsættelsestese, der friholder NATO for ansvar.

Konklusionsafsnittet er et produkt af en toleddet selektionsproces. Først vælges de begivenheder, som synes at inkriminere serberne maksimalt. Det er de værste og ikke hyppigste former for sammenstød og overgreb, som skaber ”mønstret”. Dernæst ses bort fra alle de aspekter ved de enkelte begivenhedsforløb, som synes at mindske den serbiske skyld, dvs. inddrager de kosovoalbanske oprørere som en proaktiv part i konfliktcyklussen. Det kræver fortielser. Det forties i Executive Summarys præsentation af ”nøglebegivenhederne”,

  • at de serbiske aktioner gennemgående var udløst af UÇK-provokationer og ellers rettet mod områder, hvorfra UÇK opererede, undertiden fra civile bygninger;
  • at målrettede serbiske drab på civile var relativt få;
  • at serbiske overgreb mod civile generelt enten var sideeffekter af bekæmpelsen af UÇK eller led i gengældelsesaktioner. Overgreb mod civile var ikke et selvstændigt mål for de serbiske styrkers fremstød.14

Et mønster af UÇK-provokationer og serbiske reaktioner, som gennemgående bekræftes i de afsnit, der specifikt redegør for rapportens mønsterdannede begivenheder, kunne have været trukket frem i Executive Summary.15 Men det ville have været en upassende indledning til en rapport, der bl.a. blev udfærdiget til brug for den vestligt sponsorerede anklagemyndighed ved Den Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien og er forsynet med et forord af daværende chefanklager Louise Arbour.

Andet bevis: ”Velindøvet strategi” slår bro over forskellene mellem perioden før og efter interventionen

Den gennemført tendentiøse filtrering af fakta, som Executive Summerys mønsterkonstruktion hviler på, skaber ikke desto mindre kun et svagt fundament under fortsættelsestesen. Skønt bortredigeringen af UÇK’s rolle i konflikten bidrager til at skabe et entydigt fjendebillede, der stemmer overens med NATO’s version af konflikten, står vi stadig tilbage med et forklaringsunderskud mht. den dramatiske eskalering i serbisk vold og terror, som indtraf i løbet af de få dage, fra observatørerne blev trukket ud, til NATO-krigen blev skudt i gang. I næste afsnit beskrives eskaleringen lidt mere detaljeret. Her gengives foreløbig en oversigt over de tilfælde af mord, som anklageskriftet mod Slobodan Milosevic rummer.

15. januar 1999: Racak, 45 døde
25. marts 1999: Bela Crkva, 77 døde
26. marts 1999: Velika Krusa, Mali Krusa / Krushe e Mahde, Krushe e Vogel, 105 døde
26. marts 1999: Dakovica/Gjakove, 6 døde
27. marts 1999: Crkolez/Padalishte, 20 døde
28. marts 1999: Izbica, 130 døde
2. april 1999: Dakovica/Gjakove, 20 døde16

Oversigten giver et vist indtryk af, hvilken slags “fortsættelse” der er tale om. Der er tilsyneladende sket et eller andet i slutningen af marts 1999. Dette markante hul i fortsættelsestesen forsøges lukket med ideen om en ”velindøvet strategi”. Hvad tolkningen konkret refererer til, bliver aldrig fuldt ekspliciteret, men den farver gennemgående sprogbrugen om serbernes overgreb. Eksempelvis er der ikke blot tale om ”massedrab som et instrument for terror, tvang og afstraffelse”, men serbernes fremadrettede ”intention om at anvende massedrab som et instrument for terror, tvang og afstraffelse” (s. 11; fremhævelse tilføjet). Derudover knyttes overgrebene før 20. marts sammen med interventionsperiodens ugerninger via videnskabeligt klingende termer som ”fortilfælde”, ”indikatorer”, ”strategi” osv. OSCE-missionen havde ikke opfanget disse faresignaler, da den observerede begivenhederne på tæt hold; end ikke i sin sidste indberetning om situationen d. 17. marts forholdt OSCE sig til det mulige fordrivelsesscenarie, som umiddelbart efter blev virkeliggjort.17 Derimod fortalte OSCE i sine månedlige indberetninger til FN op til NATO’s intervention igen og igen, at konfliktcyklussen bestod i UÇK-provokationer og serbiske overreaktioner.

Men hvad menes der med en “velindøvet strategi”? Rapporten siger, at “de krænkelser, den kosovoalbanske befolkning blev påført efter 20. marts” fulgte en “velindøvet strategi”, for så vidt som handlinger af samme slags fandt sted før 20. marts. Bevisførelsen for, at en serbisk ”strategi” binder overgrebene i de to perioder sammen, består simpelthen i en ualmindelig begrebsbrug (normalt har ”strategi” at gøre med ”planlægning”, ”hensigt” og den slags), der ydermere kun genererer den ønskede konklusion, når det forties, at konflikten før 20. marts var karakteriseret ved afgrænsede konfrontationer, ikke en systematisk terrorkampagne, hvilket rapportens dokumenterende afsnit samt talrige OSCE-indberetninger til fulde illustrerer.

Rapporten leverer altså ikke beviser fra perioden før 20. marts for, at de serbiske styrker efter d. 20. marts implementerede en strategi i en mere almindelig betydning af begrebet. Det har strengt taget heller ikke været nødvendigt, hvis hensigten var at sandsynliggøre eksistensen af en strategi bag serbernes fremfærd. “Den organiserede og systematiske karakter af det, der blev begået af jugoslaviske og serbiske styrker” (s. 13) efter den 20. marts, som detaljeret udfoldes i rapportens dokumenterende kapitler, indikerer kraftigt, at den serbiske offensiv i et betydeligt omfang måtte have fulgt en central strategisk planlægning. I Executive Summary nævnes denne ”indikator”, som rapporten præsenterer bunker af dokumentation for, kun i en enkelt sætning. Det kan skyldes, at pointen isoleret set ikke har de rette implikationer. For overgrebenes ”organiserede og systematiske karakter” efter d. 20. marts støtter ikke fortsættelsestesen, tværtimod.

De serbiske militære og politiske ledere havde haft næsten et år med trusler om bombninger til at tilrettelægge en plan, der kunne iværksættes, i tilfælde af at NATO angreb landet. Alt sammen må i øvrigt have været væsentlig viden for aktører, der havde i sinde at spille en positiv humanitær rolle. En kommission under det britiske Underhus konkluderede i sin rapport om Kosovo-konflikten:

[D]er var orkestrerede elementer i fordrivelseskampagnen, som kunne beskrives som en plan […] Vi konkluderer også, at tilbagetrækningen af OSCE-observatørerne sammen med internationale medier og starten på NATO’s bombekampagne opmuntrede Milosevic til at implementere denne plan.18

Modsigelser af rapportens konklusioner

Executive Summerys bevisførelse for fortsættelsestesen fremstår ikke blot tendentiøs, udokumenteret og fordrejet i lyset af rapportens dokumentationskapitler. I afgørende henseender underminerer dokumentationskapitlerne rapportens konklusioner. I det følgende vises hvorledes.

Serbisk politi og militær var berygtet for at reagere hårdt på UÇK-provokationer, og ud over bombardementernes egenproduktion af død og ødelæggelse introducerede NATO en provokation af en hidtil uset størrelsesorden. En dobbelt asymmetrisk konfliktstruktur blev med ét etableret: Civile kosovoalbanere blev forsvarsløst overladt til serbiske styrker (hvis fremfærd OSCE-missionens tilstedeværelse førhen havde mildnet), mens de serbiske styrker stod forsvarsløse over for NATO’s bombefly, som derimod selv var urørlige. NATO’s intervention forandrede således konflikten i tre afgørende henseender: 1. Beskyttelsen af kosovoalbanerne blev fjernet, 2. Serberne blev – givetvis ikke intentionelt, men dog forventeligt – opildnet til at begå overgreb på dem, muligvis som led i en tilrettelagt voldskampagne, 3. Serbiske styrker blev angrebet af en overmagt.

NATO’s angreb fremkalder overgreb

Samtidig var der en dynamisk relation mellem de forskellige dele af konfliktstrukturen: De serbiske styrker havde i kraft af OSCE-tilbagetrækningen og NATO’s angreb en stærk motivation for at hævne sig over, men ikke mulighed for at hævne sig NATO. De eneste tilgængelige mål for gengældelse var UÇK og civile kosovoalbanere.

Visse steder etablerer rapporten direkte årsagssammenhænge mellem NATO’s bomber og serbiske voldshandlinger:

Begyndelsen på NATO’s luftbombardementer mod Den Føderale Jugoslaviske Republik d. 24. marts udløste en øjeblikkelig intensivering af volden og destruktionen i midten af Djakovica, i løbet af hvilken mange huse blev nedbrændt, butikker plyndret, og kosovoalbanere dræbt (s. 287)

Landsbyerne “Velika Slatina/Sllatine e Madhe, Mala Slatina/Sllatine e Vogel, Mali Belacevac/Bardhi i Vogel og Pomazatin/Pomazetin blev angrebet af serbiske sikkerhedsstyrker i den sidste uge i marts, tilsyneladende som hævn for NATO-angreb. (s. 408)

I en række tilfælde ser det ud til, at overgreb blev udført som gengældelse for en UCK-succes eller et NATO-luftangreb. (s. 62)

Dog afholder rapporten sig generelt fra at kæde eskaleringen i serbiske overgreb sammen med NATO-bomberegnens indtræden. I stedet benyttes de tidslige termer ”efter 20. marts” eller ”efter 24. marts” gennemgående til at markere et skillepunkt i konflikten på landjorden uden direkte henvisning til bomberne fra oven. Det hindrer dog ikke, at netop disse skelsættende datoer udgør et kraftigt indicium for NATO-indgrebets konflikteskalerende effekt.

Overgrebenes karakter ændrer sig, og et nyt konfliktmønster indtræder

Det er intet under, at situationen forværres dramatisk efter d. 20. marts og yderligere efter d. 24. marts, hvilket beskrives indgående i rapportens dokumenterende afsnit. Det, som rapporten betegner som en “væbnet konflikt” inden NATO-interventionen (f.eks. s. 30 og s. 39-40), slår efter 24. marts om i målrettede overgreb på civile i hele provinsen:

Vilkårlige angreb på beboede områder, der var sporadiske før d. 24. marts 1999, blev almindeligt udbredt efter denne dato. Indtil dette tidspunkt havde de jugoslaviske og serbiske sikkerhedsstyrkers indsats generelt været rettet mod samfundsgrupper i Kosovo i områder, der gik UÇK-transitruter igennem, eller hvor der var UÇK-baser (s. 76).

Men efter 24. marts ændrede det generelle mønster sig og inkluderede områder, som tidligere havde været forholdsvis rolige. (s. 72)

Det “generelle mønster” ændrede sig. Konstateringen harmonerer dårligt med Executive Summarys bestræbelse på at etablere et mønster på tværs af perioderne.

Rapporten nævner ikke, at der i den væbnede konflikt før 24. marts skulle have fundet egentlige etniske drab sted. Dette ændrer sig også: “Et stort antal civile ikke-kombattanter blev med overlæg beskudt og dræbt alene på grund af deres etnicitet.” (s. 65)

De serbiske styrker – og, som krigen skred frem, den serbiske civilbefolkning – blev udsat for rene overgreb fra NATO, hvis bombefly selv var uden for rækkevidde. På lignende vis ændrede situationen sig på landjorden. Konflikten, hvis mest markante udtryk og drivkraft havde været konfrontationer mellem væbnende parter, transformerede sig med ét til en overlagt, menneskeskabt katastrofe, hvis mest markante udtryk var væbnede parters overgreb mod ubevæbnede civile, fremdeles den massive tvangsdeportationskampagne, der rømmede provinsen for op mod 90 pct. af de kosovoalbanske borgere.

Der kommer en dramatisk stigning i alle former for overgreb

I tillæg til de kvalitative ændringer i konfliktstrukturen foregår der en opskalering af alle former for overgreb: “alle […] brud på menneskerettigheder og folkeretten […] øgedes markant efter OSCE-KVM’s tilbagetrækning og endnu mere, efter at NATO’s bombekampagne startede.” (s. 154) Dvs., at situationen forværres, hvad angår:

  • Drab
  • Tortur og mishandling
  • Voldvægt og andre former for seksuel vold
  • Bortførelser
  • Vilkårlige arrestationer og fængslinger
  • Illegitime rettergange
  • Intimidering og chikane
  • Nægtelse af adgang til sundhedspleje
  • Overlagt destruktion af civil ejendom samt udplyndringer
  • Brug af menneskeskjolde
  • Fordrivelser

Hvad er den oplagte konklusion på alt dette? I sin rapport om håndteringen af den flygtningekrise, krigen affødte, bemærker FN’s Flygtningehøjkommissariat:

OSCE-rapporten demonstrerer, at luftbombardementerne udløste et kvalitativt andet og mere morderisk voldsmønster på landjorden i Kosovo.19

Det er præcis, hvad rapporten (modvilligt) demonstrerer, og det er vigtigt at udsondre denne lærdom fra Executive Summarys misvisende og tendentiøse konklusioner. Rapporten udviser ignorance over for sin egen dokumentation. Til gengæld udviser den måske politisk taktfølelse?

Hvorfor disse forvrængninger?

De informationer, som politiske ekspertorganisationer producerer, er i reglen præget af to modstridende hensyn:

  1. Fagkundskab. Man tilstræber et faktuelt begrundet, velovervejet og realistisk billede af virkeligheden.
  2. Politisk formålstjenlighed. Man tilstræber at bearbejde og præsentere sin viden under hensyntagen til dominerende politiske interesser, evt. i strid med det, man ved om realiteterne.

OSCE-rapporten opløser denne spænding på en simpel måde: Realisme og faglige dyder vægtes relativt højt hen over de mange hundrede siders dokumentationskapitler, som kun fagfolk læser, mens politisk formålstjenlighed dikterer den sammenhængende tolkning af konflikten, som konstrueres på de få sider, der er egnet til offentlig brug. Et på mange måder solidt dokumentationsarbejde munder ud i et PR-fremstød, som kaster sagligheden over bord for at varetage politiske hensyn.

At rapporten var udfærdiget af en organisation, som de krigsførende NATO-stater alle var medlem af, kunne give grund til skepsis. Var der i øvrigt særlige grunde til skepsis? Her skal blot nævnes én, men ganske central grund. Lederen af OSCE-missionen, karrierediplomaten William Walker, var udpeget af den daværende amerikanske udenrigsminister, netop afdøde Madeleine Albright, som var en af de mest energiske krigsaktivister. Under konflikten mindede Walker offentligheden om, at han var en amerikansk ”serving career Foreign Service Officer”, og da han stod blandt ligene fra Racak-massakren, ringede han straks til USA’s Balkan-udsending Richard Holbrooke, NATO-general Wesley Clark og muligvis også – han husker det ikke – Madeleine Albright selv. Han optrådte altså stadig som Washingtons tjenestemand.

Racak-massakren blev kernereferencen for legitimeringen af NATO-interventionen. Walker deltog selv i konstruktionen af denne casus belli ved øjeblikkeligt at udråbe hændelsen til en forbrydelse mod menneskeheden og udpege de serbiske sikkerhedsstyrker som skyldige, inden sagen var undersøgt nærmere.20

Forvanskning i andet led

Mediernes rolle som ”den fjerde statsmagt” skulle bestå i at opspore og korrigere for de politisk betingede tendenser, der ofte præger magtfulde institutioners informationsproduktion. I deres fremstilling af OSCE-rapporten optrådte medierne end ikke som pålidelig informationsformidler.

Danske medier fremstillede rapportens konklusioner som objektive, på sagkundskab funderede, definitive udsagn om konflikten. For så vidt afpolitiserede medierne rapportens udsagn, og intet er mere effektivt for en politisk meddelelse end at blive gengivet som ren, saglig information. Medierne har på deres side oplagt gavn af at kunne viderebringe politiske informationer, som var det ren information. For det første har medierne, for at kunne skabe sammenhæng i tingene for sig selv og deres brugere, behov for et solidt fundament af autoritativ information og ikke blot forskellige interessebundne perspektiver på en sag. Dernæst fritages medierne fra at afsætte ressourcer til kildekritik, endsige at skulle sætte kræfter af til at fordøje flere hundrede siders kompliceret stof.

Mens OSCE politiserede sagen, sagliggjorde medierne politiseringen. Men medierne satte også deres eget aftryk på emnet.

Direkte referencer til OSCE-rapporten i dansk presse var relativt få. Danske medier havde som partskilder gennemgående ageret loyale propagandister for NATO’s officielle version af begivenhederne, mens de udfoldede sig. Deres sparsomme behandling af OSCE-rapporten, der alt andet lige grundigt belyste begivenheder, som førhen fortrinsvis var blevet filtreret igennem NATO’s krigsmobiliseringskampagne, er bemærkelsesværdig, idet den netop var sparsom, og idet den, som en yderligere forvanskning, tilpassede OSCE-versionen til den gængse NATO-fortælling om konflikten.

  • Berlingske Tidendes artikel Og volden fortsætter i Kosovo (7/12-1999) hævdede, at OSCE bekræfter ”formodningerne om den serbiske »Operation Hestesko«, der gik ud på at fordrive Kosovos albanere med vold og terror”. OSCE’s rapport nævner imidlertid slet ikke Operation Hestesko, som efter alt at dømme bør indføjes på listen over krigslegitimerende efterretningsfalsummer.21Artiklen advokerer for fortsættelsestesen ved at henføre begivenheder, som først fandt sted efter NATO’s indgreb, til perioden før. Det nævnes, at ”mange, der havde arbejdet for bl.a. OSCE var […] særligt udsatte” som mål for serbiske overgreb, og at ”ingen grupper […] blev sparet”.22 Artiklens opsætning indikerer, at disse beskrivelser karakteriserer situationen i den forhandlingsperiode, som ledte op til krigen. Af rapporten selv fremgår det imidlertid, at OSCE’s lokale medarbejdere først blev mål for serbisk vold efter 20. marts, da OSCE-observatørerne trak sig ud; ligeledes finder vi rapportens bemærkning om, at ”ingen grupper […] blev sparet” (rapportens ordlyd: ”No-one, it seems, was immune” over for mord), i et afsnit om perioden efter 24. marts.
  • Politikens artikel Kosova oplevede orgier i vold (7/12-1999) fortæller, at OSCE-rapporten fastslår, at ”serbernes udrensning var planlagt og styret af Slobodan Milosevic’ regime i Beograd”. Rapporten selv tager derimod ikke på noget sted stilling til, hvem der planlagde og styrede den serbiske vold. Det nævnes, at Milosevic af Den Internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien er blevet anklaget for nogle af overgrebene, som dokumenteres i rapporten – men forhåndsafgørelsen af skyldsspørgsmålet er Politikens egen, fejlagtigt tilskrevet OSCE, men i god tråd med den generelle tendens til at dæmonisere den serbiske leder.
  • Artiklen De vestlige demokratier må ikke svigte Kosovo nu (Stig Dalager i Politiken, 28/12-1999) placerer også ansvaret hos Milosevic og støtter fortsættelsestesen. Dalagers formuleringer er en anelse mere forsigtige end de, man finder i de førnævnte artikler, men strammer stadig rapportens egne udsagn. Rapporten bekræfter if. Dalager, ”at der gennem flere år forelå strukturelt betingede overgreb imod den kosovoalbanske civilbefolkning. Overgrebene var […] systematiske og et led i Milosevic-regimets overordnede strategi, hvis mål syntes at være (at dømme efter praksis) en etnisk udrensning af Kosovo”. Selv i sine mest vidtgående udsagn hævder rapporten ikke, at de serbiske overgreb, der fandt sted i perioden før NATO-interventionen, var led i Milosevics målsætning om en ”etnisk udrensning af Kosovo”.
  • Tøger Seidenfadens Kosovakrigen: Kampen om historien (Politiken, 15/1-2000) gengiver derimod uforvansket rapportens konklusioner, men viderebringer således alligevel en højst tvivlsom tolkning af begivenhederne. For rapportens konklusioner forvansker som nævnt dens egen dokumentation.23 Og hvilken fortravlet mediemand tager sig tid til at dykke ned i materien, når han kan nøjes med et par siders bekræftelse af alt det, vi i forvejen er blevet fortalt?

Militarismens propaganda skaber historie

Igennem ikkeunderbyggede tolkninger, bortfiltrering af information samt en løsagtig begrebsbrug, der skabte sammenhænge, der ellers vanskeligt kunne godtgøres igennem en redelig empirisk analyse af begivenhedernes eget forløb, fik OSCE-rapporten på en gang formuleret et anklageskrift mod serberne og en frikendelse af NATO.

Avisartiklernes forvanskninger er desto grovere. På flere punkter er der direkte modstrid med fakta. Situationsbeskrivelser, der hører til en periode, henføres til en tidligere; OSCE-rapporten hævdes at sige ting, den ikke siger (om Milosevics skyld); rapporten hævdes at bekræfte eksistensen af en specifik plan – Operation Hestesko – som den ikke omtaler.

Ikke blot forsømte de danske dagblade at agere fjerde statsmagt, men de forvanskede rapportens forvanskninger, således at der blev skabt et nærved perfekt match mellem den offentlige version af OSCE-rapporten og hovedpunkterne i den propagandakampagne, NATO-landenes ledende politikere stod bag.

Dette var bare begyndelsen. Siden er der føjet nye lag af bedrag til. Vi har at gøre med en fortløbende proces.

I tredje led har vi mindet om og læren af Kosovo. Når konflikten i dag nævnes i de vestlige medier, handler det oftest om, at NATO standsede et folkedrab, etnisk udrensning eller en humanitær katastrofe. Her er benægtelse historiefortællingens eneste tilbageværende forbindelse til virkeligheden. Det rejser spørgsmålet om, hvad vi mener med udtrykket ”frie” vestlige medier. De Putin-loyale medier har næppe adgang til solid empiri, der så grundigt modsiger deres proklamationer. Senest har styret i Kreml som bekendt gjort det strafbart at benytte andre termer om landets invasion end de statssanktionerede. I Vesten behøver man ikke lovgive sig til brugen af falske, men officielt godkendte mærkater. Det sker ”frit”. Medierne fortæller nogenlunde enstemmigt om NATO’s ”humanitære intervention” i Kosovo – ofte med krav om gentagelse i andre konfliktzoner.24 Det bringer os til et fjerde led: Hvordan sådanne historier skaber historie.

I praktisk henseende benyttes de glorværdige afsnit i vores egen krigskanon til at presse på for militarisering og nye voldelige indgreb. I disse dage er det til slagordene om ”No War!”, ”No Invasion!” og ”Give Peace a Chance”, at vi forbereder fremtidens ødelæggelsesscenarier. Vi siger nej til krig og må ikke tage vores sikkerhed for givet, men øge militærbudgetterne drastisk og mønstre større trusler mod Rusland end nogensinde før. Vi skal med rund hånd og dyb fredslængsel forstærke den omringningspolitik, der har bragt os hertil. Men fredsparolerne – dette marginale og suspekte fænomen, i tider hvor de mest iøjnefaldende ”fredsskabende operationer” er vores egne – er forbigående. Tiden kommer, hvor vi igen skal skabe fred med krig. Så vil vi glæde os over at have rustet os til opgaven og ihukomme tidligere tiders store bedrifter.

Hvis ”No War!” var andet end hykleri, ville vi diskutere, hvilken betydning krigsmobilisering har for udbrud af krige og katastrofer, samt undersøge, hvad vi desangående kan lære af historien. Vi ville bl.a. se på, hvilken betydning Vestens enorme krigsapparat og vores globale dominansstrategier har haft for de krige, vi valgte at føre i f.eks. Libyen, Irak og Afghanistan. Alternativt kunne vi starte med Kosovo, hvor NATO udtømte de mulige diplomatiske løsninger ved at undergrave dem for i stedet at stille de militante kosovoalbanere en definitiv militær løsning i udsigt. Konsekvensen var, at UÇK blev opildnet til at dræbe og bortføre serbere for at provokere de serbiske styrker til at begå overgreb på civilbefolkningen. Den humanitære interventionsløsning fungerede således som en invitation til humanitære overgreb. Allerede inden NATO-redningsmanden rykkede ud, skabte han i et vist omfang krisen og beredte scenen for sin heltegerning, selvom det som nævnt var selve redningsarbejdet, der skabte så store ulykker, at situationen kaldte på en omfattende redningsaktion – selvsagt af en anden slags end de humanitære bombninger, vi bidrog med. Vurderet som et instrument til politisk tvang gik krigen faktisk så dårligt, at det krævede en større diplomatisk indsats at få standset uhyrlighederne og Milosevic til at indvillige i en løsning, der stort set svarede til det, han havde tilbudt under forhandlingerne op til NATO-interventionen. Endda en diplomatisk indsats fra russisk side. Vi kan lære meget af hele forløbet, også til brug for den nuværende situation.

Baggrunden for den tilspidsede konfliktsituation mellem Vesten og Rusland netop nu gemmer også på nyttige lektier, vi nægter at bruge tid på. Ukraine er i vid udstrækning en konsekvens af årtiers militære mobilisering og konfrontationspolitik fra Vestens side. Det skal alt sammen være slut nu – med mere oprustning og isolation af Rusland. Vi skal ikke længere møde russiske sikkerhedskrav med almindelig ligegyldighed, men komplet uforsonlighed. Så kan de russere lære det. Sådan har man sikkert også tænkt i Kreml, da man besluttede sig for at invadere: Så kan Vesten lære det. Vi lærer hinanden den samme ting: Aldrig give sig en tøddel, kun puste sig op. Eller rettere sagt: Det er, hvad militarismen på begge sider lærer sig selv. Det er principielt op til hver enkelt af os, om vi vil give efter for voldens bedrageriske tale.

Reelt er det ikke så simpelt, for det er militarismens propaganda, der i dag sætter kursen på alle niveauer i samfundslivet, og den melder sig med en gennemgribende social kontrol. Militarismens propaganda er Putins ting, og det er vores vejviser. Status er og har længe været, at vores militarisme kan skabe nok så mange humanitære katastrofer uden at tabe anseelse og værdighed. Selvfølgelig oplever vi forbigående udfordringer og endda nederlag, men ingen ulykke er så stor, at vores fundamentale drift mod vold og dominans kan klandres for noget. Er katastroferne for ærgerlige at se på, kan vi altid vælge at glemme dem; det har vi f.eks. mærkatet “den glemte krig” til (hvad ville vi tænke, hvis Rusland ydede vitale bidrag til at gennemsmadre et fattigt land og dræbe hundredtusindvis af dets indbyggere og omtalte dette fremmedartede fænomen som “den glemte krig” og ellers undgik at tale om det og tænke på det?). Når katastrofen derimod skyldes fjendens militarisme, kommer der fuld knald på transmissionerne. Overgrebene skærer os i øjne og hjerte, og vi må stå sammen, og vi må bevæbne os. Militarismen vinder på andres katastrofer; taber intet på sine egne nederlag; vinder undertiden på sine egne katastrofer – som i Kosovo 1999 og formentlig Ukraine 2022. Det er udfaldsmulighederne i det spil, vi og russerne har gang i. Vi burde enten sige tak til Putin for at spille med eller finde en anden vej.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin

  1. Human Rights Watch (2001): UNDER ORDERS: War Crimes in Kosovo. www: https://www.hrw.org/sites/default/files/reports/Under_Orders_En_Combined.pdf
    Human Rights Watch (feb. 2000): CIVILIAN DEATHS IN THE NATO AIR CAMPAIGN. www: https://www.hrw.org/reports/2000/nato/
    OSCE (1999): Kosovo/Kosova – As Seen, As Told. www: http://www.osce.org/odihr/17772?download=true
    U.S. State Department (dec. 1999): Ethnic Cleansing in Kosovo: An Accounting. www: http://www.state.gov/www/global/human_rights/kosovoii/homepage.html
    U.S. State Department (maj 1999): Erasing History: Ethnic Cleansing in Kosovo. www: http://balkanwitness.glypx.com/erasing-history.pdf
    Independent International Commission on Kosovo (2000): The Kosovo Report: conflict, international response, lessons learned. Oxford University Press. Www: http://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/6D26FF88119644CFC1256989005CD392-thekosovoreport.pdf
    Foreign Affairs Committee (2000): Fourth Report. House of commons. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/2802.htm
    UK House of Commons (2000): Select Committee on Defence, Fourteenth Report. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmdfence/347/34702.htm
  2. Kosovo-konflikten bliver ofte inddraget i mediedækningen af aktuelle konflikter (såsom Syrien) og fungerer både som skræmmebillede (af, hvor galt det gå) og forbillede (for, hvad der skal gøres ved det).
  3. OSCE (1999): Kosovo/Kosova – As Seen, As Told. www: http://www.osce.org/odihr/17772?download=true
  4. Robin Cook i: UK House of Commons (1999): “Select Committee on Foreign Affairs: Minutes of Evidence: Examination of Witnesses (Questions 280 – 299)”, Foreign Affairs – Seventh Report, para. 287. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199899/cmselect/cmfaff/188/9071305.htm.

    Tim Judah (2002): Kosovo: War and Revenge (New Haven: Yale University Press), s. 229.

  5. UNHCR: “Kosovo Crisis Update”, 30. marts 1999. www: https://www.unhcr.org/news/updates/1999/3/3ae6b80dc/kosovo-crisis-update.html
  6. Science (22. marts 2002): “Statistical Analysis Provides Key Links in Milosevic Trial”, vol. 295. www: http://stat.smmu.edu.cn/history/Statistical Analysis Provides key links in Milosevic Trial.pdf.

    UK House of Commons (2000): ”Supplementary memoradum submitted by the Foreign and Commonwealth Office on Kosovar Albanians”. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/9111814.htm

    Spiegel, Paul B & Peter Salama (2000): “War and mortality in Kosovo, 1998–99: an epidemiological testimony”, The Lancet, Vol 355, 24. juni 2000.

  7. Se As Seen, As Told, kap. 14.
  8. I denne gengivelse af katastrofens nøgletal har jeg, som det i øvrigt er normen, set bort fra den mængde af død og ødelæggelse, som blev serbere og det serbiske samfund til del. Det kan kort nævnes, at NATO-bomber tog livet af ca. 650 serbiske soldater og ca. 500 civile, og at flere end 100.000 internt fordrevne kosovoserbere flygtede til Serbien eller Montenegro under NATO’s Operation Allied Force (As Seen, As Told, kap. 14).
  9. Tidligere offentliggjort – og miskrediteret – efterretningsinformation om en serbisk plan for etnisk udrensning, den såkaldte Operation Hestesko, inddrages ikke. Der orienteres blot om en ikke nøjere specificeret ”strategi”. Executive Summary peger udelukkende på angivelige materielle indicer for strategien (hændelsesforløbet som observeret af OSCE’s observatører i perioden før 20. marts og som beskrevet af kosovoalbanske flygtninge efter 20. marts), ikke dokumentariske beviser (såsom ordrer eller planlægningsdokumenter fra serbisk side).
    Om Operation Hestesko, se: Wolfgram, Mark A. (2008): “Democracy and Propaganda: NATO’s War in Kosovo“, European Journal of Communication, vol. 23, issue 2, 2008.
  10. Se f.eks. The Guardian: “Race to get massacre evidence”, 20. jan. 1999.
  11. Hasim Thaci citeret i: BBC2 (12. marts 2000): ”Moral Combat: NATO at War”. www: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/events/panorama/transcripts/transcript_12_03_00.txt
  12. Rakovina behandles s. 300-301; Rogovo s. 304-306; Bukos s. 681-682 og 685-687; Kacanik s. 369-371; Pristina s. 542.
  13. Se OSCE: “Monthly report on the situation in Kosovo pursuant to the requirements set out in United Nations Security Council resolutions 1160 and 1203”, 26. feb. 1999. www: https://www.eftertrykket.dk/wp-content/uploads/2019/03/26.-feb.-1999-Report-of-the-Secretary-General-pursuant-to-SC-resolutions.pdf
  14. Dog bar UÇK’s aktiviteter præg af at ville fremprovokere serbiske drab på civile kosovo-albanere mhp. at skabe betingelserne for en international intervention. Se f.eks. Independent International Commission on Kosovo: The Kosovo Report: conflict, international response, lessons learned, s. 52: “The strategy of the KLA also seems to have been directed at the international community. Woefully unprepared for war, the KLA seems instead to have had the deliberate strategy of provoking an international intervention.” Taktikken antydes også af UÇK-lederen Hasim Thaci i BBC’s dokumentar Moral Combat: “Any armed action we undertook would bring retaliation against civilians. We knew we were endangering a great number of civilian lives.” Se også Hasim Thacis udtalelser om Racak-massakren i “How Nato was sucked into Kosovo conflict”, The Sunday Telegraph, 27. Februar 2000.
  15. Bemærkelsesværdigt nok er de konklusioner, den engelske undersøgelseskomite uddrager fra OSCE’s rapport, mere valide end organisationens egne. På baggrund af OSCE-rapporten konkluderer undersøgelseskomiteen, at den serbiske militærkampagne inden NATO-interventionen var rettet imod tre forhold: ”(1) activity wherever there was KLA activity, and wherever it was suspected there were KLA sympathisers; (2) efforts to control the main communication routes; (3) with the approach of the bombing, securing Kosovo’s borders.”
  16. Salon Staff: (27. maj 1999): “Text of the Milosevic indictment”. www: https://www.salon.com/1999/05/27/indictment/
  17. Se OSCE: “Monthly report on the situation in Kosovo pursuant to the requirements set out in United Nations Security Council resolutions 1160 and 1203”, 17. marts 1999. www: https://www.eftertrykket.dk/wp-content/uploads/2019/03/17.-mar.-1999-Report-of-the-Secretary-General-pursuant-to-SC-resolutions.pdf
  18. UK House of Commons (2000): ”Kosovo: The Military Campaign”, Select Committee on Foreign Affairs, para. 98. www: https://publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/2811.htm.
  19. UNHCR (2000): The Kosovo Refugee Crisis, afsnit 85. www: http://www.unhcr.org/3ba0bbeb4.pdf

    Tilsvarende påpeger Den uafhængige internationale kommission for Kosovo, at NATO-bombningerne ”skabte de betingelser, som gjorde [de systematiske angreb på civile kosovoalbanere] gennemførlige”. Independent International Commission on Kosovo (2000): The Kosovo Report: conflict, international response, lessons learned. Oxford University Press, s. 3. www: http://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/6D26FF88119644CFC1256989005CD392-thekosovoreport.pdf.

  20. Se gennemgang i Michael Mandel (2004): How America Gets Away With Murder. Illegal Wars, Collateral Damage and Crimes Against Humanity, London: Pluto Press.
  21. Wolfgram, Mark A. (2008): “Democracy and Propaganda: NATO’s War in Kosovo“, European Journal of Communication, vol. 23, issue 2, 2008. Www: ics.leeds.ac.uk/papers/pmt/exhibits/2508/wolfgram.doc.
  22. På dansk ville man vel sige ”skånet”.
  23. Politiken gav spalteplads til to indlæg, der gik i rette med avisens udlægning af OSCE-rapporten: Julefred en by i Rusland (26/12-1999) og Kosovo: NATO fremkaldte etnisk udrensning (27/1-2000). Det er sigende, at artiklerne er debatindlæg af skribenter uden tilknytning til mediet (hhv. arkitekt Godfred Louis-Jensen og forh. folketingsmedlem fra SF Gert Petersen). Ingen af de danske dagblades egne journalister benyttede deres faglige kundskaber til at blotlægge OSCE-rapportens egne forvanskninger – som de tværtimod generelt forstærkede i deres orientering af læserne.
  24. For uddybning af dette og meget andet, der er blevet berørt i denne artikel, se min analyse ”Moralens vogter: Mediemisbruget af Kosovo-katastrofen”, Eftertryk, 24. marts 2019. www: https://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/moralens-vogter-mediemisbruget-af-kosovo-katastrofen/