Når jeg ser et EU-flag smælde

Når jeg ser et EU-flag smælde

Af Alberte Bové Rud

Nævn mig EU’s grundlæggere. Her tænker jeg ikke på de første medlemslande, men på de visionære mænd, der i efterkrigstiden satte sig sammen for at styrke det europæiske samarbejde. Måske det er nemmere at opliste en håndfuld af EU’s kommissionsformænd gennem tiden? Eller måske nogle af de berømte, overvældende eller overbevisende taler afholdt fra talerstolen i det europæiske parlament? Hvis læseren som jeg selv har svært ved at lave disse nedslagspunkter, er der en grund til det. EU fremstår kønsløst, gråt og bureaukratisk. Og det er med vilje. Med totalitarismens og megalomanernes præg på Europa i første halvdel af det 20. århundrede blev EU skabt som disses antitese. EU er konstrueret for at udelukke karismatiske excentrikere, umuliggøre nationalistisk enegang og afpolitisere beslutningsprocessen. Resultatet er et jakkesætsbærende såkaldt eurokrati fjernt beliggende både metaforisk og konkret fra de frådende masser. I udgangspunktet er EU således et elitært projekt, men en appel om et folkeligt EU rettes i tiltagende grad mod Bruxelles.

Den 26. januar blev EU’s folkelighed diskuteret til et arrangement på Frederiksberg Bibliotek arrangeret i samarbejde med Eftertryk. I panelet var Catharina Sørensen, vicedirektør for Tænketanken EUROPA, Malte Frøslee Ibsen, forsker i politisk teori og forfatter til Den nye Internationale: Hvorfor Venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere Verden, og Matthias Dressler-Bredsdorff, skribent ved Politiken og europaredaktør på Eftertryk. Med Merle Baeré som moderator blev de tre debattører i samarbejde med publikum bedt om ikke blot teoretisk at diskutere, hvorfor EU er i modvind, men også om på konstruktiv vis at præsentere løsninger på EU’s problemer.

Debattens udgangspunkt var på den måde præget af to hovedpåstande. For det første var der klart taget stilling til EU som et altovervejende sympatisk eller ønskværdigt projekt. Og det var egentlig forfriskende i modsætning til talrige debatter, der forsøger at afgøre, om EU’s modstandere eller tilhængere har ret. For det andet var afsættet for aftenens debat, at EU er i krise. Det virker dog mindre åbenlyst.

Krisernes tid

Som Sørensen påpegede, er opbakningen til EU faktisk stigende. Det er et vigtigt argument, særligt når nyhedsstrømmene flyder med billeder af vrede kritikere. Ved seneste europaparlamentsvalg var den danske valgdeltagelse steget, og resultatet indikerede stigende støtte til EU. Man skal altså være varsom med at udråbe en krise, der ikke nødvendigvis er der.

EU-modstand blev født samtidig med EU’s fundament støbtes. Eksempelvis blev Folkebevægelsen mod EU oprettet, allerede da Danmark i 1972 stemte for medlemskab. Resultaterne af de enkelte landes afstemning om EU-medlemskab vidner på samme måde om en stærk opposition til den europæiske integrationsproces. Modstand mod EU er altså ikke det samme som et EU i krise.

Men EU’s kritikere har nuanceret deres argumenter. Der hersker ikke længere blot en diskussion om at være for eller imod EU, men i høj grad også en diskussion om, hvad det europæiske samarbejde skal bero på. Det er Dansk Folkepartis interne diskussioner et eksempel på. De overvejer ikke længere kun, om de er tilhængere eller modstandere af dansk EU-medlemskab, om EU skal have mere eller mindre magt, men i høj grad også hvilket værdigrundlag, de mener, EU skal have. EU-skepsis har overhalet EU-modstand. Det er godt nyt for tilhængerne af det europæiske projekt. Det er lettere at overbevise en skeptiker end en modstander.

Konsekvenserne af coronakrisen må også denne aften berøres. Sørensen pegede på, at eksisterende kritikbevægelser er stagneret eller forsvundet, og mente, at coronasituationen har skabt opbakning til det eksisterende. Nationale meningsmålinger verden over har også vist, at coronakrisen umiddelbart har givet rygstød til siddende regeringer. Status quo forekommer tiltrækkende, hvis katastrofen lurer i horisonten. Den danske regerings nuværende meningsmålinger vidner dog om, fremgangen ikke varer evigt. Der er ikke nødvendigvis opbakning til det samme i fredstid som i krisetid. Dressler-Bredsdorff mente modsat Sørensen, at coronapandemien har accelereret eksisterende kritikker og frustrationer, idet den har skabt, hvad han kaldte ”larmende tysthed”. Det politiske er ligesom alt i almindelighed blevet suspenderet. Har han ret i det, kan man måske forvente, at coronakrisens afblæsning vil skabe større tilslutning til EU. Frøslee Ibsen placerede sig mellem de to og bemærkede blot, at coronasituationen har ændret kritiktypen. Kritikken før pandemien var rettet mod et svagt og ufuldkomment beslutningssystem, der ikke formåede at løse folkets problemer. Kritikken under pandemien har derimod peget på, at magthaverne var for stærke. Han holdt på den måde kapitlet efter pandemien åbent. Lige så vel som politiske kriser kan udråbes for tidligt, kan de også afblæses i utide.

Al magt til folket

I Dressler-Bredsdorffs beskrivelser af De Gule Veste i Frankrig står det klart, at der er noget i gære. Folket går på gaden med en kritik af den politiske elites magt. Aftenens moderator, Baeré, bemærkede, hvordan gadens kritik muligvis indikerer, at der ikke er plads til selvsamme inden for EU’s mure. Dressler-Bredsdorff gjorde i den forbindelse opmærksom på et opsigtsvækkende udsagn fra den daværende tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, der under eurokrisen understregede, at uagtet hvordan grækerne stemte ved deres nationale valg, var den økonomiske aftale mellem Grækenland og EU bindende. Demokratiske valg kunne altså ikke ændre på den ”nødvendige” økonomiske politik. Frøslee Ibsen så også her en kritik i forandring. Han bemærkede, at gadens protester ikke som tidligere retter sig mod enkelte konkrete beslutninger, men udtrykker en generel frustration over at føle sig ekskluderet og en generel tvivl om EU’s beslutningsdygtighed.

Kort sagt: EU kan ikke løse den jævne mands problemer, og den jævne mand kan tilmed ikke få mulighed for at præge EU. Lignende forfaldshistorierne stod i kø under debatten. Sørensen fremhævede, at modstanden er præget af utryghed og pessimisme, fordi verden er tiltagende uforudsigelig. Ikke nok med at nogle går på gaden i vrede, varslede hun også det uhensigtsmæssige ved, at mange forholder sig apatisk til EU. Mange opfatter ikke EU som en institution, der reelt kan gøre en positiv forskel for dem. Dressler-Bredsdorff så samme tendens. En tilhører påpegede desuden, at Europa har måttet se sin magtfulde rolle i forhold til den øvrige verden svækket, og at forfalds- og nederlagsfølelse derfor også påvirker europæerne.

Europa er altså ikke, hvad det har været, og det demokratiske underskud driver tilsyneladende ned ad væggene. Briterne meldte sig ud af EU under parolen ’take back control’, og i Frankrig, påpegede Dressler-Bredsdorff, kræver demonstranterne også magten tilbage ved at iklæde sig folkebetegnelsen og insistere på retten til at agere på den politiske scene. Han tilføjede, at folket manifesterer sig i forskellige former i krisetilstand, og at den vindende fortælling om folket vil påvirke EU’s udvikling. Selvom de tre panelister lod til at være enige om, at EU ikke er et folkeligt projekt, forblev det desværre udefineret, hvad der mentes med folkelighed. Det er kun naturligt i en paneldebat, men det er ærgerligt, fordi forholdet mellem folk, legitimitet, popularitet og demokrati svævede hen over mange af aftenens udtalelser. Dressler-Bredsdorff mente eksempelvis, at den folkelige insisteren på at være anker for EU-projektet kan føre til folkelig genoprejsning, og han og Frøslee Ibsen var enige om, at en demokratisering af EU ville være et gode.

At bære Europa i hjertet

Folket kalder på selvbestemmelse, men er det overhovedet muligt i det institutionelle EU-system, spurgte Dressler-Bredsdorff. Han pointerede, at folket hverken kan spejle sig i EU-flaget eller Europahymnen, men føler sig fremmedgjorte over for EU. Forsøgene på at etablere en fælles identitet er mislykkedes. Når pariserne stimler sammen i protest mod magthaverne, gør de det under trikoloren og til lyden af Marseillaisen. Sørensen svarede med en åbenlys sandhed: Man behøver ikke elske EU for at støtte det. Hun føltes sig heller ikke overbevist om, at folket overhovedet vil have en kærlighedsrelation til EU. Der er intet, der tyder på, at euroskepsissen skal besvares af et mere folkeligt omklamrende EU, konkluderede hun. Og Frøslee Ibsen tilføjede, at EU ikke kan konkurrere med national patriotisme, hvad angår symboler og kærlighed. Vi taler forskellige sprog, vi har forskellig historie. Men det er okay, mener han. Vi elsker jo heller ikke staten. Frøslee Ibsen hævdede, at EU er et rationelt instrument med et rationelt ærinde, og at det ikke behøver hige efter emotionel tiltrækning.

Aftenens hovedpersoner var forståeligt nok gadens folkelige bevægelser, der står foran de institutionelle paladser, hvor de ikke føler sig velkomne. De er talrige, de er larmende, og de kræver forandring. Men en anden gruppe EU-skeptikere bør nødvendigvis også få opmærksomhed, særligt når snakken falder på EU som en rationel eller emotionel institution. Inde i parlamentsbygningen og ikke mindst rundt om i medlemslandene betragter talrige højrefløjspolitikere – i modsætning til Frøslee Ibsen – EU som havende et identitetsmæssigt potentiale. De beskriver forførende et fælles værdifællesskab og kaster en redningskrans til EU’s folkelige krise ved netop at trykke på de emotionelle pedaler. Blandt bannerførerne er Ungarns premierminister, Victor Orbán, og Italiens højrefløj. De ønsker at etablere et identitetsmæssigt fællesskab i EU. Vi har en fælles historie, siger de og peger på Romerriget og den franske revolution. Vi har et fælles åndeligt fundament, siger de og fremhæver den vestlige filosofihistorie og ikke mindst kristendommen. Vi er et fælles folk, siger de og refererer til blodet i europæernes årer. De mener, der er et enormt stort følelsesmæssigt potentiale i det europæiske samarbejde, og de kritiserer EU for kun at henvende sig til hjernen og ikke til hjertet.

Denne type EU-kritiker er bevis på, at EU’s modstandere ikke kun findes i de ustrukturerede masser, der truer med guillotinen i deres kamp mod magthaverne. Euroskepsissen udtrykkes også af aktører, der indgår i den politiske rytme. De laver partiprogrammer, vælges og laver politik. De betragter ikke som Frøslee Ibsen og Sørensen EU som et udelukkende fornuftigt projekt, men taler henførende om europæiske værdier – ikke mindst, når de ønsker at etablere en afstand til ikke-europæere og det ikke-europæiske. Om end danskerne ikke følte sig overbeviste af eksempelvis Dansk Folkepartis lignende argumenter ved seneste europaparlamentsvalg, vakte det tilsyneladende genklang hos rigtig mange af de øvrige europæere. Det italienske højrefløjsparti Lega gik eksempelvis 23 mandater frem ved samme valg under disse paroler.

Hvilken slags EU?

Talrige gange i løbet af arrangementet blev der refereret til euroskeptiske “bevægelser.” Mange af disse bevægelser er integreret i partier repræsenteret i Europa Parlamentet, men de er alligevel bevægelser, for så vidt de ønsker bevægelighed. De EU-etablerede rammer og vedtagne konventioner strammer om virkelighedens problemer, mener de. Særligt den euroskeptiske højrefløj præsenterer EU som en spændetrøje. Ved europaparlamentsvalget i 2019 gik det italienske højrefløjsparti Lega til valg på at stoppe bureaukrater, bankmænd, naive godgørere og flygtningebåde. De fremstilledes EU som et rigidt system, der tilmed var blind for europæernes virkelige problemer. Samme parti lancerede i et internationalt samarbejde med andre populistiske partier som Frankrigs Rassemblemant National og Dansk Folkeparti et forsvar for de enkelte landes suverænitet. Selvom de ønsker magten ført tilbage til landegrænserne, er der stadig tale om et tværeuropæisk samarbejde.

Forventeligt blev EU’s folkelige fodfæste ikke etableret denne aften, til trods for enkelte konkrete forslag. En af de mange grunde til dette er, at der hverken denne aften eller i det hele taget er enighed om, hvilken slags union EU skal være. Panelisterne var for eksempel uenige om, hvorvidt EU’s redningsplanke nødvendigvis er folkelighed. En tilhører spurgte, om ikke det var paradoksalt, hvis EU-kritikken skulle føre til et større EU. Og jo, EU får næppe større folkelig opbakning ved blot at få tilført flere midler og større magt. Men selv hvis EU i tillæg opnår større folkelig interesse og bedre føling med europæernes hverdagsproblemer, bliver EU-medlemskab ikke en sællert i alles øjne. Ifølge Sørensen foretrækker danskerne eksempelvis en handelsunion, mens der i Sydeuropa er flere, der drømmer om en social union. Splittelsen mellem Nord- og Sydeuropa udtrykkes også i en økonomisk ulighed. Sørensen mente ikke, EU’s kritikere efterlyser folkelighed. De ønsker blot at trække EU i en anden retning end den eksisterende. Når Sørensen tvivler på, at et mere demokratiseret EU nødvendigvis vil skabe større opbakning til projektet, har hun muligvis ret. Men der er også en anden risiko ved et mere demokratiseret EU, som et fåtal af danske EU-tilhængere formentlig vil tage konsekvenserne af. EU-tilhængere er typisk progressive kosmopolitter, der gerne vil have et mere forpligtende internationalt samarbejde. Det er ikke sikkert et demokratiseret EU kan garantere det, endsige ikke vil modarbejde det. Dressler-Bredsdorff foreslog folkeafstemninger som en selvfølgelig måde at styrke demokratisk deltagelse, men er EU-tilhængerne sikre på, de ønsker det? Hvad vil resultatet af en folkeafstemning om fri abort være, hvis danskerne skal stemme side om side med strengt katolske og ortodokse syd- og østeuropæere? Kan der dannes europæisk flertal for homoseksuelles rettigheder? Og er der ikke en risiko for, at et flertal af europæerne vil have mindre EU? Der er en risiko for, at Orbáns illiberale demokrati vil sive ind i EU, hvis EU dyrker de demokratiske aspekter snarere end de liberale kosmopolitiske værdier. Et mere folkelige forankret EU fører ikke nødvendigvis til et mere magtfuldt EU.

Alberte Bové Rud er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier og Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Hun forsker blandt andet i populisme og den italienske højrefløj.