Brændte børn i velfærdsstaten. En samtale med Charlotte Strandgaard

Med forliget ”Børnene Først” har et flertal på Christiansborg sat rammerne for en ny socialpolitik, som bl.a. skal sikre flere tvangsfjernelser i Danmark. Med sine talrige udgivelser bidrog forfatteren og aktivisten Charlotte Strandgaard (1943-2021) til debatten om udsatte børn, men hun forholdt sig ikke kun kunstnerisk til emnet. Strandgaard var også kredsværge på Vesterbro, hvor hun førte tilsyn med udsatte familier og var med til at anbringe børn. Historikeren Cecilie Bjerre mødte Strandgaard kort før hendes død i 2021 til en snak om hendes arbejde for samfundets udsatte.

Af Cecilie Bjerre

I foråret 2021 sad jeg i en røgsky på en solrig altan på Ørestad Plejecenter. Forfatteren Charlotte Strandgaard (1943-2021) var kilden til røgskyen, og vi havde aftalt at mødes for at tale om hendes arbejde i børneværnet i 1960’erne, men også om hendes aktivistiske virke mere generelt. Charlotte Strandgaard debuterede i 1965, og hun var en yderst produktiv forfatter af både poesi og romaner, ligesom hun også har lavet både spillefilm og dokumentarer. Fællesnævneren for hendes kunstneriske virke var hendes empati og kamp for skæve eksistenser.

Strandgaards forfatterskab var en del af en litterær strømning i 1960’erne, der, alt imens velfærdsstaten blev opbygget og udbygget, havde velfærdstemaer og -kritik som kendetegn.1

Strandgaard tog dog sit engagement med velfærdsstaten et skridt videre end de fleste af hendes kolleger, idet hun blev kredsværge i et københavnsk børneværn på Vesterbro. Hun har selv beskrevet dette arbejde i sin selvbiografi Drømte mig en drøm (2012), men jeg ville have hende til at uddybe beskrivelserne af hendes arbejde, og hvordan hun oplevede børneværnet, som altid har været en udskældt institution.

Da jeg spurgte til, hvordan en ung, enlig mor på den yderste venstrefløj havnede i børneværnsarbejdet, var hendes umiddelbare svar, at det var så dejligt konkret modsat det ensomme forfatterhverv: ”Når man skriver, så skriver man til luften,” som hun så fint sagde. Strandgaards interesse for det sociale arbejde rakte endda så vidt, at hun søgte ind på Den Sociale Skole. Hun kom da også ind, men samtidig modtog hun et treårigt legat fra Statens Kunstfond. Strandgaard diskuterede dilemmaet med én fra fonden, der rådede hende til at tage kunstlegatet. For selvom hun nok ville blive en god socialrådgiver, så var der ikke mange, der kunne skrive om det. Og det kunne Charlotte Strandgaard.

At anbringe børn

I Danmark har staten fjernet og tvangsfjernet børn fra deres forældre siden den første børnelov i 1905. Med den blev de kommunale værgeråd, sidenhen kaldt børneværn, oprettet. Frem for børnedomstole valgte man en model, hvor medlemmerne var lokalt forankret, frivillige og til en begyndelse valgt ud fra erhverv (præst, læge, lærer) og senere primært fra kommunalbestyrelsen. Disse medlemmer fik til opgave at gribe ind i familier og fjerne børn fra hjemmet, når forældre svigtede, gik bort eller et barn i datidens øjne trængte til opdragelse.

Netop vægten på det frivillige var centralt i etableringen af børneværnene, for som juristen og børnesagsforkæmperen Axel Petersen beskrev det i 1904, var dette et område, som havde stor gavn af det personlige og frivillige ”kærlighedsarbejde”. Man kan sige, at staten og kommunerne kom på banen for at organisere dette frivillige og personlige kærlighedsarbejde, der så skulle udføres af lægfolk.

Børneværnene bestod frem til, at Bistandsloven trådte i kraft i 1976, hvorefter ansvaret blev flyttet til de kommunale social- og sundhedsudvalg (i dag i kommunernes Børne- og Familieudvalg). Men undervejs blev konstruktionen taget op til eftersyn og diskussion. Gang på gang blev der henvist til den demokratiske og lokale forankring som det bærende argument i deres fortsatte beståen trods diverse skandaler og problemer med manglende professionalisering.

Da jeg skrev min ph.d.-afhandling om børneværnets historie, havde jeg svært ved at se tyngden i argumentet om at børneværnet skulle være lokalt forankret.2 Jeg så det mest som en floskel, et lidt for nemt argument om decentralt demokrati, og måske endda som et udtryk for mangel på fantasi til at ændre noget grundlæggende ved systemet eller tankegangen bag. Da jeg nævnte det for Strandgaard, var hun rygende uenig med mig. Hun anså netop det frivillige og lokale aspekt som en reel forudsætning for at være brobygger til familierne. Diskussionen peger på de (til tider) modstridende idealer for socialt arbejde. Man kan hurtigt kritisere det frivillige kærlighedsarbejde for at være arbejde uden sagkundskab, ligesom man modsat kan påvise problemer ved den kolde professionalisering af socialt arbejde.

Strandgaard syntes, at det var ærgerligt, at børneværnet blev afskaffet i 1976. Det frivillige islæt gav rum til at inddrage folk, der så anderledes på tingene og måske stillede nogle andre spørgsmål. Men hun mente samtidig, at hun ved at bruge sin egen person (og altså ikke profession) var med til at mindske den afstand, der kunne være mellem borgeren og ’systemet’. I slutningen af 1960’erne tog hun endog sin søn Hans med på bagagebæreren, når hun cyklede rundt til forskellige familier på Vesterbro. Det gav et fællesskab, for som hun sagde: ”Selv hvis de var gift, var de enlige mødre.” Der var ikke mange aktive fædre blandt arbejderfamilierne på Vesterbro på det tidspunkt. Men hun fandt dog ud af ved sit allerførste besøg, at hun ikke kunne have sit ”hippietøj” på, så hun måtte anskaffe sig en pæn nederdel til børneværnsarbejdet for at blive taget seriøst.

Kunstnerisk dokumentarisme

Strandgaards sociale arbejde satte spor i hendes kunstneriske virke. Strandgaard benyttede sig af en art kunstnerisk dokumentarisme, altså et bevidst greb, hvor hun sammenblandede fakta med fiktion. Det bedste eksempel er spillefilmen Ang.: Lone (1970). Filmen er instrueret af Franz Ernst, der sammen med Strandgaard også har skrevet manuskriptet. I filmen følger vi den 16-årige Lone, der flygter fra et pigehjem. Hun tager et smut forbi plejeforældrene i Fredericia, men møder ikke den store forståelse og efter et stort skænderi, drager hun videre til København.

Det bemærkelsesværdige ved Ang.: Lone er, at vi stort set intet får at vide om Lones forældre, opvækst eller årsag til anbringelse. Der er udelukkende fokus på Lones 16-årige jeg. Jeg har gennempløjet flere hundrede anbringelsessager i perioden fra 1905-1975, og i størstedelen af disse sager spiller forældrene, især moren, hovedrollen. I visse sager kan man næsten glemme, at sagen handler om en anbringelse af et barn, fordi journalsagens indhold primært beskriver forældrenes moralske laster.

Strandgaard var på den måde en del af en ny tendens, hvor der blev anlagt en ny tilgang til børn, og måske især unge, som for alvor tog fat i løbet af 1960’erne. Det var også på denne tid, at socialrådgiveruddannelsen blev ufattelig populær, men også politiseret. I 1975 udgav Leila Martini eksempelvis bogen Samtaler med socialarbejdere, hvor en af socialrådgiverne understregede, at formålet med interventionen i familierne var et ønske om at bevidstgøre klienterne om, at deres problemer i høj grad var samfundsskabte. Socialrådgiverens ærinde blev altså at skabe forandring (bevidstgørelse) frem for det sociale arbejdes fokus på moralsk afvigelse inden for hjemmets fire vægge, sådan som det gjorde sig gældende i starten af det 20. århundrede.

Filmen om Lone tager den unge, rastløse pige seriøst. Men den formår også at sammenblande fiktion med fakta. Ifølge Strandgaard beroede hendes film og bøger om anbringelser både på hendes personlige erfaring som kredsværge i et københavnsk børneværn og på en omfattende research. I sandhed en socialrealistisk film.

Velfærdsjournaler

Når børn og voksne møder velfærdsstaten, skabes mængder af papirer, som har til formål at dokumentere og følge den enkelte borger. Det starter allerede med det spæde barn, hvis udvikling bliver fulgt nøje af den hjemmebesøgende sundhedsplejerske og den praktiserende læge. Det fortsætter i daginstitutionens handleplaner, som følger videre med i skolelivet. For nogle kan disse bunker af papirer antage faretruende højder, hvis der fx er tale om et anbragt barn eller en behandling i det psykiatriske system.

Bogen Hans (2014) handler om Strandgaards søn, Hans (1963-2012), der havde en svær skizofren lidelse fra han fyldte 18 år og frem til sin død. Bogen er en smertelig og hudløs ærlig skildring af et mor-sønforhold. Iblandet Strandgaard egen udlægning af Hans’ historie (prosa og lyrik), Hans’ egne digte, og monologer fra brevstemmer, fremstilles brudstykker af notater fra behandlersystemet.3 Denne flerstemmighed har en ret voldsom effekt, og særligt den nøgterne journalskrivning kan virke brysk og faktuelt konstaterende midt i den meget personlige fortælling. Men som Strandgaard bemærkede i vores samtale, så var problemet for Hans, at hans patientjournal netop ikke var faktuel. Når han skiftede medicin, fremgik det ikke (hvilket det skal), og når han blev indlagt eller skiftede behandler (hvilket ofte skete), blev hans journaler ikke nødvendigvis ført med videre i systemet.

Bogen vidner om, at det er en smertelig proces at læse om sit barn (eller om sig selv) gennem behandlersystemets øjne. Aktindsigt i ens egen journal er en forholdsvis ny rettighed. I børneværnets anbringelsessager havde forældre, der ankede sagen, almindeligvis ikke aktindsigt. I dag kan anbragte børn ned til 12 år få aktindsigt og dermed læse egne papirer. I en tid, hvor flere og flere søger egenacces, er bogen om Hans en påmindelse om, at selv hvis man kan opspore alle relevante journaler, så vil en journalsag aldrig kunne samle alle delene i ens livshistorie, og den kan i værste fald påføre nye traumer.4

Hans stoppede med at skrive digte allerede i slutningen af 1980’erne, men han er også til stede i de fragmentariske journaludklip, som Strandgaard gengav i bogen. Det er et helt sisyfosk billede, der fremmanes, hvor Hans gang på gang bad om at blive sat ned i medicin, mens psykiaternes evindelige svar var at forøge dosis og tilføje nye præparater. Som Strandgaard lakonisk udtalte i vores samtale: ”Jamen, så dør man jo tyve år før tid, som Hans gjorde.”

Det sidste udklip fra Hans’ journal omhandler hans dødsdato, hvor der i journalen blev noteret, at Hans afgik ved døden omkring d. 1. juni 2012. Den knap så eksakte dødsdato i det sidste notat bliver billedet på, at Hans i behandlersystemet blot var én sag blandt mange, eller én skizofren blandt mange. Han var ikke Hans.

På forlagets hjemmeside fremgår det også, at Strandgaard aktivt ville bruge Hans’ historie til at skabe forandring:

”Charlotte Strandgaard kaldte oprindelig bogen for På det modsatte fortov. For at pege på ham, der går derovre og luder sådan lidt foroverbøjet. For at stille spørgsmål ved vores opfattelse af, hvad der er normalt og hvad der er sygt.”5

Trods den store sorg over at miste sit ældste barn ønskede Strandgaard at give stemmer til dem, der befinder sig i velfærdsstatens udkant. Strandgaard formåede på sin egen facon at forene sin kunstneriske produktion og sin samfundsaktivisme. Hvad end aktivismen foregik i Vesterbros baggårde med børneværnsnederdelen på, eller som mor der forsøgte at råbe det psykiatriske behandlersystem op.

Man kan læse Strandsgaards værker som velfærdsstatslitteratur, der husker os på, at bag hvert sagsnummer er der en menneskelig skæbne, som vi skal prøve at forstå.6 Strandgaard havde et nostalgisk blik på børneværnet og frivillighed i arbejdet med udsatte familier. I dagens debat om børneanbringelser kan man overveje, hvordan det sociale arbejdes dilemmaer mellem retsprincipper og kærlighedsarbejde bedre kan samtænkes, så en god barndom for et anbragt barn ikke blot omhandler paragraffer.7

Cecilie Bjerre er historiker og ansat som postdoc på Syddansk Universitet. Hun er forfatter til bogen Når staten er far og mor (2021), der er den første systematiske undersøgelse af børneværnets anbringelser af børn i perioden 1905-1975.

Fotomontager: frit bearbejdet af Elisabeth Colding og Co.
 
Fotografi af den yngre Charlotte Strandgaard  Morten Ladegaard
Fotografi af den ældre Charlotte Strandgaard Sofie Amalie Klougart
 
Frit efter filmplakaten: Ang.: Lone [1970]
 
Frit efter stillfoto fra filmen Ang.: Lone [1970], fotograf Roald Pay
  1. Anne-Marie Mai, Galleri 66: en historie om nyere dansk litteratur, 1. udgave (København: Gyldendal, 2016), 131–32.
  2. Cecilie Bjerre, Når staten er far og mor – Børneværnets anbringelser af børn i Danmark 1905-1975, University of Southern Denmark studies in history and social sciences (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2021).
  3. Historiker Birgitte Possing betegnede af samme årsag udgivelsen som en ”polyfonbiografi” i Skønlitteratur på P1 (6. april 2015).
  4. Jacob Knage Rasmussen, “Hvem troede de jeg var?” Når tidligere børnehjemsbørn læser deres journaler – Konflikter, håndteringsstrategier og potentialer. Syddansk Universitet, (Ph.d.-afhandling, (2021)).
  5. https://forlagetgladiator.dk/products/charlotte-strandgaard-hans
  6. Litteraten Peter Simonsen har betegnet Strandgaards digtsamling Ingenmandsland (2015) som velfærdsstatspoesi-.Peter Simonsen, “12 To Age With Honour: Charlotte Strandgaard’s Welfare State Poetry of Ageing in No Man’s Land”, i Literature and honour, 1. udg. (Universitetsforlaget, 2017), https://doi.org/10.18261/978-82-15-02955-9-2017-13.
  7. I foreningen for anbragte, De Anbragtes Vilkår, handler en af deres anbefalinger netop om ønsket om ’et hjemligt præg’ og ’en ægte og kærlig omsorg’ – også for anbragte børn på institutioner: https://www.deanbragtesvilkar.dk/anbefalinger-et-rigtigt-hjem