Osamas sandhed om krigen i Afghanistan

ESSAY: Når man dominerer andre mennesker, hænder det, at de giver igen. Når man derpå overfalder dem, sker det, at de rejser sig i samlet flok for at få én ned med nakken. Det var kort sagt tanken med den krigsinvitation, Osama bin Laden sendte til os d. 11. september 2001. I dette essay spørger Uffe Kaels Auring, om bin Laden havde ret i sin kritik af Vestens imperialisme – og om han fik ret i sin forudsigelse om Imperiets endelige kollaps.

Af Uffe Kaels Auring
Illustationer af Liam Andersen

I min seneste artikel om Afghanistan-krigens historiske baggrund mødte vi Saudi-Arabiens landsfader, Ibn Saud, entreprenøren Mohammed bin Laden, hans søn Osama og en række amerikanske statsledere. De var idealister, de byggede baser, og de bekæmpede deres fjender – undertiden hinanden. Med afsæt i det amerikanske indtog i den saudiske provins Dhahran i 1930’erne og ’40’erne slog jeg ned på nogle vigtige episoder i det vestlige herredømmes udviklingshistorie. Jeg fik til gengæld ikke sagt ret meget om de historiske mønstre, begivenhederne er spundet ind i. Det vil jeg nu forsøge at råde bod på.

Ideen er, at vi skal lære noget om den verdensorden, vi holder fast i, og det Afghanistan, vi har lagt bag os. De to ting er nært forbundne. Afghanistan var ikke, som man fortalte og stædigt fastholder, ’en nødvendig krig’. Men det var en naturlig krig, for den var et naturligt produkt af et dominanspolitisk projekt, der tilsyneladende ingen ende vil tage, selvom dets enkelte engagementer selvfølgelig har begrænset levetid.

Spørgsmålene er: Hvad består denne verdensorden af? Hvordan førte den os til Afghanistan? Ændrer tilbagetrækningen noget, eller er de betingelser, der bragte os til Afghanistan, stadig til stede?

Nedslagspunkterne, som på mange måder griber ind i hinanden, er følgende: 1. protektor-klient-forholdet mellem USA og dets ”allierede”, 2. Vestens bistand til at opretholde ”intern sikkerhed” i klientstaterne, 3. USA’s baseimperium og dets bærende visioner, 4. de økonomiske interessers betydning for Vestens militære engagementer og strategiske udsyn, 5. vores idealisme.

1.      Protektor-klient-forholdet

*** Historisk bagage ***

Som jeg beskrev i min seneste artikel, påtog USA sig rollen som protektor for en brutal, islamistisk diktator i 1940’ernes Saudi-Arabien, fordi han garanterede amerikansk kontrol over vigtige økonomiske og strategiske ressourcer. Siden er det amerikansk-saudiske afhængighedsforhold blevet kraftigt udvidet, både i dybden og bredden, ligesom de fleste andre stater i Den Persiske Bugt er kommet med på ordningen. Permanent udstationerede styrker på amerikansk-ejede militærbaser har i dag ikke samme prioritet som under Den Kolde Krig, men bindevævet mellem overherskeren og de lokale herskere er stadig voldsmidler. Som Golfkrigens militære ansigt, Norman Schwarzkopf, forklarede under en høring i 1991:

”[V]åbensalg implicerer generelt en rådgivningsposition, implicerer generelt en reservedelsposition, implicerer generelt en evne til at øve indflydelse på, hvordan disse våben bruges […] hvis man ønsker at kontrollere brugen af disse våben, ville en af de bedste måder være at levere våbnene og så kontrollere reservedelene.”1

Våbnene sikrer klienten hjemlig kontrol, men de er også et politisk våben mod klienten. Denne noget for noget + noget mere-ordning kan genfindes i klientbetjeningens øvrige led.

Således er beskyttelsesfunktionen i sig selv til beskytterens fordel. Underforstået er det, at klienten afholder sig fra at frigøre sig fra protektorens indflydelse. Han må ikke fundere sin magt på andre kilder, hvad end det er betydelig militær bistand fra andre lande eller interne politiske kræfter, der ikke respekterer det primære formynderskabs forrang. Ligeledes er det forbudt at føre politik, der strider mod protektorens kerneinteresser. Har klienten ikke forstået, at han opererer under protektorens ”evne til at øve indflydelse”, er han ofte blevet belært om det på den hårde måde: interventioner, kup eller mere skjulte former for statsundergravende og ordensskabende operationer.2

Terroren skal udpensles, når den mobiliserer, men udglattes, når den skaber problemer. I nogle sammenhænge er det vitalt at bekæmpe terror; i andre sammenhænge er det vitalt at dække over den.Den moderne, liberale dominanspolitik hviler ikke så meget på direkte administration af klientens anliggender i klassisk kolonial stil som den ultimative magt til at markere, hvor grænsen går, og skride ind for at korrigere dårlig regeringsførelse, hvis klienten overskrider sit mandat.3 Denne model passer i det store hele på Storbritanniens relationer til Golf-staterne i efterkrigstidens tidlige år og USA’s relationer til de mellemøstlige stater generelt. Der er et udstrakt spillerum for de lokale magthavere, men også kontant afregning, hvis de træder ved siden af.

Her er det oplagt at mane nogle nærliggende misforståelser i jorden. F.eks. er Vestens klienter ikke underlagt et strengt forbud mod at sponsorere terror. Fjendernes virkelige eller fremfantaserede terrorstøtte kan som bekendt føre krigsmaskinen ud på store missioner om at ”udrydde ondskaben fra verden”.4 Derimod ville det være overilet at sløjfe lukrative våbensalgsaftaler eller opgive vitale baser for at bremse vennernes terrorbistand.5 Og sanktioner mod partneren kan der slet ikke være tale om, ikke engang internt. For så vidt man i regeringskredse adresserer ømtålelige spørgsmål om allieredes terrorfinansiering, sker det i fuld diskretion inden for lukkede diplomatiske kanaler.6 Terroren skal udpensles, når den mobiliserer, men udglattes, når den skaber problemer. I nogle sammenhænge er det vitalt at bekæmpe terror; i andre sammenhænge er det vitalt at dække over den.

Vestens kontrol med de muslimske landes ledere står højt på listen over klager hos de mange muslimer, der, langt fra at ”hade vores frihed”, hader, at vi nægter dem deres frihed.Det kræver et vist intellektuelt raffinement at operere med disse distinktioner, men man skal være varsom med at overkomplicere sagen. I bund og grund er systemet ret ensporet. Fjenderne leverer motiver, vennerne aktiver til ét og samme dominansprojekt. Det følger ét sæt af prioriteter: først dominans, dernæst sekundære hensyn – hvis og sådan som de tjener førsteprioriteten.

Det gældende adfærdskodeks for klienter vedrører heller ikke menneskerettigheder eller demokratisk regeringsførelse. Eller kun i negativ forstand, eftersom eksempelvis lokal opposition skal holdes nede. Og hvis man kan lave gode penge på at levere de nødvendige voldsmidler til gode venners folkemorderiske overgreb mod et ligegyldigt muslimsk tredjeverdensland, såsom Yemen, så er faren for offentlig eksponering det eneste – temmelig hypotetiske – problem.7

*** Klientsystemet og Afghanistan ***
S

å vi ville have undgået Afghanistan-krigen, hvis det ikke var for lydige tredjeverdensklienter? Det er i hvert fald klart, at den internationale støtte til projektet ville have været mindre, hvis befolkningerne i Mellemøsten havde nogen indflydelse på politikformationen i deres stater. Det er også indlysende, at jihadister og oprørere havde haft mindre at råbe op om. Det gælder både før 11/9 2001 og efter Afghanistan-krigens begyndelse: USA’s og Vestens kontrol med de muslimske landes ledere står højt på listen over klager hos de mange muslimer, der, langt fra at ”hade vores frihed”, hader, at vi nægter dem deres frihed.8

Vi kan derfor sige, at vestlig dominans over tredjeverdenseliter udgjorde en vis del af det materielle grundlag for at udkæmpe krigen i Afghanistan samt en betydelig del af den åndelige ammunition, der først blev udløst 11/9 og efterfølgende rustede stadig større dele af den muslimske verden til modstandskamp. Selvom der gik en enkelt allieret spildt i Ashraf Ghani, ændrer Afghanistan-krigens afslutning ikke det store. Klientkontrollen er virkelig, og islamisternes anklage er essentielt set rigtig.

I Afghanistan viste den dominanspolitiske ånd sig frem i sin veludrustede nøgenhed og forlangte, at vi nød og klappede ad synet. Det gjorde vi så. Det gjorde de, der stod model til afklapsningen, ikke.Til gengæld varslede den globale krig mod terror og startskuddet i Afghanistan en ændring i den måde, klientsystemet administreres på. Som nævnt har USA igennem sin historie som først regional og, efter 1945, global overmagt i reglen interveneret i andre lande for at lære dem og andre, der kunne blive som dem, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt. Praksissen kan sammenlignes med det velkendte optrin, hvor en lærer korrekser en elev i hele klassens påsyn og uddrager lærdomme af hans fejltrin: Sådan retter I ind, og her ser I konsekvenserne, hvis I ikke gør det. Pointen er her, at der var en pointe. De tredjeverdensstater, der blev taget i skole, forstod godt, om det huede dem eller ej, hvad der blev forlangt. De måtte ikke få gode ideer, men bøje sig for en af den regelbaserede verdensordens grundregler: Gør plads for os, lad os få fingrene i jeres værdier.9

Som i det amerikanske herredømmes yngre dage blev angrebet på Afghanistan også brugt til at kalde til orden. Supermagten ville tilsyneladende statuere et eksempel. Men på hvad? Det handlede ikke om den rette dyd. Få lod sig lade sig narre af den såkaldte Bush-doktrin, som lærte, at stater, der huser terrorister, skal behandles som sådanne, for forkynderen troede ikke selv på sin egen instruks, der i sin essens opfordrede til krig mod USA og en række af dets tætteste allierede. Hvis der var en lære at hente i den hurtige magtovertagelse og det efterfølgende overfald på dem, der havde lagt sig ned,10 handlede den om selve dominansforholdet og herren for enden af bordet. USA ville vise verden, hvor mægtig og egenrådig læremesteren er.11 Det var så at sige en ren lære, uden læringsmål og anvisning, men fuld af bulder og brag. Og hvor budskabet nok handlede om håndtering af problembørn, var det ikke primært tiltænkt dem. I stedet var beskeden rettet mod verdenssamfundets voksne: Her ser I, hvordan vi får folk til at rette ind.

I Afghanistan løsnede den dominanspolitiske ånd sig fra specifikke strategiske mål, viste sig frem i sin veludrustede nøgenhed og forlangte, at vi nød og klappede ad synet. Det gjorde vi så. Det gjorde de, der stod model til afklapsningen, ikke. Det var forventeligt og ironisk nok fortrinsvis privilegerede vesterlændinge, der indordnede sig.

2.      Sikringen af ”intern sikkerhed”

*** Historisk bagage ***

Når Vesten først og fremmest er optaget af ’stabilitet’ i de lande, deres klienter regerer over, er det for at sikre, at deres venners herredømme står uantastet. Følgelig ser vi en ensidig orientering mod klientstaternes eliter. Efter at USA var rykket ind i Dhahran og højtideligt havde erklæret sig som Saudi-Arabiens beskytter, begyndte det tunge arbejde med at ”sikre Kongens og andre betydningsfulde saudiaraberes velvilje”.12 Kongen var et begunstiget led i USA’s og Englands generelle planer for regionen: De mellemøstlige regimer skulle forsynes med våben af et omfang, som er ”påkrævet for bevarelsen af intern sikkerhed”.13 Nok til at holde orden i eget hus. Ikke nok til skabe uorden i regionens mellemstatslige forhold, som kun de vestlige overmagter forstår at regulere.

Hvis man vil have et håndgribeligt indtryk af, hvordan ”intern sikkerhed” praktiseres hos Vestens diktatoriske brødre, findes der et rigt materiale i de rapporter, menneskerettighedsorganisationerne har affattet om emnet. Dykker man derefter ned i statsarkiverne, vil man opdage, at torturen, lemlæstelsen, fængslingerne, kvindeundertrykkelsen og de politiske drab stort set ikke gør indtryk på Vestens beslutningstagere og bureaukrater. Undertrykkelsen hører til den virkelighed, de politisk operative kategorier om ”orden”, ”stabilitet” og ”sikkerhed” dækker over, men er normalt udsondret fra statstænkningens manifeste meningsindhold. De idealistiske kategorier, som offentligheden tænker med, gør cirka det samme, omend de tilføjer et yderligere lag af fornægtelse og fantastik.

Hvis vi vil gøre noget ved terroren og dens kilder, må vi interessere os for, hvordan terror rent faktisk forsvares.Det hænder dog, at den ”interne sikkerheds” praktiske aspekter tages i særskilt betragtning af magtens mænd. F.eks. kunne en forsamling af USA’s mellemøstdiplomater i 1949 advare om, at de dårlige økonomiske og sociale forhold for regionens befolkninger gødede jorden for uro og kommunistiske opstande mod de lokale magthavere – og samtidig berolige med, at de ansvarlige regeringer syntes at have situationen ”under kontrol […] via politimetoder og andre repressive midler”.14

Når først loyaliteten, den ”interne sikkerhed” og de militære afhængighedsforhold er blevet fostret og modnet, er det almindeligt, at de bedste klienter kommer i betragtning til større opgaver. Således har Vesten uddelegeret sin kontrolfunktion til ”regionale politimænd”, der opretholder disciplinen og om nødvendigt intervenerer i deres nærområder. Iran havde denne politimands-status indtil 197915, Irak indtil 199016 og Saudi-Arabien indtil en dag uden for vores horisont. Den islamistiske terror, der følger med, leverer råstoffet til Vestens antiterror-industri, mens det system, terroren udspringer af, ikke har offentlig eksistens.

*** Den ”indre sikkerhed” og Afghanistan ***
V

i kan blokere for enhver indsigt i terrorismens væsen med standpunktet om, at ’intet kan forsvare terror’. Det giver mening, hvis vi vil forsvare vores egne undertrykkelsesprojekter og deres aktie i terroristiske tilbageslag. Men hvis hensigten ikke er at tabuisere interessen for vestlig undertrykkelse og vold, og vi omvendt vil gøre noget ved terroren og dens kilder, må vi interessere os for, hvordan terror rent faktisk forsvares. Også selvom vi må åbne øjnene for, hvad der foregår på den onde side af konfliktaksen. Osama bin Laden harcelerede mod amerikansk støtte til ”undertrykkende, tyranniske” politistater i den muslimske verden. Han hævdede, at de korrupte herskere fastholder deres magt ”på bekostning af folkets rettigheder og deres sikkerhed”.17 Problemet for Osama og hans følgere var netop, at de repressive stater havde situationen ”under kontrol”. Det burde derfor ikke undre os, at 11/9-flykaprerne ikke var udsendinge fra Ondskabens Akse, men alle kom fra gode allierede i fuld kontrol med den hjemlige situation.18

Man slipper sikkert ikke godt fra at sige, at Osama bin Laden havde ret i de ovenfor citerede kritikpunkter. Men hvem vil egentlig bestride det? At krigen i Afghanistan nu er overstået, giver ikke grund til det. Vesten er ikke allieret med de muslimske lande, der regnes for ’venner’; vi er allieret med diktatorerne mod deres befolkninger. Det reagerer nogle på med protester – og bliver typisk ramt af vold. Nogle få griber selv til vold – og hidkalder sig dermed mere af det, de mener at bekæmpe. Det er en svær situation, vi har stillet dem i.

3.      Baseimperiet og dets bærende visioner

*** Historisk bagage ***
F

lybasen i Dhahran var blot en af hundredvis af militærinstallationer, som USA etablerede hen imod udgangen af Anden Verdenskrig. Under Roosevelt lød analysen, at ”egnede baser, ejet eller kontrolleret af USA, er essentielle” for at sikre USA’s position på den vestlige halvkugle og i Asien, hvorfor ”erhvervelse og udbygning [af baser] må regnes blandt vores primære krigsmålsætninger”.19 Disse krigsmålsætninger rakte langt ind i efterkrigstiden. Allerede i oktober 1945 erklærede Harry S. Truman: ”Ud over retten til at etablere nødvendige baser for at forsvare os selv er vi ikke ude efter noget, som tilhører andre magter.”20 Det var ikke småting, den nytiltrådte præsident i al beskedenhed gjorde krav på. Før krigen rådede USA over ca. 70 baser. Efter krigen knap 1.000.21

Krigens ledere var ikke synderlig interesseret i Osama bin Ladens folk eller andre antivestlige jihadister. Der ville i givet fald heller ikke have været mange at tage af.Kriteriet for baseopbygningen var simpelt: ”Baser, som vores militæreksperter skønner, er essentielle for vores sikkerhed, vil vi anskaffe os”.22 Denne rettesnor formulerede præsident Truman, samtidig med at militæret blev forfremmet til den ”styrende position i den amerikanske stat og økonomi”,23 som det har holdt fast i lige siden. Ikke overraskende blev vurderingen derfor, at ganske mange baser er ”essentielle for vores sikkerhed”.

I dag er de ca. 750 udenlandske baser under amerikansk flag knudepunkter i et vidtforgrenet net af militær-politiske arrangementer. De udgør kanaler for Vestens indflydelse og våbenleverancer. Og de faciliterer USA’s ’projektion af magt’ i såvel allierede som fjendtlige stater.

*** Baseimperiet og Afghanistan ***
A

fghanistan-krigen var hele vejen igennem lidt af en logistisk udfordring, men projektet ville have været noget nær umuligt at få på vingerne, hvis baseimperiets forsyningskæder ikke var på plads, inden beslutningen blev truffet. Landet blev invaderet fra baser i Diego Garcia, Oman og Pakistan samt fly fra fem hangarskibe i Den Persiske Bugt og Det Indiske Ocean.24

Det virker sikkert naturligt, at supermagten var i stand til at iværksætte missionen og holde den kørende. Sådan hænger verden sammen. Men er det også naturligt, at USA var relativt uinteresseret i at sætte 11/9-angrebenes bagmænd ud af spillet og i stedet rettede skytset mod – og skabte – mange andre ’fjender’? Det kan diskuteres. Eller det kunne diskuteres, hvis vi havde basal indsigt i, hvilke mål man prioriterede. Lad os kort erindre, hvordan vi skabte krigen mod Taliban. Vestens invasionsstyrker trængte ind i Afghanistan med retfærdig ildhu og overlegen ildkraft. Der var en regning at gøre op og en allestedsskjult ondskab at udrydde. Titusindvis af amerikanske soldater gik i gang med oprydningen, opsat på at jagte og eliminere terrorister, hvor end de fandtes.25 Men på ét punkt udviste man moderation. Krigens ledere var ikke synderlig interesseret i Osama bin Ladens folk eller andre antivestlige jihadister. Der ville i givet fald heller ikke have været mange at tage af. Og Taliban havde stort set bøjet sig for overmagten. Ergo manglede de opkørte terrorbekæmpere fjender at bekæmpe. Ergo slog de ned på lokalbefolkningen.26

Ergo fik vi alligevel fjender at bekæmpe. Efter en blodig fødsel, der blev sat i gang af et vedholdende, udefrakommende pres, genopstod Taliban som oprørsbevægelse i 2004.27 Derefter var der ingen vej tilbage. Bortset fra den vej, vi til sidst valgte, da udsigten blev for mørk, og omkostningerne for tunge at bære.

Det ville være fjernt fra ånden i militærstrategernes forarbejder kun at notere sig de formål, de fandt frem til. Det visionære var påbegyndelsen af et grænseløst arbejde på at finde nye formål.Det skal med, at nogle af disse emner har været diskuteret på sidelinjen af den hovedfortælling, vi kender fra medierne. Enkelte har kritiseret slå løs-politikken, og blandt iagttagere, der er skolet i strategisk tænkning og klinisk analyse, finder vi beklagelser over USA’s ”overreaktion”. Sidstnævnte iagttagelse er selvfølgelig sand, hvis vi mod sædvane går ud fra, at terroristerne virkelig var fjenden. Når overreaktionen kædes sammen med det nye, brede trusselsbillede, som steg op fra tvillingetårnenes aske, er der til gengæld fare for alvorlige misforståelser. Det er nemlig ikke så simpelt, at det uhyrlige terrorangreb førte til en lige så overdreven modreaktion. Der mangler i hvert fald nogle mellemregninger og et blik for de dybere drivkræfter.

For skønt Bush-regeringen indvarslede ”en ny æra”,28 var dominansstrategiens grundsætninger temmelig gamle. I den amerikanske verdensordens opstartsfase, 1942-1945, påpegede militæret, at ”USA må være i stand til at anvende væbnet magt”29 fra baser “langt fra USA, så vi kan udføre vores operationer […] tættere på fjenden”30, dvs. en eller anden mulig fjende. Ellers ville fjenderne, også dengang, trænge ind på livet af os: ”Hvis vi skal sikre USA […] må vi ramme vores fjender på stor afstand af vores kyster”.31 I stedet for ”passivt forsvar” måtte USA ”forsvare i dybden” via et ”aktivt forsvar”, og det betød at etablere fronter op til enhver potentiel kampplads. Så kunne baseimperiet ”slå først”.32 Jeg tænker, at det er overflødigt at pege på paralleller i krigen mod terrors tidlige glansperiode.

Vi kan sige, at de politiske og militære ledere manglede en klar kurs og en gennemtænkt strategi i Afghanistan. Vi kan dårligt sige, at der manglede vision, beredskab og villige interesser.Den fundamentale pointe i 1940’ernes trusselstænkning var, at man med et tilpas stort opbud af destruktionskraft kunne afskrække enhver fjende fra at forstyrre verdensfreden eller gå til angreb på ordenshåndhæveren selv. Men visionen stoppede ikke der. For baseimperiet muliggjorde også ”forebyggende angreb”.33 Derudover sikrede baserne adgang til ”kritiske” råstoffer. Derudover kunne den globale garant for orden nedkæmpe lokal uro. Derudover kunne man slå til mod kræfter, der nægtede USA adgang til råstoffer, man ville have behov for i en eventuel konfrontation med en militær rival; således tilsagde den geostrategiske analyse, at fjenden ikke behøvede at have udset sig os som fjende for selv at blive anset som en. Derudover var baserne ”springbrætter for indflydelse”.34

Det er ikke basernes specifikke funktioner, vi skal hæfte os ved her. Det slående er bredden af anvendelsesmuligheder. Det ville også være fjernt fra ånden i militærstrategernes forarbejder kun at notere sig de formål, de fandt frem til. Det visionære var påbegyndelsen af et grænseløst arbejde på at finde nye formål.

Der er ikke langt fra 1940’ernes generaliserede fjendebillede og det militære beredskab, der komplementerer det, til ånden i ’den globale krig mod terror’. Groft sagt udfylder det 21. århundredes suverænt største voldsprojekt en ramme, der allerede var givet. Der manglede kun en gnist for at sætte det i gang; herefter fik ødelæggelseskræfterne relativt frit spil. Det kaldtes alt sammen ’krigen mod terror’, men under den officielle paraplybetegnelse rasede ’krigen for terror’,35 ’krigen for krigsinteressernes fremme’, ’krigen mod kræfter, vi af andre grunde vil af med’, ’krigen for at skabe fjender’36 og ’krigen for en krigsmission’. Ved roden af disse delkrige finder vi den dybe åbenhed mod, og beredthed på, global krigsførelse, som blev grundlagt under Anden Verdenskrig. Vi kan sige, at de politiske og militære ledere manglede en klar kurs og en gennemtænkt strategi i Afghanistan. Vi kan dårligt sige, at der manglede vision, beredskab og villige interesser.

Når man er overvældet af retfærdigheden i alt det, man foretager sig, har man næsten ikke overskud til at lægge en plan for det. Og hvis virkelighedens ørken ikke lever op til vores retfærdige krav, skal voldens administratorer ikke frygte at blive set efter i sømmene.Det er gået ubemærket hen, hvor bemærkelsesværdigt lidt 11/9 ændrede ved vores tankemønstre. F.eks. var den dominansmetaforik, George W. Bush pakkede sine krigsprojekter ind i, allerede udformet i 1943-1945, da de ledende strategiske hjerner fra det amerikanske militærs forskellige værn kortlagde efterkrigstidens trusselsmiljø. En af deres varige bedrifter var at identificere fremtidens trusler uden at sætte navn, tid og sted på dem. I kommende konfrontationer ville USA optræde som ”politimand”, fjenden en ”kriminel”; USA ville være ”kirurg”, fjenden en ”sygdom”.37 Man behøvede med andre ord ikke kende fjenden for at vide, hvad han var for en. Denne todelte opfattelse af verdenspolitikkens rollebesætning er i dag et slags mentalt fælleseje, men den blev oprindeligt støbt i det militærstrategiske maskinrum. Det betyder ikke, at der var tale om nogen veldefineret operationel strategi. Faktisk blev ideerne fostret i en intern konkurrence om strategisk status og bevillinger mellem de højtstående generaler og admiraler. Deres interne brydninger blev dog alle afviklet inden for en fælles platform: USA stod over for ubegrænsede trusler, som kun kunne håndteres med globalt beredskab og massive budgetter.

Så meget står stadig fast. Alt andet ­– hvem, hvor, hvornår, hvor længe, hvordan osv. – er i princippet kastet op til diskussion, idet de væsentlige beslutninger udgår fra de magtkliker, der på et givent tidspunkt råder over commander-in-chief-posten og derfra ”skaber realiteter”, vi andre så må kæmpe med at forstå og udarbejde anbefalinger til.38 Sigende for krigen mod terror og dens underafsnit i Afghanistan er, at mange af spørgsmålene forblev uafklarede og fortsat er det. Denne uklarhed har sine konstruktive og produktive sider. Hvor faste og forpligtende målsætninger kan være en spændetrøje for et system, der først og fremmest er sit eget mål, så er mere åbne og omskiftelige mål forbundet med et stort aktions- og handlerum.

Offentligheden har også sin begrænsede plads i disse affærer. Borgerne skal i et eller andet omfang være med på projektet, for at det fungerer. I tanken om, at vi er gode politimænd, de andre onde slyngler, er det det ideologiske system, der taler, og dets vidtløftige ord går godt i spænd med et afghansk felttog, der savnede overordnet militærtaktisk styring, men åbnede scenen for de politiske, økonomiske og militære interessers frie spil.39 Når man er overvældet af retfærdigheden i alt det, man foretager sig, har man næsten ikke overskud til at lægge en plan for det. Og hvis virkelighedens ørken ikke lever op til vores retfærdige krav, skal voldens administratorer ikke frygte at blive set efter i sømmene. Hos de begejstrede tilskuere bliver svaret på, at det ikke går efter planen, i stedet: Gør mere. Indsæt flere tropper, lav mere nationsopbygning.40 Og hvis der ikke er en plan, så gælder det om at finde en. Endemålet er jo godt.

Hvad der til fulde ikke må begribes, er, at den intensive globalisering af terrorismen, som den globale krig mod terror fremkaldte, foregik under den vestlige idealismes fulde beskyttelse.Lige så godt, som udgangspunktet er uangribeligt. For det er givet, at det hele begynder med gode intentioner, og at det må ende med lykkelige tilstande, hvis bagstræberiske kræfter ikke forstyrrer processen. Hvilket, viser det sig, uregerlige muslimer ihærdigt forsøger på. Således har medierne igennem 20 år tid trukket os igennem de rodede affærer, man hvirvles ind i, når man vil forbedre en verden, der ikke vil være bedre. Afghanistan-dækningen var faktisk hele vejen igennem kritisk og udtalt negativ. Det var blot ikke det indtryk, den efterlod sig hos tilskuerne. For de, der fulgte med, blev alene eksponeret for de problemer, den ’aktuelle situation’ voldte den store mission. Vi befandt os hele tiden i midlertidigheden mellem de gode forhåbninger og deres fremtidige opfyldelse. Uanset hvilket mainstream-medie man orienterede sig i, blev man konfronteret med kritiske synspunkter på indsatsens enkeltheder og ubetinget opbakning til helheden. Dette faste format for dækningen af de konflikter, vi er involveret i, gør aktiv krigsmodstand til en umulig tanke. Vi forventer jo heller ikke, at fiktionens store helte opgiver ævred, fordi det ser sort ud undervejs. Heller ikke, hvis omstændighederne skulle få dem til at skrue ned for ambitionerne.

Hvor det idealiserede udgangspunkt er uangribeligt i sin strålende hellighed, er det reelle fundament – krigsapparatet – uangribeligt som et tabu. Hvis vi et øjeblik ignorerer disse regler for korrekt tænkning, melder der sig nogle interessante spørgsmål om baggrunden for lanceringen af krigen mod terror. Sikkert er det, at den mentale og materielle infrastruktur for militær dominans, som blev etableret ved den vestlige verdensordens fødsel, tillod at åbne mange fronter. Videre kan man diskutere, om dominanssystemet også inviterede til det. Og derpå overveje, hvorvidt ’overreaktionen’ ligger i selve setuppet frem for bare eksekveringen. Men hvor og hvornår er man sidst stødt på den slags perspektiver? Vi er et troende folkefærd; og det, vi tror på, er os selv; og de to mægtige søjler i denne tro – blindhed for vores reelle rolle i verden og idealistisk verdensforklaring med os selv i centrum – forbyder enhver tanke om, at aggression og konfliktskabelse skulle være indbygget i den verdensorden, vi har opbygget til alles bedste.

Det kan gå, som det nu går, med Afghanistan, Irak, Libyen eller andre forbigående, hastigt glemte voldsprojekter. Vores tro er urokkelig, og den tilsiger bl.a., at vi intet skal lære om troens rolle i det hele.

Når det efter 11/9 gik så glat at omstille militærmaskinen fra fuldt funktionsdygtig standby-tilstand til fuld skrue, skyldes det altså ikke kun de materielle betingelser, men også det mentale beredskab, der spejler og skygger for dem. Fra vores overlegne forståelse af verden vidste vi, hvad fjenden var for en, og hvad han var ude på. Derfor var der ingen grund til at lade fjendernes egne indbildninger om deres motiver formørke vores klarsyn.41 De bekæmpede i virkeligheden vores dominans og i stigende grad vores kamp mod dem. Men vi vidste bedre.

Vi må huske, at de voldelige opponenter handler på en indignation, der overgår den fjendtlighed, deres handlinger fremkalder hos os. Og at de, heldigvis for os, har langt mindre at handle med.Således blev Afghanistan og de efterfølgende krige et massivt rekrutteringsfremstød for den vestlige ordens modstandere. I afdæmpet form optræder denne erkendelse af utilsigtede og ’kontraproduktive’ bivirkninger nu og da i mainstreamdækningen.42 Hvad der til fulde ikke må begribes, er, at den intensive globalisering af terrorismen, som den globale krig mod terror fremkaldte, foregik under den vestlige idealismes fulde beskyttelse.

Samtidig var Afghanistan-krigen en katalysator for et baseopbygningsprojekt i en strategisk vigtig region. Det amerikanske militær og CIA etablerede bl.a. fem dronebaser i Pakistan. En varig udvidelse af baseimperiet blev det dog ikke til. De amerikanske militærinstallationer, der blev opført i Usbekistan og Kirgisistan, overlevede ikke krigen (amerikanske styrker forlod landene i hhv. 2005 og 2013).43 Omvendt betegner Afghanistan ikke et tab for USA’s globale militærinfrastruktur. Baseimperiet er intakt, ligesom modstanden mod det.

Det gælder her, som på de andre punkter i dominanskomplekset, at når Vestens civile ikke oprøres af den systematiske undertrykkelse, de lægger navn til og betaler for, så overlader vi initiativet til bin Laden-typer, der forstår at oprøre os. De gør tingene på deres måde. Grufuldt er det, men vi må huske, at de voldelige opponenter handler på en indignation, der overgår den fjendtlighed, deres handlinger fremkalder hos os. Og at de, heldigvis for os, har langt mindre at handle med.

4.      Samspillet mellem kommercielle interesser og strategiske ambitioner

*** Historisk bagage ***

USA’s Dhahran-indtog i 1930’- og 40’erne er et godt eksempel på, hvad der typisk sker, når magtcentre søger fodfæste i ressourcerige og politisk svage tredjeverdenslande. De kommercielle aktører påkalder sig hjemstaternes assistance for at opnå diplomatisk og militær rygstøtte for deres engagementer; og da økonomisk interesser er et definerende led i de ”nationale interesser”, ser man i regeringskontorerne ofte en selvstændig magtpolitisk pointe i at befæste kontrollen med aktiverne militært.44 Sammenstød mellem kommercielle særinteresser og statens mere overordnede geopolitiske perspektiv er ikke ualmindelige; de hjemlige firmaer er f.eks. sjældent begejstrede for, at der åbnes op for konkurrence udefra. Men i reglen kan kommercielle kræfter og deres hjemstater finde fælles fodslag i ambitionen om at åbne de berørte lande for indflydelse, udelukke potentielle konkurrenter samt drage nytte af hinandens respektive forcer. I 1940’ernes Saudi-Arabien krævede det ikke større sværdslag at få foden indenfor. I en lang række andre tilfælde har Vesten set sig nødsaget til at begå kongemord for at bringe den rigtige, loyale regent til tronen.

*** Kommercielle interesser og Afghanistan ***

Militær tilstedeværelse kan understøtte økonomiske interesser og vice versa, men i den privatiserede krigsførelses tidsalder er selve felttoget også indbringende i sig selv. I alt fald for visse parter. At valget faldt på Afghanistan, har næppe meget at gøre med nedrige økonomiske motiver,45 men da valget var faldet på Afghanistan, fik genopbygnings- og sikkerhedsindustriens leverandører interesse i at holde krigen – deres forretning – kørende. Osama bin Laden erkendte på sin side, at hans terror berigede store vestlige firmaer, men fantaserede samtidig om, at den fælde, han havde lagt for os – den globale ”krig mod terror” – ville føre USA i økonomisk ruin.46

 

Det første er uden tvivl korrekt. Militærbaseforskeren David Vine argumenterer for, at ideen om ”The Military Industrial Complex” ikke længere er en præcis betegnelse for de sammenvævede interesser, der udgør krigsapparatet. I dag råder, i prioriteret orden, ”Industrial Military Congressional Complex”.47 Der er god grund til at lægge eftertrykket på første led, når blot vi holder fast i, at det er et system af gensidigt begunstigende interesser. Forsvarsindustrien har brugt omkring 275 mio. US dollars på kandidater til Kongressen fra 1990 til i dag.48 Ud over cirkulationen af penge fra industrien til politikerne til industrien er det bemærkelsesværdigt, at systemets mænd vitterlig opfører sig, som om de gør karriere inden for ét erhvervskompleks. Når højtrangerede militærfolk har udstået deres offentlige tjeneste, hæver de typisk gode hyrer som lobbyister for forsvarsindustrien, evt. med bijob som krigsentusiastiske medieeksperter.49 Sidstnævnte fænomen minder os om, at det indspiste system ikke er helt lukket, men også har ’demokratisk forankring’.

5.    Idealismen

En femte komponent i efterkrigstidens krigs- og dominanssystem er de idealistiske paroler. Jeg har berørt emnet ovenfor, men det er egentlig et kapitel for sig.

Idealismen har en udadvendt og en indadvendt side. Udadtil kommunikeres den til andre magthavere, som skal forstå, at det er deres moralske pligt at træde til side og åbne deres hjørne af verden for vestlig penetration. Indadtil sørger idealismen for, at de oplyste hoveder i de hjemlige offentligheder 1. ikke forstår, hvad der foregår, og 2. energisk bifalder det. Den udadvendte side af sagen først. En lille episode fra den moderne verdens fødsel kan illustrere dynamikken.

Statssuverænitet er en nyttig ide, når konkurrenter skal holde sig væk, men et muligt problem, når man selv ønsker at gøre indhug i andres goder.I den gængse historiefortælling optræder forkynderen af de Fire Friheder, Franklin D. Roosevelt, som en principfast modstander af kolonialisme og imperialisme.50 I virkeligheden var præsidenten en visionær imperiebygger, der udnyttede USA’s styrkeposition til at udvide nationens kommercielle og strategiske interesser i det store udland. I sin ekspansionsiver havde han kun hån til overs for troen på ”menneskets natur og civilisation og lignende idealistisk vrøvl”.51 Som enhver anden politisk realist forstod han til gengæld at betjene sig af vrøvlet i magtpolitisk øjemed.52

Vrøvlets nytte blev bl.a. demonstreret i USA’s politik over for Iran. I januar 1943 anbefalede en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium, at USA måtte løsne Ruslands og Storbritanniens greb om landet ved at insistere på dets uafhængighed. Iran, påpegede rapporten, udgjorde en prøvesten på Atlanterhavserklæringens gyldighed.53 Særligt var charterets krav om beskyttelse af suverænitet og frihandel ”et eksempel på, hvad vi kan udrette med en uselvisk amerikansk politik”.54 USA’s ambassadør i Teheran var begejstret for ideen om at fordrive de rivaliserende stormagter i uselviskhedens navn, men oplistede dog en række faremomenter. Ikke mindst var ”iranerne selv […] nok den største mulige kilde til trusler mod vores position i Iran”.55 Statssuverænitet er en nyttig ide, når konkurrenter skal holde sig væk, men et muligt problem, når man selv ønsker at gøre indhug i andres goder.

Roosevelts udenrigsminister tilføjede “et mere selvisk synspunkt”. Det var i USA’s interesse, at “ingen stormagt vinder fodfæste i den persiske bugt som en modvægt til den vigtige amerikanske petroleumsudvinding i Saudi-Arabien”.56 Den selviske baggrund for den uselviske fremtræden forblev en statshemmelighed.

De magtpolitisk rutinerede briter mente dog at vide, hvad der var spil: USA videreførte den klassiske imperialisme med nye, forvrøvlede slagord. I London afskyede den stolte imperialist Winston Churchill det amerikanske hykleri.57 Men udadtil gjorde man gode miner til slet spil. Kalkulen var, at man måtte affinde sig med visse tab for at vinde en fordelagtig, omend underordnet position i den USA-dominerede verdensorden.

Kort efter at USA slog ind på sin uselviske kurs, blev amerikanske embedsmænd med shahens velsignelse udpeget til topposter i den iranske regering. I takt med at russerne og englænderne blev kørt ud på sidelinjen, indfandt 30.000 amerikanske tropper samt økonomiske og militære rådgivere sig i landet. Og i slutningen af 1943 åbnede Iran op for amerikanske oliefirmaer.

Men efter nogle lovende år kom det parlamentariske demokrati i vejen. Da Iran i begyndelsen af 1950’erne vedtog love, der begrænsede oliefirmaernes magt og tog en større bid af profitten, end godt var, iværksatte CIA et kup med britisk bistand. Betydningen af den ”uafhængighed”, USA havde stået vagt om på Irans vegne, blev således afklaret. Som så ofte siden fandt man, da den venskabelige supervision ikke længere slog til, en håndfast, praktisk løsning på den tilsyneladende konflikt mellem Atlanterhavserklæringens løfter om ”national selvbestemmelse” og fri adgang til “verdens råstoffer”. The New York Times forklarede, at kuppet også var en præventiv ”lærestreg” for andre ”ressourcerige, underudviklede lande”, der kunne forfalde til lignende unoder.58 I dag kræver det idealiserende omskrivninger at udtrykke den slags offentligt.

Fortidens synder kan uden problemer tilstås, hvis vi med overbevisning kan sige, at vi har lagt dem bag os, men eftersom vi per definition er ’på den rigtige side af historien’, er alt det, der ikke føles ’rigtigt’, heller ikke virkeligt. I hvert fald ikke længere.Det minder os om, at tiderne skifter, men også at der er en klar arbejdsdeling i de vestlige samfunds intellektuelle lag. De beslutningsdygtige praktikere sørger for at håndhæve de gældende principper: Strategiske ressourcer skal være i vores (klienters) hænder, om muligt via velvilligt samarbejde, om nødvendigt mod klienternes vilje (indtil en ny statsvilje materialiserer sig). Korrektioner af dårlig adfærd er ikke blot nødvendige for at bringe de formastelige på ret kurs, men også – og desto mere – for signalpolitisk at instruere beslutningstagere i andre potentielt anløbne stater i, hvor fatalt det er at bryde ud af folden. Når der kommunikeres idealistiske budskaber ud i systemet, er det især for at åbne nye territorier, idet man enten direkte udfordrer allierede eller rivaliserende stormagters privilegier eller animerer kræfter i endnu lukkede områder til at befri sig for deres lænker og kaste sig i armene på deres uselviske frelsere. Uanset om man betjener sig af sure eller søde midler, er det ikke kun lokale løsninger, man tilstræber, men også principielle afgørelser af international rækkevidde. Det gælder også, når hovedpointen, som i Afghanistan, ikke er meget længere end: Det er os, der bestemmer.

Hvorfor skal vi så det, kan man indskyde. Af alle mulige vidtløftige grunde, som fylder meget i det offentlige liv og alle kredser om, hvor fantastiske vi er, og hvor nederdrægtige de udpegede fjender er. Skærer vi dramaturgien fra, er det korte svar: Fordi vi kan. Hjemlen ligger i den globale infrastruktur for militær kontrol, hvori basesystemet er en bærende planke.

Nu til den indadvendte side af den idealistiske sag. De flotte paroler rammer nemlig ikke blot magthavere på den internationale scene; de trænger også ind i det offentlige sind derhjemme. Eller rettere: De trænger ligesom halvt ind. Hvad der bider sig fast hos folkeoplyserne, er den blotte mening af de Fire Friheder, terrorbekæmpelse, demokratiudbredelse, nationsopbygning, eller hvilke andre idealismer der hives frem til lejligheden, når der blæses til aggression. Derimod er de offentlige intellektuelle generelt blanke, når det kommer til idealismens virke. De er blinde for, at parolerne udadtil fungerer som magtpolitiske dekreter vendt mod internationale eliter, da virkeligheden for dem essentielt set er de gode ideer, magthaverne har kundgjort. De kredser om den dybere mening, men forstår ikke den virkelige betydning. Hvilket på sin vis også er meningen.

Hvor den udadvendte idealisme altså nedlægger barrierer mod lokale interventioner og global ekspansion, forsvarer den indadvendte idealisme de magtpolitiske driv- og virkekræfter bag en sky af smukke tanker. Denne interesse i at beskytte magten mod faren for forståelse former til stadighed vores historiesyn og -forblindelse. Fortidens synder kan uden problemer tilstås, hvis vi med overbevisning kan sige, at vi har lagt dem bag os, men eftersom vi per definition er ’på den rigtige side af historien’, er alt det, der ikke føles ’rigtigt’, heller ikke virkeligt. I hvert fald ikke længere. Eventuelle ”sorte kapitler” er altid de forudgående kapitler, aldrig igangværende historie.59 Der er selvfølgelig ting at rette op på, men ikke noget at gøre op med.

Derfor forestiller jeg mig ikke, at udfordringen ved mødet med den historie, jeg her har beskæftiget mig med, er, at den mestendels udspillede sig i en fjern fortid, som vi mangler kendskab til. Problemet er et andet: Den er alt for tæt på. Jeg tror, at de fleste per kultiveret instinkt mærker, at det ikke er et sikkert område at gå ind i; og hvis det dannede sind derudover fornemmer, at der er noget at hente, vil trangen til at lukke helt af være vanskelig at modstå. Rent intellektuelt er emnet let at forholde sig til, selvom de centrale informationer ikke ligefrem strømmer til os af sig selv.

På den anden side af Afghanistan

Offentligheden har tilsyneladende lært meget af ’fiaskoen’ i Afghanistan, men ikke hvad Afghanistan-krigen fortæller om os. Lad os en sidste gang mindes krigens baggrund. Osamas store anfægtelse var hele vejen igennem Vestens militære tilstedeværelse i den muslimske verden.60 Til en begyndelse var den også målet for hans angreb. Først i slut-90’erne kom han frem til, at han måtte plante terror i vesterlændingenes sind og ramme imperialisterne i deres hjemland. Ikke for at besejre dem der, men for at lokke dem over på hans hjemmebane, så de kunne forbløde i ørkenen og gå bankerot derhjemme. De vantros evindelige overmod skulle blive deres endelige fald, for de sande muslimer ville slå til, når først kæmpen stillede op i en direkte konfrontation. Profetien blev som bekendt delvist opfyldt på Afghanistans og Iraks slagmarker.

Blodigt og dyrt blev det unægtelig.

For vi må sande, at der trods alt kom noget ud af krigen: øget terror og jihadisme.Mens det skete, ledte vi efter planer og strategier. Vi forstod ikke, at vi faktisk fulgte en plan, der virkede, navnlig ærkefjendens. I stedet bemærkede vi i forbigående, at det mestendels var tredjeverdensmenneskeblod, der blev udgydt. I Osamas kyniske kalkule var det et martyrium, hans trosfæller måtte bære; for os var det bare ligegyldigt. Hvad skal man også gøre? Spørge, om deres ofre var ’forgæves’? Det forudsætter jo, at man regner dem for noget. Skulle vi så også tælle ofrene? Nej, vel. Intet at hæfte os ved her. I stedet ærgrede vi os over, at de befriedes utrættelige kamp hele tiden udsatte tidspunktet for den endelige sejr. Og når dét er situationen, kalder vi det et ”morads”.61

Men de, der førte an i krigen, kaldte det ”the long war” og pressede på for en koste-hvad-det-ville-tilgang. Fremskridtene ventede på den anden side af endnu en optrapning eller endnu en strategijustering, hvorfor det bestandigt gjaldt om at holde ud lidt endnu.

Og således er de vestlige og islamistiske civilisationskrigere i forbund med hinanden. Osamas plan svarede i det store hele til vores krigsvision. Fortjente parterne hinanden? Menneskene, de smadrede i kampens hede, fortjente det ikke.

Derfor gør det vis forskel, at har forladt Afghanistan, også selvom vi ikke rigtig er kommet videre. For vi må sande, at der trods alt kom noget ud af krigen: øget terror og jihadisme. Tilbagetrækningen er nok et nederlag for den drøm om et endeligt opgør, som Osama og terrorbekrigerne deler, men alt peger på, at den er en sejr for terrorbekæmpelsen. Dén erkendelse bør vi tage med os, men den går tabt i ”the long war”, der engang raserede Afghanistan og fortsat raser derude.62

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Norman Schwarzkopf i: Hearings Before The Committee On Armed Services House Of Representatives: One Hundred Second Congress First Session, 1991, s. 928. www: https://books.google.dk/books?id=iZmi0VrobZsC&pg=PA928
  2. I koldkrigsæraen har Vesten regelmæssigt gennemført militære interventioner i mellemøstlige lande. Storbritannien har interveneret i Egypten (1956), Jordan (1958), Kuwait (1961), Oman (flere gange fra 1950’erne til 1970’erne) og Yemen (i 1950’erne og 1960’erne). Vestlige alliancer har interveneret i Libanon (1980’erne; USA i 1958), Golfen (1980’erne) og Irak/Kuwait (1991).
  3. Indflydelsen flyder selvfølgelig ikke kun i én retning. Et tidligt eksempel i det amerikansk-saudiske forhold er, at oliekonglomeratet Aramco i 1930’erne og 1940’erne påtog sig rollen som talsmand for saudiske interesser over for de amerikanske moderselskaber og den amerikanske regering. Se: Irvine H Anderson: Aramco, the United States, and Saudi Arabia: A Study of the Dynamics of Foreign Oil Policy, 1933-1950, Princeton University Press, 1981, s. 116-123.
  4. AP: “Bush promises to ‘rid world of evil’”, The Irish Times, 15. september 2001. www: https://www.irishtimes.com/news/bush-promises-to-rid-world-of-evil-1.396809.
    Om den fremfantaserede terrorisme, se eksempelvis: Linda Feldmann: ”The impact of Bush linking 9/11 and Iraq”, The Christian Science Monitor, 14. marts 2003. www: https://www.csmonitor.com/2003/0314/p02s01-woiq.html
  5. Et enkelt eksempel: Christopher M. Davidson: Shadow Wars: The Secret Struggle for the Middle East, Oneworld Publications, 2016, s. 342-343.
  6. Declan Walsh: “WikiLeaks cables portray Saudi Arabia as a cash machine for terrorists”, The Guardian, 5. december 2010. www: https://www.theguardian.com/world/2010/dec/05/wikileaks-cables-saudi-terrorist-funding;
    Mattathias Schwartz: “Hillary Clinton Acknowledges Saudi Terror Financing in Hacked Email, Hinting at Tougher Approach”, The Intercept, 13. oktober 2016. www: https://theintercept.com/2016/10/12/hillary-clinton-acknowledges-saudi-terror-financing-in-hacked-email-hinting-at-tougher-approach/
  7. Matt Kennard & Phil Miller: “New film exposes English village key to bombing Yemen”, Declassified UK, 15. oktober 2021. www: https://declassifieduk.org/the-english-village-thats-key-to-bombing-yemen/;

    Martha Mundy: “The Strategies of the Coalition in the Yemen War: Aerial bombardment and food war”, World Peace Foundation, 9. oktober, 2018. www: https://sites.tufts.edu/wpf/files/2018/10/Strategies-of-Coalition-in-Yemen-War-Final-20181005-1.pdf

  8. Jf. observationen i: United States Department of Defense: “Report of the Defense Science Board Task Force on Strategic Communication,” Federation of American Scientists, september 2004, s. 40. www: https://fas.org/irp/agency/dod/dsb/commun.pdf;
    Hvad angår klagepunkterne, se: Michael Scheuer: Imperial Hubris: Why the West is Losing the War on Terror, Washington, DC: Potomac, 2007, s. 112, 211, 241.
  9. Et enkelt eksempel: Gordon Connell-Smith: The Inter-American System, Oxford University Press, 1966, s. 161-165.
  10. Anand Gopal: “The Other Afghan Women”, The New Yorker, 6. september, 2021. www: https://www.newyorker.com/magazine/2021/09/13/the-other-afghan-women
  11. Anatol Lieven: “On the Road: Interview with Commander Abdul Haq”, Carnegie Endowment for International Peace, 14. oktober 2001. www: https://carnegieendowment.org/2001/10/14/on-road-interview-with-commander-abdul-haq-pub-818

    Walter LaFeber: “The Bush Doctrine”, Diplomatic History, vol. 26, no. 4, 2002.

  12. “Memorandum Prepared in the Department of State”, The Pentagon Talks of 1947, s. 553. www: https://books.google.dk/books?id=iymPsLN9mtoC&pg=PA553&lpg#v=onepage&q&f=false
  13. “Memorandum Prepared in the Department of State”, The Pentagon Talks of 1947, s. 528. www: https://books.google.dk/books?id=iymPsLN9mtoC&pg=PA553&lpg#v=onepage&q&f=false; “Supply of Arms and Equipment to Middle Eastern Countries” The Pentagon Talks of 1947, s. 613. www: https://books.google.dk/books?id=iymPsLN9mtoC&pg=PA553&lpg#v=onepage&q&f=false.
    Se desuden afsnittet om Saudi-Arabien i: “Report by the Subcommittee on Rearmament to the State–War–Navy Coordinating Committee”, Foreign Relations of the United States, 1946. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1946v01/d588.
    For lidt kontekst, se William Roger Louis: The British Empire in the Middle East, 1945–1951: Arab Nationalism, the United States, and Postwar Imperialism, Oxford University Press, 1984, s. 584-585.
  14. “Agreed Conclusions of the Conference of Near Eastern Chiefs of Mission Held at Istanbul, November 26–29, 1949”, Foreign Relations of the United States, 1949, The Near East, South Asia, and Africa, Volume VI. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1949v06/d73

    Til tider har Vesten efterspurgt moderate politiske reformer eller i det små søsat demokratiske projekter. Uanset hvilken linje der har været fulgt, har man holdt sig til grundsætningen om, at ”de herskende gruppers fundamentale autoritet” ikke må sættes over styr (“Memorandum From the Officer in Charge of Arabian Peninsula-Iraq Affairs (Newsom) to the Director of the Office of Near Eastern Affairs (Rockwell)”, 31. marts, 1958. Gengivet i: Foreign Relations of the United States, 1958-1969, vol. XII: Near East Region; Iraq; Iran; Arabian Peninsula. s. 774. www: https://books.google.dk/books?id=oM3GazbZ7sEC&pg=PA775&lpg#v=onepage&q&f=false). Lignende bekymringer og prioriteringer går igen over hele landkortet.

    F.eks. udtrykte koldkrigsstrategen George Kennan følgende synspunkt om Latinamerika: ”The final answer might be an unpleasant one, but […] we should not hesitate before police repression by the local government. This is not shameful since the Communists are essentially traitors […] It is better to have a strong regime in power than a liberal government if it is indulgent and relaxed and penetrated by Communists.” George Kennan citeret i: Walter LaFeber: Inevitable Revolutions, 2. udgave, s. 109.

    Hvis vi blandt kontrolinstrumenterne tilføjer massive forsyninger af voldsudstyr og medregner terrormetoder og brugen af destabiliserende slagkraft fra villige tredjeparter, så har vi i det store hele situationen under Det Arabiske Forår.

  15. “U.S. trade with the Arab world.” MEMO: Middle East Money, Beirut, 7. feb. 1977;
    Congressional Record, 21. maj, 1973, s. 16264-16465. www: https://www.congress.gov/93/crecb/1973/05/21/GPO-CRECB-1973-pt13-3-1.pdf
  16. Se Stephen Dorril: The Silent Conspiracy: Inside the Intelligence Services in the 1990s, William Heinemann, 1993, s. 353.
  17. Osama bin Laden, citeret i: Bruce Lawrence (red.): Messages to the World: The Statements of Osama bin Laden, Verso, 2005, s. 183 og 33.
  18. “September 11th Hijackers Fast Facts,” CNN, 5. september 2016. www: http://edition.cnn.com/2013/07/27/us/september-11th-hijackers-fast-facts/;
    “Official: 15 of 19 Sept. 11 Hijackers Were Saudi,” USA Today, 6. februar 2002. www: http://usatoday30.usatoday.com/news/world/2002/02/06/saudi.htm.
  19. “JSSC 911, Air Routes Across the Pacific and Air Facilities for International Police Force: Post-war Military Problems-With Particular Relation to Air Bases (March 15, 1943, JSSC 911, Section 1, file CCS 360 (12-9-42), JCS 1942-1945, RG 218. Citeret i: Robert D. Eldridge: Okinawa in Postwar US-Japan Relations, 1942-1946, Routledge (2001), s. 15.
  20. Harry S. Truman: “Restatement of Foreign Policy of the United States – Address by The President”, 28. oktober 1945. Gengivet i: The Department of State Bulletin, vol. XIII: Numbers 314-340. www: https://books.google.dk/books?id=dINHAQAAMAAJ&pg=PA654&lpg=PA654&dq#v=onepage&q&f=false
  21. David Vine: “Lists of U.S. Military Bases Abroad, 1776-2020”, American University Digital Research Archive, 2019, www: https://dra.american.edu/islandora/object/auislandora%3A85156.
  22. Christopher T. Sandars: America’s overseas garrisons, Oxford, 2000, s. 5;
    For yderligere kontekst, se: Melvyn P. Leffler: A Preponderance of Power: National Security, the Truman Administration, and the Cold War, Stanford University Press, 1992, s. 59.
  23. Michael S. Sherry: Preparing for the Next War: American Plans for Postwar Defense, 1941-45, New Haven, CT: Yale University Press, 1977, s. 233;
    Melvyn P. Leffler: A Preponderance of Power: National Security, the Truman Administration, and the Cold War, Stanford University Press, 1992, s. 29-30.
  24. David Vine: The United States of war: a global history of America’s endless conflicts, from Columbus to the Islamic State, University of California Press, 2020, s. 269.
  25. Anand Gopal: “How to Lose a War That Wasn’t There”, TomDispatch, 29. april 2014. www: https://tomdispatch.com/anand-gopal-how-to-lose-a-war-that-wasn-t-there/
  26. Alex Strick van Linschoten & Felix Kuehn: An Enemy We Created: The Myth of the Taliban-Al Qaeda Merger in Afghanistan, Oxford: Oxford University Press, 2012, s. 262-263, 272-279;
    Rory Fanning: “Talking to the Young in a World That Will Never Truly Be ‘Postwar,’”, TomDispatch, 7. april, 2016. www: https://tomdispatch.com/rory-fanning-talking-to-the-young-in-a-world-that-will-never-truly-be-postwar/.
    Vores lokalkendte venner i den Nordlige Alliance assisterede os med opsporing af ”Taliban-terrorister” – ofte deres lokale rivaler, som vores terrorbekæmpelsesapparat så sendte i døden eller til torturkamre. Lyt til: Bette Dam i interview med Scott Horton: Scott Horton Show, 24. august, 2016, www: http://scotthorton.org/interviews/82416-bette-dam/.
  27. Scott Horton: Fool’s Errand: Time to End the War in Afghanistan, The Libertarian Institute, 2017, kap. 1-2.
  28. George W. Bush: “Address Before a Joint Session of the Congress on the United States Response to the Terrorist Attacks of September 11,” 37 Weekly Comp. Pres. Doc. 1347, 20. september 2001.
  29. Joint Chiefs of Staff: “Over-all Examination of U.S. Requirements for Military Bases and Rights,” 23. oktober 1945, JCS 570/40 report, Central Decimal File, 1942-45, box 272, sec. 9, no. 217, RG 218, National Archives and Records Administration, Washington, DC. Citeret i: David Vine: The United States of war: a global history of America’s endless conflicts, from Columbus to the Islamic State, University of California Press, 2020, s. 161.
  30. Se citater og gennemgang i: Melvyn P. Leffler: “The American Conception of National Security and the Beginnings of the Cold War, 1945-48”, The American Historical Review, Vol. 89, No. 2, april 1984, s. 351.
  31. James V. Forrestal citeret i: Michael S. Sherry: Preparing for the Next War: American Plans for Postwar Defense, 1941-45, New Haven, CT: Yale University Press, 1977, s. 54.
  32. Melvyn P. Leffler: A Preponderance of Power: National Security, the Truman Administration, and the Cold War, Stanford University Press, 1992, s. 41-46.
  33. Her er det nye hos George Bush kun, at han erklærede det offentligt.
  34. Melvyn P. Leffler: A Preponderance of Power: National Security, the Truman Administration, and the Cold War, Stanford University Press, 1992, s. 56-58;
    Michael S. Sherry: Preparing for the Next War: American Plans for Postwar Defense, 1941-45, New Haven, CT: Yale University Press, 1977.
  35. Se min artikel, ”Et radikaliseret partnerskab: Vesten og islamismen”, eftertrykket.dk, 29. juni 2017:  https://www.eftertrykket.dk/2017/06/29/et-radikaliseret-partnerskab-vesten-og-islamismen/
  36. Bob Woodward: Bush at War, New York: Simon & Schuster, 2002, s. 48.
    Alex Strick van Linschoten & Felix Kuehn: An Enemy We Created: The Myth of the Taliban-Al Qaeda Merger in Afghanistan, Oxford: Oxford University Press, 2012, s. 262-263, 272-279.
    Anand Gopal: “How the US Created the Afghan War – and Then Lost It,” TomDispatch, 29. april, 2014. www: http://www.tomdispatch.com/post/175837/tomgram%3A_anand_gopal,_how_to_lose_a_war_that_wasn’t_there
  37. Michael S. Sherry: Preparing for the Next War: American Plans for Postwar Defense, 1941-45, New Haven, CT: Yale University Press, 1977, især kap. 4, 7 og 8.
  38. Jf. Karl Roves distinktion mellem at skabe virkeligheden versus at studere og diskutere den. Se: Ron Suskind: “Faith, Certainty and the Presidency of George W. Bush”, The New York Times, 17. oktober, 2004. www: https://www.nytimes.com/2004/10/17/magazine/faith-certainty-and-the-presidency-of-george-w-bush.html
  39. Bob Woodward: Obama’s Wars, New York: Simon & Schuster, 2010, s. 41-43, 77, 269;
    Tom Engelhardt: “The Nine Surges of Obama’s War,” TomDispatch, 10. december, 2009. www: http://www.tomdispatch.com/post/175176/tomgram%3A__state_of_surge%2C_afghanistan/
  40. Et eksempel: David Rohde & David Sanger: “How a ‘Good War’ in Afghanistan Went Bad”, New York Times, 12. august 2007, www: http://www.nytimes.com/2007/08/12/world/asia/12afghan.html.
  41. Robert A. Pape: “It’s the Occupation, Stupid,” Foreign Policy, 18. oktober, 2010. www: http://foreignpolicy.com/2010/10/18/its-the-occupation-stupid/;
    Johnny Spooner: “Islamic Terrorists, in Their Own Words,” Drifters and Parking Spaces, 16. november 2015. www: https://driftersandparkingspaces.wordpress.com/2015/11/16/49/;
    Patrick Cockburn, The Age of Jihad: Islamic State and the Great War for the Middle East (New York: Verso, 2016), 183-184.
  42. Se eksempler fra nyhedsartikler, eksperter og ledere i krigen mod terror i min artikel, ”Et radikaliseret partnerskab: Vesten og islamismen”, eftertrykket.dk, 29. juni 2017:  https://www.eftertrykket.dk/2017/06/29/et-radikaliseret-partnerskab-vesten-og-islamismen/
  43. David Vine: “The Bases of War in the Middle East: From Carter to the Islamic State, 35 Years of Building Bases and Sowing Disaster,” TomDispatch, 13. november 2014, www: www.tomdispatch.com/blog/175922/tomgram%3A_david_vine,_a_permanent_infrastructure_for_permanent_war/
  44. Se f.eks.: “Report By The Departments Of State, Defense And The Interior On Security And International Issues Arising From The Current Situation In Petroleum” i: Multinational Corporations And United States Foreign Policy, part 8, 1975, s. 5. www: https://books.google.dk/books?id=DNZEAQAAMAAJ&pg=PA5&lpg#v=onepage&q&f=false, hvori det bl.a. hedder, at “American oil operations are, for all practical purposes, instruments of our foreign policy”.

    CIA-historikeren Gerald Haines bemærker, at USA i de tidlige efterkrigsår påtog sig ”out of self-interest, responsibility for the welfare of the world capitalist system,” dog med særlig omsorg for amerikanske firmaer: “develop larger and more efficient sources of supply for the American economy, as well as create expanded markets for U.S. exports and expanded opportunities for the investment of American capital.” I Latinamerika stod amerikanske beslutningstagere fast på, at regionens enorme naturressourcer “could best be exploited by allowing private capital, especially that of American corporations, to develop them.” Gerald Haines: Americanization of Brazil: A Study of U.S. Cold War Diplomacy in the Third World, 1945-1954, Rowman & Littlefield Publishers, 1997, s. ix.

    For et casestudie i sammenspillet mellem økonomiske og ”nationale” interesser i tredjeverdenslande, se Bradley Simpson: Economists with Guns, s. 99-109.

  45. I 2010 udtalte general David Patreus, at fund af store forekomster af jern, kobber, kobolt og guld i Afghanistans undergrund var ”potentially […] hugely significant”, men alt tyder på, at der her snarere var tale om en yderligere retfærdiggørelse end et egentligt motiv. Se: James Risen: “US Identifies Vast Mineral Riches in Afghanistan,” New York Times, 13. juni 2010. www: http://www.nytimes.com/2010/06/14/world/asia/14minerals.html
  46. Bruce Lawrence (red.): Messages to the World: The Statements of Osama bin Laden, Verso, 2005, s. 172, 234 og 241-242.
  47. David Vine: The United States of war: a global history of America’s endless conflicts, from Columbus to the Islamic State, University of California Press, 2020, s. 284.
  48. Se opgørelse på OpenSecrets: ”Defense: Money to Congress”. www: https://www.opensecrets.org/industries/summary.php?ind=D&recipdetail=A&sortorder=U&cycle=All
  49. Aaron Rupar: ”Cable news is dominated by the same Afghanistan hawks who created this situation”, Vox, 19. aug. 2021. www: https://www.vox.com/2021/8/19/22629559/afghanistan-hawks-fox-news-biden-blame;
    Elias Alsbergas & Vishal Shankar: “The Industry Agenda: Military-Industrial Complex”, Revolving Door Project, 17. marts 2021. www: https://therevolvingdoorproject.org/the-industry-agenda-military-industrial-complex/;
    Mandy Smithberger: “Brass Parachutes: The Problem of the Pentagon Revolving Door”, Project On Government Oversight, 5. november 2018. www: https://www.pogo.org/report/2018/11/brass-parachutes/;
    Gareth Poter: “America’s permanent-war complex”, The American Conservative, 15. november 2018. www: https://johnmenadue.com/gareth-porter-americas-permanent-war-complex-the-american-conservative-15-11-2108/;
    Et klassisk værk om emnet: Gordon Adams: The Iron Triangle: The Politics of Defense Contracting, Routledge, 1981. www: https://archive.org/details/politicsofdefens00adam;
    For yderligere referencer, se Scott Horton: Fool’s Errand: Time to End the War in Afghanistan, The Libertarian Institute, 2017, note 483, s. 100.
  50. Se f.eks. Rune Lykkeberg: Vesten mod Vesten, 2019.
  51. Theodore Roosevelt, citeret i: Frank Ninkovich: Modernity and Power: A History of the Domino Theory in the Twentieth Century, The University of Chicago Press, s. 102.
  52. Warren F. Kimball: The Juggler: Franklin D. Roosevelt as Wartime Statesman. Princeton, NJ: Princeton University Press, 1991;
    Robert Dallek: Franklin D. Roosevelt and American Foreign Policy, 1932–1945. Oxford: Oxford University Press, 1979.
  53. Atlanterhavserklæring var en vision for verden efter 2. verdenskrig, som blev fremsat af Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt i august 1941.
  54. Roosevelt citeret i: Bruce R. Kuniholm: The Origins of the Cold War in the Near East. Princeton, 1980, s. 169.
    Se i øvrigt s. 156-169 i samme værk samt Barry Rubin: Paved with Good Intentions: The American Experience and Iran. Oxford: Oxford University Press, 1980, s. 20.

    Ved slutningen af Første Verdenskrig befandt USA sig i en tilsvarende situation. Woodrow Wilsons regering opfattede således sin egen ”uselviskhed” som et aktiv over for de lande, der var underlagt de gamle kolonimagters kontrol. Udenrigsminister Robert Lansing bemærkede under Paris-konferencen i 1918: “We are particularly strong because we have no territorial cravings, no selfish interests to serve.” Det gode, uselviske ry gav USA en “fortrinsstilling”, som man ikke skulle sætte over styr. ”The Secretary of State to General Tasker H. Bliss”. Gengivet i: Papers Relating to the Foreign Relations: The Paris Peace Conference, 1919, Volume I, s. 296-297. www: https://books.google.dk/books?id=R3tHAQAAMAAJ&pg=PA296&lpg#v=onepage&q&f=false

  55. The Minister in Iran (Dreyfus) to the Secretary of State. Gengivet i: Foreign Relations of the United States: Diplomatic Papers, 1943, The Near East and Africa, Volume IV. www: https://history.state.gov/historicaldocuments/frus1943v04/d383
  56. Cordell Hull citeret i: Atul Kohli: Imperialism and the Developing World: How Britain and the United States Shaped the Global Periphery, 2020, Oxford University Press, s. 277.
  57. Se bl.a. Winston Churchill-citater i J. L. Gormly: “Keeping the Door Open in Saudi Arabia: The United States and the Dhahran Airfield, 1945-46”. Diplomatic History, 4(2), 1980.
    Se derudover Mark Curtis: Great deception: Anglo-American Power and World Order, Pluto Press, 1998.
  58. “The Iranian Accord”, New York Times, 6. august, 1954. www: https://www.nytimes.com/1954/08/06/archives/the-iranian-accord.html
  59. Et eksempel: Adam Holm: “USA er blevet synonymt med Trumps personlighed”, Berlingske, 6. nov. 2020.
  60. Osama bin Laden: “Jihad Against Jews and Crusaders, World Islamic Front Statement,” 23. februar, 1998. www: https://fas.org/irp/world/para/docs/980223-fatwa.htm;
    Robert Pape: Dying to Win: The Strategic Logic of Suicide Terrorism, New York: Random House, 2005, kap. 7.
  61. Et nyere blandt utallige eksempler: David Trads: ”Afghanistan var nødvendigt. Irak en katastrofe”, Altinget, 29. juli 2021. www: https://www.altinget.dk/artikel/trads-om-00ernes-krige-afghanistan-var-noedvendigt-irak-en-katastrofe
  62. Medea Benjamin & Nicolas J S Davies: “The U.S. War Machine: Now Under New Management”, The Progressive, 12. februar, 2021. www: https://progressive.org/magazine/war-machine-new-management-davies-benjamin/
    Se i øvrigt Nick Turses artikler om emnet.