Det Nye Yderste Højres idéhistorie – et køligt blik

Begreber som den store udskiftning og kritikker af det moderne samfunds ideal om lighed er blevet mainstream. Idéer og talemåder fra det yderste højre er vundet frem, i hvad bevægelsens egne medlemmer ser som en kamp på liv og død imod den vestlige civilisation og kulturs fjender. Dette er muliggjort af nye teknologier og digitale medier, der har gjort disse eller miskrediterede idéer let tilgængelige, og skabt lukkede (mis)informationsbobler. Men der er også tale om nye idéer, nye begreb, nye kritikker og i det hele taget et nyt sprog, der ikke umiddelbart leder tankerne hen på den klassiske fascisme med dens førerideal, uniformer og biologiske racisme. Nicolai von Eggers forklarer det nye yderste højres idéhistorie.

Af Nicolai von Eggers
Illustration af Umberto Boccioni (1911)

I

“Hvad sker der? En udskiftning af det danske folk??” I kølvandet på et sviende nederlag til Dansk Folkeparti ved folketingsvalget 2019 tweetede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, den 10. juni sin reaktion på en artikel fra Berlingske, der fortalte, at moskégængere i Aarhus var blevet opfordret til at stemme på partier i rød blok. ”Tusindvis af muslimer fik kort før folketingsvalget en klar besked i en aarhusiansk moské: Stem på Enhedslisten eller Radikale Venstre,” hedder det i artiklen. Et andet sted blev moskéens medlemmer ”anbefalet konkrete folketingskandidater, der ifølge moskéen tjente muslimer bedst.” Og i Aarhus Vest havde man arrangeret vælgermøder, hvor ”kun Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten var repræsenteret.”

Reaktionen fra Folketingets formand var ikke at diskutere de sidste mange års politiske tiltag og deres effekt. Den var heller ikke at overveje logiske overlap i politiske interesser og samfundssyn blandt bestemte samfundsgrupper og partier. I stedet var Folketingets formands første og eneste forslag til et svar på, hvad der sker: Den Store Udskiftning.

Konspirationsteorien om Den Store Udskiftning findes i forskellige versioner. I sin grundform postulerer den en udskiftning af den hvide race, det europæiske folk eller den europæiske kultur med en ’fremmed’ race/folk/kultur. I den mest dominerende udgave i Europa handler det om en muslimsk udskiftning af det europæiske folk gennem immigration og demografisk udvikling, således som den er fremsat i Renaud Camus’ Den Store Udskiftning (2012) og promoveres af formand for Dansk Samling og fast blogger på Jyllands-Posten, Morten Uhrskov Jensen. I USA er er teorien også kendt som ”White Genocide”, den gradvise udryddelse af den hvide race i USA. Her er fokus i højere grad på jøder end muslimer, som i sloganet fra marchen Unite the Right i Charlottesville 2017 (hvor moddemonstranten Heather Heyer blev dræbt): ”Jews will not replace us.” Senest er det den fremadstormende præsidentkandidat i Frankrig, Éric Zemmour, der har promoveret teorien, mens Morten Messerschmidt i det danske folketing har forholdt sig kritik til forskere, der har karakteriseret ’den store udskiftning’ som en konspirationsteori.

En version af teorien, der har været særlig indflydelsesrig på det europæiske yderste højre, er udviklet af den egyptiske-schweizisk-israelske forfatter Gisèle Littman, bedre kendt som Bat Ye’or. Bat Ye’or tog afsæt i den libanesiske borgerkrig (1975-1990), som hun så som et udtryk for en krig mellem den jødisk-kristne verden på den ene side, og den islamiske verden på den anden. I 1990’erne var Ye’or en vigtig figur for serbiske nationalister, inklusive medlemmer af inderkredsen omkring Radovan Karadzic, der i 2016 blev dømt for folkemordet på muslimske bosniere i Srebrenica i 1995. Ye’or identificerede Bosnien som et brohoved for islamiseringen af Europa, og så derfor krigen i Bosnien som en frontlinje i kampen mellem den jødisk-kristne verden og den muslimske verden.

Konspirationsteorien om den store udskiftning i Europa kredser omkring begrebet ’Eurabia’ – fantasien om et overlagt muslimsk-orkestreret forsøg på at gradvist at arabificere Europa og dermed bringe det under muslimsk kontrol. Arabificeringen eller islamificeringen af Europa skulle ifølge teorien være en konspiration mellem europæiske ledere, bureaukrater og intellektuelle på den ene side og på den anden ledere af den arabisk-muslimske verden. Konspirationen skulle være opstået i kølvandet på Oliekrisen i 1973, hvor repræsentanter fra Frankrig og Den Arabiske Liga gik sammen om at skabe en europæisk-arabisk dialog. Bureaukraterne åbner grænserne og laver lovgivning, der faciliterer muslimsk indvandring; de intellektuelle legitimerer denne proces og angriber alle, der går imod, eller påpeger, at konspirationen overhovedet findes; og de arabiske ledere eksporterer deres befolkninger og idealer sammen med olie og politisk magt til den europæiske verden.  Således er både liberale politikere og venstreorienterede intellektuelle enten im- eller eksplicit i ledtog med et arabisk-muslimsk forsøg på at overtage Europa (inklusive Israel) og dermed udrydde den jødisk-kristne verden. Når ledere af muslimske trossamfund opfordrer til at stemme rødt, er det således en del af en større konspiration, hvis formål er Den Store Udskiftning.

Bat Ye’ors teori om Eurabia og islamificeringen af Europa former et bindeled fra den mere respektable til den mere outrerede højrefløj – fra folk, som er bekymrede over islamificering af europæisk samfund og kultur til konspirationsteoretikere, der ser den politisk-kulturelle elite i Europa som en frontorganisation, der med fuldt overlæg er ved at islamificere samfundet. Således tweeter Folketingets formand om Den Store Udskiftning, mens Anders Brevik i sit manifest, 2083, bringer Bat Ye’ors tale om ”Myter og Politik” i sin fulde længde. Talen blev afholdt i Chicago under Krigen i Bosnien, og heri fremstiller hun bosniere som en muslimsk invasionsstyrke, en avantgarde i islamificeringen af Europa. Ordet ’Eurabia’ optræder 171 gange i Breiviks manifest, og bekymringer omkring Den Store Udskiftning er her et gennemgående tema, ligesom det også er det i manifesterne udgivet af morderne bag angrebene i henholdsvis Christchurch og El Paso. Set udefra er målene for disse angreb ganske forskelligartede – unge socialdemokrater i Norge, muslimer i New Zealand, latinoer i USA – men set fra perspektivet af Den Store Udskiftning var de ens: fjender af det oprindelige europæiske folk, der står for implementeringen af Den Store Udskiftning. Når Pia Kjærsgård tweeter om en udskiftning af det danske folk overtager hun således talking points fra den absolut yderste højrefløj, hvis teorier ligger til grund for en stribe af de værste terrorangreb i nyere tid. Det samme kan man sige om Jyllands-Postens blogger-plads til Morten Uhrskov, ligesom det faktum, at Bat Ye’or er medlem af Trykkefrihedsselskabets Advisory Board burde gøre danske journalister betænkelige ved at gengive deres synspunkter.

II

Som jøde og kvinde er Bat Ye’or en absolut undtagelse blandt den yderste højrefløjs intellektuelle darlings. Som teoretiker og inspirationskilde for nutidens yderste højre passer hun imidlertid godt ind. Efter Anden Verdenskrig havde fascistiske og racistiske teorier trange kår i det offentlige rum. Gaskamrene og altødelæggende krig havde miskrediteret det fascistiske projekt, og kampene imod afkolonisering – det sidste forsøg på at opretholde fantasierne om hvidt eller europæisk imperialt overherredømme – endte i forsmædelige nederlag. Set fra højre var århundreder med naturlig europæisk dominans slut, og det var på tide at gøre boet op, komme overens med den nye situation og omgruppere.

Den mest indflydelsesrige tænker på en ny generation af højrefløj, Alain de Benoist, er her eksemplarisk. Som ung deltog han i aktioner for den franske sag imod revolutionen i Algeriet. Revolutionen udbrød med en række angreb på Allehelgensdag 1954 – sidenhen kendt som Toussaint Rouge –og i 1960 stod algerierne til at vinde den nationale befrielseskrig. Under pres fra FN besluttede præsident Charles de Gaulle at efterkomme kravet om en folkeafstemning, hvilket resulterede i et klart ’Ja’ til algerisk selvstændighed 8. januar 1961. Dette var imidlertid for meget for mange i den franske administration i Frankrig og Algeriet. Anført af general Raoul Salan mødtes en række ledende folk, heriblandt fire generaler, i general Francos Madrid, hvor de få dage efter folkeafstemningen stiftede OAS (Organisationen for de Hemmelige Styrker). Gennem terrorangreb i både Frankrig og Algeriet i 1961 og 1962 forsøgte de at forhindre en freds- og selvstændighedsproces og at puste nyt liv i krigen. Over 2.000 mistede livet i denne byge af angreb, hvis mål var medlemmer af FLN (Den Algeriske Befrielsesfront) såvel som deres ’allierede’: franske politikere og intellektuelle, der på den ene eller anden måde støttede selvstændigheden. Jean-Paul Sartre overlevede to attentatforsøg, og de Gaulle selv blev forsøgt myrdet i august 1962 (dog ikke af et OAS-medlem men af en sympatisør, Jean Bastien-Thiry, oberstløjtnant og den sidste person i Frankrig til at blive henrettet ved skydning).

De Benoists første bog-udgivelse, Salan devant l’opinion (Salan for Offentligheden), udkom i 1963, året efter algerisk selvstændighed, og er et forsvar for OAS, general Salan og fransk Algeriet i almindelighed. Som journalist og redaktør på en række udgivelser på den yderste højrefløj forsvarede de Benoist i perioden desuden apartheid i Sydafrika, et hvidt Rhodesia, racesegregering i USA og mere generelt en ”biologisk realisme,” der i de Benoists selvforståelse stod i kontrast til venstrefløjens idealistiske forståelse af politik.

I løbet af 1960’erne reviderede de Benoist efter eget udsagn dog sin position. Den yderste højrefløjs politiske aktivisme såvel som dens politiske projekt – kendetegnet ved fantasier om imperialisme og idéer om hvidt/europæisk overherredømme – havde med dens kortsigtede, konservative mål og dens manglende evne til at appellere til en bredere offentlighed vist sig at være en blindgyde. Inspireret af Det Nye Venstre, med dens intellektualisme, avancerede analyser og ikke mindst kulturkamp, var det på tide at danne et nyt højre. Lignende idéer var allerede formuleret af Dominique Venner i Mod en positiv kritik (1962), forfattet mens Venner afsonede en 18-måneders fængselsstraf for sin aktivitet i OAS. Her havde Venner – der i 2013 tog sit eget liv i Notre-Dame de Paris i en protest-aktion mod muslimsk indvandring – argumenteret for at snarere end et kup, var der brug for en kulturel og ikke-voldelig gradvis overtagelse af det franske samfund. Venner og de Benoist slog sig sammen med en lang række ligesindede og i 1968 dannede de GRECE (Gruppe til Forskningen og Studiet i Den Europæiske Civilisation). Det Nye Højre var født.

III

To elementer blev afgørende i konstruktionen af Det Nye Højre: etnopluralisme og metapolitik. Det første element – etnopluralisme – betegner det synspunkt, at der i denne verden findes et væld af forskellige folk/kulturer, som alle er lige meget værd, og som alle har ret til at eksistere, men som ikke må og kan blandes sammen, da de i så fald vil gå til grunde og reducere verdens folk og kulturer til én, grå, homogen masse, der ikke tillader mennesket at realisere sig selv og udfolde sin vitale livskraft. I stedet for som traditionel racisme at hævde, at der findes et overlegent herrefolk som eksempelvis den ariske race eller hvide europæere, hævder det etnopluralistiske standpunkt, at der findes en række racer/folk/kulturer, der hver især har ret til at reproducere og udfolde sig, og som derfor bør have deres eget sted i denne verden. Det er i denne forstand Richard Spencer, ikonet for det amerikanske alt-right, på én gang kan være åbenlyst antisemit og samtidig hævde at være zionist: Det jødiske folk har ret til og bør udleve deres kultur. De skal bare ikke være og gøre det på amerikansk grund. I stedet skal de have deres eget land, deres egen stat og deres eget lukkede kulturelle fællesskab. Det er Blut und Boden for folk, som har absorberet brudstykker af postmoderne teori.

Det andet element – metapolitik – betegner en strategi. Det er urealistisk at indføre en etnopluralistisk verdensorden gennem oprør og militærkup, så hvad der er brug for i stedet er at præge holdninger, måde at tale om ting på, måder at repræsentere ting på, og gradvist at flytte, hvad der er acceptabelt at sige og mene i det offentlige rum. Inspirationskilden er her eksplicit den italienske marxist Antonio Gramscis teori om skabelsen af et kulturelt hegemoni, som mulighedsbetingelsen for overtagelsen og reproduktionen af politisk magt.

IV

For at forstå Det Nye Højre og deres idé om metapolitik, er det nødvendigt at forstå Det Nye Venstre, som de har forsøgt at efterligne. Efter Sovjetunionens nedkæmpelse af den ungarske rådsbevægelse i 1956 forlod mange venstreorienterede de kommunistiske partier i Vesten. I England inkluderede dette folk som Stuart Hall, der efter sin udmeldelse trådte ind i redaktionen af det nystartede tidsskrift Universities and Left Review, og E. P. Thompson, der efter sin udmeldelse var med til at starte tidsskriftet The New Reasoner. I 1960 slog redaktionerne pjalterne sammen og startede med Stuart Hall som den første chefredaktør af The New Left Review. I 1962 blev posten overtaget af Perry Anderson.

Som den engelske fortrop af det nye venstre vendte tidsskriftets forfattere sig væk fra traditionel marxisme med dens fokus på produktionsforhold, materielle betingelser og partiet, for i stedet at forsøge at forstå og kritisere de kulturelle processer, som ledte ikke blot til undertrykkelse, men til folks egen aktive deltagelse i deres egen undertrykkelse. Om ikke andet så havde 1956 bevist, at der var brug for en grundlæggende kulturændring og kulturkritik for at menneskelig frihed overhovedet kunne blive mulig.

I et forsøg på at forklare, hvorfor medlemmer af arbejderklassen ikke i højere grad kæmper i henhold til deres objektive økonomiske interesser, greb det nye venstres tænkere i stigende grad til Antonio Gramscis værker. Udvalg fra Gramscis fængselsnoter var første gang blevet oversat til engelsk i 1957, og heri kunne det engelske nye venstre læse refleksioner over en lignende problematik. Fra sin celle i et fascistisk fængsel i Turi, Syditalien, nedskrev Gramsci mellem 1929 og 1935 sine noter om politik og kultur, filosofi og historie. På trods af de kummerlige forhold, overvågning og censur kunne Gramsci – isoleret, som han var, fra den politiske virkelighed og sit virke som parlamentsmedlem og leder af Det Italienske Kommunistparti – konfrontere spørgsmålet om det fascistiske regimes styrke, legitimitet og opbakning mere direkte. Da fascisterne først viste deres ansigt og siden, i 1922, tog magten havde kommunisterne svært ved at forstå dette fænomen, endsige tage det seriøst. Den ortodokse linje var, at se fascismen delvist som de sidste krampetrækninger fra en døende (monopol)kapitalisme, delvist som det direkte udtryk for småborgerskabets ideologi i en uhellig og uholdbar alliance med storkapitalen. Så sent som 1930’erne var den officielle linje fra Den Kommunistiske Internationale, at hovedfjenden var ’socialfascisterne’ (socialdemokraterne), hvis korporatisme og klasseforræderiske samarbejde med borgerskabet stod i vejen for revolutionen og proletariatets diktatur.

Problemet var imidlertid, at kommunisterne ikke bare var langt fra at kunne bekæmpe samtlige politiske modstandere på én gang. De kunne ikke engang bekæmpe den fascistiske offensiv, som var sat direkte ind imod dem selv. Fagforeninger blev ulovliggjort, kommunister blev fængslet og overalt blev sympatisører overfaldet og truet, hvis de viste tegn på kommunistiske tilbøjeligheder. Selv parlamentsmedlemmer som Gramsci, der lovmæssigt var sikret immunitet, blev fængslet. Så selv hvis hovedfjenden var socialfascismen, var den sande fascisme i stigende grad den primære udfordring, idet den svækkede den kommunistiske bevægelse og gjorde det umuligt at organisere sig med henblik på en kommunistisk revolution.

Hvor fik fascismen sin styrke og legitimitet fra? Den officielle linje var, at det var en særlig klasse af mindre landbesiddere, små forretningsdrivende og andre elementer af småborgerskabet, der udgjorde kernen af den fascistiske bevægelse, og som havde opnået en høj grad af indflydelse, hvis ikke dominans, i kraft af en alliance med storborgerskabet, der i dets frygt for en kommunistisk revolution var villige til, i det mindste på overfladen, at samarbejde med dette lumpen-borgerskab. Heri lå imidlertid et problem for enhver teori og ethvert håb om en kommunistisk revolution. Enten betød dette, at proletariatet langt fra var stærkt nok til selv at gennemtvinge en kommunistisk revolution uden alliancepartnere. Eller – hvis man ville argumentere for at proletariatet selv skulle fremtvinge revolutionen – måtte man anerkende, at den ortodokse klasseanalyse tog fejl og anseelige dele af proletariatet støttede op om og tog del i den fascistiske bevægelse.

Gramscis analyse holdt begge muligheder åbne. Det afgørende, ifølge Gramsci, var lederskab. Eller, som han formulerede det med et begreb hentet først og fremmest fra Lenin: hegemoni. Ethvert samfund er kendetegnet ved klasserelationer og ved, at én klasse er dominerende. En sådan dominans antager to former. På den ene side lederskab over den gruppe af allierede klasser, som tilsammen dominerer samfundet. På den anden side herskab eller dominans over klassefjender. På den ene side konsensus og samarbejde, på den anden side dissensus og undertrykkelse.

Når borgerskabet har formået at reproducere sin magt og de kapitalistiske produktionsforhold, er det således et resultat af en sammensat strategi. På den ene side har forskellige elementer af borgerskabet formået at være det ledende element i en koalition af klasser (om end hvem, der præcis er det ledende element, har skiftet). Gramsci kalder dette en magtblok. På den anden side har man formået at svække alternativer til denne magtblok, som for eksempel en potentiel magtblok ledt af kommunister.

Denne svækkelse er et resultat af to fænomener. For det første repressive tiltag overfor kommunistisk organisering. For det andet – og dette var Gramscis store teorivending – gennem kulturelt hegemoni. Dette skal forstås som et sæt af værdier, begreber og praksisser, hvorigennem mennesker agerer og forstår deres verden. Dette kulturelle hegemoni produceres og reproduceres gennem uddannelse og forskellige former for kulturelle udtryk, såsom musik og festivaler, billeder, beklædning, film, osv., men også journalistik, litteratur, og videnskabelige skrifter. Så selv om et givent individ objektivt-økonomisk set tilhører proletariatet og dermed har en fundamental interesse i ophævelsen af det kapitalistiske samfund og indførslen af kollektivt kontrol med produktionsmidler, kan dette individ meget vel forstå sig selv og sin verden som forbruger, som sin egen lykkes smed, som ejendomsbesidder (uanset hvor lille) eller som en del af et nationalt fællesskab på tværs af klasser.

Gramscis teori og interesse drejede sig først og fremmest om en kommunistisk magtovertagelse og etableringen af et kommunistisk samfund. Her fulgte han eksplicit og selvbevidst arven fra Lenin, for hvem ’hegemoni’ betegnede lederskab over en revolutionær social bevægelse. For Lenin var det vigtigt, at kommunisterne ledte de sociale kampe, således at de på trods af de mange forskelligartede interesser og overbevisninger, der måtte være på spil i sådanne kampe, kunne dreje dem i retning af etableringen af kommunistiske produktionsforhold – det eneste, der på den lange bane virkelig kunne befri menneskeheden fra undertrykkelse.

Gramsci var enig med Lenin, men udvidede også dennes begreb om hegemoni. Det var ikke nok at lede, eller forsøge at lede, konkrete kampe. Et sådant lederskab forudsætter også et kulturelt hegemoni, hvor en bred gruppe af klasser anser kommunistiske værdier som værende legitime. Ikke nødvendigvis i den forstand at disse grupper selv abonnerer helt og rent på disse værdier, men blot i en sådan grad, at de kan acceptere kommunistisk lederskab. En stærk kommunistisk bevægelse forudsætter desuden, at bevægelsens idéer og mål er klart artikuleret og forstået af bevægelsens medlemmer, således at den kan handle kollektivt og determineret i en bestemt retning – noget som på ingen måde var tilfældet i konfrontationen (eller den manglende konfrontation) med fascismen. Egentligt hegemoni afhænger således af et kulturelt hegemoni – af at have overhånden i kampen om kulturelle værdier. Gramsci betonede her den rolle som såkaldt ’organiske intellektuelle’ spiller. ’Intellektuelle’ i den forstand, at deres arbejde er idémæssig produktion igennem uddannelse og tekstproduktion. ’Organiske’ i den forstand, at de er tæt på, forstår og lærer af den klasse, hvis idéer de forsøger at artikulere og styrke. Enhver klasse, der formår at blive det ledende element af en magtblok, har en sådan gruppe af organiske intellektuelle, der kan skabe enighed og opbakning til idéer, der styrker partikulære klasseinteresser. Den kommunistiske bevægelse havde således ifølge Gramsci brug for en sådan styrke af intellektuelle, som nok er intellektuelle, men stadig er tæt på og en del af den virkelige bevægelse på jorden.

I løbet af 1960’erne begyndte det nye venstre anført af folk som Stuart Hall, E. P. Thompson, Perry Anderson og Raymond Williams i stigende grad at tage Gramscis idéer til sig. Samtidig var de en del af en kritisk tradition, i arven fra Frankfurterskolen og folk som Herbert Marcuse og Theodor Adorno, der primært forstod deres intellektuelle opgave som kritik. Marx havde selv omtalt Kapitalen som ”en hensynsløs kritik af alt bestående” og med den kritiske teori opstod en særlig form for marxisme, der så sin opgave som netop det: en hensynsløs kritik af alt bestående. Alt kunne kritiseres, alt ledte potentielt til undertrykkelse og elendighed og den menneskelige frihed, virkede det som om, manifesterer sig selv først og fremmest gennem et kritisk forhold til verden omkring én, med alt hvad den indeholder af sociale praksisser, kulturelle produkter, sociale forhold og endda sproget selv. Det nye venstre var således et forsøg på at udvikle en form for kulturelt hegemoni, der ikke skulle lede en egentlig kommunistisk bevægelse (lektionerne fra Ungarn 1956 og kritikken af Sovjet vejede tungt), men som i stedet skulle nagle kritikken af kapitalen, nationalisme og imperialisme fast i hovederne på en ny generation af politiske aktivister.

Med hjælp fra Gramsci kunne man nu påbegynde kritikken af alle eksisterende kulturelle produkter – som vitterligt inkluderer alt, hvad mennesket foretager sig, producerer og konsumerer. I 1964 blev Stuart Hall tilknyttet det nystartede Centre for Contemporary Cultural Studies i Birmingham, og kulturstudier blev nu for alvor en disciplin, med en stærk institutionel base i Birmingham-skolen, hvor man analyserede, hvorledes diverse kulturelle fænomener kunne være med til at reproducere eksisterende klasseforhold. Væk var til gengæld referencerne til det kommunistiske parti og idéer om at lede en kommunistisk revolutionær bevægelse bestående af proletarer i alliance med et væld af øvrige samfundselementer. Kulturelt hegemoni henviste nu først og fremmest til det kapitalistisk-borgerlige kulturelle hegemoni, og hvis der var et politisk projekt tilbage, var det først og fremmest gennem modbevægelser, uregerlighed og kulturel prægning, at samfundets grupper, inklusive de intellektuelle, ville kunne trække samfundet i en mere frigjort og retfærdig retning.

V

I perioden omkring 1968, hvor Det Nye Venstres strategi virkede som en noget nær ubetinget succes, var de Benoist og de øvrige GRECE-medlemmer klar til at tage denne lektion til sig. Den politiske kamp skulle ikke længere centrere sig omkring avantgarde-partier eller direkte politisk mobilisering og organisation endsige terror.

Nutidens yderste højrefløj refererer, ligesom GRECE-medlemmerne med de Benoist i spidsen selv gør, til dette som metapolitik. Det er ikke rigtig politik, forstået som organisation, partidannelse eller policy-formuleringer. Det er i stedet meta-politik forstået som påvirkning af det ikke- eller udenomspolitiske, som er med til at danne grundlaget og sætte rammerne for, hvad man gør og kan gøre politisk. På højrefløjen taler man ofte om ’Overton-vinduet’, der er rammen for, hvad der anses som værende acceptable og fornuftige politiske forslag på den ene side, og radikale, ekstremistiske eller endda tossede på den anden. Pointen er gennem metapolitik at flytte vinduet for det acceptable og fornuftige mod højre, således at hvad der før og lige nu anses for radikalt eller tosset, siden bliver normalt og fornuftigt, som eksempelvis den tossede konspirationsteori om Den Store Udskiftning, der begynder at bevæge sig inden for vinduet af det acceptable, når den i en eller anden version tages op i folketinget og ledende dagblade. Metapolitik er med andre ord strategier, som skal forsøge at skabe et kulturelt hegemoni, der kan bane vejen for en egentlig højreorienteret politik.

For de Benoist var metapolitik først og fremmest et spørgsmål om tekstproduktion. Derfor har han redigeret en række tidsskrifter og skrevet et væld af bøger og artikler, hvoraf mange er introduktioner og anmeldelser, hvis formål først og fremmest er at give læseren kendskab til en række personligheder, tænkere og tekster fra den yderste højrefløjs idéhistorie. Der er tale om en art fokuserede Wikipedia-opslag, som i de længere tekster krydres med polemik og kulturpessimistiske observationer.

Med den nutidige højrefløj og internetkulturen er der imidlertid opstået et væld af metapolitiske interventionsstrategier i kampen for et kulturelt hegemoni. ’Memes’ og ’shitposting’ er som politisk strategi forsøg på at flytte det ekstreme og tossede ind i normaliteten og gøre et højreorienteret verdensbillede til det hegemoniske. Ligeledes findes der en ultra-højre pendant til Wikipedia ved navn Metapedia, hvor man kan finde den højreorienterede vinkel på alt mellem himmel og jord men særligt med fokus på nogle af den yderste højrefløjs yndlingsemner som nordisk mytologi, antisemitiske konspirationsteorier og gamle nazister. Derudover findes et væld af hjemmesider og debatfora, YouTube-kanaler og podcasts suppleret med mere klassisk forlagsvirksomhed, hvorigennem det nye yderste højre kæmper sin kulturkamp.

VI

Det andet element af det Nye Højre – etnopluralismen – kommer i en række forskellige udgaver. Hos de Benoist finder vi den på én gang bredeste og smalleste formulering. I det smalle perspektiv er hver lille region sin egen etnicitet. Frankrig er således ikke først og fremmest Frankrig, men et kludetæppe af regioner, der tilhører normannere og bretonere, allemanere og savoyardere, baskere og korsikanere osv. I det brede perspektiv er der for de Benoist tale om et indo-europæisk folk med en særlig indo-europæisk kultur, som adskiller sig fra andre folk og kulturer. Herunder findes der forskellige grene, og selvom familiefællesskabet med persisk og indisk kulturhistorie understreges (såsom, i arven fra Nietszsche, en særlig kærlighed til Zarathustra), er det en særlig europæisk gren, der hævdes som fundamentet for en på én gang fælles men samtidig differentieret kultur- og livsform. I et interview fra 1992 forklarer de Benoist således, at han først og fremmest ser sig selv som europæer, dernæst normanner og derefter som franskmand, mens den indo-europæiske arv, som han ellers har dedikeret en række tekster til, ikke nævnes som en del af identiteten. Først regionalist (Europa), dernæst lokalist (Normandiet) og derefter nationalist (Frankrig). Det er her grupper som Identitære her deres identitetsbegreb og forkærlighed for identitetspolitik fra – vel at mærke en identitet forstået som et biologisk-kulturelt-historisk tilhørsforhold.

Den politiske overbygning på denne hævdede biologisk-historiske-kulturelle virkelighed er af gode grunde ikke først og fremmest nationalstaten. Nationen skyder sig kun ind i tredje led af identiteten. De Benoist og de Identitære ser nationalstaten som havende en rolle og som et instrument i den nuværende politiske orden, men ikke som endemålet for den politiske organisering, der tilsvarer den identitære, etnopluralistiske virkelighed. I stedet taler de Benoist med inspiration fra den tyske 1600-tals tænker Johannes Althusius, om en føderation. Den præcise politiske organisation er uklar, men der er tale om en føderation af lokale etnisk og kulturelt homogene enheder, der står kollektivt sammen om at rense og forsvare Europa for alle invasive folk og kulturer. Samarbejde på tværs af landegrænser, som man ser det hos de Identitære, er således ikke blot ren pragmatisme men en del af et kollektivt projekt, der kan samles under slogans som Remigration Nu: første skridt er at få etnisk udrenset Europa for ikke-europæiske folk. Men Remigration Nu er også en konstruktiv plan, idet bretonere selvfølgelig skal remigrere til Bretagne, savoyarder til Savoyen, danskere til Danmark (måske endda vendelboere til Vendsyssel, hvem ved?), for at ethvert folk der kan udleve sit egen unikke kulturelle fællesskab. Bretonere og savoyarder er ikke ens, ifølge de Benoist, men de har en høj grad af familiefællesskab, som de eksempelvis ikke deler med jøder eller arabere. Det europæiske folk er således én stor familie, der udgøres af små lokale familier, hvis medlemmer først kan blive lykkelige, når de genforenes med deres familiemedlemmer og flytter sammen under samme tag. Den indo-europæiske familie er i den sammenhæng den større familie, som man kun ser til familiefester.

Den etnopluralistiske ’teori’ har et væld af problemer. For det første er historien om et oprindeligt indo-europæisk folk og dets udvikling ekstremt tendentiøs og spekulativ. For det andet: hvordan defineres lokale folk? Hvornår er et folk et folk, og hvornår stopper det med at være et folk? Er eksempelvis vendelboere et folk – hvorfor, hvorfor ikke? Problemet opstår, når man vil hævde folk og kultur som absolut homogene størrelser, der ikke opstår som resultat af processer og gensidig indflydelse, men som en oprindelig grund og enhed, der enten kan fastholdes eller perverteres, inficeres og udvandes. Hvilket leder til et tredje problem: Hvad sker der, når man har blandet herkomst (hvilket vi formentlig alle har i større eller mindre grad)? Hvad hvis én fra Bretagne får et barn med en fra Savoyen eller, for den sags skyld, Delhi? Hvad er så barnets folk og kulturkreds, hvor skal det remigrere hen?

Et andet problem er den håbløs kultur- og folkeforståelse, der ligger til grund for etnopluralismen. Biologi, historie, kultur og politik blandes sammen, og det er aldrig helt klart, hvornår vi bevæger os på hvilket niveau, og hvordan det i øvrigt er meningen at disse aspekter hænger sammen. Det er der en god grund til, nemlig at teorien ikke hænger sammen. I stedet plukker folk som Benoist løst og fast fra historien, når det kommer til at argumentere for ’oprindelige’ folks levevis og realisering af deres liv og skæbne. Der er med andre ord tale om mytedannelse, hvor forskellige usammenhængende ukritisk sættes sammen til fantasien om et oprindelidt folk med en oprindelig enhed og oprindelig levevis.

Mest problematisk af alt er dog fantasien om, at det gode liv hænger sammen med en eller anden form for etnisk enhed og renhed. Det er et begreb om frihed og det gode liv, som ikke baserer sig på, hvad folk gør men på hvem de er – på visse essentielle egenskaber som deres etnicitet frem for deres faktiske måde at agere på. Dette står selvfølgelig i direkte modsætning til et moderne frihedsbegreb, hvor idealet er, at folk ikke dømmes på baggrund af deres faktiske ageren og på ingen måde på baggrund af visse essentielle eller identitære træk (som etnicitet, køn osv.). Dette er selvfølgelig ikke et realiseret ideal, men det forbliver dog idealet – i modsætning til en identitær verdensforståelse, hvor idealet er etnisk-kulturelt homogene samfund.

VII

På trods af – eller måske netop på grund af – den etnopluralistiske teses uholdbare grund og ekstreme uklarhed findes den i mange udgaver på den nuværende eksisterende højrefløj. Dette kommer til udtryk i en ny antologi, redigeret af Mark Sedgwick – Key Thinkers of the Radical Right – der beskæftiger sig med det spektrum af forskelligartede positioner samlet under den paraply, som Sedgwick har valgt at kalde ”det radikale højre.” Antologien er ikke uproblematisk. De behandlede ’key thinkers’ – eller i det mindste de nulevende af dem – er blevet kontaktet og har fået mulighed for at gøre indsigelser i forhold til de kapitler, der behandler dem. Dette er ikke i sig selv så problematisk, men det ville have skabt mere klarhed at fortælle præcis hvilke indsigelser og ændringer, dette har medført. Et langt større problem er kapitler, hvor forfatterne har klare sympatier – og i et enkelt tilfælde direkte venskab – med de behandlede ’key thinkers,’ hvilket betyder, at vi i flere tilfælde får den rosenrøde udgave af den radikale højrefløj.

Ikke desto mindre er der flere ting at lære. Antologien tager udgangspunkt i den nutidige radikale højrefløjs mest prominente intellektuelle og inddeler disse i to grupper: ”Modern Thinkers”, som siden 1970’erne har været afgørende for at forme den nuværende radikale højrefløj, og ”Emergent Thinkers”, som er indflydelsesrige stemmer i forskellige højreradikale netværk og på internettet. I den første kategori finder man tænkere som Alain de Benoist og Guillaume Faye, der begge var med i GRECE og som er guruer blandt de Identitære. Man finder også den russiske Benoist-elev Aleksandr Dugin, Bat Ye’or, racisten Jared Taylor samt amerikanske paleokonservative som Paul Gottfried og Pat Buchanan, der reagerede på amerikansk neokonservatisme og den imperialistiske, hyperaktive udenrigspolitik samt markedsfundamentalisme den stod for ved at forsøge at trække konservatismen i en protektionistisk, lukket og markedskritisk retning, der betoner traditionelle samfundsstrukturer og magtforhold, heriblandt en idealisering af antebellum Sydstaterne med deres slaveri, hvide ejendomsbesiddere og traditionelle familieforhold. I kategorien ”Emergent Thinkers” finder man erklærede racister som Greg Johnson og Richard Spencer, det libertære internetfænomen Mencius Moldbug (aka Curtis Yarvin), mandeaktivisten Jack Donovan, samt manden bag mediet Arktos, Daniel Friberg. Foruden disse to kategorier er der en første kategori med artikler dedikeret til ”Classic Thinkers”, der indeholder mere kendte navne indenfor den europæiske idéhistorie: Oswald Spengler, Ernst Jünger, Carl Schmitt og Julius Evola.

To ting samler denne gruppe: Dens fjendebillede og dens selvforståelse. Fjenden er identificeret som Moderniteten mere generelt og som en moderne, kosmopolitisk, globaliseret, liberal elite mere specifikt. Som det nye højre ser det, udvisker Moderniteten skel og har ligheden som sit underliggende princip. I stedet for skel mellem forskellige kulturer, regioner og nationer, mellem aristokrater og arbejdere, mellem kvinder og mænd, mellem heteroseksuelle og ’afvigere’, installerer moderniteten – og mere specifikt medlemmer af den kosmopolitiske, globale elite – lighed mellem disse forskellige persontyper. Denne lighed bygger på Individet og en særlig form for lighedsskabende individualisme, der gør alle individer til lige meget værd og sikrer dem – eller arbejder mod at sikre dem – de samme rettigheder, de samme muligheder og den samme indflydelse. One person, one vote, osv.

I nogle versioner, som hos de Benoist, nærmer denne kritik sig en form for kapitalismekritik, der fokuserer på det moderne samfunds operationsmåde, og som kritiserer menneskerettigheds-diskursens hykleri (som et slør for økonomiske interesser) og det liberale demokratis mangel på sandt demokrati. Således har de Benoist kritiseret højrefløjens overdrevne fokus på immigranter og deres forsøg på at gøre immigranter til den primære fjende, eftersom immigranter ifølge de Benoist i lige så høj grad som ’lokale’ (nogle ville måske sige ’mere end’) er ofre for den globale elites politikker.

I andre versioner, som hos Greg Johnson, Aleksandr Dugin, Guillaume Faye og Richard Spencer, bliver billedet af en global, kosmopolitisk elite direkte koblet til idéen om en jødisk konspiration. For Dugin er hovedfjenden kosmopolitiske finans-eliter, som først og fremmest udgøres af ”jødiske oligarker”, mens Greg Johnson ser amerikansk udenrigspolitik, som et resultat af, at USA er et ”fort af jødisk magt.” Angreb på konkrete personer af jødisk herkomst suppleres med påstande om, at den moderne, lighedsskabende, individualistiske, kosmopolitiske, fremmedgjorte livsstil er en direkte konsekvens af indflydelsen fra jødisk kultur – i nogle versioner den jødisk-kristne kultur – som skulle indbyde til et særlig sekulariseret og åndsforladt samfund.

I modsætning hertil fremsætter denne gruppe af skribenter teorier – eller nok snarere: fantasier – om forskellige former for oprindelige, organiske fællesskaber, som er karakteriseret ved (’naturlige’) hierarkier og en form for spiritualitet eller selvrealisering af det enkelte menneske såvel som gruppen – eller nok snarere: dens ledende, aristokratiske ’klasse’. Det er fantasien om en mytisk, oprindelig, etnisk enhed, som skal genfødes og realiseres i nutiden. Det er med andre ord, verdens ledende fascisme-forsker Roger Griffins grundbogsdefinition af, hvad fascisme er.

VIII

Idéen om en mytisk, oprindelig, etnisk enhed, som skal genfødes, er den grundlæggende idé, som forener og som kan siges at være kernen eller selve definitionen på den yderste højrefløj. For Oswald Spengler findes der en række forskellige Kulturer (præcis 9 styk), der alle kendetegnes ved en særlig Volksgeist, og som er en slags levende organisme, der gennemløber forskellige livsstadier fra ungdom og manddoms storhed til alderdom og død – men også med en mulig genfødsel. For Carl Schmitt er politik et eksistentielt ærinde, der handler om Selbstbehauptung (selvhævdelse eller selvrealisering) gennem kampen mod en (selvbestaltet) fjende, der truer fællesskabets eksistens, og som derfor negativt konstituerer dette fælleskab – nogle gange identificeret som et (nationalt) folk – og som må bekæmpes med alle midler. Enhver universel etik eller snak om menneskelige rettigheder er for Schmitt en fælde eller et trick, et dække for økonomiske interesser, der opløser samfundet i økonomisme og forvaltning, og som dermed svækker fællesskabet og dets selvrealisering gennem (politisk) kamp. For Julius Evola handler det om en særlig integreret tradition, der går årtusinder tilbage, hvor kongen eller aristokratiet var både krigere og præster (dvs. disse aspekter var ’integrerede’) og dermed de militære og spirituelle ledere af samfundet. Evola finder dette samfund i den antikke verden, fra Indien til Grækenland og Rom, og abonnerer desuden på den såkaldte Hyperborea-tese (eller Thule-tese) ifølge hvilken et samfund af kæmper eller anden form for overlegen race boede omkring Arktis og levede deres liv i henhold til maskuline kriger-idealer, indtil de af uvisse årsager vandrede mod syd og blev blandet med de sydlige folks feminine og egalitære livsstil. Det er lige så bizart, som det lyder – hvis ikke endnu mere – men Evola er nok den mest af indflydelsesrige blandt de klassiske tænkere i miljøerne omkring det Nye Højre.

Disse tænkere understreger med andre ord det kulturelle, traditionelle eller spirituelle element frem for den hårde biologisme, som man ofte associerer med den yderste højrefløj og særligt nazismen. Tilhørsforholdet til en særlig folkeånd eller den integrerede tradition er af mere spirituel eller åndelig karakter. Det er ved at forstå sig selv og verden som fundamentalt kendetegnet ved kamp og krig, og ved at forstå sig selv som en sådan kriger, der kæmper både med sig selv og andre, at man er en del af en særlig, aristokratisk tradition. Der er altså ikke tale om en traditionel konservatisme i traditionen fra Edmund Burke, som romantiserer eksisterende institutioners nedarvede logik eller idealiserer en nær fortid (efter sigende mere autoritetstro og ordentlig), som tilsyneladende er ved at gå tabt. Den yderste højrefløjs tradition er ikke fantasien om en idealiseret nær fortid. Den er derimod fantasien om en årtusinder gammel, mystisk og næsten glemt tradition, som skal genfødes i fremtiden. Og netop fordi vi ved så lidt om den, kan fantasien og mytedannelsen få frit løb (om end den yderste højrefløj i sin mytedannelse også ser stort på, hvad vi faktisk ved om både Middelalder, runer og forhistoriske migrationsstrømme).

Forsøget på at genoplive og tilpasse den spirituelle, mytiske racisme til det 21. århundrede bør således først og fremmest ses som et forsøg på at genoplive en særlig gren – den intellektuelle ’aristokratiske’ gren – af det fascistiske projekt.Manglen på en biologisk racisme gør dog ikke nødvendigvis det nye højre og dets ideologiske forfædre mindre antisemitiske end nazisterne. For Evola er jøderne og jødedommen udtryk for en materialistisk kultur og grundlægger af den økonomiske dominans af menneskene. Jøderne repræsenterer for Evola dermed en spirituel degeneration og fare, som må bekæmpes for enhver pris. Der er således tale om åndelige snarere end biologiske racer, hvor den overlegne race kendetegnes ved dens øverste kastes spirituelle egenskaber. Evola var lige så racistisk som de biologiske racister, og Mussolini forsøgte da også kortvarigt at gøre Evolas åndelige raceteori til et væsentligere fundament for fascismen end den biologiske racisme, som var dominerende hos deres centraleuropæiske alliancepartner.

Man kan desuden stille spørgsmålstegn ved, hvor skarpt dette egentlig adskiller sig fra nazismen. Mange fra den yderste højrefløj – fra små sekteriske grupper og langt ind i parlamentariske partier – bliver (eller lader som om de er) forargede over anklager om racisme, og henviser til at de bestemt ikke er biologiske racister således, som nazisterne var det. Men det er en sandhed med mindst to modifikationer. For det første var den officielle nazistiske racisme biologisk, men den var også meget mere end dette. Heinrich Himmlers idéer for SS baserede sig til dels på en biologisk raceteori. Men deres primære grund var ikke så meget biologien som en pseudo-historisk myte mere om en germansk krigerkaste, hvis rødder strækker sig tilbage til både vikinger og deres runer såvel som til tempelridderne. Endnu mere sigende er dog, at en af de mest hardcore antisemitter, Joseph Goebbels, kun havde hån tilovers for en ”materialistisk” og unødvendig biologisk racisme. For Goebbels var det Kulturen, der adskilte jøderne og andre befolkningsgrupper fra den tyske slægt.

For det andet var folk som Evola, Schmitt, Jünger og Heidegger – alle sammen darlings blandt det nye højre – trofaste støtter af fascismen. De var muligvis kritiske overfor de mere ’völkisch’ aspekter af den fascistiske bevægelser og forholdt sig kritisk til fascistisk massepolitik. De var med andre ord en del af, hvad Armin Mohler – sekretær for Jünger og væsentlig figur blandt det nye yderste højre efter Anden Verdenskrig – har kaldt ’den konservative revolution.’ Dette begreb er et forsøg på at adskille de ’konservative revolutionære’, som de ovennævnte intellektuelle, fra den virkelig eksisterende fascisme med alle dens forbrydelser og dårligdom. Men faktum er, at disse intellektuelle alle støttede op om den fascistiske bevægelse, kritiserede visse aspekter men ikke fascismen som sådan, og formulerede en modernisme-kritik, der bragte dem på linje med fascismen. Forsøget på at genoplive og tilpasse den spirituelle, mytiske racisme til det 21. århundrede bør således først og fremmest ses som et forsøg på at genoplive en særlig gren – den intellektuelle ’aristokratiske’ gren – af det fascistiske projekt.

IX

Talking points fra det nye yderste højre finder i stigende grad deres vej ind i mainstream medier og partier. Det gælder for idéen om ’den store udskiftning’ såvel som en bredere samfunds- og modernitetskritik, der kæmper imod ’kulturmarxismen’ som udtryk for en farlig, lighedsskabende konspiration (og som ultimativt har rødder i den nazistiske, antisemitiske konspirationsteori om en judæo-bolshivistisk materialistisk kultur), og som i stedet promoverer idéer om en menneskets natur baseret på ulighed og kamp samt et ideal om etnisk-kulturel identitet. Disse overbevisninger findes i både ’bløde’ udgaver, hvor man ikke nødvendigvis køber hele konspirationsteorien og myten, men som ikke desto mindre er ’overvejende enig i kritikken.’ Og så findes den i ’hårde’ udgaver, hvor man er fuldt overbevist om konspirationerne, som man eksempelvis ser det hos massemordere som Breivik, men som man også ser hos grupper og individer, der ikke nødvendigvis er voldsparate. Der er desuden masser af overlap og forbindelser ind og ud af partierne, ligesom der indirekte kan trækkes på et fælles sprog og en fælles kritik af det moderne samfund på den nye yderste højrefløj.

For at forstå dette sprog og denne kritik er det væsentligt at forstå dens rødder. Hvad der kan virke som skøre, uskyldige eller usammenhængende idéer om problemerne med det moderne samfund, og hvad det gode liv forudsætter, trækker i høj grad på en række teoridannelser, der blev formet på den yderste højrefløj i kølvandet på Anden Verdenskrig. Her blev det tydeligt, at det var nødvendigt at tage afstand til nazismen og den biologiske racisme, hvis højrefløjen skulle genfødes. Man fandt en model i Det Nye Venstre og fokuserede på kulturkamp og kritik af partiet som politisk model. Men man fandt samtidig en særlig gren af det fascistiske projekt – den konservative revolution – som var mindre direkte associeret med den virkelig eksisterende fascisme, og som tilbød en teori om mennesket som et væsen, der realiserer sig i etno-kulturelle fællesskaber, og som er kendetegnet ved ulighed og kamp. Man fandt desuden en argumentationsform og stil, der i højere grad var baseret på mytedannelse end konsistent kritisk teori, og som på den vis kraftigt adskilte sig fra det nye venstres videnskabelige og rationalistiske tilgang.

Det er svært at vurdere det nye yderste højres styrke. På den ene side ser vi præsidentkandidater og politiske partier i Vesten, der flirter med aspekter af det yderste højres diskurs. På den anden side kan man også se det som udtryk for desperation, når konservative stemmer tyer til ret ekstreme teorier, kritikker og fantasier i angreb på et ideal om lighed, som er dominerende (ikke fordi vi er lige, men fordi det på mange måder kan siges at være det mest accepterede ideal, mens idealer om fundamental ulighed ofte anses som værende moralsk forkastelige). Pointen er ikke, at der ligger et fascistisk projekt gemt bag enhver reference til den store udskiftning eller enhver kritik af moderne lighedsidealer. Pointen er, at disse talking points og disse kritikker ikke er løsrevne og ikke kan forstås uden at forstå det bredere politiske landskab, de er en del af, og som i flere tilfælde har deres rødder i det nye yderste højre.

I et dansk perspektiv er der, som situationen er lige nu, næppe meget at frygte fra den hårde udgave af den yderste højrefløj. Problemet er snarere, at idéer, konspirationsteorier, talking points og kritikker, som igennem årtier har simret på den yderste højrefløj, har fået en stigende grad af eksponering og gradvist glider ind i den offentlige debat og normaliseres.

Nicolai von Eggers er idéhistoriker.