Afghanistan, for evigt

MEDIEHISTORISK: Nyhedsmedierne har nu afsluttet 20 års arbejde med at holde Afghanistan-krigen i gang for i stedet at afklare det store spørgsmål om, hvorfor krigen så længe blev holdt i gang. En forklaring, der ligger snublende nær – at krigen varede ved på grund af mediepropagandaen – er udelukket af propagandaen. Til gengæld lever de doktrinære forestillinger, som lå til grund for krigen, videre i de forklaringer, medierne i de seneste uger har etableret som offentlige sandheder om dens for- og slutspil. Eftertiden bedrages.

Af Uffe Kaels Auring

Den ”gode krig” er på et øjeblik blevet til den ”gale krig”. Men er vi blevet klogere? Er vi kommet videre?

Nu hvor vi nærmer os slutningen på Afghanistan-krigen – tænkte jeg for lidt over en uge siden – er det på høje tid at finde ud af, hvordan det hele begyndte. Så jeg søgte oplysninger i de gængse informationskanaler, men stødte ikke på noget oplysende. Jeg søgte noget mere. Samme skuffende resultat. Men netop som jeg skulle til at rive mig i håret, gik det op for mig, at jeg faktisk havde erfaret noget mindst lige så tankevækkende vigtigt. Noget brandaktuelt vigtigt: nemlig hvordan offentligheden husker, at det hele begyndte.

Hvad de intellektuelle kulturbærere husker her på falderebet, er jo et fint pejlemærke for, hvad vi tager med os. Ikke fra den triste afsporing, som er den faktiske Afghanistan-krig, men fra den oprindelige krig, som den blev tænkt. Dén krig er ikke lagt i graven.

Jeg ved det. Mindet og det, mindet handler om, burde være ét og samme. Hvis vi kan gå ud fra, at offentligheden er så ærlig, upartisk, kompetent og velinformeret, som den går for at være, burde der i hvert fald ikke være langt mellem realiteterne og mediefolkets erindring om dem.

Men det viser sig, at de to ting langtfra er det samme. Offentligheden husker i disse dage, at det alt sammen virkede lovende, fordi det virkede, som om det ville lykkes. Og det er altid godt, når Vesten formår at få sin vilje med vold. Så glædelige udsigter, dengang. Ærgrelse og bange anelser i dag. Måske rådvildhed og inkompetence ind imellem.

Fraset måske Anders Fogh Rasmussen er enhver meningsdanner og beslutningstager med respekt for sig selv i fuld gang med noget, de kalder selvransagelse, men som ikke er det. Vi ser ikke nogen antrit til en revidering eller gentænkning af sagen. Slutspillet viser, at det begyndte med gode – alt for gode – forhåbninger. Men de gode hensigter var stadig startskuddet.1 Sagen er altså fundamentalt set den samme; den har blot fået tilføjet nogle tilsyneladende nedslående sidebemærkninger.

Dét er interessant i sig selv. Mere oplysende bliver det, når vi holder mindet op imod realiteterne.

Hvad der foregik dengang for 20 år siden, ikke i den vestlige forestillingsverden, men i virkeligheden, er der mange gode indgangsvinkler til, og de peger sjældent ind i de snævre informationskredsløb, som byder sig til for danske mediebrugere. De, der havde begivenhederne inde på livet, har typisk helt andre historier at fortælle end de vestlige intellektuelle, der bærer distanceret medansvar for dem. Sådanne historier gengiver godt nok ikke tankemønstre i det vestlige sind og vil derfor være irrelevante for mediefolket. De handler om, hvad der foregik i Afghanistan. Hvad der var baggrunden for krigen. Forskellige blik på, hvad der rent faktisk skete. På dét plan.

Rene versus urene Afghanistan-minder

Vi må skære det hele til. Som hovedeksempel på, hvordan Afghanistan-krigen huskes, vælger jeg Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg. Lad mig kort begrunde valget. Lykkeberg er ophavsmanden til det monumentale katalog over konventionelle anskuelser anno 2019 betitlet Vesten mod Vesten. Han er god til at samle tidens tanker i koncise statements. Som få formår han at formulere den grundliggende konsensus i det splittede meningslandskab. Og hans tilgang er ren. Han befatter sig ikke med fakta, når han lægger de store linjer frem for sit publikum. Han gør sig ingen prætensioner om at fundere sin erkendelse af verden i andet end de sandheder, kulturen overleverer. Som status over hele Afghanistan-affæren har han nu skrevet artiklen ”Leonard Cohens sandhed om krigen i Afghanistan”.

Desuden skriver han godt, selvom det er en tvivlsom kvalitet hos en propagandist.

Som indfaldsvinkel til viden om, hvordan Afghanistan-krigen i virkeligheden begyndte, vil jeg hive nogle gamle udsagn fra den progressive afghanske kvinderettighedsorganisation Revolutionary Association of the Women of Afghanistan frem. Kvindeaktivisterne fik lidt airtime i den vestlige medieverden, da de fremviste Talebans forbrydelser i videoer, som blev udnyttet i den vestlige propaganda.2 Deres egne synspunkter, not so much.

Disse kvinderettighedsforkæmpere er selvfølgelig præget af en stærk tendens. Jeg tænker dog, at de fleste vil mene, det er en god tendens, da afghanske kvinders rettigheder er en stor ting lige nu. Jeg ved godt, at investeringen i sagen er begrænset, så sandt som kvindernes trængsler i de diktaturstater, vi støtter, er lige så ligegyldige og nyhedsuværdige som altid. Men det må være muligt at lege med. Vi skal blot lade, som om vores omsorg for afghanske kvinder ikke skyldes, at deres aktuelle problemer demonstrerer, hvor gode vi og magten er, men en mere almindelig interesse for kvinders vilkår.

Det, vi ifølge Lykkeberg og andre selvransagere ”burde have vidst”, er, at missionen ville og måtte gå galt, og at kollapset faktisk havde været længe undervejs. Hvis der er nogen anden kritisk lære at rage ud af ruinerne, ligger den uden for deres veldisciplinerede fatteevne.

Vi skal høre mere fra denne organisation end fra Lykkeberg, fordi der er mere at lære, selvom de ikke siger tingene lige så pænt. Hvad Lykkeberg har at sige, er enkelt: Det begyndte godt, det sluttede skidt, men vi er stadig bedre end det ”alternativ”, vi bekæmpede. I lidt flere detaljer: Amerika, som efter 11. september 2001 måske var ”det mest elskede imperium i historien”, gik måneden efter i gang med at ”manifestere” sin overlegenhed i Afghanistan. ”Moralsk og militært”. ”I demokratiets og menneskerettighedernes navn.” Så gik det som bekendt siden hen galt, men på en måde, som Leonard Cohen har sat vise ord på: ”you aren’t going to like what comes after America”. Denne profeti overtager Lykkeberg så som ”sandheden om krigen i Afghanistan”. Er den dybe indsigt foruroligende? Den er uden tvivl tillokkende. Måske er vi ikke helt gode, men vi er i hvert fald de bedste blandt de tilstedeværende.

Få dage efter terrorangrebet d. 11. september 2001 bemærkede Revolutionary Association of the Women of Afghanistan (RAWA):

D. 11. september 2001 blev verden lammet af chok pga. de forfærdelige terrorangreb på USA. RAWA står sammen med resten af verden, idet vi udtrykker vores sorg og fordømmelse over denne barbariske volds- og terrorhandling. RAWA havde allerede [inden terrorangrebene 11. sept.] advaret om, at USA ikke bør støtte de mest forræderiske, mest kriminelle, mest antidemokratiske og anti-kvindelige islamiske fundamentalistiske partier, for efter at både jihadisterne og Taleban har begået alle mulige former for afskyelige forbrydelser mod vores folk, ville de ikke føle nogen skam ved at begå sådanne forbrydelser mod det amerikanske folk, som de anser for ’vantro’. […] Men desværre må vi sige, at det var USA’s regering, der hjalp den pakistanske diktator general Zia-ul-Haq med at skabe tusindvis af religiøse skoler, hvori frøene til Taleban blev sået […] Men hvad der er mere smertefuldt, er, at amerikanske politikere ikke har draget nogen lære af deres pro-fundamentalistiske politikker i vores land og stadig støtter den ene eller anden fundamentalistiske gruppe eller leder. […] USA bør en gang for alle holde op med at støtte afghanske terrorister og deres tilhængere.

Efter at have givet indblik i en lille del af historien om, hvorledes Amerika selv fremelskede den radikale islamisme, der i Lykkebergs læsning ”kommer efter Amerika” og er så surrealistisk ondsindet, at vi gribes af en stærk fremmedhedsfølelse over for det land, vi ville opbygge i vores billede, stiller RAWA spørgsmålet:

Nu hvor Taleban og Osama er de hovedmistænkte […] vil USA så udsætte Afghanistan for et militært angreb svarende til det i 1998 og dræbe tusindvis af uskyldige afghanere for de forbrydelser, som Taleban og Osama har begået?3

Fire dage efter at USA var gået i gang med at besvare RAWA’s spørgsmål med klyngebomber og ”målrettede drab” på bryllupsselskaber m.m., fremsatte organisationen en ny udtalelse, som ingen hørte på vores kanter, men hvori det bl.a. lød:

USA […] har igangsat en omfattende aggressionskrig mod vores land. På trods af USA’s påstand om, at kun Talebans og al-Qaedas militær- og terrorbaser vil blive ramt, og at dets handlinger vil være målrettede og proportionale, efterlader, hvad vi har været vidne til i de seneste syv dage, ingen tvivl om, at denne invasion vil udgyde blod fra mange kvinder, mænd, børn, unge og gamle i vores land.4

Det er let at holde fast i troen på, at det hele begyndte med gode hensigter og store forhåbninger, når man ser bort fra, at det hele begyndte med, at vi så bort fra vidnesbyrdene fra RAWA og andre iagttagere, der gjorde opmærksom på, at de erklærede intentioner ikke kunne være missionens reelle motiver. Vi giver kort ordet til Lykkeberg. Reciterende det gængse PR-manuskript påpeger han, at FN ”vedtog på en konference i Bonn at sikre landets suverænitet og skabe en velfungerende stat”. Det var dengang, Afghanistan stadig havde en lykkelig fremtid foran sig. Nu tilbage til RAWA. I dyb indignation iagttog organisationen, at vores venner i den såkaldte Nordlige Alliance blev tildelt ledende positioner i den afghanske regering, som USA og FN havde etableret i Bonn. På den baggrund og i anledning af den internationale dag for de menneskerettigheder, USA kæmpede så bravt for i Afghanistan, udtalte RAWA blandt andet:

Verdens befolkning bør kende til forbryderne i Den Nordlige Alliance. Det er netop disse mennesker, der erklærede demokrati og valg for at være blasfemiske, kætterske begreber. Det er netop disse mennesker, der umiddelbart efter at have tilranet sig magten […] påbød – blandt andre usle begrænsninger – obligatorisk tildækning af alle kvinder. […] Verdens befolkning har brug for at vide, at talebanernes præstationer, hvad angår udbredt voldtægt af piger og kvinder i alderen 7-70 år, på ingen måde står tilbage for medlemmerne af den Nordlige Alliance. […] Hvis FN er oprigtigt bekymret for Afghanistans uafhængighed, enhed og demokratisering, bør det ikke med nogen midler eller noget påskud fortsætte sin støtte til Den Nordlige Alliance; i stedet bør FN omgående og utvetydigt fordømme og straffe ethvert land, der forsøger at levere midler og våben til disse mordere.5

Krigens drivkræfter

Det mærkelige er nu, at så få forudså det, som vi burde have vidst.

Med disse ord bedyrer Lykkeberg, at vi nu omsider ved, hvad der er at vide. To spørgsmål melder sig. Hvem er de “få”? Og hvad er det for en viden, de havde dengang, og vi alle har i dag?

Lad os først forstå tanken om de ”få” forudseende. For at værdsætte den begrænsede rigtighed i ideen om, at ”så få” havde en realistisk opfattelse af, hvad der foregik, og hvad der var i vente, må vi tage bestik af, hvilket univers vi befinder os i. Vi er i der, hvor den relevante population er indskrænket til vestlige meningsdannere, og hvor denne niche tæller for hele universet.

Krigsmodstanderne mente ikke, at foretagendet var forkert, fordi det var dømt til at slå fejl. De fandt det principielt forkert. Ikke fordi det sikkert en dag ville mislykkes, men pga. alt det, projektet inden da ville opnå.

Det var blandt de privilegerede stemmer i Vesten – og det vil sige blandt de røster, der kommer til orde i medierne og Lykkebergs egen avis – at de seende og forudseende var forbavsende ”få”. I den virkelige verden var det det store flertal.6 Anderledes formuleret: ”Det mærkelige er”, at de mange, der vidste, hvad der foregik, ikke blev hørt af de få, der sidder på magten og kommunikationsmidlerne. Hvilket alligevel ikke er så mærkeligt, for de mange vidste, hvad de få ikke ville høre og se – og da slet ikke udbrede til de mange.

Det, vi ifølge Lykkeberg og andre selvransagere ”burde have vidst”, er, at missionen ville og måtte gå galt, og at kollapset faktisk havde været længe undervejs. Hvis der er nogen anden kritisk lære at rage ud af ruinerne, ligger den uden for deres veldisciplinerede fatteevne.

Der er sikkert gået et lys op for mangen en professionel iagttager i Vesten, men selvom erkendelsen af, at krigen ikke kunne vindes, sikkert har slået stærkere igennem i global almindelighed end i de vestlige mediekredsløb, synes det store kritiske flertal i verden at have haft andre og alvorligere betænkeligheder. Krigsmodstanderne mente ikke, at foretagendet var forkert, fordi det var dømt til at slå fejl. De fandt det principielt forkert. Ikke fordi det sikkert en dag ville mislykkes, men pga. alt det, projektet inden da ville opnå. Problemet var altså projektets levedygtighed, dets dominans- og destruktionspotentiale. Havde kritikerne forudset noget foruroligende, var det vores langvarige sejr i ørkenlandet, ikke den kortvarige retræte.

Simpel krigsmodstand indgår ikke i den palet af kritiske indstillinger, medierne angriber Afghanistan-affæren med. Det hænger sammen med, at definitionsmagten ligger hos den politiske, militære og økonomiske elite, mens medievagthunden udøver den over for befolkningen. Lige nu udbreder magtens talerør f.eks. den officielle ide om, at det er dumt at ”omdanne andre lande” med militære operationer.7 Mere fundamentalt er det mediernes opgave at definere, hvilke stemmer vi overhovedet skal høre fra og tælle med, når vi gør status over, hvem der har råbt op. Kritiske røster var stort set ekskluderede fra mediedækningen, og chefredaktøren kan derfor i tilbageblik konstatere, at de ikke rigtig fandtes. Det er en af de almene betingelser for, at Afghanistan så længe var en betinget succes. Og denne betingelse cementeres her i afgørelsens og sandhedens time. Eliteafhængigheden vil fortsat hjælpe de kommende voldsprojekter til – midlertidig eller varig – succes. Når det igen bliver tid til at beklage, vil det nok en gang ske på magthavernes præmisser.

En dybere betingelse findes i det voldspolitiske tankegods, der gennemsyrer mediebehandling af emnet og kan anes i Lykkebergs bemærkning om de ”få”. Befolkningerne er irrelevante. Ofrene har lav status. Vi har måske lagt Afghanistan-operationen bag os, men den imperiale mentalitet, som lå bag Afghanistan-krigen, er sprællevende.

Nationsopbygning som drivkraft

Det var ikke politiske visioner om nationsopbygning og demokratiudbredelse, som førte os ind i en krig, som vi var dømt til at tabe. Det var derimod den offentlige fortælling om, at nationsopbygning var ”projektet”, som holdt krigen i gang. Om et øjeblik vil jeg lade Lykkeberg ligge, for jeg tror ikke, hans uselvstændige tanker om de store sammenhænge har nogen selvstændig betydning i den store sammenhæng. Når jeg her en sidste gang tager ham op, er det alene pga. hans symptomatiske værdi. Det er Lykkebergs særlige ting at sminke klassiske imperialistiske tankefigurer op med popkulturelle citater. Da jeg synes, det er meget vigtigt at holde den gode tone online, skal jeg ikke sige, hvad jeg synes, man bør tænke om dette … fænomen. Bortset fra at det er tankevækkende, at det findes.

Ser vi bort fra det litterære omsvøb, er Lykkebergs tilgang som nævnt bemærkelsesværdig ren, idet sagens historiske omstændigheder stort set er destilleret fra den panoramiske fortælling om de skuffede, grundløse forhåbninger. Mere historisk informerede statusberetninger melder, at Afghanistan gik ud på nation building og demokratisering.8 Lad os kort se nærmere på disse ideer.

Nationsopbygning spiller helt sikkert en rolle i hele Afghanistan-komplekset, men den må forstås rigtigt. Det var ikke politiske visioner om nationsopbygning og demokratiudbredelse, som førte os ind i en krig, som vi var dømt til at tabe.9 Det var derimod den offentlige fortælling om, at nationsopbygning var ”projektet”, som holdt krigen i gang. Uden denne propaganda – eller andre gode erstatninger – ingen fortsat krig. Vi tabte ikke krigen, fordi vi havde sat os for at opbygge en demokratisk mønsterstat. Vi holdt den kørende, fordi offentligheden sagde noget sådant (indtil den begyndte at undre sig over, at det kunne køre så længe).

I disse dage lærer offentlighedens autoriteter os, at nationsopbygning er en dårlig idé, når det kommer tilbagestående ”klansamfund”. Meningsdannerne hænger således stadig fast i ideen om, at projektet gik ud på at omdanne andre lande i vores ”eget billede”. Udsagnene om, at strategien var fejlslagen og tåbelig, fortæller os, at strategien var reel. Her ligger den virkelige tåbelighed begravet: I de sejrende ideer om, at nationsopbygningsmissionen m.v. var den virkelige drivkraft bag miseren.

”You aren’t going to like what comes after America”, oplyste Cohen os. Muligvis ikke, men så længe dét er indstillingen, vil du heller ikke kunne lide det, der kommer fra Amerika.

Fra den kritiske ekstrem hører vi ikke blot, at krigen var ”dum”, men også at den hele vejen igennem var ”kontraproduktiv”.10 Det er en storslået propagandasejr, at vi ikke hæfter os ved alle de positive og stærkt produktive historier: sikkerhedsindustriopbygning, opbygning af genopbygningsindustri, NATO-oprustning og -konsolidering, NATO-partnerskabsopbygning, geostrategisk oprustning m.m. Sådanne historier lever af ikke at blive fortalt. I stedet spises vi af med primitive formler for, hvor gode vi er, og hvor ond fjenden er, og hvis situationen ikke indbyder til rene lovsange over vores perfektion, kan vi falde tilbage på den duknakkede variant af selvgodheden: Alternativet er trods alt værre.

”You aren’t going to like what comes after America”, oplyste Cohen os. Muligvis ikke, men så længe dét er indstillingen, vil du heller ikke kunne lide det, der kommer fra Amerika.

Eller det kommer selvfølgelig an på, hvem ”du” er. Udbreder du den voldspropaganda, der kommer fra Amerika, er du selvfølgelig glad for at blive serviceret med autoritative ideer, så du selv kan servicere dit publikum. Er du som RAWA i den mindre heldige position at være underkastet den vold, der kommer fra Amerika og fremhjælpes af dets propagandiske heppekor, er følelsen, som du må stå ret alene med, typisk en anden.

Nogle afsluttende bemærkninger om en affære uden slutdato

Den imperiale mentalitet, der førte os ind i krigen, er sluppet sejrrigt ud af nederlaget, uplettet af de blodspor, den trækker efter sig, endda fuldt beskæftiget med at opmåle sin moralske sejr i lyset af de uhyrligheder, vi sikkert kan vente os fra de talebanske mørkemænd i tiden, der kommer.

Så i min søgen efter svar lærte offentligheden mig alligevel noget væsentligt om, hvordan Afghanistan-krigen begyndte. Den blev skudt i gang af den imperialistiske mentalitet, som, måske styrket, har overlevet fadæsen. Imperialismen kommer tilsyneladende sejrende ud af enhver krise, klar til at føre os videre til nye sejre.

Måske bryder man sig ikke om at gennemtænke sagens kerne: Hvordan apologierne for vold og ødelæggelse udnytter de lidelser, de forårsager, til moralsk selvforædling, og hvordan det er en hån mod ofrene og en garant for, at flere vil føjes til deres rækker på samme fornedrende vis. Det bedste citat fra populærkulturen, jeg kan komme på her, er, at volden kommer ”with a vengeance”, formidlet af den offentlige samvittighed. Først skal du smadres, dernæst skal dit offer indgå i idegrundlaget for, at mere skal smadres.

Er det ikke rart at reflektere over substansen, kan man i stedet tænke over det intellektuelle niveau, der lægges for dagen. Der er i det hele taget rigtig mange måder at komme ud af ”Afghanistan” på, rigtigt og for alvor. Det er vildt nok, at vi stadig er der.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin.

  1. Når offentligheden reflekterer over begyndelsen, genkalder den sig gerne, hvad den dengang tænkte. Og det var et miserabelt rod. Men vel at mærke et rod med en indbygget retning, for de førende røster tænkte konsekvent godt om magten, invasionen og besættelsen i forlængelse af den PR-kampagne, de krigsførende stater igangsatte på hjemmefronten.
  2. Bl.a. blev en RAWA-video af en offentlig henrettelse af en afghansk kvinde, som Taleban udførte på Kabuls Sportsstadium d. 16. nov. 1999, vist på CNN. I øvrigt brugte USA under krigen RAWA-fotoer på propagandablade, der blev uddelt til lokalbefolkningen af amerikanske soldater. RAWA overvejede at sagsøge USA, da besættelsesmagten brugte fotografierne uden RAWA’s tilladelse. Se RAWA: ”RAWA to sue US authorities”, 20. dec. 2001. www: http://www.rawa.org/us_flyer.htm
  3. RAWA: “The people of Afghanistan have nothing to do with Osama and his accomplices”, 14. sept. 2001. www: http://www.rawa.org/ny-attack.htm. Med angrebet ”i 1998” sigter RAWA formentlig til ”Operation Infinite Reach”, et amerikansk angreb på al-Qaeda-baser i Afghanistan samt en medicinfabrik i Sudan. Operationen var en humanitær katastrofe.
  4. RAWA: “On The US Strikes On Afghanistan”, 25. okt. 2001. www: https://www.outlookindia.com/website/story/rawa-on-the-us-strikes-on-afghanistan/213541
  5. RAWA: “Northern Alliance – the most murderous violators of human rights”, 13. dec. 2001. www: http://www.labournet.net/world/0112/rawa1.html
  6. David Miller: “World Opinion Opposes The Attack on Afghanistan”, 23. nov. 2001. Outlook. www: https://www.outlookindia.com/website/story/world-opinion-opposes-the-attack-on-afghanistan/213811;
    IPSOS: “G-7 Countries Find Their Public Supportive of U.S. Military Action in Afghanistan, But Serious Opposition Appears in Other Countries, New Global Poll Finds”, 21. dec. 2001. www: https://www.ipsos.com/sites/default/files/news_and_polls/2001-12/mr011221-1.pdf
  7. Joe Biden-citat hentet fra Mark Stone: “Biden signals end to ‘era of major military operations to remake other countries’”, Sky News, 1. sept. 2021. www: https://news.sky.com/story/biden-signals-end-to-era-of-major-military-operations-to-remake-other-countries-12396354
  8. F.eks. i Informations spalter. Se lederen ”Den sidste korsfarer”, 20. august 2021, og Jørgen Steen Nielsen: ”En krig mod bedrevidende”, 19. august 2021.
  9. Dette ville som minimum forudsætte, at militærstyret nationsopbygning kunne virke, hvilket ikke er en realistisk mulighed. Se Minxin Pei & Sara Kasper: ”Lessons from the Past: The American Record on Nation Building”, Carnegie Endowment for International Peace, maj 2003. www: https://carnegieendowment.org/files/Policybrief24.pdf
  10. Poul Villaume: ”I 20 år har vi været dumme sammen”, Politiken, 31. august.