Voldsidéer #2: Den barbariske krig mod barbarerne

Der er forskel på krigsaktører. Stater anerkender hinanden som ligeværdige parter, selv når de er i krig med hinanden. Undtagelsen fra den kutyme er, hvis den ene part er i stand til at fremstille sin modstander som en barbar – så træder et helt nyt voldsregister i kraft. Det samme gælder for de idéer, der former og forklarer volden. I dette andet afsnit af serien om voldsidéer fører Mikkel Thorup os ind i den barbariske krigsførelse, dvs. krigen mod barbarerne. (Nye læsere kan begynde her)

Af Mikkel Thorup
Illustration af Julie Kordovsky

I

1907 opsummerede den amerikanske udenrigsminister Richard Olney international ret, der regulerede og begrænsede interaktion, og ikke mindst krigsførelse, mellem stater: ”Vilde stammer og spredte nomadiske og tilfældige samlinger af mennesker kan der ses bort fra.” De står udenfor de ”organiserede politiske fællesskaber […] der udgør samfundet af civiliserede stater”, og disse civiliserede stater er ikke juridisk eller moralsk forpligtet i deres krigsførelse imod dem.1

Krigens idéhistorie har en uheldig slagside til fordel for den interstatslige krig, den statslige broderstrid, som jeg beskrev i forrige afsnit. De fortællinger, billeder og eksempler, vi bruger til at tale om krig, stammer mestendels fra den regulerede krig mellem lige kombattanter, oftest hære, der mødes på slagmarken med uniformerede generaler, der hilser på hinanden, og store statsmaskinerier i krig. Men sideløbende hermed har der altid eksisteret en anden grundform for krig, selvom den ofte har været omtalt som oprørsbekæmpelse, politioperation m.m., der angår krig imod den modpart, man ikke tildeler berettigelse og legitimitet. Den, der ikke burde være til: barbaren i alle dens former.

Denne anden krigsform udvikler sig ikke bare parallelt med den regulerede krig. Den ’rigtige’ krig henter også erfaringer, metoder, fortællinger og ikke mindst identitet fra disse krige mod barbarer. Den ’rigtige’ krig bliver også rigtig, fordi den hele tiden kan placeres i modsætning til den anden krigsform, og fordi man selv og ens modstander kan hente identitet og selvfortælling fra alt det, man i hvert fald ikke er, selv midt i en blodig krig.

Denne anden krigsform er en krig mellem ulige, eller rettere, mellem to parter, hvor mindst en af dem afviser den andens lighed, måske endda eksistensberettigelse. Det er en påstået situation af fremmedhed. Den anden er helt anderledes, hvorfor krigens love og moralske normer om at begrænse sin voldsbrug er suspenderede – eller som i Olney-citatet ovenfor helt irrelevante. Krigens love gælder ikke. En linje trækkes mellem de lige, man kæmper med, og de ulige, man bekæmper.

Hvis den første krigsform kan sammenlignes med en boksekamp, kan denne krigsform bedre betragtes som et gadeslagsmål. Den kan opstå hvor som helst og når som helst. Der er ingen klare afgrænsninger i tid og rum, kampen er heller ikke reserveret til de kæmpende, fjenden tenderer til at blive alle. Der er ingen regler og ingen dommer. Sejr er det eneste gyldige. Dette kapitel ser på den disanerkendte fjende i vestlig tænkning, men den kan også findes i andre kulturers krigstraditioner.

Væsentligt er det, at sådan ser det ud fra den statslige voldsaktør (militæret) og dens proselytter. Vi anskuer i dette afsnit, hvordan krigen mod barbarer ser ud fra statens og militærets side, fra dem, der betragter sig selv i en primær relation til andre stater og andre hære, men som her træder udenfor normalen og ind i en anden slags krig imod en modstander, som opfattes radikalt anderledes og mindreværdig.

I

De antikke grækere havde et begreb for den regulerede krig mellem grækere, stasis, og et andet begreb for deres krig imod ikke-grækere, polemós. Det naturlige fjendskab, hvor man ligger i permanent krigstilstand, om der er faktisk krig eller ej. Som Platon beskriver det, er stasis en unaturlig konflikt inden for familien og slægten, mens polemós ”er et opgør med uvedkommende og fremmede”. Der er altså en ikke-relation, et fravær af moralsk forpligtelse, men tværtom en forventning om fortsat fjendtlighed. ”Følgelig, når [grækerne] går i krig med barbarer, og barbarer mod [grækerne], fører de krig; de er hinandens naturlige fjender.”2 Der er derfor heller ikke mange, hvis nogen, begrænsninger på, hvad man kan gøre ved de krigsførende og deres civilbefolkning.

I citatet fremkommer også det afgørende begreb barbaren, der både som ord og som kulturel trope under mange navne (pirat, terrorist, bandit, kannibalen, oprører, vilde, stammer, indfødte, indianer, tyrken, m.v.) legemliggør den ulige fjende, man intet skylder. Barbaren er den, man ikke forstår. Ordet stammer fra ’bar bar bar’, hvad grækerne mente at høre, når fremmede talte, dvs. mangel på sprog og fornuft, der var afgørende for grækernes selvforståelse. Den manglende genkendelse i sprog matchede deres manglende form i social organisering. De var ikke organiseret som grækerne, hvilket i grækernes optik var det samme som mangel på form i det hele taget. Det nomadiske og røveriske snarere end det fastboende og produktive. Deres mangel på fornuft og form gør dem barnagtige, latterlige, underlegne, men også farlige, oprørske, vilde, stærke. Barbaren er ikke en fjende, man kan respektere som sin lige. Det, der gør vedkommende til ens ulige, er også det, der gør barbaren farlig. Endelig giver den barbariske leve- og ikke mindst krigsform en praktisk og legitimatorisk begrundelse for selv at træde uden for regler, normer og moralkoder, og derpå agere barbarisk imod barbaren uden at blive barbar selv.

Med overgangen til den kristne middelalder sker der et skifte i den disanerkendte fjende fra det etniske til det religiøse, fra græker eller romer versus barbar til kristen versus hedning eller værre endnu: kætter. Parallelt med at der sker en betydelig kodificering af normer for krig mellem kristne nationer, udbygning af diplomati, begyndende sædvaneregler for krigens afvikling m.m., så sker der også en radikalisering af det ulige fjendskab i to registre: over for de ’vilde’ hedninge, der ikke har hørt Guds ord – hvorfra vi har periodens store diskussioner om behandlingen af de amerikanske indfødte3 – og ikke mindst over for dem, der har hørt Guds ord, men har vendt sig væk fra det, enten som frafaldne eller som f.eks. jøder og muslimer. Imod sidstnævnte gruppe af kættere er der ikke meget tvivl om, at der kan føres beskidt krig med god samvittighed.

I 1095 siger Pave Urban II om korstog: ”Alle, der dør undervejs, på land eller til havs, skal have øjeblikkelig tilgivelse for deres synder … Åh, hvilken skam, at et forkasteligt og underlegent folk, der tilbeder djævle, skulle have besejret et folk, der tror på den almægtige Gud … Lad dem, der har kæmpet mod deres broder og slægtninge, nu kæmpe på rette vis imod barbarerne [Men det hænder,] at I myrder og bekriger hinanden og dør af gensidige sår. Lad nu had forsvinde mellem jer, lad jeres uenigheder slutte, lad jeres indbyrdes krige ophøre, og lad alle konflikter slumre. Begiv jer til den Hellige Grav, fravrist landet fra det djævelske folk, og underlæg jer det.”4

Man skal ikke lade sig forlede af den religiøse sprogbrug. Idet vi bevæger os op i moderne tid, i territorialstatens og den regulære hærs tidsalder, ser vi samme retorik, nu oftere omkring civilisations- end religionsbegrebet, men med samme argumentatoriske grundstruktur, brugt om dem, der i kraft af deres påståede anderledeshed udelukker sig selv fra det moralske, måske endda det menneskelige fællesskab.5 Det europæiske stats- og krigssystem lukker sig om sig selv og ekskluderer dermed andre folkeslag og andre organiseringsformer.

I 1830’erne henvender den franske general Bugeaud sig til Nationalforsamlingen omkring koloniseringen af Algeriet: ”Denne mumlen synes at indikere, at forsamlingen finder mine midler for barbariske. Mine herrer, krig kan ikke føres filantropisk. Så snart du vælger krig som et mål, da kan du ikke afvise noget som helst middel […] Jeg vil altid foretrække Frankrigs interesser frem for en absurd filantropi rettet mod fremmede, der halshugger de af vores soldater, der er sårede eller taget til fange.”6 Den mumlen, han hører, skyldes vel franske parlamentarikere opdraget i den regulære krigs principper, der her skal belæres om, at uden for Europa gælder andre regler. Den tyske kolonisator Carl Peters skriver tilsvarende i sin rejseberetning fra Østafrika i 1891: ”Jeg er kommen til det Resultat, at disse Steppens vilde Sønner, naar alt kommer til alt, kun lade sig imponere af Kugler fra Maskingeværer og dobbeltløbede Rifler, og det endda kun naar de mærke Blyet i deres Legemer.”7

I de samme tekster, som diskuterer udviklingen af regler og normer for europæisk krigsførelse, finder man stort set altid bemærkninger, der begrænser regelsættet til de europæiske statsmagter. Hegel skriver i et afsnit om staters gensidige anerkendelse, at når der ”er tale om nomader, eller blot folk på et lavt kulturelt stadie, rejser sig spørgsmålet om, hvorvidt et sådant folk kan betragtes som en stat”.8 Hans landsmand, den fremtrædende politolog Heinrich von Treitschke, skriver i sin Politik fra 1898: ”Ejendomsretskrænkelse anses af alle moderne civiliserede stater som et brud på international ret. Det er dog rent pjatteri at anvende disse principper i krig mod vilde. En negerstamme skal straffes ved at brænde deres landsby ned, for det er det eneste, der vil virke.”9 Eller tag den tyske generalstabs håndbog i krigsførelse, Kriegsbrauch im Landkriege fra 1902, der regulerede de tyske troppers adfærd under Første Verdenskrig: ”Uden undtagelser er al formålsløs ødelæggelse, afbrænding og udplyndring af fjendens territorium ulovlig. Selvfølgelig taler vi her om en krig mellem civiliserede mennesker [bundet af krigens love], da menneskeligheden ikke er særlig fremskreden hos vilde og barbarer, hvorfor man ikke kan handle anderledes mod dem end ved at ødelægge deres kornmarker, fordrive deres kvæg, tage dem som gidsler og deslige.”10 Den amerikanske kaptajn Elbridge Colby skriver i en artikel, ”How to fight savage tribes”, i 1927, at vilde stammer ”ikke overholder den regulære, civiliserede soldats regler”. Svaret er derfor: ”Imod sådanne er der ringe brug for international ret … Kernen i sagen er, at ødelæggelse og udryddelse er den primære kampmåde, som vilde stammer forstår. Overdrevne humanitære idéer bør ikke hindre hårdhed imod dem, der bruger hårde metoder.”11 Giftgas, som Colby ellers anerkender som ulovlig, bør overvejes.

Ved en nedrustningskonference i 1932 foreslog briterne et forbud imod luftbombardement af civile og al militær brug af fly – undtagen de fly, der var brug for til ”politioperationer i visse fjerntliggende regioner”.12 Læg mærke til ’politioperationer’ og ’fjerntliggende’. I det hele taget er luftbombardementer et godt eksempel på, hvordan den irregulære krig vender hjem. Bombning af civile fra luften startes i de britiske kolonier, metode og doktriner udvikles uden for Europa, inden de i Første Verdenskrig anvendes hjemme. Kolonialkrigen vender altid hjem, hvilket er tydeligt i håndteringen af ’det sociale spørgsmål’ fra midten af det nittende århundrede og frem. Den første traktat om bykrig, Gadernes og husenes krig fra 1847,13 var skrevet af ovennævnte Bugeaud, der brugte sin algierske oprørsbekæmpelse i Paris imod de arbejderkvarterer, der i vidt omfang blev beskrevet i kolonialtermer som labyrintiske, mørke, skjulte, smittebærende, animalistiske, pøbelagtige. De skulle håndteres med samme hårdhed, som Peters anbefalede over for afrikanere.

Det er uden tvivl Nazityskland, der tog modellen for regulær og irregulær krig længst. Over for de vestlige stater blev krigens love og normer så nogenlunde overholdt, hvorimod staten førte en udryddelseskrig mod den ’indre koloni’, jøderne, ligesom det skete på Østfronten, som tydeligt ses i det såkaldte Barbarossa-dekret fra maj 1941, udstedt kort før angrebet på Sovjetunionen. Russerne, står der, ”er ophavsmænd til en barbarisk og asiatisk kampmetode”. Da “vi ikke kan stole på fjendens overholdelse af menneskehedens og den international rets regler”, skal de tyske tropper være klar over, at “barmhjertighed eller overholdelse af international ret over for disse elementer er falsk […] Når de fanges i kamp eller gør modstand, da skal de rent rutinemæssigt ekspederes med skydevåben.”14

II

Denne tankegang, nu mere eufemistisk formuleret, eksisterer også i dag. Vi har set den formuleret i de såkaldt humanitære interventioner i eks-Jugoslavien, i Afghanistan- og Irak-krigene og mest oplagt i den globale krig mod terror. Lad mig afslutningsvis give to korte eksempler på tankegangens fortsatte brug i nutiden.

Det første eksempel er fra den daværende udenrigspolitiske chef i EU, den britiske diplomat Robert Cooper, der tilbage i 2002 erklærede, at der nu eksisterer to statstyper, der så igen giver anledning til to krigsformer for os. ”Den første type er de præmoderne stater”, og den ”anden type er de postimperialistiske, postmoderne stater”. Det vil altså sige, det globale statssystem har delt sig i dem, der er faldet tilbage i det førmoderne, nærmest ned i kategorien for Olneys ”Vilde stammer og spredte nomadiske og tilfældige samlinger af mennesker”, og så os selv, der har udviklet os hinsides de drabelige elementer i den moderne territorialstat og dens regulære krig. ”Selv overholder vi loven, men når vi skal operere i en jungle” – læg mærke til den kolonialistiske degradering af andre lande til eksotisk natur – ”er vi tvunget til at følge junglens love”. Anderledes sagt: ”Den postmoderne verden er nødt til at vænne sig til dobbeltmoral” – hvor det her belejligt glemmes, at der altid har været en dobbeltlogik og dermed dobbeltmoral i krigen. ”Vores del af verden er et moderne retssamfund, der åbent samarbejder om sikkerhedspolitik. Men når vi skal have med gammeldags stater uden for Europas postmoderne kontinent at gøre, er vi tvunget til at tage en svunden tids grovere metoder i brug: magtanvendelse, forebyggelsesangreb, bedrag.”15

En måned efter terrorangrebet 11. september 2001 skrev den britiske militærhistoriker John Keegan en kort artikel med titlen: ”In this war of civilizations, the West will prevail”.16 Med udgangspunkt i den amerikanske politolog Samuel Huntingtons idé om civilisationernes sammenstød talte Keegan om ”den islamiske bevidsthed” som en uforanderlig størrelse fra præ-Muhammed-nomader til i dag, der igen og igen har givet sig udtryk i en særlig lumsk form for krigsførelse. Den orientalske krigsførelse står angiveligt i modsætning til en vestlig, regulær krigsform: ”Den vigtige ingrediens i enhver vestlig-islamisk konflikt er deres distinkt forskellige måder at føre krig på. Vesterlændinge kæmper ansigt til ansigt og fortsætter, til en af dem overgiver sig. Orientalere derimod viger tilbage fra opstillede kampe, som de ofte håner som en slags leg, mens de foretrækker snigangreb, overraskelse, forræderi og bedrag som den bedste måde til at besejre en fjende.”

Det må være den eneste militærhistoriker, der aldrig har hørt om droner, snigangreb, militærlist og atombomber. Han modstiller et idealiseret billede af vestlig krigsførelse og et dæmoniseret billede af orientalsk. De islamiske angribere er grænselandets krigere i deres brug af ”snigangreb, overraskelse, forræderi og bedrag”, hvorimod vesterlændinge er normalterritoriets krigere, der ”kæmper ansigt til ansigt”, dvs. identificeret, åbent, navngivet og uniformeret. Hvad er så den vestlige åbne, ridderlige respons? ”At ramme hurtigt såvel som hårdt kan vise sig at være et karaktertræk ved denne krig, der både er bevidst valgt og velvalgt. Et brutalt, øjeblikkeligt angreb er det svar, der er bedst egnet til at påvirke den islamiske bevidsthed.” Så vores svar på deres brutale, øjeblikkelige angreb er et ”brutalt, øjeblikkeligt angreb”, for vold er jo det eneste, de forstår. Den primitive modstilling fortsættes i noget, der kun kan betegnes som racisme maskeret som historieskrivning: ”Arabere, der pludselig dukkede op ud af det tomme rum, som deres ørkenrøver-forfædre, angreb hjertet af den vestlige magt, i et forfærdeligt overraskelsesangreb og forårsagede enorm ødelæggelse. Dette hører til i det meget større spektrum af en langt ældre konflikt mellem bosatte, kreative, vestlige producenter over for røveriske, destruktive orientalere. Der er ingen grund til at tro, at folk fra ørkenen og det tomme rum eksisterer på samme civilisationsniveau som den, der driver landbrug og producerer. Det gør de ikke. Deres holdning til Vesten har altid været, at den er til for at blive berøvet.”

De kommer ud af ’det tomme rum’, det udifferentierede og uopdyrkede land. De er nomader og røvere, dvs. uden forhold til den jord, de vandrer hen over. Vesterlændinge derimod er kendetegnet ved deres forhold til jorden, deres økonomisk rationelle omgang med omgivelserne og deres bosathed. Ideen om ’det tomme rum’ har spillet en afgørende rolle i den vestlige kolonihistorie, som man f.eks. finder det hos John Locke i Anden afhandling om styreformen fra 1690 og andre tænkere i samtiden, hvorfor man kunne se bort fra dem, der beboede et område, da de ikke ejede eller udviklede dette på rette vis.17 Det har igen og igen virket som modbeskrivelse af dem, hvis eneste forhold til de bosiddende og dermed rationelle er udplyndringen.

Det er billeder, der idealiserer egen praksis og giver legitim mulighed for enten at ignorere eller angribe dem, der bor i eller kommer fra grænselandet. De forbliver barbarer, især når de står i vejen for ’os’.

Mikkel Thorup er professor i idéhistorie på Aarhus Universitet.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Richard Onley, “The Development of International Law”, American Journal of International Law, vol. 1, nr. 2, 1907, s. 418-30, citeret fra s. 421.
  2. Platon, Staten, København: Museum Tusculanum 1985, §470.
  3. For eksempler på datidens debat se Bartolomé de Las Casas, A Short Account of the Destruction of the Indies, London: Penguin 1992; Francisco de Vitoria, Udvalgte politiske skrifter om regeringsmagten, folkeretten og erobringen af Amerika, Malmø: NSU Press 2010.
  4. https://sourcebooks.fordham.edu/source/urban2-5vers.asp.
  5. Jeg har behandlet denne problematik indgående omkring pirat-figuren som menneskehedens fjende i Pirater, stater og terrorister, Aarhus: Klim 2008. For en bredere diskussion, se Patrick Porter, Military Orientalism. Eastern War Through Western Eyes, London: Hurst 2009.
  6. Citeret fra s. 370 i Melvin Richter, “Tocqueville on Algeria”, Review of Politics, vol. 25, nr 3, 1963, d. 362-98.
  7. Carl Peters, Den tyske Emin Pasha-Expedition, København: Forlagsbureauet 1891, s. 187.
  8. G.W.F. Hegel, Retsfilosofi, Frederiksberg: Det lille forlag 2004, §331.
  9. Heinrich von Treitschke, Politics, New York: Harcourt, Brace & World 1963, s. 306.
  10. War Book of the German General Staff, Mechanicsburg: Stackpole Books 2005, s. 92.
  11. Elbridge Colby, ”How to fight savage tribes”, American Journal of International Law, vol. 21, nr. 2, 1927, s. 279-288, citeret fra s. 284, 285.
  12. Citeret fra s. 179 i D. E. Omissi, Air power and colonial control. The Royal Air Force 1919-1939, Manchester & New York: Manchester University Press 1990.
  13. Thomas Bugeaud, ”The War of Streets and Houses”, 1847, www.cabinetmagazine.org/issues/22/bugeaud.php; Douglas Porch, ”Bugeaud, Galliéni, Lyautey: The Development of French Colonial Warfare”, kap. 14 i Peter Paret (red.), Makers of Modern Strategy, Oxford: Clarendon Press 1986.
  14. http:www.clas.ufl.edu/users/ggiles/barbaros.html
  15. Robert Cooper, ”Det gode imperium”, Weekendavisen, 19. april 2002.
  16. John Keegan, “In this war of civilisations, the West will prevail”, The Times, 8. oktober 2001.
  17. Mikkel Thorup, ”I begyndelsen var Amerika: Thomas Hobbes og John Locke læser Amerika”, s. 97-106 i Casper Andersen & Mikkel Thorup (red.), Global idéhistorie, Aarhus: Baggrund 2018.