De rigtige meningers klub

Martha Nussbaum
At skabe kapabiliteter – hen mod et retfærdigt samfund
Forlaget Mindspace, 2021

 

 

 

ANMELDELSE: Martha Nussbaum er en af de mest indflydelsesrige nulevende filosoffer og har bl.a. inspireret dele af FN’s udviklingspolitik. Andreas Beyer Gregersen diskuterer i denne anmeldelse Nussbaums kapabilitetstilgang, som på trods af fine ambitioner er præget af mangel på åbenhed og selvkritik.

Af Andreas Beyer Gregersen
Illustrationer af Elisabeth Colding & Pernille Ploug1

 

Martha Nussbaum er én af de mest indflydelsesrige moralfilosoffer i dag, hvilket særligt skyldes hendes arbejde med den såkaldte ’kapabilitetstilgang’. Derfor er det også på høje tid at forlaget Mindspace med At skabe kapabiliteter – hen mod et retfærdigt samfund har udgivet en grundig og lettilgængelig introduktion til kapabilitetstilgangen på dansk.

Nussbaums udgave af kapabilitetstilgangen er både intuitiv og let at gå til, da det handler om hvad der skal til for, at individer har reelle muligheder for at leve gode og blomstrende liv.2 Kapabilitetstilgangen forsøger at besvare, hvad det så er for nogle rammer, der socialt og politisk bør sættes op for, at det gode liv kan realiseres, og hvilke aktører der bærer et ansvar for en såkaldt ’kapabilitetssikkerhed’: en garanti for, at disse rammer faktisk eksisterer.

Nussbaum går langt for at give konkrete svar på disse spørgsmål, men samtidig viser hun også selv i den løbende diskussion, hvordan kapabilitetstilgangen under de hurtige intuitioners overflade er fyldt med sprækker, problemer og åbne spørgsmål. Nussbaum betegner fx ofte kapabilitetstilgangen som et selvstændigt subjekt (’kapabilitetstilgangen betyder ..’, ’kapabilitetstilgangen mener ..’ osv.), hvilket er misvisende, fordi det giver et indtryk af, at teorien allerede findes i en gennemarbejdet og detaljeret udgave. Men det gør den bare ikke – som Nussbaum også selv gør opmærksom på – da det eksempelvis er et uafklaret spørgsmål, hvorvidt ikke-menneskelige dyrearter bør gives muligheder for at udvikle ’gode liv’.

Udvikling eller postudvikling?

Som Uffe Juul Jensen nævner i sit udmærkede forord til værket, har tilgangen indtil videre været politisk indflydelsesrig på mange områder – den har været med til at påvirke politikere, formet programmer i FN-regi og inspireret til nye forskningssamarbejder såsom The Human Development and Capability Association (HDCA).

Tilgangen er især blevet anvendt i international udviklingspolitik med henblik på fattige lande. I de såkaldte Human Development-rapporter fra FN arbejdes der også med en anderledes rangordning af lande end den slags, der kun fokuserer på økonomi – nemlig The Human Development Index (HDI). Nationalstater, som giver deres borgere grundlæggende muligheder på f.eks. uddannelses- og sundhedsområdet, kan således score højere på denne rangordning end andre lande, der ellers har en højere indkomst per indbygger.

Kapabilitetstilgangen kan altså bruges til at kritisere og redefinere, hvad vi overhovedet forstår ved ’udviklingspolitik’.3 Tilgangen kan særligt anvendes til at kritisere det tilbagevendende fokus på økonomisk vækst og kan ses som en del af en større kritik af moderne udviklingsøkonomi i det hele taget.

Som Arturo Escobar har pointeret, er der nemlig god grund til at gentænke, hvilke rammer ellers velmenende politikere, eksperter og organisationer lægger ned over fattigere dele af verden, når de starter det ene ’udviklingsprojekt’ efter det andet.4 Med sit begreb om postudvikling taler Escobar for, at vi bør droppe ideen om én global køreplan for disse projekter og i stedet tage udgangspunkt i lokale ønsker og ambitioner. Dette er en kritik, som Nussbaums udgave af kapabilitetstilgangen kan være med til at understøtte, da hun også understreger, at der altid vil være lokale særpræg, i forhold til hvilke muligheder der faktisk er vigtige.

En svimlende afgrund af kapabiliteter

Men spørgsmålet om, hvilken rolle kapabilitetstilgangen konkret kan spille i nutidig politik, afhænger i høj grad af, hvordan den udformes. Så: hvilken udgave af denne tilgang er det egentlig, Nussbaum advokerer for?

Nussbaums tilgang har fokus på individet og dettes valgfrihed, da det ifølge hende er væsentligt at respektere folks autonomi. Derfor handler det om at give folk muligheder frem for at ’tvinge’ det gode liv ned over hovedet på dem. Med andre ord sætter Nussbaum ikke et utopisk endemål op, men hævder blot, at alle har ret til et såkaldt tærskelniveau af kapabilitet på forskellige områder – en slags minimumstandard for, hvad der med rimelighed kan siges at give folk chancen for at vælge det gode liv til. I Nussbaums vokabular betyder det, at der findes nogle universelle standarder for, hvad der lever op til minimale forventninger om ’social retfærdighed’ og ’værdighed’ for den enkelte.

Igen bliver det dog mere sløret, hvis man stirrer længe nok ned i kapabilitetstilgangens ’afgrund’ og fokuserer på de konkrete forestillinger om, hvad kapabiliteter er for nogle størrelser. Nussbaum præsenterer ti centrale kapabiliteter, som hun mener er grundlæggende i forhold til at sikre muligheden for et værdigt liv; det gælder f.eks. fysisk sundhed, udvikling af følelser og sociale relationer samt kontrol over ens omgivelser. Men uanset om denne liste er dækkende eller ej, er det uklart, hvor det konkrete tærskelniveau for de enkelte kapabiliteter ligger. Ifølge Nussbaum er tærskelniveauet for fysisk sundhed ”at være i stand til at leve et normalt menneskelivs længde” (53). Men hvor langt er et ’normalt’ liv? Er det fx 60, 70 eller 80 år?

Hvis kapabiliteter? Hvis forpligtelser?

Ifølge Nussbaum er kapabilitetstilgangen ikke en ”politisk doktrin, der bygger på en eller anden særlig religiøs eller metafysisk opfattelse” (97). Men er enhver udvælgelse af centrale kapabiliteter ikke uundgåeligt baseret på en forståelse af, hvad mennesket er for en størrelse? Selve tilgangens udgangspunkt synes at være præget af metafysiske antagelser, som ikke godtages af alle i dag på tværs af kulturer og sociale kontekster. Fx er det ikke alle verdens folk, der vil skrive under på Nussbaums antagelse, at det kun er enkeltindivider frem for grupper, der har betydning, eller at valgfrihed og autonomi spiller en central rolle for retfærdighed.

Det bliver endnu værre, hvis vi fokuserer på den konkrete implementering af disse kapabiliteter. Ifølge Nussbaum er det i sidste ende hele ’verdenssamfundet’, der skal forpligte sig til at sikre kapabilitetssikkerhed, men eftersom hun finder oprettelsen af en verdensstat usandsynlig, må det først og fremmest hvile på nationalstaternes skuldre. Igen afhænger en sådan vurdering i høj grad af, om man mener, at den moderne nationalstat kan danne en ramme for både demokrati og dannelsen af kapabilitetssikkerhed. Nussbaum synes blot at antage, at det er tilfældet, uden at gå i dialog med nationalismens kritikere.

Martha Nussbaum er på mange måder en kompromisløs og inspirerende tænker. Men det er et problem at hun ikke for alvor konfronterer kapabilitetstilgangens sprækker og huller. Som et konkret redskab i f.eks. FN’s Development Programme synes Nussbaum at forholde sig pragmatisk til kapabilitetstilgangens udfordringer. Hvis det ’virker’ i praksis, hvorfor så stille yderligere spørgsmål omkring tilgangens mulige fejl og mangler? Men spørgsmålet er, om det at skabe reel forandring ikke nogle gange kræver, at vi tænker og agerer upragmatisk. Fx kunne man insistere på oprettelsen af en vis ’verdensstat’ som noget, der lige nu anses som umuligt, men faktisk er den eneste virkelige garant for kapabilitetssikkerhed.

Som nævnt er det muligt at stille spørgsmålstegn ved de fleste dele af tilgangen, fordi den (selvom Nussbaum hævder det modsatte) bygger på en særlig opfattelse af menneskers ’metafysiske’ beskaffenhed. Hvis Nussbaum kan siges at være repræsentativ for tilhængere af kapabilitetstilgangen i almindelighed, fremstår de i den forstand som medlemmer af en de rigtige meningers klub – en ’klub’ med gode intuitioner og prisværdige ambitioner, men uden så meget plads til (selv)kritik og tvivl.

At hævde, at alle med den ’sunde fornuft’ i behold i princippet bør støtte kapabilitetstilgangen, må også betyde, at man virkelig er ufornuftig, hvis man stiller sig kritisk over for den. Den slovenske filosof Slavoj Žižek er kendt for at hævde, at dét øjeblik, vi regner med at være hævet over enhver ideologi, er vi allermest fanget i ideologiens suppedas; at ”vores udtræden af (det vi opfatter som) ideologien er selve formen af vores slavebinding til den”.5 På samme måde kan det at påstå, at man er hævet over metafysikken, som Nussbaum gør, siges at være ’selve formen på en slavebinding til den’, idet man dermed ikke konfronterer, hvad ens egen metafysik består i. Den værste tragedie for kapabilitetstilgangen vil i det perspektiv være at blive stående som det 21. århundredes ’sunde fornuft’ for global udvikling – ikke at støde sammen med anderledes menneske- og verdensopfattelser og dermed ikke konstant blive udfordret eller gentænkt.

  1. KAPABILITET – montage konstrueret af Elisabeth Colding & Pernille Ploug på baggrund af Camillo Golgi: Sulla fina anatomia degli organi centrali del sistema nervoso. Public Domain.

    HVEM HVAD HVOR – montage konstrueret af Elisabeth Colding & Pernille Ploug på baggrund af Santiago Ramón y Cajal: Les nouvelles idées sur la structure du système nerveux: chez l’homme et chez les vertébrés. Public Domain.

  2. Kapabilitetstilgangen blev oprindeligt udviklet af den indiske nobelpristager i økonomi Amartya Sen.
  3. Hvis det stadig er et passende begreb at bruge for et så overordnet fokus på alt lige fra religionsfrihed til sundhedsforsikringer, fra ligestilling mellem kønnene til sikkerhedspolitik
  4. Escobar, Arturo. 2011. Encountering Development. The Making and Unmaking of the Third World. Princeton: Princeton University Press
  5. Žižek, Slavoj. 2019. Ideologikritik. København: Hans Reitzels Forlag. s. 35