Min farfar havde engang en virksomhed – nyt liv til medejerskabet

ANMELDELSE: Alle fra Pelle Dragsted til Bertel Haarder er vilde med idéen. Medejerskab og demokratiske virksomheder har fået politisk medvind. I en ny bog – den første af sin slags på dansk i en generation – tager Andreas Pinstrup livtag med emnet. Resultatet er tæt på en manual, lige til at implementere inden for rammerne af den eksisterende markedsøkonomi. Det er både bogens styrke og begrænsning. 

Medejer – Kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratisk ejerskab
Andreas Pinstrup Jørgensen
Gyldendal, 2020

 

 

 

 

Af Bjarke Friborg & Marc Grønlund

E

t spøgelse går gennem Danmark og Europa – for nylig tog det bolig i Finansloven. Vi taler om demokrati i erhvervslivet. I slutningen af 2020 var der bred politisk opbakning (og 3 mio. kr. i støtte) til nedsættelsen af et ekspertudvalg, som får til opgave at bane vejen for flere demokratiske og andelsejede virksomheder i Danmark.1

Det er nu et faktum, at denne lidt uvante idé er ved at vinde indpas blandt beslutningstagere og interesseorganisationer. Heldigvis har Andreas Pinstrup fra Tænketanken Demokratisk Erhverv skrevet en bog, som kan gøre enhver klogere på fænomenet. Bogen er ganske vist ikke hele historien, idet flere – for os at se – vigtige perspektiver udelades, navnlig i forhold til snitfladen med arbejderbevægelsen. Ikke desto mindre er det en vigtig bog. For Pinstrup skriver lødigt, præcist og med stort overskud om et emne, der for mange kan fremstå lidt eksotisk ved første øjekast.

Bogen er simpelthen stedet at dykke ned, hvis du vil vide, hvorfor demokratisk ejerskab i virksomheder er mere indbringende, produktivt og i sidste ende – mere sundt. Ja, du læste rigtigt, selv folkesundheden ser ud til at få det bedre, hvis medarbejderne får mere at sige ved bordet i landets virksomheder.2

Men for at forstå konteksten i dag, er vi nødt til at spole tiden lidt tilbage. En hel del faktisk.

Kooperativer og andelsbevægelse

I anden halvdel af 1800-tallet sker der flere nybrud i Danmark. Andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen dannes som to af de centrale politiske kræfter, der kommer til at præge samfundet i takt med demokratiets udfoldelse. Hvor andelsbevægelsen får sit gennembrud via landbrugets mindre producenter, der slår sig sammen, slutter arbejderne i byen sig sammen i fagforeninger og partier. En folkelig liberal bevægelse og en folkelig socialistisk bevægelse, hver især forenet af en fælles identitet og solidaritet.

Arbejderbevægelsen forsøgte at sikre sine medlemmer – fra vugge til grav – bl.a. via ejerskab og medbestemmelse i de virksomheder, de arbejdede i, så de kunne nyde frugten af deres arbejde. Her fik vi altså et tidligt forsøg på at udvide demokratiet til arbejdspladsen, mens det endnu var begrænset i samfundet. I de følgende årtier blev der startet et væld af såkaldte kooperative virksomheder i Danmark, ofte med direkte støtte fra arbejderbevægelsens organisationer.3 Virksomheder, der både ejes og styres af medarbejderne, er statistisk set mere produktive, robuste og i sidste ende mere indbringende for ejerkredsen. Fra 1908 blev arbejderkooperationen betragtet som arbejderbevægelsens ’tredje gren’ ved siden af fagbevægelsen og det socialdemokratiske parti. I praksis ændrede Socialdemokratiets engagement sig dog i takt med, at partiet blev statsbærende og i stigende grad prioriterede central politisk indflydelse frem for omdannelse af samfundet fra neden via civilsamfundet.4 Et valg, der bl.a. betød, at både fagbevægelse og parti gradvist løsnede båndene til den kooperative sektor, for til sidst helt at bryde med den, ikke ulig de løsnede bånd mellem fagbevægelsen og de politiske partier i dag. Kombinationen af den politiske afstand og en senere konkursbølge blandt kooperative virksomheder gav næring til en vedholdende myte om det urentable og uproduktive i virksomhedsformen.5 I dag lever andelsbevægelsen og en lang række forbrugerejede virksomheder fortsat i bedste velgående, mens arbejderkooperationen er skrumpet kraftigt ind og med en noget nedtonet ideologisk profil helt frem til 2010’erne, hvor der igen er tegn på en vis revitalisering og dannelse af nye brancheforeninger.6

Det er denne historisk spildte mulighed for at fremme medarbejdereje samt den udbredte myte, at medejerskab hindrer levedygtige og profitable virksomheder, Pinstrup vil gøre op med. Han går ikke i detaljer med debatterne internt i fagbevægelsen, men påpeger kort, hvordan store dele af arbejderkooperationen i Danmark reelt ikke var ejet af arbejderne selv, men kun indirekte gennem deres organisationer.7 For Pinstrup er den direkte medejerindflydelse som forudsætning for økonomisk effektivitet et afgørende element og hovedgenstand i bogens undersøgelse, frem for arbejderbevægelsens vision om at ændre samfundet fra neden.

Konkurrencefordel – dét er bogens fokus

Pinstrup har ét klart formål, nemlig at vise, hvordan demokrati udmærket kan kombineres med forretning, og samtidig resultere i økonomisk sundere og langtidsholdbare virksomheder. I bogen gennemgår han de seneste 10-20 års forskning inden for området, der har påvist en lang række fordele ved en højere grad af medarbejderindflydelse, når den samtidig kombineres med aktivt ejerskab. Dvs. i form af virksomheder, hvor flertallet, der arbejder i virksomheden, også er medejere, som enten tager direkte del i beslutninger eller indirekte via repræsentative organer.

Virksomhedsformen er de fleste andre overlegne. I sidste ende er dette en vigtig årsag til medejerideens aktuelle renæssancePinstrup fokuserer på at dokumentere effektiviteten i virksomhedsformen og holder sig (stort set) ude af enhver ideologisk ladet diskussion. Arbejderbevægelsen har som bekendt altid angrebet det forhold, at nogle få kapitalejere skummer fløden af kollektivt skabte værdier. Til sammenligning er Pinstrup ikke modstander af bestemte virksomheds- eller ejendomsformer. Hans hovedfokus består udelukkende i at fremlægge fakta og hårdtslående forskningsresultater, der dokumenterer, hvordan virksomheder, der både ejes og styres af medarbejderne, statistisk set er mere produktive, robuste og i sidste ende mere indbringende for ejerkredsen.8 Det er med andre ord en positiv erhvervshistorie, Pinstrup skriver, hvor han især henviser til erfaringer i Europa med store kooperative sammenslutninger i bl.a. Spanien og Italien, som viser, at der kan bygges hele industrier på den enkle tanke, at virksomhedens drift og udvikling bedst ligger i medarbejdernes egne hænder. Det kan tilmed gøres professionelt og mere langsigtet end i traditionelle virksomheder, der er mere sårbare over for konjunkturer og kriser.9

Det dokumenteres skarpt og præcist, at virksomhedsformen er de fleste andre overlegne, hvilket nok vil fremstå overraskende for nogle. Men de empiriske studier er ikke til at tage fejl af. I sidste ende er dette en vigtig årsag til medejeridéens aktuelle renæssance og de udspil, vi er vidne til fra politisk side.10

Svært at starte en demokratisk virksomhed

I

Danmark er øget medejerskab også blevet aktuelt, fordi mange mindre virksomheder står over for et generationsskifte i de kommende år. Her lander medejerskabet midt i en potentiel krise for den liberale markedsøkonomi – skal virksomheden lukke, når ejeren trækker sig, eller skal den videreføres af medarbejderne? Derfor er det interessant, at bogen kan påvise større stabilitet og mere varig beskæftigelse i en medarbejderejet virksomhed11, mens overdragelse til familie eller investorer kan vise sig mere risikabelt.12

Det er her et centralt budskab, at de juridiske rammer i Danmark bør opdateres og udbygges, hvis der skal startes flere demokratiske virksomheder. Der startes utrolig få nye: I 2013 var tallet omkring 20, mens det i Sverige var 450, og i Italien hele 7.500. Især er det svært at finde en velegnet selskabsform, og der skal ofte etableres en fond eller forening, før der kan drives virksomhed. Dermed er der elementære systemiske forhindringer, før medejerskab kan udbredes.13

Tænketanksdirektøren Pinstrup er i sit es, når det kommer til konkrete forslag: Han leverer 11 anbefalinger sidst i bogen baseret på empirien og de erfaringer, han samler op på sine rejser rundt til kooperativer i hele verden.14 Apropos erfaring, så er han heller ikke bleg for at bruge løs af sin egen. Det er både forfriskende og overbevisende at følge hans egen ’opdagelsesrejse’, idet han oprindelig var skeptisk over for meget af det, som han nu er overbevist om. Han fortæller desuden om sin farfar, som ønskede at overføre sin virksomhed til medarbejdereje, da han skulle på pension.15 Det lykkedes ikke for farfaren, bl.a. fordi der var tale om let omsættelige medarbejderaktier frem for et mere forpligtende andelseje. En historie, der er med til at illustrere behovet for læring, vejledning og formentlig nye bud på skabeloner, hvis der i fremtiden skal stiftes flere demokratiske virksomheder, også oven på en eksisterende.16

Samfundsforandring eller status quo

Men vil flere demokratiske virksomheder så kunne føre til en generel demokratisering af arbejds- og erhvervslivet? Her er det vigtigt at holde bogens undertitel sig for øje: Kunsten at overhale konkurrenter.

Pinstrup argumenterer for udbredelse af den demokratiske ejerskabsform, fordi det vil skabe flere virksomheder med stabil beskæftigelse og højere profit. Der er noget i det for alle – job sikres, og indtjening vokser. Det kan endda konstateres, at lønniveauet er fuldt ud på højde med lignende virksomheder, mens selve løndannelsen fastsættes af medejerne selv og derfor er mere fleksibel, hvilket giver større robusthed i krisetider.17 Det forhold har tidligere medført skepsis i fagbevægelsen, da det at skulle gå på kompromis med overenskomstmæssig løn for at redde en kriseramt virksomhed, må siges at være lidt uden for det faglige DNA.18 Men dybest set kan alle politiske fløje spejle sig i Pinstrups pointer.

Her er det oplagt for os, der er mere ideologisk anlagte – eller i hvert fald indtager et bestemt ideologisk perspektiv – at komme med nogle indvendinger. Stort set alle etablerede kræfter, der bakker op om idéen, slår fast, at der ikke er tale om revolution eller arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne. Fair nok. Men kan demokrati på arbejdspladser og en stærkere demokratisk erhvervssektor føre andet med sig? Kan der fx rykkes mere grundlæggende ved samfundets magtforhold og dermed tages et opgør med kapitalismens udtalte tendens til at skabe ulighed?19

Det kan vi delvist svare på ved at se mod de europæiske lande, hvor sektoren fylder langt mere, men for så vidt indpasser sig fint i markedsøkonomien. Spanien, Storbritannien og Italien er fuldgyldige medlemmer af den vestlige kapitalistiske økonomi, uagtet en stor sektor af kooperativer, der i Italien står for 5 % af beskæftigelsen og i Storbritannien for 4 % af omsætningen i BNP.20 Efter endt læsning af bogen er der ingen holdbare argumenter for, at vi skulle blive fattige eller ulykkelige af at indføre mere demokrati i erhvervslivet. Tværtimod.Det er entydigt godt for dem, der arbejder i disse virksomheder, men der er højst tale om nicheøkonomier, ikke om en omdannelse eller omstrukturering af økonomien udenfor fabrikkens mure. Der er primært tale om progressive lommer i et hav af traditionel kapitalisme. Der er klare sideeffekter som større lighed og længere levetid i flere kooperative kerneområder, såsom Baskerlandet og Norditalien, men ikke om større samfundsforandringer og demokratisering af økonomien som helhed. På den måde indpasser Pinstrups bog sig fint i den nuværende offentlige debat – lad os få lidt mere valgfrihed og mulighed for at danne de her virksomheder, og tror man ikke helt på den tilgang, så husk, at vi bliver rigere af det: ”Om ikke for menneskelig trivsel og demokrati… så for profit,” slutter han bogen af.21

Det er på den måde sigende, at idéen har fået større politisk medvind de sidste 2-3 år i Danmark. Men det er også værd at bemærke, at større inddragelse og medbestemmelse i virksomheder længe har været en bredt funderet værdi, der både kan være en del af fremtidens ’utopia’ eller en oplagt konkurrencefordel, alt efter hvad side man ser det fra.22

Medejerskab som middel

Uagtet dette er Medejer et fremragende indlæg i en vigtig debat. Især fordi vi har brug for et opgør med den trættende dikotomi, at værdi alene skabes gennem statslig regulering eller privat ejerskab. Empirien viser netop, at kollektivt ejerskab udgør en mindst lige så stærk mulighed for at skabe værdi i en moderne samfundsøkonomi.23 Vi kan også lægge empirien til side og argumentere mere politisk: Hvis vi grundlæggende tror på demokrati i vores politiske institutioner, hvorfor så ikke på vores arbejdspladser? Det er en logisk videreudvikling, og bogen kan klart bruges til at skubbe på her. Realistisk set kan vi dog ende med en lidt harmløs udvidelse af andelsbevægelsen, hvor vi, frem for at gøre op med arven fra arbejderbevægelsens kooperativer og den aldrig fuldførte udvidelse af demokratiet, ender med et comeback til den liberale andelsbevægelse.24 Det vil, lidt polemisk sagt, være som at stå stille på stedet.

Uagtet dette, så er der efter endt læsning af bogen ingen holdbare argumenter for, at vi skulle blive fattige eller ulykkelige af at indføre mere demokrati i erhvervslivet, tværtimod. Det er nok det mest slående ved Pinstrups bog, at øget medejerskab fremstår entydigt rationelt i forhold til at skabe en mere duelig økonomi.

Vil vi skridtet videre og tage et decideret opgør med kapitalismen, som vi kender den, er det omvendt klart, at demokratisering af ejendomsretten ikke er nok. Hvis vi har et mål om en fuld demokratisering af økonomien, er arbejderstyre og arbejdereje af virksomheder en klar kilde til inspiration, men tydeligvis ikke en tilstrækkelig strategi i sig selv. Lænkerne har vi nok smidt, men der er stadig en verden at vinde.

Bjarke Friborg er faglig konsulent, og Marc Grønlund er klima- og økonomiredaktør på Eftertryk Magasin.

  1. Se fx Carsten Beck-Nilsson: Ekspertudvalg skal give bud på bedre vilkår for demokratiske virksomheder. Altinget, 6. december, 2020. Og for en mere udførlig gennemgang, se Poya Pakzad: Denmark’s “Democratic Ownership” Agenda Shows We Can Run Our Own Lives. Jacobin Magazine, 16. december, 2020.
  2. Baseret på pensionsudbetalinger i engelske kooperativer, der er markant større end i traditionelle virksomheder, og den høje levealder i italienske byer med stor andel af medarbejderejede virksomheder. S. 125-26 i Andreas Pinstrup Jørgensen: Medejer – Kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratisk ejerskab. Gyldendal, 2020 (herefter benævnt Medejer).
  3. ”Den politiske og den faglige del af den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik øje for ’den tredje gren’ af bevægelsen, og man dannede støttestrukturer i form af fælles organisationer. Man opnåede mulighed for at optræde i fællesskab, og kooperativer kunne indhente støtte finansielt og rådgivningsmæssigt. Herigennem kunne man optræde samlet overfor den privatkapitalistiske sektor og herfra forsøge på at udnytte dominerende positioner på markedet. Målet var, at danske arbejdere kun behøvede at handle i egne foretagender.” Gorm Winther: Den danske arbejderkooperation – manglen på arbejderstyre. (2012)
  4. For mere om den historiske baggrund, se Andreas Møller Mulvad og Bue Rübner Hansen: “Eclipsed by the welfare state – Understanding the rise and decline of the Danish Workers’ Cooperation.” Kap. 9 i Egholm og Kaspersen (red.): Civil Society – Between Concepts and Empirical Grounds. Routledge, 2020.
  5. Den sidste markante opblussen i debatten om medarbejdereje kom i 1970’erne med idéen om Økonomisk Demokrati (ØD), hvor arbejderne via fonde gradvist skulle få andel i eksisterende industrivirksomheder og på den måde fuldføre arbejderbevægelsens løfte om overtagelse af produktionsmidlerne. Den idé blev opgivet, ikke mindst fordi mange på venstrefløjen så det som en måde at lade arbejdere tage ansvaret for kapitalismens profitmaksimering. ØD var også en del af Socialdemokratiets politiske program – med fokus på at give arbejderne medindflydelse og andel i virksomhedernes overskud – stærkt tilskyndet af det daværende LO: https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98konomisk_demokrati
  6. Det gælder bl.a. dannelsen af et nyt fællesråd for kooperative virksomheder i København. Se fx Marc Grønlund: Det meste skal ejes af de fleste. Solidaritet, 30. maj, 2019.
  7. Medejer, s. 104.
  8. I Medejer, kap. 3 dokumenteres denne produktive forskel, der bl.a. ses ved, at virksomheder med medeje – over tid og på tværs af lande – overgår lignende virksomheder uden medeje ved at opnå højere salgsvækst og større produktivitet. Flere studier peger desuden på, at medarbejderejede virksomheder har op til 20 % større sandsynlighed for at overleve på længere sigt end konventionelt ejede virksomheder (Medejer, s. 92-93).
  9. Medejer, kap. 5.
  10. Enhedslisten leverede for nogle år siden et ambitiøst oplæg med fokus på at modvirke ulighed og forbedre arbejdsvilkår, mens Fagbevægelsens Hovedorganisation for nylig har udgivet en rapport med anbefalinger til at styrke og udbygge en demokratisk erhvervssektor ud fra pointen om, at ”det ikke er en revolution, bare sund fornuft” og med fokus på at sikre øget motivation, bedre produktivitet og færre lønkampe. Michael Olsen: Nye regler skal bane vejen for flere medarbejderejede virksomheder. Politiken, 3. januar, 2021.
    Helt aktuelt og i skrivende stund (slut-januar 2021) har Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), inspireret af bl.a. Pinstrups bog, lanceret udspillet ”Medejerskab”, der vil øge de økonomiske incitamenter til at stifte demokratiske virksomheder og bidrage til et skifte i Socialdemokratiets aktuelle erhvervspolitik. Frederik Vad Nielsen: Demokratisk ejerskab skal være en ny søjle i Socialdemokratiets erhvervspolitik. Dagbladet Information, 27. januar, 2021.
  11. Medejer, s. 117-18.
  12. En undersøgelse i Frankrig fulgte ejerskiftede virksomheder over fem år og kunne påvise en klar forskel mellem medarbejderejede virksomheder og øvrige virksomheder. Halvdelen af de konventionelt ejede virksomheder eksisterede fortsat efter fem år, mens andelen for de medarbejderejede var 66 %. Selv virksomheder, der havde dårlig økonomi før ejerskiftet, klarede sig bedre end gennemsnittet for alle konventionelle virksomheder efter overgangen til medejerskab (Medejer, s. 94-95).
  13. I flere europæiske lande har demokratiske selskaber egen selskabsform og lovgivning. I Danmark findes der derimod stort set ingen lovgivning på området, og demokratisk ejede virksomheder er underlagt samme lovgivning som andre selskaber.
    Natalie Rosendahl: Demokratiske virksomheder er ikke bare en sympatisk tanke. De er også en økonomisk succes. Dagbladet Information, 7. marts, 2019.
  14. Medejer, kap. 8.
  15. Medejer, s. 30-31.
  16. Det er i høj grad ud fra dette lidt instrumentelle fokus, at mange aktører, på tværs af forskelle, forenes i ønsket om at udbrede de medarbejderejede virksomheder: så arbejdspladser kan bevares, hvis en ejer går på pension, eller en virksomhed rammes af krise.
  17. Medejer, s. 110.
  18. Reelt ligger gennemsnitslønnen i medarbejderejede virksomheder ofte 5-10 % højere end i andre virksomheder (Medejer s. 123), dvs. at kortsigtet lønfleksibilitet opvejes af det langsigtede perspektiv.
  19. Hvilket delvist lå bag Socialdemokratiets oprindelige støtte til idéen: “[…] kan Socialdemokratiet vinde befolkningslag, der har samme interesse som arbejderne, kan flertallet vindes, og så kan den dyberegående økonomiske politik tages op – den, der går ud på at socialisere produktionsmidlerne, at gå fra privateje og udbytning over til kooperativ, kommunal og i visse tilfælde statsdrift eller til en kombination af ejendomsforhold og drift, således at stat og privatkapital i forening gennemfører en produktion, der sikrer udbyttet anvendt i samfundets tjeneste, til arbejderne, til sociale foranstaltninger og til nye virksomheder.” Th. Stauning: Nutidens Danmark – og fremtidens. AOF 1939, s. 19.
  20. Medejer, s. 23-24.
  21. Medejer, s. 177.
  22. Det kan ses i Yanis Varoufakis’ bog Another Now (Vintage, 2020) om et fremtidigt samfund, hvor ”virksomheder er overgået til medarbejderejerskab, og politisk kapital ikke længere følger økonomisk kapital.” Morten Bønke: Savner du ideer til alternative samfundsmodeller? Begynd med Yanis Varoufakis’ nye bog. Dagbladet Information, 19. december, 2020.
    Det kan også observeres i erhvervskredse, hvor der internationalt åbenbart er en voksende efterspørgsel på ledere med dansk baggrund, idet disse anses for at være garanter for en mere demokratisk og inddragende ledelsesstil, vel at mærke uden at ejerskabet i virksomheden nødvendigvis er det: ”I de nordiske lande stilles voksende krav om, at chefer skal forstå behovet for, at virksomheder viser socialt ansvar, og at samarbejdet i virksomhederne i højere grad skal inddrage medarbejderne.” Leif Beck Fallesen: Danske topledere er efterspurgte i udlandet. Og det er der en særlig grund til. Politiken, 2. januar, 2021.
  23. Et nævneværdigt eksempel er i den sammenhæng Elinor Ostrom, som i sin mangeårige forskning har påvist, at kollektivt ejerskab ofte er langt mere effektivt i lokale samfunds fordeling og udnyttelse af ressourcer end privat ejerskab eller statslig regulering. Se fx Elinor Ostrom: Governing the Commons. Cambridge University Press, 1990.
  24. Det har sigende nok været den anlagte vinkel i flere nyhedsartikler ovenpå Finansloven, se fx Tomas Revsbech: Kulegravning skal give andelsbevægelse et comeback. Sjællandske Nyheder, 21. december, 2020.