Er der ingen anden vej end økologisk leninisme?

Lektor i humanøkologi ved Lunds Universitet, Andreas Malm, har i al hast begået en spændende og på flere måder urovækkende bog om coronakrisen og dens forbindelse til den langt mere omfattende klima- og naturkrise. Eskil Halberg anmelder bogen med en kritisk diskussion over forfatterens statscentrerede klimastrategi.

Andreas Malm
Corona, Climate, Chronic Emergency:
War Communism in the Twenty-First Century
Verso Books,
2020

 

 

Af Eskil Halberg

Andreas Malms bog Corona, Climate, Chronic Emergency – War Communism in the Twenty-First Century er på cirka 200 sider og fordelt på 3 kapitler. Første kapitel drager en naturpolitisk og økonomisk sammenligning af coronakrisen med klimakrisen. Dernæst leverer bogen en kritik af venstrefløjens forståelse af naturkatastrofer. Tredje og sidste kapitel, der fylder cirka halvdelen af bogen, er et forsøg på at godtgøre nødvendigheden af en ’økologisk leninisme’ – en krigskommunisme, intet mindre. Mere om dette senere.

Malm står som en vigtig intellektuel figur ikke bare i den akademiske verden. Han er forfatter til den prisbelønnede bog fra 2016: Fossil Capital – The Rise of Steam Power and the Roots of Global Warming. Han er også vigtig for klimabevægelsen, fordi en række af hans tekster fremtvinger strategiske overvejelser (han har selv baggrund som bl.a. klimaaktivist). Malm trækker især veksler på den økologiske marxismes ’stofskiftetænkning’ og dens teorier om ’metabolic rift’.1

Man kan godt mærke, at bogen er skrevet i al hast. Malm skriver godt, men teksten skynder sig fremad. Det er næsten som om tekstens hastværk mimer Malms frygt for, at vi ikke når at rette op på klodens kaossituation, inden det er for sent. Men hvad har den menneskeskabte naturkrise med coronakrisen at gøre, spørger du måske. Ikke så lidt er Andreas Malms svar.

Coronakrisen er den lille krise…

Coronakrisen er den lille krise. Den er en forsmag på det mareridt af klimakaos, der allerede er i gang mange steder i verden. Malm stiller det indlysende men stadigt væsentlige spørgsmål: Hvorfor var de vestlige nationalstater så relativt villige til at lukke samfundet ned på grund af coronavirus, når ikke klimakrisen er anledning til noget, der bare ligner?

Malm svarer selv med en tør og kynisk sociologisk konstatering: Corona ramte først gamle hvide mennesker. Ingen vestlige ledere kan genvælges ved at ofre denne gruppe. Samtidig var forskellen i tidsligheden af afgørende betydning for forskellene i reaktionerne på de to kriser. De fattige i det globale syd blev først ramt af klimakrisen – ifølge International Displacement Monitoring Centre er rundt regnet 25 millioner mennesker verden over blevet fordrevet alene i 2019 pga. naturkatastrofer som tørke eller oversvømmelser.2 Derimod var det rige vesterlændinge, der blev først ramt af coronavirus. Skiturister og konferencedeltagere væltede rundt og smittede hinanden. Med andre ord var den globale overklasse under angreb af corona som de første. Og inden de økonomiske magthavere kunne nå at reagere, blev kapitalakkumulationens kredsløb midlertidigt standset. I en vis forstand var der ifølge Malm tale om en ”omvendt chokdoktrin”.

Vi kan alle dø af coronavirus. Hvem der dør først, afgør, om der politisk bliver mobiliseret de nødvendige tiltag eller ej. Ligeledes forholder det sig med klimakrisen: Vi vil alle dø eller på anden vis negativt påvirkes af klimakaos i sidste ende. Men de rige vil rammes sidst. Derfor sker der ikke noget.

Zoonotisk overløb

Malm bruger nogle vigtige sider på en introduktion til SARS-CoV-2’s ætiologi [red. ”Læren om summen af de genetiske og miljømæssige faktorer, der igangsætter en sygdom”, lex.dk]. Selvom forskere endnu ikke har slået endeligt fast, hvor virussen først opstod, bliver de såkaldte vådmarkeder i Wuhan, Kina, betragtet som sygdommens første epicenter.

Disse markeder med salg af levende og ofte sjældne dyr er gode eksempler på de rum, hvor der sker et såkaldt ’zoonotisk overløb’. Ifølge WHO er de fleste sygdomme, der rammer mennesker zoonotiske. Det vil sige sygdomme, der kan vandre fra dyr til mennesker eller fra mennesker til dyr. Ebola har eksempelvis kostet mere end 5,000 gorillaer livet i Congo som følge af smitte fra mennesker.3 De seneste måneder står det klart, at den danske minkavlerindustri sandsynligvis har medvirket til zoonotisk overløb fra mennesker til dyr, og tilbage igen, med potentielt store sundhedsproblemer til følge.

For en umiddelbar betragtning er coronakrisen en naturkatastrofe. Smitsomme sygdomme kommer fra naturen, og den er vi mennesker ikke herrer over. Kun på den samfundsmæssige side af stofskiftet mellem samfund og natur, kan vi mennesker reagere mod sygdomme ved isolation, nedlukning eller vaccine, kunne man tro. Det har dog vist sig siden coronakrisens tidlige dage, at menneskenes måde at organisere sig på – særligt den kapitalistiske produktionsmåde – har stor indflydelse på både ætiologi, zoonotisk overløb, smittespredning, mutationer og meget andet, vi ellers har ladet naturvidenskaben om. Tænk bare på situationen på de danske minkfarme. Sygdommens vandring fra dyr til menneske er ganske vist gjort af en mutation, men den er også stærkt påvirket af den menneskeskabte kapitalistiske rovdrift på naturen, der har accelereret mutationernes hastighed og eventualitet.

I første omgang er det landbrugskapitalens endeløse afskovning, der presser ikke mindst flagermus til at finde nye habitater tættere på menneskenes levesteder. Malm bruger en del sider på flagermus. Men han har også en længere undersøgelse af, hvordan varegørelse af sjældne dyr på særlige markeder dels udrydder dyrene, dels skaber gode betingelser for sygdomsvandring fra dyr til mennesker og vice versa:

Opening the forests to global circuits of capital is in itself ‘a primary cause’ of all this sickness. It is unrestrained capital accumulation that so violently shakes the tree where bats and other animals live. Out falls a drizzle of viruses.4

Menneskets undertvingelse af naturen i jagten på rigdom smadrer dets egen mulighed for reproduktion og et liv uden sygdom og utidig død.

En teori om naturkatastrofer

I andet kapitel i bogen korrigerer Malm vores gængse teorier om naturkatastrofer. Kort fortalt har sådanne teorier typisk opfattet presset på menneskene som todelt. På den ene side har katastrofer naturlige årsager, der drives af naturens love; tyngdekraften, årstider, evolutionen osv. På den anden side består en katastrofes omfang af menneskenes kollektive evne til at værne sig imod den. Her spiller sundhed, sikkerhed, fordeling af ressourcer osv. en stor rolle. I et samfund med stor ulighed og et forringet sundhedssystem, vil naturkatastrofer blive værre end steder med velfungerende sygehuse og mere lige adgang.

Det er her Andreas Malm tilføjer en vigtig korrektion. For den menneskeskabte kapitalakkumulation er så omfattende, at den påvirker naturens pres på menneskene. Det, vi tidligere betragtede som naturkatastrofer, har vist sig at forekomme hyppigere, jo flere drivhusgasser økonomien udleder. Smitsomme sygdomme vandrer nemmere fra dyr til mennesker, hvis landbruget fælder alle træerne i jagt på landbrugsjord. Naturen er ikke et upåvirkeligt ydre.

Den kapitalistiske produktionsmåde er forbundet til både de naturlige og de samfundsmæssige sider af en naturkatastrofe. I dag har kapitalismen en metabolisk indvirkning på risikoen for zoonotisk overløb samtidig med, at den tvinger nedskæringer og ulighed igennem i sundhedssektoren.

Helt passende kritiserer Malm venstrefløjen for i alt for høj grad at læne sig op ad den gamle opfattelse af naturkatastrofer, hvorfor man ofte ender med kun at adressere samfundets evne til at afbøde katastrofer. Kritik af f.eks. nedskæringerne i sundhedssektoren – eller i en dansk sammenhæng salget af statens vaccineproduktion – forbliver reaktionær kritik, der ikke offensivt kræver at få mindsket risikoen for fremtidig smittespredning, hyppigere orkaner, oversvømmelser eller tørke.

Ifølge økologisk marxisme er udplyndringen af naturen et røveri af menneskenes egne reproduktionsmidler. Hermed er klima-, natur- og coronakrisen en del af klassekampen – intet mindre. Kampen mod det vareproducerende fossile akkumulationsregime er kampen for menneskenes egen overlevelse og reproduktion.

Økologisk Leninisme

Og hermed når vi til det centrale i Malms tekst. Klimakrisen er en akut krise i den politiske økonomi, der stiller krav til strategiske overvejelser. Men hvilke?

Malm svarer allerede på forsiden af bogen: Krigskommunisme. Og her starter mine kvababbelser. Jeg er ikke bange for kommunisme. Jeg bruger det selv jævnligt, så at sige. Det er snarere den helt åbenlyse leninistiske linje, som bogen fører til torvs, som jeg er skeptisk overfor.

Malm skriver sig op mod to andre politiske positioner. Den grønne socialdemokratisme på den ene side (Læser du med, Dan Jørgensen?) og den grønne anarkisme/statskritik på den anden side. Malm har som enhver anden venstrefløjsaktivist et helt arsenal af kritikker af socialdemokratiet. Lad os nøjes med de to mest interessante for nu. 1) Det tidspunkt i historien hvor socialdemokratismen klarede sig bedst, var i de 30 mest stabile år i det 20. århundrede efter de to verdenskrige. Socialdemokratisme virker kun i sociale, økonomiske og politisk stabile perioder ifølge Malm. 2) Socialdemokratisme virker dermed kun, hvis den har tiden med sig. Hvis der er masser af tid, hvis historien er på vej fremad. De små skridts politik, kræver stabilitet og god tid. Den slags luksus har vi ikke noget af for tiden. Malm rammer hovedet på sømmet her:

Social democracy works on the assumption that time is on our side. There must be plenty of it. Then one can move slowly towards the good society, step after incremental step, without having to clash head-on with the class enemy and break up its power; it will rather leak away in drips. But if catastrophe strikes, and if it is the status quo that produces it, then the reformist calendar is shredded. Social democracy can now do one of two things. It can continue to flow with the time, deeper into catastrophe – the choice from August 1914 – or it can become something else, another taxon of socialism, one that recognises that time is up and another decade or even year of this status quo is intolerable. (s. 120-21)

Den anden position, Malm er skeptisk overfor, er anarkismen. Især identificeret ved den amerikanske antropolog James C. Scott. Statskritikken har ifølge Malm vanskelige kår for tiden. Det er med Malms ord ikke ligefrem fordi fraværet af staten har hjulpet på hverken corona- eller klimakrisen. Det er fraværet af staten, der har skabt sygdom og død. Anarkismen har det grundliggende problem, at den ikke vil have magten over statsapparatet, og derfor altid ender med ufuldstændige opstande. Her bruger Malm Det Arabiske Forår og Tahrir-pladsen som eksempel. Revolutionen mislykkedes, fordi opstanden ikke formåede at opnå kontrol med staten, og dermed overlod overgangsbestræbelserne til en reaktionær kontrarevolution.

Diskussionen om overgangen fra opstanden til revolutionen er vanskelig, men Andreas Malm overser i hvert fald to forhold. Imod den leninistiske kritik kan man indvende, at opstandene ikke bremses, fordi de ikke vil overtage staten. Snarere bremses opstandene af statsideologiens krav til bestemte politiske appelformer. F.eks. ideen om, at den centrale planlægning og repræsentation kan foregå midt i opstanden. Vi har set det et hav af gange under pladsbesættelserne eller Nuit Debout.5 Problemet er ikke den manglende overtagelse af staten. Problemet er, at når først opstanden sætter sig for at mime statens politiske former ved at parlamentere eller ”repræsentere”, producere ”fælles erklæringer” mv., bremses bevægelsen.

For det andet virker det på Malm, som om staten er et redskab, man efter forgodtbefindende kan tage i anvendelse. At stater så at sige kan bruges til alle formål. Men stater er jo aktuelt dødsmaskiner for mange forskellige grupper i samfundet. Staterne står for nedskydningen af sorte i USA, for eksklusionen og mobningen af muslimer i Europa, det er også staterne, der aktuelt bruger Middelhavet som voldgrav mod blandt andet klimaflygtninge. Staten medvirker til at eksternalisere affalds- og ressourceproblemer med både vold, hegn og tariffer. Staterne er konstitueret ved voldelig eksklusion. Disse problemer slipper man ikke for ved at sætte sig på statsapparatet.

Andreas Malm er internationalist. Han skriver altid med udgangspunkt i et globalt klasseperspektiv. Han er en af de bedste til at huske på, at klima- og coronakrisen er globale kampe. Alligevel er der noget ved Malms påkaldelse af klimakrisen som en undtagelsestilstand, der reducerer andre konflikter til ’noget vi ordner senere’. Eksempelvis spørgsmålet om statens voldelige forudsætning. Malm har med rette travlt. Han har ikke tid til disse diskussioner om, hvorvidt revolutionen kan ske med eller uden staten. Han vil undgå katastrofen med alle tænkelige midler. Hans leninisme er med andre ord ekstremt pragmatisk, hvilket er positivt. Men han er ikke naiv. Staten skal tvinges til at makke ret:

” … but the lingering conclusion from our initial comparison between corona and climate is that no capitalist state is likely ever to do anything like this of its own accord. It would have to be forced into doing it, through application of the whole spectrum of popular leverage, from electoral campaigns to mass sabotage. Left to its own devices, the capitalist state will continue to attend to symptoms, which, however, must eventually reach a boiling point.” (s. 146)

Malms økologiske krigskommunisme skal tvinge staten med alle midler til at ekspropriere de store oliebaroners ejendom, viden og teknologi, således at den kan omdirigeres til CO2-fangst6, en teknologi, som aldrig vil kunne blive genstand for akkumulationsprocessen af den simple grund, at der i CO2-fangst-processen ikke er nogle varer at sælge. Det ’produkt’, som CO2-fangsten producerer, skal bogstavelig talt graves ned i jorden og ingen må bruge det. Ellers kommer vi aldrig af med de astronomiske overophobninger af CO2, der lige nu findes i atmosfæren. Ifølge Malm er der lige nu kun én institution, der kan foretage denne astronomiske opgave med CO2-indledning (et begreb vi må begynde at bruge), og det er staten.

Malms økologiske leninisme, der gerne skal munde ud i en politisk styret krigskommunisme, er ikke vejen til det gode samfund. Formålet er noget mere beskedent: At standse den absolutte katastrofe for det store flertal på planeten. Det skal ske ved ekspropriationer af klimaskadelig industri, standsning af al flyvning, der ikke er interkontinental, forbud mod forbrændingsmotorer, kraftigt reguleret og på lang sigt udfaset kødforbrug, og måske vigtigst af alt: drakoniske forbud mod fossile brændsler.

Det spændende og nervepirrende ved Malms projekt er, at han tænker de logiske politiske konsekvenser af klima-, natur- og coronakrisen sammen. Som han skriver i bogens indledning: ”No horseman of the apocalypse rides alone”7. Apokalypsens plager er forbundne, og det er Malm en af de bedste til at formidle.

**

Men verden er allerede gået under…

I starten af 1500-tallet besejrede den spanske kolonisator Hernan Cortes aztekerriget. Han udryddede et helt folk gennem biologisk krigsførelse ved både bevidst og ubevidst at inficere de oprindelige folk med dødeligt smitsomme sygdomme såsom kopper og tyfus. Folkene på de to amerikanske kontinenter havde været isoleret fra resten af verden i mere end 20.000 år og havde således opbygget et immunforsvar, der passede til de lokale forhold. Da spanierne ankom til det amerikanske kontinent (i dag Mexico), var de oprindelige folk forsvarsløse mod sygdomme medbragt af kolonisatorer. Man anslår at 75 pct. af aztekerne blev udryddet af europæiske sygdomme.

Aztekerne var bare ét af de mange folk, som spanierne og andre brutalt udryddede ved hjælp af biologisk krigsførelse. Selvom det ikke kunne måle sig med katastrofen for aztekerne, var det en lille hævn, at spanierne tog syfilis med sig tilbage til Europa.

For nogle folkeslag er verden allerede gået under. Ikke fordi disse folk simpelthen er udslettet. Men lige så meget fordi den vestlige verden er grundlagt på så megen lidelse. Koloniseringen og racismen lever videre, f.eks. i anlæggelsen af olieinfrastruktur igennem de landskaber, hvor de tilbageværende oprindelige folk forsøger at opretholde deres livsformer.

Det er rigtigt, at klimakrisen har en deadline, og at apokalypsen – set fra vores perspektiv – er forestående. Men med de oprindelige folk i Amerika og de sortes lidelser under slaveriet kan vi omvendt konstatere, at for nogle folk har apokalypsen allerede været i gang i 500 år. I det lys kan man ikke med Andreas Malm overtage staten uden problemer. Barbariet følger med.

Hvis apokalypsens ryttere aldrig kommer alene, som Malm helt rigtigt skriver, så må det betyde, at statens vold må afvikles samtidig med, at den kapitalistiske metabolisme sættes til standsning. Vi kan ikke nøjes med at ville af med kapitalakkumulationen. Staten må falde i samme moment.

Situationen er så fremskreden, at jeg ikke kan se noget andet perspektiv for mig end det gamle slogan: Kommunisme eller Barbari. Men i den oprindelige kommunistiske betydning efter Marx og Engels: Kommunisme er enden på staten.

Når de fire ryttere kommer, må vi stå klar.

Eskil Halberg (f. 1983) er forfatter. Senest til Madpakker til Revolutionen (2020)

  1. Helt kort, opfatter denne teoretiske strømning klima- og naturkrisen som resultater af kapitalismens karakteristiske overudnyttelse af naturressourcerne. Kapitalen smadrer naturens mulighed for at reproducere sig selv og skaber en kløft i stofskiftet mellem samfund og natur. Denne destruktive proces angår både naturens og menneskenes reproduktionsevne. Mennesket er selv natur. Metabolic rift theory kan derfor både analysere klimakrisen, varesamfundets akkumulationsproces og klassekampen i en – for mig at se – ekstremt brugbar teori om kapitalismen i den aktuelle situation. Se især: Foster, John Bellamy. 1999. “Marx’s Theory of Metabolic Rift: Classical Foundations for Environmental Sociology.” American Journal of Sociology 105 (2): 366–405. https://doi.org/10.1086/210315.
  2. Global Report on Internal Displacement, Internal Displacement Monitoring Center, s. 4, april 2020, www: https://www.internal-displacement.org/global-report/grid2020/

  3. Malm, Andreas. 2020. Corona, Climate, Chronic Emergency – War Communism in the Twenty-First Century. London, New York: Verso. s. 173.
  4. Corona, Climate, Chronic Emergency. s. 50.
  5. Med pladsbesættelserne mener jeg den bølge af politisk protest, der tog form af offentlige pladsbesættelser og opstande, der startede i Egypten i 2011. De forsatte videre i Nordafrika og Mellemøsten, og til Spanien eller som Occypy Wall Street i USA. I Frankrig forsøgtes noget lignende i forbindelse med protester mod en arbejdsmarkedsreform Loi Travail, i 2016. Det er en protestbølge som eksempelvis Mikkel Bolt har skrevet om i bogen krise til opstand (2013), og som skrivefællesskabet Den usynlige Kommitee også har beskæftiget sig indgående med i deres bøger.
  6. Andreas Malm beskriver CO2-fanwgstteknologien som en slags støvsuger, der suger almindelig luft fra atmosfæren, der kan filtrere CO2 fra og putte det ned i jorden. Det vigtige er, at vi ikke må bruge denne CO2 til eksempelvis ny brændstof, eftersom den så ville komme tilbage i atmosfæren. Det er ifølge Malm således ikke nok at sætte CO2-filtre på skorstenene, fordi vi i dag allerede har for store koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren.
  7. I Johannes åbenbaringen er apokalypsens fire ryttere symbolet på undergang.