Var 68-oprøret begyndelsen til enden for klassekampen?

Begivenhederne i 1968 fremstilles ofte som højdepunktet for solidaritet mellem arbejdere og intellektuelle. Men det var netop på dette tidspunkt, at en stor del af arbejderklassen begyndte at føle sig fremmed for venstrefløjen og flygtede til populistiske partier, hvilket vi stadig ser konsekvenserne af i dag.

Af Kristian Thorup
Illustration af Jens Vilhelm Ploug

Ungdomsoprøret i maj 1968 bliver ofte fremhævet som et af de mest eksemplariske tilfælde af solidaritet mellem arbejdere og den veluddannede venstrefløj af studerende og intellektuelle.1 Det står som bevis på, at den solidariske alliance mellem arbejdere og intellektuelle, som man altid har drømt om på venstrefløjen, er mulig at realisere.

Fra det franske ’68 fortælles der historier om studenter, der tog ud til fabrikkerne for at diskutere klassekamp med arbejderne, og om arbejdere, der tog til Sorbonne for at få den politiske uddannelse, som hverken politiske partier eller fagforeninger havde formået at give dem.2 Der blev med andre ord gjort oprør i en alliance på tværs af klasser.

68-oprøret er dog også blevet beskyldt for det præcis modsatte, nemlig at afspejle og uddybe en katastrofal kløft mellem arbejdere og studenter, som imidlertid blev skjult bag et ideologisk slør af solidaritet, lighed og socialisme.

I en kritisk analyse af ’68 har den franske sociolog Pierre Bourdieu eksempelvis hævdet, at de lovpriste møder mellem arbejdere og studerende ofte var præget af en brutal ulighed og symbolsk vold. De studerendes overlegne taleevner og retoriske overskud gav dem ifølge Bourdieu magt til at orkestrere tale og tavshed, således at arbejderne i meget ringe grad kom til orde. Bourdieu betegner ungdomsoprørets retorik, som på overfladen var egalitær og uformel, som en ”formidabel retorisk vold, en blød, afslappet vold”.3

Idéen om en harmonisk solidaritet mellem arbejdere og studerende i ’68 har således været udfordret og kritiseret som et ideologisk glansbillede. Dagbladet Informations chefredaktør Rune Lykkeberg skriver i sin bog Vesten mod Vesten om de studerende, at de havde en drøm om, at arbejderklassen skulle realisere deres politiske utopier for dem, men at arbejderne generelt ikke var interesserede i at være de studerendes revolutionære subjekt.4

Arbejderne endte ifølge Lykkeberg med at blive en passiv rekvisit i den intellektuelle venstrefløjs revolutionære drømme.5 Frem for at udgøre højdepunktet for solidaritet mellem studenter og arbejdere, fremlægger Lykkeberg den komplet modsatte analyse af 68-oprøret: At ungdomsoprøret kom til at spille de to grupper ud mod hinanden, hvilket fik arbejderne til at gå andre steder hen.6

Det interessante her er, hvor arbejderne gik hen. Hvis man vender blikket mod den danske og skandinaviske kontekst, er det bemærkelsesværdigt, hvordan det netop er i denne periode i slut-60’erne og især start-70’erne, der normalt fejres som kulminationen for solidariteten mellem arbejdere og intellektuelle, at man begynder at se en markant flugt af arbejdervælgere fra venstrefløjen – en flugt, som strækker sig helt op i vor tid.7 I Danmark kom det ikke mindst til udtryk ved Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet stormede ind i Folketinget med 15,9 % af stemmerne og en kæmpe andel af arbejdervælgerne. Senere blev mange af disse arbejdervælgere til Dansk Folkeparti-vælgere, og en lignende udvikling med fremvækst af populistiske partier med stærk arbejderopbakning har man set i de fleste andre vestlige lande.

Set fra dette perspektiv forekommer 68-epoken ikke ligefrem at være højdepunktet for alliancen mellem arbejdere og intellektuelle, men snarere det punkt, hvor en sådan alliance begyndte at falde fra hinanden. Spørgsmålet er hvorfor denne splittelse opstod, og om denne udvikling sågar var direkte knyttet til 68-oprøret og dets eftervirkninger.

Fremskridtsarbejdernes kulturelle klassekamp

I 1977 besluttede journalisten Poul V. Nielsen at skrive en bog om Fremskridtspartiets vælgere på baggrund af en gentagen erfaring, han havde gjort sig: Et væld af arbejdere, han kendte godt og antog var socialister, stod pludselig frem som ’fremskridtsmænd’. Men hvorfor?

arbejdernes farligste modstander er ikke kapitalisten, men den intellektuelle, ham ved skrivebordet der tror, at fordi han har læst en bog og kan den store tabel, så er han 5 gange klogere end os andre og skal have 5 gange så meget i løn.Til sin bog Fremskridtsarbejderen undersøgte han dette ved at interviewe et stort antal af disse arbejdere. De viste sig at have et væld af divergerende holdninger, men mange af dem var dog kritiske over for kapitalismen og den økonomiske overklasse. På trods af denne antikapitalisme gjorde et andet træk sig imidlertid på paradoksal vis gældende for næsten alle fremskridtsarbejderne i bogen: De anså venstrefløjen og Socialdemokratiet som fjenden.

En af grundene til dette var, at venstrefløjspartierne i løbet af de forgangne år var blevet stadig mere domineret af akademikere og veluddannede socialister. Som en af fremskridtsarbejderne udtalte:

arbejdernes farligste modstander er ikke kapitalisten, men den intellektuelle, ham ved skrivebordet der tror, at fordi han har læst en bog og kan den store tabel, så er han 5 gange klogere end os andre og skal have 5 gange så meget i løn. Sørgeligt nok har jeg lært dét gennem personlige oplevelser i DKP og SF. Jeg gik fra SF i harme over alle de højrøvede akademikere, som vil bestemme alt i et såkaldt arbejderparti. (…) Hvad skal de i arbejderpartierne! Las os have vore partier i fred for dem! Med akademikerne i SF var det sådan, at de rigtignok vidste mere om, hvad der foregår i en arbejdersjæl, end arbejderne selv ved.8

De unge studerende, som han henviser til, er tydeligvis 68’erne, som har kastet sig ind i den socialistiske kamp i venstrefløjens partier. Men deres fremfærd og talemåde kom hurtigt i konflikt med arbejderne. En anden arbejder udtalte: ”jeg er ikke antisocialist – det er jeg ikke. Det er bare dét, at jeg kan ikke forstå, hvad de siger i de venstreorienterede partier. Det er som om deres ledere taler i fremmede tungemål.”9

Den erfaring, de to arbejdere her beskriver, er præcis den symbolske dominans, som Bourdieu beskrev i sin analyse af 68-oprørets forhold mellem arbejdere og studerende. Som Bourdieu viste i sine studier, besidder den veluddannede klasse en sproglig magt, der gør, at den i langt højere grad bliver lyttet til og adlydt end de kortuddannede klasser, som har større tendens til at trække sig tilbage i resigneret tavshed, da deres udsagn ikke bliver tillagt samme tyngde og værdi. Bourdieus arbejde viste således, hvordan en betydelig del af samfundets sociale ulighed består i en sproglig ulighed.10

I Fremskridtsarbejderen finder man hos flere af de interviewede arbejdere netop dette perspektiv på mange af ungdomsoprørets kulturelle kampe. En fabriksarbejder ved navn Lise Rasmussen udtaler om rødstrømpebevægelsen, at hun ikke kan fordrage den og oplever den som domineret af formynderiske og nedladende kvinder fra den akademiske overklasse, der ser ned på hjemmegående husmødre og sætter dem i bås som smalsporede gæs. På venstrefløjen kan hun kun lide kommunisterne, fordi der i kommunistpartiet ikke er ”så mange akademikere, der vil være barnepiger for arbejderne.”11

Fra 60’erne og frem var en række nye kulturelle konflikter begyndt at præge den politiske kampplads. Hvor arbejderklassen overvejende var placeret til venstre for midten i de fordelingspolitiske spørgsmål, har den oftest har befundet sig på den højreorienterede, konservative side af de værdipolitiske konflikter, eksempelvis i diskussioner om kønsligestilling, børneopdragelse, disciplin i skolen, forhold til autoriteter, seksuel frigørelse, indvandring mm.12

Som passagen oven for viser, anser Lise rødstrømpernes oprør som en fremmed kamp, hun ikke selv har nogen andel i, selvom hun er kvinde. Fremfor at se deres kamp som et slag mod en fælles patriarkalsk modstander, ser hun rødstrømperne som sin modstander, der fra en privilegeret position belærer hende om, hvordan man er en rigtig (progressiv) kvinde. Denne tendens er udbredt blandt kvinder i arbejderklassen, der ofte oplever feminismen som fremmed og urelaterbar og associerer den med bedrevidende og moraliserende middelklassekvinder.13

En tvetydig kærlighed til arbejderklassen

Selvom samfundskritikken fra 60’ernes protestbevægelser i dele af arbejderklassen blev betragtet som fremmed og nedladende, var det fra de intellektuelles side relativt udbredt at hævde et slægtskab med arbejderklassen i kampen mod kapitalismen og de autoritære samfundsstrukturer.14 Ungdomsoprørets inspirationskilder, der i stor udstrækning var funderet i marxistisk teori, fremhævede ofte ’proletariatet’ som den vigtige base i kampen mod de herskende samfundsstrukturer.

Men på samme tid var meget af periodens venstreorienterede kritik præget af et tvetydigt forhold til arbejderklassen. Mens man i en vis udstrækning videreførte marxismens fokus på proletariatet som det revolutionære subjekt, begyndte der også at opstå en vis skepsis og frustration over en arbejderklasse, der ikke længere lignede arbejderklassen fra Marx’ tid og ofte ikke var lige så revolutionært indstillet, som de venstreintellektuelle kunne ønske sig. Dertil havde venstrefløjens samfundskritik i 60’erne bevæget sig mod et større fokus på kulturelle emner og spørgsmål om livsformer frem for udelukkende kritik af økonomisk udbytning.15

Dette så man blandt andet hos den tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuse – en af ungdomsoprøret centrale inspirationskilder, der var udtalt marxistisk inspireret og talte for en grundlæggende revolution af samfundet, men som stod for en række brud med klassiske marxistiske præmisser. Marcuse havde svært ved at se det store revolutionære potentiale i den vestlige arbejderklasse og kastede i stedet blikket mod unge studerende, marginaliserede etniske minoriteter og undertrykte folk i den 3. verden i jagten på et nyt revolutionært subjekt.16

’Overflodssamfundet’ havde ifølge Marcuse skabt nye vilkår for klassekampen, da arbejderklassen ikke så meget længere led under økonomisk armod, men snarere en form for ’kulturel armod’. Marcuse hævdede derfor, at det ikke kun var arbejdsprocessen, der skulle revolutioneres, men også arbejdernes behov og aspirationer i fritiden.17

Et andet sted, hvor man så en lignende udvikling, var hos situationisterne, der i deres analyser var med til at åbne marxismen op for mere ekstra-økonomiske forhold ved at belyse hverdagslivet som terræn for politiske interesser og forsøge at omdefinere proletariat til at omfatte alle borgere, der ikke selv kontrollerede deres liv, og altså ikke kun arbejderne.18

Det stigende fokus på kulturkritik i periodens venstrefløjstænkning medførte et ændret forhold til arbejderklassen. Eksempelvis medførte omdefineringen af proletariatet fra at være en klasse til at omfatte alle fremmedgjorte borgere uundgåeligt en betragtelig reduktion af klasseperspektivet, som var det centrale element i den oprindelige marxisme.19

Den nye kulturkritiske venstrefløjstænkning medførte imidlertid ikke kun, at venstrefløjens kritik rykkede længere væk fra arbejderklassen, men også at den i stadig højere grad blev rettet mod arbejderklassen. Mens der i den marxistiske tradition altid har eksisteret en vis kritik af dele af arbejderklassen (bl.a. pjalteproletariatet), kan man argumentere for, at der i 60’erne og 70’erne (men også tidligere i det 20. århundrede) begyndte at ske en intensivering af kritikken af arbejderklassen fra de venstreintellektuelles side.

Da det revolutionære subjekt fik kaffen galt i halsen

I 1968 udgav den selvudnævnte ’provo’ Ole Grünbaum bogen Emigrér, som på mange måder legemliggjorde ånden i det gryende ungdomsoprør. Grünbaums bog er præget af netop dette splittede forhold til arbejderklassen, som han både udviser sympati med og samtidig beskriver som ”en stor, sløv og hjernevasket masse”.20

 

Hovedbeskæftigelsen i Grünbaums bog var dog ikke at kritisere arbejderklassen, men at kritisere forældregenerationens værdier og livsstil, som ifølge Grünbaum var kørt fast i ”lutter egoisme” og smålige drømme om sikkerhed og tryghed, hvor hver borger blot passer sine egne interesser og forbrugsgenstande. Ifølge Grünbaum var der ikke plads til den unge generation i disse snævre rammer, og det var derfor naturligt, at de måtte sprænges.

60’ernes kulturkritik af autoriteter, værdier og den gængse livsførelse, som på mange måder var både sympatisk og vigtig, –udsprang ikke af en neutral social position. Den må derimod betragtes som en kritik, der først kunne blive nogenlunde bredt funderet i samfundet, efter at velstandsniveauet havde nået et vist niveauSelvom denne konflikt forekom primært at udspille sig mellem to generationer, gemte der sig imidlertid også nogle klare klasseperspektiver i den, hvilket forfatteren Søren Ulrik Thomsen har belyst i sit essay ”Balladen om den tynde mand”. Her forsøger han at se oprøret fra forældregenerationens perspektiv:

efter årtiers klassekamp [har man endelig] opnået de ting, man har kæmpet for: Man har fået en lejlighed, hvor der er et brusebad, man bor i lys og luft, der er gratis lægehjælp, gratis biblioteker, der er mulighed for uddannelse, der er ikke krig, der er ikke arbejdsløshed. Så sætter man sig ned med en kop kaffe, døren går op, og så kommer ens søn hjem og siger: ”Du er borgerlig, det her er konformt, I er alle sammen ens, det her er forfærdeligt!”21

Ifølge Søren Ulrik Thomsen er det paradoksalt, hvordan kampen for bedre levevilkår for arbejderklassen netop forkastes som konservativ det øjeblik, hvor den begynder at blive realiseret. Pludselig opstår nye frigørelseskampe, som medbringer helt andre succeskriterier, og arbejderens socialdemokratiske klassekamp er ikke længere så progressiv, som den var før. Hans kamp for velstand, sikkerhed og gode boligforhold er nu en småborgerlig, reaktionær kamp, som står for alt det modsatte af ungdomsoprørets værdier som autenticitet, individuel frigørelse, selvrealisering og brud med den fantasiløse, konforme måde at leve livet på. Den økonomiske klassekamp bliver erstattet af kulturelle frigørelseskampe, og arbejderen i lejligheden er gået fra at være den revolutionære helt til at være den konservative fjende.

Med fokusskiftet fra arbejderens klassekamp til 60’ernes kulturkamp sker der et skifte i den klasseposition, hvorfra venstrefløjens kritik kommer. 60’ernes kulturkritik af autoriteter, værdier og den gængse livsførelse, som på mange måder var både sympatisk og vigtig, udsprang ikke af en neutral social position. Den må derimod betragtes som en kritik, der først kunne blive nogenlunde bredt funderet i samfundet, efter at velstandsniveauet havde nået et vist niveau, og en betragtelig del af en enorm ungdomsgeneration i efterkrigstiden indtog en relativt privilegeret position som universitetsstuderende på god afstand af arbejderklassens stramme vilkår.22

Det er det, som er det tragiske ved Søren Ulrik Thomsens fortælling om sammenstødet mellem faderen og sønnen: Sønnen har ikke forståelse for, hvordan hans kritik kun er mulig som en overbygning på de økonomiske sejre fra faderens generation, og faderen forstår ikke, at den unge generations kamp for anerkendelse og frigørelse som individer er en naturlig forlængelse af hans egen generations kamp for anerkendelse og frigørelse som klasse.

Søren Ulrik Thomsens centrale kritik af ungdomsoprøret er, at måden hvorpå de skabte deres egen identitet som inspirerede, unikke individer var ved at opstille et modbillede af den almindelige borger som en uinspireret, indespærret, fantasiløs konformist, der bare fulgte livets slagne vej og ikke besad skyggen af kreativitet, vildskab eller livslyst. Ifølge Søren Ulrik Thomsen gjaldt det ikke bare om ”at løsrive sig fra det almindelige, men også om at pisse på det”.23

Dette afsæt, hvor ungdomsoprørerne skabte deres egen værdi ved at kritisere og latterliggøre den almindelige arbejders livsførelse (men for den sags skyld også funktionærens), bør betragtes som en af årsagerne til den nye kulturkritiks begrænsede tilslutning i arbejderklassen.

Populismens fremvækst de seneste 50 år bør betragtes som udtryk for, at store dele af arbejderklassen i højere grad oplever at være i konflikt med den veluddannede overklasse end med den økonomiske overklasseHvis man vil forstå, hvorfor ’fremskridtsarbejderne’ udviste så voldsom en foragt for den veluddannede venstrefløj (ligesom også vor tids populister gør), må man have blik for, hvordan den intellektuelle venstrefløj ofte har udvist en ligeså voldsom foragt i den modsatte retning – bare fra en mere ressourcestærk social position.

Populismens fremvækst de seneste 50 år bør betragtes som udtryk for, at store dele af arbejderklassen i højere grad oplever at være i konflikt med den veluddannede overklasse end med den økonomiske overklasse, og populismeproblemet er således tæt knyttet til de seneste 50 års udvikling i forholdet mellem venstrefløjen og arbejderklassen.24

Det var oprindeligt tiltænkt, at 60’erne og 70’ernes kulturelle kampe skulle udgøre en form for overbygning på den økonomiske klassekamp og de materielle sejre, man allerede havde sikret. Men der er meget, der tyder på, at de i stedet kom til at undergrave grundlaget for venstrefløjens økonomiske klassekamp ved at intensivere en kulturel klassekamp mellem de langt- og kortuddannede, der fik mange af arbejdervælgerne til at flygte til populistiske partier på højrefløjen.

Den uanstændige klasse

Der kan således siges altid at have eksisteret to arbejderklasser helt fra socialismens begyndelse: den, der fandtes i den venstreorienterede teori, og den, der eksisterede ude i virkeligheden.Splittelsen på venstrefløjen mellem de intellektuelle og arbejderne er næppe et nyt fænomen, og det er langtfra en modsætning, som først opstod i 1960’erne. Venstreintellektuelles kritik af arbejderklassen var allerede udbredt i 30’erne og 40’erne, og selv Lenin og Marx var til tider frustrerede over de arbejderklasser, som skulle udleve deres revolutionære projekter.25

Der kan således siges altid at have eksisteret to arbejderklasser helt fra socialismens begyndelse: den, der fandtes i den venstreorienterede teori, og den, der eksisterede ude i virkeligheden. Så snart arbejderklassen var udpeget som det revolutionære subjekt fra teoretisk side, kunne den næsten kun skuffe i den virkelige verden.

I dag står man på venstrefløjen i et måske endnu mere skizofrent forhold til arbejderklassen, end man gjorde i 60’erne. De fleste folk på venstrefløjen udviser stadig en vis abstrakt solidaritet med arbejderklassen, men det er mindre og mindre klart, hvilken arbejderklasse der er tale om.

Det er sjældent, man på vor tids venstrefløj ser en så direkte kritik af arbejderklassen, som eksempelvis Ole Grünbaum fremførte i 1968. Men det betyder ikke, at kritikken ikke florerer længere. Den kalder bare ikke længere arbejderklassen for arbejderklasse, men fremmaner i stedet nedladende billeder, som indirekte henviser til klassebaggrund.

Kritikken af arbejderklassen er i dag ofte smeltet sammen med en kritik af populismen og artikuleres i begreber, som aldrig direkte benævner klassebaggrund. Et klassisk fjendebillede af den populistiske vælger vil eksempelvis tegnes således: En kortuddannet, indsigtsløs, midaldrende mand, som ligger og slasker på en grim lædersofa i provinsen, mens han ser fordummende fjernsyn og ingen interesse udviser for højere samfundsidealer.26

De populistiske vælgere kritiseres ofte hånligt for at være ’lavtuddannede’ (og dermed dumme), men denne kritik kobles næsten aldrig direkte til begrebet arbejderklasse, selvom det tydeligvis er denne samfundsklasse, kritikken omhandler. Når kritikken af populismen når sit laveste punkt, får den fremmanet et nedladende billede af arbejderklassen som en form for udannet og uanstændig populist-klasse – et billede, som kun bekræfter populismens forestillinger om den arrogante, veluddannede elite. På sit laveste punkt bliver kritikken af populismen en indirekte måde at kritisere og latterliggøre arbejderklassens manglende kulturelle ressourcer på.

Som vi har set, så man allerede i 60’erne og 70’erne de første tegn på utilfredshed i arbejderklassen. Det var en utilfredshed over, at venstrefløjen, som hidtil havde været stedet, hvor arbejderklassen kæmpede sin egen kamp, begyndte at blive overtaget af akademikere og intellektuelle. I dag ser vi denne splittelse fuldt udfoldet, da venstrefløjen i meget stort omfang er blevet et middelklasseprojekt for veluddannede, mens mange arbejdere har søgt tilflugt i højrepopulistiske partier.27 Den gensidige konflikt mellem de to klasser forstærkes af, at populistiske vælgere ofte bliver lagt for had og latterliggjort med slet skjulte henvisninger til deres klassebaggrund, mens populisterne på deres side spreder foragt for eksperter og kulturelle eliter. Således er 60’erne og 70’ernes splittelse mellem den veluddannede venstrefløj og arbejderklassen på fatal vis kulmineret i vor tids populisme.

Denne tekst er et forkortet kapitel fra bogen Protestkritik, Problema, 2020.

Kristian Thorup er forfatter til bogen Populismens klassekamp, Frydenlund, 2018.

 

 

  1. I dette essay bruger jeg begreberne arbejderklasse og arbejdere om samfundets fag- og ufaglærte klasse. Det er én blandt flere mulige definitioner.

  2. Birchall, Ian: ’Fantasien til magten’ – Frankrig 1968. Modstand.org, 2018, s. 19.

  3. Bourdieu, Pierre: Homo Academicus. Stanford University Press, 1988, s. 191f.

  4. Lykkeberg, Rune: Vesten mod Vesten. Informations forlag, 2019, s. 188.

  5. Lykkeberg, Rune: Kampen om sandhederne. Gyldendal, 2008, s. 28.

  6. Lykkeberg, Rune: Vesten mod Vesten. Informations forlag, 2019, s. 189.

  7. Se eksempelvis Goul Andersen, Jørgen & Tor Bjørklund: ”Structural Changes and New Cleavages: the Progress Parties in Denmark and Norway”, Acta Sociologica (33), 1990; Goul Andersen, Jørgen: ”Portræt af vælgernes socio-demografi”, i Oprør fra udkanten. DJØF’s Forlag, 2015, s. 56.

     

  8. Nielsen, Poul V.: Fremskridtsarbejderen, Demos, 1977, s. 77-78.
  9. Ibid., s. 49.
  10. Bourdieu, Pierre: Language and Symbolic Power. Polity Press, 2009, s. 7, 21.
  11. Nielsen, Poul V.: Fremskridtsarbejderen, Demos, 1977, s. 24-25.
  12. Bourdieu, Pierre: Distinction. Harvard University Press, 1984, s. 346; 367; 382; 432; 435; 455; Skjøtt-Larsen, Jakob: Klasse, kultur, politik: Social differentiering i det postindustrielle Aalborg (ph.d.-afhandling). Aalborg Universitet, 2008, s. 140f, 145; Skjøtt-Larsen, Jakob: ”Ulighedens symbolske grænser: Kultur og moral som klassemarkør”.

    Praktiske grunde, (5), 2011, s. 2-3: 63-76: 70ff; Thidemann Faber, Stine et al.: Det skjulte klassesamfund, Århus Universitetsforlag, 2012, s. 185.

  13. Thidemann Faber, Stine: På jagt efter klasse (ph.d.-afhandling). Aalborg Universitet, 2008, s. 212.
  14. Det bør understreges, at oprøret mod autoritære og hierarkiske strukturer ikke udelukkende kom fra den veluddannede klasse, men også i en vis udstrækning fra arbejderklassen. Man så i perioden flere bekymrede arbejdsgiverorganisationer, som havde problemer med arbejdere, der i tiltagende grad udfordrede de hierarkiske strukturer på fabrikkerne. Der var i rapporter fra arbejdsgiverorganisationer i Frankrig tale om en ”autoritetskrise” og en ”opposition mod hierarkier” (Boltanski, Luc & Ève Chiapello: The New Spirit of Capitalism. Verso, 2007, s. 174).

  15. Boltanski, Luc & Ève Chiapello: The New Spirit of Capitalism. Verso, 2007, s. 37ff; Boltanski, Luc & Ève Chiapello: ”Kapitalismens nye ånd”, Pragmatisk sociologi. Hans Reitzels Forlag, 2011, s. 169, 232.

  16. Marcuse, Herbert: ”Volden og den radikale opposition”, i Politiske essays. Gyldendal, 1972, s. 49f.

  17. Marcuse, Herbert: Kontrarevolution og venstrefløj. Gyldendal, 1974, s. 18, 27.

  18. Bolt, Mikkel: Den sidste avantgarde. Forlaget Politisk Revy, 2004, s. 78

  19. Se også Bolt, Mikke: På råbeafstand af marxismen. Antipyrine, 2019, s. 168f

  20. Grünbaum, Ole: Emigrér. Hans Reitzels forlag, 1968, s. 97.
  21. DR2 Deadline 2. sektion den 31. marts 2009.
  22. [1] Luc Boltanski og Ève Chiapello påpeger, at den højere grad af uddannelse for denne nye, store gruppe af studerende skabte større aspirationer for, hvad arbejdslivet og livet i det hele taget burde indeholde, og hvor spændende det burde være (Boltanski, Luc & Ève Chiapello: The New Spirit of Capitalism. Verso, 2007, s. 176).

  23. Thomsen, Søren Ulrik, ”Balladen om den tynde mand”, Repremiere i mit indre mørke, Vindrose, 2009.
  24. [1] Se Thorup, Kristian: Populismens klassekamp. Frydenlund, 2018.
  25. [1] Müller, Jan-Werner: Kampen om demokratiet, Informations Forlag, 2018, s. 69; Bolt, Mikkel: Avantgardens selvmord. Antipyrine, 2013, s. 36.
  26. [1] Et konkret eksempel på dette, som der desværre ikke er plads til her, gennemgås i den lange udgave af dette essay. Se Protestkritik – hvordan kan man tænke protesten i skyggen af ’68?, 2020, Próblema.
  27. [1] Det skal selvfølgelig ikke forstås således, at alle arbejdere i Danmark stemmer på Dansk Folkeparti og andre højrepopulistiske partier. En meget stor del af dem stemmer også på Venstre og Socialdemokratiet, hvoraf sidstnævnte imidlertid i tiltagende grad bliver beskyldt af venstrefløjen for at være ’DF light’.