Landsyge

”Hverken Pareto, Marx eller Bourdieu har levet forgæves, men ingen af dem har sprog til at formulere den geo-sociale kamp om territorie, som udspiller sig på Porquerolles”.

Af Nikolaj Schultz

Det er, som om det aldrig slutter. Problemerne vil ikke lade mig være i fred. De følger efter mig, når jeg læser avisen, de drypper på mine skuldre, når jeg går i bad, og de fylder min kurv, når jeg køber ind. De følger mig ind i mine drømme.

Når jeg under hedebølgen forsøger at falde i søvn i min lejlighed, så ved jeg, at den ventilator, som jeg ikke kan sove uden, skyder mit energiforbrug i vejret. Når jeg vågner op og arbejder, så ved jeg, at det jeg altid ønskede – at have mit navn på en bog i print – bidrager til skovrydning. Hvordan kan man drømme om natten, hvis ens sidste tanke gør en moralsk svimmel over det, som tillader en at sove? Hvordan kan man drømme om dagen, hvis det, som får dig til at stå op om morgenen, meddelagtiggør dig i katastrofen?

Problemerne følger i mine fodspor; nej bedre, de er mine fodspor. Så jeg tager på ferie for at koble af. Jeg vil afkobles fra de spor, mit liv trækker efter sig, jeg vil afkobles fra de materielle konsekvenser, min eksistens har. Jeg vil være en ø! Så jeg flygter ud på en ø.

En ø er ikke en ø

Jeg flygter til Porquerolles, en fransk middelhavsø kendt for sit azurblå hav og paradisiske flora, fauna og landskab, hvor min ven Victor har tilbudt mig husly på hans families gamle træbåd Timia. Den perfekte ø, den perfekte isolation, den perfekte flugtrute. Det troede jeg i hvert fald, men kort efter ankomst minder en fortvivlet gammel dame mig om, at ikke engang en ø (île, isola) er isoleret længere:

”Vil I ikke nok finde jer et andet sted at ligge? Jeg har vandret hele morgenen, og jeg kan intet sted finde at slå mig ned. Jeg har boet på øen hele mit liv, men der er ikke plads til mig. Der er ikke én meter strand tilbage til mig. Jeg er født her – je suis porquerollaise – men jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen.”

Hun er en af stedets få hundrede faste beboere. Dette er hendes territorie, hendes land, og hendes identitet. Jeg er en af de 10-13.000 personer, der hver dag i sommerperioden bliver sejlet ind fra fastlandet for at besøge øen. Jeg tager hendes territorie fra hende.

Jeg tager det fra hende fordi det stigende antal turister på Porquerolles i samspil med havstigninger, menneskelig bebyggelse på øen, reduceret sediment-forsyning og menneskelig bebyggelse tilsammen udgør en række geodynamiske processer der truer med at erodere øens kystlinje. Øen forsvinder under fødderne på os begge; både som drøm og som territorie.

Jeg kravler op af skrænten for at undslippe hende, mig selv, og det hav, som stiger over den kyst, som er ved at erodere. Jeg vil tilbage til havnen, hvor båden ligger, men blot ti meter fra klippetoppen ender stien brat. Området er, ligesom flere store dele af øen, afspærret på grund af faren for skovbrande – en trussel, der skyldes stærke vinde og tør vegetation, og som forstærkes af klimaforandringerne.

Jeg vender mig om og kigger ned mod havet igen. Mit blik spejder fra fastlandet på den anden side tilbage til den gamle dame under klipperne. Jeg ved godt, det hele er mere kompliceret: som en af de få hundrede fastlandsbeboere, afhænger hendes økonomiske livsbetingelser med al sandsynlighed af mig og af den turisme, som stjæler hendes land fra hende.

Jeg har mistet min retningssans. Fanget mellem hav og land, mellem ild og vand, uden et kompas. Jeg beslutter mig for at krydse afspærringen, men når ikke mere end et par skridt, før en mand råber mig an inde fra det afspærrede område. Jeg forklarer ham, at jeg er faret vild, at jeg ikke kender min retning. Han tilbyder at hjælpe mig med at finde vej til min båd.

Vandets kolonisering

Rodéric har boet på øen i cirka 15 år, og som gadefejer varetager han rengøringen af byens gader, stræder og parker. Han kender landskabet bedre end de fleste, siger han, og som vi følger øens stier tilbage mod havnen navigerer han mig igennem territoriets sociale og økologiske infrastruktur. Han hjælper mig med at genfinde min orientering.

Ligesom mig peger han tilbage mod havet, og forklarer, at det stigende havniveau og kysterosionen, angriber øens vandressource og truer med at forurene øens drikkevand. Vand er allerede en knap ressource på øen. Flere gange om dagen sejler et skib en supplerende vandforsyning ind fra fastlandet, men en dag i juli gjorde blandingen af hedebølge og de mange turister, at forsyningen løb tør.

Der var ikke mere drikkevand tilbage på øen, men koloniseringen af Porquerolles vand stopper ikke her. Da vi når til enden af det lukkede område, omsvøbes vi øjeblikkeligt af horder af mennesker på vej mod stranden. Rodéric forklarer, at de mange både, der hver dag ligger til kajs eller fragter turisterne, forurener hav- og havnevandet og ødelægger vandets biodiversitet og økosystemer. Øen er beskyttet imod fiskeri, men der er alligevel ikke nogen fisk. Skiltet fortæller turisterne, at de er på vej mod Plage D’Argent (Sølvstranden), men de lokale kalder den Plage Staphylo (Stafylokok-stranden) grundet badevandets bakterielle aktivitet under højsæsonen.

Dette er hans land, hans territorie, hans vand. Jeg tager det fra ham. Problemerne forsvinder aldrig.

Landsyge

Rodéric efterlader mig ved caféen Coté Port, ud for havnens mest eftertragtede havnepladser. I årtier har øen tiltrukket Frankrigs politiske, økonomiske og kulturelle eliter: Emmanuelle Macron besøgte i August sit sommerhus ved siden af øen, LVMH-milliardæren Bernard Arnault lagde samtidig sin 100 meter lange luksus-yacht til ved havnen, og forfatteren Delphine de Vigan sidder ved siden af mig og læser. Hverken Pareto, Marx eller Bourdieu har levet forgæves, men ingen af dem har sprog til at formulere den geo-sociale kamp om territorie, som udspiller sig på øen.

Jeg mangler selv et sprog til at forstå, hvad der sker. Fem meter fra caféen sidder der en præst på en bænk, med solhat og solbriller, han spiser en is og leger med sin iPhone. Han uploader måske noget i clouden, tænker jeg – den nye, immaterielle, spirituelle sfære – og jeg har aldrig følt mig så langt fra gud. Det eksistentielle spørgsmål er ikke længere, hvad det betyder at eksistere, men hvilke entiteter der tillader andre entiteter at eksistere.

Uden Rodéric mister jeg hurtigt orienteringen igen. Kysten eroderer, vandet løber tør, fiskene er væk og skovene brænder. To nye skibe ligger til lands og ud strømmer endnu en masse af turister. Øen forsvinder, men det foregår så langsomt, at man ved første øjekast ikke kan se eller mærke det direkte. Jeg fortæller Victor at jorden gynger under mig. Han smiler og forklarer, at det er et velkendt fænomen blandt nye sejlere; jeg lider af mal de terre. Han har ret. Jeg lider af landsyge.

At være med truslen

Tilbage på træbåden sætter Victor sejlene op, han undersøger vindforholdene, og klargør bådens instrumenter. Som vi stævner ud fra havnen, drevet af vinden, er det som om, jeg genfinder mit fodfæste, netop fordi båden gynger. Her mærker jeg bølgerne, jeg erfarer direkte de farer som omslutter mig, den vind og det vand, som truer med at kaste mig overbords, og hvis ændrende adfærd jeg minutiøst må tage i betragtning, hvis ikke jeg ønsker at gå på grund, synke og drukne. Her er jeg med problemerne.

Misforstå mig ikke, bådens overlevelse afhænger ikke af, at vi ’tæmmer’ den ’fremmede natur’, der er ’omkring os’, og mindre end noget andet afhænger den af, at vi sejler ’fuld fart fremad’ i samme retning; dette er den sikre død, da vi inden for kort tid enten vil smadre ind i en klippe eller blive revet itu af en bølge fra siden og snart finde alle mand overbord.

Det er snarere en løbende, usikker forhandling imellem bådens form, dens instrumenter, Victors viden blandet med nysgerrighed og forestillingsevne, hans hænder om ror og sejl, solen, den skiftende vind, bølger og havdybde der kan tillade os at overleve sammen. Det er en proces, hvor vi diplomatisk må forhandle med de overraskende entiteter som bevæger os, og som vi må lære at bevæge os sammen med, hvis ikke vores rejse skal ende i en tragedie.

Hvis vi tilegner os sådanne diplomatiske færdigheder, så kan Timia måske klare sig gennem problemerne, igennem den storm, som venter os i horisonten, og som vi allerede nu mærker trække op. På den anden side venter igen en havn, igen et land, igen en jord. Land i sigte! Ja – men denne gang et land, vi rent faktisk bebor og ikke blot svæver over. Et land, som ikke er en drøm, men som igen kan tillade os at drømme.

Nikolaj Schultz er PhD Fellow ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet. D. 25. november udkommer “Det Epidemiske Samfund” på Hans Reitzels Forlag, som han har redigeret med Ole B. Jensen.