I samarbejdets navn: Interneringen af de danske kommunister

Af Albert Scherfig

Tale den 29. august 2020 for Horserød-Stutthoff foreningen, stiftet af de overlevende kommunister fra Horserødlejren og udryddelseslejren Stutthof.

I år er det 75 år siden 2. Verdenskrig sluttede, 75 år siden Danmark blev befriet. Og den 29. august er det 77 år siden, regeringen gik af. Den 29. august markerer et brud under besættelsen, et opgør med samarbejdspolitikken. Samarbejdspolitikken gik ud på at skåne den danske befolkning så meget som muligt. Danmark var da også det besatte land i Europa, der mærkede mindst til krigen.

Men da Tyskland angreb Sovjet, krævede besættelsesmagten 72 navngivne kommunister interneret. Det var navne, der stammede fra en liste, det danske politi allerede året forinden havde afleveret til Gestapo. Det danske politi havde i en årrække, allerede siden 1927, registreret og optegnet kartotekskort over danske kommunister. Tusindvis af personoplysninger var blevet bogført og lå arkiveret på Politigården, da Danmark blev besat. Og da tyskerne krævede et par og 70 kommunister fanget, arresterede politiet i stedet over 300 mænd og kvinder. Selv de tre kommunistiske folketingsmænd blev jaget på trods af deres immunitet.

To måneder efter Tysklands angreb på Sovjet, vedtog Rigsdagen den såkaldte kommunistlov, der med tilbagevirkende kraft lovliggjorde de foregående måneders arrestationer. Loven blev udarbejdet i al hemmelighed. På et af disse hemmelige møder, ét år før arrestationerne begyndte, fremlagde justitsministeren for første gang et udkast til kommunistloven.

Ministeren hed Eigil Thune Jacobsen. Han fortalte på mødet den 6. august 1940, at Justitsministeriet havde godkendt loven, og at den var blevet anbefalet af højesteretsdommer Troels G. Jørgensen, som havde erklæret, at den var i fuld overensstemmelse med Grundloven. Højesteretsdommer Troels G. Jørgensen ignorerede imidlertid mindst otte forskellige paragraffer i Grundloven, der blandt andet beskytter rigsdagsmedlemmer mod fængsling, beskytter borgers rettigheder til at ytre sig eller forsamle sig, og som beskytter borgeres rettigheder i forbindelse med arrestationer og husundersøgelser.

Hvis forfølgelsen af kommunisterne alene var tyskernes ønske, kunne betjentene så ikke have været mindre ivrige med at arrestere dem? Kunne de ikke have ladet folk undslippe? Måske undladt at opsøge illegale på børnenes fødselsdag for at pågribe dem?Aftalerne blev indgået i dybeste fortrolighed, og den 22. august 1941 blev loven altså vedtaget under tre hastebehandlinger af et enigt Folketing og Landsting. Selv om loven dengang som nu foreskriver, at der skal gå mindst to dage mellem første og anden behandling og yderligere mindst to dage før tredjebehandlingen, blev Kommunistloven behandlet og vedtaget på en enkelt dag. For at sikre sig mod uroligheder blandt tilhørerne, var et utal af civilklædte betjente blevet indkaldt til at fylde alle tilhørerpladserne op, i de få timer lovarbejdet stod på. I Landstinget var der ikke én eneste folkevalgt, der tog ordet. De tre behandlinger var overstået på få minutter. Eigil Thune Jacobsen, der i årtier stod i spidsen for politiets arbejde med at overvåge og registrere kommunisterne og nu var blevet justitsminister, holdt en tale om kommunistiske terrorgruppers mangeårige hærgen i Danmark. Sådan blev loven retfærdiggjort.

Endnu 300 mennesker blev arresteret for at være kommunister. De blev indsat i Vestre fængsel og dernæst interneret i Horserødlejren. Da tyskerne natten mellem den 28. og 29. august 1943 overtog Horserødlejren, lykkedes det en del af fangerne at flygte, men størstedelen blev taget af tyskerne og sendt til koncentrationslejren Stutthof, hvor flere omkom.

I sin bog På en Uriaspost forsvarer Thune Jacobsen kommunistloven på følgende måde: “man må for min skyld gerne betegne den som ‘skændig’, når det underforstås, at Skændigheden er på tysk side”. Vi må forstå, at Jacobsen og de danske politikere var blevet presset af tyskerne. Justitsministeriet, statsadvokaten, politiet og fængselsvæsnet kunne åbenbart ikke have gjort andet i denne nødens stund. Det var i nødrettens navn, at man efter befrielsen retfærdiggjorde de ulovlige arrestationer og vedtagelsen den grundlovsstridige lov.

Hvorfor fængslede man langt flere, end tyskerne bad om? Det kan her se ud, som om samarbejdspolitikerne opfylder tyskernes ønsker, allerede førend de er blevet formuleret. Når nu samarbejdspolitikerne var fanget i dette tvangsforhold, hvor de måtte opfylde ethvert endnu ikke udtalt ønske, tyskerne måtte kunne have, ville de – samarbejdspolitikerne – så ikke have gjort alt, hvad der stod i deres magt, for at lette kommunisternes sagsbehandling og give dem tålelige forhold under interneringen? Hvis forfølgelsen af kommunisterne alene var tyskernes ønske, kunne betjentene så ikke have vist deres demokratiske sindelag ved at være mindre ivrige med at arrestere kommunisterne, end de var? Kunne de ikke have ladet folk undslippe? Eller kunne de ikke have advaret folk? Måske have undladt at opsøge illegale på børnenes fødselsdag for at pågribe dem?

Der var her tale om mennesker, som ikke har gjort andet end at have en bestemt politisk holdning. Almindelige arbejdere, folketingspolitikere og intellektuelle. Om deres koner var på sammenbruddets rand, døende af sygdom eller fanget i depressioner, blev der ikke taget hensyn. Der var her tale om familier, der mistede en forsørger, og som derfor ikke havde råd til tøj, mad eller husleje. Hvorfor tilbageholdt de sociale myndigheder deres understøttelser?

Den 2. oktober blev kommunisterne sendt til koncentrationslejren Stutthof. Ombord på skibet var også 200 jødiske fanger på vej til Theresienstadt.Agnes Nielsen, der var gift med folketingsmanden Martin Nielsen, var en af de kvinder, der søgte hjælp, da hendes mand blev interneret. Hun kom i audiens hos selveste Thorvald Stauning, som afviste hende. Kvinderne gik også til Røde Kors. Selv her blev de afvist. Kommunisterne blev ikke betragtet som en gruppe, man havde været tvunget til at internere. De blev betragtet som forbrydere.

Natten til den 29. august, for 77 år siden, da regeringen gik af, sad 250 kommunisterne interneret i Horserødlejren. Allerede dagen før, d. 28. august, var samarbejdspolitikken brudt sammen og afslaget på tyskernes krav afleveret til det tyske overhoved, midt på eftermiddagen. Da kunne fangerne vel være blevet frigivet? Der var jo ikke længere nogen regering, som forpligtede sig på at holde kommunisterne interneret.

Men de blev ikke frigivet, og de blev ikke advaret. Da tyskerne tog Horserødlejren natten til den 29. august, flygtede op mod 100 af de internerede. Dette lykkedes, fordi tyskerne i første omgang kun var opmærksomme på én del af lejren. 150 kommunister nåede ikke væk fra lejren. Få måneder efter, den 2. oktober, blev kommunisterne sendt til koncentrationslejren Stutthof. Ombord på skibet var også 200 jødiske fanger på vej til Theresienstadt.

Ingen af de folkevalgte politikere advarede dem, de i samarbejdspolitikkens navn havde taget til gidsler.

Albert Scherfig er historiker.
For uddybning, se: Leif Larsen og Thomas Clausens De forvarede. De politiske fanger 1941-45, 1994