Minister reagerer på Eftertryks afsløringer – med øget lukkethed

Erhvervsminister Simon Kollerup prøver nu at sætte loven om miljøoplysninger ud af kraft i sagen om kobberminen i Armenien. En hurtig lovændring skal forhindre åbenhed om det katastrofale mineprojekt. »Forbløffende, at regeringen og Folketinget ønsker at undgå offentlighed om miljøødelæggelser,« siger ekspert.

Af Jens Malling

Behov for endnu mere lukkethed. Den konklusion er erhvervsminister Simon Kollerup kommet frem til efter afsløringer af Danmarks brud på menneskeret og ødelæggelse af miljø som led i et mineprojekt i Armenien. Med en ny lov gennemført i al hast får samtlige medarbejdere i EKF Danmarks Eksportkreditfond nu mundkurv på. De pålægges pludselig en omfattende tavshedspligt og kan straffes hårdt, hvis de bryder den. Loven trådte i kraft den 1. januar 2020 – samtidig med at en ansøgning om aktindsigt i EKF’s involvering i kobberminen er ved at blive behandlet.

»Det er usædvanligt, at en lovændring gennemføres for at påvirke en konkret sag, der er under behandling.«»Det fremgår klart, at lovændringen har til formål at begrænse aktindsigten efter miljøoplysningsloven. Det fremgår, at ændringen er motiveret af den offentlighed, som tidligere anmodninger om aktindsigt har givet om et projekt, der har ført til omfattende miljøødelæggelser i Armenien,« siger ekspert i mediejura og forskningschef emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen, som har haft adgang til centrale dokumenter fra forløbet.

»Det er usædvanligt, at en lovændring gennemføres for at påvirke en konkret sag, der er under behandling,« fremhæver han.

Et internt notat fra Erhvervsministeriet fra den 5. marts 2020 kaster lidt mere lys over, hvorfor det var så vigtigt at ændre loven. Forvaltningen af Danmarks lov om miljøoplysninger skabte i forbindelse med det armenske mineprojekt »forskellige forståelser af lovgrundlaget«. »På den baggrund blev der gennemført en præcisering«, så »nødvendighed[en] for fortrolighed også blev skrevet direkte ind i en ny § 14 a«, hedder det, idet der henvises til den nye paragraf i Loven om EKF.

Forureningen var så alvorlig, at lokale bønder og frugtavlere mistede deres livsgrundlag.Oluf Jørgensen finder det kritisabelt, at de danske myndigheder med ændringen af loven prøver at forhindre åbenhed om de omfattende miljøødelæggelser, som den danske stat gennem EKF bidrog til i Armenien – ødelæggelser, der har haft store konsekvenser for den lokale befolkning. Mineprojektet forårsagede bl.a. forurening af floder. Forureningen var så alvorlig, at lokale bønder og frugtavlere mistede deres livsgrundlag. En dæmning med flydende affald fra minen risikerede at bryde sammen og begrave en nærliggende landsby. Store skovarealer i det naturskønne og bjergrige landskab med et væld af truede dyrearter blev fældet.

Giftigt spildevand fra den danskstøttede kobbermine løber ud i floden Shnogh.

»Det er forbløffende, at regeringen og Folketinget ønsker at undgå offentlighed om miljøødelæggelser,« siger Oluf Jørgensen.

»Det er meget besynderligt, at lovændringen er foretaget, uden at Erhvervsministeriet har været opmærksom på Danmarks internationale forpligtelser«Miljø- og Fødevareklagenævnet er i øjeblikket ved at tage stilling til, om EKF skal udlevere flere oplysninger. Nævnet har flere gange skabt problemer for EKF’s bestræbelser på at tilbageholde informationer i sagen. Men nu indikerer EKF, at den nye lov bør indgå i den videre sagsbehandling. I en besked til klagenævnet fra den 31. januar 2020 henviser EKF eksplicit til lovændringen. »For god ordens skyld,« som det hedder. Det er dog tvivlsomt, om EKF får held til at lukke for yderligere oplysninger i sagen, vurderer Oluf Jørgensen:

»Trods den tydelige hensigt – nemlig at begrænse aktindsigten efter miljøoplysningsloven – har lovændringen ikke den ønskede virkning. Miljøoplysningsloven bygger på internationale forpligtelser i form af et EU-direktiv og Aarhuskonventionen.«

»Det er meget besynderligt, at lovændringen er foretaget, uden at Erhvervsministeriet har været opmærksom på Danmarks internationale forpligtelser til at sikre offentlighed om miljøforhold,« siger han.

Det får Jørgensen til at konkludere, at tilføjelsen til Loven om EKF om omfattende tavshedspligt for statsfondens ansatte ikke kan begrænse retten til aktindsigt i miljøoplysninger – uanset at det er den udtalte hensigt med lovændringen.

»Det fremgår udtrykkeligt af miljøoplysningsloven, at den ikke begrænses af særlige regler i andre love.«

»Miljøoplysningsloven skal anvendes som hidtil i sager om aktindsigt i oplysninger, der har relevans for miljøforhold,« siger han.

En ekstremt lukket organisation

»Med EKF’s store overskud burde det ikke være et problem at sikre kompensation til de armeniere, der har fået ødelagt deres livsgrundlag.«At erhvervsminister Simon Kollerup havde så travlt med at gennemføre ændringen af loven i strid med Aarhuskonventionen og EU-direktivet, kan muligvis forklares med EKF’s vigtighed for dansk økonomi. EKF Danmarks Eksportkredit hører under Erhvervsministeriet og er 100 procent statsejet. Med bestyrelsesformand Christian Frigast i spidsen hjælper EKF dansk erhvervsliv med at sikre finansiering af projekter rundt omkring i verden. Og der er store kapitalinteresser på spil. Eksempelvis var EKF involveret i kobberminen i Armenien for 350 millioner kroner. Aftalen om finansieringen af projektet inkluderede desuden PensionDanmark og FLSmidth. I 2018 havde EKF engageret sig i at hjælpe danske virksomheder i udlandet for tæt på 90 milliarder kroner. 2018 blev et rekordår:

»Det er den største efterspørgsel efter eksportfinansiering i hele EKF’s knap 100-årige historie. Med 618 millioner kr. blev det samtidig det bedste resultat nogensinde,« skriver Frigast i årsrapporten.

Hvor ofte EKF er involveret i brud på menneskeret og ødelæggelser af lokales livsgrundlag som dem i Armenien, er det tæt på umuligt at få indblik i. Allerede inden tavshedspligten for de ansatte blev indført i år, var EKF en ekstremt lukket organisation. På trods af at fonden er statsejet, er den undtaget fra offentlighedsloven. Det vil sige, at repræsentanter fra civilsamfundet, journalister og andre interesserede ikke kan benytte den lov til at søge om aktindsigt i EKF’s aktiviteter.

Det mineanlæg, FLSmidth opførte og fortsat fører tilsyn med i Teghut.

Erhvervsminister Simon Kollerup forklarer, hvorfor EKF er nødt til at operere i det skjulte:

»Det bunder i, at danske virksomheder og deres samarbejdspartnere trygt og i fortrolighed skal kunne stille deres økonomiske og forretningsmæssige oplysninger til rådighed for EKF, fx låne- og kreditoplysninger, uden at risikere, at oplysningerne bliver offentligt tilgængelige gennem aktindsigtsanmodninger.«

Han uddyber:

»Opstår der tvivl om fortroligheden, kan EKF ikke udføre den opgave, de er sat i verden for: At sikre og finansiere danske virksomheders eksport og internationalisering. Det skyldes, at EKF’s samarbejdspartnere, ikke mindst de finansielle, ikke vil benytte EKF, hvis de ikke kan få den nødvendige betryggelse i, at deres følsomme oplysninger bliver udleveret. I praksis kan det betyde at danske eksportører, herunder fx grønne eksportører, kan tabe ordrer.«

Med EKF og erhvervsministerens ihærdige bestræbelser på at tilbageholde informationer om projektet, er spørgsmålet om oprejsning til de berørte samfund omkring minen indtil videre gledet i baggrunden.

»EKF og andre selskaber har en forpligtelse ud fra FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder til at undgå skader på folk og miljø ­– og sikre kompensation til de berørte, hvis der sker skader. Med EKF’s store overskud burde det ikke være et problem at sikre kompensation til de armeniere, der har fået ødelagt deres livsgrundlag som følge af projektet,« siger politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke Lars Koch.

PensionDanmark har tidligere afvist at lade sin del af fortjenesten fra minen komme den lokale befolkning til gode.

Kobberminen ligger tæt på landsbyen Teghut næsten 200 kilometer nord for Armeniens hovedstad, Jerevan.

Den oprindelige artikelserie om sagen kan findes her: Danske virksomheder truer mennesker og miljø i Armenien. Jens Malling er undersøgende journalist. Researchen til artiklen er støttet af Journalismfund.eu